Oppositionsbevægelser
Af Susan Watkins

Offentliggjort: 17. oktober 2016

Modstanden var langsom med at dukke op i de avancerede økonomier efter det økonomiske sammenbrud i 2008 - og det er ikke svært at forstå. Arbejderbevægelserne havde i lang tid været sat ud af spillet - de tidligere socialdemokratiske partier var blevet forvandlet til begejstrede fortalere for finansiel deregulering. De venstreorienterede bevægelser var ikke vokset i tredive år. De bevægelser i slutningen af 90’erne, som var modstandere af globaliseringen, virkede, som de var blevet totalt overrasket af den mere og mere radikaliserede kamp mod terror. Det var ikke før i 2010, protesterne dukkede op på gaden i noget nævneværdigt omfang, med Grækenland - det land, der blev hårdest ramt af krisen - i spidsen. I 2011 tilsluttede hundredetusindevis flere sig protesten, fra Madrid til Zucotti Park [1] og Oakland i protesterne på pladserne, i USA begyndte de første protester - samtidig med genoplivningen af den feministiske bevægelse på universiteterne - at dukke op i form af bevægelsen Black Lives Matter.

Men kun i de seneste par år er oppositionskræfter på venstrefløjen begyndt at skitsere nationale, politiske projekter med indflydelse på statsniveau - flankeret (og i visse tilfælde udkonkurreret) af det radikale højre. Igen var det Grækenland, som førte an. Syriza fik 27 procent af stemmerne i juni 2012 - bevægelsen omdannedes til et politisk parti den følgende sommer. I Frankrig fik kandidaten for Front de Gauche Jean-Luc Mélenchon 4 millioner stemmer til første runde af det franske præsidentvalg i 2012. Et år efter fik den italienske Femstjerne-bevægelse 26 procent af stemmerne - det højeste stemmetal - til det italienske valg til Deputeretkammeret. I 2014 blev Podemos grundlagt i Spanien samtidig med iværksættelsen af en massebaseret selvstændighedsbevægelse i Catalonien, samtidig med at folkeafstemningen i Skotland omkring uafhængighed skabte hidtil uset mobilisering. I 2015 blev Jeremy Corbyn båret frem til posten som formand for det britiske Labour-parti af en oprørsbølge af enorme dimensioner imod New Labour-tankegangen. Seks måneder senere opstillede Bernie Sanders som præsidentkandidat i USA i 2016 og hentede i nærheden af 7 millioner stemmer til støtte for en demokratisk-socialistisk politisk revolution.

Hvor lang tid denne konstellation vil vare, er derimod et andet spørgsmål. Sanders kampagne afsluttes som sådan i forbindelse med det demokratiske konvent i juli. Tsipras’ hurtige nedtur fra at være leder for oppositionen mod Eurolandene til at agere følgagtigt faktotum for Trojkaen viser, hvor skrøbelige og foranderlige positionerne kan være, Mange på den italienske venstrefløj nægter Beppe Grillo en plads imellem dem - ikke ganske uden grund. Corbyn bliver modarbejdet af Blair-fløjen. Mélenchons Parti de Gauche har mistet en meget stor del af opbakningen. Og i det øjeblik, hvor dette skrives - fire måneder efter de uafgjorte valg i Spanien - er fremtiden for Podemos genstand for så mange anfægtende bevægelser, at det er umuligt at sige noget om, hvor partiet vil være et år fra nu. Når man medtænker det, så må man indrømme, at ethvert forsøg på at beskrive disse kræfter nødvendigvis må være provisorisk - et øjebliksbillede af, hvordan situationen så ud i foråret 2016. Dertil kommer, at denne håndfuld lande ikke kan repræsentere hele det udviklede, kapitalistiske område: Et mere dækkende billede skal også medtage både Canada og Tyskland, hvor der ikke har været noget nybrud på venstrefløjen, og ligeledes Skandinavien, Benelux, Irland og Portugal. Men uanset det så kan en sammenligning af de nye venstrebevægelsers styrker og svagheder resultere i noget, der meget vel kunne være relevant andre steder. Hvilke sammenhænge har været forudsætningen for oppositionen? Hvilke politiske former har den fået? Hvilke trin har den taget frem imod at blive mere som de traditionelle partier?

1. Sammenhænge

Den fælles sammenhæng for alle de nye venstrebevægelser er vreden over den politiske administration af den store krise. Resultaterne er forskellige. Efter syv år med renter på 0 procent, med milliarder af dollars pumpet ud på finansmarkederne og med reduktion i styringen af de samme markeder, er USA og Storbritannien officielt i bedring, mens Grækenland og Spanien stadigvæk er langt bagud i forhold til niveauet før krisen. De lande, der blev ramt mindre hårdt af sammenbruddet - Frankrig og Italien - var allerede præget af dårlige væksttal og en høj, strukturel arbejdsløshed før 2008. Betragtet som en helhed, så har de superrige klaret sig bedst ud af krisen - under Obamas første præsidentperiode gik mere end 90 procent af væksten i indkomsterne til den øverste 1 procent - mens de unge har måttet bære størsteparten af nedgangen. I alle landene har lavvandet afsløret hykleriet og korruptionen i toppen af systemet: Tony Blair, Jean-Claude Juncker, familien Clinton.

Et andet delt træk kan ses i sammenbruddet af centrum-venstre-partierne, hvis win-win-taktik - version 2 af neoliberalismen og den tredje vej var den herskende ideologi i alle vækst- og boble-årene på begge sider af Atlanterhavet. [2] Efter at have smidt deres tidligere socialdemokratiske fortøjninger og deres arbejderklassetilknytning, blev Europas Tredjevejs-partier nu straffet ét efter ét - uanset om det så var for at fjerne reguleringen af finansmarkedet eller for at oppumpe kreditbobler eller for de finansielle hjælpepakker og nedskæringer. Blair havde allerede mistet 3 millioner stemmer mellem 1997 og 2005, men Brown smed en million mere i 2010. PSOE tabte 6 millioner stemmer mellem 2008 og 2015, PASOK blev stort set udslettet og faldt fra mere end 3 millioner stemmer til under 300.000 mellem 2009 og 2015, samtidig med at Hollande i Frankrig er faldet fra 52 til 15 procents opbakning i opinionsmålingerne siden 2012. Disse tab og denne højreorientering for de tidligere socialdemokrater - ofte i store koalitioner med de konservative - åbnede op for et repræsentativt vakuum i venstre side af det politiske spektrum, hvorimod centrum-højre-partierne er forblevet tættere på deres oprindelige kernevælgere. Det er et andet mønster, man kan se i USA hvor Demokraternes folkelige opbakning har været stabil - som det mindst dårlige alternativ - og hvor opbakningen er stort set lige stor til begge partier - der begge er rykket til højre.

For det tredje er efterslæbet af den uddybede krise og den øgede intervention fra vesten I Mellemøsten og Nordafrika begyndt at overlappe med den økonomiske del af krisen - om ikke I USA så I hvert fald I Europa. Frankrig og Storbritannien er gået forrest i krigene, Grækenland og Italien har stået forrest til at modtage ofrene. Hvis Blair ledte EU-soldaterne i krigene i Afghanistan og Irak, så er Hollande nu blevet den mest udtrykte høg blandt de europæiske ledere. Efter Libyen, blev den franske militære intervention i Mali i 2013 et brohoved for Operation Barkhane, der var rettet mod formodede jihadister i Mauretanien, Burkina Faso, Niger og Chad. Derefter sluttede Hollande sig til Obama i forsøget på at smadre Irak og Syrien. Til at begynde med lykkedes det blot for en lille del af de fordrevne fra krigene at krydse Middelhavet til Italien, Grækenland eller Spanien. Men i 2015 nåede en million flygtninge Europa - på flugt fra den stadigt ekspanderende krig. I mellemtiden er Frankrig og Storbritannien - der ikke blot er de mest aggressive stater i EU, men som også har relativt store og meget diskriminerede muslimske grupper selv - blevet udsat for islamistiske terrorangreb mod civile mål. Blair svarede på denne udfordring ved at ekspandere overvågningen og det forebyggende politiarbejde. Hollande indførte undtagelsestilstand. Under disse betingelser er de borgerlige rettigheder, under hvilke en oppositionsbevægelse kan operere blevet indskrænket og de styrendes udenrigspolitik sat i relief.

Gaden og stemmeboksen

Skal man skabe en ny opposition nedefra, så er det også afgørende, hvordan skalaen og militansen af den folkelige modstand ser ud. I Frankrig, Storbritannien og Italien har denne modstand været svagt artikuleret. Efter fransk målestok har kampene været små og isolerede i den lange periode, der er gået fra kampen imod Sarkozys pensionslove til udbruddet af Nuit Debout i foråret 2016. Selvom de ofte har været voldsomme og udkæmpet på enkelte arbejdspladser eller enkelte skoler. Også i England har kampen stort set ligget stille siden studenterprotesterne 2010-11 og de politikritiske optøjer, der fulgte de konservatives nedskæringer som blev implementeret uden en diskussion med fagbevægelsen. Kun i Skotland blev der protesteret kraftigt imod nedskærings-England i forbindelse med folkeafstemningen. Og i Italien har der været lokale protestbevægelser og protester i relation til miljøspørgsmål - forurenende forbrændingsanlæg, højhastighedstog og militærbaser - men intet af det er blevet forvandlet til nationale sager.

I USA på den anden side er masser af protester - fra studenterne i 2010, Occupy i 2011, på faglige stridigheder på delstatsniveau, Black Lives Matter - begyndt at få et momentum langt kraftigere end Seattle demonstrationerne i 1999 og anti-krigsdemonstrationerne i 2003. Bevægelsen er blevet forstærket af solidaritet mellem sektorerne - offentlige fagforeninger der har støttet Occupy, hvide og latinoers støtte til Black Lives Matter - denne bølge er blevet forstærket (og ikke afværget) af højrefløjens foragt for arbejderklassen. Det har givet Sanders kampagne en markant mere militant tendens end Obamas. Også i Spanien kom der i 2011 et gennembrud for 15-M-bevægelsen [3]. Denne bevægelses energi blev kanaliseret ind i kvarterråd og arbejdspladsforsamlinger, der hjalp til med at fastholde direkte aktionsprotester mod udsættelser og nedskæringer i den offentlige sektor. I Barcelona kastede bevægelsen sig ind i kampagnen for en folkeafstemning om uafhængighed i en protest mod Spaniens Forfatningsdomstols kendelse om, at Cataloniens uafhængighedslov skulle være forfatningsstridig. Og i Grækenland var Syrizas spring ind på den offentlige scene i juni 2012 et direkte resultat af to års massemobilisering imod Trojkaen, der på et tidspunkt blev vurderet til at omfatte næsten 20 procent af befolkningen.

