Overvågning af ansatte er mistillid til ansatte
Af Kirsten Norman Andersen

Offentliggjort: 15. december 2015

Ny teknologi frister i stigende grad ledere til at lege lommedetektiver. Men trods muligheden for at samle forskellige former for data via elektroniske arbejdsredskaber, overvågningsudstyr m.v. så er det langt fra sikkert, at data kan give et retvisende billede af, hvad en bestemt medarbejder har foretaget sig på et givent tidspunkt. Men de respektive data kan naturligvis give anledning til gætterier og konspirationsteorier. Men det kan få fatale konsekvenser, som jeg vil illustrere ved en gennemgang af nogle konkrete sager.

Mistillid er krænkende
De fleste medarbejdere føler det voldsomt krænkende, når ledere benytter elektroniske arbejdsredskaber til kontrol af deres færden. Hvis undersøgelserne tilmed fører til urigtige og usaglige anklager, kan det være direkte skadeligt for den ansattes helbred. Det indbyrdes forhold mellem leder og medarbejder er i forvejen et ulige magtforhold, og lederens tillid til de ansatte er derfor også afgørende for medarbejdernes trivsel. At benytte data til kontrol af de ansatte er i bund og grund et udtryk for mistillid til de ansatte.  

Hvis man spørger en medarbejder om, hvorfor vedkommende befandt sig på et ganske bestemt sted på et ganske bestemt tidspunkt for flere måneder eller år siden, så vil de færreste være i stand til at forklare sig. Det er ikke desto mindre essensen i hundredevis af anklager, som Midttrafik har rettet mod en række kontrollører.  Anklager, som har resulteret i bortvisninger og tjenstlige forhør i lange baner.

Midttrafik har indtil videre brugt over 10 mio. kr. på at føre sager mod medarbejdere, som på baggrund af data fra teknologiske arbejdsredskaber og sikkerhedsforanstaltninger, er blevet anklaget for at snyde med registreringen af deres arbejde. Det på trods af, at det slet ikke giver mening at snyde med registreringen. Men ligesom det har været svært for arbejdsgiveren at bevise, at kontrollørerne har foretaget sig noget uretmæssigt, så har det også været svært for kontrollørerne at bevise det modsatte. Og det har efterladt dem til omverdenens skønsmæssige vurdering af, om de har været gode medarbejdere – eller om der måske var noget om snakken. Det er i sig selv belastende, og flere af de anklagede kontrollører fortæller, hvordan de søgte at undgå at gå ud, hvor de kunne møde nogen, som kendte til deres situation.

I FOA Århus satte vi alle sejl til – og allerede tidligt i forløbet lykkedes det at bevise, at en række anklager var usande og usaglige. Som eksempel på anklager, så vurderede ledelsen – på baggrund af medarbejdernes håndholdte PDA og bussens GPS signal, at en registreret kontrol af en bus ikke var gennemført. Ved hjælp af aktindsigt i yderligere data kunne vi bevise, at kontrollørerne havde udskrevet en kontrolafgift i den pågældende bus, hvilket betød, at bussen nødvendigvis også var kontrolleret. I andre tilfælde kunne vi bevise, at de data, som bussens GPS havde registreret, ikke var korrekte. I et konkret tilfælde viste data eksempelvis, at bussen stod midt i Århus Domkirke, hvilket den næppe havde gjort.

De mange beviser på tvivlsomme data fik imidlertid ikke Midttrafik til at ”stikke piben ind.” Tvært imod. Angiveligt efter rådgivning fra en dygtig advokat, sendte Midttrafik i stedet en eksplosion af nye anklager, som i forløbet blev suppleret med eksterne konsulenters bidrag til avancerede – om end tvivlsomme beregningsmetoder m.v. Midttrafik satte angiveligt alle sejl til med det formål at få ret. Det betød også, at der ikke var skyggen af chancer for et forlig. Det er beretningen om en arbejdsgiver, som var stensikker på, at hvis noget ikke fungerede optimalt, så var det medarbejdernes skyld. Og det er nok ikke enestående.

Hvem har taget mappen?
Men det hele startede ellers et helt andet sted. Igennem længere tid havde samarbejdet mellem ledelsen og medarbejderne været præget af konflikter, som blandt andet havde ført til flere spektakulære opsigelser.

Nu var en mappe med arbejdsskadesanmeldelser blevet væk. Den lokale leder mente angiveligt at mappen havde stået på hans kontor. Nu stod den ikke længere på sin plads. Det var en debat på et personalemøde, som havde henledt lederens opmærksomhed på mappen. På mødet havde en kontrollør spurgt ind til en bestemt formulering i en arbejdsskadesanmeldelse – angiveligt med henblik på at få en drøftelse af forebyggelse af voldsepisoder. På en velfungerende arbejdsplads ville lederen have spurgt kollegerne, om nogen viste hvor mappen var? Havde lederen gjort det, havde han fået at vide, at mappen lå i kontrollørernes pauselokale. Det gjorde den ofte, og det var der ikke noget odiøst i. Kollegerne talte nemlig åbent om det farlige arbejdsmiljø, og arbejdsmiljørepræsentanten brugte ofte pauserne på at arbejde med skadesanmeldelserne.

