Psykisk arbejdsmiljø – en kampplads
Af John Graversgaard

Offentliggjort: 15. april 2015

Statsrevisorerne har overrasket positivt. Med en undersøgelse af Arbejdstilsynets virkemidler (9/2014) med hensyn til psykisk arbejdsmiljø, har de kastet en håndgranat ind i det søvnige mummespil, som foregår på området. Det lægger pres på ministeren, som er tvunget til at tage stilling til Statsrevisorernes rapport. Det må vække håb hos de mange, som lider under følgerne af sundhedsskadeligt arbejdsmiljø. Men tør ministeren røre ved et område, hvor arbejdsgiverne traditionelt er nidkære modstandere af en enhver negativ omtale af deres ledelse i virksomhederne?

Beskæftigelsesministeriet er den overordnede myndighed, som via Arbejdstilsynet skal føre tilsyn med, at de ansatte i virksomhederne ikke udsættes for en sikkerheds-eller sundhedsmæssig risiko på grund af fysiske, ergonomiske eller psyko-sociale påvirkninger i arbejdsmiljøet.

Baggrunden for Statsrevisorernes interesse er den alvorlige udvikling på området, hvor det gennem landsdækkende undersøgelser af NFA(Nationalt Forskningscenter for Arbejdsmiljø) har vist sig, at ca. 20 % af det langvarige sygefravær er relateret til det psykiske arbejdsmiljø. Samt at ca. 14 % af de beskæftigede har været udsat for psykosociale påvirkninger og samtidig udviser symptomer på stress eller depression.

Man har derfor bl.a. spurgt ind til rammerne for tilsynet, om der er fastsat mål for tilsynet, om man følger op på effekten af tilsynet, og hvorvidt man bruger metoder, så man kan identificere problemerne. Ganske gode spørgsmål, hvor Statsrevisorerne på grundig vis har afdækket, at man ikke har styr på noget som helst. Og som nu giver embedsfolkene grå hår i hovedet! Hvordan skal man forklare ministeren, at ministeren ikke har passet sit arbejde med effektivt at føre tilsyn med det psykiske arbejdsmiljø?

Arbejdsmiljøloven er en statslig regulering, som i høj grad er resultatet af en indsats fra aktive fagforeningsfolk og sundhedsarbejdere i 1970'erne. Men trods loven bliver tusinder af mennesker alligevel syge af deres arbejde, og der anmeldes et voksende antal psykiske arbejdsskader.

Hvad findes der så af handle- og aktionsmuligheder? Set fra et demokratisk synspunkt er der ingen tvivl om, at en strategi for ændring af arbejdsmiljøet drejer sig om at forøge de ansattes kontrol og indflydelse lokalt. I overensstemmelse med vores viden om, hvad der fremmer den psykiske sundhed. Men da arbejdsgiverne i både private og offentlige virksomheder har ledelsesretten, så kan det udvikle sig meget negativt, især hvor de ansatte står svagt fagforeningsmæssigt. Arbejdstilsynets betydning er derfor central som en myndighed, der skal kunne tilkaldes, hvor arbejdsmiljøet lider.  Derfor skal man også være kritisk overfor den etablerede tænkemåde hos fagforeninger, arbejdsgivere og Arbejdstilsyn, når det gælder regulering af arbejdsmiljøet. At man ikke skal give køb på Arbejdsmiljøloven viser sig tydeligt, når det gælder det psykiske arbejdsmiljø. Og det er jo temmelig pinligt, at det er Statsrevisorerne som peger på svaghederne, og ikke de direkte aktører!

Centrale pointer i Statsrevisorernes kritik.

  • At Arbejdstilsynets tilsyn med det psykiske arbejdsmiljø og muligheder for at give påbud bygger på 20 år gamle anbefalinger fra 1995 – hvis relevans ikke er vurderet.
  • At Beskæftigelsesministeriet ikke har evalueret, om partsaftaler og certificerings-ordninger(der fritager virksomheder for Arbejdstilsynets tilsyn) bidrager til et godt psykisk arbejdsmiljø.
  • At Arbejdstilsynet ikke har foretaget en samlet vurdering af resultater og effekter af de enkelte indsatser inden for det psykiske arbejdsmiljø.

Arbejdstilsynets centrale rolle.

