Fidel Castro (1926 – 2016)
Af Mike Gonzalez

Offentliggjort: 15. december 2016

Oversat fra Jacobin Magazine

Fidel Castro var en forkæmper for de undertrykte, der ragede højt op, men vi må ikke overse begrænsningerne i den socialisme, han hjalp med til at opbygge.

Efter alle standarder var Fidel Castro en towering skikkelse. I sine senere, skrøbelige år skabte hans tilstedeværelse stadigvæk genklang i Latinamerika, selv blandt generationer, der ikke havde oplevet den cubanske revolutions opmuntrende chock i 1959.

Før revolutionen symboliserede Cuba kolonialismens mest ødelæggende sider. Frihedskrigen mod Spanien blev stjålet af USA, hvis regering overtog cubanernes sejr som sin egen og omskrev det nyligt uafhængige lands forfatning for sikre sin dominans.

Cubas sukkerindustri blev overtaget af imperialistiske interesser, der opretholdt industriens underordnede rolle. Landets kultur – stemmen fra slaver, der nægtede at tie – blev tømt for indhold og tilbudt turisterne som konsumvare.

Alt dette sluttede 1.januar 1959.  Et USA, der var sikker på sin globale dominans blev udfordret af en lille, caraibisk ø. Og alle besatte lande, alle undertrykte, nationale befrielsesbevægelser, rejste sig og fejrede begivenheden. Det så ud som om, kolossen havde lerfødder.

Igen og igen afviste Fidel Castro at give efter for trusler eller afpresning – det er denne afvisning, der forklarer hans fjenders blinde raseri og vrede. Republikanske og demokratiske regeringer i USA opretholdt belejringen af Cuba i seks årtier, mens de skvaldrede op i vantro over deres egen mangel på effektivitet.

Det, der i 1961 fik den amerikansk støttede invasion i Svinebugten, til at bryde sammen var naturligvis den kollektive modstand. Men missilkrisen i 1962 viste ledelsen i Habana, at Sovjets støtte ikke var betingelsesløs og at Cuba var en lille aktør i det globale magtspil. Dette var øjeblikket, hvor landet bevægede sig ind i sin mest radikale fase, hvor man sluttede sig til befrielseskampen i Den tredje Verden i en fælles front, der strakte sig fra Latinamerika til Vietnam, mens man for en kort tid distancerede sig fra Moskva. Dette var øjeblikket da Cuba inspirerede og symboliserede de undertryktes opstand, udtrykt i Che Guevaras billede.

Guevaras død i Bolivia i oktober 1967 blev imidlertid en korsvej for revolutionen. Også i Peru, Guatemala og Venezuela var forsøget på at gentage Cubas erfaringer slået fejl med katastrofale konsekvenser.  Fidel, der altid først og fremmest var optaget af, at et Cuba, der var under skånselsløs belejring og fanget i sine egne økonomiske begrænsninger, skulle overleve, indledte et tilbagetog fra guerrillastrategien.

Et år efter markerede det fejlslagne forsøg (der var uundgåeligt) på i løbet af høsten i 1969 at producere 10 millioner tons sukker, slutningen på en epoke. Inden et år var gået, faldt Cuba helt og holdent i Sovjets favn og identificerede sig åbent med Sovjets tredjeverdensstrategi, der hvilede på alliancer og kompromisser.  Da Fidel rejste til Chile, drog Pinochets fremtidige støtter gennem gaderne, mens de slog på gryder i protest; og alligevel var han i landet for at lykønske Allende med dennes valgsejr og fremskridtene i hans parlamentariske vej til socialismen.

Efter invasionen i Svinebugten erklærede Castro, at revolutionen var socialistisk. Selvom Fidel selv havde en radikal-nationalistisk baggrund, var hans proklamation en anerkendelse af både Cubas økonomiske afhængighed af Sovjetunionen og af den centrale rolle, som det kommunistiske parti, der stod overfor snart at blive gendannet, skulle spille i landets fremtid.

I denne sammenhæng forstod man ved socialisme en stærk, centraliseret stat efter sovjetisk mønster. Denne opfattelse faldt sammen med både Catsros og Guevaras opfattelser af, hvorledes revolutioner  bliver  sejrrige, nemlig ved handlinger udført af små og dedikerede kadregrupper,  der handler på vegne af en massebevægelse.

Da Sovjet invaderede Tjekkoslovakiet i 1968, støttede Castro invasionen og bekræftede endnu en gang Cubas afhængighed af Sovjetunionen og den nye stats natur i kølvandet på Ches død. Men i det sydlige Afrika slog landets sin egen, dristigere udenrigspolitik fast.

I gennem 70erne udfyldte de cubanske militærstyrker en nøglerolle med hensyn til at slå højreorienterede opstande ned og opretholdt derved Castros anti-imperialistiske ry. Der er kun ringe tvivl om, at disse styrkers  indsats fremskyndede apartheids fald. Samtidig forsvarede cubanske tropper på Afrikas Horn regeringer, der var allierede med Sovjets interesser i regionen og som brutalt undertrykte indenlandske befrielsesbevægelser.

