Mexico, landet hvor revolutionen ikke er orange
Af Óscar García Agustín

Offentliggjort: 01. november 2006

Mexico, landet hvor revolutionen ikke er orange

Af Óscar García Agustín

Den 2. juli 2006 vandt den konservative kandidat fra Partido de Acción Nacional (PAN), Felipe Calderón, præsidentvalget mod den venstreorienterede kandidat fra Partido de la Revolución Democrática (PRD), Andrés Manuel López Obrador. Det var et meget tæt resultat med en forskel på kun 233.831 stemmer mellem de to kandidater. Men lige efter dette resultat blev offenligt, kom der mange anklager om valgsvindel. Der var uregelmæssigheder i løbet af valgkampen, som f.eks. indblandingen fra præsidenten og det erhvervskoordinerende råd, og efter valget dukkede nye op, bl.a. blev der fundet flere eller færre stemmer noteret end dem, som var i valgurnerne.

Derpå kom der store demonstrationer omkring López Obrador, der afviste Calderóns sejr. Hundredetusinde mennesker på gaden og en stor lejr i hovedstaden protesterede mod det uretfærdige valg. Det var en massiv og fredelig bevægelse, der imidlertid ikke påvirkede valgresultatet. Den føderale valgdomstols dom godkendte Calderón som ny præsident, eftersom svindlen ikke kun bevises, selv om kun 9 % af valgstederne blev gennemgået igen - på trods af at López Obrador bad om, at stemmerne blev talt op én for én på alle valgsteder. Denne beslutning gjorde en ende på uvisheden om, hvem der skulle være præsident, men den kunne ikke undgå hverken mistanken om valgprocessen eller López Obradors overbevisning om, at han reelt var den kandidat, der burde have vundet.

På trods af demonstrationerne og uregelmæssighederne kom der ingen revolution (end ikke en orange revolution) set med de internationale briller. Situationen i Ukraine og Mexico kunne være ens: En uddybelse af demokratiet, gennem et krav om respekt for medborgernes vilje og et brud med korruption og et autoritært system i modsætning med, hvad valgresultatet afspejlede. Men situationen var dog ikke ens, fordi de interesser, som motiverede både EU og USA, var forskellige denne gang. Yushchenko i Ukraine repræsenterede de vestlige værdier mod den russiske blok, mens López Obrador forsvarede en centrum-venstre model, som kunne blive kontroversiel ift. USAs interesser, og lægge sig mere tæt op ad andre politikker i Latinamerika. Stillet over for disse vanskeligheder forbundet med at gennemføre en ny orange revolution, valgte López Obrador at give revolutionen en anden farve.

Den civile og pacifistiske modstand ledte hen mod den demokratiske nationale konvention (Convención Nacional Democrática), der godkendte López Obrador som den "legitime" præsident den 16. september. Denne dato indledtes en slags "parallelregering", hvis mål det er at opbygge en ny republik og forny de nuværende institutioner, så de repræsenter mexicanerne og ikke blot en minoritet, nemlig dem, der er ved magten. Konventionen sætter fire betingelser: 1) en ny økonomi, der frembringer vækst og skaber ordentlige arbejdsoverenskomster, 2) en ny måde at føre politik, baseret på ærlighed, strenghed og moralsk autoritet, 3) nye sociale vilkår for at danne en ligelig og solidarisk velfærdsstat og 4) en ny lovlighed, som ikke privilegerer de stærkeste.

