Miljøfilosofisk kanon: Ti bøger om miljø og bæredygtighed
Af Niels Henrik Hooge

Offentliggjort: 15. december 2016

Nutidens og fremtidens økologiske problemer [1] udgør den alvorligste udfordring, menneskeheden har stået overfor, men hvad er deres betydning for filosofien, og hvordan ytrer de sig her? På trods af at en del af de opregnede bøger vil kunne findes i enhver miljøfilosofisk kanon, er reservationer nødvendige: Selv i tilfælde af enighed om de generelle udvælgelseskriterier kan man være uenig i udvalget. Ikke blot spiller individuelle smagskriterier ind, men et fuldstændigt overblik er ikke muligt. Kanonen prætenderer derfor ikke at være definitiv: Den afspejler snarere en generel tendens, inden for hvilken værkerne fremhæves som forbilleder i de kategorier, de repræsenterer.

Igennem historien har filosofien, uanset hvordan den har manifesteret sig, overlevet ved at forholde sig til virkelighedens verden. Både den praktiske og – når det kommer til stykket – teoretiske filosofi starter og slutter i de empiriske videnskaber: Uden et solidt fundament i virkeligheden har den intet at forholde sig til, og hvis den ikke munder ud i anbefalinger, der kan omsættes i praksis, er den uden berettigelse. Uanset hvordan og på hvilket niveau man definerer filosofibegrebet, er det indlysende, at de økologiske problemer kommer til at indtage en stadig større rolle i den filosofiske tænkning: Dette gælder både, hvis man ved filosofi i bredeste og mest uforpligtende forstand - og fraset filosofisk kvalitet - forstår refleksioner om alle menneskelige handlinger, fænomener og adfærdsmønstre, om alt hvad der er tænkt og udtrykt, om deres fornuft og mening, om ikke-menneskelige fænomener - og refleksioner over disse refleksioner. Og det gælder i samme grad, hvis man ved filosofi i mere snæver forstand forstår en række filosofiske discipliner og systemer. Her vil refleksionerne over de økologiske problemer finde sin egen stadigt større niche inden for fagfilosofien.

Den miljøfilosofiske vending

Om end det er for tidligt at tale om en egentlig miljøfilosofisk vending, hvad der ikke mindst gælder i Danmark, hvor grundstenen stadig ikke er på vej til at blive lagt, kan man gøre sig forestillinger om, hvad den vil indeholde: Udgangspunktet er, at den udgør den filosofiske forgrening af en omkalfatring, der omfatter næsten alle sider af stort set alle menneskelige aktiviteter. For at løse de økologiske problemer og sikre, at de ikke vender tilbage, har menneskeheden længe været nødt til at skulle genopfinde sig selv. Det skal ske i løbet af få generationer, og der er tale om en forandring, der ikke kun er af teknologisk, men også af kulturel karakter. I lyset heraf forekommer følgende antagelser sandsynlige:

Samfundets sektorer, herunder området for forskning og uddannelse, vil fremover skulle legitimere sig i forhold til de økologiske problemstillinger, først og fremmest i forhold til bekæmpelsen af klimaforandringerne. Naturvidenskaberne og efterhånden også samfundsvidenskaberne har igennem lang tid ydet deres bidrag, men ikke de humanistiske videnskaber. Filosofien er nøglen til humaniora og – såfremt den lever op til sit historiske potentiale – en af nøglerne til samfundsvidenskaberne. Som etik kan den endvidere være med til at styre naturvidenskabernes udvikling, efter som alternativet hovedsageligt er fokus på kortsigtet økonomisk rentabilitet. Men problemet er, at filosofien - i den udstrækning den prætenderer at være videnskabeligt orienteret - ikke har fulgt med udviklingen af samfundet og ikke er i nærheden af at kunne løfte denne byrde. Over for de økologiske problemstillinger forholder den sig tavs. Et omfattende paradigmeskift må derfor forudses at være på vej. Udover etikken kan det tænkes at omfatte områder som f.eks. politisk og økonomisk filosofi, kulturfilosofi, historiefilosofi, naturfilosofi, videnskabsfilosofi, æstetik og metafysik.

Vejen frem

Så hvad er de første skridt henimod en sådan vending? Det første er, at økofilosofien kommer til at indtage en mere prominent rolle inden for filosofien, særligt fagfilosofien. Hvor den hidtil har skullet argumentere for sin relevans, betragtes den nu som selvindlysende nødvendig. Bevisbyrden overgår til den øvrige samtidsfilosofi. Hvorfor er den relevant og i givet fald, hvori består kriterierne for dens nødvendighed? Enhver form for filosofi, der ikke direkte relaterer sig til økologiske problemstillinger, vil blive spurgt om sin indirekte indvirkning på disse.

