Neoliberalisme og neoklassisk økonomi går hånd i hånd.
Af Jesper Jespersen

Offentliggjort: 15. juni 2018

Neoliberalisme: Individet og penge i centrum

Neoliberalisme er en praktiseret politisk ideologi, der baserer sig på individualisme kombineret med en dyb skepsis over for kollektive beslutninger. Retten til at handle individuelt skal være det bærende princip i enhver samfundsorganisering. Ideologien er således uhyre simpel; for ’hvem ved bedre end en selv, hvad der er det bedste for mig?’ Samfundsmæssige hensyn organiseret af statsmagten vil altid indebære et betydeligt element af tvang og paternalisme. Muligheden for at træffe og realisere ’frie individuelle beslutninger’ er derfor det overordnede hensyn, som neoliberalismens fortalere ønsker fremmet - dog med den tilføjelse, at disse handlinger ikke må hindre andre i på tilsvarende måde at kunne handle frit. En ideologi, der af den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher meget rammende blev formuleret: There is no such thing as society, only individuals. Staten tildeles kun én funktion: at sikre at den ukrænkelige ejendomsret bliver respekteret, og at der er konkurrence på de frivilligt etablerede markeder.[1]

Den indre selvmodsigelse om respekt for gensidig frivillighed står dog allerede her og blinker så snart ordet ’ejendomsret’ fremføres. Ejendomsret til jord, produktionsmidler og boligejendomme skaber per definition et ulige magtforhold, der gør beskrivelsen af et ’lige og frivilligt bytte’ på markedspladsen, hvor prisen dannes af en ’usynlig hånd’ til en illusion (for nu at udtrykke det diplomatisk).

Hertil kommer, at den øgede arbejdsdeling, specialisering, markedsliggørelse og globalisering har gjort os anonyme over for hinanden, men samtidigt ret så afhængige af hinanden: dog nogle mere end andre: de individer (som er uden ejendom og penge) er langt mere afhængige af markedets vilkår og et let offer for personer og institutioner med penge og markedsmagt. Når jeg køber en T-shirt, så øver det indflydelse på livsvilkårene for de ludfattige børnearbejdere i Indonesien, der må acceptere arbejdsvilkår, som jeg (med penge) aldrig ville byde mine egne børn. Dette meget ulige/umenneskelige bytte skjuler sig bag den anonyme og tilsyneladende neutrale markedsmekanisme. Et mere nærliggende forhold, er dyrevelfærd: de produktionsforhold der ligger bag en svinemørbrad i køledisken, ville vi ikke aldrig byde vore kære kæledyr! Og nu vi er i gang: tænk på den magt som private pengeudlånere (navnlig banker) har gennem retten til at sige enten ’ja’ eller ’nej’ til et lån. En pengemagt der, uanset om den udøves af banker, pensionskasser, EU eller internationale organisationer kan have afgørende indflydelse på almindelige menneskers livsvilkår. For ikke at nævne olieprisen på verdensmarkedet, der i perioder er blevet dikteret af OPEC-landene, og som har adskillige revolutioner på ’sin samvittighed’.

Neoklassisk makroøkonomisk teori og neoliberal ideologi

Som fagøkonom er jeg primært optaget af, hvorledes den neoklassiske økonomiske teori er blevet spændt for denne neoliberale ideologi. Den er blevet det videnskabelige figenblad, der skal dække over de åbenbare negative samfundsøkonomiske konsekvenser, som en i stigende grad dereguleret markedsøkonomi har påført de (vest)europæiske økonomier.

