USA under Trump
Af Carl Pedersen

Offentliggjort: 15. december 2016

Den 20. januar 2017 bliver USA’s første afro-amerikanske præsident afløst af en republikansk præsident som fik støtte af Ku Klux Klan

Det er måske en form for poetisk retfærdighed, at Donald Trump, som begyndte sin politiske karriere ved at betvivle Obamas legitimitet som præsident, fik gavn af en institution, nemlig valgmandskollegiet, som oprindelig var ment til at beskytte slaveejernes interesser, da den amerikanske forfatning blev skrevet i 1787. Det er ikke tilfældigt, at de første syv præsidenter allesammen var slaveejere. Valgmandskollegiet gav slavestaterne større indflydelse, fordi antallet af valgmænd er bestemt ved at tælle de to senatorer, som alle stater har, sammen med statens antal af medlemmer i Repræsentanternes Hus, som bestemmes hvert tiende år efter en folketælling af befolkningstallet. Ifølge forfatningen blev slaverne talt som tre femtedele af en person (de havde selvsagt ingen stemmeret), og derfor fik slavestaterne uforholdsvis større indflydelse i valgmandskollegiet.

Slaveriet blev afskaffet i USA i 1865. Men valgmandskollegiet består. I dag betyder det, at tyndtbefolkede stater får langt større indflydelse på præsidentvalg end tætbefolkede stater. For blot at tage et eksempel: Wyoming har kun 586.107 indbyggere, Californien har 39.144.818. Wyoming er tildelt 3 valgmandsstemmer, og Californien har 55. En stemme fra Wyoming betyder derfor 3.6 gange så meget som en stemme fra Californien.

I skrivende stund har Demokraten Hillary Clinton fået over 2,8 millioner flere stemmer end Trump, en større margin end nogen af vinderne fik i de 10 tidligere præsidentvalg. Trump fik imidlertid flest valgmandsstemmer – nemlig 306 mod Clintons 232. Der skal 270 valgmandsstemmer for at vinde præsidentvalget.

I år fandt ca. 55 pct. af de stemmeberettigede vælgere vej til stemmeurnerne. Valgdeltagelsen var således den laveste siden 1996, hvor kun 53.5% stemte. Der er flere forklaringer på den lave valgdeltagelse. Trump nåede at frastøde en del traditionelle republikanske vælgere, alt imens han fik den hvide arbejderklasse til stemmeurnerne. Clinton formåede ikke at begejstre de såkaldte millennials  - generationen født mellem 1980 og 2000 - der enten blev hjemme eller stemte på kandidaten Gary Johnson fra Libertarian Party eller Green Partys Jill Stein. Men en anden grund til at kun lidt over halvdelen af de stemmeberettigede deltog er, at 2016 var det første præsidentvalg, efter at Højesteret i 2013 fik udhulet dele af valgloven fra 1965. Republikanerne begyndte straks derefter at indføre mere restriktive regler for at stemme - bl.a. ved at begrænse mulighederne for at stemme tidligt, begrænse mulighederne for at registrere sig som vælger og skærpede ID-krav ved valgstederne. Ved valget i 2016 var disse love i kraft i 14 stater.

I Wisconsin, som under den Republikanske guvernør Scott Walker har fået en af landets strengeste valglove, tyder alt på, at de nye regler har været med til at undertrykke især afro-amerikansk valgdeltagelse bl.a. i storbyer som Milwaukee. Man regner med, at ca. 300.000 indbyggere i staten manglede den form for ID, som de nye lov krævede. Trump vandt staten med kun 27.000 stemmer.

De fleste læsere kan vel huske sidste gang, at en præsidentkandidat fik flertallet af stemmerne men tabte i Valgmandskollegiet, nemlig i 2000 hvor demokraten Al Gore fik over en halv million flere stemmer end republikaneren George W. Bush. I 1876 fandt et præsidentvalg sted, hvor nogenlunde det samme skete - demokraten Samuel Tilden mod republikaneren Rutherford B. Hayes. Valget blev afholdt kun 11 år efter afslutningen af den amerikanske borgerkrig (1861-1865), hvor ca. 750.000 blev dræbt i en konflikt, hvis egentlige årsag var slaveriet. Efter krigen afskaffede tre tillæg til forfatningen slaveriet, gjorde afro-amerikanerne til statsborgere og gav afro-amerikanske mænd stemmeret (stemmeret for kvinder kom først i 1920).

