Det begyndte i Grækenland
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 16. april 2018

I egen ret er styrkeprøven under OK18 på det offentlige arbejdsmarked en af de vigtigste i årtier. Det er der bred enighed om, men begrundelserne er forskellige. For det meste henvises der til konfliktens omfang, hvis den træder i kraft. Ca. 550.000 offentligt ansatte vil være omfattet af strejke og lockout med den indlysende konsekvens, at hele samfundet vil blive ramt.

Denne leder finder begrundelserne et andet sted nemlig i de faglige organisationers musketered. For uanset om den holder hele vejen igennem, og uanset de mange indre modsætninger, der skærer ned gennem fagbevægelsen, er der blevet formuleret et samlingspunkt og en fremgangsmåde, hvis virkning peger frem i tiden og har sprængt rammerne for det fagretlige system. Det nogen kalder den ”Danske model”. Og i konsekvens heraf KL direktørens slet skjulte appel om markante ændringer af modellen og om nødvendigt politisk regulering af de offentligt ansattes løn- og arbejdsforhold.

I sin kerne er overenskomstforhandlingerne på det offentlige område blevet politiske, for så vidt forhandlingerne er gjort til et centralt element i regeringens udgiftspolitik.

Men indvævet i styrkeprøven om Forhandlingsfællesskabets, CFU’s og AC’s tre hovedkrav om højere løn, en arbejdstidsaftale til lærerne og overenskomstsikring af de statsansattes betalte spisepause, som musketereden handler om, ligger en hel række andre problemstillinger. De nævnes for det meste kun i forbifarten, men samles ikke desto mindre i styrkeprøven og er med til både at perspektivere OK18 og give forhandlingerne deres historiske dybde.

  • Hovedproblemstillingen er selvfølgelig, at de offentligt ansattes fagforeninger for første gang nogen sinde har fundet sammen og bundet det endelige resultat op på, at de tre hovedkrav kommer i hus.
  • I musketereden er der indvævet en ophobet vrede hos de offentligt ansatte, der har været skydeskive for politikernes og topledernes hån og ydmygelser igennem mange år.
  • Så er der selvfølgelig lockoutvarslet. Ikke tidligere har de offentlige arbejdsgivere brugt det kampvåben så massivt.
  • Musketereden udfordrer det fagretlige system, fordi den indsnævrer handlefeltet i Forligsinstitutionen, hvilket vil få stor betydning på sigt.
  • Bag især Moderniseringsstyrelsens og innovationsmisterens forholdsvis offensive indledning på OK18 ligger der et enormt pres for at føre effektiviseringsprocessen ud i det yderste. Den proces er med de faglige organisationers enhed i fare.
  • Og som sidste problemstillinger er der de private arbejdsgiveres frygt for, at for høje lønstigninger og ideen om en musketered vil slå igennem på det private område og dér skabe problemer, man ikke har set siden 1998.

Det er først og fremmest disse seks problemstillinger, der vævet ind i hinanden og som bagtæppe  styrer forhandlingerne og hvis løsning vil være afgørende for, om man overhovedet kan nå et forlig i Forligsinstitutionen eller en mæglingsskitse, som kan anvendes i et eventuelt lovindgreb. Alligevel skal man udenfor landets grænser og tilbage i tiden for at rigtigt at se hele omfanget og den mulige virkningsgrad af den aktuelle styrkeprøve.

Det startede i Grækenland
I 2010 var bunden ved at gå ud af den græske statskasse, og samfundsøkonomien var under angreb fra den internationale finanssektor. Årsagen var Grækenlands enorme statsgæld i forhold til BNP, lave produktivitet og et tilbagestående erhvervsliv. Men medlemskabet af euroen afskar den græske regering fra at anvende det klassiske devalueringsvåben. Der opstod tvivl om, hvorvidt den græske regering ville og kunne betale den enorme gæld.

Hvis de andre eurolande havde ønsket det, kunne de have hjulpet Grækenland ud af gældsfælden uden de store problemer. Men imidlertid viste det sig, at Spanien, Portugal, Irland, Cypern og delvist Italien - om end i mindre målestok - kæmpede med det samme problem. Disse lande var også under angreb fra den internationale finanssektor, og deres banker kunne bryde sammen, hvornår det skulle være. Konsekvensen kunne blive, at bankkriserne spredte sig til hele euro- og EU-området, og at euroen ville brase sammen. Der måtte gøres noget for at redde euroen og forsikre den mod lignende sammenbrudstrusler i fremtiden.