Jeg vil derfor i de følgende afsnit fremhæve nogle af de overordnede fælles antagelser, som har karakter af aksiomer, der ligger bag den i dag dominerende makroøkonomiske teori, og som demonstrerer sammenfaldet med den neoliberale ideologi. Der er naturligvis variationer inden for denne makroøkonomiske teoriretning, hvoraf følgende skal nævnes: Chicago-skolen (domineret af først Milton Friedman og efterfølgende Robert Lucas), den østrigske skole (domineret af Friedrich Hayek), den tyske ordoliberale skole (domineret af Wilhelm Röpke og Ludwig Erhardt) endelig den ny-keynesianske skole etableret i 1990erne (Gregory Mankiw).[2] Der er ikke enighed blandt politologer endsige makroøkonomer om det berettigede i at sætte lighedstegn mellem disse fire neoklassiske skoler, men i og med at det neoliberalt inspirerede fundament er stort set identisk, og at deres politik-anbefalinger stort set er sammenfaldende, udgør de i dag tilsammen 'mainstream economics', der som nævnt er totalt dominerende ved rådgivning om den økonomiske politik, som føres i de fleste EU-lande med bl.a. afsæt i Lissabon-traktaten og finanspagten. [3] Der er ydermere det sammenfald, at en række af de i efterkrigstiden dominerende personligheder inden for makroøkonomi alle var repræsenterede ved det stiftende møde i det erklærede neoliberale Mont Pèlerin Society tilbage i 1947.[4]

Jeg vil i det følgende koncentrere fremstillingen om den igennem de seneste 20-30 år helt dominerende generelle ligevægtsteori, der har tæt tilknytning til Chicago-skolen. Dens dominerende position manifesterer sig bl.a. ved, at de såkaldt ny-keynesianske økonomer, hvortil bl.a. Det Økonomiske Råd henregner sig, har accepteret de fire nedenfor præsenterede neoklassiske grundantagelser for makroøkonomisk modelbygning. Den eneste teoretiske uenighed mellem hard-core og soft-core neoklassiske makroøkonomer er en forskellig opfattelse af, hvor hurtigt det markedsøkonomiske system vender tilbage til fuld beskæftigelse, når samfundsøkonomien rammes af et udefrakommende (eksogent) stød, som f.eks. finanskrisen var et eksempel på.

Denne generelle ligevægtsteori bygger på fire aksiomer, der kunne være en afskrift fra et neoliberalt partiprogram:

1. Samfundsøkonomisk optimering forudsætter individuelle frie valg.[5] Ingen instans kan vide bedre, hvad der er bedst for den enkelte samfundsborger, end borgeren selv. Borgeren kan realisere sit frie rationelle valg, hvis markedssystemet er velfungerende, og alle har lige adgang til køb og salg og er fuldt informerede om priser i nutid og fremtid.

2. Da borgerne er forskellige, afstår neoklassisk teori fra at gennemføre en interpersonel sammenligning af den opnåede nytte. Forskelligheder i indkomst og præferencer kommer til udtryk gennem frivillige handler, hvori der udveksles varer og tjenester. Disse handler har det karakteristikum, at begge parter føler sig bedre stillede efter handlen end før. Det antages blot, at hvert enkelt individ optimerer sin specifikke egennytte, hvilket betegnes 'rationel adfærd'. Dette problem med individuel nytteoptimering løses i makromodellen ved en antagelse om, at summen af agenternes adfærd på hvert marked kan samles i én ligning, der karakteriserer dén 'repræsentative agents adfærd', som i modellen ofte antages at have samme adfærd som 'Robinson Crusoe'. Denne antagelse om, at f.eks. alle forbrugeres adfærd kan klumpes sammen til blot én repræsentativ agent er på mange måder paradoksal, idet den oprindelige antagelse om forskelle i indkomst og præferencer herved opgives.

3. Det enkelte marked er i teorien organiseret således, at en fuldt fleksibel pris (eller løn, hvis arbejdsmarkedet er i fokus) vil sikre, at de rationelle sælgere (udbydere) og købere (efterspørgere) vil nå til en frivillig overenskomst (handel), hvor den fleksible pris sikrer, at der etableres et for begge parter optimalt match. Hvis agenternes adfærd blot er kendetegnet ved den ovenfor beskrevne rationalitet (hhv. individuel profit- og nyttemaksimering), så vil markedsligevægten ikke alene skabe den størst mulige nytte (utility), men desuden føre til en optimal anvendelse af samfundets knappe produktionsfaktorer (jord, kapital og arbejdskraft). Dette sammenfald sikres af den fleksible pris/løn/rente og af antagelsen om fuld information og ved at udelade fordelingsaspektet[6]. Den opnåede markedsligevægt vil i så fald på en og samme tid afspejle ækvivalens mellem de (marginale) omkostninger, der er forbundet med produktionen, og den ekstra nytte, som forbruget af varen giver køberen. Begge opgjort til markedspriser.