Vi mangler endnu at se, hvordan denne opposition vil udvikle sig, og hvordan López Obrador konkretiserer sit projekt og fastholder civilsamfundets støtte. Det er også sandt, at der er visse intellektuelle (som forventede, at Obrador ville ligne Lagos og Bachelet i Chile), som har kritiseret Obradors drejning. Han kendetegnes af dem som radikal eller populist, og derfor har han mistet en vis støtte mellem de moderate stemmer. Endvidere lægger det for meget fokus på López Obrador, og der er en risiko for, at bevægelsen kommer til at påberåbe ham som sin frontfigur. Til gengæld eksisterer der et stærk samfund og andre sociale eksperimenter, som zapatisterne eller bevægelsen i Oaxaca, der udviser et enorm potentiale. Denne revolution er altså en god chance for at udvikle demokratiet i Mexico, og det er noget, der viser en ikke-populistisk López Obrador, eftersom hans projekt ikke leder frem mod en folkelig regering men mod en nødvendig og dybdegående reform af institutionerne, der vil bringe dem tættere på borgerne.

Den berømte forfatter og aktive deltager i konventionen, Elena Poniatovska, har lavet et interessant interview med López Obrador, hvori vi ser, hvordan han selv beskriver sit projekt og sit mål, samtidigt med at han viser sin beslutsomme attitude.

"Vi vil aldrig ophæve retten til håb"

Af Elena Poniatowska

Regnen vil ingen ende tage. Det regner på byen, som det regner i mit hjerte, som Verlaine skrev. Mit hjerte græder, regnen er dets gråd. Cruz Mejía, en lille blind mand fra Sinaloa-lejren, synger på scenen. "Folket bestemmer/Vicente adlyder ikke/og han må smides ud". Han beder en bøn. Dem fra PRD har overtaget de små huse ved vejen (på nær den ved Toluca), for at billisterne ikke skal betale vejafgift. Jesusa siger: "En eller anden må hjælpe den lille blinde mand ned fra scenen, for musikerne skal derop nu." Det er den 8. august, og vi er til demonstration på Zócalo-pladsen, hvor musikerne spiller og råber så højt, som de kan. De gør det næsten umuligt at optage interviewet og fuldstændigt frygteligt at transkribere det.

Efter så mange dage er Andrés Manuel blevet vant til decibelene, og han smiler bare. Måske smiler han, fordi hans ældste søn, José Ramón, er med ham. Lorenzo Hagerman filmer. Vi taler om det, der kommer, det er næsten det eneste emne: "Det, der kommer". Ud over præsidentposten, om han vinder eller ej, tænker Andrés Manuel López Obrador på de fattigstes overlevelse. Hvis man tillader tvang, fortsætter de fattige, hvor de er. López Obrador går videre, han er blevet mere ambitiøs, og hans ambition gør ham ære. Når alt kommer til alt, har det, der sker for os, en dimension, som vi ikke forventede. Vi er i gang med at forsvare suveræniteten, fordi stemmeafgivningen er folkets eneste forsvar, det er den eneste handling, den eneste magt som vi har, og derfor kan man ikke lege med den.

Vi vil ikke tillade tvang
- Der er ting, der er klart defineret. Én af dem, den væsentligste, er, at vi ikke vil tillade tvang, vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at afvise snyd og redde demokratiet. En anden beslutning, vi har taget, er, at vi, lige gyldigt hvor vi er, i parlamentet på Nationalpaladset, på offentlige pladser eller et hvilket som helst andet sted, vil fortsætte med at forsvare vores projekt om reel forandring. Det vil sige, at vi vil fortsætte med at kæmpe mod den økonomiske og sociale ulighed, vi vil fortsætte med at forsvare de nationale ressourcer, vi vil fortsætte med at bekæmpe korruptionen, straffriheden, og noget jeg sagde igår, vi vil kæmpe for en forandring i institutionerne. Det er det eneste, jeg kan sige dig lige nu, for jeg ved ikke, hvad skæbnen har i vente til os. Politik er ikke en eksakt videnskab, den handler om skøn. Vi ved ikke, hvad der vil ske i de kommende dage. Vores krav vil naturligvis stadig være en genoptælling af stemmerne, én for én, valgsted for valgsted, men vi må vente på, at hele den juridiske proces udspiller sig, og denne proces vil afgøre præsidentvalget.

Og valgdomstolen?