Hvis man endvidere tager for givet, at en af nutidsfilosofiens hovedopgaver er at anbringe sig i samfundets brændpunkter og udvikle de begreber, perspektiver og betingelser, ved hjælp af hvilke den med autoritet kan udtale sig om samfundets mest presserende problemer, vil den blive nødt til at søge sine kilder uden for sig selv. At forholde sig til den virkelige verden er et tværfagligt, encyklopædisk projekt. En filosofisk tematisering af miljøproblemerne bør følgelig ikke afvente ankomsten af relevante ”filosofiske eller fagfilosofiske hovedværker”, der måske ikke når frem i tide. Det betyder også, at en kanon, der opregner miljøfilosofiske værker, ikke kan begrænse sig til fagfilosofisk litteratur i formel forstand.

Funktionsområdet for en miljøfilosofisk kanon

Skriftlige værker - uanset hvilken kategori de tilhører, og hvad de indeholder - er kulturelle produkter. Når man taler om at opstille en kulturkanon - uanset hvilken - giver det mening at spørge til, hvad den omfatter og hvordan den definerer kriterierne for det, den sammenligner og rangerer. Det indbefatter det, den tager med, og det, den udelader inden for det, den definerer som sit funktionsområde.

Om end deres definitioner og nærmere beskrivelser kan diskuteres, har der fra centrum til periferien af natur- og miljøfilosofien [2] dannet sig en række emneområder, hvor af de vigtigste er:

Miljøetikken, hvorved forstås svar på det spørgsmål, hvilket menneskeligt forhold til den ikke-menneskelige natur - dyr, planter, økosystemer og biosfæren - som er det etiske korrekte;

klimaetikken, der beskæftiger sig med klimaforandringerne og deres følger. Denne er en ’sammensat’ etik, hvis hovedelementer er miljø-, risiko- og fremtidsetikken [3];

bæredygtighedslære, som består af analyser og forklaringer på samfundsmæssige problemstillinger i forbindelse med bæredygtighed og dens normative forudsætninger. Ved bæredygtighed forstås her det forhold, at nutidige og fremtidige generationer besidder den samme ret til i gennemsnit at erhverve de samme lige muligheder for at realisere, hvad de opfatter som det gode liv [4];

miljøhistoriografien, der sædvanligvis beskæftiger sig med tre grundtemaer: Miljøfaktorers indflydelse på den menneskelige historie, miljøforandringer forårsaget af menneskelige handlinger og de måder, hvorpå forandringerne virker tilbage på menneskelige samfund, og de menneskelige ideers historie i forbindelse med miljøet, samt de måder hvorpå menneskelige holdninger har motiveret handlinger, der påvirker miljøet [5]. Udover empirisk orientering har miljøhistoriografien en normativ dimension, fordi den dokumenterer udviklingen hen imod miljøetikkens endemål, som er at bringe menneskelige aktiviteter i balance med naturen. I forhold til dette teleologiske sigte vurderes samfundsmæssige aktiviteter som enten miljøhistoriske frem- eller tilbageskridt [6].

De ovennævnte kategorier er ikke altid skarpt adskilte og overlapper hinanden i en lang række situationer.

Generelle kriterier for en miljøfilosofisk kanon

Udover kanonens specifikke miljøfilosofiske kendetegn er den baseret på kriterier, der er fælles for alle typer kanonisering: De tilgrundliggende kulturfilosofiske refleksioner begynder med udsagnet ”kulturfænomen x indenfor kategori α er bedre end kulturfænomen y indenfor kategori α” og fortsætter med overvejelser om, hvad der gør x bedre end y. Relevant i denne sammenhæng er, hvordan den proces forløber, der sætter et subjekt i stand til at bedømme et kulturfænomen, og hvordan resultatet kan udmøntes. Herudover hvilke egenskaber ved x og de normative forestillinger – herunder forestillinger af f.eks. etisk, æstetisk, psykologisk, social, økonomisk og miljømæssig karakter - der kan anspore samfundet til at fremme x på bekostning af y.

Kanoniseringens forudsætning i den konkrete sammenhæng er, at et litterært værks filosofiske indhold og udtryk er sammenligneligt med ethvert andets, og – fordi de rangeres i forhold til hinanden – at det kan defineres, hvad det i denne sammenhæng vil sige ”at være bedre end”. I forbindelse med det første punkt er forudsætningen, at værkerne i kraft af deres indhold af miljøfilosofisk tænkning overskrider grænserne for deres genrer og bliver til almen filosofisk litteratur. I forbindelse med det andet – og det gælder ikke blot for filosofiske værker, men for alle kulturprodukter – er ”bedre” ensbetydende med et større indhold af tid i metafysisk forstand. Udover dette indhold er både det kulturelle og det litterære tidsbegreb baseret på kontinuitet i tid og rum, såvel som fænomener som gentagelse og samtidighed – alle metafysiske kernekoncepter.