Det er udelukkende på grund af en supplerende antagelse om en vis træghed i pris- og løntilpasningen (til fuld ligevægt), at en undergruppe af makroøkonomer, der til den almindelige forvirring kalder sig ny-keynesianere, adskiller sig fra den hårde kerne af ligevægtsøkonomer. Ny-keynesianere tolker Keynes' The General Theory of Employment, Interest and Money fra 1936 som en beskrivelse af en generel ligevægtsmodel med overgangsvis 'ufleksible priser og lønninger'. I takt med at priser og lønninger tilpasser sig på grund af det markedsmæssige pres, vil makroøkonomien atter nærme sig fuld beskæftigelse. Det kan dog tage nogle år at nå dertil, afhængigt af træghedernes karakter, hvor der især peges på fagforeningernes markedsmagt og velfærdsstatens sociale ydelser som væsentlige bremsende faktorer. Ny-keynesianske lærebøger er derfor opdelt i en sektion, der beskriver konjunkturbevægelser, som er forårsaget af udefra kommende ’stød’ til den i øvrigt perfekt fungerende markedsøkonomi. Disse stød, som for eksempel krisen i 2008/09, gav anledning til et fald i produktionen, der – i modellen – dog efterfølgende blev genoprettet i takt med, at navnlig lønniveauet tilpassede sig nedad. Den anden sektion af disse lærebøger er en gennemgang af traditionel neoklassisk vækstteori, hvor fuld beskæftigelse og ligevægt i den private sektor er genetableret og fortsætter i det uendelige. To repræsentative ny-keynesianske lærebøger er f.eks. Mankiw, 2016 og i dansk sammenhæng Whitta-Jacobsen & Birch Sørensen, 2010.

Inspiration: Mankiw (2016), s. 7 (pizzamarked) og s. 190 (arbejdsmarked)

Den ideale markedsmodel antages at have en så almen gyldighed, at den kan benyttes som skabelon for den geometriske eller matematiske formulering af alle markeder i en generel ligevægtsmodel. Også arbejdsmarkedet anskues gennem denne neoliberale prisme, hvor det som hovedregel antages (bemærk antages), at udbudskurven vil være stigende mod højre, dvs. jo højere disponibel løn, desto større udbud af arbejdskraft, og tilsvarende antages det, at efterspørgselskurven vil være faldende, dvs. jo lavere løn desto større efterspørgsel efter arbejdskraft uden det begrundes, hvor de ekstra job skal komme fra, jfr. figur 1.

4. Hertil kommer, at det samlede markedsøkonomiske system (dvs. hele samfundsøkonomien) antages at være selvregulerende (self-adjusting). Det indebærer ikke alene, at hvert enkelt marked når en ’market-clearing’ ligevægt, men også at en sådan ligevægt antages at ville indtræffe samtidigt på alle markeder, heraf navnet en generel ligevægt. Et forhold, som bl.a. Keynes i sin kritik af den neoklassiske makroteori i The General Theory of Employment, Interest and Money kaldte et specialtilfælde (ligevægt på alle markeder) af et specialtilfælde (fuld beskæftigelse).

Relevansen af den ’generelle ligevægtsmodel’ bygger således på den stærkt idealiserende antagelse, at det markedsøkonomiske system opfører sig lige efter bogen. Det vil sige, at modelbyggerne på forhånd sikrer sig, 1) at udbuds- og efterspørgselskurverne altid skærer hinanden og til en positiv pris, 2) at udbud altid skaber sin egen efterspørgsel, og 3) at alle agenter har al relevant information og handler rationelt (dvs. egennyttigt) med henblik på maksimering af hhv. nytte og profit. Den bagvedliggende model blev som nævnt udviklet i slutningen af 1800-tallet og kendes under betegnelsen Walras-modellen, hvori det pr. definition gælder, at 'udbud skaber sin egen efterspørgsel'.