- Der vil sikkert blive åbnet kasser, der allerede har været åbnet, og det hele bliver en farse. Derfor deltager vi med protester, fordi vi ikke vil give dem fornøjelsen af at sige, at vi ikke respekterer lovene, men denne genoptælling af stemmerne er naturligvis partisk.

Præsidentskabet for republikken
Ville du bytte præsidentskabet for republikken for ledelsen af oppositionen for resten af dit liv? Ville du kaste dig ud i et Quijote-inspireret foretagende? (Quijote er en verdslig Kristus, er han ikke?)

- Det ved jeg ikke, for processen er endnu ikke slut, og desuden ville det være meget uansvarligt af mig at vende bladet allerede. Det her er ikke ovre endnu.

Men du har sagt, at du ikke er nogen vulgært ambitiøs person.

- Derfor sagde jeg også til dig i starten, at det, der står helt klart for mig, er, at på paladset, på den offentlige plads, på gaden, vil jeg fortsætte med at kæmpe for de forandringer, som det her land har brug for.

Du er ligesom Arum Has Rachis, der om natten gik rundt i sin by for at dele menneskenes liv i "Tusind og én nat". Det får os til at drømme, at du er som prinsen og tiggerdrengen, som var så identiske, at det var lige meget, om tiggerdrengen regerede, eller prinsen levede på gaden. Mit spørgsmål er: Er det lettere at kæmpe her på gaden eller indenfor, på Nationalpaladset?

- Jeg er vant til begge dele (han griner højlydt). Ja, til begge dele.

Men du kan bedst lide gaden.

- Man favner selvfølgelig mere fra parlamentet.

Men i parlamentet er du nødt til at leve sammen med alle de mennesker, du afviser.

- Det har du ret i, du er nødt til at moderere dig, fordi institutionen tvinger dig til at gøre det, på de offentlige pladser har du mere frihed.

Du kan være dig selv.

- Du kan sige tingene uden at lægge fingre imellem, på en direkte måde, du kan sige tingene mere, som de er, og det er også attraktivt.

Hvis du blev præsident, ville du så være nødt til at moderere dig?

- Ja, det kræver institutionen af dig, og jeg ville gøre det. Faktisk har jeg, under valgkampen og indtil nu, ikke sagt visse ting, som jeg tænker om mit land, fordi jeg har begrænset mig selv, fordi min rolle indtil nu har været en ganske bestemt. Når først denne sag er løst, så får vi at se. Men der var mange ting, jeg holdt for mig selv, fordi man er nødt til at optræde på en vis måde, når man er kandidat, og selvfølgelig agere på en anden måde, når man er præsident, og på en tredje som leder af det sociale oprør. Men i en hvilken som helst situation skal man holde fast i sine principper. Det er blot et spørgsmål om nuancer, om moderation.

Andrés Manuel, jeg tror helt ærligt ikke, at virksomhedsejerne burde være bange for dig, for hvis du blev præsident, ville du ikke gøre dem noget.

- Nej, det ville jeg ikke. De lukkede sig på grund af skrækkampagnen, de lod sig skræmme, og de troede på al propagandaen, og nu har de placeret sig midt i en konflikt.

Hvis du blev præsident, ville du så tage noget fra dem?

- Nej, jeg har sagt det mange gange på de offentlige pladser. Jeg har sagt, at jeg ikke hader, at jeg ikke er så god til hævn.

Edmundo Dantés, greven af Montecrito, sagde det samme, at han aldrig ville hævne sig.

- Det, jeg ønsker, er, at der er forandring i landet til alles bedste og særligt for de svageste, for de fattige, men det betyder ikke, at man skal ødelægge og slet ikke forfølge nogen. Jeg er blot kommet til den konklusion, at den gruppe, der dominerer landet, ikke har nogen interesse i Mexico, i vores folk. De er meget gammeldags, meget reaktionære.

Meget nyrige.