Men der var og er ikke tale om en sund arbejdsplads, og i stedet for at spørge kollegerne,  igangsatte lederen sin egen – ret kontroversielle undersøgelse af sagen. Lederen gennemgik kort og godt videomaterialet fra den videoovervågning, som ellers alene havde til formål at afsløre indbrudstyve. Lederen havde angiveligt forventet at finde et klip, hvor en bestemt medarbejder forlod hans kontor med den eftersøgte mappe under armen. Videoovervågningen afslørede imidlertid ikke ”tyveri” af den eftersøgte mappe. Så måske kollegerne havde haft ret.

Nu burde sagen så have været afsluttet. Undersøgelsen kunne være pågået, uden at kontrollørerne nogensinde havde fået nys om den – uagtet, at de burde have været informeret – og reelt også skulle have været informeret, før lederen gik i gang med undersøgelsen.

Men videomaterialet havde givet anledning til en ny undersøgelse. Optagelserne viste nemlig hvornår kontrollørerne havde opholdt sig i bygningerne. Og lederen hæftede sig nu ved, at en af kontrollørerne kunne ses på gangene i administrationsbygningen på et tidspunkt, hvor der stadig var omkring en halv time til fyraften. På den baggrund fik lederen mistanke om, at kontrollørerne havde taget tidligt fri, og han satte sig derfor for at undersøge, hvad kontrollørerne havde registreret af kontroller på den pågældende vagt.

Den sidste bus var kontrolleret tæt på Midttrafiks lokaler. Og det tidspunkt, som en kollega havde tastet i den håndholdte PDA, lå meget tæt på det klokkeslæt, hvor videoovervågningen havde registreret en kontrollør på administrationsgangen. Teamlederen konkluderede, at her var noget, som ikke stemte overens, og kontrollørerne blev anklaget for at have noteret en kontrol, som lederen ikke mente, kunne være udført.

Da FOA Århus senere fik adgang til hele videoen, fremgik det imidlertid tydeligt, at kontrolløren forlader administrationsbygningen og går over gaden i retning af det stoppested, som kontrollørerne har angivet, at de har kontrolleret. Det kunne lederen også selv have konkluderet, hvis han havde set videoen til ende – og hvis han havde haft øje for ”uskylden.” Men måske havde lederen allerede fra starten stirret sig blind på ”skylden.”

Efter et år med suspension og et tjenstligt forhør senere, blev kontrollørerne pure frikendt for forholdet.

KTO Aftalen om overvågning er mangelfuld
Allerede i den indledende fase gjorde FOA Århus flere forhold gældende. For det første – at KTO aftalens bestemmelser om elektronisk overvågning af medarbejdere ikke er overholdt. Aftalen lider imidlertid under det forhold, at aftalens bestemmelser suspenderes – i det omfang, at arbejdsgiveren har en konkret mistanke om, at der er foregået noget ”uretmæssigt.” En arbejdsgiver behøver derfor blot at konstatere, at en given undersøgelse – hvor alle tænkelige elektroniske arbejdsredskaber inddrages i en undersøgelse – er sket, fordi arbejdsgiveren kunne have en mistanke om, at der er foregået noget uretmæssigt.

Da en privat arbejdsgiver for nyligt tabte en sag, hvor han på baggrund af bilens GPS havde konstateret, at medarbejderen havde opholdt sig i flere timer hjemme på privatadressen –  tabte han alene, fordi han gjorde gældende, at han havde opdaget forholdet, da han havde gennemgået bilens GPS. Havde han i stedet gjort gældende, at han havde en mistanke om, at medarbejderen ikke passede sit arbejde, og på den baggrund havde undersøgt bilens GPS, havde han sandsynligvis vundet sagen.

Arbejdsgiverne stolede mere på data end på medarbejderne…
For det andet gjorde FOA Århus gældende, at de anvendte data – ikke nødvendigvis er tidstro. Netop det argument resulterede i omfattende bevismaterialer i sagen. Og med en meget stædig arbejdsgiver på den anden side, så resulterede de mange data også i rigtig mange flere sager. FOA havde ikke umiddelbart adgang til de pågældende data, og vi var derfor afhængige af, at andre medarbejdere ville anmode om aktindsigt i data, som vedrørte deres tilsvarende arbejde. Det resulterede desværre bare i flere sager mod flere medarbejdere. I alt endte ledelsen med at anklage 6 overenskomstansatte medarbejder og 3 tjenestemænd for snyd – alene baseret på forskellige data fra arbejdsredskaber, overvågningsapparater m.v.

