Regeringens økonomiske spændetrøje om kommunerne udhuler velfærden mere og mere
Af Henrik Herløv Lund

Offentliggjort: 15. december 2017

I valgkampen op til kommunevalget kappedes kommunalpolitikere over hele landet om bud på, hvad de ville forbedre inden for den kommunale service, hvis de fik opbakning til det efter valget. En del af kandidaterne har sikkert også ment hensigtserklæringerne ganske ærligt, og der ER under alle omstændigheder et stærkt behov for genopretning af velfærden ude i kommunerne. Men i de seneste to valgperioder har det i stigende grad ikke været forbedringer men derimod besparelser, som man har måttet gennemføre. Årsagen har været de skiftende regeringers mere og mere stramme økonomiske styring af kommunerne og i lyset af VLAK-regeringens 2025-plan tegner besparelser også til at blive det dominerende emne i den nye valgperiode.

I lyset af kommunalvalget vil denne artikel i del I rette fokus på den tiltagende og stadig strammere økonomistyring af kommunerne og effekterne heraf for kommunernes økonomi siden finanskrisen. Dernæst analyses i del II-IV konsekvenserne af denne styring og den heraf bestemte udvikling i kommunernes økonomi for den kommunalt leverede velfærdsservice i de tre vigtigste sektorer: Ældreplejen, Folkeskolen og daginstitutionerne. Endelig diskuteres kort i del V udsigterne for den kommunale økonomi og velfærd i den kommende valgperiode i lyset af VLAK-regeringens 2025- plan og hidtidige økonomiske udspil.

Ud over regeringens økonomiske styring og politik spiller den økonomiske situation og det politiske flertals karakter i den enkelte kommune naturligvis også en rolle for nedskæringspolitikkens omfang og nedslagspunkter. Dette har der ikke været plads til at belyse i denne artikel, men det er belyst i de fire notater, som danner baggrund for denne artikel (se nederst).

DEL I. Regeringens økonomisk styring af kommunerne og udviklingen af kommunernes økonomi siden finanskrisen

1.1. Ramme - og sanktionsstyring af kommunerne

Som anført har skiftende borgerlige og socialdemokratiske regeringer i det forløbne ti år strammet den økonomiske styring af kommunerne voldsomt.

Disse bestræbelser har i høj grad rettet sig mod kommunernes udgifter. Allerede i 2008 blev der af VK – regeringen indført statslige sanktionsmekanismer over for kommunerne for bedre at gennemtvinge regeringens økonomiske politik, således som regeringen mere eller mindre dikterer kommunerne denne i de årlige økonomiaftaler.

Fra 2009 og frem har kommunernes som konsekvens heraf således været underlagt en ”budgetsanktion” i form af reduktion af det statslige bloktilskud, hvis kommunernes budgetter samlet set overskred den aftalte ramme. Sanktionen skulle bæres af kollektivt af kommunerne[1] og udgjorde først 1 mia. kr. svarende til omkring 10 mio. kr. pr gennemsnitskommune.

Allerede i forbindelse med ”Genopretningsaftalen” mellem VK – regeringen og DF i 2010 forstærkedes denne” armvridning” af kommunernes budgetlægning.

For det første forhøjedes dette såkaldte ”betingede balancetilskud” i VKO s ”Genopretningsaftale” til 30 mia. kr. dvs. til nu omkring 30 mio. kr. pr gennemsnitskommune, som kommunerne kan blive frataget, hvis der ved budgetlægningen samlet sker en overskridelse af den i den årlige kommune”aftale” fastsatte udgiftsramme.

Men for det andet målrettedes i Genopretningsaftalen straffen i højere grad til den enkelte kommune, som har overskredet budgetterne, idet 60 pct. af det bortfaldne balancetilskud skal modregnes hos ”skyldige” kommuner.[2]

Med virkning fra regnskabsåret 2011 blev sanktionernes virkeområdet yderligere udvidet, idet der indførtes sanktioner over for kommunernes regnskaber; altså sanktioner også på kommunernes faktiske forbrug og ikke længere blot på deres budgetlægning.

Denne ”regnskabssanktion” er afhængig af, om kommunerne samlet set har overholdt deres budgetter, men til forskel fra budgetlægningssanktionen er den for 60 procents vedkommende individuel (kommunespecifik) og fordeles således på de enkelte kommuner efter, hvor meget de har overskredet budgettet. Resten bæres kollektivt af kommunerne.

Men også kommunernes indtægter, skatterne, har mærket den stadig strammere regeringsstyring, idet også kommunernes økonomiske råderum gradvist er blevet indskrænket, hvis de skulle fristes til at prøve at forhøje skatterne for at komme ud af klemmen mellem borgernes velfærdsønsker og regeringens nedskæringskrav.

Med støtte fra Dansk Folkeparti strammede VK-regeringen allerede med finanslovsaftalen i 2008 op på dette område, idet kommunerne kunne gøres ansvarlige, hvis de samlet overskred de af regeringen fastlagte skatterammer. I så tilfælde kunne de ”skyldige” kommuner over nogle år få modregnet dele af merprovenuet i bloktilskuddet, mens resten af merindtægten ville blive modregnet i alle kommuners bloktilskud.

Også denne ”skattesanktion” skærpedes i VKO’s genopretningsaftale i 2010 med virkning fra 2011 således, at modregningsperioden forlænges fra tre til fire år og den individuelle modregning forhøjes fra 0 til 50 pct. i tredje år og 25 pct. i fjerde år. Den ”skyldige” kommune rammes altså endnu hårdere end før[3], jf. nedenstående tabel.

Tabel: Ny skattesanktion ved kommunal overskridelse af skatteramme[4]

Fra 2012 blev de stramme bånd om og sanktioner mod kommunernes udgiftspolitik en del af Budgetloven, hvor også kommunale udgifter til anlæg og investeringer omfattes af et detaljeret system af udgiftslofter.

Det er væsentligt at understrege, at selvom forslaget til budgetlov i sin tid blev fremlagt af VK-regeringen, blev det videreført og vedtaget under SRSF-regeringen med tilslutning fra også Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Hermed er den statslige økonomiske styring af kommunerne strammet i en sådan grad, at man i dag kan tale om en veritabel økonomisk spændetrøje, der har reduceret det økonomiske spillerum i kommunerne voldsomt.

Med den stigende kontrol af såvel deres udgifter som indtægter er kommunerne i tiltagende grad blevet reduceret til administratorer af den statslige økonomiske styring. Kommunestyret er dermed på vej mod samme status som regionerne, der dog er uden egne indtægter og således en tand mere underlagt regeringens økonomiske kontrol.

1.2. Det offentlige forbrug er bremset voldsomt op

Styringen af kommunernes økonomi er især efter 2008 blevet strammere. Dels på grund af Finanskrisen og dels på grund af de overvejende borgerlige regeringers bestræbelser på at tvinge det offentlige forbrug ned for at give plads til skattelettelser, af ideologiske grunde.