Endelig så styres den form, som disse oppositionsbevægelser antager af de overliggende valgsystemer. De er alle sammen manipuleret på den ene eller den anden måde - typisk med det formål at bevare et to-parti-systems magtmonopol i forhold eventuelle nye agerende. Men graden af lukkethed varierer kraftigt. Det amerikanske system er det mest udgrænsende af alle: en proces, hvor vinderen tager det hele, som ydermere understøttes af meget høje krav til at blive kvalificeret som vælger - oven købet også på statsniveau og af de enorme økonomiske krav, som stilles for overhovedet at deltage i valghandlingen. Dertil kommer at de to regerende partier - der i realiteten er to fraktioner af det samme parti - har vist sig meget effektive til at udbrede deres hegemoni over deres respektive sider af det politiske felt. De har absorberet de radikale kræfter og har forvandlet dem til valgflæsk. Sanders har indtaget en ambivalent position som den eneste uafhængige i kongressen, der blot deltager i demokraters primærvalg. I Westminster er det lige sådan. Princippet med at vinderen tager det hele betyder, at parlamentet groft misrepræsenterer befolkningens vilje, men her ser man dog revner i dominansen, hvor en form for åbenhed har gjort det muligt for Grønne og Socialister at blive valgt til parlamentet i Holyrood (medlemmer af SSP [4]) og for medlemmer af Plaid Cymru (walisisk uafhængighedsparti) [5] at blive valgt til det walisiske Senedd. I Frankrig gør systemet med to valgrunder, at der kan opretholdes nominel proportionalitet i den første runde - men her slår princippet om, at vinderen tager alt igennem i anden valgrunde.

De oppositionelle kræfter klarer sig naturligvis langt bedre under proportionelle valgsystemer I Italien, Grækenland og Spanien, hvor venstrefløjspartierne længe har været repræsenteret i parlamenterne. Men også her findes der regler, der vender sig mod udefra kommende. I Italien brugte Renzi - der ikke selv er valgt en tillidsafstemning til at presse det jackpot-system igennem, der blev sat i værk i år, og som automatisk giver 340 pladser til et vinderparti, mens taberne skal dele de resterende 278 pladser imellem sig baseret på partistemmer. Systemet blev promoveret som et system, der kan give en stærk regering, men den ny lov blev bittert bekæmpet med den begrundelse, at den flyttede magten fra parlamentet til embedsværket. I Grækenland har man også et system, der giver en bonus på halvtreds pladser (der ikke er vundet i kraft af stemmer) til det parti, der ender med flertallet. Spaniens partibaserede d’Hondt-system [6] giver voldsom overrepræsentation til de små, affolkede valgkredse på landet - og det gælder i endnu højere grad i forhold til Senatet, der sidder på alle grundlovsændringer og i lang tid har været domineret af Partido Popular. [7]

2. Strukturer

Inden for rammerne af disse konkrete sammenhænge, hvilke former har oppositionen så taget? Et slående fællestræk er betydningen af karismatiske ledere. Tsipras etablerede sig hurtigt med en mere medievenlig fremtræden end de aldrende medlemmer af politbureauet i Zyriza, der havde valgt ham som leder i 2008. Sanders, Corbyn og Mélenchon dukkede op som præsidentielle eller regeringsmæssige lederaspiranter - Grillo slog mønt på sin tv-profil. Men selv Podemos brød med spanske normer og med Indignados flade struktur og brugte Pablo Iglesias ansigt som deres symbol på alt trykt materiale i valgene. Så en analyse er derfor nødt til at starte med at betragte disse personer - alle mænd, fire af dem over de 65 - før vi vender os mod partierne selv.

Galionsfigurer

Fem af de seks har befundet sig på venstrefløjen siden deres pure ungdom, og Corbyn og Sanders har fødderne solidt plantet i den socialdemokratiske tradition. Sanders, der blev født i Brooklyn i 1941 som søn af en immigrant, der arbejdede som sælger af maling, var involveret i demokratisk socialistisk politik fra slutningen af 1950’erne. På University of Chicago var han oprindelig medlem af den gruppe, der senere gik videre med at danne DSA - en amerikansk afdeling af 2. Internationale. [8] Sanders er berømt for at holde den samme tale de sidste 50 år, først som borgmester i Burlington, derefter som uafhængigt medlem af Kongressen og endelig som senator valgt i Vermont. Corbyn, der blev født i 1949, meldte sig ind i Labours Young Socialists seksten år gammel i Wrekin i Shropshire, hvor hans far arbejdede som elektroingeniør - begge hans forældre var aktive partimedlemmer. Efter at have arbejdet som hjælpearbejder i Jamaica, blev han valgt som formand for London Labour Left i 1970’erne, valgt ind i Parlamentet i 1983, og arbejdede hele tiden utrætteligt med solidaritetsarbejde. Mélenchon blev født i 1951 og stammer fra en pied-noir (efterkommere efter franskmænd i kolonierne) familie der var flyttet til den nordlige del af Frankrig fra Tanger, hvor hans far var beskæftiget som radiooperatør. Han blev engageret i elev- og studenterprotesterne i 1968 og tilbragte derefter fire år som medlem af Trotskistisk gruppe, Organisation Communiste Internationaliste[9], før han tilsluttede sig Mitterands fløj af det franske Socialistparti i 1974. Men hans politiske kultur er ikke så meget marxistisk, som den er funderet i en republikansk socialisme udsprunget af Frimurerbevægelsen med en meget udtalt patriotisk karakter - La France, la Belle, La Rebelle - i lighed med Sanders, men meget forskellig fra Corbyn og Iglesias. Han har været senator og viceminister i Jospin’s regering. Og her grundlagde han sin egen fraktion inden for Socialistpartiet, der siden 2004 var aktive omkring bladet Pour la République Sociale.

Tsipras og Iglesias voksede begge op med påvirkninger fra Tredje Internationale. Tsipras blev født i Athen i 1974, tilsluttede sig den lokale kommunistiske ungdomsorganisation som teenager og blev senere organisationens sekretær, samtidig med at han uddannede sig som civilingeniør og arbejdede som organisator for partiet. Han var også formand for Athens World Social Forum i 2006. Iglesias er født i Madrid i 1978 og blev også medlem af kommunistpartiets ungdomsorganisation. Han er den mest intellektuelle af de seks, påvirket først af Negri derefter af Laclaus gramscianisme. Den bolivianske bevægelse betød meget for ham. Han holdt forelæsninger i Caracas og var - ligesom Mélenchon og Corbyn - venner med Chávez, som Sanders dog har taget afstand fra. Sammen med en snæver gruppe af kammerater fra Complutense Universtitet, var Iglesias aktiv i et radikalt tv-show, der havde en meget tæt relation til protesterne i 2011, og som sikrede ham national berømmelse.  [10]

Undtagelsen fra reglen er Grillo, der som ung mand er blevet beskrevet som ”frivol, kynisk, kun interesseret i penge”. [11] Han blev født i 1948 i nærheden af Genoa, hvor hans familie ejede en fabrik, der fremstillede blæselamper. Grillo er uddannet som regnskabsmand og påbegyndte en universitetsuddannelse i økonomi og erhvervsteori, men det meste af hans tid blev brugt på at spille klovn i nabolaget og som sælger af cowboybukser, og derefter som stand-up komiker på lokale barer, hvor han blev fundet af en tv-vært og rekrutteret som talent. I begyndelsen af 80’erne var han bedst kendt for sine humoristiske rejseudsendelser i fjernsynet og for sin satire over italienske traditioner (Her har du Amerika) noget i stil med det, der blev lavet af Sacha Baron Cohen. Hans radikalisering kom sent - i midten af 80’erne - samtidig med at italiensk politik sank ned i en sump af korruption, hvor socialisten Craxi - Berlusconis velynder - næsten udkonkurrerede sin rival fra de Kristelige Demokrater Andreotti. Grillo gjorde grin med Craxi, der på et besøg i Kina skulle have sagt følgende: ”Hvis de alle er socialister her, hvem stjæler de så fra?” og blev en kort tid bandlyst fra de store tv-kanaler. Han vendte dog tilbage efter at det italienske politiske system nedsmeltede i Tangentopoli-skandalerne i 90’erne [12], havde fokus på de multinationale virksomheder og på miljøspørgsmålet og blev et fast indslag på de årlige Unita-festivaler (tidligere arrangeret af PCI) og det antikorruptionsparti der blev stiftet af Mani Pulite anklageren Antonio Di Pietro (Italia dei Valore). I modsætning til Di Pietro, begyndte Grillo at tale for unge arbejderes rettigheder og samlede deres historier i Schiavi Moderni i 2007 (moderne slaver). Et vendepunkt var hans møde med net-terroristen og igangsætteren Gianroberto Casaleggio, som overbeviste Grillo om, at online stemmeafgivelse kunne etablere en form for direkte demokrati, som ville kunne tilbyde alle borgere en ucensureret adgang til politisk magt. Casaleggio tilbød, at hans firma ville stille ressourcer til rådighed for Grillos blog. [13]