Indtil videre er de tre tjenestemænds sager afgjort i såkaldte tjenstlige forhør. To af tjenestemændene har tilmed deltaget i ikke mindre end to tjenstlige forhør. For de tre blev det til i alt 273 anklager.

Ud over videoovervågningen i Midttrafiks administration – er der anvendt GPS på busserne, som er sammenholdt med kontrollørernes håndholdte PDA. Kontrollørerne taster manuelt data på de enkelte kontroller. Eksempelvis registres buslinjen – bussens retning – stoppested – antal passagerer m.v. men også bussens unikke nummer, som kun kan registreres, hvis man faktisk har set bussen. Data registreres med tidsangivelse, når kontrollørerne taster data. Men da det foregår manuelt, så er det usikkert, hvornår data er tastet. Nogle gange er kontrollørerne stået på bussen, og passagerer er kontrolleret – før data tastes. Andre gange tastes data ved stoppestedet, mens kontrollørerne venter ved bussen. Nogle gange er stoppestedet ikke registreret korrekt i PDA’en – fordi der er vejarbejde eller der er sket ændringer på ruten, som endnu ikke er opdateret på PDA’en. Andre gange risikerer man at ramme forkert på den lille skærm, hvor et rullegardin giver en række valgmuligheder.

På samme måde kunne vi undervejs konstatere, at bussernes GPS ikke altid står til troende. I den undersøgte periode er der tilmed sket forskellige opdateringer af GPS systemet, som Busselskabet har ansvaret for – mens det er Midttrafik, som selv har ansvaret for PDA’erne. Der er således tale om to forskellige virksomheder – som har ansvaret for elektroniske arbejdsredskaber, som hver for sig er designet til vidt forskellige formål.

I busserne er der også videoovervågning, som – hvis det havde været anvendt – kunne være det afgørende bevis på, at kontrollørerne havde kontrolleret bussen. Materialet forældes imidlertid hurtigt og kasseres herefter, og Midttrafik havde desværre ikke gjort sig den ulejlighed at sikre netop dette materiale.

Senere tager ledelsen imidlertid flere andre elektroniske data i anvendelse. Eksempelvis benyttes log-in data fra døre og selv GPS i kontrollørernes overfaldsalarmer bliver benyttet.

En tjenestemand blev anklaget for et forhold – og for dette ene forhold blev han afskediget uden varsel. Den sag forfølges nu – fordi vi er af den opfattelse, at vi på baggrund af nye oplysninger kan bevise, at tjenestemanden med stor sandsynlighed ikke havde gjort noget forkert. Men det har helt sikkert været svært for dommeren at overskue de usandsynlige mange anklager – og måske har dommeren sågar tænkt, at noget må der jo være om sagen – om end det er svært for arbejdsgiveren at bevise.  To andre tjenestemænd blev frikendt – dog med en irettesættelse for – i enkelte tilfælde at have holdt lidt for lange pauser. De seks overenskomstansatte kontrollørers sager afventer stadig behandling i arbejdsretten. Midttrafik blev endeligt dømt til at betale 850.000 kr. i sagsomkostninger til FOA grundet de ualmindeligt mange forhold, som viste sig grundløse, men dog havde været bekostelige at behandle.

Brud på brevhemmelighed var også overvågning
I en sag på Århus havn, bliver nogle kranførere fyret på grund af nogle private sms, som ledelsen har læst på deres telefoner. De havde netop afleveret telefonerne, fordi de skulle have nogle nye. Medarbejderne havde ret til at bruge telefonerne privat – mod at de betalte multimedieskat. I en retssag har en dommer gjort gældende, at ledelsen har krænket lov om brevhemmelighed. Men fyringen står ved magt. I sagsforløbet appellerer arbejdsgiveren til omverdenens retfærdighedssans – idet det umiddelbare indtryk af ordlyden gav anledning til fordomme og fordømmelse. I sms beskederne havde kranførerne kritiseret en kollega, som trods en kollektiv indsats for et bedre arbejdsmiljø, modarbejdede kollegernes aktioner. I en af beskederne har en kranfører angiveligt skrevet noget, som kunne opfattes som mobning af den usolidariske kollega.  

Der er imidlertid en kæmpestor forskel på, hvad vi siger til hinanden – og hvad vi faktisk vil søge ført ud i livet. Det er ikke usædvanligt at se kommentarer til eksempelvis voldtægtssager m.v. hvor borgere gør gældende, at forbryderen skal hænges på torvet til offentlig spanking – og det der er værre. Eller i en ophedet debat om ældrepleje kan man fristes til at ønske for udvalgte politikere, at de skulle tvinges til at sidde i en snavset ble uden mulighed for at komme på toilettet. Men det er jo ikke ensbetydende med, at borgere har tænkt sig at udføre den udtrykte vold eller frihedsberøvelse. Sådan kommunikerer vi bare engang imellem.