Den ophobede statsgæld, der alene var eksploderet, fordi regeringerne havde været ude i massive redningsaktioner overfor bankerne, skulle nedbringes hurtigt og effektivt. De nævnte gældsplagede lande skulle påtvinges økonomiske hestekure og underlægges EU myndighed, indtil gælden var bragt ned på et ”håndterbart niveau”. Det blev de respektive landes borgere, som kom til at betale hele gildet i form af høj arbejdsløshed og nedskæringer på alle offentlige ydelser.

Tyskland udnyttede krisen og tvang de andre regeringer til at underlægge sig en fælles og ret indgribende krisepolitik. I mindre målestok blev de øvrige EU-lande fra 2011 og frem til 2013  lagt i en økonomisk spændetrøje i form af en række mellemstatslige pagter, som man ”frivilligt” tilsluttede for at være dækket ind af European Stability Mecanism (ESM) i tilfælde af nye angreb på de respektive nationale økonomier.

Det drejer sig om en skærpet udgave af Vækst- og stabilitetspagten, Konkurrenceevnepagten, Finanspagten, Two-pack, hvor sidstnævnte først og fremmest stiller krav til de procedurer, der skal sikre, at pagterne overholdes. Den danske regering tilsluttede sig frivilligt de nævnte pagter og har også tilsluttet sig det Europæiske semester, som er rammen om EU kommissionens kontrol af de nationale finanslove og regnskaber.

Man kan sige, at alle pagterne har haft til formål at stramme op på Vækst- og stabilitetspagtens bestemmelser, men først og fremmest at sikre pagternes og krisepolitikkens implementering i de nationale økonomier. De to vigtigste elementer i Finanspagten er kravet om den strukturelle balance, som indskrænker det offentlige budgetunderskud til kun at måtte udgøre minus 0,5% af BNP, hvilket næsten er det samme som budgetbalance. Det andet element er kravet om, at alle de tilsluttede lande skal vedtage en budgetlov med tilhørende sanktionsmuligheder, der skal garantere stram budgetstyring og i nogen lande endda blev en del af det pågældende lands forfatning.

Målet med disse pagter var at nedbringe statsgælden, begrænse den offentlige sektors størrelse, forøge dens produktivitet, bidrage til at gennemtvinge større fleksibilitet på det europæiske arbejdsmarked og styrke konkurrenceevnen og så selvfølgelig at redde euroen, herunder Tysklands stilling som Europas førende og stabiliserende magt.

I Det europæiske Semester, hvor kommissionen er tillagt beføjelser til at følge de enkelte landes implementering af krisepolitikken, indgår en række anbefalinger, så som at skatten ikke bør stige, at arbejdskraftudbuddet skal øges gennem forhøjelse af pensionsalderen, at tildelingsmetoder- og kriterier for de sociale ydelser kan ændres osv. Kort sagt, betyder det, at underskuddet på den offentlige saldo kun kan holdes indenfor en meget snæver ramme og velfærdsordningerne kun holdes nogenlunde intakte, hvis regeringerne og de underliggende, lokale niveauer presses til konstant at sætte hele den offentlige sektor under et permanent effektiviseringspres.

Fra tilslutning til Finanspagten til arbejdsgiverstrategi
Krisestemningen, den relativt høje arbejdsløshed og den vedvarende ustabilitet på finansmarkederne taget i betragtning samt regeringernes frivillige tilslutning til EU-regeringernes samlede krisepolitik, var imperativet indlysende. Når skatten ikke måtte sættes op, men tværtimod skulle reduceres for især erhvervslivet, når budgetunderskuddene skulle holdes stramt indenfor 3% af BNP, og konkurrencedygtigheden skulle accelereres, var der i det store og hele kun én vej med fem elementer:

  • De offentlige udgifter skulle beskæres
  • Lønudviklingen holdes på et lavt niveau, hvilket især skulle gælde for det offentlige område
  • Alle offentlige tjenester skulle effektiviseres – ”der skulle køres længere på literen”,
  • Arbejdstidsregler og varslingsbestemmelser, der indskrænkede ledelsesretten skulle saneres både på det offentlige- og det private arbejdsmarked for at fremme ”fleksibiliteten”
  • Fra staten og ud til de underordnede forvaltningsniveauer i kommuner og regioner skulle den stramme finanspolitik reguleres og kontrolleres.