Stilmæssigt er Sanders og Mélenchon talere af den gamle skole. Corbyn og Tsipras er meget anderledes med en arbejderbevægelses-stil - der - i Corbyns tilfælde - har lært en del af den lavkirkelige tradition fra Tony Benn. Hver på sin måde har Iglesias og Grillo tilpasset deres stil til fjernsynet, der foretrækker one-liners og hastighed, der favoriserer svar, der griber ind i spørgsmålet. Iglisias er kendt for sin kølige intelligens, mens Grillo er kendt for sit giftige vid og sine klovnemanerer. Når det drejer sig om viden, er Tsipras og Grillo måske nok de mindst skolede. Selv Sanders, der stammer fra en udpræget antikommunistisk tradition, har besøgt Nicaragua, Cuba og Sovjetunionen i 1980’erne, og tog sig tid til at bo i en kibbutz efter universitetet, Mélenchon har besøgt Kina og kender Latinamerika godt, det samme er tilfældet med Corbyn, der - i kraft af opgaver som valgobservatør for FN - er den mest berejste af dem alle. Som ikoner er de dog alle bærere af det samme spørgsmål: Hvor ville deres bevægelser være uden dem? Sanders tilhængere vil ikke have noget oplagt samlingspunkt efter det demokratiske konvent, selvom DSA måske får en ny chance. Uden Mélenchon vil Front de Gauche gå i opløsning. Og vi ved endnu ikke, om Labours venstrefløj synker tilbage i glemslen, hvis Blair-fløjen faktisk får held til at smide Corbyn ud af formandskontoret. I Grækenland er Tsipras nu blevet omringet af håndgangne mænd af den gamle skole, men som regeringsbærende parti vil Syriza givetvis være i stand til endnu en gang at fremtrylle en yngre kandidat i stil med PSOE’s Pedro Sánchez. I Spanien er der dukket en imponerende mængde af artikulerede unge militante op siden 15-M [14] - blandt dem Ada Colau og Teresa Rodríguez, selvom opsplitning kan ende med at blive et større problem, når man mangler en samlende skikkelse i toppen. Sært nok er Grillo den eneste indtil videre, som har sikret sig en efterfølger: Luigi Di Maio - den 29-årige leder af Femstjernebevægelsen i Deputeretkammeret - en mand der blev hilst varmt velkommen af Financial Times. [15]

Formationer

Til trods for at man konventionelt siger, at de politiske partier er begyndt at atrofiere over de seneste årtier, så har venstrefløjen ikke desto mindre produceret ikke færre end fire partier siden 2008. Hvordan ser de ud sammenlignet med de gamle partier i relation til deres demokratiske funktionsmåde og ansvarlighed? Syriza og Parti de Gauche ligger tættest på de konventionelle venstrefløjspartiers model. Syriza blev stiftet som et sammenhængende parti i 2013 gennem fusionen af en halv snes grupper, der havde udgjort valgforbundet Koalitionen af den radikale venstrefløj i 2004. Dengang var den bestemmende komponent Synaspismos, der selv var en koalition dannet omkring det ene af de kommunistiske partier i Grækenland, som havde godt 12.000 medlemmer. Det nye Syriza blev bygget op med en traditionel struktur: en valgt centralkomite i hvilken de forskellige elementer var repræsenteret, et sekretariat og en parlamentsgruppe, med centrum i Tsipras kontor og kun formelt set ansvarlig i forhold til partiets basis. I juli 2015 - fulgte alle med undtagelse af to kandidater fra Syriza Tsipras ind i en forkastelse af folkeafstemningens nej til en accept af trojkaens betingelser og en overgivelse til Eurogruppen. Venstrefløjsfraktionen i Syriza forlod partiet måneden efter for at grundlægge LAE (Folkelig Enhed). [16] [17]

I Frankrig blev Parti de Gauche, der blev lanceret I 2008 af Mélenchons tidligere fraktion af socialistpartiet, først og fremmest inspireret af det tyske Die Linke: man forenede en socialdemokratisk venstrefløj (med Mélenchon og Parti de Gauche i rollerne som Oskar Lafontaine og Wahlalternative Arbeit & soziale Gerechtigkeit - WASG) med et minimeret kommunistparti først indenfor rammerne af et valgforbund - Front de Gauche. Drømmen var - som med PDS [18] i Die Linke - at det franske kommunistparti ville opløse sig selv og blive en del af et større, forenet venstre med en tyngdekraft tilstrækkeligt stærk til at kunne tiltrække alle asteroiderne fra den yderste venstrefløj og miljøbevægelsen. Under private former beskrev man kommunistpartiet som det mumificerede kommunistparti og som en lænke omkring benet - omend en nødvendig lænke. Da partiet var på sit højeste i 2012, havde det omkring 12.000 medlemmer. Man havde valgt et sekretariat på 24 medlemmer og et noget større Nationalråd. Men imens Die Linke arbejdede under det tyske proportionalvalgssystem, så blev Front de Gauche blokeret af det franske system med to valgrunder, hvor vinderen tog alt i anden runde. De ti repræsentanter som blev valgt i 2012 - for det meste medlemmer af kommunistpartiet - fik deres pladser som resultat af en aftale med socialistpartiet, hvor det enkelte partis kandidater trådte tilbage i de kredse, hvor det andet parti stod stærkest i første valgrunde. Ved lokalvalgene to år efter stillede kommunisterne op i en alliance med Socialisterne og det medførte en katastrofe for valgalliancen. I Nationalforsamlingen støtter man stort set hele vejen igennem den socialistiske regering imod den position, som indtages af Parti de Gauche - og man har valgt at støtte Hollandes undtagelseslovgivning efter terrorangrebene i Paris.

Podemos og Femstjernebevægelsen sigtede lige fra begyndelsen mod at etablere en ny form for politisk organisation. Podemos blev stiftet i januar 2014 som resultat af et initiativ fra kredsen omkring Iglesias, der forsøgte at etablere en ny, nedskæringsfjendtlig platform for valgene til Europa-Parlamentet. Omkring tusind lokale grupper begyndte at danne sig helt spontant opbygget af medlemmer af 15M bevægelsen og aktivister fra den yderste venstrefløj. Podemos blev formelt grundlagt som en folkeforsamling i oktober 2014 med over 112.000 medlemmer, der meldte sig online til at stemme i forhold til stiftelsesdokumentet - en transparent demokratisk struktur ifølge organisationens hjemmeside. Aktivisterne hævdede, at online afstemninger for de lokale grupper skulle erstatte en demokratisk rolle i forhold til at holde ledelsen ansvarlig. Succes ved byrådsvalg og regionsvalg i maj 2015 tilførte nye ressourcer - jobs og administrativ infrastruktur - og markerede indledningen til en ny transversal dynamik: lokale Podemos ledere skabte deres egne alliancer med de autonome forsamlinger med forskelligt resultat i Andalusien, Valencia, Galicien, Catalonien og i Madrid. Koalitioner med regionale venstrefløjskræfter der blev fastslået gennem opbakning omkring den Catalanske autonomiafstemning hjalp til at løfte Podemos til 21 procent i forbindelse med valget i december 2015 med 69 repræsentanter i det spanske parlament - hvoraf næsten en fjerdedel var fra Catalonien - og det resulterede så i skarpe uenigheder i lederskabet over forhandlingerne med det spanske socialistparti.

I Italien har Femstjernebevægelsen ført organiseringsarbejdet yderligere et skridt videre.  Fra 2005 tilbød Grillos blog muligheden for lokale møder i Beppe Grillos venner samtidig med løbende kommentarer om nationens tilstand. Disse møder begyndte at afholde ugentlige markedsundersøgelser og diskussioner omkring organisering, I 2007 opfordrede Grillo dem til at stille op til lokalvalgene med et program der var baseret på de fem stjerner: sikker offentlig vandforsyning og transport, udvikling baseret på vedvarende teknologier, miljøbevidsthed og forbundethed. Da det landsdækkende M5S [19] blev lanceret i Milano i 2009, henviste dets Ikke-program til Grillos webside som bevægelsens hovedkvarter - et instrument til at udpege kandidater til opstilling, der ville støtte hans kampagne for social, kulturel og politisk bevidsthed. Potentielle kandidater, der var forpligtet til at bo i den valgkreds, hvor de stillede op, skulle offentliggøre deres CV og YouTube-videoer på hjemmesiden. Lokale M5S-grupper interviewede dem derefter personligt og udvalgte kandidaterne - der i sidste ende blev godkendt af Grillo selv. Ledelsen forblev et tomands-foretagende: ”Dem, der siger, at jeg vil have hele magten og at Casaleggio vil tage alle pengene, kan bare forsvinde”, sagde Grillo, Til trods for at de lokale grupper bevarede meget af deres autonomi, så blev alle forsøg på at etablere horisontale forbindelser kvalt i fødslen.

Til at begynde med stod man stærkest i Emilia-Romagna og Piemonte. I 2012 vandt man pladser i byråd over hele den nordlige og centrale del af Italien og vandt regionalvalget på Sicilien, hvor anti-mafia- bevægelsen og miljøbevægelsen førte kampagner under Femstjernebevægelsens banner. Og dette blev springbrættet for indtoget i parlamentet i 2013. Den sociale profil for bevægelsens 109 deputerede og 54 senatorer markerede en klar ændring i forhold til italienske normer (som ved de fleste af repræsentanterne for Podemos i Spanien). De var it-ansatte, studerende, husmødre og arbejdsløse - flest i tyverne eller trediverne - og ikke sagførere, professorer og partifunktionærer. Meget påfaldende tog bevægelsens repræsentanter kun imod halvdelen af den løn, de havde ret til og gav resten væk til lokale projekter. De ignorerede formaliteterne i Palazzo Montecitorio [20] og tiltalte deres kolleger som borger frem for som det ærede medlem - i modsætning til Corbyns tilhængere eller Podemos. Helt unikt var det, at repræsentanter for bevægelsen var forpligtet til at stemme i forhold til deres mandat - og at dette mandat var fastlagt af online folkeforsamlinger, hvori mindst 30.000 tog del. Ignorerede man sit mandat, så blev man omgående ekskluderet - og indtil dato er omkring en fjerdedel af den parlamentariske repræsentation blevet det.

