Italien og Europa ved en skillevej II
Af Gert Sørensen

Offentliggjort: 16. april 2018

Denne artikel følger op på en artikel, der i sidste nummer af Kritisk Debat kort præsenterede aktører, temaer og tendenser i forbindelse med det italienske valg d. 4. marts 2018.

Politisk stilstand
Valget i Italien er nu overstået som konkret valghandling. De fulde eftervirkninger er det dog endnu for tidligt at sige noget præcist om. En grundlæggende ustabilitet i det politiske system uden snarlige løsninger springer dog i øjnene. Her mere end en måned efter valget mangler der fortsat en regering. De formelle forhandlinger om en sådan er kun lige begyndt. Det er endda usikkert om der overhovedet er grundlag for en ny regering, der kan påtage sig opgaver ud over, hvad der kræves for at drive et ‘forretningsministerium’ frem til næste valg, måske allerede til juni. Stemmefordelingen (se opstillingen, nedenfor) giver dog et første fingerpeg om, hvor tyngdepunkterne er flyttet hen. Det kan hurtigt konstateres, at for Centrum-venstre koalitionen omkring Partito Democratico (PD), der har siddet på regeringsmagten siden sidste valg i 2013, betød valget et historisk nederlag. I konsekvens heraf blev partiets leder Matteo Renzi tvunget til at trække sig. Vælgeropbakningen faldt til 18%, langt under hvad meningsmålingerne havde spået og langt under de 40%, som Renzi havde opnået ved valget til Europaparlamentet i 2014. Valgets to sejrherrer MoVimento 5 Stelle (Femstjernebevægelsen, M5S) og Lega lå derimod over vurderingen. Samme upålidelighed i prognoserne så man også med al ønskelig tydelighed i forbindelse med det amerikanske valg. Den form for statistisk forudsigelighed, som meningsmålingsinstitutterne opererer med dementeres i dag af en anderledes dybereliggende uforudsigelighed og desorientering i vælgerbefolkningens adfærd, som det er blevet sværere at tage højde for, men som ved nærmere eftersyn dækker over nogle mere varige ombrydninger i vore samfund. Italien er måske bare et af de lande, hvori disse tendenser er så meget tydeligere. Berlusconis og Forza Italia’s valgsucces tilbage i 1994 var allerede et klart signal.

Mange havde da også før valget udråbt Berlusconi til den store sejrherre, som leder af den genskabte Centrum-højre koalition mellem netop Forza Italia (FI), Lega og Fratelli d’Italia (tidligere Alleanza Nazionale med den nyfascistiske fortid), der før i hans karriere havde bragt ham til regeringslederposten i 1994, 2001 og igen i 2008. Berlusconi selv delte ikke uventet denne opfattelse, når han, der dog ikke kunne vælges ind i parlamentet som følge af en skattedom, alligevel førte sig frem som den store kingmaker og af villige medier blev bekræftet i denne rolle. Det kom derfor som en stor overraskelse, ikke at Centrum-højre koalitionen samlet fik mere end 35%, men at Berlusconi blev overhalet af Matteo Salvinis Lega, og dernæst at M5S fik helt op til 32% af stemmerne og blev det største enkeltparti. Disse markante forskydninger i styrkeforholdene ikke bare internt i Centrum-højre til fordel for den mere populistiske fløj men også mellem denne koalition og Centrum-venstre har for det første betydet, at PD og den traditionelle venstrefløj omkring LeU indtil videre er blevet sat ud på et sidespor. For det andet har M5S’s store succes demonstreret, at det bipolære politiske system, der tog form med Berlusconis entré på den politiske scene i 1994 og også gav Centrum-venstre magten i 1996 og i 2006, nu er brudt sammen til fordel for et tripolært system. For det tredje udfolder den politiske dialektik sig nu mellem Lega og M5S, der i øvrigt fik mange af sine stemmer fra tidligere PD vælgere.