Kort sagt en omfattende indskrænkning af de nationale parlamenters mulighed for at føre en selvstændig politik i overensstemmelse med befolkningernes ønsker og en magtcentralisering hos den udøvende magt – regeringerne og deres udøvende organer som for eksempel Moderniseringsstyrelsen i Danmark. Til at håndhæve kontrollen blev der i forbindelse med Budgetloven indført en udvidet sanktionsmekanisme overfor stat, kommuner og regioner og dertil kom en løbende og stram budgetkontrol for at sikre, at der helt ud i yderste led blev fulgt op med budgetovervågning og lokale sanktioner, hvis ikke økonomistyringens krav blev efterkommet.

Det, som af nogen er blevet kaldt Corydon-doktrinen, hvilket er at tilstå den tidligere finansminister alt for stor ære og indflydelse, repræsenterer stort set ikke andet end konsekvenserne af den tidligere Thorning-regerings følgagtige tilslutning til EU-regeringernes samlede krisepolitik. En politik, der i al væsentligt overførte regningen for oprydningen i finanssektoren til borgerne. Det hører i den forbindelse med til historien, at der absolut ikke var enighed i S-SF-R regeringen om, hvordan finanspagtens bestemmelser skulle omsættes til dansk lov og regeringspolitik.

En af følgerne af tilslutningen til de forskellige pagter og hele forarbejdet op til deres vedtagelse ville blive en kollision med den måde, man hidtil havde forhandlet overenskomster på det offentlige område. De offentlige arbejdsgivere måtte ændre kurs. Man måtte begrænse risikoen for ustrukturerede forhandlingsforløb i lighed med forløbet i 2008. Arbejdsgiverne i kommunerne og regionerne måtte samles om en fælles strategi for at dæmpe lønudviklingen på det offentlige område og frasanere en række af overenskomstmæssige bestemmelser og udvide ledelsesretten, hvis man realistisk skulle indfri effektiviseringskravene, der var indbygget i økonomiaftalerne.

Fra arbejdsgiverstrategi til overenskomstforhandlinger
Op til overenskomstforhandlingerne i 2011 lagde Løn- og Personalestyrelsen i Finansministeriet allerede hårdt ud. Man brugte resultatet fra en noget tendentiøs undersøgelse blandt de ansatte til at kræve, at en større del af den samlede løndannelse skulle forhandles lokalt og helst uden om både fagforeninger og tillidsrepræsentanter. KL krævede, at forlodsfinansieringen, som tidligere centralt var afsat som en pulje til de lokale forhandlinger mv. skulle afskaffes. Fremover skulle de lokale lønforhandlinger gøres afhængige af det ”lokale råderum” i de kommunale og regionale budgetter. Endvidere gik både de statslige, regionale og kommunale arbejdsgivere efter at få forringet, eller som de kaldte det, forenklet arbejdstidsbestemmelserne.

Det lykkedes arbejdsgiverne at holde lønudviklingen på et lavt niveau og få afskaffet forlodsfinansieringen, men arbejdstidskravet og forøgelsen af den lokale løndannelse kom de ikke igennem med. Kravene blev trukket tilbage i forhandlingerne og endte med at komme i udvalg.

Det afgørende var og er dog, at strategiens overordnede linje var formuleret.

I mellemtiden tog arbejdsgiverne på det private område teten. DI satte et større projekt i gang for at øge fleksibiliteten på det private arbejdsmarked. I et oplæg fra 2012 drøftede man udvidelse af normalrådighedsperioden til 72 timer om ugen – uden tillæg. Man drøftede i den sammenhæng fjernelse af varslingsbestemmelser og reduktion i alle ulempetillæg. Hensigten var at fjerne flest mulige overenskomstmæssige begrænsninger af ledelsesretten. I samme år udgav KL et debatoplæg ”Plads til ledelse og forandring” op til OK13.

I debatoplægget skriver KL direkte: ”Krisebevidstheden kom også til udtryk ved overenskomstforhandlingerne på det private marked, hvor overenskomsterne blev fornyet indenfor en meget snæver økonomisk ramme. Det er derfor ikke overraskende, at der heller ikke ved kommende offentlige overenskomstforhandlinger er plads til store lønforbedringer eller andre lukrative ordninger”, ”Overenskomster og aftaler skal sikre kommunale arbejdspladser med plads til ledelse og forandringer”. Resten af debatoplægget uddyber de indledende udmeldinger, og her handler det om øget produktivitet, større fleksibilitet, mindre indflydelse til de lokale fagforeninger og færre tillidsrepræsentanter samt en højere grad af lokal løndannelse.

