Folkesocialistisk forandringsstrategi
Af Peter Westermann

Offentliggjort: 16. april 2012

I skrivende stund, i ugerne op til SF-landsmødet, foregår der en heftig strategisk debat om folkepartiet over for arbejderpartiet og om forståelsen af solidaritet. Jeg er glad for at se, at de seneste ugers debat har skabt klarhed om mangfoldigt folkeparti, der også som noget helt centralt fører arbejderpolitik. Det er vi enige om, uanset om andre mener, at vi hver især har en fetich for Kansas eller fodformede.

Om solidaritet har jeg foreslået en definition indføjet i principprogrammet: ”Solidaritet betyder for SF, at den enkelte skal aldrig være isoleret fra fællesskabet, som træder til og hjælper dem, der har behov, så de kan deltage i samfundet på værdig vis. Individer skal, trods deres indbyrdes forskelle, kunne identificere sig med hinanden.  Ingen kan være sig selv nok eller sin egen lykkes smed. Solidariske fællesskaber skal sikre samhørighed og modvirke polarisering og egoisme.”

Solidaritetens udgangspunkt er samhørighed mellem mennesker, selv om de måtte indtage forskellige samfundspositioner. Solidarisk er ikke noget man er, kun fordi det gavner ens snævre gruppeinteresser – men fordi det gavner det større fællesskab og har en selvstændig moralsk værdi at hjælpe dem, der har behov, selv om disse er anderledes end ens egne.

Om folkepartiet er det selvsagt, at det nødvendigvis må være for den brede befolkning – dermed også arbejderne. Folket er en kategori, der modstilles eliten. Et arbejderparti kan forstås som enten et parti af arbejdere, eller et, der fører politik til gavn for arbejdere. Jeg mener SF skal være et mangfoldigt folkeparti, der også fører arbejderpolitik. Et arbejderparti i dén betydning. Ikke i en betydning, hvor DF og Venstre for tiden vil kunne postulere at være større arbejderpartier end enkelte, hvis ikke alle, røde partier.

Kritisk debat og ledelse
Jeg går ind for et folkeparti, der er mangfoldigt i sin medlemsskare og i sine politiske kampe og som organiserer med vægt på det decentrale og giver plads til intern debat mellem forskellige strømninger og opfattelser. Som Gert Petersen sagde i sin sidste landsmødetale som formand:

”Vi har ellers i de sidste 13-14 år udviklet en stil, der gav plads til uenighed og rimelig og saglig diskussion herom, uden at man drog hinandens motiver i tvivl. Denne stil må ubetinget bevares. Det betyder for det første, at der skal være højt til luftet i SF. Det skader os ikke en døjt, at der luftes forskellige synspunkter, hvis det gøres på den rigtige måde. Af og til må vi skære igennem og fastslå, at det og det er partiets synspunkt – til forskel fra det private synspunkt. Så står det klart. Men vi må ikke tvinge nogen til at opgive sit synspunkt eller lade være med at tale for det. Kætteri er sundt.” (Mortensen 2011: s. 266)

Et klart forsvar for det mangfoldige, debatterende parti og en afvisning af demokratisk centralisme.

Kriterierne, der bør ligge til grund for valget af ledere, har også været genstand for nylig diskussion. Manuelt arbejde eller lang uddannelse kan ikke i sig selv være en adgangsbillet til socialistiske lederposter. Det ville de være i et parti der udelukkende ønskede at være af arbejdere. Argumentet lyder ofte, at lang uddannelse diskvalificerer ledere i folkelige partier og bevægelser på grund af social blindhed. Som konsulent i arbejderbevægelsen (Kooperationen) består mit arbejde primært af kommunikation, ligesom en faglært, der senere bliver konsulent i et fagforbund. Beskæftigelsen er den samme – og baserer sig på det, politisk og organisatorisk arbejde også gør. Det giver en faglig fordel, men det er også vigtigt at være i kontakt med det virkelige, levede liv. En opvækst i relativt små kår og familie og venner og holdkammerater, der indtager alle mulige positioner på og uden for arbejdsmarkedet giver en ballast. Det væsentligste må dog være hvad man vil og kan, frem for hvem man er. Når ledere vælges, må det være ud fra deres organisatoriske, politiske og kommunikative evner og – som det måske mest centrale: Deres holdninger og ideologiske tyngde.