Ingen af de tre blokke har dog et solidt flertal bag sig til at danne regering alene. Det kræver bredere alliancer. Foreløbig er valget to sejrherrer M5S’s Luigi Di Maio, den nye leder efter Beppe Grillo, og Matteo Salvini fra Lega nået til enighed om konstitueringen af det nye parlaments to formænd for hhv. Deputeretkammeret, der er gået til en repræsentant fra M5S, og Senatet, der er gået til Maria Elisabetta Casellati. Denne sidste er en berlusconiana doc, der har fulgt Berlusconi siden grundlæggelsen af FI tilbage i 1993-94 og bidraget til mange af de love ad personam, som Berlusconi fik gennemført i sine velmagtsdage for at klare sig fri af de mange sager, han havde kørende ved italienske domstole. Ved flere lejligheder har den kommende forkvinde for Senatet, der tilmed er den næst højeste post efter landets præsident, Sergio Mattarella, ytret sin åbenlyse foragt for de forfatningssikrede institutioner ikke mindst, da Berlusconi omsider i 2013 blev dømt for skattesvig. Denne tilnærmelse vidner om, at M5S ser til højre, selvom mange af deres mærkesager omkring miljø, kriminalitetsbekæmpelse og borgerløn appellerer til venstre. Om den også kan bære en regering må tiden vise, der i så tilfælde vil fremme de højretemaer omkring indvandring og Euroskepsis, som også indgår i M5S’s noget diffuse profil. Den udstrakte hånd gælder dog kun Lega, ikke FI. Det er dog usikkert, om Salvini vil bryde med Berlusconi. Det ville i givet fald føre til Centrum-højres kollaps.

Mulighederne for et fremtidigt regeringsamarbejde skal dog også anskues i forhold til, at begge de sejrende partier er inde i en gennemgribende omlægning af deres identitet, der endnu ikke er afsluttet: indadtil i forhold til deres egen oprindelse og til deres egne tilhængere og disses forventninger og udadtil i forhold til deres nye rolle i det politiske system i Italien og i Europa. M5S antager mere og mere karakter af en parti, der nu er tvunget til at agere i et parlamentarisk system og indgå kompromisser. Når Di Maio ikke kan regere alene, må han bryde med det tidligere fremherskende princip om ikke at samarbejde med nogen for ikke at blive plettet af den gamle politiske klasse, som over en kam anses for korrupt og uduelig. Med til den nye virkelighed hører også, at partiet fik sin største tilslutning i Syditalien på sine slagord om kamp mod mafiaen og borgerløn, der fik mange unge med usikre fremtidsudsigter til at stemme på partiet. Men de kriminelle miljøers velkendte infiltrering i de politiske partier, ikke mindst dem, der vinder magt og indflydelse, som det også var tilfældet med efterkrigstidens altdominerende regeringsparti Democrazia Cristiana (DC) og senest med FI, kan der godt komme nogle overraskelser også for partiet selv.

Lega tog oprindelig afsæt i nogle vage idéer om selvstændighed for det rige Norditalien. I sin retorik vendte partiet sig imod Rom, der konsekvent blev kaldt det tyvagtige Rom (Roma Ladrona). Det ramte også Syditalien og syditalienerne, hvoraf hundredtusinder var immigreret til de norditalienske industribyer i 1950’erne og 1960’erne. Det var også baggrunden for, at partiet i kølvandet på afstemningen om Kataloniens selvstændighed sidste år fik iværksat en folkeafstemning i de norditalienske regioner Lombardiet og Veneto, der begge har en regionspræsident fra Lega, ikke om egentlig selvstændighed men om større autonomi. Selvom partiet fortsat har sin største styrke i Norditalien, har det med det nye lederskab under Salvini ændret kurs og lancerer sig som et landsdækkende parti, der nu også har vundet opbakning i Mellem- og Syditalien på en politik, der agiterer for skattelettelser, stramninger på immigrationsområdet, EU-modstand, national suverænitet og imødekommenhed over for Putin. Med svækkelsen af det mere midtersøgende FI, der tidligere kunne mønstre det dobbelte procenttal i forhold til Lega, sporer man nu en ambition om yderligere at skifte fra et regionalt parti for i stedet at fremstå som et catch-all parti på en mere genuin højrefløj. Det er til sammenligning den samme proces, som Front National i Frankrig er inde i med ændringen af navnet her i marts 2018 til Rassemblement National.