Dyrets mave

Corbyn og Sanders arbejdede - naturligvis - som modstandere indenfor rammerne af partier, der talte for den såkaldte Tredje Vej. Betragtet ud fra europæiske standarder, er Demokraterne ikke noget rigtigt parti i det hele taget. Det er ganske enkelt et netværk inden for hvilket kandidater kan opstilles til valg. Når der ikke sidder en demokrat i det Hvide Hus, så har partiet ingen national leder. Der er ingen partimedlemmer kun registrerede vælgere, der registrerer sig selv i den stat, hvor de bor i stedet for i lokale partiafdelinger. Man betaler intet kontingent, man deltager ikke i møder, og man fastlægger ikke politikken. Det er statsregler og ikke partiregler, der afgør, om man har ret til at stemme til primærvalgene. Dem, der får lov til at deltage i det nationale konvent er næsten udelukkende valgt af partifunktionærer - dem der allerede har vundet en plads - ikke af vælgerne. Valgte tillidsfolk på de højere niveauer og fremtrædende partiledere tildeler derefter sig selv ekstra stemmer ved konventet - superdelegerede. I et system styret af de kendte repræsentanter for partiet, er det helt almindeligt med byttehandler. Clintons kampagne er et repræsentativt eksempel. I teorien var processen - til trods for at den var voldsomt manipuleret ikke helt idiotsikker - en folkelig tsunami var i princippet i stand til at slå forsvarsværkerne tilbage og nominere en udefra kommende - i praksis var forhindringerne dog enorme.

Labours ledervalg blev antaget for at være idiotsikkert. Historisk set var ledervalget en proces, som var forbeholdt parlamentsmedlemmerne, hvis autonomi i forhold til den nominelt suveræne årlige partikongres var understøttet af Labours grundlæggende bundethed til strukturen af den Britiske stat: Monarkiet, Overhuset, alle parlamenters moder. Som de amerikanske kongresmedlemmer, påstår medlemmerne af parlamentet, at de repræsenterer deres lokale kreds, ikke blot deres parti eller for den sags skyld deres vælgere. Labours loyale fodsoldater, partiets kontingentbetalende medlemmer ude i kredsene, er altid kommet i tredje række i partiets hierarki - efter parlamentsmedlemmerne og de tilknyttede fagforeninger, der betaler størsteparten af udgifterne for partiet. I 1980 - efter sammenbruddet af Callahans nedskæringsregering, vandt en fornyet venstrefløj i partiet - som Corbyn var en hårdtarbejdende aktivist for - en ret til, at medlemmer og fagforeninger kunne ytre sig - på linje med parlamentsmedlemmerne - omkring valget af en formand for partiet. Man fik også muligheden for at blande sig i genvalget af kandidater til parlamentsvalgene. Hvilket var et vigtigt skridt i retning af at kunne drage parlamentsmedlemmerne til ansvar. Selvom Kinnock rullede reglerne omkring tvunget genvalg tilbage, mens Blair ændrede magtbalancen til fordel for de betalte partifunktionærer og de regionsansvarlige, der stod direkte til ansvar overfor partiledelsen, så forblev den interne tredeling af magten i kraft - og Blair-reformerne forblev et uafsluttet projekt.

Ironisk nok var det meste af Labours venstrefløj modstandere af et system med et medlem- en stemme der bar Corbyn ind på lederposten. Begrundelsen var, at dette princip brød forbindelsen med fagforeningerne. Det blev kun vedtaget i 2014 fordi Unites Len McCluskey var lige på vippen efter en skandale omkring valget af kandidat i Falkirk. Milibands team greb chancen for at presse en reform igennem, der ville kunne få ham til at tage sig stærk ud i opløbet til valget i 2015 efter langt om længe at have vundet nomineringen ved at have slået sin bror i kraft af støtte fra fagforeningerne i 2010. Det nye system, som blev foreslået i Collins-rapporten - meget af det skitseret af Jon Trickett, afskaffede parlamentsmedlemmernes og fagforeningernes blok-stemmer og åbnede valghandlingen for nye grupper af medlemmer, sådan som de franske socialister også havde gjort det. Sikkerhedsfunktionen lå i begrænsningen af antallet af kandidater. Et parlamentsmedlem skulle nomineres af 35 af vedkommendes kolleger eller af 15 procent af Labours parlamentsmedlemmer, og dermed regnede man med, at den parlamentarisk svage venstrefløj kunne udelukkes. Gensidige beskyldninger føg mellem højrefløjens parlamentsmedlemmer, fordi det ikke var lykkedes dem at holde Corbyn væk fra stemmesedlen, men den virkelige baggrund for hans opstigning var nu den enorme træthed med Blairs kurs blandt Labours medlemmer. Da Miliband kom under angreb for at være anti-business efter Labours valgnederlag i maj 2015, lancerede Andy Burnham - den ledende kandidat til at skulle erstatte ham - sin kampagne på hovedkvarteret for Ernst & Young, et multinationalt finansielt servicefirma, med at udråbe Milibands hadede ejendomsskat som misundelsespolitik. Det var det sidste strå for de godt og vel 40 bløde venstrefløjsmedlemmer af Labours parlamentsgruppe, der hjalp Corbyn til at blive nomineret. Parlamentsmedlemmerne blev overtalt til at stole på, at en venstrefløjskandidat kun fik lov til at stille op for at legitimere processen og for at promovere en bredere debat. Gennem juli og august skabte Corbyns offentlige møder imidlertid en selvstændig dynamik, tilbød en struktur for en aktivt udtrykt utilfredshed med både Blairs politik og med nedskæringspolitikken generelt. Og så vandt han formandsvalget med en jordskredssejr på over 60 procent - med mere end 250.000 stemmer. Efter opfordring fra ham, etablerede hans aktivister herefter mere end 100 lokale grupper for at holde bevægelsen i gang - og denne basisstruktur fik en overbygning i form af den landsdækkende Momentum-struktur, der bliver styret fra Corbyns gamle kampagnekontor. Labours indbyggede klassiske tendenser slog dog snart igennem. Grønne og andre, der havde arbejdet imod det såkaldte New Labour blev ekskluderet, mens Momentum satte det mål for sig selv, at man skulle omdanne Labour til det forandrende, regerende parti i det 21. århundrede, hvor de regionale og kredsbaserede partiorganisationer skulle spejle det centrale parti. Med ét slag blev en noget udvandet udgave af Labour Left tilbage fra 1980 tryllet frem for at etablere et organiseret modspil til Blair-fløjen og dens evindelige intriger. Denne fraktion kaldes for Progress.

3. Programmer

Hvad kræver de nye oppositionelle kræfter, ansigt til ansigt med manipulerede parlamentariske systemer, kapitalistisk krise en neoliberalisme der eksploderer op i hovedet på sine forsvarere? Til trods for at man arbejder indenfor rammerne af de mest udgrænsende systemer, hvor vinderne tager det hele, så har hverken Corbyn eller Sanders sat demokratisering på deres dagsorden. Corbyn siger, at han er åben over for at udstrække det skotske system med begrænsninger omkring valgbarheden til Westminster, Sander har nøjet sig med minimale reformforslag: En introduktion af det (utilfredsstillende) system med alternative stemmer og afskaffelse af systemet, hvor borgernes stemmer kan forkastes af systemet. Hans politiske revolution indebærer ikke en systemisk forandring, men bygger på at få flere borgere til at stemme. Syriza har totalt forliget sig med det belønningssystem, der gælder i Grækenland. En anelse mere ambitiøst kræver Mélenchon en total reform af det franske, politiske system: En grundlovgivende forsamling der skal etablere grundlaget for en ikke-præsidentiel Sjette Republik baseret på proportional repræsentation. Podemos har fremsat forslag om at få gjort valgkredsene mere ens - ved at man erstatter de aktuelle, provinsbaserede strukturer med nye strukturer, som er baseret på autonome samfund, demografisk vægtede for at give de samme stemmevægte til alle - og har krævet en folkeafstemning om en forfatningsreform, der tager et opgør med de superflertal, som er skitseret i forfatningen fra 1978. Som en del af deres forestilling om et online demokrati, har Femstjernebevægelsen startet en radikal billedstorm mod det eksisterende politiske system i Italien. De sigter imod at åbne systemet op ved at indføre live streaming fra alle de hemmelige forhandlinger. Sammen med resten af venstrefløjen og Lega Norte har de været modstandere af Renzis nye forfatning, men de er gået videre ved at kræve, at præsident Napolitano skulle stilles for en rigsret for de illegale manøvrer, som han var aktiv i, da han fik indsat Monti som premierminister i 2011.

På det økonomiske område er de alle seks enige om at tage afstand fra austerity. ”Dem der skabte krisen, skal betale for den” er et fælles tema. Sanders angriber milliardær-klassen, Corbyn kritiserer - mere vagt - de superrige, Iglesias tager afstand fra et ”finansielt casinosystem, hvor folket betaler for bankmændenes fester”. Grillo kritiserer Renzis store koalitionsregering i højere grad end de rige for at ”ødelægge velfærdsstaten, arbejdernes rettigheder og uddannelsessystemet og for at sælge ud af Italiens strategiske værdier” for at kunne betale gælden. Generelt er indstillingen, at underskuddet skal sænkes langsomt gennem bæredygtig vækst, stimuleret gennem nationale investeringsprogrammer i social og fysisk infrastruktur med en grøn og nyteknologisk tendens. Corbyn lægger vægten på et investeringsprogram for offentligt boligbyggeri, Grillo taler om avanceret landbrugsproduktion - alle vil styrke den alternative energi, transportsystemet og internettet. Sanders har introduceret en lov om Genopbygning af Amerika, der skal være rammen for at investere 1 milliard milliarder dollars (på amerikansk 1 trillion) i infrastrukturen over de næste fem år. Under sin valgkampagne efterlyste Corbyn en plan for folkets kvantitative lettelse, selv om hans skygge-finansminister John McDonnell [21] ser ud til at have ignoreret det og i stedet talte meget om en mere aktiv finanspolitik i sin tale til Labours kongres i 2015. Syriza, hvis krav er de mest beskedne i det hele taget, har peget på behovet for en ny EU-aftale - en New Deal for EU - der skal finansieres af den Europæiske Finansieringsbank, og dette krav bakkes op af Parti de Gauche og Podemos. (Ingen af dem har indtil videre forsøgt at give sig i kast med omfanget af profitabilitetsproblemerne, problemerne med verdensøkonomien og globaliseringen, overkapaciteten i produktionssektoren, problemer med merarbejde, problemer med gæld - eller med de problemer, som ser ud til at gøre rentabiliteten af en bæredygtig produktion til en umulighed). Både Podemos og Femstjernebevægelsen er parat til at afskaffe de overordnede regler i Eurozonen vedrørende arbejdskraften, der blev tvunget igennem af Rajoy [22] og Renzi. Front de Gauche kæmper aktuelt imod El Khomri-loven sammen med Nuit Debout. Mélenchon er indstillet på at udbrede borgerrettighederne til arbejdspladsen og til at give de ansatte en mulighed for at omdanne fabrikker til kooperativer. Ligesom han og Front de Gauce er indstillet på at hæve minimumslønnen ved at beskatte lønninger over 360.000 euro om året med 100% og fastsætte en regel om, at forholdet mellem den laveste og den højeste løn på en arbejdsplads højest må være 1:30. Podemos har adopteret et programpunkt fra Spaniens radikale venstrebevægelse PAH [23] om at forbyde tvangsauktioner, medmindre man kan sikre alternativ indkvartering og forhindre, at der lukkes for elektricitet, vand og gas. Alle seks er kritiske overfor tanken om frihandel. Her er Sanders og Grillo mest direkte.