Det er derfor, SF’s loves § 2 stk. 1 siger: ”Medlemskab af SF forud­sæt­ter, at medlemmet tilslutter sig partiets formål og program og ikke er medlem af et andet dansk politisk parti.”

- ikke, at man skal være medlem af et bestemt fagforbund.

Samlende alliance
SF har altid sigtet på den samlende alliance af folket, som folkepartiet er et udtryk for. Om diskussionen omkring SFs’ stiftelse, skriver Hans Mortensen i bogen ”Den røde tråd”:  ”Ved at betegne sig som folkeparti gjorde man også op med den kommunistiske tænknings klasseparti. SF var ikke et parti alene for arbejderklassen eller et parti, der gav arbejderklassen medfødt forrang. Det sigtede bredere.” (Mortensen 2910: s. 44)

Det væsentlige er at sikre opslutning til demokratisk socialisme i samfundets brede lag.  Sociale klasser er ikke af sig selv progressive. Socialister må være på hold med en socialistisk akademiker og imod en nationalkonservativ kortuddannet, lige så vel som imod en liberalist med mellemlang uddannelse. Klassekamp er ikke en kamp mellem forskellige uddannelsesgrupper eller mellem beskæftigede og forsørgede. Klassekamp er den brede klassealliance mellem disse grupper mod den lille elite af kapitalister.

Forskellen på, om mennesker fra forskellige sociale klasser er progressive eller reaktionære, socialistiske, liberalistiske eller konservative, afgøres af deres holdninger og handlinger, ikke direkte af deres beskæftigelse. Hvis historien – og Antonio Gramsci[i] – har lært os noget, er det netop, at arbejdere kan være en kraft for det progressive, såvel som for det reaktionære. For det demokratiske såvel som det totalitære. Mener man, at manuelt arbejdende per definition er privilegerede som revolutionære subjekter, vil man gøre sig skyldig i økonomisme og determinisme.

Med Gramscis konklusioner afvises det forenklede mekaniske billede af klassekampen, at forskelle i interesser og anskuelser hænger mekanisk sammen med klassetilhørsforhold. Denne indsigt har stået centralt for SF allerede siden partiets første kongres’ programudtalelse:

”Et sådant socialistisk styre vil under vore forhold fremmes ved deltagelse af flere partier, som kan repræsentere de forskellige interesser og anskuelser, der må findes, selv om klassemodsætningerne falder bort. Uden en meningsbrydning hæmmes samfundets udvikling, byrokratiet tager overhånd og ensretningen truer” (Hans Mortensen, Den røde tråd s. 54)

Den folkesocialistiske alliance kan ikke rumme hvem som helst, men alle, der har en interesse i et mere lige, frisindet og bæredygtigt samfund. Det er et folkeligt fællesskab af socialister på tværs af uddannelse og beskæftigelse, frem for et snævert parti for enkelte uddannelses- eller arbejdsmarkedsgrupper, der kun fokuserer på at varetage egne materielle interesser. Et sådant fællesskab er snarere et fagforbund. De er gode og uhyre vigtige, men politiske partier skal rumme mere og andet. Solidaritet og udsyn ud over egen næsetip kommer ikke af den rene egeninteresse.

Den socialistiske bevægelse må selvfølgelig også basere sig på lønmodtagere i produktions- og servicefag som en helt central gruppe. Men i det moderne samfund har en politisk bevægelse også brug for folk, der er skolet i administration og kommunikativt arbejde. Rudi Dutschke talte om ”den lange march gennem institutionerne”. Dem, der foretager denne march er typisk langtuddannede, men de kan som socialister hjælpe med at bane vejen for at overskride kapitalismen. Socialister bør ikke være fortalere for djøfisering, forstået som akademisering af yderligere funktioner, men bør heller ikke kaste sig ud i maskinstormeri mod boglig uddannelse.