Udgangspunktet her er, at tidsliggørelse udgør den ultimative form for reduktion, efter som den reducerer det, der forekommer irreducibelt og usammenligneligt, til tid. Det forhold, at ”bedre” kan være en eufemisme for ”mere tid” er ikke nødvendigvis en cirkelslutning, al den stund tidsbegrebet kan beskrives empirisk og understøttes af empiriske argumenter. Groft sagt er rationalet, at blandt flere produkter inden for den samme kategori vil under de samme betingelser det produkt, der er bedst, opnå den længste levetid. At levetidens længde er af afgørende betydning, kan alene ses af den omstændighed, at intet filosofisk værk i princippet lades ude af betragtning, blot fordi det ikke er skrevet for nyligt. Lang levetid forøger også muligheden for, at det tages i betragtning ved kommende kanoniseringer. Eksempelvis vil en kanon over den dårligste litteratur ikke være mulig, fordi den hurtigt falder ud af sin kategori. På samme måde vil en kanon, der kun omfatter fænomener med kort levetid, være meningsløs. Herudover gælder, at de kriterier, der bestemmer rangeringen inden for rammerne af en given kanon, også gælder for rangering af forskellige kanoner i forhold til hinanden, efter som de hver især omfatter kulturfænomener med forskellig gennemsnitlig levetid.

Ti miljøfilosofiske værker

I det følgende er nævnt ti miljøfilosofiske værker, der repræsenterer refleksioner over et bredt udvalg af miljømæssige problemstillinger. Om end en del af dem sandsynligvis vil kunne findes i enhver miljøfilosofisk kanon, er reservationer nødvendige: Selv i tilfælde af enighed om de generelle udvælgelseskriterier kan man være uenig i udvalget. Ikke blot spiller individuelle smagskriterier ind, men et fuldstændigt overblik over alle relevante værker er ikke muligt. Det betyder, at vigtige miljøfilosofiske bøger er udeladt på grund af ukendskab til eller overfladisk viden om deres eksistens. Kanonen prætenderer derfor ikke at være definitiv: Den afspejler snarere en generel tendens, inden for hvilken værkerne fremhæves som forbilleder i de kategorier, de repræsenterer. I de tilfælde, hvor de er oversat, nævnes de med deres danske (eller i et enkelt tilfælde norske) titler, ellers med deres oprindelige titler.

HANS JONAS: ANSVARETS PRINCIP: UDKAST TIL EN ETIK FOR DEN TEKNOLOGISKE CIVILISATION, KØBENHAVN: HANS REITZEL, 1999: Miljø- og bæredygtighedsfilosofi har stort set aldrig været et tema for sidste århundredes måske mest betydningsfulde filosofiske skole, Frankfurterskolen, selv om Horkheimer og Adornos epokegørende værk, Oplysningens dialektik (1993), har udgjort en inspirationskilde for mange miljøfilosoffer. Det ringe fokus på miljøet gælder også for Frankfurterskolens mest prominente nutidige repræsentant, Jürgen Habermas. Den samme dybde, kompleksitet, høje abstraktionsniveau og ubesværede overblik over alle de vigtigste filosofiske traditioner går imidlertid igen i Hans Jonas’ forfatterskab, selv om det kvantitativt ikke er stort. Udover at udgøre en af miljøfilosofiens fædre, er Hans Jonas også en af det forrige århundredes mest indflydelsesrige filosoffer overhovedet. Det filosofiske forsvar for forsigtighedsprincippet – et af de vigtigste etiske og juridiske miljøprincipper – som man finder i Ansvarets princip, der efter sigende er et modsvar til Ernst Bloch’s teknooptimistiske Das Prinzip Hoffnung (1959), har utvivlsomt bidraget til dets tiltagende integration i nationale lovgivninger og international ret samt dets implementering i EU’s forfatningsgrundlag [7]. Et af hovedpunkterne i Jonas’ miljø- og teknologietik er kritikken af den traditionelle etik for kun at handle om relationer mellem mennesker. Årsagen er ikke mindst af teknologisk karakter: Fordi teknologien anses for værdineutral, holdes den som udgangspunkt uden for etikken. Hertil kommer det praktiske problem, at den moderne teknik gør det muligt for mennesker kollektivt at handle i en skala, der langt unddrager sig den konventionelle etiks begrebsverden. Denne omstændighed, der har bidraget kraftigt til udviklingen af økologien som videnskab, forandrer forestillingen om mennesket til en afgørende og måske ødelæggende faktor i udviklingen for planetens biosfære. Med denne magt følger et ansvar, der tvinger etikken til at genoverveje sit teoretiske grundlag. I stedet for at forøge menneskehedens frihedsmuligheder, indskrænker teknologien det etiske råderum: De teknologiske forandringers kumulative selvudvikling overhaler hele tiden bidragydernes individuelle udfoldelsesbetingelser og skaber situationer, der ikke har fortilfælde, og som derfor gør enhver etisk erfaringslære hjælpeløs. Alt dette er man nødt til at tage højde for i hver enkelt handling, hvis den skal være etisk forsvarlig. I en sådan sammenhæng bliver viden essentiel. Det udvikler sig til en pligt at orientere sig om alt, hvad der kan spille en rolle i forbindelse med et bestemt handlingsmønster. Heraf følger, at hvis der opstår en kløft mellem den prognosticerende viden og niveauet for handlingens gennemslagskraft, er det et etisk problem. Problemet kan kun løses ved, at uvidenheden erkendes og følges op af selvkontrol og tilbageholdenhed: Man er i enhver situation nødt til at forlade sig på en metode, der giver den pessimistiske prognose forrang frem for den optimistiske. På det overordnede niveau udgør opretholdelsen af menneskehedens fremtid den vigtigste, enkeltstående pligt i tidsalderen for en almægtig teknisk civilisation. I forbindelse hermed er vedligeholdelsen af naturen conditio sine qua non. En pligt, der alene forholder sig immanent til mennesker, og udelukker naturen, repræsenterer en umenneskeliggørelse af menneskeheden. I det sande menneskelige perspektiv har naturen en egenværdi, der modstår vores magtudøvelse.

