Den lyserøde bølge i Latinamerika ebber ud
Af Poul Petersen

Offentliggjort: 16. april 2018

Der har været skrevet side op og side ned om den lyserøde bølge i Latinamerika. De seneste par år har der rejst sig endog meget kritiske røster omkring, hvad der egentlig er blevet af den udligning af økonomiske, racemæssige og kønsdiskriminerende forskelle, de regerende venstreorienterede partier i sin tid gik til valg på.

Senest har det engelske webtidsskrift Open Democracy lanceret en artikelrække under overskriften ”Vedvarende ulighed: Den omstridte arv fra den lyserøde bølge”.

Her rejses der ikke tvivl om et andet stykke arvegods, nemlig den lovede reduktion af fattigdommen. Den er indiskutabelt reduceret. Hvad der derimod ikke er reduceret, men tværtimod øget, er ”koncentrationen af rigdom hos en lille gruppe af millionærer i toppen af den sociale pyramide i hvert af disse lande”, som det indledningsvis formuleres den 22. januar i år.

Det er der både eksterne og interne årsager til. Blandt de eksterne nævnes ofte, at bekæmpelsen af fattigdommen blev finansieret af salg af råvarer og landbrugsprodukter, der har stærkt svingende priser, og som er styrtdykket. Det kan så være, hvad det være vil. De interne årsager er langt værre. Her drejer det sig om, at fattigdomsbekæmpelsen stort set er sket ved at pumpe de indtjente penge ud i kontant bistand i stedet for at investere langsigtet i uddannelse, offentligt sundhedsvæsen og andre fælles goder.

Som optakt til artikelrækken opremser de to ansvarlige Sergio Costa og Fransec Badia i Dalmases fem områder, der vil blive lagt vægt på.

  1. Det store nationale sammenhold er kørt træt. De bedste eksempel er den bølge i Brasilien, der bragte Lula til magten og opslutningen bag Kirchner i Argentina. Og fra det sidste århundredes slutning nævnes de nationale sammenhold omkring reetablering af demokratiet i lande som Paraguay, Uruguay og Chile. Men det har ikke været muligt for de venstreorienterede magthavere at gøre kampen mod ulighed til et nationalt projekt.
  2. Det offentlige rums kollaps. En del af demokratiseringen var etablering af et offentligt rum, hvor initiativer kunne lanceres og debatteres. Det er på det seneste blevet erstattet af internetbloggere og ordkrig med fake news frem for argumentation.
  3. En ustabil parlamentarisk basis. For de fleste venstreorienterede regering har det parlamentariske grundlag strakt sig hen over midten sammen med konservative kræfter. Det har virket stærkt hæmmende på progressive skattereformer og fordelingspolitik.
  4. Opkomsten af den såkaldte nye middelklasse, der havde en voldsom trang til opadgående social mobilitet med nye forbrugsmuligheder. Denne middelklasse havde bidraget afgørende til magtovertagelsen, men samtidig bidrog den også til at dæmpe den økonomiske omfordeling.
  5. Modstand fra den etablerede middelklasse. Her opfattede man opkomsten af denne middelklasse som en trussel mod sin egen klasses sociale reproduktion, hvor den traditionelle privilegerede adgang til luksusgoder, eftertragtede offentlige embeder, universiteter og så videre nu ikke længere var lige til at plukke.
  6. Den økonomiske elite har annekteret staten og politikken. Generelt har de mest velhavende grupper i Latinamerika de seneste år været i stand til at konsolidere deres kontrol over staterne - også de, der har venstreorienterede regeringer. Det er sket gennem en stærk og ofte korrupt indflydelse på politikere og regeringer.

Til at illustrere disse forhold ligger det ligefor at hente eksempler fra Bolivia taget fra Elizabeth Peredo Beltrán,s essay ”Magt og patriarkat: Refleksioner over sociale ændringer i Bolivia” fra Transnational Institute’s State of Power 2017 report. Elizabeth Peredo Beltrán er psykolog, forsker og forfatter. Hun var fra starten en dedikeret støtte til den socialistiske præsidentkandidat Evo Morales og den venstreorienterede regering, han kunne danne efter valget i 2006. Hendes oprindeligt positive indstilling overfor Morales’ magtovertagelse og regeringsdannelse er gennem årene kølnet noget, som det vil fremgår af denne artikel. For også for Bolivias vedkommende har flere af de udviklingstræk, der er beskrevet ovenfor, gjort sig gældende. Alene overskriften på hendes essay ”Magt og patriarkat” siger noget om, hvad det handler om.