Et eksempel på dette er citatet fra denne artikel efter valget i 1960, skrevet af Mogens Fog, modstandsmanden, der var en af de centrale skikkelser i stiftelsen af SF: ”Det maa vise berettigelsen af at bære navnet: folkeparti, ved ikke ensidigt at være talerør for den fagorganiserede arbejderklasse, men ogsaa for de befolkningslag, der som lønmodtagere og forbrugere har deres interesse nært knyttet til fagbevægelsen.” (Hans Mortensen, Den røde tråd s. 91)

Husnegeren og marknegeren - to sider af samme slavehær
Marxismen baserer sig på klasseanalysen, hvor det definerende er klassernes forhold til produktionsmidlerne. Den centrale konflikt koges ind til proletariatet mod kapitalen. Ikke middelklassen mod underklassen. Ikke kortuddannede mod langtuddannede.

Samfundet og produktionsforholdene har ændret sig siden Marx. Ikke så meget, som post-modernister påstår, men nok til at industriarbejderen ikke kan stå alene - heller ikke sammen med servicearbejderen. Med Gert Petersens ord om kætteri in mente – vil jeg påpege, at arbejdsmarkedet i dag kun er for 2/3 af den arbejdsduelige aldersgruppe. Det skyldes nogle nye, forstærkede eksklusionsmekanismer i kapitalismen, som repræsenterer et behov for en nuancering og udvidelse af arbejderklassen og den position som revolutionært subjekt, ligesom den stigende specialiserede arbejdsdeling og den stigende gennemsnitlige uddannelseslængde gør det. Endelig bliver befolkningsgruppen i den arbejdsduelige alder mindre. Kampen mod den udstødelse og fremmedgørelse, som kapitalismen, men også til dels velfærdsstaten, skaber, må indgå centralt i den socialistiske strategi. Socialister må også stå på de ekskluderedes side, ud fra solidaritet i begrebets egentlige forstand.

Freud taler om de små forskelles narcissisme, der bevirker, at aggressionen rettes mod de ”andre”, der kun er marginalt forskellige fra ”os”. (Freud 1987: s. 56). Den politiske – demokratiske! – ”aggression” må rettes mod det, der gør væsensforskellen, ikke gradsforskellen. Malcolm X gjorde det sidste, da han mobiliserede på forskellen mellem marknegere, der slider i produktionen og husnegere, der servicerer herren.

Det er en kunstig modsætning, der risikerer at sløre den reelle konfliktlinje: Ejerskab til produktionsmidler eller ej. Kort sagt er husnegeren og marknegeren begge slaver. Kampen er mod slaveriet, ikke de andre typer slaver. Den amerikanske borgerrettighedsbevægelses succes var netop dens samlende strategi.

Socialister - ikke mindst af den marxistisk inspirerede slags - må derfor ikke forfalde til at sætte uddannelses- og beskæftigelsesgrupper op mod hinanden. Politiseringen af kulturforskelle, snarere end af forholdet til produktivkræfterne, er populisme – ikke socialisme endsige marxisme. Det er dermed ikke væsensforskelligt fra den måde højrepopulismen sætter det etniske flertal op mod etniske mindretal – ikke mindst muslimer – og sætter den kulturelle underklasse op mod den kulturelle overklasse.

Det betyder ikke, at man skal underkende, at politik også handler om andet end materielle interesser. Det gør det bestemt, men hvor man i den økonomiske politik deler sig efter materielle interesser, må man i værdipolitikken dele sig efter værdimæssige anskuelser. En progressiv venstreorientering må forene ønsket om massiv omfordeling af magt og ressourcer med det antiautoritære, frisindede og tolerante. Sovjetkommunismen magtede ikke det sidste – og derfor opstod SF.

SF genvandt sin styrke i 70'erne og 80erne ved at indoptage kvindebevægelsen, fredsbevægelsen og miljøbevægelsen ved siden af arbejderbevægelsen. De idealer og interesser, disse nye bevægelser var udtryk for, kan ikke kobles til klasse. Idealer, værdier og menneskesyn er også politik. Alt er politisk, sagde venstrefløjen for fyrre år siden. Jeg er enig. Poltisk engagement er ikke kun for egeninteressen, men også samvittigheden og idealerne.