MICHEL SERRES: NATURPAGTEN, KØBENHAVN: RHODOS, 1993: Michel Serres er en af de kendteste i den lange række franske tænkere, der har udgivet miljøfilosofiske værker. Andre eksempler er Serge Moscovici, André Gorz, Félix Guattari, Luc Ferry, Serge Latouche (se nedenfor) og Bruno Latour. Hans videreudvikling af Jean-Jaques Rousseau’s samfundspagt bør stå højt på enhver liste over miljøfilosofiske værker. Ligesom Rousseau vælger han den kontraktteoretiske fremgangsmåde, der reducerer moralske begrundelser til indgåede forpligtelser og beskriver en ”naturpagt”, der foreskriver et afbalanceret forhold mellem menneskeheden og biosfæren. Pagtens rationale er følgende: I vores moderne tid er vi lige så afhængige af den naturlige omverden, som den er af os. Menneskeheden har vundet kampen mod naturkræfterne og konkurrerende dyre- og plantearter, hvis man anskuer dem enkeltvis, men de udgør stadig en kollektiv trussel, der hele tiden vokser. Fordi menneskeden stadig har for vane at opsluges i dialektikken mellem to modsatrettede poler (producenter/forbrugere, arbejdsgivere/lønmodtagere, industrialiserede lande/udviklingsnationer, etc.), der først og fremmest koncentrerer sig om hinanden, bevæger omverdenen sig videre omkring os, uden vi tager hensyn hertil. Fordi vi kun opfatter den som en kulisse eller ressource, ender alle vores indbyrdes konflikter som en kamp mod biosfæren, og fordi kampens konsekvenser er af global karakter, slår omverdenen globalt tilbage. Det er derfor nødvendigt at styre den måde, hvorpå vi styrer os selv, hvis vi ikke skal gå under. Svaret er ifølge Serres både en social kontrakt mennesker imellem og en menneskelig naturpagt med omverdenen for at beskytte os selv og biosfæren ved at forlene den med rettigheder mod at blive overudnyttet. Ganske kort kan den defineres som metafysisk anerkendelse af enhver kollektiv enhed, der lever og arbejder i den globale verden, og balancen mellem de menneskelige og omverdenens fysiske kræfter – en anerkendelse, der materialiserer sig i den måde, hvorpå vi lever. Bruno Latour, der ligeså godt kunne indtage en plads i kanonen, har i sit originale værk Politiques de la nature, Comment faire entrer les sciences en démocratie? (2004) metaforisk udmøntet naturpagten i en række institutioner, der er tænkt som et alternativ til strukturerne for den konventionelle økologiske tænkning. Indvendingerne mod Serres’ naturpagt og Latours viderefortolkning er imidlertid de samme, som kan rettes mod al politisk og filosofisk kontraktsteori: Den forlader sig på en samfundsbeskrivelse, der er metaforisk, og er, uanset om den betragtes som frivillig, stiltiende eller hypotetisk, ikke juridisk bindende og udgør historisk set en fiktion.

NIKLAS LUHMANN: ÖKOLOGISCHE KOMMUNIKATION, KANN DIE MODERNE GESELLSCHAFT SICH AUF ÖKOLOGISCHE GEFÄHRDUNGEN EINSTELLEN?, WIESBADEN: VS VERLAG FÜR SOCIALWISSENSCHAFTEN, 2008: I højere grad end Michel Serres adresserer den tyske sociolog Niklas Luhmann det kritikpunkt, at den konventionelle politiske filosofi kun kan anvendes til at belyse enkelte samfundsmæssige temaer – først og fremmest problemer af normativ karakter - men at den ikke er tilstrækkelig til at belyse empiriske problemstillinger, der relaterer sig til samfundet i dets helhed. Som systemteoretiker definerer Luhmann samfundet som det til enhver tid største funktionelt differentierede socialsystem, ved siden af hvilket der kun findes socialsystemer af samme type. Dette kan beskrives ud fra principper som f.eks. funktion, struktur, proces, mening, handling, information, kompleksitet, autopoiesis, kommunikation, kontingens, medium, kode, program, etc., der – selv om udgangspunktet ikke er det samme - berører stort set alle den praktiske filosofis delområder. Iflg. Luhmann er samfundet sensitivt over for omverdenen, men også et operativt lukket system der betragter ved hjælp af kommunikation og intet andet kan gøre end at kommunikere meningsfuldt og selv regulere sin kommunikation i kraft af kommunikation. Omverdenen kan kun gøre opmærksom på sig selv i form af irritation eller forstyrrelse af denne kommunikation, og systemer må selv reagere i forhold til sig selv. Samfundet kan med andre ord kun true sig selv – hvad der også omfatter økologiske trusler. Problemet er, at for det menneskelige samfunds økologi er talløse delsystemer relevante, uden at enheden af disse systemer og deres omverden kan identificeres med samfundets økologi, dvs. samfundets system/omverdens-forhold. Der findes derfor ingen løsninger på de økologiske udfordringer, der omfatter hele samfundet.

