Skattely
Af Peer Møller Christensen

Offentliggjort: 16. april 2018

Siden 2013 er der hvert år blevet offentliggjort et eller flere “leaks”, dvs. lækkede oplysninger om konti og kontrakter indgået med firmaer, som hjælper virksomheder og rige enkeltpersoner med at anbringe formuer uden for deres hjemlands skattevæsens rækkevidde. Oplysningerne er blevet lækket af medarbejdere ved de pågældende virksomheder, whistleblowere som har sendt mængder af data i digital form til udvalgte nyhedsmedier. Koordinator af denne aktivitet har været International Consortium of Investigative Journalists(ICIJ). ICIJ er en non-profit organisation, der på globalt plan koordinerer dybdeborende journalistik med kontakt til 100 medieorganisationer i 70 lande.

Lækkene faldt i følgende rækkefølge: 2013 Offshore Leaks, 2014 Luxembourg Leaks, 2015 Swiss Leaks, 2016 Bahamas Leaks og Panama Papers, 2017-18 Paradise Papers.

De mange lækkede oplysninger om firmaers og enkeltpersoners anbringelse af formuer og kapital i  skattely-lande, har skabt enorm opmærksomhed omkring problemerne skatteunddragelse og aggressiv skattepolitik. Overalt i verden er der dannet forskningsmiljøer og ngo’er, som beskæftiger sig med problematikken.

Overskrifter i medierne  har peget på  prominente personer, som er  nævnt i de lækkede papirer: Dronning Elizabeth af England, Bono fra U2, Apple, Google, Nike, Lionel Messi, kinesiske lederes familier.

Forargelsen over de mange millioner, som er blevet unddraget de lokale skattevæsener bunder naturligt nok i, at mange af de lande, hvor pengene kommer fra, siden finanskrisen i 2008 har været udsat for aggressive besparelser, først og fremmest på den offentlige sektor, som netop finansieres af indtægter fra skatter. Besparelserne på den offentlige sektor og dermed de statslige velfærdsaktiviteter er gennemført, medens den rigeste del af samfundet har unddraget de statslige kasser millionbeløb ved at flytte dem i skattely.

Den omfattende overførsel af formuer fra samfundets rigeste til skattelylande betyder samtidig, at den voksende økonomiske ulighed, som er så vel dokumenteret af Piketty og Milanovic, formentlig er stærkt undervurderet. Hvis de skjulte formuer blev medregnet ville uligheden i formuer være væsentligt større.

Ideologien bag
November sidste år blev det offentligt kendt, at den daværende formand for den svenske arbejdsgiverforening, Leif Östling, var omtalt i Paradise Papers. Under et efterfølgende interview på svensk tv, udbrød han om sine skattebetalinger til den svenske stat  irriteret ,“Hvad fanden får jeg for pengene? ”

Nogenlunde samme holdning udtrykker Harvard-professoren Antonio C.T.Mello i bogen Tax Havens and Corporate Strategies, hvor han giver gode råd om, hvordan man kan beskytte sin formue ved at anbringe den i skattely. Han beskriver detaljeret i bogen, hvordan man kan oprette selskaber i Delaware, Panama og Belize. At undgå at betale skat er, ifølge Mello, rimeligt, når man ser på, hvor lidt man får for sine penge.

At det er rimeligt at betale så lidt i skat som muligt og evt. mindre end man egentlig bør, er desuden nærliggende, hvis man som liberalist mener, at statslig virksomhed er spild af penge, fordi de samme aktiviteter kunne udføres mere effektivt af private virksomheder.

Selve bestræbelsen på at opnå det størst mulige afkast - profitmaksimering - af sin formue, er imidlertid nok motivation til at gribe til aggressiv skatteplanlægning eller skatteunddragelse.