Derfor er det en falliterklæring, hvis socialistisk politik ikke må handle om andet end dagen og vejen i lokalsamfundet. Det må også handle om livets andre forhold - fred, klima og udvikling -, målet og verden.

Socialister må bevare utopien om det socialistiske samfund - uanset om andre kalder det nostalgisk, romantisk eller studentikost. Målet er ikke intet og bevægelsen er ikke alt, som Bernstein mente. Men det forholder sig heller ikke omvendt.

Regeringsrealisme
Esben Bøgh Sørensen mener, at SF har svigtet det socialistiske endemål. Esben og jeg var enige om mangt og meget, da vi begge var aktive i SFU midt i 00’erne. Vi er begge ambitiøse socialister, der tager udgangspunkt i inspirationen fra Marx. Esben ofte mere ordret og med klarere henvisninger end jeg. Sidstnævnte vil jeg ikke udfordre en idéhistoriker som Esben på med den tid, jeg – her kort før SF’s landsmøde – har til rådighed.

Jeg vil dog tage mig tiden til at diskutere substansen og præsentere mit bud på en socialistisk strategi.

Jeg mener ikke, at SF med regeringsdeltagelsen i sig selv kan siges at have svigtet socialismen.

Den strategiske forskel på SF og Enhedslisten, er forskellen mellem Enhedslistens princip om at være fri til at stemme”for enhver forbedring og imod enhver forringelse” (selvom det for nylig er opblødt – eller bare gjort anvendeligt i praksis) og SF’s vilje til kompromisser og regeringsmagten, for at kunne bruge den til samlet set at bevæge samfundet mod socialisme. Det er ikke et nyliberalistisk inspireret svigt (som Esben implicit præsenterer det med reference til New Labours 3. vej), men pragmatisme eller realisme. Og det ligger i fin forlængelse af SF’s historiske strategi om at være villig til at indgå et tæt samarbejde med en socialdemokratisk ledet regeringen – og endda gå ind for regeringsdeltagelse.

Gert Petersen beskrev i 1967 SF’s rolle i ”det røde kabinet” som ”næsten som at være i regering – men uden de bindinger som påhviler et regeringsparti” (Mortensen 201, s. 118). En rolle, han så som fordelagtig i forhold til et mere uforpligtende samarbejde – som dog også påfører negative bindinger. Esbens kritik virker i den forbindelse som et ekko af SF’s venstrefløjs Peter Høj: ”Når SF til enhver tid vil redde Socialdemokratiet mod borgerlige stormløb, bliver SF samtidig Socialdemokratiets fange. Vi kan ikke presse det til en mere venstreorienteret kurs, fordi det ved, at vi altid vil redde det. Vi har i dag placeret os i en stilling, der alt for let kan resultere i en lang række udsalg af vore princippunkter.” (Mortensen 201, s. 121)

Meningen med disse henvisninger er ikke at affeje Esbens kritik som uoriginal, da spørgsmålet jo er aktuelt som aldrig før nu, hvor SF har taget skridtet til regeringsdeltagelse. Formålet er dog at vise, at SF, i hvert fald i Aksel Larsens øjne, blev stiftet med realpolitisk indflydelse som formål. Således Larsen i svaret til SF-venstrefløjen under det røde kabinet:

”Vi ved naturligvis alle, at der er medlemmer og kredse i partiet, såvel som udenfor, der har den diametralt modsatte opfattelse, at vi ikke må gå i samarbejde og da slet ikke med socialdemokraterne, men skal være et såkaldt renhjertet oppositions- og demonstrationsparti. Dem skal jeg ikke ved denne lejlighed polemisere imod. Jeg vil blot nøjes med til læsning at anbefale et godt lille skrift af Lenin om politiske børnesygdomme[ii].