ARNE NÆSS: ØKOLOGI, SAMFUNN OG LIVSSTIL, UTKAST TIL EN ØKOSOFI, OSLO: UNIVERSITETSFORLAGET, 1976: Som grundlæggeren af den såkaldte dybdeøkologi regnes Arne Næss for en af økofilosofiens pionerer og udgør uden sammenligning den vigtigste skandinaviske miljøfilosof. Dybdeøkologien er et af de første og vigtigste modsvar til sidste århundredes reformistiske miljøbevægelse, der bestræbte sig på at nedbringe den værste forurening af luft, jord og vand uden samtidigt at forsøge at forandre samfundets grundlæggende strukturer. I stedet udvikler den en ny metafysik, der fremhæver identiteten mellem menneske og ikke-menneskelig natur. Miljøbeskyttelse har fortsat et objektivt grundlag, men den objektive videnskab adskiller sig i dette nye paradigme fra den udbredte snævre analytiske opfattelse af ”den videnskabelige metode”. Videnskab bør være participatorisk, uden den moderne videnskabs stringente subjekt-objekt-dualisme. Teknologi må finde tilbage til sin klassiske rolle som et praktisk værktøj, der letter den menneskelige tilværelse uden at blive til et mål i sig selv. Desuden anskues samfundsudviklingen i et helt nyt lys: Velstand og menneskelig livskvalitet måles ikke kun ved hjælp af mængden af produkter, og økonomien skal underordnes økologisk-etiske kriterier. Industrisamfundet er ikke nødvendigvis det, som alle andre samfundstyper bør udvikle sig hen imod, og decentralisering af magtbeføjelser må foretrækkes frem for et oligarkisk struktureret bureaukrati. Dette gælder også, selv om bureaukratiske organisationsformer i stor skala er mere effektive end mindre strukturer. Diversitet er noget inhærent ønskværdigt, både i kulturen og i forhold til økosystemers sundhed og stabilitet. Når man ser tilbage, er det påfaldende, hvor meget dybdeøkologien, der oprindeligt blev anset for et utopisk projekt, er blevet retfærdiggjort i eftertiden: I vidt omfang er dens koncepter og indfaldsvinkler blevet videreudviklet og tilpasset samfundsvidenskaberne, der i stigende grad indtager et holistisk perspektiv til omverdenen [8].

MOHAN MUNASINGHE: MAKING DEVELOPMENT MORE SUSTAINABLE: SUSTAINOMICS FRAMEWORK AND PRACTICAL APPLICATIONS, COLOMBO: MIND PRESS, 2007: Bæredygtighedslære udgør en hastigt voksende akademisk disciplin, der indeholder en vigtig miljøfilosofisk dimension. En af dens mest fremtrædende konceptuelle rammeværker – sustainomics – er udviklet af den tidligere næstformand for FN’s klimapanel Mohan Munasinghe og funderet på et holistisk sæt nøgleprincipper, der hviler på fire hjørnestene: At bæredygtig udvikling er en trinvis proces snarere end et definitivt mål, hvad der betyder, at enhver tilgang til problemstillingerne må være pragmatisk; at den må baseres på en integreret analyse af sociale, økonomiske og miljømæssige perspektiver; underordnelse af bånd hidført af akademiske fagdiscipliner, rum, tid, interesser og operationelle behov i forhold til vidtfavnende multikriterieanalyser; og endelig anvendelse af livscyklusanalyser i de analytiske redskaber, der bruges i hele processen - fra indsamling af informationer til implementering af de politiske strategier. I encyklopædisk form gennemgår bogen de udfordringer, der er forbundet med at fremme bæredygtig udvikling i lyset af bl.a. fattigdomsbekæmpelse, overvindelse af ulighed, velfærd, globalisering, balancen mellem den private og offentlige sektor, miljøbeskyttelse, konflikter og kamp om ressourcer, dårlig regeringsførelse og de vigtigste internationale aftaler på området. Munasinghe er dog kun én blandt adskillige kendte bæredygtighedsteoretikere. Blandt andre kan nævnes Konrad Ott, Tim Jackson og Herman E. Daly, der regnes for bæredygtighedstænkningens Nestor. Ikke mindst Otts og Ralf Dörings Theorie und Praxis starker Nachhaltigkeit (2008) giver et udførligt overblik over bæredygtighedsproblematikkens forskellige teoretiske og praktiske aspekter, herunder de filosofiske. Og Daly har i Steady-state economics (1992) beskrevet de faktorer og deres indbyrdes forhold, der bidrager til, at et samfund kan være i balance med den naturlige omverden.