Hun indleder sit essay med at konstatere, at ”efter et årti, hvor progressivt indstillede overalt havde håbefulde forventninger til Latinamerika, har der de seneste år kunnet konstateres nogle afvigelser, der sender signal om afslutning på denne cyklus af venstreorienterede sejre i regionen.”

I Argentina og Brasilien er regeringerne faldet. I andre stater har der været svære miljømæssige konflikter og bøvl med demokratiet, hvor hun nævner Venezuela, Bolivia og Ecuador. Dermed sættes der spørgsmålstegn ved levedygtigheden af de sociale omvæltninger. Det, der virkeligt får hende til at fare i blækhuset, er, når de ledende partier og personer, som man har sat sin lid til, ”gebærder sig så fjernt fra de idealer, der i sin tid inspirerede dem”. Hvad der kan læres af det, vil hun bidrage til at afklare, så venstrefløjen og alle progressive kan udvikle bæredygtige modtræk, som hun ridser op i slutningen af sit essay.

Hun husker, hvor stolt hun var den gang i 2009, hvor en ny konstitution blev godkendt ved en folkeafstemning.:

”Den nye Estado Plurinacional de Bolivia (Den Multinationale Stat Bolivia) var født, og heri var der samlet de samfundsmæssige forventninger og idealer, der skulle forme en ny national horisont.
En ny leder gav dette historiske fænomen et næsten trancendentalt udtryk. En indfødt præsident, der før han indtog dette embede ydmygt udtalte: ”Med stor respekt ønsker jeg at anmode vores indfødtes autoriteter, vores organisationer, vores amautas (vismænd): Kontroller mig, og hvis jeg ikke gør fremskridt, så afsæt mig brødre og søstre” (Evo Morales, 2005).”

Opbygning af en ekstraktivistisk stat
Dette udtryk kræver en forklaring. Kort fortalt dækker det over stræben efter økonomisk vækst ved udvinding af naturens ressourcer, som Naomi Klein var inde på det i hendes ”Intet bliver som før” fra 2015. Her skriver hun blandt andet:

”Det handler også om den mentalitet, der har tilladt mange af os og vores forfædre at tro, at vi overhovedet kunne behandle jorden så voldeligt – at grave og bore de substanser ud, som vi begærede, mens vi ikke tænkte på det affald, vi efterlod os, hvad enten det var på land eller i vandet, hvor udvindingen finder sted, eller i atmosfæren, når det udvundne materiale er blevet brændt. Denne skødesløshed er kernen i den økonomiske model, nogle forskere kalder for ”ekstraktivisme” eller ”udvinderisme/udvinderideen”, et begreb der oprindeligt blev brugt til at beskrive økonomier baseret på at fjerne flere og flere råstoffer fra jorden, som regel for at eksportere dem til de traditionelle kolonimagter, der så tilføjede dem ”værdi”. Det er en tilvant måde at tænke på, der langt hen forklarer, hvorfor en økonomisk model, der bygger på endeløs vækst, overhovedet kunne forekomme farbar. Selvom den er udviklet under kapitalismen, så tager regeringer på tværs af det politiske spektrum denne ressourceudslettende model til sig som vejen til udvikling, og det er denne logik, som klimaforandringerne sætter så grundlæggende et spørgsmålstegn ved.” (Side 169)

På den baggrund fremtræder Elizabeth Peredo Beltrán’s beskrivelse af det tiår, der fulgte i kølvandet på Morales’ regeringsdannelse i et perspektiv, der på én gang kendetegner en global, en latinamerikansk og en boliviansk sætten økonomisk vækst over alt andet.

”Da Morales overtog landets præsidentembede i 2006, udnævnte han Casimira Rodrígez , chefsekretær for det bolivianske forbund for husligt arbejdende, som den første indfødte justitsminister. En kvinde klædt som indfødt i nederdel, der talte quechua, og som næsten hele sit liv havde haft husligt arbejde til en miserabel løn. Intet kunne være mere symbolsk end en indfødt kvindelig kok i dette embede.