Uagtet at der er gået mere end 100 år, er denne antagelse stadig rygraden i den dominerende makroøkonomiske teori. Den tidligere overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen tøvede således ikke med at fastslå, at 'udbud skaber sin egen efterspørgsel' som et relevant aksiomatisk grundlag for moderne samfundsøkonomiske modeller.[8] Ligesom dette aksiom også danner grundlag for den danske DREAM-model (Dream, 2014).

Generel ligevægtsteori og dens modeller anvendes, når den økonomiske udvikling skal analyseres på mellem og langt sigt, f.eks. ved udarbejdelsen af 2020- og senest 2025-planen for dansk økonomi. Fuld beskæftigelse bliver herved en standardantagelse. Der er ydermere altid sammenfald mellem finansiel opsparing og reale investeringer, idet penge og finansielle fordringer blot betragtes som ’smøremidler’, der sikrer en friktionsløs transmission af udbud til efterspørgsel på arbejds-, vare- og investeringsmarkederne. De finansielle markeder antages at være så perfekt fungerende, at de end ikke gives en eksplicit repræsentation i f.eks. DREAM-modellen – hvilket fortsat gælder her 10 år efter den finansielle krise satte ind.

Dette idealiserede markedsøkonomiske system gøres operationelt gennem et stort sæt af matematiske ligninger, som qua de fire ovenfor begrundede forudsætninger sikrer, at modellens resultater altid vil give en markedskonform økonomisk politik forrang.[9] Offentlige indtægter i form af skatter og afgifter reducerer den private velfærd og antages at reducere udbuddet af arbejdskraft. hvilket – i modellen – mindsker beskæftigelsen tilsvarende, da modellen som en af sine grundforudsætninger som nævnt har, at 'udbud af arbejdskraft skaber en tilsvarende beskæftigelse'.

En neoliberal makroøkonomisk model giver naturligvis neoliberale løsningsanvisninger. Derfor er det afvigelser fra den perfekte markedsøkonomi, der i modellen skaber de samfundsøkonomiske problemer – f.eks. ubeskæftiget arbejdskraft, som andre politiske hensyn bl.a. udviklingen af velfærdsstaten har bidraget til at skabe.

Det de neoklassiske makroøkonomer svarer på, når de bliver spurgt om den 'nødvendige' økonomiske politik, det være sig i finansministeriet, i nationalbanken, i Det økonomiske Råd eller på landets dominerende universiteter, er således, om 'det kan betale sig': dvs. om den økonomiske politik øger BNP-væksten, uden at belaste finansministerens budget. Disse svar er udelukkende baseret på makroøkonomiske modeller, der afspejler den af økonomerne forestillede virkelighed, hvor stigende ulighed i indkomst- og formuefordeling ligesom miljøbelastningen lades ude af betragtning; for det er ’omkostningsfrit’. Konsekvensen heraf er, at de svar, som økonomerne giver, og som ofte er styrende for de politiske reformer, vil give forrang til aktiviteter, der kan opgøres i penge, og som giver overskud på statsbudgettet. Det vil sige aktiviteter, der fokuserer på vækst, øgede pengeindkomster og markedsomsatte varer og tjenester.

Den såkaldte 'ansvarlige' politik baseret på en sådan ligevægtsmodel har nu været praktiseret i det meste af Europa igennem adskillige årtier og med ekstra styrke fra 2008 i kølvandet på finanskrisen. En politik – kan det ses i dag – der ikke har kunnet hindre, men formentlig snarere har bidraget til, at de økonomiske vilkår for store grupper af samfundsborgere er blevet væsentligt forringet. Denne sammenhæng blev påvist af den franske økonom Thomas Piketty i bogen Kapitalen i det 21. århundrede. Her viste han, at indkomster (og formuer) i de fleste vestlige lande er blevet mere ulige fordelt i takt med, at den økonomiske politik skiftede fra at opbygge og understøtte den europæiske velfærdsstat til at sætte konkurrencestaten i centrum.