Muligheden for at anbringe penge i skattely hænger nøje sammen med globaliseringen. I løbet af 1980rne blev globale kapitaloverførsel gjort frie; i EU gennemførte man kapitalens frie bevægelighed i 1988. Multinationale virksomheder har derefter etableret afdelinger forskellige steder på kloden, alt efter hvor produktionsbetingelserne var gunstigst, og sammenkobler produktionsprocessen gennem forsynings- og værdikæder, hvor råvarer, halvfabrikata og penge strømmer igennem.  Denne globaliserede virksomheds- og finansstruktur har gjort det muligt for de multinationale virksomheder i vidt omfang at undgå at betale skat af deres aktiviteter. Man kan anvende forskellige metoder så hovedparten af indtjeningen placeres i lande med lave skatter. For eksempel kan priser på overførsel af ressourcer, halvfabrikata eller intellektuel ejendom til afdelinger i lande med høj selskabsskat sættes højt, så der skabes et kunstigt underskud i afdelingen i landet med høj selskabsskat. På den måde overføres penge til afdelinger i lande med lav selskabsskat. Man kan overføre overskud til afdelinger i lande med lav selskabsskat og derefter reinvestere kapitalen i hjemlandet. Eksempelvis figurerer De Britiske Jomfruøer som nummer to i rækken af lande der investerer i Kina, på trods af at befolkningen i landet kun udgør ca 30.000 personer. Endelig kan multinationale virksomheder overføre deres overskud til konti i skattelylande og på den måde undgå at betale selskabsskat.

Ifølge en forskergruppe ved Københavns Universitet overføres 45 % af de multinationale selskabers profit til skattely, så 12 % af den samlede globale selskabsskat hvert år på denne måde går tabt. I EU er der tale om 20 %, og langt størsteparten forsvinder til skattely i andre EU-lande. Som modtræk mod denne udvikling er der en international konkurrence om at sænke selskabsskatten. På globalt plan falder selskabsskatterne derfor, så det globale gennemsnit, der i 2003 var på  ca. 30%, i 2017 var faldet til ca. 24%.

På det individuelle plan er der store forskelle på, hvilke befolkningsgrupper, der kan benytte sig af at anbringe formuer i skattely.
Netavisen Zetland har analyseret tal fra en forskergruppe med bl.a deltagelse fra Københavns Universitet, og er nået frem til den konklusion, at omkring 50 procent af den allerrigeste befolkningsgruppe i Danmark, dvs. de 0,01 % rigeste, sandsynligvis har en offshorekonto.

Modtræk
Offentliggørelsen af disse kendsgerninger om skattely og skatteunddragelse har skabt en voldsom forargelse i befolkningerne og blandt politikere overalt i verden, især sammenblandet med bekymring over, hvad dette dræn på de offentlige indtægter betyder for mulighederne for at finansiere den offentlige sektor og dens velfærdsydelser.  Der er derfor igangsat en række initiativer, der har til formål at begrænse de negative konsekvenser af skatteunddragelserne.

EU-Parlamentet har i 2017 vedtaget et lovforslag, der skal dæmme op for multinationale selskabers skatteunddragelse ved at indføre såkaldt land-for-land rapportering. I princippet betyder land-for-land rapportering, at multinationale selskaber skal afrapportere, hvor meget de tjener, og hvad de betaler i skat i hvert enkelt land.  Forslaget har imidlertid været udsat for kraftig kritik, fordi beløbsrammen betyder, at loven udelukkende gælder for selskaber med en omsætning over 750 mio. euro. Ifølge OECD vil det medføre, at 85% af alle selskaber ikke bliver omfattet af loven.

December 2017 færdiggjorde EU en sortliste over skattely-lande. Også denne liste har været udsat for kritik, først og fremmest fordi den ikke omfatter EU-lande.
Ifølge Oxfam burde listen omfatte EU-landene; Irland, Luxembourg, Malta og Holland. Yderligere kritik rettedes mod sortlisten, da EU i januar i år besluttede at fjerne Panama, Barbadous, Grenada, Sydkorea,Macao, Mongoliet, Tunesisen og De Forenede Arabiske Emirater fra listen.

I Danmark har skatteministeren etableret en særlig task-gruppe, som skal forsøge at inkassere skat fra formuer i skattely. Arbejdet baseres bl.a. på en liste over danskere, som indgår i Panama Papers. Listen er købt for et millionbeløb af en ukendt person.

Oxfam-Ibis har igangsat en kampagne for at overtale de danske kommuner til ikke at anvende leverandører, som arbejder i skattely.

De mange whistleblower-leaks har således skabt røre i befolkninger og blandt politikere over den uretfærdighed der ligger i, at multinationale firmaer og rige enkeltpersoner kan slippe for at betale skat i en situation, hvor den brede befolkning i mange lande tvinges til at acceptere besparelser på de offentlige udgifter, som er til fælles gavn for alle i samfundet - fattig som rig. Samtidig må man også erkende, at de offentliggjorte leaks kun udgør toppen at isbjerget, og man kan kun håbe, at kommende whistleblowere vil kunne lække endnu flere data om endnu flere skattely-destinationer - og meget gerne også EU-landene Irland og Holland.