Regeringen Morales’ første år var karakteriseret ved en række progressive foranstaltninger. Blandt andet omfattede det nationalisering af olie- og gasindustrien for at trække fortjenesten ved salg af gas tilbage til staten, der kunne gøre det muligt for den nye regering at udvikle en distributionspolitik, der kunne forhøje de sociale ydelser til gavn for børnene, kvinderne under moderskabet og for folk i den tredje alder.

Det markerede også begyndelsen på en økonomisk vækst, der ændrede Bolivias situation fra at være et ”lavindkomstland” til et ”middelindkomstland”. Regeringen Morales opnåede en opbakning på 81%.

I dag, ti år efter at have overtaget statsmagten legitimeret af de sociale kampe, der krævede en tilbundsgående social ændring, har tingene virkelig skiftet karakter. Og det drejer sig som sagt ikke bare om et ”revolutionært tilbageslag”, men om et regulært kursskifte, som giver sig udtryk i skader på de sociale netværk og institutioner, og i virkningerne på den økonomiske model og politisk ekstraktivisme ude i distrikter og landområder. Det vil sige en politik, der stræber efter økonomisk vækst gennem udvinding af naturens ressourcer. Og frem for alt har man undladt at styrke de sociale netværk og kræfter, der ville kunne understøtte de oprindelige visioner.

Lidt efter lidt blev adgangen til magten konverteret til et mål i sig selv. Hundredvis af faglige ledere, der var vokset frem af de sociale kampe, gik nu over til at være fuldmægtige, viceministre, ambassadører eller parlamentarikere med svækkelse af disse organisationer til følge. Antallet af offentligt ansatte er steget med mere end 70 % siden 2005, og dermed stigning i offentlige udgifter og udvidelse af regeringsapparatet.

I 2009 kunne man se, hvordan regeringen Morales’ og dens Movimento al Socialisme (MAS) økonomiske og politiske projekt var ved at tage form. Processen indebar et væld af koncessioner til reaktionære og racistiske kræfter i Santa Cruz’ oligarki, hvor deres ungdomsbevægelse Juventud Cruceñista- som havde foretaget voldelige og xenofobiske aktioner mod indfødte under konstitueringsprocessen – nu indgik i MAS’ støttegruppe i det østlige Bolivia.

MAS åbnede op for forslag fra de agroindustrielle sektorer og for traditionelle forestillinger om udvikling og tilrettede sig traditionelle industrialistiske visioner (som ikke er ført til ende), traditionel udviklingsorientering (som heller ikke har båret megen frugt) og først og fremmest udvinding af råstoffer i alliance med de lokale faglige organisationer og international kapital – europæisk, kinesisk, russisk. Det handler om en model, der en dag vil udskrive en meget bekostelig faktura miljømæssigt, socialt og politisk for det bolivianske samfund.

Det har udløst rebelske og antisystemiske rettighedsforkæmperes kampe for gas og vand, som i sidste ende  blev overtaget af regeringen og fik en ny drejning: ”korstog for gas og økonomisk vækst”. Det er nu et dogme og en del af de nationale udviklingsplaner og dermed udenfor diskussion.

Valgsproget ”partnere og ingen herrer” som var blevet brugt over for regionale økonomiske magthavere og transnational imperialisme, havde sikret regeringen megen legitimitet og havde været med til at befæste staten og etablere fundamentet for social omfordeling. Imidlertid befæstede det samtidig en anden dynamik, nemlig udnyttelse af de indfødtes territorier i Altiplano og Amazonas, son anfægtede den oprindelige befolknings rettigheder og andre af Bolivias landdistrikter.

I international sammenhæng har præsident Evo Morales holdt taler om økologi og miljøets rettigheder for FN, hvor han stod for en alternativ udviklingsvision i retning af ”velstand” og ”moder jords rettigheder”, som tryllebandt alle, både i Bolivia og udlandet.”
Men ét er taler, hvor ord er taknemmelige, hvad Evo Morales har talent for at benytte sig af. I 2010 organiserede Bolivia den første Conferencia de los Pueblos frente al Cambio Climático y por los Derechos de la Madre Tierra (Folkenes konference om klimaforandring og Moder Jords rettigheder). Her blev der vedtaget erklæringer efter løfterige politiske diskussioner blandt de mange internationale aktivister om klimaændringer og nødvendigheden af social aktivisme for at imødegå dem.