Syriza-regeringens mest radikale udspil var den gældsgennemgang, der blev foreslået af parlamentsformand Zoe Konstantopoulou. Grillo og Mélenchon har også krævet en gennemgang af gælden, som Podemos allerede krævede i 2014, selvom det virker, som om dette punkt er droppet fra deres aktuelle program. Sanders har foreslået en tilsvarende gennemgang af Puerto Ricos gæld, men ikke for resten af Sydamerika. Corbyn og McDonnell ser ikke ud til overhovedet at have undersøgt mulighederne her. Hvad angår finanssektoren, så ønsker Sanders at splitte de store banker op og at genindføre Glass-Steagall. [24] McDonnell siger mere forsigtigt, at man vil kigge nærmere på muligheden for en opsplitning samtidig med at han støtter tanken om kooperativer. Sanders og Mélenchon ønsker at indføre en skat på finansielle transaktioner - hvilket er et skridt for meget for McDonnell, der - i lighed med Osborne - kun er villig til at indføre det samme, som man har i andre lande. Mélenchons manifest fra 2012 foreslår en opsplitning mellem indskudsbanker og investeringsbanker, der kan begrænse bankernes magt og genindstifte regeringskontrol over de finansielle markeder. Men der siges intet om, hvordan det skal ske. Podemos har i deres manifest fra februar 2016 - En regering for forandring - intet sagt om dette område. Græske banker er på en dropkur fra Frankfurt med Draghis hånd solidt plantet på ventilen. Af de seks er Grillo den eneste, der direkte taler om nationalisering af banker.

Hvad så med Bruxelles?

Selvom både Femstjernebevægelse og Syriza siger, at nedskæringspolitikken dikteret af Eurozonen er i gang med at skabe en humanitær krise, så er deres taktik for, hvordan man håndterer det helt modsat. Da Syriza vandt regeringsmagten, forpligtede de sig til at forblive i euroen og for at forhandle med Eurogruppen. Tsipras afviste blankt at undersøge Schäubles tilbud om støtte til en struktureret udmeldelse i maj 2015, som flere i hans regering gik ind for. [25] Syriza var nødt til at nøjes med at tigge om en nedskrivning af gælden og accepterede overskridelsen af den ene røde linje efter den anden, mens man kæmpede desperat for at finde midler fra hospitaler og kommunalbestyrelser for at kunne betale IMF og den Europæiske Centralbank, indtil Tsipras endelig blev konfronteret med muligheden for at radikalisere sin position gennem resultatet af folkeafstemningen den 5. juli eller for at underkaste sig de finansielle institutioner og skrive under på de mest barske betingelser indtil da.

Reaktioner fra de andre venstrefløjsgrupperinger var sigende. Grillo, der havde støttet den græske afstemning uforbeholdent hånede kapitulationen - ”det ville have været svært at forsvare det græske folks dårligere, end Tsipras gjorde det” - og fortsatte med at formulere en plan B for monetarisk suverænitet inden for rammerne af EU. Den fælles valuta havde været en katastrofe for den italienske produktionsindustri og var nu endt som en antidemokratisk spændetrøje, sagde han. Med en billigere valuta ville den italienske eksport kunne komme sig og så ville arbejdsløsheden falde. Femstjernebevægelsens plan B krævede en folkeafstemning om et exit fra euroen, nationalisering af bankerne - for at beskytte dem mod Den Europæiske Centralbanks manipulation af likviditeten, der havde været så dårligt for Syriza - og for forberedelse af en parallel valuta, der kunne være med til at bane vejen for den italienske udtræden. [26] I Frankrig krævede Parti de Gauche også en plan B og indkaldte til en international konference i januar 2016 med en række alternative økonomer, repræsentanter for Die Linke og for det græske LAE. Podemos hastede i modsætning hertil til hjælp for Syriza. ”Tsipras er en løve, som har forsvaret folket” erklærede Iglesias i september 2015. Heller ikke Corbyn ytrede kritik af Tsipras, som han var sammen med til et stormøde i det Europæiske Råd indkaldt af Hollande i Paris: ”Vi ønsker begge at se en økonomisk strategi baseret på modstand mod nedskæringer, og vi er begge bekymret over den Europæiske Centralbanks magt og aktiviteter”. [27] Corbyn selv afsvor sig helt uforklarligt sin ret til at formulere en politik omkring EU blot timer efter at han blev valgt som leder af Labour og underkastede sig samtidig kravene fra Remain-kampagnen. En britisk udtræden af EU er taktisk ikke et strategisk spørgsmål - men venstrefløjen har forskellige indstillinger til det, og nogen ønskede måske en kampagne, der undgik stemmespild eller brugte blanke stemmer. Men på et enkelt niveau er politikken omkring Storbritanniens udtræden klar: En stemme for at blive - uanset hvad begrundelsen så var - vil i denne sammenhæng virke som en stemme for det britiske establishment, der i lang tid har fungeret som relæstation for Washingtons ønsker til kontorerne i Bruxelles - og som aktive modstandere af håbet om et socialt Europa lige siden den europæiske traktat fra 1986. En stemme for udtræden ville sende et chok gennem det transatlantiske oligopoli [28]. Den vil ikke skabe et ny guldalder fra den nationale suverænitet, som Labour, Tory og UKIP-medlemmer godt kan lide at påstå. Beslutningerne vil stadigvæk være underkastet de Atlantiske strukturer. Resultatet vil helt sikkert være, at BNP falder - omkring 3 procent vurderer de mest troværdige skøn - så det vil ende lavere end efter krisen i 2009. Men de umiddelbare effekter af en nej-stemme vil for størstepartens vedkommende være positive - opløsningstendenser i det konservative parti og en forberedelse i Skotland på en ny folkeafstemning om uafhængighed. Processen omkring en udtræden involverer et to år langt opløb, efter Lissabon-traktatens artikel 50 er aktiveret, og sandsynligvis en ny regering - ledet af Corbyn? - i England, og alt dette kan måske - ligesom den skotske folkeafstemning i 2014 og som diskussionen i forbindelse med Labours formandsvalg - skabe grundlaget for en reel diskussion af en alternativ fremtid for landet. Størsteparten af Leave-kampagnen ser i den sammenhæng ud til at tale for endnu en afstemning om, hvorvidt man skal acceptere eller forkaste resultaterne af forhandlingerne. [29]

Krige og migranter

De udenrigspolitiske standpunkter for den nye opposition dækker et tilsvarende spektrum. De seks lande er alle medlemmer af NATO men indtager vidt forskellige placeringer i hierarkiet. USA har ikke blot en militærmaskine uden sidestykke - omkring 900 militærbaser inklusive transportknudepunkter og brændstoflagre, meget store garnisoner i Europa, Østasien, Centralasien og Mellemøsten - bevæbnet tilstedeværelse i over 130 lande - men arbejder som en slags lov i sig selv, således som det er blevet demonstreret af landets internationale torturnetværk og dets program med dødbringende droneangreb. Og det hele står under præsident Obamas personlige kommando. Sanders har ingen relation til Amerikas anti-imperiale tradition og har aldrig krævet at amerikanske baser skal lukkes, og at alle soldater skal bringes hjem. Han var på centrum-højre-linjen i relation til bevægelsen mod Vietnam-krigen og krævede en afslutning af fjendtlighederne, snarere end han støttede NLF, og han har indtaget stort set den samme position lige siden med en tendens til at støtte de fjendtligheder, som blev iværksat af demokratiske præsidenter og til at gå imod dem, der blev startet af republikanske. Han var imod Reagans Contra-politik i Centralamerika, for Clintons krig i Jugoslavien og bombningerne af Irak i 1998, han var imod Bush-invasionen af Irak, men dog for hans angreb i Afghanistan - tilhænger af Israels angreb på Libanon - og kun irriteret over, at Obama ikke havde talt med kongressen før den uerklærede krig mod Libyen. Han var også for fordrivelsen af Assad og i brede termer for Obamas uerklærede krig i Syrien inklusive CIA-operationer, luftangreb og indgreb fra specialstyrker. Endelig er han en beundrer af monarkerne i Jordan, Saudi-Arabien og Kuwait, som han opfordrer til at gribe til våben mod ISIL.

Når man taler om de andre lande i denne sammenhæng. Så har Frankrig og Storbritannien skiftedes til være Washingtons mest aktive forbundsfælle - og alle har som medlemmer af NATO været involveret i besættelsen af Afghanistan, angrebene på Libyen, i afpatruljeringen af Ruslands grænser og i patruljevirksomheden i Middelhavet. Corbyn har været en stabil modstander af det hele: ”Målet for den amerikanske krigsmaskine er at opretholde en verdensorden domineret af bankerne og de multinationale virksomheder i Europa og Nordamerika”, skrev han i 1991. [30] I 2001, da Sanders bakkede op om Operation Rolling Thunder, hjalp Corbyn med at grundlægge Stop the War, nok den største anti-krigsbevægelse i noget NATO-land. Som Grillo er han imod Obamas krig mod Libyen - de peger begge to på dobbeltmoralen hos de såkaldte humanitære interventionister, der ikke krævede en no-fly-zone over Gaza i 2008, da Israelsk fosfor regnede ned over den stort forsvarsløse civile befolkning.  [31] I kontrast hertil er både Parti de Gauche og Izquierda Anticapitalista [32], den venstrefløjsgruppe, der arbejdede sammen med kredsen omkring Iglesias med at danne Podemos, imod volden i Libyen.