Som et resultat af denne økonomiske politik er realvæksten i det samlede offentlige forbrug blevet reduceret mere og mere. I forhold til perioden 2002 til 2007 blev den årlige gennemsnitlige realvækst i det offentlige forbrug halveret i perioden 2008 til 2017, idet den faldt fra 1,6 til 0,8
Figur: Gennemsnitlig realvækst i det offentlige forbrug 2002-2017 [5]

Reduktionen i realvæksten i det offentlige forbrug har nøje sammenhæng med den strammere styring af kommunerne, idet faldet især sker fra 2011 og frem - efter stramningen af det statslige sanktionssystem mod kommunerne.

Fra 2011 til i dag falder realvæksten i det offentlige forbrug til et årsgennemsnit på 0,6 pct., og der er i flere år ligefrem tale om minusvækst.

Figur: Årlig realvækst i offentligt forbrug 2011 til 2017 (pct.) [6]

1.3. Konsekvens: Stadig strammere rammer for de kommunale serviceudgifter

Da en stor det af det offentlige forbrug til service afholdes af kommunerne og dermed en stor del af de offentlige udgifter kanaliseres herigennem, siger det sig selv, at en sådan opbremsning i væksten i de offentlige udgifter til service ikke har kunnet lade sig gøre, uden at de skiftende regeringer har brugt rammestyrings- og sanktionssystemet hårdhændet over for kommuner.

For det første er det sket gennem en langsigtet stramning af rammerne for kommunernes budgetlægning på udgiftssiden. Den langsigtede tendens har indebåret en sænkning af servicerammen med i alt 3,8 mia. kr. fra 2010 til 2017.

Figur: Udvikling i kommunernes serviceramme 2010-2020[7]

Figur: Antal personer i forskellige aldersgrupper 2011-2050 [8]


Dette harmonerer ikke med udviklingen i antal og sammensætning af brugerne af den kommunale velfærd. Især på grund af det voksende antal ældre stiger det såkaldte demografiske udgiftstræk, som omhandler, hvor meget aldringen vil føre til stigende serviceudgifter med den gældende standard. Den gennemsnitlige årlige realvækst frem til 2018 udgør for det samlede offentlige forbrug ca. 1,8 mia. kr.[9] Det demografiske udgiftstræk for kommunerne udgør i perioden 2013-2020 årligt i gennemsnit 0,2 procent.

Tabel: Vækst i det demografiske træke i kommuner, regioner og stat i perioden 2013-2020[10]

 

Men på trods af dette demografiske udgiftspres for at øge de kommunale udgifter har langtidstendensen altså været at sænke kommunernes serviceramme, hvilket i sig selv repræsenterer en udhuling af den kommunalt leverede velfærd, fordi den hermed ikke er fulgt med befolkningsudviklingen.

1.4. Sanktioner og merbesparelser

Oven i de direkte besparelser i de statslige udgiftsrammer kommer, at kommunerne de seneste år IKKE fuldt ud har kunnet/villet udnytte rammerne, men har både budgetteret og brugt mindre.

For det første har budgetsanktionen indebåret, at kommunerne - især i de første år efter dens indførelse - har sørget for at lægge sig betydeligt under rammerne af frygt for at udløse den statslige ”dummebøde” for at overskride disse, som ville indebære reduktion af bloktilskuddet på 3 mia. kr.

Tabel: ”Underbudgettering” i kommunerne 2011-2016 (mia. kr.) målt som afvigelse mellem ramme og budget i kommunerne[11]

 

Hermed har kommunerne samlet set allerede ved budgetlægningen sparet mere end rammerne tilsigtede. I alt 6,9 mia. kr. fra 2011 til 2016.

For det andet har den skrappe regnskabssanktion låst kommuner og regioner fast i underforbrug år efter år, idet kommunerne har sørget for at holde forbruget godt under det budgetterede af frygt for at udløse sanktionen. Fra 2011-2015 har alene underforbruget i kommunerne i forhold til det budgetterede sammenlagt været omkring 20 ½ mia. kr.

Tabel: Merbesparelser i kommunerne 2011 – 2016 (mia. kr.) gennem mindreforbrug i regnskabet i forhold til budget [12]

Samlet har kommunerne altså siden 2011 sparet omkring 27½ mia. kr. mere end nødvendigt i forhold til regeringens i forvejen smalle rammer. Penge, der kunne gå til velfærd, men ikke er kommet denne til gode.

1.5. Færre varme hænder til velfærden

Resultatet har været en kraftig reduktion i den offentlige beskæftigelse, der siden 2010 er faldet med mellem 25.000 og 35.000, heraf langt størstedelen i kommunerne.

Figur: Antal ansatte i kommunerne 2010-2017[13]

 

1.6. Spareobjekterne har været de brede velfærdsområder

Så omfattende besparelser har naturligvis rettet sig bredt mod de udgiftstunge områder i kommunernes driftsbudget. De største serviceområder heri er for det første børn og unge, som omfatter dagtilbud til børn og unge, Folkeskolen samt børn og unge med særlige behov. Dette serviceområde udgør i alt 27,9 pct. Blandt de største serviceområder er for det andet ældre og handicappede, som i alt udgør 20,4 pct. af kommunernes budgetterede nettodriftsudgifter.

Figur: Sammensætningen af kommunernes budgetterede nettodriftsudgifter 2016[14]

 

Tal fra Danmarks Statistik viser, at ældreområdet har været hårdest ramt af nedskæringerne som følge af rammebesparelser og kommunale merbesparelser.

Men kommunerne har også sparet meget på skoler og på daginstitutioner gennem fx sammenlægninger af skoler og dagtilbud.

Og på Folkeskolen er der ikke mindst blevet sparet gennem hele inklusionsdagsordenen, hvor man forsøger at spar på specialundervisningen ved at rumme flere børn i normalklasserne.[15]

Disse konsekvenser og andre af sparepolitikken for de centrale velfærdsområder vil vi se nærmere på i de næste tre dele.

DEL II. Den kommunale ældrepleje og hjemmehjælp forringes år for år

Som en af de mest udgiftstunge sektorer i den kommunale service har ikke mindst ældreområdet mærket sparepolitikken.

2.1. Kommunerne bruger mindre og mindre på ældre

Antallet af ældre stiger i disse år stærkt. Fra 2008 til 2015 steg antallet af ældre med 23 procent. Men de kommunale udgifter til ældre er på ingen måde fulgt med stigningen. Ganske vist øgede kommunerne i perioden deres udgifter til ældre og handicappede med knap 2,5 mia. kr., men dette svarer imidlertid kun til en stigning på seks procent. Kommunerne brugte således mindre på den enkelte ældre. Pr. ældre er udgifterne således fra 2008 til 2017 faldet med 17 procent.[16]

På plejen for ældre over 65 år brugte kommunerne fra 2008 til 2015 konkret 12 procent mindre svarende til 5.245 kr. mindre pr. ældre.