Elizabeth Peredo Beltrán beskriver i sit essay hvordan regeringen samtidig var i fuld gang med at udvikle mineprojekter og allerede havde besluttet at anlægge en hovedvej TIPNIS med det formål at forbinde Villa Tunari (i regionen Chapara de Cocchabamba) og San Ignacio de Moxos (i Beni i den nordlige del af landet) ved, at den skulle gå gennem nationalparken Isiboro Sécure og igennem de oprindelige folks territorier, som faktisk er beskyttede af forfatningen.

Det førte til voldsomme protester og den 8. marts 2011 indledtes Octava Marcha Indigena til La Paz. Den blev der slået hårdt ned på. Forsvarsminister Cecilia Chacon måtte trække sig, og ud over indignationen over overgrebene bredte sig også en håbløshed blandt regeringens tidligere så håbefulde støtter. Kort tid efter blev de indfødte ledere, der havde taget initiativ til marchen, hængt ud og forfulgt.

Konflikten omkring TIPNIS kom til at markere en ny udviklingsstrategi, der nu helt åbenlyst brød med retorikken omkring Moder Jord og de oprindelige folks rettigheder.

Som Elizabeth Peredo Beltrán noget giftigt kommenterer:

”Kuriøst nok promoverede regeringen dette landevejsbyggeri med et populistisk og patriarkalsk machistisk sprogbrug. Da projektet blev sat i gang, udtalte Morales til indbyggerne i Chapare:
Hvis jeg havde haft tid, ville jeg lægge an på alle kvinderne i Yuaracaré og overbevise dem om ikke at være imod [TIPNIS landevejen]. Derfor unge mænd er I nu instrueret af præsidenten til at forføre kvinderne i Yuaracaré Trinitaria, så de ikke forhindrer at vejen bliver bygget. Enige? (La Razon, 2011)

Selvom disse udgydelser blev kritiseret af kvindebevægelserne, vakte de ikke mange kommentarer fra de venstrefløjscirkler, der var en del af regeringen Morales.

Konsolidering af en ekstraktivistisk økonomi og drømmen om at være en energimagt
Ifølge hendes essay udgør kulbrinteaktiviteterne på nuværende tidspunkt 69 % af Bolivias eksport og afskovningsraten er meget høj. Hvert år forsvinder der omkring 270.000 hektar skov, hvad der bidrager voldsomt til den globale udstråling og klimaændringer. Og som konsekvens af alle disse initiativer har det medført øget forbrug af gensplejsede afgrøder og glyfosater. Store virksomheder som Mosanta, Sygenta og Bayer er allerede til stede i landet. 97 % boliviansk soya er gensplejset. Her argumenteres der med, at det er for at sikre de nødvendige fødevarer til befolkningen, men produktionen er først fremmest beregnet til transport. Hvad minedriften angår er der fuld gang i samarbejdet mellem de store transnationale mineselskaber så som     Sumitomo, Glencore, Pan American Silver og andre i samarbejde med det statslige mineselskab.

Med Elizabeth Peredo Beltrán’s ord:

”Selv de store fortjenester, der er opnået ved salg af gas til høje priser har ikke medført udvikling af profitabel industri eller produktion af vedvarende energi, der kan leve op til den retorik, Bolivia har ført sig frem med i FN. Faktisk støttede Bolivia ikke forslagene til at begrænse udvinding af fossile og oliebaserede brændstoffer, som de fremkom på FN’s Rio+20 konferencen om klimaændringer, og landet fortsætter med at subsidiere sin olieindustri uden blot at overveje en overgangsordning.

Og værre endnu planlægger Bolivia i sin udviklingsplan frem til 2025 at blive en stor regional ”energimagt”, der skal forsyne naboerne uden overhovedet at gøre sig alvorlige tanker om de anbefalede overgangsordninger anbefalet af IPCC (International Panel on Climate Change) for at afværge klimakriser:

Denne regerings nye plan er at blive en energimagt. Det 21. århundrede er for Bolivia at producere olie, industrialisere petrokemi og mindedrift. Og desuden et nyt område, nemlig elektrisk energi. (Álvaro García Linera, Side syv, 2015)
Planen havde fokus på markedslogik, der handlede om at sælge elektricitet til Brasilien og generere indtægter til landet indenfor de næste 10 til 15 år. Det er centralt i planen, at der skal skabes et hydroelektrisk reservoir (som Bala-Chepete og Rosita), også selvom denne model har ført til fordrivelse af den oprindelige befolkning andre steder i Central- og Sydamerika, og kostet fagforeningsledere som Berta Cáceres i Honduras livet.