Populisme 2.0
I de løbende kommentarer til valgresultatet læser man ofte, at Italien nu er på vej ind i den tredje republik. Det er en periodisering, der gælder tiden efter anden verdenskrig, og som har hentet inspiration i den franske statsudvikling fra revolutionen i 1789 og frem til de Gaulles femte republik. I det italienske tilfælde henviser det til den første republik fra 1945 til 1992-94 med vedtagelsen af forfatningen i 1947, den kolde krig og DC’s dominans, dernæst til den anden republik fra 1994 til 2018, præget af Berlusconi, globalisering og venstrefløjens svækkelse, og så nu en tredje fase, hvori Berlusconi er på vej ud, og en række partier, der har træk til fælles med andre populistiske partier i Europa, styrkes, mens Centrum-venstre fortsat eroderer. Denne faseinddeling er dog et langt stykke af vejen en journalistisk tilsnigelse, da Italien fortsat er underlagt den samme forfatning fra 1947, trods flere forsøg på at ændre den. Hvad der derimod kan spores i denne lange periode er en voksende indifference over for den formelle forfatnings konstitutionelle principper. I stedet tegner der sig nogle konturer af, hvad man kunne kalde den materielle forfatning, hvor det er den stærke, der dikterer reglerne.

I dag mærker vi følgerne af, at stærke neoliberalistiske kræfter tilbage i 1980erne og 1990erne ensidigt opsagde den midlertidige samfundspagt, der efter anden verdenskrig blev indgået mellem de socialdemokratiske og de kristeligdemokratiske partier i hhv. Nord- og Sydeuropa og den kapitalistiske produktionsmåde for at sikre en vis vægtning af behovet for vækst, akkumulation og social retfærdighed. Den italienske forfatnings artikel 41 indføjer faktisk en klar forventning om, at det private økonomiske initiativ ikke udfolder sig i kontrast til den samfundsmæssige nytte eller skader den menneskelige værdighed. I denne henseende udtrykte forfatningen et kompromis mellem DC og kommunisterne i PCI og socialisterne i PSI. Det var da også i denne ånd, at PCI’s leder Enrico Berlinguer endnu i 1970erne, plaget som de var af terrorisme på begge fløje og økonomisk krise, forsøgte at relancere dette tidligere samarbejde om det grundlæggende regelsæt med sin idé om et historisk kompromis med DC og dets ledende politiker Aldo Moro. Dette perspektiv blev dog ikke bare forpurret af De røde Brigaders kidnapning og likvidering af Moro i 1978, men også af den nye verdensorden, der tog form i de følgende årtier og snart fjernede økonomiens målsætninger fra enhvert værdigrundlag, der har med social nytte og retfærdighed at gøre. Det er derfor næppe tilfældigt, at det politiske system i Italien op igennem 1980erne blev tæret op indefra af en omsiggribende korruption, der endegyldigt skulle fælde efterkrigstidens partier.

Med Berlusconi og opkomsten af en ny politisk elite, bl. a. rekrutteret fra Berlusconis egen forretnings- og medieverden og med mafiaens velvillige støtte, forsvinder enhver loyalitet for forfatningen og den modstandskamp mod fascismen, der lå bag. De tidligere nyfascister bliver en del af den regeringsbærende koalition. Det baner vejen for en privaterisering af magten, efterhånden som megen lovgivning kommer til at handle om at tilgodese Berlusconis koncerninteresser og øvrige mellemværender med retsvæsenet, der forfatningsmæssigt er en afgørende del af magtens tredeling, men som rutinemæssigt miskrediteres. I det lidt længere perspektiv bliver det tydeligt, at den professionalisering af den politiske klasse, som den første generation af politologer og sociologer (Mosca, Weber og Michels) anså for nødvendig, da de første træk af et partibaseret demokrati viste sig omkring det forrige århundredskifte, i dag er under afvikling. Selvsagt kommer denne model til kort over for mellemkrigstidens totalitære regimer, men den vendte tilbage med fornyet styrke, således at det var det partibaserede demokrati, der forestod genopbygningen af i hvert fald Vesteuropa efter den fascistiske katastrofe. Men med i den videnskabelige ballast fra Weber og konsorter hører også nogle af de tidligste analyser af tendenserne til bureaukrati og oligarki, altså til dannelsen af kaster i det moderne samfunds organisationer og institutionerne.