Det kan ske igen…
Kan det ske igen? Det kan det sagtens. I dagligdagen benytter rigtig mange medarbejdere arbejdsredskaber, som lagrer elektroniske data. Faktisk lagres der langt flere data om os, end vi overhovedet er bevidste om. Nøglekort til døre lagrer data. Log-in på computere og PDA’ere lagrer data. GPS’er i biler lagrer data. Telefoner lagrer data. Overfaldsalarmer og videoovervågning lagrer data. Og når du afleverer din arbejdsgiverbetalte telefon eller computer tilbage til arbejdsgiveren, så ligger der rigtig mange skjulte data, som vil være tilgængelige for arbejdsgiveren, hvis man ikke er omhyggelig med at rense udstyret.

En del af udstyret er formelt set beregnet til at beskytte medarbejderne. Men reelt set kan udstyret også bruges til at kontrollere den ansattes færden.

Der er ubetinget et behov for, at vi sætter diskussionen på dagsordenen, og først og fremmest får en åben dialog om, hvad de mange nye arbejdsredskaber skal gøre godt for – og hvad de i øvrigt kan bruges til.

Da eksempelvis en leder af hjemmeplejen i Århus for nyligt eksempelvis takkede ja, da en konsulent ville sælge hende GPS udstyr til alle hjemmeplejens biler, så var det ”gode formål” at udstyret kunne give et billede af, om bilerne blev brugt rationelt og fornuftigt i den daglige drift. Reelt kunne man også gøre gældende, at det var spild af penge, at købe det pågældende udstyr. Tilrettelæggelsen af arbejdet forudsætter nemlig mange andre hensyn – end det rationelle kørselsmønster. En borgers udsættelse af et besøg – vejarbejde – myldretid - sygdom i personalegruppen – akutte kald o.m.a. spiller nemlig også en (meget mere) vigtig rolle, når arbejdet skal planlægges. Det er bare langt fra sikkert, at personalet kan huske årsagerne til de ændrede planer, den dag hvor lederen – måske sammen med konsulenten – gennemgår de faktiske data fra GPS’en.

Faktuelt erfarer vi desværre allerede oftere og oftere, at elektroniske arbejdsredskabers data benyttes, eksempelvis i klagesager. Nye GPS systemer på sygehusene skal gøre det muligt at lokalisere den lokale læge – men systemet kan også afsløre, om lægen rejste sig hurtigt nok fra frokosten. I en konkret sag blev en nattevagt i et privat hjemmeplejefirma fyret, fordi hun jf. ledelsens aflæsning af tvivlsomme GPS data – ikke havde aflagt en bestemt borger et besøg i en nattevagt. Sagen blev dog forliget – netop på grund af de tvivlsomme data.

Det er som sagt langt fra alle, som er bevidste om, hvad data kan bruges til – men vi erfarer rent faktisk i højere og højere grad, at flere ansatte laver notater og optegnelser i deres egne lommebøger, ligesom flere gør sig mere umage med skriftlig registrering af egne handlinger, når de skal dokumentere dagens arbejde. Der er tale om notater, som principielt ikke er til gavn for borgernes ve og vel – men i højere grad har til formål at beskytte den ansatte, for det tilfælde, at man udsættes for klager.

Hvad skal fagforeningerne gøre?
KTO Aftalen om kontrolforanstaltninger skal genforhandles, så den yder medarbejderne en reel beskyttelse. Det er alt for let for arbejdsgivere at efterrationalisere og henvise til en konkret mistanke, hvorefter der angiveligt er frit slag i forhold til at anvende data i undersøgelser, som vedrører den ansattes færden.

I Århus kommune har ledelse og medarbejderrepræsentanter taget initiativ til en præcisering af reglerne for kontrolforanstaltninger – herunder at sikre oplysning til de ansatte om, hvilke data der registreres i løbet af en arbejdsdag. Oplysningerne skal skærpe de ansattes opmærksomhed på mulighederne for overvågning.

I FOA Århus har vi desuden bedt Datatilsynet om at vurdere, hvorvidt arbejdsredskaber, som er designet til at registrere de ansattes arbejde – uden videre kan anvendes til at kontrollere de ansattes færden – herunder om de pågældende arbejdsredskaber egner sig til det.

Fagforeningerne skal forfølge sagerne. Vi har muligvis kun set en lille flig af problemets omfang endnu, men med de mange data, kan det få uoverskuelige konsekvenser, hvis data i fremtiden kan bruges til at kontrollere de ansattes færden – ikke mindst set i lyset af, at data altid vil være behæftet med betydelig usikkerhed.