I mellemtiden havde Løn- og Personalestyrelsen i oktober 2011 skiftet navn til Moderniseringsstyrelsen, hvilket skulle indikere, at styrelsen først og fremmeste havde til opgave at stå i spidsen for de vedtagne effektiviseringspolitikker og styre lønudviklingen som ”udgiftspolitik”, overvåge produktivitetsudviklingen og den strammere økonomistyring indenfor hele den offentlige sektor. Det kan godt være, at det var under Corydons regime i finansministeriet, at navneskiftet kom, men det bagvedliggende funktionsskifte skal først og fremmest forstås som en imødekommelse af overvågningskravene i EU’s krisestyring – det Europæiske Semester.

I øvrigt er det rent historisk ikke uvæsentligt, at Moderniseringsstyrelsen og Danske Regioner spillede en ganske tilbagetrukket rolle op til OK13. Som det er bekendt, trådte KL’s debatudspil helt i baggrunden. Hele overenskomstforløbet blev målrettet opgøret med lærernes arbejdstidsaftale. Formålet var ikke primært, som det er blevet fremhævet, at tvinge lærerne til at betale for den nye folkeskolereform. Formålet var at isolere en stor faggruppe for at få taget hul på opgøret med arbejdstidsreglerne i almindelighed og grundfæstet en udvidelse af ledelsesretten i særdeleshed. Arbejdsgivernes strategi lykkedes. Lærerne blev isoleret, og KL kunne iværksætte en massiv lockout, som resulterede i et lovindgreb, der i det store og hele indfriede KL’s krav. Hvorvidt forløbet var aftalt spil, som mange hævder i dag, er et ganske underordnet spørgsmål. For selvfølgelig koordinerer arbejdsgiverne deres udspil, om end det affødte stærke dønninger i regeringen og skærpede konflikten med dens parlamentariske grundlag.

Ved indgrebet fik arbejdsgiverne tillige signaleret, at man med lov 409 havde fået en model for formulering af arbejdstidsbestemmelserne, som fremover kunne udbredes til andre områder.

I samme år (2013) udkom produktivitetskommissionen i september med delrapporten ”Styring ledelse og motivation i den offentlige sektor”. Rapporten indeholdt en række anbefalinger, hvoraf nogle havde direkte relevans for OK15. Det drejede sig bl.a. om, at parterne bør indgå mere rammeprægede overenskomster med færre centrale bestemmelser. At der lokalt skal kunne indgås flere arbejdstidsaftaler, der passer til de konkrete forhold. At der skal stiles mod en tættere kobling mellem præstationer, kompetencer og lønudvikling. Først og fremmest KL overtog direkte de fleste anbefalinger i rapporten og omsatte det til et strategioplæg for arbejdsgiverpolitik i efteråret 2014, ”Enkle arbejdstidsregler vil gavne både ansatte og borgere”.

Til forskel fra oplægget op til OK13 tog KL denne gang udgangspunkt i erfaringerne fra ”gulvet”. Her forsøgte man at dokumentere, hvordan arbejdstidsreglerne og den stive løndannelse stod i vejen for helt lokale løsninger og spændte ben for lederes og medarbejderes fælles indsats for at gavne borgerne. Tilsvarende udspil kom fra Danske Regioner. Her hed det bare ”patienten i centrum”. Men hensigten var den samme.

Arbejdsgivernes stormløb mod arbejdstidsreglerne lykkedes heller ikke i OK15. Men de fik på nogen områder knæsat princippet om ”borgeren/patienten i centrum”, og at arbejdstidsreglerne skulle bidrage til at skabe mere vækst af høj kvalitet i den offentlige sektor. Derudover kom Moderniseringsstyrelsen igennem med ”privatlønsværnet”, som skal sikre, at reguleringsordningen i fremtiden ikke kan føre til en hurtigere stigning af lønnen i den offentlige sektor end på det private arbejdsmarked. En indrømmelse fra de faglige organisationer på statens område, som man senere har fortrudt så bitterligt. Lønudviklingen blev holdt stramt og endog så stramt, at den faktiske lønudvikling blev lavere end fremskrevet i KL’s økonomiaftale med regeringen.

Regeringens effektiviseringspolitik og OK18
Siden Løkke-regeringen tiltrådte i 2015 og fejlede med ”omprioriteringsbidraget”, er regeringens effektiviseringspolitik kommet under pres. Det bliver stadigt vanskeligere at holde de offentlige udgifter nede, presse ydelserne og samtidig leve op til borgernes forventninger på ordentlige velfærdsordninger. Modstanden vokser både i regionerne og i kommunerne.