- Ja, og desuden er de umættelige. Det er ikke, fordi de er bange for mig, det er, fordi de ikke er villige til at give privilegier fra sig. De vil blive ved med at fortære landet.

I stedet for storhed er der nærrighed, er det sådan?

- De er meget begrænsede, de har ikke et forretningsmandssyn, et investeringssyn, med sociale dimensioner, med medborgerlige dimensioner.

Hvordan er det muligt, at de ikke er klar over, at intet land kan have fremskridt med en enorm masse uden købekraft?

- De er ikke klar over det, fordi de heller ikke er i stand til at forstå, at man ikke kan opnå reel regeringsførelse i landet, at det ikke er muligt at garantere ro, social orden, offentlig sikkerhed i et hav, et ocean af ulighed, at man ikke kan opnå politisk, social, økonomisk eller finansiel stabilitet, samtidig med at denne situation med uretfærdighed, forsømthed, tilbageståenhed og fattigdom for flertallet af befolkningen fortsætter. De er meget gammeldags, meget reaktionære.

Men de har brug for forbrugere, og de kan skabe dem ved at hæve levestandarden.

- Men du skal også huske på, at de ikke ønsker ændringer, denne gruppe af virksomhedsejere med skabte interesser, reelt set er de ikke engang virksomhedsejere, de handler med magt, de er spekulanter, det er dem, der gennem forbindelser til de offentlige funktionærer, fordi de ansætter dem eller fyrer dem, indgår interessante handler i ly af den offentlige service. De køber Mexicana til fem centavos, hvis den er en peso værd, og de formår at få skattemyndighederne til at redde dem, fordi de ikke betaler skat...

Altså Fobaproa...

- Ja, alt det der. Så vi taler om forretningsmænd, der har deres fabrikker og deres arbejdere, som gør sig umage med at producere, fordi de skal betale huslejen, fordi de skal hjælpe deres virksomhed frem. De har brug for at sælge deres produkt, og derfor er de interesserede i at styrke det indre marked, men nej. Nej. Det eneste, de er interesserede i, er at lave forretninger gennem deres indflydelse, det vil sige, at det, som vi foreslår og foretrækker, er uacceptabelt for dem. Og jeg skal sige dig en ting. Der var en mulighed for at nå til enighed med dem, men jeg ønskede ikke at gøre det. Måske har jeg et ansvar i dette, men enhver aftale med disse mennesker indebærer underkastelse, underordning. De kom og tilbød mig penge, der var én, jeg vil ikke sige hvem, der tilbød mig 5 millioner, og jeg tænkte, at det var pesos, men bagefter gjorde de mig opmærksom på, at det var dollars (han griner), i nogle pakker, og jeg sagde nej. Ligesom jeg også kan fortælle dig, at jeg måske tog fejl, det insisterede læreren Elba Esther Gordillo på, idet hun forsøgte at nå frem til en aftale...

Der fik du dig en magtfuld fjende.

- Ja, det ser vi nu. Men man kan ikke regere et land uden moralsk autoritet og uden politisk autoritet, og hvad nyttede det, eller hvad nytter det, at nå til præsidentposten bundet på hænder og fødder? Bundet af forpligtelser. Hvordan kan man så stå til ansvar over for folk, hvordan holder man sig i skindet uden at gennemføre forandringer, kun fordi man er præsident, men har accpeteret det med at ændre noget, for at alt fortsætter som før, og intet ændrer sig? At tingene vil ændre sig for at fortsætte på den samme måde. Jeg foretrækker at være her i Zócalo frem for at opnå præsidentposten på den måde.

I politik tæller selv heldet med
Og apropos Zócalo, hvor lang tid skal du være her?

