100 dage i Montis Italien
Af Charlotte Sylvestersen

Offentliggjort: 15. februar 2012
Mario Montis reformer har indtil videre kostet hver eneste italienske familie mindst 1.000 euro i ekstra årlige omkostninger uden at skabe flere jobs. Og mens Berlusconi forbereder sit comeback, lader både hans parti og centrum-venstrepartiet Partito Democratico Monti gøre det beskidte arbejde.

Et tørt nej til Rom som kandidat til de Olympiske Lege i 2020 understregede den 14. februar, at Italiens "tekniske" regeringsleder Mario Monti stadig efter 100 dage ved magten ikke tænker i politisk popularitet, men derimod udelukkende fokuserer på landets økonomiske situation.

Den 68-årige økonom, der har to perioder som EU-kommissær på sit curriculum, lovede ved sin tiltræden den 16. november i fjor at iværksætte de besparelser som EU krævede, og ikke mindst at skabe økonomiske reformer, der skulle sparke væksten i gang, skabe nye jobs og slanke bureaukratiet.

Den nye regerings første reformpakke blev da også vedtaget lige før jul.

Det var ikke på nogen måde en vækstfremmende pakke, men derimod udelukkende en kombineret spare-, skatte- og afgiftspakke, der blev rost af de stærke EU-partnere Tyskland og Frankrig, og positivt modtaget på aktie- og obligationsmarkederne.  Besparelserne i pakken forudses at skabe balance i statsbudgettet i 2014.

Det var også en pakke, der i 2012 med blandt andet genindførelsen af kommunal ejendomsskat, stigende bankskatter, større pensionsindbetalinger og højere benzinpriser kommer til at koste hver eneste italienske familie mindst 1.000 euro i ekstra udgifter.

En mandlig italiensk arbejdstager har i gennemsnit 1.407 euro udbetalt hver måned. Italienske kvinder - og kun 46% af kvinderne er udearbejdende - må i gennemsnit nøjes med 1.131 euro.

Den stramme finanspolitik var et krav fra EU-partnerne for at genskabe tilliden til Italien, så det er nu i foråret 2012, at Mario Monti og hans regering for alvor skal vise, om de er i stand til at reformere Italien.

At der er lang vej endnu blev afsløret ugen efter, at Montis portræt prydede forsiden af det amerikanske magasin "Time" som et bud på hele Europas redningsmand. Den 14. februar nedvurderede kreditvurderingsfirmaet Moody´s endnu engang landets kreditværdighed fra A2 til A3.

Monti: "Fast arbejde er monotont"
I begyndelsen af februar kom Monti også i strid modvind med den italienske folkesjæl med en uheldig udtalelse om, at italienerne hænger sig for meget i fast arbejde i en tid, hvor alle taler om, at det fastlåste italienske arbejdsmarked har en del af skylden for den manglende vækst.

Italienske ansatte er beskyttet af den såkaldte "Artikel 18", der i praksis gør det umuligt for en arbejdsgiver med flere end 15 ansatte at fyre selv i krisetider.  I følge arbejdsgiverne blokerer "Artikel 18" for nyansættelser, fordi enhver ny ansat i realiteten er ansat på livstid.

Da Berlusconi i 2001 ville ændre på "Atikel 18" gik over én million italienere på gaden i Rom, for der eksisterer ikke et fintmasket socialt sikkerhedsnet med arbejdsløshedsunderstøttelse eller socialhjælp i Italien.

De seneste tal for arbejdsløsheden i Italien sagde i januar en stigning til 8,9%, og det er det højeste tal siden 2004. 31% af unge mellem 18 og 24 år er nu arbejdsløse i Italien.

Det svarer til over 2 millioner arbejdsløse, og oven i det tal skal man lægge den skjulte arbejdsløshed, hvor det skønnes, at omkring en halv million arbejdere er anbragt i den såkaldtei "integrations-kasse". "Cassa Integrazione" er en form for understøttelse, hvor trængte firmaer i en periode kan bede om statens hjælp til lønninger, mens man venter på nye ordrer og bedre tider.

Væksten for 2012 blev i slutningen af januar også endnu engang nedjusteret af Den Internationale Valutafond, der nu forudser et fald i Italiens bruttonationalprodukt på 2,2%, men Italiens Statistik kun optimistisk regner med minus 0,7%.

Populær regering - upopulære reformer
På den baggrund arbejder Mario Monti og regeringen lige nu ufortrødent videre med en reform, der skal liberalisere erhvervslivet og omstrukturere arbejdsmarkedet.

Alene planerne om at udvide antallet af taxi-licenser har allerede medført langvarige taxi-strejker i de større italienske byer. Og på de italienske apoteker finder man lister, hvor man kan skrive under mod Montis planer om at tillade salg af receptpligtig medicin også i andre butikker end apotekerne.

Fagforeningerne annoncerer også generalstrejker i løbet af foråret, og den store nationale fagforening CGIL har ved flere møder med regeringen afvist at ændre så meget som et komma i "Artikel 18".

Italienerne er nok blevet klar over, at landet er i krise.
Sammenligningerne med Grækenland gør ondt og skræmmer, men så snart forandringerne bliver konkrete - som i tilfældet med "Artikel 18" - forsvinder lysten til reformer.

I meningsmålingerne i begyndelsen af februar udtrykte næsten 62% af de adspurgte stadig stor tillid til Mario Montis regering.  Blandt centrum-venstre partiet Partito Democraticos (PD)vælgere er tallet helt oppe på 78%. Men spørger man de samme mennesker om deres mening om Montis planer om liberaliseringer i erhvervslivet, og helt konkret om "Artikel 18", så falder enigheden drastisk. 68% vil beholde en uændret "Artikel 18", og kun 11% af de adspurgte vil have den fjernet.