Det nære og sammenhængende sundhedsvæsen er presset, før det overhovedet er gennemført fuldt ud. Folkeskolen er presset på økonomien og mulighederne for praktisk at leve op til folketingsflertallets krav. De årlige produktivitetskrav møder efterhånden så udtalt modstand, at regeringen og de regionale og kommunale arbejdsgivere har været tvunget til enten at afskaffe produktivitetskravene eller bløde dem op. Indenfor ældreområdet og på hospitalsområdet kan vagtplanerne, som det nu er kommet frem i forbindelse med forhandlingerne af nødberedskabet, kun hænge sammen ved omfattende brug af vikarer og timelønnede løsarbejdere, og man har af samme grund stadigt vanskeligere ved at leve op til kvalitetsstandarderne. Helt konkret har Danske Regioner måtte annullere næsten 40% af deres lockout for at sikre ”livsvigtige og uopsættelige indgreb”.

Regeringen og for den sags skyld regionerne og kommunerne vil med andre ord få vanskeligt ved at fortsætte effektiviseringsdagsordenen og gennemføre Sammenhængsreformen, hvis ikke det lykkes at udvide ledelsesretten og svække de ansattes værnsbestemmelser, så vagter og vagtlængder i højere grad kan tilpasses de krav, som de enkelte ledere stilles overfor hver dag i form af øget opgavemængde, reducerede budgetter og snæver budgetopfølgning. Et generelt arbejdsgivervilkår over hele linjen, hvilket også forklarer, at det er Moderniseringsstyrelsen, der ved OK18 har påtaget sig at styre offensiven for hele arbejdsgiversiden.

Men OK18 har på intet tidspunkt under hele forløbet indtil nu formet sig som de foregående tre overenskomster, og arbejdsgiverne har kun i de indledende runder formået at opretholde loyaliteten overfor hinanden og følge den planlagte strategi. Det forløb er først og fremmest fremprovokeret af modspillet fra lønmodtagerorganisationerne.

Belært af erfaringerne fra OK13, og den samlede arbejdsgiverfronts strangulering af lærerne, mens alle andre forbund bare så til og vred hænder over ”attentatet på Den danske Model”, gjorde man endeligt op med årtiers splittelse og flere forbunds enegang ved de tidligere overenskomstforhandlinger. I 2014 fandt man endeligt sammen i Forhandlingsfællesskabet, der afløste KTO (”Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte”) som forhandlingsfællesskab. Forhandlingsfællesskabet gjorde ikke meget væsen af sig i 2015, men op til OK18 kunne man omsider enes om en musketered, som skulle sikre, at alle forpligtede sig på de vigtigste fælleskrav, og at de underliggende organisationskrav ikke blev forhandlet på plads, med mindre fælleskravene blev imødekommet.

For det første resulterede det i, at hele det planlagte overenskomstforløb er kørt af sporet. Man kom slet ikke rigtigt i gang med organisationsforhandlingerne, før det hele endte i Forligsinstitutionen.

For det andet mistede de enkelte krav deres selvstændige værdi, fordi hovedspørgsmålet blev, om musketereden kunne holdes. Solidaritetspagten blev selvfølgelig også mål for arbejdsgivernes modangreb. For selv om statens chefforhandler Sophie Løhde spillede meget hårdt ud med radikale krav om lokale lønforhandlinger og lokal løndannelse, reduktion af de centrale overenskomster betydning og mere fleksible arbejdstidsregler, trådte disse krav hurtigt i baggrunden. Nu drejede det sig for arbejdsgiverne først og fremmest om at fastholde om ikke lov 409 selv så dens indhold, afvise overenskomstsikring af spisepauser i staten og fastholde privatlønsværnet og en relativt lav lønudvikling. Ikke fordi de tre krav enkeltvis rent praktisk betyder det helt store, men fordi fastholdelsen af kravene for det første skulle teste musketereden og for det andet fungere som trædesten for at komme videre med ”kampen om ledelsesretten” og den øgede fleksibilitet på de offentlige arbejdspladser (bl.a. krav fra Det europæiske Semester).

Det er i det lys, at man skal vurdere omfanget af arbejdsgivernes samlede lockoutvarsel af 440.000 ansatte som svar på lønmodtagersidens strejkevarsel for ca. 100.000 medlemmer. Selv om topforhandlerne reagerede med bestyrtelse og kaldte lockoutvarslet for en krigserklæring mod Den danske Model og en opskrift for et senere regeringsindgreb, når både strejker og lockout trådte i kraft, var arbejdsgivernes reelle hensigt først og fremmest at skræmme forbundene og deres medlemmer til at slække på musketereden for bare at få moderate lønstigninger i hus. Eller for at spidsformulere hensigten, så gik man alene efter at bryde musketereden af den ene og gode grund, at man ikke kan leve med den i fremtiden.