- (han smiler) Det ved vi ikke. For de spørger mig hele tiden, hvad der vil ske, hvad jeg vil gøre. Der kom en journalist fra The Washington Post, som bare gjorde sit arbejde, for at spørge mig om det. Alle udspørger mig: "Og hvad kommer efter? Og hvad nu hvis resultatet af genoptællingen er sådan eller sådan, hvad vil du så gøre? Hvis Calderón vinder, bliver du så oppositionsleder?" Den dag, hvor han interviewede mig, grinte jeg, og han spurgte mig: "Hvorfor griner du?" Jeg svarede ham: "Fordi det næste spørgsmål, du stiller mig, er, om jeg stiller op i 2012". Journalisterne vil vide alt fremad, fordi de kun har generelle elementer, skitser.

- Der kan ske mange ting. Jeg siger dig, at i politik tæller selv heldet med, og der er også visse ting, jeg ikke kan sige. Det, jeg gør, skal nok blive tilsendt jer officielt og i tre kopier (han griner højlydt). Visse ting er endnu ikke besluttet, og andre, hvis det ikke er passende, så siger jeg det ikke, og før jeg siger det til mine politiske modstandere, er jeg nødt til at sige det og foreslå det over for folket. Men det er altsammen meget interessant.

Er du ikke bange for det ansvar, du har over for så mange mennesker, som er her på Zócalo-pladsen, uden for på scenen og i lejrene langs Paseo de la Reforma? Den magt, du udøver over folk, som har fundet sig i regnen og kulden og fortovets hårde sten, og som ikke har rørt sig ud af pletten på grund af den tiltro, de har til dig?

- Jo, jeg tænker meget på det, de har hjulpet mig så meget og med så meget engagement. Det er et stort ansvar, men over for dette, den storhed, den velvilje, kan jeg ikke lyve over for folk men handle med oprigtighed og være meget opmærksom på ikke at begå fejl, for ingen er perfekt, vi begår alle fejl.

Har du begået fejl?

- Selvfølgelig har jeg begået fejl, og det, man må forsøge, er ikke at begå dem, og når man alligevel gør det, så må man rette dem, men det bedste er ikke at begå fejl.

Et stort ansvar
Men hvad er det, der driver dig? Hvorfor er du med i det her? Er det på grund af din kærlighed til historien?

- Siden for længe siden, siden jeg var ung, kender jeg mit lands historie, og jeg kender især folkene, jeg har rejst i hele landet, i alle regioner i Mexico. Jeg nærer en dyb kærlighed og beundring for folket, befolkningen er meget ædel, meget god, det bedste, vi har i Mexico, er folket. Så det skal ihvertfald ikke være på grund af os, og vi bør gøre vores del og ellers bare vente. Som jeg sagde i min tale i forgårs: I vores bevægelse er der ydmyghed og stolthed, der er ydmyghed af forskellige årsager...

Fordi de mennesker, der er her, er ydmyge.

- Ja, de er ydmyge, men fordi magten også er ydmyghed, fordi vi ikke har til hensigt at agere dominerende. Men der er også megen stolthed, fordi det er meget tilfredsstillende at forsvare principper og idealer, ikke at lege med folks værdighed. Kan du forestille dig disse mænd, der er vant til at købe alt, hvilken frustration de må føle over ikke at kunne købe vores bevægelse? Derfor bør deres spørgsmål være: "Og hvad skal vi så gøre med dem?" De havde en plan, og den virkede ikke. De troede, at de ville udslette os ved valget, men til sidst kunne de ikke, og her er vi, og jeg tror, at de stadig stiller sig det spørgsmål: "Hvad skal vi gøre?" Og deraf kommer forslagene om dialog og forhandling og overgangsregering, derfor vil de sætte en klo i benet på os politisk set, men vi lader os ikke gribe fat i på den måde.

Man du er ikke bange?

- Jo, selvfølgelig. Selvfølgelig er jeg bange, jeg er et menneske.

Er du bange for, hvad der sker med dine børm?

- Ja, men eftersom man ikke kan lide at tænke på det ubehagelige, tænker jeg næsten ikke på det.

Har dine børn været udsat for anklager i skolen, blandt deres kammerater?