Thomas Piketty (2014):

Økonomer fremstiller det ofte, som om de har bygget en videnskab, der er så avanceret, at resten af verden ikke kan forstå den ... Økonomiske spørgsmål er alt for vigtige til, at vi kan overlade dem til økonomer ... Men det er klart lettest for politiske ledere at fremstille deres politik som et videnskabeligt facit. Der er en ideologisk interesse i at præsentere politik som videnskab ...[10]

Neoliberal makroøkonomisk teori har et problem med at forklare virkeligheden

Det mål som de europæiske regeringer uanset partifarve har prioriteret højest igennem de 40 år, hvor den neoliberale ideologi har vundet stigende dominans, er økonomisk vækst i form af stigning i BNP (bruttonationalproduktet). Her kan det konstateres ud fra OECD-statistikken, at tiår for tiår har væksten i BNP været aftagende. Hvilket har været medvirkende til, at arbejdsløsheden i Europa har været stigende tiår for tiår. Det er vigtigt at fastholde et sådant tiårs perspektiv, idet der naturligvis er bølger i samfundsøkonomien, der kortvarigt har forledt politikere (og økonomer?) til at tale om en ’ny økonomi’ med tilbagevendende vækst, som det var tilfældet nogle få år i midten af 2000’erne, hvorefter efterkrigstidens dybeste krise ramte.

Hertil skal lægges, at antallet af fattige (eller potentielt fattige) personer i de vesteuropæiske lande tilsvarende har været støt voksende igennem disse 40 år.

Uanset hvor man er placeret i det politiske spekter, er det dog svært at benægte, at denne udvikling har fundet sted. Ydermere er det svært i retrospekt at benægte, se bl.a. IMF (2015), at udviklingen er en konsekvens af en økonomisk politik, hvis primære sigte har været de-regulering, nedskalering af velfærdsstaterne og øget markedsliggørelse af offentlig produktion. Og det er sket uanset, om regeringen har været domineret af blå eller røde partier. Det gælder for Storbritannien (Margaret Thatcher/Tony Blair), Tyskland (Schrøder/Merkel), Frankrig (Sachozy/Hollande/Macron), Italien (Mario Monti/Renzi) eller i Danmark (Løkke/Thorning-Smith).

Det er bemærkelsesværdigt, hvor effektiv den neoliberale strategi har været med hensyn til at alliere sig med mainstream universitetsøkonomer til at udvikle disse i dag fortsat dominerende makroøkonomiske modeller, der i deres konstruktion entydigt understøtter den neoliberale ideologi: at en ureguleret markedsøkonomi skaber den størst mulige velstand. Denne alliance mellem det politiske, det administrative og det akademiske establishment har etableret sig som en jerntrekant, der gensidigt bekræfter hinanden i, ’at der er ikke noget alternativ’[11] til at benytte neoklassisk makroøkonomisk teori, som den eneste relevante teori. En udvikling, der efterlader det spørgsmål, hvorledes akademisk uddannede økonomer kan fastholde ’at der er ikke noget alternativ’ til neoklassisk generel ligevægtsmodeller, når de notorisk har været så ringe til at beskrive de makroøkonomiske realiteter og der ydermere findes en bred vifte af alternativer?

Det er her den neoliberale ideologis egentlige triumf ligger, at den har kunnet fastholde den akademiske dagsorden inden for økonomifaget ved hjælp af det neoklassiske, individ- og markedsfikserede grundlag. Og det er lykkedes i en sådan grad, at der på trods af den økonomiske krises dramatiske samfundsmæssige konsekvenser ikke er foregået nogen form for dyberegående faglig selv-refleksion. Det spørgsmål, den britiske dronning stillede, da hun besøgte London School of Economics i maj 2009, ’hvorfor var der ingen, der så krisen komme?’ står stadig ubesvaret hen. Og sådan vil det forblive, så længe det neoklassiske paradigme lægges til grund for udarbejdelsen af de makroøkonomiske modeller, da de per konstruktion er ’krisefri’. Økonomiske kriser vil naturligvis også opstå i fremtiden; men de vil alle, ifølge neoklassisk teori skyldes, udefra kommende faktorer, som f.eks. ’krig og ufred’, miljøkatastrofer eller ’populistisk økonomisk politik’, der forstyrrer den ideale markedsmodel. Men da den makroøkonomiske model per konstruktion er selv-oprettende, en såkaldt generel ligevægtsmodel, er den bedste politik i disse situationer ’ingen politik’ og en uafhængig centralbank. Det vil sige at det strukturelle budget for den offenlige sektor netop, som det er foreskrevet i budgetloven fra 2012 (da Bjarne Corydon var finansminister) skal have et balanceret strukturelt budget uanset konjunktursituationen (i den private sektor).