Det ser ikke ud til, at vicepræsidenten kan se nogen begrænsninger i projektet overhovedet:

Det er derfor vi sammen med Evo (Morales) i helikoptere har fløjet hen over hele Bolivia for at lede efter stedet, hvor der kan anlægges en dam og lede efter gas. Hvor der er vand, er det som rent guld, der falder ned fra himlen, og hvor der kan bygges en dam er der guld, nemlig penge.

Der er sat spørgsmålstegn ved disse planer, fordi de er i modstrid med de omstillinger af energiforsyningen, der er nødvendige af hensyn økosystemerne og de oprindelige folk, der bor i disse skovområder. Der tages heller ikke hensyn til, at nabolandene på baggrund af de faldende priser på sol- og vindenergi i den nærmeste fremtid, hvad der helt kan underminere Bolivias energieksport.

Som en del af denne plan om at blive en stor energimagt foreslog regeringen også at indlede en undersøgelse omkring atomenergi i fællesskab med Rusland, der lidt tvetydigt omfattede både sundheds- og fødevarekomponenter og opførelsen af en eksperimentel atomgenerator.

Et sådant projekt kræver mange penge, og da det er blevet totalt afvist af La Paz’ beboere, har man nu tænkt sig at påtving det indbyggerne i den nærliggende og fattigere by, El Alto. Projektet blev vedtaget med en internationale traktat underskrevet af Rusland, der er blevet underkendt som illegal ved at være i modstrid med konstitutionelle begrænsninger, der forbyder transport af radioaktivt affald på Boliviansk territorium og for at omgå de nødvendige legale procedurer.”

Vold mod naturen og vold mod kvinder
Elizabeth Peredo Beltrán citerer to valgsprog, der kan illustrere den flertydighed, som hun med tiden er kommet frem til at betegne som hykleri. Det ene, der tegner regeringen hedder ”Vi bruger kapitalismen til at fremme socialismen”. Det andet er Morales’ eget og lyder: ”Jeg er en feminist, der fortæller sexistiske vittigheder”. Man må sige, det pikerer hende, og det er endda i den mere uskyldige ende. Et er, at det er plat. Noget andet er, at ”kvindefjendske udtalelser, sexistiske vittigheder og homofobiske ytringer er umisforståelige tegne på en autoritær populisme”.

I april 2010 på La Conferencia Mundial de los Pueblos sobre el Cambio Climático y los Derechos de la Madre Tierra (CMPCC): ”Den kylling, vi spiser, er fyldt med kvindelige hormoner. Det er derfor, at mænd, når de spiser disse kyllinger, afviger fra at være mænd”.

Evo Morales lider ikke af mindreværd og fremhæver gerne de sociale programmer i landsbyerne, og med god grund under mottoet ”Evo cumble” (Evo leverer). Men hvor megen spøg er der i det her: ”Når jeg kommer ud i en landsby, ender det altid med at alle kvinderne er gravide, og på deres maver står der: Evo leverer.”

Og så den her rettet til unge mænd og animere dem til militærtjeneste. Ved at melde sig kan de frigøre sig for faderskabsansvar: ”Som I alle ved, generaler, admiraler, officerer, at når en ung mand gør sin veninde gravid, foretrækker han at flygte til kasernen, for når han er der, er denne soldat urørlig”.

Med Elizabeth Peredo Beltrán’s egne ord:

”Selvom der i Bolivia er vedtaget love og dekreter om lighed mellem kønnene, udrydde volden og skabe lighed i politisk repræsentation, har de gentagne angreb på kvinder i regeringens taler og den tilbageholdene indsats for at styrke kønspolitikken svækket processen. Det er endnu et eksempel på svælget mellem ord og handling.

Patriarkatet er kendetegnet ved:

  • At devaluere og usynliggøre den anderledes Anden
  • Systematisk at adskille den private sfære fra den offentlige, og på den måde øge afstanden mellem ord og handling
  • At benægte forskelligheden og variationerne og vurdere forskelligheden som en mangel
  • At benytte sig af vold undertrykkelse som en måde at hævde sig selv på

Disse kendetegn er dominerende i regeringen samtidig med, at den finder det nødvendigt at udøve magt og kontrol og demonstrere styrke, autoritet og ufejlbarlighed. Alt dette har haft afgørende indflydelse på valget af de ledere, der skulle styre ændringsprocessernes forskellige lag.