Figur: Udgifter pr. ældre over 65/67 år [17]

En del af forklaringen på faldende ældreudgifter kan tilskrives bedre rehabilitering af de ældre, således at de kan klare flere ting selv, men det kan langtfra begrunde hele faldet, som i hovedsagen må tilskrives forringelser i hjælpen.

2.2. Hjemmehjælpen skæres ned

Forringelserne fremgår da også tydeligt af udviklingen i tildelingen af hjemmehjælp. I 2016 var 123.000 personer over 65 år visiteret til hjemmehjælp i eget hjem. Det var 30.000 færre end i 2008.[18] Godt 20 procent færre blev således godkendt til hjemmehjælp

Figur: Udviklingen i visiteret hjemmehjælp til modtagere i eget hjem[19]

 

Samlet set er der på årsbasis skåret godt seks mio. hjemmehjælpstimer væk siden 2008. Det er på årsbasis fra 2008 til 2016 et fald på godt 21 procent.

Figur: Ændring i antal visiterede timer af hjemmehjælp ældre i eget hjemme fra 2008 til 2016[20]

 

Samtidig er også hjemmehjælpens omfang og kvalitet i forhold til den enkelte blevet forringet. Antallet af visiterede timer pr. uge er således faldet med ca. to procent pr. modtager, hvilket dækker over et stort set uændret timetal pr. bruger til personlig pleje men en reduktion fra 2008 til 2016 på 24 procent i praktisk hjælp.[21]

Det vil sige, at de mest plejekrævende ældre stadig får hjemmehjælp, mens der er skåret i hjemmehjælpen til de, som i nogen grad kan klare sig selv, men som har behov for supplement og støtte fra det offentlige til de mere krævende opgaver såsom indkøb, rengøring, vask o. l.

2.3. Besparelser rammer i stigende omfang de svage ældre

Samtidig viser nye undersøgelser imidlertid, at også svage ældre er påvirket af omlægningen af hjemmehjælpen. Over tid er det færre svage ældre, som får hjælp af hjemmehjælpen, og flere som i stedet må få hjælp af ægtefælle/samlever. Da undersøgelsen omfatter tal fra 2002 til 2012 må tendensen vurderes at være blevet forstærket af sparepolitikken i årene herefter.

Figur: Hjælp til 67-82-årige med to eller flere funktionsnedsættelser[22]

 

Skiftet er især sket i forhold til både den tungere og lettere rengøring, hvilket passer sammen med den generelle udvikling i tildelingen af hjemmehjælp, hvor der over tid især har været et fald i ældre borgere, der får tildelt rengøring.

Der er også en stigning i behov, som simpelthen ikke bliver dækket. Med andre ord en stigning i andelen af svage ældre, som angiver, at de ikke selv magter at stå for opgaven, men alligevel gør det – enten alene eller sammen med ægtefælle. Og igen er det netop den lettere og tungere rengøring, som de bakser med. Ikke mindst svage ældre uden ægtefælle må i stigende grad sørge for sig selv.

Figur: Andelen blandt svage ældre med udækkede behov. 2002 overfor 2012. 67-82-årige.[23]

 

DEL III. Den økonomiske spændetrøjes konsekvenser for den kommunale folkeskole

Også folkeskolen har som et andet udgiftstungt kommunalt serviceområde måttet lægge ryg til sparepolitikken.

3.1.Kommunernes ressourceforbrug på folkeskolen

Fra 2007/08 til 2016/17 faldt elevantallet med i grundskolen med op mod 1½ procent.

Tabel: Antal elever i grundskolen, 0- 9. klasse og 10. klasse[24]

Jf. længere fremme dækker det for det første over et stigende elevtal i frie grundskoler, mens antallet af elever i selve Folkeskolen er faldende. Og for det andet er antallet af elever i Folkeskolen i specialundervisning faldet, mens elevantallet i almenundervisningen er steget.

Tilsyneladende stiger ressourcetildelingen til Folkeskolen alligevel i disse år. Kommunerne øgede således i perioden 2007 til 2016 i løbende priser deres nettoudgifter til den egentlige folkeskole med knap 4½ mia. kr. eller 14 procent.[25] Inklusive specialskoler mm steg nettoudgifterne med 7,4 mia. kr. i løbende priser svarende til knap 16 procent.[26]

Men stigningen i ressourcetildelingen er kun tilsyneladende, for langt det meste af stigningen i de kommunale skoleudgifter målt i løbende priser har været inflation. Måles i stedet i faste priser og pr. elev steg de kommunale udgifter til Folkeskolen kun med 0,7 procent pr. elev set over hele perioden. Efter et dyk i midten i perioden endte de kommunale udgifter til Folkeskolen pr. elev i 2016 på omtrent samme niveau som lige efter strukturreformen.

Kommunerne har således set over perioden som helhed brugt stort set det samme på Folkeskolen, når der korrigeres for udviklingen i elevtallet. Pr elev brugte kommunerne i 2016 omkring 64.243 kr.
Figur: Kommunale nettoudgifter pr. folkeskoleelev (kr.)[27]

3.2. Opgaverne er vokset pga. inklusionslov og folkeskolereform

Men samtidig med, at udgiftsniveauet målt i faste priser og pr elev således er stort set uændret, er der alligevel indirekte blevet sparet i Folkeskolen, idet opgaverne er vokset, uden at ressourcerne tilsvarende er fulgt med.

For det første er der blevet sparet med inklusionsloven fra 2012. Herved blev specialbegrebet strammet op, så elever, der modtager mindre end ni specialtimer (12 lektioner) om ugen, ikke længere formelt skulle modtage specialundervisning.

Dette omfattede knap 49.000 elever, der med et pennestrøg gik fra at have behov for specialundervisning til at kunne inkluderes i den almindelige skole[28] - hvoraf omkring 7.000 elever blev flyttet fra specialklasser over i de almene folkeskoleklasser.[29]

Med det voksende antal børn med særlige behov i Folkeskolens almenundervisning er lærernes opgaver vokset uforholdsmæssigt mere, idet de i den almene undervisning nu har skullet undervise og håndtere elever med et større undervisningsbehov. [30]
Figur: Andel af elever i almenundervisningen[31]

For det andet er undervisningsopgaven i Folkeskolen også vokset som følge af folkeskolereformen fra 2016, som medførte en betydelig udvidelse af antallet af undervisningstimer.