Generation 1000-euro skræmmer
Den ældre generation af italienere har siden midten af 1990´erne og senest med Montis sparepakke set pensionsalderen blive forhøjet med op til 6-8 år. De har også set deres børns muligheder for at få fast arbejde blive dårligere. For at omgå "Artikel 18" blev der i 1996 åbnet op for tidsbegrænsede kontrakter på det italienske arbejdsmarked. Det har gjort en stor del af de yngre italienere til "job-pendlere" uden mulighed for et selvstændigt liv udenfor familiens hjem.

"Generation 1.000 euro" er tvunget til at blive boende hos forældrene - 1.000 euro er for lidt at flytte ud eller stifte familie for - og der er ingen understøttelse til dem i de arbejdsløse perioder mellem de tidsbegrænsede kontrakter. 77,3% af underskrevne kontrakter på det italienske arbejdsmarked i tredje kvartal af 2011 var midlertidige kontrakter.

Solidariteten med de unge er dog ikke overvældende
I en meningsmåling efter Montis bemærkning om de faste arbejdes monotoni, svarede 42% af italienerne, at de unge nok måtte vænne sig til tanken om at tiden med livstidsansættelser var ved at være endegyldigt forbi.

Monti får lov at sidde til 2013
Partito Democratico (PD)- der har sine rødder i det store hedengange Kommunistparti, der i 1960´erne og 1970´erne netop fik skabt jobsikkerhed og gode pensionsordninger på det italienske arbejdsmarked - er sammen med Berlusconis parti PDL Montis regeringsgrundlag.

PD har umådeligt svært ved at forklare deres kernevælgere, at de nu også er indstillet på om ikke helt at fjerne for eksempel "Artikel 18", så i det mindste at ændre den, eventuelt med et tilbud om en form for understøttelse i en periode efter fyringen eller ved at ophæve den ved nyansættelser.

Der foregår en intern debat i Partito Democratico, hvor den ældre generation husker fortidens barrikader, og senest straffede vælgerne PD ved at vælge venstrefløjens kandidat i havnebyen Genovas primærvalg om borgmesterkandidater. Sammenslutningen af venstrefløjpartier - SEL - er da også gået støt fremad i meningsmålinger under Montis regering. Sammen med de grønne og protestbevægelsen "5 Stelle" har de nu over 11% af stemmerne.

Berlusconi lurepasser og Lega Nord råber højt - forgæves
Da Monti overtog regeringsmagten blev der råbt højt i Berlusconis del af parlamentet.

Man så Monti som en mand placeret af den italienske præsident Napolitano, der har sin politiske fortid i det gamle Kommunistparti.  Man talte også om, at demokratiet var sat ud af kraft, og krævede højlydt, at Monti blot skulle være en overgangsfigur i ganske få måneder. Den kritik er nærmest helt forstummet, og man hører endog Berlusconi-politikere omtale Monti som en dygtig politiker med udsyn.

Mario Montis politiske manøvrer stemmer nemlig indtil videre utroligt godt overens med netop de arbejdsmarkedsreformer og liberaliseringstanker, som Berlusconi altid forgæves har lovet sine vælgere.

Og også Berlusconi kan tilslutte sig ideen om, at Monti gennemfører de upopulære reformer inden et valg skal finde sted i 2013.

Modstanden mod Montis regering er derimod stadigt voldsom hos midterpartiet Italia dei Valori, der ledes af den tidligere undersøgelsesdommer Antonio Di Pietro, der i 1992 opnåede status som folkehelt med sin afsløringer af det omfattende system af korruption og bestikkelse, der stadig plager Italien.

Lega Nord, der har været med i alle Berlusconis regeringer siden 1994, råber også fra sin lidt isolerede position som norditaliensk seperatistbevægelse højt imod Monti. Men partiet minder mere og mere om tomme buldrende tønder, der til enhver tid entusiastisk vil omfavne Berlusconi igen, hvis han skulle gøre et comeback og tilbyde dem plads i en ny regering.

Der er altså hverken ro eller stilhed på den politisk scene i Italien, men derimod en fornemmelse af, at de to afgørende partier - Berlusconi PDL på den ene side og Partito Democratico på den anden - dybest set affinder sig med, at Monti får lov til at gøre det beskidte arbejde i år, mens de kører sig selv i stilling til det parlamentsvalg, der skal finde sted i 2013.

Berluscon for president
Berlusconi selv holder overraskende lav profil, også selv om han stadig må se sig omtalt i forbindelse med de forskellige verserende retssager om økonomisk kriminalitet og sagen om den mindreårige prostituerede Ruby.  Sagerne forventes afsluttet i løbet af 2012, og måske er Berlusconis plan ikke engang at returnere som regeringsleder.

Der tales i krogene om, at Berlusconi mål lige nu ikke er regeringsmagten, men derimod posten som Italiens næste præsident, når Napolitanos periode valgperiode også udløber i 2013.

FAKTA OM ITALIEN LIGE NU
* Italien har en statsgæld på 2.000 milliarder euro - over 14.500 milliarder kroner.
* Statsgælden er på cirka 120% af BNP - kun overgået af Grækenland.
* Den Internationale Valutafond skønner pessimistisk, at statsgælden i 2013 vil være steget til 126,6% i forhold til BNP.
* De kommende måneder skal Italien finansiere statsgæld for 138 milliarder euro.
* Arbejdsløsheden er på 8,9% - 2.243.000 - det højeste tal siden 2004.
* For de 18 til 24-årige er arbejdsløsheden 31%
* Kun 22.903.000 italienerne er registreret på arbejdsmarkedet, det svarer til 56,9% af befolkningen i den arbejdsdygtige alder.