- Ja, men de er opdraget til at modstå det og holde ud. Lige fra de var små, blev de vant til det, derhjemme har vi altid talt om disse emner, sådan blev de opdraget af deres mor.

Rocío opdragede dem? Var Rocío interesseret i politik?

- Ja, hun var meget interesseret i det. Hun kunne ikke lide, at de så hende, hun ville ikke være midtpunkt, men derhjemme var hun selvfølgelig en stor støtte, fordi hun opdragede dem, hun tog sig af vores børns uddannelse, og hun ansporede dem, og derfor har det ikke været svært for os at forstå hinanden. Derfor har vi ikke, som følge af Rocíos fravær, haft nogen problemer mellem os, og det hjælper meget. Selvfølgelig bliver mine børn vrede over anklager fra dem, der ikke er enige i det, vi laver, men det er naturligt. Sådan er demokratiet, man kan ikke sigte mod en ensrettet tænkning. Livet ville være meget kedeligt, hvis vi alle tænkte på samme måde, og demokrati handler om pluralisme, der er diversitet, og der bør også være respekt.

- Men, når alt kommer til alt, er det det her, vi oplever, og jeg håber altid, at vores mdostandere forstår os, især de mennesker der ikke er enige med os, og som ikke har interesser til fælles med eller forbindelser til de magtfulde i Mexico, og som har skabt en mening om os, som ikke er i overensstemmelse med virkeligheden, at de holder op med at afvise os. Jeg håber, at de på et tidspunkt vil forstå os. Jeg er også overbevist om, at det vil være meget svært for dem, som har interesser investeret, at acceptere os. De vil aldrig acceptere os. Disse mennesker ser ikke med velvilje på det, vi laver, men deres afvisning er ikke af bekvemmelighed, men derimod fordi de ikke kan lide vores måde at være på eller vores måde at tænke på. Jeg tror, at disse mennesker vil forstå. Det betyder ikke, at de vil bifalde os, men blot at de forstår os, og at der er tolerance, intet andet.

Tætte bånd til folket
Du har i øjeblikket et meget tæt bånd til folket, men det havde du også i 1990, da marchen fra Tabasco til Distrito Federal fandt sted, og du havde det igen i 1994, da du deltog i strejken. Føler du, at folk er mere vågne nu, mere engagerede, mere rede til at hellige sig kampen end før?

- Jeg oplever det lige nu. Folk er meget engagerede i sagen. Forskellen fra dengang er, at den sag, vi forsvarer, er større. Det er meget vigtigt, det er en national sag, og vi er flere, mange flere, omstændighederne er anderledes. Dengang var det sværere, det handlede om at bryde isen, men nu er ansvaret større.

Du var yngre dengang, du havde sort hår, lægen Salvador Nava var med dig på marchen, og han vandrede med dig et godt stykke, på trods af at han led af kræft og som læge vidste, at han ikke havde langt igen.

- På den sidste march, jeg ved ikke, om det var den i 91 eller den i 94, gik han med os. Det, som jeg tydeligt husker, er, at da marchen for demokratiet stod på i 91, var han der ved ceremonien ved ankomsten til Mexico, efter at vi havde gået i 50 dage siden Tabasco. Don Salvador Nava gik et stykke med os i Puebla.

- Vi har længe kæmpet for det samme, selvom vi ønskede, at landet skulle være anderledes, og vi ikke længere ville sige det samme. Jeg gjorde mig en sidste overvejelse, det var den 3. juli, på den måde, at jeg ikke længere ønskede at være som i starten, men samtidig står det klart, at vi ikke har gjort fremskridt på det demokratiske område, fordi den smule, det går fremad, også indeholder en fare for tilbageskridt. Hvordan sagde man før? Hvad talte vi om inden den 2. juli? Vi fordømte, at der var ulige konkurrence, at der ikke var lighed, at de ville vinde over os med penge fra mediernes manipulation, men vi kunne ikke forestille os det, der ville ske den 2. juli.