Denne udvidelse af undervisningsforpligtelsen var i reformen planlagt til at udgøre to timer om ugen eller for den enkelte lærer 80 timer mere om året, hvilket betød en udvidelse fra en gennemsnitlig ugentlig undervisningsforpligtelse på 25 lektioner til 28 lektioner. Tal fra OECD[32] tyder imidlertid på, at den enkelte lærers gennemsnitlige årstimetal er vokset mere, idet den i skoleåret 2014/2015 er vokset med 121 timer på årsbasis.[33]

Udvidelsen af lærernes undervisningstimetal som følge af folkeskolereformen skulle ganske vist finansieres gennem en modsvarende reduktion i lærernes forberedelsestid. Men problemet har været, at forberedelsestiden med folkeskolereformen er blevet reduceret så meget for mange lærere, at de har måttet kompensere på anden måde for at kunne forberede sig nogenlunde tilstrækkeligt. I bedste fald gennem en mere intensiv og dermed mere belastende forberedelse, i værste fald gennem at udvide deres reelle arbejdstid ved at tage fra deres fritid. I alle tilfælde har reformen således medført en øget belastning.

3.3. MEN: Lærertallet skæres ned

Samtidig med at tildelingen af finansielle ressourcer til Folkeskolen set over perioden 2007/08 til 2016/17 har været stort set uændret, er opgavemængden for lærerne i Folkeskolen altså vokset. Hermed er der sparet på Folkeskolen i den forstand, at øgede opgaver ikke har været ledsaget af en stigning af de reale ressourcer målt pr. elev og i faste priser.

Men lærerne, som er omdrejningspunktet i undervisningen, er der direkte blevet sparet på – og langt mere end elevtallet er faldet. Fra 2009 til 2017 er antallet af lærere i Folkeskolen faldet med 8.300 fuldtidsstillinger dvs. med 15 procent, hvilket er betydeligt mindre end faldet i elevtallet i perioden. Noget af dette modsvares som anført foran af stigende elev - og lærertal i frie grundskoler, men dette kan ikke forklare hele faldet.

Figur: Udvikling i antal fuldtidslærerstillinger (ekskl. vikarer) og elevtal 2008-2017[34]

3.4. Undervisningsydelsen forringes

Der spares med andre ord på Folkeskolens vigtigste ressource lærerne. Konsekvensen heraf er selvsagt, at der med denne udvikling bliver flere elever pr. lærer. Hvilket da også ses i, at den gennemsnitlige klassekvotient i grundskolen stiger støt.

Figur: Gennemsnitlig klassekvotient 2007-2017[35]

Hermed forringes igen den undervisning, som den enkelte elev modtager. Det er dels en konsekvens af, at der hermed bliver flere elever pr. lærer og dels - og ikke mindst - som følge af, at der med inklusionsloven er blevet flere elever med særlige behov i klasserne.[36]

Hermed bliver der mindre læreropmærksomhed til den enkelte elev gennemsnitligt set pr. undervisningslektion. Dette kan i nogen grad antages at opvejes af, at lærerne efter folkeskolereformen underviser i flere timer. Men til gengæld må konsekvensen af mindre tid til forberedelse som følge heraf omvendt vurderes til at medføre en ringere kvalitet i undervisningen som helhed.

Alt i alt må den kommunale besparelsespolitik på folkeskolen som helhed således vurderes at have medført en forringelse både af lærernes arbejdsvilkår og af den undervisning, som eleverne modtager.[37]

3.5. Elevflugt fra udmarvet folkeskole

En indikator på den løbende forringelse af Folkeskolen, som sparepolitikken det seneste 10 år (og før under VK-regeringen) har medført, er den voksende elevflugt fra folkeskolen til privatskoler.

Figur: Andel elever i folkeskoler og fri og privatskoler2007/08-2016/17, pct.[38]

Herudover må denne udvikling også vurderes at afspejle den omfattende lukning af mindre skoler, som fulgte i kølvandet på strukturreformen og som en del forældre har reageret imod, fordi de oplevede centraliseringen af skolevæsenet i færre, større skoler som skabelsen af ”undervisningsfabrikker”.

Figur: Udvikling i antallet af folkeskoler samt fri- og privatskoler, 2007– 2016.[39]

DEL IV. Den økonomiske spændetrøjes konsekvenser for de kommunale daginstitutioner

Det tredje stor kommunale serviceområde, som har mærket sparepolitikken, er de kommunale daginstitutioner for børn og unge.

4.1 Kommunernes ressourceforbrug til daginstitutioner

Antallet af børn i kommunale dagtilbud til børn og unge som helhed er efter folkeskolereformen faldet med 24.000 svarende til 4,2 pct.[40] Dette skyldes, at børnene nu bruger mere tid på skolen i stedet for i fritidshjem.

Tabel: Antal indskrevne børn i dagpleje, daginstitutioner og fritidsordninger ekskl. fritidsklubber 2009-2015. [41]


Tilsyneladende stiger ressourcetildelingen til kommunale børnepasningsordninger alligevel i disse år. Kommunerne øgede således i perioden 2007 til 2016 i løbende priser deres nettoudgifter til kommunale dagtilbud som helhed[42] med lidt over ¼ mia. kr. eller godt en procent.[43] Men stigningen i ressourcetildelingen er kun tilsyneladende, for langt det meste af stigningen i de kommunale dagtilbudsudgifter målt i løbende priser har været inflation.

Måles i stedet i faste priser og pr. indskrevet barn faldt de kommunale dagtilbudsudgifter til 0-10-årige i hele landet med l2,5 pct. fra 2008 til 2016. Pr. 0-10-årigt barn brugte kommunerne i 2016 omkring 36.794 kr. i dagtilbudsudgifter.

Figur: Kommunale nettoudgifter til dagtilbud pr. 0-10-årig 2008-2016 (kr., faste priser)[44]

4.2. Normeringerne på daginstitutionsområdet er forringet

At udgiftsniveauet målt i faste priser pr. barn er faldet, er et andet ord for, at der er blevet sparet på daginstitutionsområdet. Dette har selvsagt især ramt personalenormeringerne, som fra 2009 til 2014 er faldet med 11 procent for 3-5-årige børn og med otte procent for 0-2-årige, når man måler ved antallet af børn pr. pædagogisk personale (faldende normering kommer til udtryk som flere børn pr voksen).[45] Der var i 2015 cirka 10 procent flere børn pr. pædagogisk personale end i 2009.

Figur: Normeringsudvikling 2009-2014[46] og 2015-2016.[47]


 

Målt på denne måde er normeringerne fra 2000 til 2014 forringer med 20 til 25 procent. SRSF-regeringen gennemførte dog i 2015 en børnepakke til samlet 1,25 mia. kr.[48], som måske har rettet lidt op på den langsigtede forringelse af daginstitutionsnormeringer, selv om kun en mindre del af midlerne var øremærket til flere pædagoger.[49] Som foran beskrevet er børnetallet faldet efter folkeskolereformen i 2014, hvilket også kan have trukket i retning af stigende normeringer.