På den baggrund er det nærliggende at konkludere, at den neoliberalt inspirerede makroteori selv lider under en form for inconsistency i sin antagelse om ’rationel adfærd’ dvs. selv-optimerende adfærd; for på den ene side antages det, at politikere, embedsmænd, lønmodtagere og forbrugere netop er egennytte maksimerende og derfor skal holdes i stramme tøjler af konkurrence og New Public Management, og på den anden side er der de få udvalgte økonomiske teoretikere, der i ophøjet uselviskhed, og ud fra et samfundsmæssigt hensyn, udtænker og anviser organiseringen af det markedsøkonomiske system med en uafhængig centralbank og stramme regler for den offentlige sektor budgetbalance, hvorefter de udpeges som bl.a. centralbankdirektører og ledere af teknokratregeringer, der uden at ryste på hånden fører en neoliberal økonomiske politik.

Konklusion

Makroøkonomi er således en politiseret videnskab. Den er gennemsyret af ideologi, der vil afspejle sig i de fundamentalt forskellige råd, som repræsentanter for de forskellige skoler når frem til. Skolerne dominans svinger dog med de politiske konjunkturer. Ikke overraskende har de seneste 30-40 års neoliberale diskurs sat sig dybe spor i den makroøkonomiske teori og i de modeller, der konstrueres. Denne udvikling har også kendetegnet de danske makroøkonomiske modeller, navnlig repræsenteret ved DREAM-modellen og Finansministeriets brug af tilpassede ligevægtsmodeller ved udarbejdelse af hhv. 2020- og 2025-planen.

Spændvidden mellem neoliberal makroøkonomiske diskurs og den fortsatte økonomiske stagnation er naturligvis ikke en isoleret dansk problemstilling. Lærebøger, makroøkonomisk teori og de dominerende modeller er i dag stort set de samme i hele den vestlige verden. Uden for den dominerende neoliberale diskurs er der dog en række kritiske røster, hvoraf flere endog er nobelpristagere. De har navnlig efter krisen satte ind i 2008 koncentreret sig om at udvikle teorier og makroøkonomiske modeller, der kan forklare den fortsatte stagnation, hvilket bl.a. sker ved at reducere modellernes ideologiske indhold og i stedet sætte en forklaring af virkeligheden i centrum.

Det forhold, der bør undre, er, at den dominerende økonomiske videnskab og de dertil knyttede lærebøger er så upåvirkede af den fortsatte økonomiske stagnation, hvilket måske kan forklares ved det stærke greb om universitetsuddannelserne, medier og den offentlige diskurs, som den neoliberale ideologi har opnået gennem sin alliance med ’jerntrekantens’ institutioner. Denne indflydelse er opnået samtidig med, at den økonomiske ’videnskab’ har kunnet fastholde illusionen om sin objektivitet. Det er lykkedes makroøkonomerne at sløre de benyttede teoriers neoliberale grundlag gennem en stort set uigennemskuelig brug af store matematiske ligningssystemer.

Indenfor den forholdsvis beskedne kreds af realistiske og dermed ’afvigende’ makroøkonomer udgør bl.a. de amerikanske nobelpristagere Joseph Stiglitz og Paul Krugman vedholdende og markante stemmer et (til tider noget desillusioneret) alternativ.

”De makroøkonomer, som håbede på, at krisen ville give nye indsigter til brug i undervisningen, fik ret; men helt anderledes end forventet, idet vi fik anskuelighedsundervisning i det forhold, at når en ideologi, der understøttes af magt og store formuer, miskrediteres af virkeligheden, så er det virkeligheden, der taber.” (Krugman 2010, A39)

Min bedste vurdering er derfor, at der vil komme forandringer; men initiativet hertil skal desværre ikke forventes fra det etablerede universitetsøkonomer. De er fastgroet i det neoklassiske paradigme, der uden større vanskelighed kan gives en tilsyneladende evidens. Ændringen i den makroøkonomiske disciplin vil, som det er set før formentlig først komme, når det ’populistiske’ vælgeroprør, der er under opbygning, har vundet tilstrækkeligt politisk styrke til at sætte en ny fordelings- og miljøpolitisk dagsorden.