Som en ven med høj politisk rang i regeringen – ven gennem hele livet – en gang sagde til mig: ”Jeg er en god politiker, fordi jeg har evnen til at være ond”. Det gjorde to ting klart for mig. For det første, at bølgen af sociale omskiftelser og udvikling nu var slut, fordi den havde tabt det etiske fundament, der gjorde det værd at kæmpe for dem. Og for det andet, at magt og machismo var dybt indlejret i denne proces som en del af den struktur, der kombinerede det personlige med det politiske og derved reproducerede en voldelig, destruktiv magtkultur – lige netop hvad ekstraktivisme handler om.

Udnyttelse af og vold mod kvinder og udnyttelsen af og volden mod naturen er to sider af samme sag, to sider af samme system, nemlig patriarkatets magt i samarbejde med storkapitalen.”
Man regner med, at der hver tredje dag dør en kvinde i Bolivia efter at have været udsat for vold, så på baggrund af den almindelige accept af vold har kvindebevægelserne kørt informationskampagner, hvor man blandt andet kræver, at MAS fjerner mandschauvinistiske kandidater fra valglisterne. Bolivia er et af de 12 lande i verden med den største dødsrate og voldsrate for kvinder. Der er vedtaget lov – lov 348 – mod kønsbaseret vold, som har vist sig vanskelig at føre ud i livet. Der investeres lokalt under 2 % af de kommunale budgetter i de nødvendige institutionelle strukturer.

I transport, olie- og gasindustri investeres der som beskrevet kraftigt – 65 % af regeringens budget. I modsætning hertil investeres der ikke mere end 2 % i vedvarende energi.
”Alle disse beslutninger er taget af mandlige toppolitikere, der – som alle gode patriarker – ”bedst ved, hvad der er bedst for alle”. Ovenikøbet undlod de at konsultere de oprindelige beboere, som de opfatter som ”undergivne”, som bare har at underordne sig disse planer, selvom det koster deres territorier og deres kulturs overlevelse.

Der tages ikke hensyn til feministiske krav om tilstrækkelige ressourcer og en demokratisk, relevant fair og inkluderende politik for ikke blot at sikre effektive juridiske systemer, men også med henblik på at udvikle uddannelsesprogrammer, der sætte punktum for de mandschauvinistiske politiske kulturmønstre.

Kvindernes kroppe og Moder Jord er nu blevet symboler, hvad der ofres for at opretholde illusionen om kapitalistisk uendelig – androcentristisk – vækst, der er ødelæggende for både natur, mennesker og samfund.”
(Et system, bevidst eller ikke, hvor manden eller den maskuline synsvinkel forelægges i centrum for synet på verden og dens kultur og historie. Det modsatte, at sætte kvinden i centrum, kaldes gynocentrisme . Wikipedia)

Hvad må der gøres?
” De overvejelser, jeg her har lagt frem, viser hvorledes patriarkatet som sådan er et instrument for magtudøvelse, og formidler kapitalistisk vold, og er dermed det fungerende mellemled til statsmagten. Alliancen mellem patriarkatet og ekstraktivismen gør vold mod kvinder til noget helt almindeligt, devaluerer dem og garanterer straffrihed for overfald. Det er klart, at en stat, der går ind for ekstraktivisme, er nødt til at basere sig på et autoritært grundlag, der miskrediterer retten til landområder, naturens rettigheder, de oprindelige folks rettigheder og kvinders rettigheder. Ekstraktivismen, som den er toneangivende i vores lande, fremmer en voldelig mentalitet.

Kapitalakkumulation er i al væsentlighed baseret på en social bevidsthed, der forstærker opfattelsen af offentligheden som den regerende elites ”ejendom” mere end et fælles gode, der tilhører alle. Kapitalakkumulation er i sidste ende baseret på destruktion af hensyntagende værdier og solidaritet mellem mennesker og med naturen.

Vi er nødt til at reflektere over og spørge ind til sociale omskiftelser, staten og magtrelationer. Hvis vi går grundigt til værks, vil vi opdage mange flere forandringsprocesser, hvor vi kan lære mere om os selv, vores mål og vores begrænsninger.

Selvom MAS oprindeligt opnåede en høj grad af samfundsmæssig legitimitet og var seriøst engageret i afkolonialisering og afskaffelse af kapitalismen, er det endt op i en replikation af herredømme og udplyndring.