Det er ikke mindst denne sidste tendens, der kan spores i det politiske establishments handlingslammelse over for den neoliberalistiske vending, og som har fjernet det fra store dele af befolkningen og affødt en mere eller mindre stiltiende accept af, at de afgørende beslutningsprocesser på det økonomiske og det teknologiske område er flyttet andre steder hen. Mange grupper må i stigende grad se til, at den demokratiske ordens valgte repræsentanter ikke kan indfri de løfter om social retfærdighed og tryghed, som de opstiller, men må give op over for de nye selvsupplerende magtcentre i den globaliserede verdensorden. Det har igen givet grobund for populismen. Den helt aktuelle populisme adskiller sig imidlertid fra de populistiske bevægelser, der fra slutningen af det 19. århundrede kæmpede for rettigheder og en omfordeling af de samfundsskabte ressourcer, som det store flertal var afskåret fra at have andel i. Der var dengang tale om en inkluderende og ekspansiv populisme. I dag er denne afløst af en ekskluderende og restriktiv populisme, der er rettet mod det fremmede i det øjemed at forsvare en formodet etnisk kernebefolknings tilkæmpede privilegier. Men den rammer også de gamle eliters strategiske og kulturelle prioriteringer, i det omfang de angiveligt forråder den etniske kernebefolknings suverænitetsinteresser.

Ser vi igen på M5S, der som ny politisk gruppering formentlig tiltrækker sig størst opmærksomhed for sit bevidste opgør med den traditionelle partistruktur. Bevægelsen er i det væsentlige baseret på internettet. Men ikke kun. Faktisk forstod grundlæggeren, Beppe Grillo, igen at fylde de italienske byers åbne pladser med titusinder af mennesker efter de mange år foran Berlusconis tv-skærme. Hans hadtaler, hvis indhold af konstruktiv politisk rationalitet kunne være på et meget lille sted, blev et tilløbsstykke og gav ham en status som en karismatisk leder, en folketribun, der ikke lagde skjul på sin holdning til det etablerede politiske system. Disse oceaniske folkemøder kaldte Grillo for V-days med reference til det vulgære italienske udtryk vaffanculo, der bedst kan overættes med det bramfri ‘ren mig i røven’. Med til en forståelse af bevægelsens gennemslagskraft hører dog også, at deres aktiviteter blev bredt dækket af de eksisterende medier, aviser og tv, selvom Grillo selv i de første år nægtede at optræde. Faktisk blev medlemmer af bevægelsen ekskluderet, hvis de så meget som nærmede sig et talk show eller lignende. Det forbud er ikke længere gyldigt.

Det illustrerer igen, at bevægelse under den unge Di Maios ledelse er på vej ind i en ny fase. Det bliver også tydeligere, at det, der måske var tænkt som en bevægelse, der vokser nedefra, i virkeligheden er temmelig topstyret. Det fremgår af selve det teknologiske løft, der ligger bag partiets foretrukne kommunikationskanaler. Således allierede Grillo sig tidlig med Gianroberto Casaleggio fra informatikselskabet Casaleggio Associati, der tilrettelægger bevægelsens hjemmeside, senest med en platform, der bærer navnet Rousseau for på den måde at understrege de filosofisk-ideologiske rødder i en radikal demokratitanke. Det er dette selskab, der kontrollerer indholdet og de afstemningsprocedurer, der afvikles over nettet og afgør, hvem der skal være bevægelsens ledere og kandidater. Di Maio blev valgt til leder uden nogen reel modkandidat til posten. Der var derfor aldrig tvivl om udfaldet. Der er også eksempler på at opstillede kandidater til lokal- og regionalvalg uden videre er blevet udelukket ved en inappellabel beslutning fra oven. Efter Gianroberto Casaleggios død i 2016 overtog sønnen Davide funktionen som firmaets leder og internetbestyrer og fik dermed en ganske magtfuld placering uden at være valgt til denne opgave.