SERGE LATOUCHE: FORNUFTIG MODVÆKST, KØBENHAVN: FORLAGET POLITISK REVY, 1999: Den franske økonom Serge Latouche udgør som medudvikler af modvækstbegrebet en af de mest prominente kritikere af koncepterne for økonomisk udvikling, herunder bæredygtig udvikling, som han opfatter som en illusion. Modvækst står for vækst, der ikke er uendelig - dvs. på nogle områder moderat og på andre for nul- eller minusvækst. Generelt kan man derfor ikke tale om modvækst som det modsatte af vækst, efter som den også omfatter ideen om en omstilling til ”mindre, men bedre” – en reduktion af kvantitativ i sammenhæng med forøget kvalitativ vækst. For Latouche er modvækst imidlertid først og fremmest et politisk slogan med teoretiske implikationer, der skal sprænge væksttilhængernes klichésprog og hjælpe til med at formulere en kultursociologisk og økologisk kritik af det, der kommer efter ”udviklingen”, nemlig et samfund, der hviler på en anden logik og en idé om en anden og bedre form for globalisering end den økonomiske. Dette samfund er ganske vist utopisk, men en utopi i den positive betydning at den fremkalder billedet af et politisk projekt, der kan skabe økonomisk fornuftige og afbalancerede fællesskaber både i industrilandene i nord og i udviklingslandene i syd. Fokus skal være på at producere færre men bedre produkter, idet man først fjerner kilderne til spild samt ved at forlænge produkternes levetid. Nøgleordene her er reevaluering, rekonceptualisering, redistribuering, lokal og regional selvforsyning, helhedsplanlægning, formindskelse af produktion og forbrug og mere genbrug og genvinding. Over for modvækstbegrebet kan man indvende, at modvækst blot er en form for stærk bæredygtighed, fordi den forfølger det samme mål, nemlig at den naturlige kapital bør holdes på et konstant niveau af hensyn til fremtidige generationer. Derved bliver modvækst en underkategori af bæredygtighedsbegrebet, der i princippet altid har kunnet tænkes uden udvikling.

WOLFGANG SACHS: PLANET DIALECTS: EXPLORATIONS IN ENVIRONMENT AND DEVELOPMENT, LONDON: ZED-BOOKS, 1999: Wolfgang Sachs – nok den kendteste forsker fra Wuppertal Instituttet for Klima, Miljø og Energi – skriver ikke fagfilosofisk litteratur, men hans skarpe og ofte kontroversielle analyser af temaer som globalisering, udvikling, bæredygtighed og dialektikken mellem nord og syd transcenderer faglige og litterære rammer. Hans foreløbige hovedværk Planet dialectics slår til lyd for en mere kritisk holdning til det klassiske udviklingsbegreb og den form for globalisering, det har stået fadder til. Fra et fugleperspektiv udforsker han ambivalensen, kontroverserne og konflikterne, som gennemtrænger virksomhedsområdet for global politik og bekræfter mistanken om, at den vestlige udviklingsmodel er i modstrid med kravene om retfærdighed for jordens folkeslag og forsøgene på at forsone mennesket med naturen. En af Sachs fortjenester er, at han påpeger, at forholdet mellem vækst og udvikling ikke er mindre komplekst end forholdet mellem vækst og bæredygtighed. Udvikling defineret som realisering af potentiale afhænger af adgang til et bredt udbud af ressourcer – økologiske, organisatoriske, menneskelige og tilvirkede. Den vigtigste komponent er derfor ikke indkomst, men adgang til forskellige former for kapital og lejlighed til at blive inddraget i økonomien, så man får mulighed for at skabe sit eget indkomstgrundlag. Bæredygtighed handler om at udvikle civilisationer, der er i stand til at udstrække gæstfrihed til dobbelt så mange mennesker på planeten som i dag uden at ødelægge biosfæren for kommende generationer.