Statsrevisorerne har et godt øje for Arbejdstilsynets vigtige rolle: ”Som medarbejder kan det have store menneskelige konsekvenser at være udsat for fx mobning eller længerevarende højt arbejdspres, der har resulteret i stress. Det er derfor vigtigt, at medarbejderne i en virksomhed kan have tillid til, at Arbejdstilsynet som myndighed har mulighed for at gå ind i en sag om dårligt psykisk arbejdsmiljø, hvis ledelsen i virksomheden ikke tager hånd om problemerne”(s.3)

Men ikke desto mindre har politiske kræfter til højre altid haft travlt med at amputere Arbejdstilsynets muligheder. Derfor er det helt på sin plads, at Statsrevisorerne peger på, at der i 20 år ikke er foretaget nogen evaluering af retningslinjerne for tilsyn med det psykiske arbejdsmiljø. Samt at begrænsningerne i Arbejdstilsynets tilsynsrolle udspringer af nogle ikke juridisk bindende retningslinjer fra 1995(s.10). Kort og godt: En studehandel, hvor der blev handlet med menneskers helbred og sikkerhed.

Arbejdstilsynet har siden sidst i 1970`erne haft psykologer ansat i Arbejdstilsynet som tilsynsførende ude på virksomhederne. Der er stor aktivitet på området og der skrives mange påbud om problemer i det psykiske arbejdsmiljø. Med indførelsen af et ”udvidet sundhedsbegreb”, som omtaler psykisk sundhed på lige fod med fysisk sundhed, opstod der behov for at formulere nærmere regler og vejledninger på området psykisk sundhed. Med Bekendtgørelsen om arbej­dets udførelse er en række psykisk belastende faktorer omtalt i lovgivningen.

Men arbejdsgiverne har konsekvent modarbejdet ethvert forsøg på at skabe bindende regler, som pålægger den en­kelte arbejdsgiver ansvar. Man har ønsket at holde disse spørgsmål ude af arbejdsmiljøarbejdet og villet henvise det til henhørende under ledelsesretten, og noget som bør behandles alene i samar­bejdsudvalget. Den politiske højredrejning, med fagbevægelsen og arbejderbevægelsen i defensiven, har be­tydet, at det psykiske arbejdsmiljø i en periode kom i stiv modvind. De private arbejdsgivere ønskede Arbejdstilsynet holdt ude af området, medens de kommunale ønskede at sætte klare grænser for Arbejdstilsynets indblanding. Og med tempoopskruningen indenfor det offentlige er det i dag især her, vi ser mange psykiske arbejdsskader med stort behov for, at der sættes grænser. Således er det i en lang årrække lykkedes at blokere for mere konkrete regler om nedslidning og højt tempo - til ubodelig skade for de mange, der som en kon­sekvens i dag er udstødt af arbejdsmarkedet på grund af denne type belastninger.

I 1995 nedsatte den socialdemokratiske arbejdsminister Jytte Andersen et udvalg, som skulle fastlægge retningslinjer for Arbejdstilsynets tilsyn med området. Det såkaldte Metodeudvalg.

Det skete efter pres fra både offentlige og private arbejdsgivere, som her fik chancen for at ”sætte Arbejdstilsynet på plads”. Det lykkes ikke for arbejdsgiverne i løbet af udvalgsarbejdet at presse Arbejdstilsynet ud af området, men der opstilles en række skærpede betingelser for Arbejdstilsy­nets kontrolmuligheder. Det blev desværre støttet af LO, men afvistes af FTF. Arbejdsmiljøet deles bla. op i to hoved­områder, hvor man på kunstig vis adskiller samspillet mellem mennesker fra den enkeltes arbejdsfunktion. Således foretages der et »admi­nistrativt indhug« på områder, som både direkte og indirekte kan påvirke de ansattes sundhed. Det drejer sig bl.a. om psy­kosociale problemer, som har deres oprindelse i f.eks. forhol­det mellem ledelse og ansatte samt de ansattes indbyrdes for­hold på virksomhederne.

Endvidere blokererede man for, at Arbejdstilsynet kunne give påbud, som blev erstattet af en blød regulering, hvor virksomheden får mulighed for at vise vilje og evne til selv at løse problemet. Konsekvens: Der er ingen retssager på området, og arbejdsgiverne kan ustraffet nedbryde folk psykisk. Det sker uden at ændre loven hvad der burde få Ombudsmanden til at gribe ind overfor en sådan magtfordrejning. Det sker administrativt uden nogen form for videnskabelig dokumentation, men som er regulær studehandel mellem parterne og statens repræsentanter.