Dem burde vi jo snart være vokset fra. Vi brød jo med den golde og uselvstændige oppositions- og demonstrationspolitik, da vi dannede vort parti netop med det erklærede formål at øve indflydelse med en ud fra socialistisk målsætning opbygget konstruktiv politik.” (Mortensen 201, s. 127)

Så langt har jeg altså sandsynliggjort, at realpolitisk stræben og endda regeringsdeltagelse i en situation, hvor socialdemokratiet er i en magtposition i sig selv ikke kan udgøre et svigt fra SF. Det kan argumenteres, at det altid har været SF’s strategi. Jeg vil ikke her begive mig ud i en diskussion af katalysatorstrategien -  larsenismen – versus rollen som konkurrent til Socialdemokratiet, da begge placerer sig inden for samme indflydelsessøgende strategi.  

Når den principielle accept af regeringsdeltagelse ikke kan være et nyligt SF-svigt, bliver spørgsmålet om den konkrete regeringsdeltagelse er et svigt i sig selv, idet det måske ikke tidligere har været accepteret, at indgå i en regering, hvor også det Radikale Venstre indgår.

Esben kritiserer: ”Specielt vigtigt er det, at indtrædelsen i en regering, kun kan komme på tale, hvis der er tale om en socialistisk regering. SF sidder i dag i regering med et ikke-socialistisk parti, Socialdemokratiet, og et rent borgerligt neoliberalistisk parti, De Radikale.

Hvordan skulle der kunne komme ét gram socialisme ud af det?”

Spørgsmålet om regeringsdeltagelse i en S-SF-R-regering var oppe at vende under Nyrups første to regeringsdannelser, hvor Steen Gade i pressen slog til lyd for det, mens Holger K. Nielsen undersøgte mulighederne på de indre linjer (Mortensen 201, s. 288-290). Det blev imidlertid aldrig aktuelt, men nogen modstand mod at deltage i S-SF-R-regering synes ikke udbredt i SF’s centrale ledelse på daværende tidspunkt.

Beskidte hænder og ren socialisme
Så bliver spørgsmålet, om den førte politik i regeringen, som SF jo på godt og ondt er medansvarlig for, kan udgøre et nyt svigt fra SF. Jeg kan på forhånd afsløre konklusionen: Det vil afhænge af øjnene, der ser – og det er i øvrigt næppe fair allerede at drage konklusionen for hele den første regeringsperiode.

Jeg havde selvfølgelig foretrukket en rent socialistisk regering på et arbejderflertal, men valgresultat gav os den radikale klemme. Jeg har stillet ændringsforslag til udkastet til SF’s principprogram om at ændre formuleringen, som Esben henviser til:

»Vores almindelige strategi er dog at søge at indgå i en magtbærende blok med arbejderbevægelsens øvrige partier, samt progressive borgerlige partier, som vi kan finde et fælles grundlag med.«

Til: ”SF er parat til at løfte regeringsansvaret, i situationer og konstellationer, hvor det skønnes at være den bedste måde at virkeliggøre partiets politiske prioriteter både på kort og langt sigt.”

Til begrundelselse for forslaget, skrev jeg: ”Regeringsdannelse med borgerlige partier kan aldrig være et mål eller et princip i sig selv. Det kan være at foretrække i en situation, hvor vi ikke har rødt flertal, men ikke en generel, langsigtet strategi. Vi kan være enige med radikale og andre borgerlige om forskellige politikområder, men vores fremtidsvisioner for samfundet er grundlæggende forskellige, ligesom vores analyser af samfundet og dets udfordringer er forskellige, hvilket dette principprogram gerne skulle illustrere. Det vil altid være en konkret vurdering, om deltagelse i en regering og en sådans sammensætning er den bedste kort- og langsigtede strategi, hvilket dette forslag slår fast.”

Man kan mene, at SF igen skulle have indtaget rollen som støtteparti for en SR-regering. Den strategi gav ikke særligt meget socialisme i 90erne. Jeg håber og tror at regeringsdeltagelsen vil vise sig at være en bedre løsning, selvom det ikke er den nemme løsning.

Når man tager fat for at bygge noget, som SF har gjort det nu,  risikerer man beskidte hænder og klemmelus. Men det er ikke på tømrerens hænder, huset skal vurderes.