Imidlertid skulle det sig, at arbejdsgiverne totalt forregnede sig hvad angår skræmmeeffekten. Nok var topforhandlerne og flere arbejdsmarkedsforskere ude og tale om magtasymmetri, når statens chefforhandler også var en del af regeringen og kunne sætte hele det politiske apparat ind i tilfælde af en konflikt. Men den asymmetri fungerer kun indenfor det lukkede fagretlige system. I det øjeblik konflikten for alvor politiseres, hvilket skete med lockoutvarslet og de ansattes solidariske reaktion, blev der sat en politiske scene, som Moderniseringsstyrelsen ikke havde forventet. Mange års opsparet vrede blandt de offentligt ansatte i næsten alle faggrupper kunne nu endeligt legitimt få frit løb, og arbejdsgivernes voldsomme lockout blev heller ikke modtaget positivt i den brede offentlighed. Under radaren har der over det sidste år bredt sig en generel stemning af ”payback time”, som også spores i flere af de andre EU-lande. Lønmodtagerne har gennem alle kriseårene holdt sig tilbage med hensyn til lønkrav. Nu påstår regeringen og alle økonomerne, at nationaløkonomien er på den anden side af krisen. Så må det være lønmodtagernes tur til at få del i opsvinget.

Accepten af EU’s krisepolitik og respekten overfor de forskellige pagter og budgetloven er ganske enkelt svindende i de fleste EU-lande. Alene af disse grunde har det været noget nemmere for de offentligt ansatte at opdyrke en vis solidaritet fra de privatansatte lønmodtagere uden, at vi på indeværende tidspunkt på nogen måde kender holdbarheden af denne solidaritet.

Men det helt centrale konfliktpunkt er, om det lykkes at fastholde musketereden (som nu fornemmes at være under pres), eller om det lykkes arbejdsgiverne at bryde den. Når lige præcis det punkt har vidtrækkende betydning, skyldes det ikke så meget Forhandlingsfællesskabets, CFU’s og AC’s øjensynlige vilje til at holde fast, men medlemmernes udstrakte opbakning til den indbyrdes solidaritet og forventning om, at den holder. Og det på trods af de mange modsætninger, der er mellem de forskellige forbund i dagligdagen. Lønmodtagernes topforhandlere kan med al sandsynlighed godt komme igennem med lidt uldne kompromisser enten i Forligsinstitutionen eller som resultat af en konflikt. Det afgørende vil være, om resultatet opfattes som et resultat af musketereden, og at intet forbund har anfægtet den. Medlemmerne og de lokale fagforeninger er helt på det rene med, at holder musketereden denne gang, vil den få afgørende virkning nedad i systemet og ud på den enkelte arbejdsplads i fremtiden. Skulle det ske, vil tankegangen få afsmittende virkning over i den private sektor. Det er også grunden til, at DI og DA nu intervenerer i OK18 for anden gang, og at forskellige tænketanke som f.eks. Kraka forsøger at kompromittere f.eks. retten til betalte spisepauser. Her er det interessante, at det ikke virker som forventet, fordi der er en række andre forhold, som har ændret sig.

Opbrud indenfor arbejdsgiverfronten
Det massive lockoutvarsel skulle tjene til dels at styrke den samlede arbejdsgiverfront og dels splitte lønmodtagerfronten. Som bekendt er det modsatte sket. Godt nok skal man ikke tage de store tillidsrepræsentantmøder for mere, end de er. Mobiliseringseffekten er ikke så stor, som mange fagforeningsledere tror. Det er til gengæld det udviklede lokale sammenhold, og det er vokset i takt med forståelsen af, at kravet om en arbejdstidsaftale for lærerne mindre drejer sig om lærerne specifikt og mere om én gang for alle at afvise arbejdsgivernes gentagne udfordring af de generelle arbejdstidsregler.