WILLIAM McDONOUGH OG MICHAEL BRAUNGART: CRADLE TO CRADLE: RIGDOM OG VÆKST UDEN AFFALD: EN BANEBRYDENDE VISION FOR DET 21. ÅRHUNDREDE, KØBENHAVN: NYT NORDISK FORLAG, 2009: Om end McDonough og Braungarts originale værk ikke indeholder meget filosofisk tankegods, kan deres koncept om en anden form for industriel produktion have betydning for udformningen af fremtidens ressourceeffektive cirkulære økonomi, hvor produktion og forbrug i stadigt mindre grad kan tillades at belaste biosfæren. I princippet foreligger der fire muligheder for at nå dette mål: Genbrug, genvinding, lang livscyklus for artefakter og produkter og vugge-til-vugge-koncepter. Den industrielle infrastruktur, vi kender i dag, er grundlæggende lineær og kan beskrives som en vugge-til-grav model, der fokuserer på at skabe produkter, som så hurtigt og billigt som muligt når frem til forbrugeren, uden at meget andet får lov til at spille ind. Det af McDonough og Braungart udviklede vugge-til-vugge koncept implicerer imidlertid, at man i produktdesigns indtænker endnu en cyklisk fase, nemlig produkternes tilbagevenden til biosfæren efter endt brug. Bogen gør op med den grundholdning, man finder i erhvervslivet og hos mange miljøorganisationer, at industriel vækst og miljøhensyn er uforenelige størrelser. I stedet plæderer den for en tredje vej, hvormed man reducerer det økologiske fodaftryk ved at opfatte verden som et univers af kreativitet, kultur og produktivitet. Begrebet ”affald” må ikke kun reduceres eller minimeres men helt elimineres, også konceptuelt, gennem nyt og innovativt design. Denne ambition - eller om man vil: utopi - implicerer f.eks., at man bestræber sig på at opføre bygninger, der producerer mere energi, end de forbruger, og fabrikker hvis udledninger er så rene, at de kan bruges til drikkevand. Og at man skaber produkter, der - når deres funktionelle levetid er ovre - enten kan smides på jorden, hvor de bliver til næring for planter og dyr, eller vender tilbage til de industrielle produktionscykler som råmaterialer af høj kvalitet, der kan bruges igen til nye produkter.

JOACHIM RADKAU: DIE ÄRA DER ÖKOLOGIE, EINE WELTGESCHICHTE, MÜNCHEN: VERLAG C.H. BECK, 2011: Man kan argumentere for, at miljøhistoriografien befinder sig i periferien af miljøfilosofiens emneområder. Imidlertid har den tyske miljøhistoriker Joachim Radkau forsøgt at sammenfatte miljøbevægelsernes og til en vis grad også miljøbegrebernes og den økologiske tænknings verdenshistorie og dermed nærmet sig miljøfilosofihistoriografien. De globale miljøproblemer og bestræbelserne på at løse dem, der først og fremmest manifesterer sig gennem miljøbevægelserne – et heterogent begreb, der defineres meget bredt - opfatter han som så betydningsfulde, at de navngiver den tid, vi lever i: Økologiens æra. Efter de økonomiske ideologiers tilbagegang er kun økologismen tilbage. Selv om den hele tiden er i forandring, har den temaer, der ikke forsvinder. Rødderne til miljøbevægelserne - oplysningstidens nutidige samfundsrepræsentanter - sporer han tilbage til det syttende og attende århundrede og krediterer tænkere som Spinoza, Rousseau og von Humboldt for det intellektuelle forarbejde. Bogen koncentrerer sig imidlertid først og fremmest om de sidste fyrre års miljøhistorie og gennemgår nutidens mest skelsættende begivenheder. Som symbiose af natur-, dyre- og forbrugerbeskyttelse opstår den såkaldte ”økologiske revolution” i halvfjerdserne, der betegner den moderne miljøbevægelses opkomst. Særligt i Europa forener dens netværkstænkning sig med de politiske systemer og forvaltningsapparaterne og får et hidtil uset gennembrud. Et projekt, hvis ambition er at beskrive miljøbevægelsernes historie over hele verden, er nok på forhånd dømt til at forfejle sit mål, og bogen fokuserer da også mest på Europa og USA. Ambitionen bliver ikke mindre kompleks af, at Radkau behandler sit tema ud fra et væld af forskellige synsvinkler: Sociologiske, politologiske, religionsvidenskabelige, teknisk-videnskabelige, retsvidenskabelige og ikke mindst filosofiske. Forfatteren er velbevandret i moderne filosofi, og i løbet af bogen findes der talrige referencer til f.eks. Luhmann, Habermas, Adorno, Horkheimer, Weber og Foucault. Et lignende forsøg på definere økologihistoriegrebet og dets udvikling og emnekreds finder man hos en anden miljøhistorisk kandidat, J. Donald Hughes, i What is Environmental History? (2006). Både Radkau og Hughes har skrevet omfattende miljøverdenshistoriske værker [9].