Dvs. man op­hævede reelt arbejdsmiljøloven på områder hvor der kan være tale om en ganske betydelig dokumentation for trusler mod de ansattes sundhed. Som eneste modydelse anerkender arbejdsgiverne, at det psykiske arbejdsmiljø er omfattet af Arbejdsmiljøloven samt at de selv skal påtage sig ansvaret for de problemer, som Arbejdstilsynet ikke kan gå ind i. Hvad der sker, hvis arbejdsgiverne ikke lever op til deres ansvar, melder historien intet om. Som en modydelse for denne politiske studehandel anerkender arbejdsgiverne, at Arbejdstilsynet har på­budsret på visse områder. Det gælder dog først, hvis arbejdsgiverne ikke har vist vilje og evne, dvs. der kan være gået lang tid før Arbejdstilsynet må skrue bissen på (Metodeudvalgsrapporten: Psykosociale risiko­faktorer i arbejdslivet, 1995).

Denne skandaløse aftale er dog blevet justeret af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, så det fra 1.juli 2013 er muligt at give påbud direkte og en ligestilling med det fysiske arbejdsmiljø indføres.

Arbejdsgivernes strategi bygger på at presse Arbejds­tilsynet væk fra kontrolfunktionen og over i en ren servicefunk­tion. I dag er det EU som også gennem Stoiber-udvalget taler for afregulering, og at der skal tages flere hensyn til vækst og virksomhedernes konkurrencevilkår. Hvor arbejdsmiljøregler anses som en ”administrativ byrde”.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har tidligere udgivet et aggressivt oplæg: Fremtidens arbejdsmiljø (1995). DA udtrykker sig her i et klart klassekamps sprog:

»Under etiketten »psykisk arbejdsmiljø« har både den private og offentlige sektor været konfronteret med tilfælde, hvor Arbejdstilsynet har bevæget sig ind på dele af virksomhedens interne liv, hvor Arbejdstilsynet ingen retlig kompetence har og i øvrigt savner forudsætninger og eksper­tise. DA ønsker derfor:

  • At det præciseres, at Arbejdstilsynets kompetence alene om­fatter dokumenterede, sundheds-truende påvirkninger, som er forårsaget af fysiske arbejdsfunktioner eller -processer, og
  • At lovgivningsmagten og myndighederne utvetydigt respekte­rer, at de psyko-sociale faktorer i øvrigt i det hele skal håndteres i frihed mellem parterne på den enkelte virksomhed.«

Dette udspil fra DA kommer samtidig med, at der savnes et reelt modspil fra den faglige hovedorganisation LO. Positivt kan det nævnes, at Arbejdstilsynet er indstillet på at undersøge klager over dårligt psykisk arbejdsmiljø og er meget aktiv på området. Selv­følgelig med den begrænsning der ligger i Arbejdstilsynets begrænsede ressourcer. Der kan foretages virksomhedsbesøg og tages stil­ling til det konkrete indhold i klagen, og gives påbud og vejledning.

Undersøgelsen sker typisk med udgangspunkt i en vurdering af hvorvidt arbejdsgiveren lever op til sit generelle ansvar for at planlægge, tilrettelægge og udføre arbejdet, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Her også under hensyn til de psyko-sociale risikofaktorer som nævnt i § 7 i Bekendtgørelsen om arbejdets udførelse:

”Arbejdet skal i alle led udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en enkeltvis og samlet vurdering af de fysiske, ergonomiske og psykosociale forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed.”

Arbejdstilsynet er en statslig organisation og meget topstyret, men det kan lokalt lade sig gøre at få et samarbejde med tilsynsførende. Arbejdstilsynets rolle og muligheder skal suppleres af fagbevægelsens aktionsmuligheder. Hvis de vel at mærke bliver brugt!

Centralt er det dog, at fagbevægelsen ikke deltager i politiske studehandler, som svækker eller amputerer arbejdsmiljøloven. Men tværtimod forbedrer og tilpasser arbejdsmiljøloven til problemer med f.eks. øget stress, brutal ledelse, øget vikararbejde og social dumping.