Der kan på denne måde iagttages nærmest dynastiske tendenser i M5S, som det bliver vigtigt at følge ikke mindst for de også autoritære perspektiver, de åbner. Spørgsmålet er dog, om M5S også vil være i stand til at omsætte deres evne til at skabe konsensus op til valgdagen ved at hente vælgere fra begge de politiske fløje og udvikle den form for politisk professionalisme, som et mere langsigtet regeringsarbejde kræver. Erfaringsgrundlaget er stort set ikke-eksisterende. M5S fik ved kommunalvalget i 2016 bl. a. borgmesterposten i Rom, men den nyvalgte borgmester Virginia Raggi viste hurtigt at mangle den fornødne indsigt og omgav sig med de forkerte personer, hvoraf nogle måtte trække sig, efter at der blev indledt retslige undersøgelser mod dem for embedsmisbrug.   
            
Svækkelsen af centrum-venstre i et europæisk perspektiv
Det er umiddelbart indlysende, at italienske affærer ikke kun er et anliggende for italienerne. Det vedrører Europa. Vi har før set, at Italien med fascismen forudgreb en udvikling, der også slog igennem uden for Italien. På en anden led inspirerede PCI til en særlig eurokommunisme, der også skal have givet idéer til det nye lederlag omkring Gorbatjov. Ligeledes har berlusconismen sat sine spor og bidraget til at forstærke en proces, der i lighed med andre steder i Europa også i Italien har bragt Centrum-venstre i defensiven. Berlusconis nedtur gav ikke de fornyede kræfter til fløjen, som de mest optimistiske måske havde forestillet sig. Hvis man har haft den opfattelse, at valgene i Frankrig, Holland og Tyskland fik sat en definitiv stopper for den populisme, som Berlusconi selv var en forløber for, så viser det italienske valg, at det langtfra er tilfældet.

Populismen har naturligvis sin egen indre dynamik med sine letfængelige slogans og afkortede argumenter. Med til at forklare denne opdrift hører imidlertid også den mangel på organisatorisk kraft og politisk-kulturel opfindsomhed, som Centrum-venstre har stillet til skue. Det er måske værd at erindre sig, at det var lignende forhold, der gjorde sig gældende, da fascismen i begyndelsen af 1920erne bragede igennem og fejede al modstand til side. Ved valget i marts kunne Centrum-venstre end ikke mønstre et valgteknisk samarbejde mellem PD og LeU, som Centrum-højre fik så stor succes med at etablere, og som formentlig ville have kunnet afbøde de værste virkninger. Der er dog en række forhold, man må have for øje, når man analysere det største af partierne, PD, som dog fortsat er det næststørste parti. PD er det parti, der har de tætteste rødder tilbage til de gamle traditionelle partier. I denne henseende opsamlede partiet ved sin grundlæggelse i 2007 mange, der havde fået deres politiske skoling i PCI og på venstrefløjen i DC. Det lykkedes dog den unge Renzi, tidligere borgmester i Firenze, nærmest at usurpere PD og gøre sig til partiets leder ved et primærvalg i 2013 på et i grunden populistisk slogan om at ‘skrotte’ partiets gamle garde. Det skabte dog ikke klarhed om linjen men tværtimod dybe indre spændinger, der i 2017 førte til at den tidligere leder Pier Luigi Bersani og andre forlod partiet og dannede LeU. I vid udstrækning overtog Renzi den nye økonomis mere fleksible arbejdsmarkedsmodeller, der dog blot har ført til endnu flere tidsbegrænsede kontraktansættelser. Det har også lagt en dæmper på lønudviklingen og skubbet stadig flere ned under fattigdomsgrænsen, mens aktiegevinsterne er steget.