På basis af en indberetning af normeringer fra kommunerne til Danmarks Statistik kan normeringerne i 2015 og 16 faktisk beregnes at være faldet lidt i forhold til 2014, jf. foranstående figur, men beregningen er usikker og må tages med forbehold.

4.3. MEN: Opgavemængden er ændret og vokset

Men også pædagogernes opgaver har ændret sig. Hvor pædagoger i 1986 bruget omkring 2/3 af deres tid sammen med og direkte på børnene, er det i dag kun omkring halvdelen af tiden, der går hertil.[50] Korrigerer man beregningen yderligere for den tid, som bruges til andet end børnene, fx til dokumentation, møder administration og ledelse, fås en stærkere forringelse af normeringerne, som også udtrykker, at pædagogerne i dag bruger mere tid på papirarbejde mm end tidligere.[51]

Dette ligger i forlængelse af en langtidstendens til at spare på børnepasningspersonalet, idet der over de seneste 28 år er blevet 58 procent flere børn pr. voksen i daginstitutionerne, hvis man udelukkende måler på den tid, hvor pædagoger og medhjælpere er sammen med børnene.[52]

Figur: Udvikling i antal børn pr voksen i 1986 til 2000 og 2000-2014 [53]

En undersøgelse fra BUPL foretaget i 2016 peger på, at normeringerne stadig halter, idet mange pædagoger er alene med den samlede børnegruppe i op til 3 timer.[54]

4.4. Børnepasningsydelsen forringes

Konsekvensen af langtidsfaldet i normeringer og væksten i andre opgaver end børnepasning må vurderes at være en forringelse af børnepasningsydelsen. Det er dels en konsekvens af, at der hermed bliver flere børn pr. pædagog og dels – og ikke mindst - er det en følge af, at der er blevet flere perioder, hvor pædagogerne er alene med børnene og deres funktion hermed reduceres til i høj grad overvågning.

Alt i alt må den langsigtede kommunale besparelsespolitik på daginstitutionerne således vurderes at medføre en forringelse både af pædagogernes arbejdsvilkår og af den pasning og de stimuli, som børnene modtager.

4.5. Forældreflugt fra udsultede offentlige daginstitutioner

En indikator på den løbende forringelse af daginstitutioner er, at flere forældre flytter deres børn fra offentlige daginstitutioner til private. Der er ikke mindst tale om en reaktion på, at kommunerne som led i spareøvelserne samler daginstitutionerne i stadig større enheder.

I 2007 var der 243 private daginstitutioner i Danmark, i 2014 var antallet steget til 512. I samme periode faldt antallet af offentlige daginstitutioner med 20 procent. Væksten i antallet af private pasningsordninger må vurderes at være steget yderligere siden. I 2007 gik 6.800 børn i private daginstitutioner. I 2015 var tallet steget til 18.000[55] - omkring 10 pct. af samtlige 0-5-årige.

Figur: Udviklingen i private pasningstilbud 2009 til 2014.[56]

DEL V. Udsigterne for den nye valgperiode 2018-2022

Men er der så udsigt til at denne udhuling og løbende forringelse af den kommunalt leverede velfærd vendes til forbedringer, således som mange kommunalpolitiske kandidater i den forløbne valgkamp har ivret for? Desværre næppe, formentlig snarere tværtimod.

5.1. VLAK: Realvæksten i det offentlige forbrug skal yderligere sænkes.

Ifølge VLAK-regeringens 2025-plan[57] skal der i den kommende kommunale valgperiode ske en yderligere drastisk reduktion i midlerne til offentligt forbrug til velfærdsservice i forhold til hidtil.

Realvæksten i det offentlige forbrug skal nemlig i gennemsnit reduceres til 0,3 procent årligt, hvilket er mere end en halvering i forhold til gennemsnittet for perioden 2008 til 2017 og mindre end 20 procent af, hvad realvæksten i det offentlige forbrug var i gennemsnit fra 2002 til 2007. Det siger sig selv, at en så snæver ramme for de samlede offentlige service udgifter også kommer til at ramme kommunerne hårdt.

Figur: Gennemsnitlig realvækst i det offentlige forbrug 2002-2025 jf. VLAK-regeringens 2025-plan.[58]

 

5.2. Smalvæksten begynder allerede i 2018

Regeringen lempede i 2017 lidt på den stramme styring, formentlig netop ikke mindst af hensyn af til den kommunale valgkamp. Men allerede i 2018 skal der strammes op igen. Den samlede realvækst for det offentlige forbrug skal holdes på 0,5 procent, men heraf skal 0,2 procent reserveres til ”tryghed og sikkerhed” (ikke mindst øgede forsvarsudgifter). Tilbage til offentlig service, der som bekendt jo for det væsentlige ligger i kommunerne, bliver kun en såkaldt ”basisvækst” på 0,3 procent årligt.
Figur: Realvækst i offentligt forbrug.[59]

En så lav realvækst i det offentlige forbrug er lig med løbende forringelse af velfærdens standard. Skal stigningen i udgifterne til velfærd blot dække behovet for løbende stigning i ressourcetilførslen på grund af befolkningsudviklingen med flere ældre og længere levetid (demografisk regulering), så kræves i perioden frem til 2025 nemlig en årlig gennemsnitlige procentuel realvækst i det offentlige forbrug på 0,6 pct.[60] Den årlige gennemsnitlige realvækst i det offentlige forbrug på 0,3 pct., som VLAK vil tillade, er således kun halvdelen af det nødvendige for blot at opretholde uændret velfærdsniveau pr bruger. VLAK’s plan indebærer altså en konstant udhuling af velfærdens standard.

OG: Skal det offentlige forbrug vokse, så det ikke blot følge med befolkningsudviklingen, men også følger med den gennemsnitlige reelle velstandsudvikling i samfundet, således at der fx også er penge til dyrere og bedre medicin og nye behandlingsformer, så skal realvæksten i det offentlige forbrug årligt udgøre hele 1,1 pct. – altså 0,5 pct. yderligere ud over den demografiske regulering.[61]

Figur: Gennemsnitlig årlig demografisk regulering og velstandsregulering af det offentlige forbrug 2021-2025 (pct.)[62]

5.3. Økonomisk smalhals for kommunerne i 2018 og de kommende år

Realiseres en så lav realvækst i det offentlige forbrug til service som helhed politisk i de kommende år (Dansk Folkeparti har som bekendt erklæret sig imod), vil det selvsagt få store konsekvenser for den kommunale økonomiske ramme og den offentlige service.

Som bekendt styrer regeringen kommunernes økonomi tæt gennem de årlige økonomiaftaler med KL. Og selv om kommunerne og de offentligt ansattes organisationer i 2016 vandt en sejr, idet Venstreregeringen måtte opgive sit omprioriteringsbidrag for årlige enprocents besparelser, fik VLAK-regeringen ved aftaleforhandlingerne for 2018 gennemført en yderst stram ramme på en nominel vækst på 0,3 pct. i den kommunale service svarende til netto 800 mio. kr. på årsbasis.[63]

MEN: Som følge af aftalen for sidste år skal der løbende ske en reduktion af servicerammen på 500 mio. kr. som led i Moderniserings – og effektiviseringsprogrammet, så nettoløftet kun bliver på 300 mio. kr.[64] svarende til nærmere +0,1 pct.