Labours nye forsvarspolitik er stadigvæk under revision, men Corbyn har opgivet kravet om at forlade NATO, efter at han er blevet valgt som formand - det samme har Podemos, der nu hævder at medlemskab af den Atlantiske Alliance kan hjælpe til med at få demokratiseret det spanske forsvar. Tsipras nægtede at spille NATO-kortet i sine forhandlinger med Eurogruppen, til trods for at truslen om at lukke basen i Souda Bugten ville have været en trumf. Siden juli 2015 har Syrizas politik vedrørende Mellemøsten ligget til højre for AIPAC’s, og Tsipras taler nu om Jerusalem som Israels hovedstad. Sanders’ eneste indvending mod NATO er, at alliancens europæiske medlemmer ikke betaler nok. Af de seks er det kun Femstjernebevægelsen og Parti de Gauche, der har spillet et krav om at forlade NATO på bordet. Mélenchon kræver, at Frankrig skal udforme sin egen suveræne, anti-globalistiske, multi-polære forsvarspolitik baseret på en folkehær. Men dette krav er forbundet med en ekstrem idealisering af FN - et synspunkt som også deles af Corbyn og selv af Grillo - hvor FN fremstilles som et ideal af legitimitet. Dette synspunkt er baseret på en illusion, i forhold til hvilken realiteten med et amerikansk hegemoni forsvinder som en røgsky. Ingen af de oppositionelle kræfter virker til at have set nærmere på det faktisk eksisterende FN i hvilket de enkelte landes stemmer kan købes og sælges, eller på den proces hvor igennem det amerikanske udenrigsministerium konverterede det folkelige ønske om fred i verden til et politisk monopol for en håndfuld af medlemsstater i Sikkerhedsrådet. Sanders har ikke brug for at opretholde den slags illusioner og nævner bare FN forbigående.

Også når det drejer sig om immigration er der forskelle mellem de nye oppositionsbevægelser. Grillo insisterer forbindelsen til EU’s udenrigspolitik - ”flygtningestrømmen er et resultat af vore egne krige og vores egne våben” - og kræver en ende på den vestlige intervention i Mellemøsten og Middelhavsregionens underkastelse under amerikanske interesser. Immigrationen skal kontrolleres - ”vi skal forsøge at udarbejde et kompromis” - og en Merkel-plan lavet efter model af Marshall-planen efter 2. Verdenskrig, skulle resultere i investeringer i sundhed og infrastruktur i de lande, som flygtningene kommer fra - en klassisk socialdemokratisk position. [33] Sanders ønsker også at kontrollere immigrationen og vil have etableret en vej til legalisering, men vil dog ikke indføre en automatisk ret til borgerskab. Mélenchon har argumenteret for legalisering af de papirløse og for genindførelse af 10-årige opholdstilladelser. I kontrast hertil talte Podemos’ program fra 2014 om tildeling af fulde borgerrettigheder for alle immigranter. Syriza skiftede fra en radikalt formuleret anti-racistisk politik - og for en lukning af regeringens berygtede flygtningecentre - til at samle flygtninge med henblik på tvangsdeportering på linje med EU’s nye politik. Labours position på området er - ligesom forsvarspolitikken - under revision, men indenrigsminister i skyggekabinettet Andy Burnham ønsker at forfølge en hård linje - Browns indvandringsminister Phil Woolas har krævet en krig mod illegale immigranter, mens Corbyns første handling som formand var at deltage i en demonstration under parolen ”Refugees Welcome”, hvor hans tale var meget på linje med den lavkirkelige tradition, der rækker helt tilbage til kampen mod slavehandelen: ”Åbn jeres hjerter, jeres bevidstheder og jeres holdninger overfor dem, der har det værre end jer”. Faktum er, at den engelske modstand mod immigrationen nu retter sig ikke mod flygtningene fra krigsområderne, men mod immigrationen fra (de andre) EU-lande: 3 millioner mennesker - næsten halvdelen af dem siden starten på finanskrisen - de mennesker der er en af årsagerne sammen med den øgede gældsbyrde til, at Storbritannien har klaret sig så godt efter krisen. [34]

4. Relationer

Hvilke trin har disse nye oppositionelle bevægelser så taget i retning af partierne i centrum-venstre? Mens han har ført kampagne for at blive udpeget som demokraternes præsidentkandidat, har Sanders ikke talt om Obamas relationer til milliardærklassen, og han støtter i det store og hele Obamas udenrigspolitik. Han har kritiseret Clintons multi-million-tilskud fra Wall Street, men har indtil videre affærdiget den langt mere skadelige - og potentielt strafbare - sag omkring hendes e-mails fra hendes tid som udenrigsminister. Til at begynde med så det ud, som om hans kampagne ville blive en gentagelse af Deans i 2004: Et moralsk korstog der ville ende - som Rottefængerens togt - ved  konventets dør. Hans kampagne, der blev styret af Tad Devine - der som tidligere klienter havde haft Mondale, Dukakis, Gore, Kerry, Berie Ahern og Ehud Barak - havde ikke gjort det store for at fremstille et alternativt mønster. Ikke desto mindre fik størrelsen og karakteren af hans opbakning ham til at skille sig ud fra tidligere forløb: Med 7 millioner stemmer i primærvalgene har han allerede distanceret Jesse Jackson i 1988 og overtaget Obamas støtter under de 30 år. [35] Som primærvalgsforløbet har udviklet sig, er der også dukket en ny dynamik op: En tredjedel af dem, der har stemt på Sanders erklærer nu, at de ikke vil stemme for Hillary - uanset hvilke aftaler som bliver lavet ved konventet - to millioner støtter for Bernie or Bust, der udmærket kunne danne grundlaget for en slagkraftig opposition mod præsident Clinton version 2. Revner har vist sig i to-parti-systemets hegemoni, unge kvinder har nægtet at iføre sig Formel To-spændetrøjen og at acceptere den stramme opdeling. Som Rosario Dawson formulerede det ved et støttearrangement for Sanders i South Bronx - på højdepunktet af kampagnen: ”Vi rækker hænderne ud mod Trumps tilhængere. Vi forstår deres vrede”. [36]

I Frankrig er bevægelsen gået alt for meget i den anden retning. Mélenchons første udspil efter hans moralske sejr ved præsidentvalget i 2012 var at anbefale sine vælgere at stemme for Hollande i anden valgrunde. Hans næste træk var at promovere sig selv som den kandidat, der kunne slå Marine Le Pen i valget til nationalforsamlingen - den modsatte linje i forhold til Dawson. Mens Le Pen gik til angreb på det korrupte, politiske establishment som sådan, forblev Mélenchon kædet sammen med Socialistpartiet takket være de uacceptable aftaler mellem Socialisterne og hans allierede i Front de Gauche, der skulle beskytte de kommunistiske borgmestre og kommunale fyrstedømmer. Drømmen om at det franske kommunistparti ville vælge at opløse sig selv og indgå i en større venstrefløjsformation, blev aldrig til virkelighed. Realiteten blev en kompromitteret alliance med Socialisterne. I mangel på den bredere, national protestbevægelse, afskåret fra selvstændig repræsentation i parlamentet gennem valgsystemet, kulturelt hæmmet gennem deres støtte til tørklædeforbudet, og derved forhindret i at lave en alliance med forstædernes fattige, endte Parti de Gauche i frit fald. Mélenchons 4 millioner stemmer svarede meget godt til Le Pens 6,2 millioner. Men i valgene til EU-parlamentet fik Front National 25 procent af stemmerne, mens Front de Gauche røg ned under 7 procent. Selvom Mélenchon halvvejs forstod problemet og distancerede sig fra Hollande, selv om han kritiserede de seneste krigsdeltagelser og undtagelsestilstanden efter angrebet på Bataclan, så er han mere og mere kommet til at virke som en general uden soldater. Og nu, hvor det ser ud til at Kommunistpartiet slår pjalterne sammen med Socialisterne til valget i 2017, er det langt fra sikkert, at Front de Gauche overlever dette valg. [37]

Fra og med 2007 indtog Grillo i modsætning hertil en konsekvent oppositionsposition - og nægtede ethvert kompromis med PD [38]- og klarede sig langt bedre. Den store koalition mellem højre og centrum-venstre, der blev formidlet af Napolitano i 2013, forvandlede Femstjernebevægelsen til den primære oppositionskraft i det italienske parlament. Tre år senere står Femstjernebevægelsen til 28 procent - kun nogle få procent lavere end PD, og deres kandidat blev valgt som borgmester i Rom - hvilket dog måske kan vise sig at være et forgiftet bæger. [39] Og hvad angår Syriza: PASOK er stort set blevet udslettet efter 2012, da Tsipras’ parti for alvor gjorde sig gældende som en national kraft. Hvis man sammenligner de to partiers udvikling - og Syrizas forvandling fra radikal kritiker til et værktøj for Trojkaen - er det bemærkelsesværdigt, at Syriza gennemløb denne forvandling på blot 6 måneder, hvor PASOK brugte tyve år. Men faktum er, at SYRIZA havde sit udgangspunkt langt længere til højre. PASOK har været ansvarlig for reelle fremskridt inden for sundhed, uddannelse, national udvikling og borgerrettigheder i 1980’erne og at man etablerede sig som en reel, social kraft i venstre side af det europæiske spektrum. Syrizas væsentligste mål - der hurtigt blev opgivet - var at undgå yderligere nedskæringer.