Det er ikke længere et spørgsmål om at komme videre med national selvbestemmelse øverst på dagsordenen eller kontrol med korporationer og stormagter. Vi er nødsaget til at udvikle emancipatoriske projekter og forene os mod kapitalen på et solidt kulturelt grundlag, der ikke viger tilbage for at tage stilling til det etiske grundlag for disse ændringer. Vi er nødt til at tage en kritisk debat om, hvordan magt udøves, den fortsatte tilstedeværelse af patriarkatet i de progressive bevægelses rækker og de skader, det medfører, at vores bevægelser er så afhængige af messianske ledere, der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Vi er nødt til at udvikle former for magt, der ændrer tingene nedefra og i hverdagslivet, udvikle en magt for genopretning, solidaritet og legemliggøres over tid.

Vi må ud over bare at kritisere det, vi er imod og vende blikket mod vores egen praksis og opbygge alternativer til systemet. Med det i baghovedet og med fokus på de sociale omskiftelsers etiske dimension, er der her oplistet nogle af de ideer, udviklet af kræfter, der nægter at resignere:

  • Der er hverken brug for helte eller caudillos i samfundsændringerne
  • Vi imødegår individualisme med fælles samfundsværdier og solidaritet uden at opgive vores personlige integritet.
  • Vi erstatter paradigmet om grænseløs vækst eller ”bæredygtig udvikling” med genopbygning, planetens helbredelse og regeneration.
  • Vi erstatter kontrollerende og undertrykkende magt med omsorg for liv, kærlighedens magt, empati og følelser.
  • Vi erstatter udplyndring med samarbejde med naturen.
  • Vi erstatter dommedagsprofetier med overflod og omfordeling via genopbygning, behovsorienteret økonomi, gensidighed, samarbejde og tjenester.
  • Magtkoncentration og eksklusion erstatter vi med anerkendelse af diversitet og demokrati i dets mange forskellige former.
  • Vi imødegår global magt med styrkelse af lokal magt og udvikling af nærdemokratiske systemer.
  • Overfor patriarkatets praksis med ikke at politisere det private stiller vi princippet om at ”det private er politisk” og hverdagslivets værdier.
  • Imod ”oppefra og ned kulturen” vil vi genopbygge den konstruktive, restorative, sunde praksis, der indeholder de kræfter, der kan skabe ændringer.”

Evo forever?
Det her beskrevne baserer sig på en udvikling 2 år tilbage. Der har været mange spekulationer over, hvordan udviklingen ville arte sig, når Morales’ anden og dermed - ifølge forfatningen – sidste præsidentperiode udløb. Det spørgsmål blev besvaret i begyndelsen af december i 2017 ved at Bolivias højesteret tilsidesatte konstitutionen bestemmelse om begrænsning af en præsidentperiode på to gange fem år. Morales kan nu stille op til genvalg i 2019 og videre frem.
Der har tidligere været en folkeafstemning om netop dette spørgsmål, som endte med et snævert nej til genvalg, men den blev erklæret ugyldig af regeringen. Ugyldig, fordi resultatet afspejlede en smædekampagne fra oppositionen orkestreret fra Washington, som det lød.

Ifølge The Guardian (3. december 2017) kommer den skarpeste kritik fra Felipe Quispe, der er indfødt leder og tidligere allieret med Morales og enig i MAS’ grundlag: ”kapitalisme med et indiansk ansigt”.  Han skjuler sig nu, efter politiets nedkæmpelse af antikorruptionsprotester. Han har blandt andet udtalt, at MAS er et korps, der ”stinker af korruption”. Det skal man helst ikke.

I den anden grøft har vi Valeria Silva Guzmán, 27 år og medlem af kongressen. For hende er det vigtigste, der er sket med Bolivia, at det er lykkedes for Morales at udviklet landet fra at ”være en republik bestående af klasser, kaster og hudfarver nu er blevet et land, der ifølge loven skal være inkluderende”. Især lægger hun vægt på de sociale fremskridt, der notorisk er sket. Og så går hun endnu et skridt videre og går i rette med den bevægelse, der er mod genvalg. ”Det er caudillos (stærke mænd), der har ændret historien i denne del af verden” er hendes argument. ”Mænd som Morales, der kæmper for flertallet, fødes ikke hvert anden eller tredje år”

Hvilken farve, den lyserøde bølge vil de antage de kommende år, bliver spændende at følge.