Ifølge KL vil det stigende antal ældre i 2018 imidlertid kræve øgede kommunale udgifter på 1,3 mia. kr., hvis standarden skal opretholdes.[65] For 2018 er der således reelt tale om, at kommunerne til det stigende antal brugere skal ud og finde en mia. kr. blandt de eksisterende udgifter. Dvs. at man ikke får 300 mio. kr., men reelt skal spare en mia. kr. svarende til -0,4 pct. af servicerammen.
Figur: Nominel forhøjelse og reel besparelse i forhold til demografisk træk på kommunernes serviceudgifter 2018 - mio. kr. [66]

Kommuneaftalen for 2018 indebærer således reelt minusvækst i for den kommunale økonomi.

5.4. Farvel til endnu flere varme hænder

Udgangspunktet for den kommende 4-årige periode for de nye kommunalbestyrelser handler således ikke om, at man får mange penge at gøre godt med, men tværtimod om at man ifølge regeringens 2025-plan skal ud og spare.

Hvis 2025-planens ramme på 0,3 pct. om året i det offentlige forbrug frem til 2025 gennemføres, vil det betyde, at den offentlige beskæftigelse i 2025 vil blive reduceret med 16.000 personer i forhold til i dag. I fuldtidsbeskæftigede svarer tallene til 13.000 færre offentligt beskæftigede.

Tabel: Konsekvens for offentlig beskæftigelse af en vækst i offentligt forbrug på 0,3 procent[67]

Og da regeringen heller ikke viser tegn til at ville opbløde endsige afskaffe sanktionssystemet, er der formentlig grund til at tro, at kommunerne af frygt for de økonomiske sanktioner vil fortsætte med at spare, endnu mere end i de forvejen skal med endnu større omkostninger for velfærden end blot de affødte af rammenedskæringerne.

Afslutning og perspektivering

I VLAK-regeringens neoliberalistiske fremtidsplaner skal velfærden således i de kommende år endnu en tur gennem nedskæringsmaskinen, hvis regeringen ellers kan samle opbakning hertil i Folketinget. Det vil selvfølgelig tvinge kommunerne til nye runder af spareøvelser og forringe velfærden ude i kommunerne endnu mere.

Det vil så igen sætte yderligere skub i den udvikling, vi allerede har set, hvor økonomisk bedrestillede vælger den offentlige service fra, fordi det bliver en mere og mere skrabet model. Her vil VLAK-regeringen sørge for at uddele skattelettelser til denne bedre stillede del af befolkningen, så de kan holde sig skadesløse ved at købe privat leveret velfærd til erstatning af den mere og mere nedslidte service fra kommunerne. Og hermed risikerer velfærdssamfundet at miste opbakning, fordi de økonomisk bedrestillede ikke længere synes at tilbuddene i den offentlige sektor er gode nok til dem og derfor heller ikke vil betale til dem over skatterne.

Udhulingen af den offentlige velfærd ude i kommunerne og skattelettelserne i Folketinget er således en del af en langsigtet plan fra de neoliberalistiske kræfter i den borgerlige lejr for at forvandle velfærdssamfundet til en liberalistisk samfundsmodel baseret på brugerbetaling af privat leveret velfærd.

Denne artikel bygger på følgende fire notater udarbejdet og udgivet i forbindelse med kommunalvalget:

Lund, Henrik Herløv: KOMMUNALVALG 2017 - Selvom borgere og kandidater i den kommunale valgkamp ønsker bedre service, vil VLAK – regeringen videreføre økonomisk spændetrøje om kommunerne!!
www.henrikherloevlund.dk/Artikler/Oekonomiskspaendetroejeomkommuner.pdf

Lund, Henrik Herløv: Kommunalvalg 2017 - KOMMUNALVALG 2017 - Kommunal hjemmehjælp forringes år efter år pga. regeringens spare – og sanktionspolitik og trods velfærdsreformernes løfter om at fremtidssikre velfærd og ældrepleje! www.henrikherloevlund.dk/Artikler/Forringelserafkommunalaeldrepleje.pdf

Lund, Henrik Herløv: Kommunale udfordringer efter valget: FOLKESKOLEN udmarves af besparelser, inklusionslov og folkeskolereform samt elevflugt. www.henrikherloevlund.dk/Artikler/Forringelserafkommunalfolkeskole.pdf

Lund, Henrik Herløv: Kommunale udfordringer efter valget: KOMMUNAL BØRNEPASNING udhules langsom, men sikkert. www.henrikherloevlund.dk/Artikler/Forringelserafkommunaledaginstitutioner.pdf

 

[1]) Jf. Bæk, Thomas Astrup; Mikkel Munk Quist Andersen og Steffen Kruse Juul Krahn: Sanktionslovgivningen og kommunernes økonomiske styring Kora 2016.
https://www.kora.dk/udgivelser/udgivelse/i12364/Sanktionslovgivningen-og-kommunernes-oekonomiske-styring

[2]) Jf. Lund, Henrik Herløv: Budgetlov. April 2011.
http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/Budgetlov.pdf

[3]) Jf. Lund, Henrik Herløv: SRSF ´s endelige budgetlov: Sikring af økonomien eller amputering af statens og kommunernes økonomiske handlerum. April 2012.
http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/SRSFendeligbudgetlov.pdf

[4] ) Jf. Genopretningsaftalen, s. 25,

[5] ) Oven anførte 2025 plan, s. 46.

[6]) Jf. Danmarks Statistik, Statistikbanken, tabel NAN1: Nationalregnskab, forsyningsbalance, realvækst i offentligt forbrug. http://www.statistikbanken.dk/10168

[7] ) Kilde: Kiel, Jesper: Kommunerne fastholdes i minusvækst. Enhedslisten, 01.06.17 https://org.enhedslisten.dk/2017/06/01/el-kommunerne-fastholdes-i-minusvaekst

[8]) Kilde: Nyt fra Danmarks Statistik nr. 205, 4. maj 2011.
http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2011/NR205.pdf

[9]) Kilde: Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 83 (Alm. del) af 18.

november 2013 stillet efter ønske fra Jesper Petersen (S)

http://www.ft.dk/samling/20131/almdel/fiu/spm/83/svar/1108407/1328890.pdf

[10]) Kilde: Finansministerens svar på spørgsmål nr. 83 af 18. november 2013 til Folketingets Finansudvalg. http://www.ft.dk/samling/20131/almdel/fiu/spm/83/svar/1108407/1328890.pdf . Jf. Anders Hadbjerg m. fl (arbejdsgruppe under Enhedslistens kommunalpolitiske sekretariat): Vi kræver ordentlig velfærd og sundhed, maj 2015.
https://enhedslisten.dk/files/bilag_3._vi_kraever_ordentlig_velfaerd_og_sundhed_150430_0.pdf