Corbyns omfavnelse af den miskrediterede højrefløj under Blair og Brown er den mest aktuelle historie - og den mest selvmodsigende. Hans første impuls gik på at invitere dem indenfor i sit skyggekabinet: Krigselskeren Hilary Benn som udenrigsminister, NATO-elskeren Maria Eagle som forsvarsminister, Andy Nurnham - med en skandaløs forhistorie som sundhedsminister under Brown - som indenrigsminister. Han ville beholde Rosie Winterton som Chief Wip. Og han blev kun reddet fra at føre det ud i livet af højrefløjens parlamentsmedlemmer selv, der stillede sig i kø for at sige, at de ikke ville arbejde sammen med ham, og at han ville blive fyret, inden der var gået et år. Financial Times - der var rasende over at mistet et af sine partier - tordnede imod dem, der var tåbelige nok til at sidde ved samme bord som Corbyn. Fjendtligheden var befriende, til trods for at Corbyns fløj manglede viljen til at skære igennem. I januar blev en ændring af skyggekabinettet standset på halvvejen tilsyneladende efter en opfordring fra McDonnell. Reaktionen fra denne gruppe til en syndflod af mails fra Momentums medlemmer om at kræve en afstemning imod bombningen af Syrien - en intervention hvis mål var at genoprette Camerons ry i diplomatiske kredse - talte for sig selv. Til trods for at Corbyn meget kontant sagde før formandsvalget, at Blair skulle tiltales for krigsforbrydelser, så demonstrerer den bløde del af venstrefløjens reaktioner, at der aldrig ville blive tale om noget opgør med årene med New Labour - ikke mere end der blev tale om det i årene under Miliband. Momentum har sagt, at man ikke vil slås for en obligatorisk genvalgsordning. Men genvalgene under det nuværende system er en helt anden historie. Aktuelt er Corbyn støttet af færre end 30 af den 256 mand store parlamentsgruppe i Labour. Momentum sigter efter at give ham majoriteten i 2020. I mange år har Labour været et af de mest aggressive angribere i den Socialistiske Internationale. Hvis Corbynisterne kan vinde den ønskede styrke, så vil det være at betragte som et reelt fremskridt.

Relationen mellem Podemos og PSOE (det spanske socialistparti) er den mest delikate af de seks. Som i Femstjernebevægelsen har Iglesias og hans kammerater bygget deres magtbase på et angreb på det korrupte regime fra 1978 som helhed. Felipe González og magthaverne i PSOE har været deres primære kritikmål - sammen med El Pais og Prida mediekonglomeratet, kastens støtter. Podemos klare mål ved decembervalget i 2015 var at slå PSOE og at dele det politiske felt op mellem sig selv og PP. Resultatet kom ikke til at se sådan ud. Podemos blev nummer tre med 21 procent og 69 delegerede. Man slog PSOE i de store byer og de mest udviklede regioner, men ikke i syden. Hjulpet af den kombinerede effekt af en ældre vælgerskare og det landbrugsvenlige valgsystem fra 1978, var PSOE med 22 procent og PP med 29 procent stærke nok til at blokere for yderligere ændringer, men ikke stærke nok til at genoprette det normale flertalsstyre - selv ikke med de altid parate Ciudadanos [40] og deres 14 procent som allierede. Det politiske establishment og det tilsvarende mediebillede - inklusive González selv - har kastet al deres styrke ind bag en stor koalition, men lederen af PSOE - Pedro Sánchez - har været modstander af det, fordi han frygter, at det vil få hans magtbase til at smuldre. Derfor har han forsøgt at danne en regering støttet af Ciudadanos og Podemos. Og i mellemtiden er PP så blevet yderligere svækket af en række skandaler.

Podemos er kommet under voldsomt pres og står splittet mellem lederen af parlamentsgruppen Íñigo Errejón [41] og partiapparatet, der er tilhængere af en koalition med PSOE og Ciudadanos for at holde PP ude, og Iglesias, der havde forlangt en forandringsregering - samtidig med at Podemos, PSOE og en række mindre venstrefløjspartier og regionale partier kunne have samlet 164 stemmer imod de 163, som PP og Ciudadanos havde - og med færre kompromisser i forhold til Podemos’ (allerede i forvejen meget beskedne) sociale og konstitutionelle program. I midten af april stemte 150.000 medlemmer af Podemos for næsten 90 procents vedkommende for at støtte Iglesias. Men efter fire måneders frugtesløse forhandlinger, ser det ud til, at Spanien skal til valg igen. Medmindre det, at man nærmer sig deadline eller det, at der igen er udbrudt en konstitutionskrise i forbindelse med Catalonien får et kompromis til at falde på plads i sidste øjeblik. Aktuelt ser det ud til, at Podemos kan blive straffet, uanset hvad der sker - og forladt af sin vælgerbase, hvis man ender med at støtte en regering med PSOE og Ciudadanos, eller svigtet af deres socialistiske vælgere for ikke at gøre det. Den tredje mulighed - at man undlader at stemme - og giver PSOE og Ciudadamos lov til alene at danne en regering, mens man offentligt siger, at Podemos ikke har nogen tiltro til denne regerings program - hvilket vil give dem en mulighed for at demonstrere, at det ikke virker - har endnu ikke været diskuteret.

5. Karakteristik?

Hvordan skal disse kræfter egentlig karakteriseres? De er respektfulde over for NATO, de er imod nedskæringer, de er for offentlige investeringer og (mere forsigtigt) for offentligt ejerskab. De er skeptiske overfor frihandel. Som et første bud kunne man sige, at de fungerer som nye, små, svage socialdemokratier. Det oprindelige formål for de originale socialdemokratiske partier i slutningen af 1800-tallet var at forsvare og kæmpe for arbejdernes interesser i det industrielle samfund. Det var dette, der adskilte dem fra de ældre parlamentsfraktioner, der kæmpede for jordejernes interesser og for rentiers og industriherrer. I Europa var arbejdet med at stifte disse partier i det store og hele en succes. Gennem den revolutionære krise under 1. Verdenskrig og efter dette tidspunkt, redefinerede de herefter sig selv som partier, der forsvarede lønmodtagernes interesser inden for rammerne af det eksisterende system. I USA slog forsøgene på at stifte et arbejdstagerparti fejl. Fra 1930’erne arbejdede fagforeninger og en lille socialdemokratisk fraktion af valgtaktiske årsager indenfor rammerne af det Demokratiske parti. Oprindelig var partiet en koalition af jordejere af den gammeldags slags, men i løbet af det 20. århundrede kom det til at fungere som en slags moderne centrum-venstre-fraktion - og som en model for de europæiske socialdemokratier, da akkumulationskrisen for økonomien efter krigen gennemtvang deres omlæggelse til Tredje-Vejs, socialliberale partier. En platform med globaliseret neoliberalisme med en social samvittighed viste sig derefter som noget, der kun passede i godt vejr og den anden del af deres slogan fordampede totalt efter finanskrisen.

Det grundlæggende mål for alle de nye oppositionsgrupper er et interesseforsvar for alle de, der er blevet ramt af den dominerende reaktion på krisen - finansiel støtte til det private finansmarked sekunderet af beskæringer i den offentlige sektor og promovering af profitmaksimering i den private sektor på bekostning af lønarbejderne. I den bredeste forstand er dette - endnu en gang - et forsvar for arbejdet imod kapitalen inden for det eksisterende systems rammer. Men hvis bevægelserne kan defineres som nye, små, svage socialdemokratier, så er der brug for en yderligere kvalifikation af termerne. Nye: Bevægelsen omkring Corbyn kan ikke virkelig beskrives sådan. Vi kender Labours bløde venstrefløj tilbage fra 80’erne - selvom det - kunne man påstå - døde som en effektiv politisk kraft, men nu er blevet genfødt. Små: I sammenligning med de partier, som havde millioner af medlemmer i socialdemokratiernes gyldne periode, så er de helt sikkert små, og det er de også i deres nationale kontekst, hvor de traditionelle partier normalt kan mønstre to tredjedele af stemmerne. Ikke desto mindre stemte altså omkring 150.000 medlemmer af Podemos om partiets koalitionspolitik sammenlignet med, at kun 96.000 medlemmer af PSOE deltog i Sánchez’ undersøgelse. Svage: I form af en svaghed i deres krav - eller i hvad de mener det er realistisk at kræve. De klassiske socialdemokratier, der blomstrede under den kapitalistiske ekspansion (i 1980’erne og i 1950’erne) krævede en følelig omfordeling af rigdom. Socialdemokratier: Hvis det er tilfældet, så er det trods alt ikke, hvad mange ville have forudsagt for ti eller femten år siden. Ideologien i de globaliseringskritiske og sociale bevægelser - også Occupy og 15-M - er trods alt tættere på en slags blød anarkisme eller venstreliberal kosmopolitisme, der mere eller mindre er internationalt orienteret, mere eller mindre orienteret imod identitetstænkning og bevidsthed, men altid er nationalt orienteret. Disse tendenser lever stadigvæk som noget, der dominerer tendenserne til en yderligtgående venstrefløjstænkning. De nye oppositionsgrupperinger udtømmer ikke overhovedet bevægelsernes forestillinger, men dér hvor protesterne er blevet udkrystalliseret i nationale, politiske former, har de i hvert fald ikke været anarkistiske eller autonomistiske.

Socialdemokratismen er det anerkendte udgangspunkt for både Sanders og Corbyn - ligesom det delvis er det for Mélenchon, til trods for at hans program indeholder mere heterodokse [42] elementer - inklusive en radikal forfatningsændring - hvilket ikke er et socialdemokratisk træk. Podemos og Syriza stammede fra mere radikale traditioner, men omskabte deres projekter i et forsøg på at tilpasse sig den plads, der var i vælgerbefolkningen. Podemos har også etableret sig som en forkæmper for dem, der er påvirket af udsættelser i kølvandet på nedsmeltningen af boligmarkedet - et træk der går ud over grænserne - eller ligger forud for - den klassiske socialdemokratisme. At Syrizas senere udvikling, Syriza Version 2, har bevæget sig i retning af socialliberalismen eller den neoliberale nedskæringspolitik bekræfter bare, at det tidligere socialdemokratisk inspirerede parti nu hører til på centrum-højre-fløjen, hvilket så igen bekræfter snarere end afkræfter den generelle tendens.