Fidel blev aldrig en føjelig undergiven.  Han udnyttede sin ekstraordinære karisma og pondus til på den ene side en gang i mellem at affyre varselsskud mod Moskva og på den anden side styrke sin personlige kontrol med staten. De overlevende fra den guerrillastyrke, der gik i land fra ”Grandma” i 1956 og som fældede Batista-diktaturet, forblev for størstedelens vedkommende i magtens centrum i de fem årtier, der fulgte.

Den socialisme, Castro viede sine kræfter til, havde ikke meget tilfældes med Marxs ”arbejderklassens selv-emancipation”. Det var en socialisme med en kommandostruktur meget lig den, der herskede i den guerrillahær, som Fidel var øverstkommanderende for.  Det, der holdt denne socialisme sammen, var både  Fidels uomtvistelige autoritet og USA's ubøjelige fjendtlighed – et USA, der ikke blot forsøgte at myrde ham hundredvis af gange, men også var villig til sulte det cubanske folk til underkastelse.

Under disse barske betingelser frembragte det system, de revolutionære opbyggede, reelle forbedringer. De  mest lovpriste af disse var effektive og universelle sundheds- og uddannelsessystemer. Udover dette var det daglige liv hårdt, selv før Sovjet trak sig ud og før den ”særlige periode”, der fulgte og som bragte øen til randen af katastrofen. 

Det var alene kollektiv solidaritet og ofre, der dengang forhindrede sammenbruddet. Og alligevel var der allerede dengang alvorlig utilfredshed, der f.eks. kom til udtryk i høje fraværstal, i modstand på arbejdspladsen, i Afrika-veteranernes disillusion, da mange af revolutionens håb viste sig at være illusoriske. Selvom de grundlæggende samfundsmæssige ydelser blev leveret, var der kun meget få forbrugsvarer og politiske afvigelser blev hårdt behandlet, uanset hvilken form de antog.

Den ekstreme koncentration af magt i pyramidens top (statens førende organer, blev kørt af en snes ”historiske” ledere under Fidels kontrol) kvalte alle muligheder for socialistisk demokrati. Politiske institutioner blev centralt kontrolleret på alle niveauer; lokale organer som f.eks. komiteerne til revolutionens forsvar (CDR)  holdt vågent øje med afvigelser. Ved de lejligheder, hvor utilfredsheden blev for højlydt, blev tusinder af cubanere afskibet til Miami under højrøstede demonstrationer, der fordømte dem, der rejste, som ”afskum”.

Det var relativt simpelt at afvise interne kritikeres krav om demokrati som imperialistisk propaganda, i stedet for at være arbejdende folks legitime krav om, at en socialisme, der var sit navn værdigt, skulle gøre dem til subjekter for deres egen historie. Offentlig information var kun til rådighed i uigennemtrængelig form  gennem den statslige avis ”Granma” og på alle niveauer var statsinstitutionerne ikke meget andet end kanaler for ledelsens beslutninger.

Et uigennemsigtigt bureaukrati, der kun stod til regnskab for sig selv og med privilegeret adgang til varer og tjenstydelser, blev mere og mere korrupt i en økonomi, der var reduceret til de mest minimale ydelser. Castros jævnlige opfordringer til ”korrektion” fjernede ganske vist problematiske individer, men lod systemet intakt.

Alligevel overlevede Cuba for en stor dels vedkommende takket være Fidels skarpe, politiske instinkter og hans villighed til i kølvandet på Østeuropas fald, at finde allierede, hvor kan kunne. Men selvom lederne af den latinamerikanske ”lyserøde bølge”, da det enogtyvende århundrede startede hyldede arven efter Fidel, havde nye,  antikapitalistiske bevægelser med deres vægt på demokrati og deltagelse kun lidt at lære af Cuba.

Realiteten var, når alt kom til alt, at øen havde frembragt en meget autoritær fortolkning af socialismen, der    tillod undertrykkelsen af homoseksuelle (på et vist tidspunkt), afvisning af kritik og fremkomsten af det regime, der nu hersker på Cuba, hvor en lille gruppe bureaukrater og officerer leder og kontrollerer økonomien. Det vil være dem, der nyder godt af Cubas genindtræden på verdensmarkedet, ikke cubanernes flertal.

Fidel, der blev syg i 2006, sagde relativt lidt fra da af. Hans bortgang vil man sørge over i Den tredje Verden, fordi Cuba så længe repræsenterede en mulighed for frigørelse fra imperialistisk undertrykkelse. Selve det, at landet overlevede, indgød håb. Og alligevel er den stat, Castro byggede, en påmindelse om, at en socialisme, der vil være sit navn værdigt, ikke kan bestå uden et dybtgående og radikalt demokrati.