Endelig må det fremhæves, at SF selvfølgelig har sat fingeraftryk på regeringens politik, der trækker i socialistisk retning. Det gælder kickstarten af økonomien, der mindsker ledigheden. Oprettelse af langt flere praktikladser.  Fjernelse af skattefradrag for private sundhedsforsikringer. Mulighed for kompetencegivende kurser til arbejdsløse. Fjernelsen af fattigdomsydelserne, der mindsker fattigdommen. Ændringen af familiesammenføringsreglerne, så de bliver mere humane og at asylansøgere skal kunne arbejde og bo uden for asylcentrene efter seks måneder. 1 mia. kr. til billigere og bedre kollektiv transport og så er den kriminelle lavalder hævet til 15 år igen.

Det er en start, der markerer et brud med den borgerlige regerings politik på en lang række områder, selvom det ikke er deciderede revolutioner, der skabes. Det er dog et klart kursskifte væk fra den alliance mellem nyliberalisme og nationalkonservatisme, der regerede under VKO. Et brud, der bliver større, fordi SF trækker sin del af læsset i regeringen, hvor indflydelsen er langt større end udenfor.

Jeg mener derfor, at regeringsdeltagelsens samlede resultat kan blive overvejende progressivt og dermed ende som en modmagt, om end ikke til kapitalismen i almindelighed[1], så til det nyliberalistiske hegemoni i særdeleshed.  

Usocialistisk målopgivelse?
Esbens anklage går i sin essens på, at SF har opgivet det socialistiske endemål. Han skriver: ”Egentlig handler det om et spørgsmål, der allerede blev stillet ved arbejderbevægelsens fødsel: socialreform eller revolution?

SF har taget stilling i spørgsmålet til fordel for »socialreform«.”

Også denne diskussion har været rejst i SF under det røde kabinet. SF-venstrefløjens Erik Sigsgaard: ”Naturligvis skal vi medvirke til at den dagaktuelle politik udformes bedst muligt. Naturligvis er det først og fremmest vort ansvar, at befolkningen sikres tryggere og bedre materielle kår, men det er ikke nok, og det er ikke vores hovedopgave. Nogle lapper gør nu engang ikke en gammel frakke ny.” (Mortensen 201, s. 126)

Heri ligger der, at SF’s venstrefløj dengang accepterede medvirken i den dagaktuelle politik – altså socialreform, men at det ikke var hovedopgaven, som må forstås som en overskridelse af kapitalismen.

Socialreform eller revolution bliver imidlertid en falsk modsætning, når man, som jeg – og Esben også selv gør – bekender sig til at parlamentarisk demokratisk arbejde kan bidrage til at lede samfundet mod socialisme. Den parlamentariske socialismes middel må være reformen, men reform, der udfordrer kapitalismen og baner vejen for dens overskridelse. Reformen er midlet, revolutionen – forstået som den grundlæggende forandring af samfundet – målet. SF er stadig et socialistisk parti, der vil reformere samfundet, så det er grundlæggende forandret – eller revolutioneret, om man vil.

Skelnen mellem reform og revolution beror i denne betydning på bevægelsens hastighed og tålmodighed, ikke dens mål om at indføre socialisme ved grundlæggende at ændre magtstrukturerne. En mere reformvenlig, realpolitisk strategi er ikke nyliberalistisk – ikke engang usocialistisk, selvom Esben mener det.

Der lyser i hvert fald en klar socialistisk selvforståelse ud af udkastet til SF’s nye principprogram:

”Udgangspunktet er for SF en udogmatisk demokratisk socialisme, der har sit udspring i arbejderbevægelsen og de folkelige bevægelser, og som er inspireret af en marxistisk samfundsforståelse. Dertil kommer en humanistisk og kulturradikal tradition, der vægter menneskelig frihed, udfoldelse og medmenneskelig ansvarlighed.”

Samfundsforandring  via samfundet
Esben understreger en pointe, jeg er enig i, nemlig at parlamentarisk arbejde ikke er nok – og heller ikke den vigtigste platform for socialisme. Denne findes i arbejdet i samfundets politiske bevægelser:

”Når SF'ere forsvarer standpunktet med, at »politik kræver kompromiser«, glemmer de, at politik ikke er indskrænket til det der foregår i parlamentet. Det er en umarxistisk og borgerlig forståelse af politik, at en sådan hovedsaglig foregår indenfor statens rammer.”