[11]) Kilde vedr. Afvigelse mellem ramme og budget 2011 jf. KL: Kommunernes regnskab for 2011 http://www.kl.dk/ImageVaultFiles/id_54745/cf_202/Kommunernes_regnskab_2011.PDF
Afvigelse mellem ramme og budget 2012, jf Indenrigsministeriet: De kommunale og regionale regnskaber 2010 – 2013. 04.06.11
http://www.oim.dk/media/10868/de-kommunale-og-regionale-regnskaber-2010-2012.pdf
Afvigelse mellem ramme og budget 2013, jf. Kommuneaftalen for 2012, s. 5 https://www.fm.dk/publikationer/2012/aftaler-om-den-kommunale-og-regionale-oekonomi-for-2013
Og Økonomi og indenrigsministeriet: Solide 2013 – regnskaber fra kommuner og regioner. http://www.oim.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2013/maj/overskud-i-kommunernes-regnskaber.aspx
Finansministeriet Kommuner og regioner overholder udgiftslofterne for 2014. 30.04.15
https://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2015/04/kommuner-og-regioner-overholder-udgiftslofter
Finansministeriet: Kommunerne og regionerne overholder de lovfastsatte udgiftslofter for 2015. 19.04.16
https://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2016/04/kommuner-og-regioner-overholder-udgiftslofterne-for-2015
Indenrigsministeriet: Kommuner og regioner overholder udgiftslofterne for 2016. 24.04.17
https://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2017/04/kommuner-og-regioner-overholder-udgiftslofterne-for-2016

[12]) Kilde: Mindreforbrug 2011 jf. KL: Kommunernes regnskab for 2011 http://www.kl.dk/ImageVaultFiles/id_54745/cf_202/Kommunernes_regnskab_2011.PDF
Mindreforbrug 2012, jf. Økonomi – og Indenrigsministeriet: Overskud i kommunernes regnskab for 2012. http://sim.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2013/maj/overskud-i-kommunernes-regnskaber.aspx
Mindreforbrug 2013, jf. KL: Regnskab 2013 – ansvarlighed og vækst.
http://www.danskekommuner.dk/Artikelarkiv/2014/Magasin-17/Regnskab-2013--ansvarlighed-og-vakst/
Økonomi – og Indenrigsministeriet: Solide 2013 – regnskaber fra kommuner og regioner. 15.05.14.
http://www.oim.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2014/maj/solide-2013-regnskaber-fra-kommuner-og-regioner/
(Mindreforbrug på driftsudgifter var egentlig 4,9 mia, men kommunerne fik lov til at veksle 2 mia. kr. heraf på mere anlæg)
Finansministeriet Kommuner og regioner overholder udgiftslofterne for 2014. 30.04.15

https://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2015/04/kommuner-og-regioner-overholder-udgiftslofter
Finansministeriet: Kommunerne og regionerne overholder de lovfastsatte udgiftslofter for 2015. 19.04.16
https://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2016/04/kommuner-og-regioner-overholder-udgiftslofterne-for-2015
Indenrigsministeriet: Kommuner og regioner overholder udgiftslofterne for 2016. 24.04.17
https://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2017/04/kommuner-og-regioner-overholder-udgiftslofterne-for-2016

[14]) Kilde: Nyt fra Danmarks Statistik: Kommunale budgetter 2016. 15.01.16
http://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/nyt/GetPdf.aspx?cid=20877

[15] ) Jf. Lønstrup, Lars: Kommunerne sparer mere end nødvendigt. Djøf-bladet, 26.05.15. http://www.djoefbladet.dk/blad/2015/10/kommunerne-sparer-mere-end-n-oe-dvendigt.aspx

[16]) Danmarks Statistik, Statistikbanken: Kommunalt regnskab for nettoudgifter pr. ældre, tabel NGLK.
http://www.statistikbanken.dk/10188

[17] Kilde: Indenringsministeriets nøgletal, ældreomsorg, ældreudgifter pr. 65+/67+ årige.
www.noegletal.dk

[19]) Kilde: Ældresagen: Hjemmehjælp til ældre 2016, s. 6

[20]) Kilde: Ældresagen: Hjemmehjælp til ældre 2016, s. 13 samt Danmarks Statistisk: Statistikbanken: Tabel AED022: Visiteret hjemmehjælp pr. uge
http://www.statistikbanken.dk/10048

[21]) Kilde: Ældresagen: Hjemmehjælp til ældre 2016, s 6.

[22]) Kilde: Rosgaard, Tine og Mads Ulrich Mathiessen: Hjælp til svage ældre over tid, s 13. VIVE, 2017.
https://www.kora.dk/media/7967951/Hjaelp-til-svage-aeldre-over-tid.pdf

[23]) Rosgaard, Tine og Mads Ulrich Mathiessen: Hjælp til svage ældre over tid, s. 19. VIVE, 2017.
https://www.kora.dk/media/7967951/Hjaelp-til-svage-aeldre-over-tid.pdf

[24] ) Undervisningsministeriet: Elever i grundskolen 2016/17.
https://uvm.dk/statistik/grundskolen/elever/elevtal-i-grundskolen

[25]) Danmarks Statistik, Statistikbanken: Kommunernes regnskab, udgifter til funktion 3.22.01: Folkeskolen,
http://www.statistikbanken.dk/10188

[26]) Danmarks Statistik, Statistikbanken: Kommunernes regnskab, udgifter til funktion 3.22.01: Folkeskolen til 3.22.16
http://www.statistikbanken.dk/10188

[27] Kilde: Nielsen, Karsten Østergaard: Kommunerne bruger 5.000 kr. mindre pr. ældre end i 2008. Dr.dk. 15.j06.15
https://www.dr.dk/nyheder/politik/valg2015/nye-tal-kommuner-bruger-5000-kroner-mindre-aeldre-end-i-2008

[28]) Christensen, Esben: Inklusionsloven vedtaget – specialbegrebet ændres radikalt. Folkeskolen, 25.04.12.
https://www.folkeskolen.dk/511352/inklusionsloven-vedtaget-specialbegrebet-aendres-radikalt

[29]) Jf. Undervisningsministeriet: Andel af elever i den almindelige undervisning i folkeskolen, 2016/17.
https://www.uvm.dk/statistik/grundskolen/elever/specialundervisning

Pedersen, Mette Stender: Regeringen dropper mål for inklusion i folkeskolen, 10.05.16.
http://nyheder.tv2.dk/politik/2016-05-10-regeringen-dropper-maal-for-inklusion-i-folkeskolen