Om det vil ske, endsige hvornår det vil ske, kan der kun gisnes. Hvad værre er, så jeg frygter, at der skal endnu en alvorlig økonomisk krise til, for at skabe den mere realistiske forståelse af selv åbenbare negative samfundsmæssige konsekvenser af den praktiserede neoliberale ideologi.

Litteratur

Andersen, T. M. (2000), Makroteori, i Chr. Hjorth-Andersen, Udviklingslinjer I økonomisk teori, København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag

Cahill, D. (2014), The End of Laissez-Faire?: On the Durability of Embedded Neoliberalism’, Cheltenham: Edward Elgar

Crouch, C. (2016), The Knowledge Corrupters: Hidden consequences of the Financial Takeover of Public Life, Cambridge: Polity Press

Detektor:http://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/tv/record/doms_radioTVCollection%3Auuid%3A5d56b9ba-dd9e-4a64-9d4a-c538428420de/query/detektor (fra 3.45 til 17.35), Mediastream

Estrup. H., P. Nielsen og J. Jespersen (2013), Den økonomiske teoris historie, en kort introduktion, 2. udg. København: Djøfs Forlag.

Friedman, M. & R. Friedman (1980), Free to Choose, New York: Harcourt

Grage, T.W. ’Neoliberalisme’ i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 5. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=233279

Information, Interview med overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, 6. jan. 2011,

Jespersen, J. (2007/09), Makroøkonomisk Metodologi – i et samfundsvidenskabeligt perspektiv, København: Djøfs Forlag.

Jespersen, J. (2014), Økonomien, journalistikken og den udeblevne kritik, kapitel 7 i R. Buch & M. Verner, Krisen i økonomi & Journalistik, Aarhus: Forlaget Ajour

Jespersen, J. (2015), Detektor: Hans Jørgen Whitta-Jacobsen vs. Jesper Jespersen: ’Udbud skaber sin egen efterspørgsel’?, www.altandetlige.dk

Jespersen, J. (2016), Neoliberalismen som dominerende makroøkonomisk diskurs, Slagmark – Tidsskrift for idéhistorie, 2016, nr. 74, s. 139-158

Jespersen, J. (2017), Ti spildte år, kronik i Politiken, 17. februar

Keynes, J. M. (1936), The General Theory of Employment, Interest and Money optrykt i Collected Writings of John Maynard Keynes, bind VII, Cambridge: Cambridge University Press, 1972

Kirman, A. 1989. The Intrinsic Limits of Modern Economic Theory: The Emperor has No Clothes. The Economic Journal, 99, pp. 126-139.

Krugman, P. (2010), Wall Street Whitewash, New York Times, 17th December, p. A39, New York edition.

Leijonhufvud, A. (1981), Life among the Econ, kapitel 12 i Information and Coordination: Essays in Macroeconomics Theory, Oxford: Oxford University Press

Lucas, R.E. Jr. (1978), Unemployment Policy, American Economic Review, May

Mankiw, N.G. (2016), Macroeconomics, 9th ed., New York: Worth Publishers

Mirowski, P. and D. Plehwe, eds. (2009), The Road from Mont Pelerin: The Making of the Neoliberal Thought Collective. Cambridge, MA: Harvard University Press

Nedergaard, P. (2014) Liberal, men ikke neoliberal – sådan er den tyske model for Europa, Tidskriftet Ræson

Pedersen, O. K. (2011), Konkurrencestaten, København: Hans Reitzel

Piketty, Th. (2014), Capital in the 21st Century, Cambridge, Mass.: The Belknap Press of Harvard University Press

Politiken, 31.12.2014, interview med Thomas Piketty af Rune Lykkeberg

Snowdon, B. & H.R.Vane (2001), An Encyclopaedia of Macroeconomic. Cheltenham: Edward Elgar

Whitta-Jacobsen, H. J. og P. Birch Sørensen (2010), Introducing Advanced Macroeconomics, 2. udg. McGrawHill