Undtagelsen er - igen - Italiens Femstjernebevægelse, der ikke rigtigt kan kategoriseres som socialdemokratisk.  Til trods for at der er bemærkelsesværdige politiske fællesmængder: Bevægelsen deler Sanders syn på immigration, Mélenchons syn på euroen, Corbyns syn på vestlig militær intervention. Men på et område er den anderledes. Grillo fremhæver det vigtige i, at man hjælper små og mellemstore virksomheder. Men til trods for, at de alle siger sådan, så virker det, som om han mener det - det skyldes måske hans egen sociale baggrund, og måske også at man ønsker at appellere til bevægelsens støtter blandt tidligere tilhængere af Lega Norte. En anden forskel ligger i den distinkte sociale demografi, som præger bevægelsens støtter: Man klarer sig godt blandt uddannelsessøgende, arbejdsløse, ufaglærte arbejdere, handlende og håndværkere, men mindre godt blandt administrative medarbejdere og rigtigt dårligt ved lærere - områder der er langt mere glade for Sanders, Corbyn, Front de Gauche og Podemos. [43]Årsagerne hertil kunne tænkes at ligge en skepsis over for Femstjernebevægelsens ideer om det direkte online-demokrati - der betragtes som en illusion og faktisk også som udemokratisk - eller i afsky for Grillos rå facon. Han opfordrer for eksempel sit publikum til at råbe Vaffanculo [44] til billeder af politikere med en kriminel baggrund. Men uanset hvor dårlig smag, Grillo så har eller hvor stødende hans vittigheder er, så er man nødt til at bedømme bevægelsen som alle andre politiske bevægelser på det, den gør. Bevægelsens vælgere - uanset støtten fra tidligere medlemmer af Lega Norte og tidligere tilhængere af Berlusconi - ligger overvejende til venstre. [45]

Mest slående er dog, den støtte som disse bevægelser får fra ungdommen. I alle diskussioner om symmetrien mellem venstre og højres protester imod det eksisterende, bliver den væsentligste asymmetri ganske ofte overset. Støtterne til Trump, UKIP og Le Pen tenderer imod at være midaldrende eller ældre - de unge trækker mod venstre. Diskrepansen er dramatisk i USA, hvor 70 procent af de demokratiske vælgere under 30 år støtter Sanders, mens Trump - som Clinton - klarer sig bedst i aldersklassen 50 til 64. Podemos og Femstjernebevægelsen får også næsten halvdelen af deres støtte fra de unge. Situationen i Frankrig og England er mere kompliceret. En meget stor del af Corbyns støtter er tilbagevendende, midaldrende medlemmer af Labour, der var blevet stødt væk af Blair og Brown. Men i Skotland forvandlede de unge støtter af uafhængighedsbevægelsen den til en radikal, social bevægelse. Faktum er, at de femtenårige, som etablerer en politisk bevidsthed i dag, befinder sig i et meget anderledes miljø end teenagerne i 2006, med en blomstrende underskov af radikale tanker og radikal debat: I USA Jacobin, N+1, Triple Canopy. The New Inqueri, Lies, Lana Turner - i Frankrig: Mediapart, Pompe é Phynance og blogs på Le Monde Diplomatique, Paris- Luttes, Rebellyon. Révolution Permanente og Fakir, der har base I Amiens. I Spanien: Publico, El Diario, CTXT, Diagonal, Directa, El Estado Mental, infoLibre og Traficantes de Sueños - I Storbritannien: Novara Media, Mute and Salvage. I Italien: Il Fatto Quotidiano, Dynamo, Clash City Workers, Il Manifesto, og MicroMega - en hel verden fuld af ideer, som man kan kritisere og anfægte. Sandsynligvis er oppositionsbevægelserne som de ser ud i foråret 2016 ikke det endelige billede.

Artiklen er oversat fra engelsk af Jan Mølgaard og udgivet her efter aftale med Susan Watkins.
Denne artikel er først offentliggjort på New Left Review: Oppositions
Noter markeret med FN er forfatterens.
Noter markeret med ON er oversætterens


[2] Se Perry Anderson ”Testing Formula Two”, NLR marts-april 2001 FN

[8] DSA. Democratic Socialists of America FN

[10] For et mere omfattende billede: se Pablo Iglesias’ tekst ”Understanding Podemos” og det efterfølgende interview i New Left Review 93, Maj-Juni 2015. Den pågældende tekst kan se ved at klikke her. FN

[11] Udtrykkene stammer fra en tidlig foresat, TV-værten Orlando Portento, og de er citeret i Raffaele Niris ”Grillo Segreto”, Dagospia, 29. maj 2012. FN

[13] I den italienske udgave af magasinet Wired har Casaleggio sammenlignet sig selv med Julian Assange eller Dravis Graebner, men hans samtalepartner Bruce Sterling tænker dog mere på ham som en åleglat milanisisk udgave af Richard Stallmann eller Jimmy Wales. Se Bruce Sterling ”La versioner de Casaleggio”, Wired Italy, 9. august 2013. FN

[15] ”Italiens Femstjernebevægelse ønsker at blive taget seriøst”, Financial Times, 29. december 2015 FN

[17] En skånselsløs analyse af dette leveres af Stathis Kouvelakis, ‘Syriza’s Rise and Fall’, NLR 97, Jan.–Feb. 2016. Her og i det, der følger efter, er hovedkilderne Sanders’s hjemmeside, Feel the Bern; Corbyn’s taler på Labour List og YouTube; Beppe Grillo’s blog; Podemos’s fællesprogram fra februar 2016, ‘Un País para la gente’ og Cortes taler; Parti de Gauche hjemmeside og Mélenchon’s blog, L’ère du people; Syriza’s Thessaloniki program og græske forhandlingsdokumenter fra juni 2015. FN - links er sat på af oversætteren

[18] PDS: Partei des Demokratischen Sozialismus - se mere ved at klikke her ON

[19] Movimento 5 Stelle. Klik for at se mere. ON

[20] Sædet for det italienske deputeretkammer. ON

[21] John McDonnel - skyggefinansminister for Labour. Se mere ved at klikke her. ON

[22] Mariano Rajoy: Spansk politisk leder - se mere ved at klikke her ON

[23] Det Radikale Venstreparti, Spanien - se mere ved at klikke her ON

[24] Banklovning der regulerer hele den finansielle sektor. Se mere ved at klikke her. ON

[25] Kouvelakis, ”Syrizas opstigning og fald”.

[26] ‘Il Piano B dell’Italia per uscire dall’euro’, Beppe Grillos blog, juli 2015. Formuleringen om nationalisering af bankerne er hentet fra websidens engelske version. Se også ‘Get out of the euro to save the companies!’, Beppe Grillo blog, 24. oktober 2014. FN

[27] Iglesias: se El Mundo, d. 18. september 2015; Corbyn: se også Rowena Mason, ‘Yanis Varoufakis advising Labour, Jeremy Corbyn reveals’, I the Guardian, den 29. februar 2016. FN

[28] Oligopli - en markedsform domineret af et lille antal af sælgere. ON

[29] Vedrørende argumenter for en ‘Lexit’—left exit—kampagne, se Tariq Ali’s indlæg I debatten i the Guardian, ‘Europe, austerity and the threat to global stability’, med Varoufakis og Caroline Lucas, den 7. april 2016; Owen Jones, ‘The left must put Britain’s EU withdrawal on the agenda’, Guardian, den 14. juli 2015 (Jones har siden skiftet mening). Corbyn’s lavmælte ‘remain and reform’ tale (Labour List, den 14. april 2016) skal roses for at genoplive Guardian’s lederskribents opfordring til at lave en Remain kampagne baseret på en Stor Koalition uden angreb på Tory regeringen op til den 23. juni; han brugte det meste af sin taletid på at angribe Cameron’s politik på stålområdet. FN

[30] Campaign Group Newsletter, citeret i Rosa Prince, Comrade Corbyn, London 2016, p. 160. FN

[31] Jeremy Corbyn, ‘Libya and the suspicious rush to war’, The Guardian, den 21. marts 2011; ‘Odyssey Sunset’, Beppe Grillo’s Blog, den 20. marts 2011. FN

[33] Beppe Grillo Blog, den 28. august 2015; ‘‘‘EU has already collapsed”—Beppe Grillo, den 2. april 2015. FN

[34] ‘Jeremy Corbyn addresses Parliament Square refugee rally’, BBC, den 12. september 2015. Ønsker man at se immigrationstallene for hele UK / EU så henvises til Carlos Vargas-Silva og Yvonni Markaki, ‘Briefing: EU Migration to and from the UK’, Migration Observatory, Oxford 2015 - se eventuelt også her. FN

[35] Ronald Brownstein, ‘Bernie Sanders’s Successful Insurgency’, The Atlantic, den 7. april 2016. FN

[36] Rosario Dawson er en amerikansk skuespillerinde der er meget politisk aktiv. Se mere om hende ved at klikke her. ON

[37] Se Clément Petitjean, ‘What Happened to the French Left?’, Jacobin, den 6. november 2015. FN - den danske oversættelse af artiklen kan ses ved at klikke her.

[38] Det Demokratiske Parti, Partito Democratico - Italien - klik her for at se mere ON

[39] M5S (Femstjernebevægelsen) har en blandet historie I relation til lokalstyret; som Il Fatto Quotidiano har sagt det, da en person med tilknytning til Camorra’en blev optaget på band og beskrev en rådmand fra bevægelsen i Quarto i nærheden af Napoli som ”en af os” gik der flere dage, før Grillo svarede på sin blog: Marco Travaglio, ‘Quarto, a che servono questi grillini’, Il Fatto Quotidiano, den 14. januar 2016. ON

[40] Spansk parti -  Ciutadans - egentlig ”Borgerne”. Se mere ved at klikke her. ON

[42] Heterodoks: I modsætning til ortodoks - blandt andet brugt om reformøkonomer. ON

[43] Se Andrea Pedrazzani og Luca Pinto, ‘The Electoral Base: The “Political Revolution” in Evolution’, i Filippo Tronconi, ed., Beppe Grillo’s Five Star Movement, Burlington, vt 2015; Maggie Severns, ‘Hillary Clinton’s union problem’, Politico, den  6. april 2016; ‘Analyse sur la dynamique électorale de Jean-Luc Mélenchon’, ifop, marts 2012; Alberto Garzón, ‘Clases sociales e Izquierda Unida: un análisis’, agarzon.net, den 7. februar 2016. FN

[44] Italiensk for ”Op i røven” ON

[45] I 2012 beskrev et klart flertal af Femstjernebevægelsens vælgere sig selv som “venstreorienterede” eller som tilhængere af “centrum-venstre”. Mere end 50 procent af dem havde stemt på PD, Italia dei Valori eller Sinistra Arcobalana ved seneste valg. Men I 2013 var dette billede forandret. Nu beskrev 38 procent af bevægelsens vælgere sig som “venstreorienterede”, 22 procent som “højreorienterede” og 12 procent som ”centrum” - og 28 procent svarede ikke. Se Pedrazzani and Pinto, ‘The Electoral Base’. FN