Tænkte du aldrig på det?

- Det, som jeg tænkte, var, at med alt det, de havde gjort med beskidte tricks og pengene og demonstrationerne mod mig, ville vi vinde, fordi jeg ikke tænkte på de typiske svindlerier, jeg tænkte, at nu havde de gjort alt, og søndag den 2. juli ville de lade folk være frie, men sådan blev det ikke.

Et statsvalg
- Der er visse fakta, i stemmeurnerne, i de distrikter i landet, hvor flest mennesker deltog, hvor der var mest folkeiver i citationstegn, det var i alle de distrikter, hvor PRI og PAN fik flest stemmer. Det er f.eks. sådan, at vi vandt i delstaten Mexico, men der er 800 stemmeurner, hvor de vinder over os med den samme proportion, som vi vandt med i hele staten. Hvad betyder det? Som minimum et statsvalg. At hvis stemmerne er reelle, at hvis stemmesedlerne er inden i urnerne, indebærer det en aktion, og den kan kun foretages med statsapparaterne og pengene. De anerkender 16 delstater til os, og det er halvdelen, og det omfatter de tre mest befolkede: Distrito Federal, delstaten Mexico og Veracruz, y alligevel har vi på disse valgsteder med størst deltagelse kun en minimumsfordel i fire og i 28 valgsteder over hele landet. Selvom vi ser bort fra den snyd, der består i at introducere stemmesedler eller falsificere dokumenter, betyder det, at man har et valg med disse karakteristika ikke kun, at der ikke er tale om et rent valg, men at det heller ikke var et frit valg, og at dette ikke har noget med demokrati at gøre.

- Det gør mig meget tilfreds, at man uden penge, uden snyd, for de kan ikke sige, at PRD's delstatsregeringer gav forsyninger væk eller helligede sig at føre kampagne til fordel for os, tværtimod, alle PRD's delstatsregeringer handlede på en respektfuld måde. Michoacán, Guerrero, Zacatecas, Distrito Federal, Baja California Sur, dér var der frie valg. Deltagelsesprocenten var således normal. I Tabascos tilfælde var der en høj deltagelsesprocent, og vi vandt stort, men det er meget anderledes omstændigheder, der gør sig gældende, fordi dér handler det om tilknytningen (det er min egn).

I Mexico er demokrati et spørgsmål om overlevelse
- Når alt kommer til alt var det dét, man så ved valget, og vi er nødt til fortsat at forsvare os, for at disse praksisser aldrig mere får lov at gentage sig. Derfor siger jeg, at kampen ikke kun er for anerkendelsen af vores sejr, kampen handler også om at gøre demokratiet gældende. I bund og grund er der ingen fremtid for flertallet af befolkningen, hvis vi tillader tvang, for dem, der skal betsemme, er ikke dem med magten, og som jeg har sagt mange gange, for mange mennesker kan demokratiet betyde en mekanisme til fornyelse af regeringen, den mest passende måde at forny den på, men for lande som vores, med så meget fattigdom, bliver demokrati et spørgsmål om overlevelse. For mange mennesker er det et middel til at leve bedre, det er det, de stræber efter, deres håb for at få et arbejde, en uddannelse, sundhed, bolig, lykke, det er ikke noget abstrakt.

- Jeg kan forstå, at der er sektorer, der ikke ser dette som et grundlæggende spørgsmål, fordi de sidder i en behagelig økonomisk situation, men i Mexico er der millioner af mennesker, der ikke engang har det uundværlige, og som har sat hele deres lid til dette valg. Det er kernen i denne sag, ikke at tillade at en gruppe påtvinger sig magten og ikke kvæle folks håb, ikke ophæve retten til håbet. Det er derfor, at vi er her.

Elena Poniatowskas interview med Andrés Manuel López Obrador er fra La Jornada, torsdag den 10. august 2006 (www.jornada.unam.mx)

Oversættelse fra spansk: Lise Rolandsen Agustín