Selvom venstrefløjen har fået en fod i døren til magten her til lands, er vi stadig oppe imod langt stærkere økonomiske kræfter, der vil en anden vej end os. Jeg tror så bare, at venstrefløjen har størst indflydelse på samfundsudviklingen med et socialistisk parti i regeringen. Men det kræver en stærk, folkelig samfundsbevægelse, der går forrest. Og et stærkt SF, der holder fast i sin socialistiske målsætning.

Der er mange væsentlige politiske kampe, som socialister må udkæmpe i samfundets bevægelser. Fremvæksten af en socialistisk markedsøkonomi kan ikke skabes alene gennem statsmagten, men kræver  at producenter og forbrugere bygger kooperativer og andre former for ikke-kapitalistisk virksomhed. Virksomhedsdemokrati og medarbejdereje er en væsentlig ingrediens i afskaffelsen af kapitalistisk udbytning. Det skabes nedefra og af samfundet, ikke ovenfra af staten. På samme måde må der kæmpes aktivt og kreativt i boligbevægelsen, miljøbevægelsen, fagbevægelsen, for ligestilling, international solidaritet og andre vigtige delkampe. 

Socialistisk regeringsmagt er ikke i modstrid med disse kampe, men i samspil. Fra samfundets socialistiske praktikere kommer der input til lovgivning, der kan understøtte bevægelserne og deres mål.  

Althusser taler om ideologiske statsapparater, der kan udgøres af religion, familien, jura, det politiske system, fagorganisationer, medier og kultur. Disse, der ikke nødvendigvis er statslige, modstilles de repressive statsapparat: Regeringen, bureaukratiet, hæren, politiet, domstolene, fængslerne og de øvrige dele, som i sidste instans fungerer i kraft af vold. Forskellen mellem ligger i, at statsapparatet er en enhed med flere udførende funktioner, der svarer den samme logik, mens de ideologiske statsapparater er en flerhed med hver deres logik. De ideologiske statsapparater er således kamppladsen for den ideologiske klassekamp, mens statsapparatet er målet for denne (Althusser 2008: s. 16 -20).

Dermed bliver det i samfundets – de ideologiske statsapparaters – sfærer, at modmagten, der skal føre til skabelsen af en ikke-kapitalistisk stat og et socialistisk samfund, skal funderes.

VKO viste os dog, at regeringsmagten kan bruges endda meget effektivt til at vinde frem i de ideologiske statsapparater. VKO formåede altså at vende faktorerne, så regeringsmagten blev et afsæt for en ideologisk offensiv med samfundsforandrende sigte. Det kan også gøres til fordel for socialisme i en situation, hvor vi med SF har et erklæret socialistisk parti i regeringen. Vinder socialister frem parlamentarisk eller udenomsparlamentarisk, understøtter de forskellige styrkepositioner hinanden. Uden stærke bastioner i og uden for parlamentet, kan et nyt samfund ikke skabes. Bevægelsen, der virker gennem en samlende alliance for demokratisk reform og trinvise fremskridt skal have det nye - det socialistiske - samfund, som sit klare mål og frihed, lighed, solidaritet og bæredygthed som de fire verdenshjørner i sit kompas. 


[1] Dele af regeringens politik bevæger os ikke væk fra kapitalismen. Bankpakkerne mener jeg, burde have givet større samfundskontrol med finanssektoren, ligesom europagten, som jeg i SF’s landsledelse stemte imod SF’s tilslutning til, er en cementering af nyliberalistisk-monetaristiske dogmer – som dog måske kan omgås i praksis.

 



[i] Se Gramscis fængselsoptegnelser og særligt artiklen ”Revolutionen imod Das Kapital” før hans fængsling

[ii] ”Lenin, 1920: "Venstre"kommunisme - en børnesygdom”. Kan findes her: http://www.marxister.dk/bog.php?id=89