Den tydelige modstand og voksende kampvilje blandt lønmodtagerne har sat sine spor blandt de regionale- og kommunale arbejdsgivere. Regionernes chefforhandler Ander Kühnau har flere gange blødt op på Danske Regioners arbejdstidskrav overfor sygeplejerskerne, og KL’s chefforhandler Michael Ziegler har på det sidste lagt direkte afstand til Moderniseringsstyrelsens stædige afvisning af overenskomstsikring af betalte spisepauser. KL’s formand har også utvetydigt lagt afstand til spekulationer om et politisk indgreb, og det rumler også især i Socialdemokratiet, hvor tillidsfolk på forskellige niveauer nu åbent er begyndt at afkræve Mette Frederiksen et svar på, hvordan partiet vil stille sig til et forslag om lovindgreb. Endnu blafrer svaret for vinden, men der er bevægelse. Hvis indgrebet så oven i købet på mindste måde kan kædes sammen med intentioner om gennem ændringer af overenskomstsystemet at begrænse de offentligt ansattes strejkeret for fremtiden, vil Socialdemokratiet få overmåde vanskeligt ved at trække ansvarlighedskortet.

Hvis man læser mellem linjerne og lytter til fuglenes sprog, har man i KL og Danske Regioner erkendt, at næsten uanset hvad man gør, står arbejdsgiverne til at få begrænset deres hidtidige overhånd, hvis musketereden holder. Derfor drejer det sig om at minimere skaden og ikke for alt i verden afsløre, hvor meget den ed har ændret styrkeforholdene og forhandlingssystemets handlemuligheder fremover. Kan man komme igennem med en pæn lønstigning og en lettere konvertering af lov 409 til en egentlig arbejdstidsaftale for lærerne, uden at der renonceres for meget på selve konstruktionen, så har man stadig en model for de kommende forhandlinger om ændring af arbejdstidsreglerne. Enten man nu kan videreføre forhandlingerne i nedsatte udvalg eller ved de kommende overenskomstforhandlinger. I mellemtiden kan man jo forfølge hensigten i den daglige praksis, som man har gjort i de foregående overenskomstperioder. Allerede nu afsøger man i Århus Kommune modeller for at ”udvide ledelsesrummet”.

Man kan næsten heller ikke undgå at notere, at man nu i KL gerne lader Sophie Løhde svede i Forligsinstitutionen. KL kommer hende ikke til hjælp, og skulle hun bløde op på sine krav, vil det indebære en svækkelse både af Moderniseringsstyrelsens magt og regeringens position, når der skal forhandles økonomiaftaler for 2019. Kommunerne og regionerne har en åbenbar interesse i, at regeringens magtcentralisering svækkes, så de ikke uden indflydelse kan spændes for Sammenhængsreformen og har styrke nok til at kræve betaling ved kasse 1, når kommunerne skal overtage flere opgaver ved udrulningen af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Det ønske gælder også, hvis kommunerne for at afværge en konflikt skal imødekomme lærerne. Man vil ikke stå alene med den ekstra udgift.

Hvad der imidlertid kan vise sig at blive en ganske ubekvem erfaring er, at Forhandlingsfællesskabets musketered, hvis den skulle vise sig at holde og blive anvendt som metode fremover, rykker alvorligt ved rammerne for det fagretlige systems styrke og evne til at håndtere overenskomstkonflikter. Det viser sig lige her og nu ved, at det i den grad kniber for forligsmanden at presse forhandlerne til forlig eller strikke forligskombinationer sammen, fordi de tre centrale kravs indfrielse er indbyrdes afhængige. Forligsmanden har af den grund ikke mange forligsbrikker at flytte med. Helt i modsætning til tidligere, er det blevet vanskeligere at indgå delaftaler. Derved kan det også blive vanskeligt at udarbejde en mæglingsskitse, som parterne enten kan acceptere eller politikerne på Christiansborg bruge som grundlag for et indgreb. På den måde kan man med en vis ret sige, at den største udfordring af Den danske Model i fremtiden snarere udgår fra den nyvundne enhed i fagbevægelsen og et eventuelt, fremtidigt, politisk modsvar end fra den formelle asymmetri indenfor forhandlingssystemet, hvor de statslige arbejdsgivere er toneangivende, fordi der bag forhandlingerne er en regering, der med sit flertal sætter de økonomiske rammer for den offentlige udgiftspolitik.

Muligt efterspil
Et reelt og grundfæstet styrkeforhold ændres selvfølgelig ikke ved et enkelt slag, og OK18 er først og fremmest et enkelt slag, hvor fagbevægelsen indenfor den offentlige sektor endeligt har fundet ud af, at solidaritet betaler sig. Den erkendelse er forbundenes medlemmer rent praktisk kommet frem til de sidste år, selv om de i mange dagligdags spørgsmål har svært ved at afgrænse enheden. OK18 er også et slag, hvor arbejdsgiverne kan blive tvunget til at erkende, at krisepolitikkens grænser er rykket tættere på, og at deres enhed trods underordningsforholdet mellem stat, regioner og kommuner ikke er så ubrydeligt, som man skulle have troet. De sprækker og interessemodsætninger, der har vist sig under konflikten frem til nu, har været der siden Løkke-regeringen tiltrådte og bliver hele tiden holdt i live af de øgede krav om billig, offentlig service og budgetlovens dobbelte benlås på først og fremmest kommunerne.