Men ved præsidentvalget i 1876 fik den kandidat, der både fik færrest stemmer og færrest valgmænd, nemlig Hayes, tildelt præsidentposten til gengæld for et løfte om ophør af den militære besættelse af sydstaterne. Det signalerede enden på tiden efter borgerkrigen, Genopbygningsperioden, som havde givet afro-amerikanerne både frihed og politisk indflydelse. Sydstaterne indførte derefter et apartheid-lignende system, der med både vold og magt berøvede afro-amerikanerne deres borgerrettigheder, indtil borgerretsbevægelsen i 1950erne og 1960erne lagde pres på den amerikanske regering om ved lov at forbyde diskrimination og garantere stemmeret.

Så valget af en kandidat, der fik færre stemmer end sin modpart, kan få stor betydning.

Det er ikke blot Trumps racistiske demagogi og kritik af den politiske elites politiske korrekthed, der afgjorde valget. Den hvide arbejderklasse er blevet forsømt af både det demokratiske og det republikanske establishment og kvitterede med i hobetal at stemme på en økonomisk populist, som lovede dem jobs og beskyttelse fra globaliseringens negative følger.

Uanset valgmandskollegiet og uretfærdige valgregler i adskillige delstater er én ting sikker: Trump bliver USA’s 45. præsident.

Der er dog allerede tegn på, at Trumps popularitet bliver flygtig. Mange af hans kernevælgere er ifølge New York Times bekymret for, om de vil miste sygesikringen, hvis Trump afskaffer Obamacare, som han har lovet. Alt tyder på, at han har tænkt sig at holde dette løfte, eftersom han har udnævnt det republikanske kongresmedlem fra Georgia Tom Price til sundhedsminister. Price har været Kongressens måske mest indædte modstander af Obamas sundhedsreform og går desuden ind for fjernelse af statsstøtten til Planned Parenthood, en sundhedsorganisation som hjælper mindrebemidlede kvinder.

Sammen med Price giver Trumps hidtidige udnævnelser et fingerpeg om den politik, han har tænkt sig at føre.

En af de mest foruroligende er valget af Steve Bannon til seniorrådgiver. Bannon er tidligere chef for det ultrakonservative online medie Breitbart News. Som chefredaktør tillod Bannon anti-semitiske og racistiske synspunkter at komme til orde. Bannons udnævnelse kræver ikke Senatets godkendelse i modsætning til ministrene. Borgerretsorganisationen Southern Poverty Law Center har sporet en markant stigning i chikanerier af muslimer og andre minoriteter i kølvandet på Trumps sejr. Breitbart har gjort sit til at oppiske en sådan stemning.

Til justitsminister har Trump udpeget en senator fra Alabama, Jeff Sessions som støtter Trumps forslag om at bandlyse muslimers adgang til USA og har betegnet en række borgerretsgrupper som uamerikanske og kommunist-inspirerede.

Som undervisningsminister har han valgt milliardæren Betsy DeVos, som ønsker at svække det offentlige skolesystem til fordel for private og religiøse skoler.

En af borgerretsbevægelsens sidste landvindinger var Præsident Lyndon B. Johnsons lov fra 1968 mod diskrimination på boligmarkedet. Trump har udpeget en af sine modstandere fra primærvalgene, Ben Carson til boligminister. Carson, som er kirurg, har ingen som helst kvalifikationer til jobbet men har alligevel betegnet Johnsons lov som et mislykket socialistisk eksperiment.

Trump får formentlig mulighed for at udnævne op til tre højesteretsdommere. Han har udtrykt sin beundring for afdøde Antonin Scalia, en af de mest konservative dommere i Højesteretten. En ny konservativ højesteret kan yderligere udhule valgreglerne, slække på reguleringer af skydevåben og afskaffe retten til abort.