[30] ) Jf Lund, Henrik Herløv: Specialundervisning tilbage i folkeskolen. April 2011,
http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/Specialundervisningtilbageifolkeskolen.pdf og

[31]) Kilde: Undervisningsministeriet: Andel af elever i den almindelige undervisning i folkeskolen, 2016/17.
https://www.uvm.dk/statistik/grundskolen/elever/specialundervisning

[32]) OECD: Education at a glance 2017, Danske konklusioner.
https://backend.folkeskolen.dk/~/3/6/eag2017-denmark.pdf

[33]) Hellesen, Hansen: Hver enkelt lærer har fået 121 timer mere. Folkeskolen, 12.09.17
https://www.folkeskolen.dk/615011/rapport-hver-dansk-laerer-har-faaet-121-undervisningstimer-mere-om-aaret

[34]) DLF: 15 procent færre lærere i folkeskolen. Nov. 2017
http://www.dlf.org/media/10425106/faerre-laerere-i-skoleskolen.pdf

[35]) Kilde: Indenrigsministeriets kommunale nøgletal, Undervisning, gennemsnitlig klassekvotient.
http://www.noegletal.dk/

[36]) Jf. Lund, Henrik Herløv: Inklusionens økonomi handler om spareøvelse. Okt. 2012.
www.henrikherloevlund.dk/Artikler/Inklusionensoekonomi.doc

[37] ) Jf. Lund, Henrik Herløv: SRSF s og Antorinis folkeskolereform: Løft af folkeskolen og ringere kvalitet i undervisning og børneliv. Marts 2013.
http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/SRSFsfolkeskolereform.pdf

[38]) Kilde: Undervisningsministeriet: Elever i grundskolen 2017, s. 2, figur2.
https://uvm.dk/statistik/grundskolen/elever/elevtal-i-grundskolen

[39]) Kilde: Undervisningsministeriet: Antal skoler fordelt på institutionstype 2017.
https://uvm.dk/statistik/grundskolen/personale-og-skoler/antal-grundskoler

[40]) Jf. Nyt fra Danmarks Statistik nr. 162: Færre børn i daginstitutioner efter skolereformen. 1. april 2015.
http://www.dst.dk/da/statistik/nyt/NytHtml?cid=19245

[41] ) Undervisningsministeriet: Elever i grundskolen 2016/17.
https://uvm.dk/statistik/grundskolen/elever/elevtal-i-grundskolen

[42]) Funktion 5.25: Dagtilbud mv. til børn og unge.

[43]) Danmarks Statistik, Statistikbanken: Kommunernes regnskab, udgifter til funktion 5.25: Dagtilbud mv, til børn og unge,
https://www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1536

[44]) Danmarks Statistik, Statistikbanken: Kommunale regnskabstal for nettoudgifter pr 0 – 10-årig i faste priser 2008 – 2016. http://www.statistikbanken.dk/10188

[45]) jf. BUPL: Faktaark – normeringer i 0 – 5 års daginstitutioner. 05.06.15
https://www.bupl.dk/iwfile/BALG-9X7DV3/$file/Faktaark-Normeringer%202014.pdf

[46]) Kilde: BUPL: Faktaark – normeringer i 0 – 5 års daginstitutioner. 05.06.15
https://www.bupl.dk/iwfile/BALG-9X7DV3/$file/Faktaark-Normeringer%202014.pdf

[47]) Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken, tabel BOERN 3, egen bearbejdning.
https://www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1536

[48]) Jf. Simone Agger: Normeringerne i daginstitutioner, TV2, 21. maj 2015.

http://nyheder.tv2.dk/2015-05-21-kort-tjek-normeringerne-i-din-kommune

[50]) Jf. Sørensen, Laura Marie og Ditte Bannor-Kristensen: Pædagoger ofte alene med stor børnegruppe. Dr.dk, 04.01.15
https://www.dr.dk/nyheder/indland/boern-ladt-i-stikken-paedagoger-ofte-alene-med-stor-gruppe-boern

[51]) Jf. Sørensen, Laura Marie og Ditte Bannor-Kristensen: Pædagoger ofte alene med stor børnegruppe. Dr.dk, 04.01.15
https://www.dr.dk/nyheder/indland/boern-ladt-i-stikken-paedagoger-ofte-alene-med-stor-gruppe-boern

[52]) Jf. Bureau 2000: Udviklingen i daginstitutionernes bemanding 1986 – 2014.
http://www.bureau2000.dk/images/udgivelser/Born_og_unge/Normeringsudvikling%20siden%201986.pdf

[53]) Kilde: Glavind, Niels og Susanne Pade: Notat om udviklingen i daginstitutionernes bemanding siden 1986, s. 5, tabel 1. Bureau 200, 2014. http://www.bureau2000.dk/images/udgivelser/Born_og_unge/Normeringsudvikling%20siden%201986.pdf

[55]) Jf. Kofoed, Julie; Flere og flere børn går i private daginstitutioner. Dr.dk, 25.07.16
https://www.dr.dk/ligetil/flere-og-flere-boern-gaar-i-private-daginstitutioner

[56]) Kilde: BUPL: Private daginstitutioner. 24.04.14 https://www.bupl.dk/iwfile/BALG-9PHD4W/$file/p10-23_bornogunge_082014.pdf

[57]) VLAK – regeringen: Vækst og velstand 2025. Maj 2017.
https://www.fm.dk/publikationer/2017/vaekst-og-velstand-2025

[58]) Oven anførte 2025 plan, s. 46.

[59]) Jf. Finansministeriet: Økonomisk Redegørelse august 2017, figur 4.7, side 126.
https://www.regeringen.dk/nyheder/%C3%B8konomisk-redegoerelse-august-2017/

[60]) Jf. DK 2025, s. 57.

[61])) Jf. ”Vækst og velstand 2025”, s. 56.

[62]) Kilde: ”Vækst og velstand 2025”, s. 55 -56.

[63]) VLAK – regeringen: Vækst og velstand 2025.
https://www.fm.dk/publikationer/2017/vaekst-og-velstand-2025

[64]) Jf. aftalen for 2018, s. 2 og jf. Båstrup, Lisbeth: Et lille løft i kommunernes økonomi – men det demografiske behov er større. FTF, 02.06.17.
https://www.ftf.dk/oekonomi/artikel/et-lille-loeft-i-kommunernes-oekonomi-men-det-demografiske-behov-er-stoerre/?utm_campaign=Seneste%20Nyt%202017%20/%20APSIS

[65]) Jf. oven anførte note.

[66]) Kilde: Egen tilvirkning.

[67]) Kilde: Bjørsted, Erik: Færre offentligt ansatte og udsigt til flere fyringer. AE – rådet, 04.04.17
https://www.ae.dk/sites/www.ae.dk/files/dokumenter/analyse/ae_faerre-offentligt-ansatte-og-udsigt-til-flere-fyringer.pdf