[1] Grage T.W. (2018) Den Store Ordbog

[2] Det er mildt sagt forvirrende, at betegnelsen ny-keynesiansk er dukket op indenfor den neoliberale makroøkonomiske tradition. Den ny-keynesianske skole er en aflægger fra Chicago-skolen, hvor der analytisk lægges mere vægt på, at det tager et stykke tid, i praksis 3-5 år, for markedssystemet at genetablere den generelle ligevægt, når samfundsøkonomien bliver slået ud af kurs, som det f.eks. skete i 2008/09. Den ny-keynesianske skole har således det samme aksiomatiske grundlag som de øvrige neoliberale teoriretninger og derfor klart adskilt fra den originale Keynes' makroøkonomiske teori og metode, se f.eks. Andersen, 2000 og Jespersen, 2007/09.

[3] Der er ikke enighed blandt politologer om det berettigede i at slå disse fire skoler sammen under betegnelsen neoliberalisme. Her læner jeg mig bl.a. op ad Ove Kaj Pedersen, Konkurrencestaten, s. 24-26, der atter læner sig op ad bl.a. Mirowski, 2009. Nedergaard, 2014 søger ideologisk at adskille ordoliberalisme fra neoliberalisme; men i relation til argumentationen i denne artikel er lighederne, herunder troen på den ideale markeds økonomis optimale egenskaber dog sammenfaldende. Hvordan den opnås og statens rolle heri kan nuanceres, men det forandrer ikke, at figur 1 udgør den analytiske rygrad i alle skolernes makroøkonomiske model.

[4] Det må retfærdigheds vist siges, at adskillige af deltagerne ved dette stiftende møde i 1947 deltog på invitation af Friedrich von Hayek men primært med det sigte at diskutere anti-totalitarisme, bl.a. Karl Popper. Neoliberalisme – og the Mont Pelerin Society – har siden udviklet sig i politisk opposition mod velfærdsstaten og den voksende offentlige sektor, uanset at denne – i modsætning til de totalitære regimer – er baseret på demokratiske beslutninger. De neoliberale skoler deler således det syn på den offentlige sektor, at den i forhold til en markedsbaseret organisering er ineffektiv (se Mirowski & Plehwe, 2009).

[5] Jf. f.eks. Milton Friedmans bog Free to choose (Friedman, 1980). En tidlig kritik af de fire grundantagelser kan bl.a. findes i Kirman (1992).

[6] Den retfærdige ulighed, som Martin Ågerup fra Cepos så karakteristisk omtaler den resulterende fordeling

[7] Leijonhufvud (1981) giver en malende beskrivelse af, hvorledes de to linjer, der krydser hinanden, er blevet økonomernes standardmodel til analyse af stort set et hvilket som helst problem og dermed nærmest har antaget ikonisk karakter.

[8] I Dagbladet Information 6. januar 2011 forelagde Hans Jørgen Whitta-Jacobsen det samme synspunkt, at der centralt i økonomernes] tankegang står en antagelse om, at hvis blot man kan få flere til at tilbyde deres arbejdskraft, vil der også opstå job til dem. ”Det er et synspunkt, der dominerer den offentlige debat,« medgiver overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, »men det er også fordi, det er så ukontroversielt. Det dominerer jo også i den offentlige debat, at vand fryser ved nul grader.” og han fortsatte, ”al erfaring viser, at hvis arbejdsstyrken vokser, så vokser beskæftigelsen tilsvarende.” Et udsagn, der efterfølgende blev gjort til genstand for en Detektor-udsendelse, hvor konklusionen var langt mindre skråsikker.

[9] Et forhold som den daværende finansminister Bjarne Corydon havde svært ved at (bort)forklare, da en gennemregning af partiet Liberal Alliancens økonomiske politik ved brug af finansministeriets model gav en betydelig større BNP-vækst og beskæftigelsesfremgang end SR-regeringens politik.

[10]Politiken, 31.12.2014, interview af Rune Lykkeberg

[11] En one-liner, der blev flittigt benyttet af såvel Margaret Thatcher som af Bjarne Corydon og mange andre repræsentanter for ’jern-trekanten’.