USA’s grundlæggere var bange for, at det amerikanske demokrati kunne trues af et militærkup og gjorde derfor præsidenten til øverstkommanderende for de væbnede styrker og gav Kongressen beføjelser til at erklære krig. For at styrke princippet om civilkontrol af militæret vedtog Kongressen i 1947 The National Security Act, der bl.a. fastslog, at forsvarsministeren skal komme fra det civile liv. Fhv. militærfolk kunne godt udnævnes, men kun hvis deres militærtjeneste var afsluttet for 10 år siden (det blev siden lavet om til syv år). I 1950 gjorde man en undtagelse for fhv. General George Marshall (som i sin tid som udenrigsminister stod i spidsen for Marshall-planen, den økonomiske redningsplan for Europa efter Anden Verdenskrig) men Kongressen understregede, at undtagelsen ikke skulle gentages. Alligevel har Trump udpeget fhv. general James “Mad Dog” Mattis til forsvarsminister, mens general David Petraeus er på tale som udenrigsminister (Trump endte med at udpege administrerende direktør for olieselskabet Exxon Mobil, Rex Tillerson til posten). General Michael Flynn, hvis rabiate udtalelser om Islam – som han ikke kalder en religion men en ideologi, som han sammenligner med kræft - er udnævnt til National Sikkerhedsrådgiver.

Bag om Trumps aftale med airconditionproducenten Carrier om at redde sølle 700 jobs i Indiana - 1100 jobs bliver alligevel flyttet til Mexico - er andre mere langsigtede hensyn. Carrier er en underafdeling af United Technologies, der bl.a. producerer militære udstyr til det amerikanske forsvar.

Den regering, der er begyndt at tegne sig, har en fjendtlig indstilling over for det offentlige; den er opsat på at redefinere USA’s udenrigs- og forsvarspolitik til et civilisationssammenstød med den muslimske verden og kommer formentlig til at føre en lov og orden politik målrettet mod minoriteter og med en foragt for de demografiske tendenser, der er ved at forandre USA - til fordel for et forsvar for synspunkter, der støtter et hvidt overherredømme.

Vejen frem for Demokraterne synes at være indlysende. Obama samlede en vindende koalition i 2008 og 2012, der bestod af kvinder, Latinoer, afro-amerikanere og de unge. Trump vandt i hele 700 distrikter (counties), som støttede Obama i 2008 og igen i 2012. Indbyggerne i disse distrikter var 81 pct. hvide.

Clinton-Demokraterne har altid troet, at deres opgave var at få fat i, hvad de mente var moderate vælgere, som støttede en økonomisk politik, der gik ind for frihandelsaftaler og reform af velfærdssystemet. Men som senator Bernie Sanders’ kandidatur og senator Elizabeth Warrens popularitet viser, er der mange demokratiske vælgere, der hælder langt mere til venstre end Clintonismens trofaste støtter.

Mindre end en måned før han blev myrdet i april 1968, samlede borgerretsforkæmperen Martin Luther King en række organisationer som led i en Poor People’s Campaign, som skulle indledes med en march og demonstration i Washington. Til mødet kom repræsentanter fra latino-fagforeningen United Farm Workers, indianske grupper og fattige hvide fra Appalachia området. En af deltagerne, Myles Horton, leder af folkeskolen Highlander i Tennessee, der i øvrigt var inspireret af Grundtvig og havde besøgt Danmark, fortalte efter mødet, at han havde fået et indblik i fremtiden med skabelsen af en ægte multietnisk græsrodskoalition. Men pga. Kings død - og en konservativ reaktion mod borgerretsbevægelsens landvindinger - blev denne fremtid ikke til noget.

Måske er det eneste gode ved Trumps valg, at det kan betyde en ende på Clintonismen og en mulighed for Demokraterne til at blive et parti, der varetager almindelige folks interesser.

Næste midtvejsvalg er i 2018, 50 år efter Kings Poor People’s Campaign. Hvis Trump gennemfører store skattelettelser til de mest velhavende - og hans valg af finansmanden fra Wall Street Steve Mnuchin som Finansminister kunne tyde på det - afskaffer Obamacare, går imod en stigning af mindstelønnen og mindsker reguleringen af erhvervslivet, kunne han skuffe mange af sine vælgere. Trumps sejr kan derfor ende med at blive Demokraternes chance for at blive et parti ikke for den globale elite, men et ægte folkeparti i Kings ånd.