Certificering og partsaftaler.

Et andet område hvor det er lykkedes at sende Arbejdstilsynet ud på sidelinjen til ugunst for de ansatte, er angående certificering og partsaftaler.

Siden 2001 har virksomheder haft mulighed for at blive undtaget fra Arbejdstilsynets tilsyn, hvis man får et arbejdsmiljøcertifikat. Og der er vokset en hel konsulentindustri frem, som gerne mod rundhåndet betaling vil sælge en sådan ydelse.

På samme vis kan der indgås partsaftale mellem fagforbund og arbejdsgiverorganisationer, som betyder at de selv har ansvaret for arbejdsmiljøet, og at Arbejdstilsynet ikke kan blande sig med påbud og tilsyn.

Statsrevisorerne peger på, at ministeren på området ikke har noget overblik over udviklingen. Der er ikke lavet nogen evaluering af konsekvenserne.  Ministeriet har ingen viden om hvorvidt der er et godt arbejdsmiljø i disse virksomheder. Arbejdstilsynet har ikke ført nogen statistik over klager vedrørende det psykiske arbejdsmiljø. Kort sagt det sejler.

Dette er aftaler, som har svækket de ansattes mulighed for at få en uvildig aktør som Arbejdstilsynet på banen. Men dele af fagbevægelsens top har været glade, hvad der er helt uforståeligt, da man jo som den svage part har spillet sig et kort af hånden.

Det er ganske mange som dette berører: 

Pr. 21. nov. 2014 er der 3605 certificerede virksomheder svarende til ca. 214.000 ansatte. Partsaftalerne omfatter ca. 13 % af lønmodtagerne, 313.000 ansatte. Tal opgivet af Arbejdstilsynet til Statsrevisorerne.

Et sundt og sikkert Arbejdsmiljø er en rettighed.

Der kan forhandles om løn, men ikke om sundhed og sikkerhed. Dette er grundlæggende, og studehandler og aftaler som forringer arbejdsmiljøloven er gift for fagbevægelsen. Lad os kort erindre hvad ildsjælen, arbejdslæge Per Gregersen(1987) som har spillet en stor rolle i kampen for at sætte arbejdsmiljøet på dagsorden, har sagt om menneskerettigheder på området arbejdsmiljø:

  • At det er en menneskeret at have et arbejde, der ikke gør en syg - og herunder
  • At det er en menneskeret ikke at blive udsat for arbejdsmiljø­påvirkninger, som man ved, kan fremkalde sygdom, og som der samtidig findes viden om, hvordan man kan undgå.
  • At det er en menneskeret at kunne arbejde fagligt og poli­tisk for at få en sund arbejdsplads -uden at man derved risike­rer sit levebrød ved at blive afskediget fra sit arbejde.

Anbefaling:

Har man brug for at henvende sig til Arbejdstilsynet, når der er problemer i arbejdsmiljøet på arbejdspladsen.  Så brug anbefalingerne i ”Ondt i Arbejdsmiljøet? – Hvordan klager man til Arbejdstilsynet”, som giver en oversigt over rettigheder og muligheder for at bruge Arbejdstilsynet, og hvis det ikke lykkes, hvordan man så kan klage over tilsynet.

Litteratur:

Beretning om tilsyn med det psykiske arbejdsmiljø, 9/2014. Statsrevisorerne.
Psykosociale risikofaktorer i arbejdslivet. ( Det såkaldte Metodeudvalgs rapport), Rapport fra et af arbejdsministeren nedsat udvalg om Arbejdstilsynets rolle og metodeanvendelse overfor psykosociale risikofaktorer i arbejdslivet. Arbejdsministeriet. København, april 1995.
John Graversgaard: Psykisk arbejdsmiljø. En brugervejledning, Frydenlund, Kbh. 2011.
Gregersen, Per: Arbejdsmiljø og menneskerettigheder i » Menneskerettigheder- viden og handling«. Red. af C. Gulman, Lars Nordskov Nielsen, L. A. Rehof. København, 1987.
”Ondt i Arbejdsmiljøet? – Hvordan klager man til Arbejdstilsynet”. 2008, Udgivet af Samarbejdet Arbejdere og Akademikere, Aktionsgruppen Arbejdere og Akademikere og Fagligt Ansvar.