PETER KEMP: VERDENSBORGEREN SOM PÆDAGOGISK IDEAL, KØBENHAVN: HANS REITZEL, 2005: Ligesom det er almindeligt for kanoner, der omfatter lange tidsforløb, at medtage mindst ét samtidsfænomen for at understøtte forestillingen om universel progression, indeholder kanoner, der overskrider landegrænser, i reglen mindst én repræsentant fra det sted, hvorfra kanonen er konciperet. Fordi miljøfilosofi endnu ikke er slået igennem i Danmark, er sådanne repræsentanter imidlertid svære at finde. Dette kan fastslås rimeligt sikkert, eftersom der ikke er skrevet mange miljøfilosofiske bøger. Fordi danske bøger om miljø- og bæredygtighedsrelaterede emner sædvanligvis ikke transcenderer deres respektive kategorier, må vægten lægges på filosofi snarere end på miljø og bæredygtighed. I denne forbindelse skiller få kandidater sig ud: K.E. Løgstrup omtales undertiden som miljøfilosof, men det skrift, der har givet anledning hertil – Ophav og omgivelse, Metafysik III, Betragtninger over historie og natur (2013) – er ikke miljø- eller naturfilosofisk. Snarere er der, som titlen antyder, først og fremmest tale om metafysik og erkendelsesteori. Hvis man opfatter et af Peter Kemps sene hovedværker Verdensborgeren som pædagogisk ideal som et miljøfilosofisk værk, bogen har mange andre aspekter, der plæderer for grøn globalisering og beskriver de dannelses- og uddannelsesmæssige betingelser herfor, er dette formentligt det mest oplagte emne. Peter Kemps kandidatur bakkes op af hans øvrige forfatterskab: Et andet af hans hovedværker – Det uerstattelige, En teknologi-etik (1994) – befinder sig i periferien af miljøetikken og to mindre skrifter – hans og Pierre-Philippe Druet og Georges Thills Henimod en teknologisk demokrati (1980) og hans og Lisbeth Witthøfft Nielsens Klimabevidsthedens barrierer (2009) – er miljøfilosofi. Endnu et emne, der fortjener omtale, er Thorkild Kjærgaards Den danske revolution 1500-1800, En økohistorisk tolkning (1993) beskriver de økologiske omkostninger ved intensiveringen af landbruget og indledningen af industrialiseringen af det danske samfund samt drivkræfterne bag.

Noter

[1] Udover global fattigdom og knaphed på livsnødvendige ressourcer, der også repræsenterer en økologisk krise, kan disse problemer beskrives som ukontrollerbare geokemiske strømme (herunder kulstofkredsløbet, der er forbundet med den globale opvarmning), virkningerne af giftige kemikalier og generel økologisk tilbagegang, inklusive tab af biodiversitet.

[2] Ved natur- og miljøfilosofi forstås refleksioner over forandringer i naturen, de virkninger, menneskelige økonomiske og sociale organisationer har på miljøet i lyset af menneskelige ideer og tanker, opfattelser og intuitioner om naturen og miljøet, sådan som de har ytret sig gennem historien, jf. Dieter Birnbacher (Hrsg.): Ökophilosophie, Stuttgart: Reclam, 1997.

[3] Niels Henrik Hooge: Klimaetik: Etiske perspektiver i den globale klimapolitik, København: Den økologiske arbejdsgruppe, 2009: https://www.researchgate.net/publication/290805514_Klimaetik_Etiske_perspektiver_i_den_globale_klimapolitik 

[4] Konrad Ott: “The Case for Strong Sustainability”, i: Konrad Ott og Thapa Pratap Philipp (Eds.): Greifswald's Environmental Ethics, Greifswald 2003, s. 59-64: http://www.23dd.fr/images/stories/Documents/DD/Strong-sustainability-Konrad-Ott.pdf

[5] Donald J. Hughes: “Three Dimensions of Environmental History”, i: Environment and History 14, No 3, August 2008: https://portfolio.du.edu/downloadItem/124717

Se også: Donald J. Hughes: What is Environmental History?, Cambridge: Polity Press, 2006, s. 3.

[6] Niels Henrik Hooge: “Historiebegrebet i miljøfilosofisk belysning med særlig ekskurs til FN’s klimapanel”, i: Res Cogitans 2011, vol. 2, s. 35-100: http://static.sdu.dk/mediafiles//8/E/2/%7B8E298A41-2862-46B2-A8FA-3B1577080620%7DRC%20-%20Hooge.pdf

[7] Den juridiske version af forsigtighedsprincippet udsiger, at stærk mistanke om en aktivitets miljømæssige skadevirkninger kan retfærdiggøre handlinger, der tager sigte på at begrænse eller forhindre den pågældende aktivitet, før der foreligger endelige videnskabelige beviser for dens eventuelle farlighed. Man finder det foruden en lang række andre steder bl.a. i Lissabon-traktatens Artikel 191(2) og i Rio-erklæringens princip 15.

[8] For en gennemgang af dybdeøkologiens grundbegreber, se: Bill Devall: „Die tiefenökologische Bewegung“, i: Dieter Birnbacher (Hrsg.), Ökophilosophie, Stuttgart: Reclam, 1997, s. 17-59.

[9] Se: Joachim Radkau: Natur und Macht, eine Weltgeschichte der Umwelt, München: Verlag C.H. Beck, 2000 og J. Donald Hughes: An Environmental History of the World, Humankind's Changing Role in the Community of Life, London: Routledge, 2002.