Men det ændrer ikke ved det forhold, at så længe budgetloven er virksom, og så længe de fælles EU-bestemmelser ikke ændres, vil enhver regering være under pres for at sætte stramme rammer for det offentlige forbrug og forsøge enhver vej til at få de offentligt ansatte til at arbejde mere og længere for færre eller de samme penge. Hvilket ikke længere er muligt, hvis ikke ledelserne opnår retten til at bruge arbejdskraften lige præcis på de tidspunkter, det passer ind i ledelsens planer. Imperativet er med andre ord stadig: Relativ beskeden lønudvikling, fleksible arbejdstidsregler, afskaffelse af varslingsbestemmelserne, så lederne uden for store udgifter kan planlægge den enkelte medarbejders tid uden at skulle tage hensyn til regler eller medarbejdernes fri tid. Hvis døgnets 24 timer skal kunne udnyttes optimalt, så det kommer ”borgerne til gavn”, skal lederne også kunne indsætte medarbejderne dér, ”hvor de gør mest gavn”. Det er kravet, der har affødt arbejdsgivernes strategi fra 2011 og frem til i dag.

Med mindre der politisk ændres afgørende i budgetloven, og med mindre der tilsvarende ændres i de bagved liggende EU-pagter, som har reguleret hele krisepolitikken frem til nu, vil de offentlige arbejdsgivere være tvunget til at fremture med deres krav til medarbejderne om det ”grænseløse arbejde” og den næsten uindskrænkede ledelsesret. På den anden side afhænger de offentlige fagforeningers styrke og evne til at forsvare medlemmernes overenskomstbestemte rettigheder af fastholdelsen af den nyvundne enhed og heraf affødte styrke til at gå i en seriøs modoffensiv, som det har været tilfældet op til og under OK18.

Alene af den grund udgør fastholdelsen af musketereden uanset konfliktens resultater den afgørende målestok for sejr eller nederlag. En sejr betyder ikke enden på det fagretlige system og overenskomstforhandlingssystemet, men spilfordelingen vil være ændret, og det er spørgsmålet, om de offentlige arbejdsgivere kan leve med det. Det kan godt være, at KL’s direktør Kristian Wendelboe har skudt over målet med sine udtalelser om, at en åben konflikt kan fremtvinge en fremtidig politisk regulering af det offentlige arbejdsmarked. Det kan være en trussel plantet til lejligheden for at lægge det sidste maksimale pres på musketereden. Men der kan også være tale om et forvarsel om noget nyt i dansk politik, som fagbevægelsen kun kan stå imod, hvis dens mobilisering og store støtte bredt i medlemskredsen og ikke mindst støtte i befolkningen og fra lønmodtagerne på det private arbejdsmarked omsættes til et politisk skifte på Christiansborg. Af samme grund er det ikke uvæsentligt, hvad der sker i styrkeprøverne i Frankrig mellem Macron og de offentligt ansatte, i Spanien og ikke mindst i Tyskland. OK18 har i højere grad end antaget i efteråret 2017 vist sig at blive et skæringspunkt i den voksende modstand mod det urimelige arbejdspres, de forringede arbejdsvilkår og store lønefterslæb, der har udgjort betalingen for den krisepolitik, der tog sit udgangspunkt i den græske økonomis sammenbrud.

Hvis OK18 ender med, at musketereden holder (i skrivende stund er der desværre opstået sprækker), som bærer ind i den vedtagne fusion mellem LO og FTF, vil der overfor de magtfulde, offentlige arbejdsgivere være dannet en modvægt med aktuel klangbund i musketereden, som vil få afgørende betydning for de fremtidige overenskomster ikke bare på det offentlige, men også på det private område. Fagbevægelsen kan være på vej til et farvel til dens evige onde ånd – splittelsen. Det er dette sidste, som nu kalder på advarsler fra mange hjørner om, at den ”Danske Model” ikke kan holde, hvis fronterne ved fremtidens overenskomstforhandlinger skærpes, fordi der nu står to lige stærke kræfter overfor hinanden.