Renzi forfægtede den populistiske idé om den direkte kontakt mellem vælgere og leder, så meget at man begyndte at tale om PDR (altså Partito Democratico di Renzi). Man forsømte det traditionelle partis møjsommelige opbygning af lokale partisektioner og undlod at pleje de nødvendige kontakter til de intermediære organisationer, såsom fagforeninger, kooperativer, kulturelle sammenslutninger, herunder en så vigtig organisation som Libera, der i dag er et vidtforgrenet netværk i kampen mod mafiaen. Alt  dette synes Renzi at have skippet til fordel for den karismatiske model, der dog ikke har været nogen succes hverken for ham personligt eller for PD. Renzi høstede allerede i december 2016 det første store nederlag, da han fejlede med sit forslag til en forfatningsændring, der skulle ændre Senatets rolle og nedbringe antallet af kamre i parlamentet fra to lige vægtige kamre til et, nemlig Deputeretkammeret. Dette nederlag, der gav et vink om, at vælgerne allerede var på vej et andet sted hen, tvang Renzi til at gå som regeringsleder. Selvom det seneste nederlag også har tvunget til at gå af som partileder, har han fortsat mange støtter i partiet. Således nåede han, endnu mens han var leder, at give sine loyale partifæller sikre valgkredse for dermed også at sikre sin egen politiske overlevelse inden for partiet eller for at have et springbræt til at gå selv og efterlade et totalt imploderet PD, der under alle omstændigheder skal genopfinde sig selv som et troværdigt Centrum-venstre projekt.

Det er måske også typisk for en populistisk indstillet figur som Renzi at fortrænge sine manglende successer og se frem ved at bakke op om den franske præsident Macrons visioner for Europa. Der er her tale om en vild flugt ud i nye tomme og luftige løfter. Problemet er imidlertid, at Renzis politiske karriere i dag mere og mere antager karakter af en parabel, der synes at være indbygget i populismens opskrift på den hurtige vej opad i samfundet og den lige så hurtige vej nedad, hvis man ikke leverer varige og bæredygtige løsninger. Til sammenligning havde Berlusconis populismen en anderledes forankring i samfundet via de intermediære niveauer, som hans kontrol med medierne og de kapitalinteresser, der lå bag, garanterede. Men på dette grundlag nåede han også langt, da hans politisk-kulturelle karriere egentlig begynder i 1980 med etableringen af et monopol på det private reklamefinansierede tv-marked, altså mere end ti år før han trådte ind på den egentlige politiske scene i 1994 og høstede hvad han kulturelt allerede havde sået.

Det varige efterslæt, som Berlusconi har mærket verden med, og som også er blevet en central del af populismens selvforståelse i dens seneste udløbere, er reduktionen af demokratiet til et spørgsmål om at have flertal og alene at repræsentere dette flertal eller folket som helhed. Har man det, kan man suspendere de checks-and-balances, der ellers karakteriserer den demokratiske orden. Den dybere visdom i denne prioritering er, at det er vigtigere, hvem der regerer, end hvordan der regeres og efter hvilke principper. I denne henseende åbner der sig klare postdemokratiske scenarier, og i denne henseende minder resultatet ikke bare af det italienske valg men også af de seneste års valg i andre europæiske lande os om, at også den demokratiske styreform fortsat er underkastet styreformernes cykliske bevægelse og hurtigt kan følge andre koordinater.

Udvalgt litteratur:
Dal Lago, Alessandro, Populismo digitale. La crisi, la rete e la nuova destra, Milano: Raffaello Cortina Editore, 2017
Revelli, Marco, Populismo 2.0, Torino: Einaudi, 2017.

Resultatet i procenter af valget i Italien den 4. marts 2018.

Movimento 5 Stelle (Grillo-Di Maio) 32
Centrum-højre
Lega (Salvini)   17
Forza Italia (Berlusconi)   14
Fratelli d’Italia (Meloni)  4
Højrefløj
Casa Pound (fascistisk)  0,95
Centrum-venstre
Partito Democratico (Renzi-Gentiloni)  18
+Europa (Bonino, tidligere Europa-kommissær)  2
Venstrefløj
Liberi e Uguali (Grasso, tidligere PD) 3
Potere al popolo     1
Samlet stemmeprocent 73% (sammenligning med valget i 2006: 85%)