Den bureaukratiske socialisme
Af Margit Kjeldgaard

Offentliggjort: 15. juni 2018

Det er ikke let at skitsere en struktur for socialismen og strategien, der fører os derhen. Det er lettere at beskrive konkrete små skridt, herfra hvor vi står. Den opgave har Enhedslistens folketingsgruppe løst med ”100 forslag til de første 100 dage”, hvis gruppen rådede over et flertal i Folketinget. Desværre tegner der sig en masse bureaukrati – mere kontrol og flere teknokrater. Bureaukrati er også et meget brugt redskab i et miljøpolitisk program, som blev vedtaget på Enhedslistens årsmøde ult. april. Det handler ikke om fabriksbesættelser og overtagelse af produktionsmidlerne eller oprettelse af rådsdemokrati, den dag et flertal af vælgerne har stemt på EL. Udspillet handler kun om folketingsgruppens arbejdsplan og bærer præg af en top-down strategi.

Minimumsrettigheder – et indgreb i det kommunale selvstyre

I de 100 dage vil EL’s folketingsgruppe udstyre borgerne med minimumsrettigheder. Det ligner en liberalistisk tankegang, hvor man tager udgangspunkt i individet og dets modsætning til myndighederne. Sådan skulle det dog nødigt være under socialismen, der skulle myndighederne gerne forvalte til fordel for borgerne og i overensstemmelse med deres demokratiske indflydelse.
Mistilliden til myndighederne skyldes nok at folketingsgruppen har dårlig erfaring med den ”røde regering”: Straks efter regeringens tiltræden i 2011, blev det besluttet at give 500 mio. kr. til opnormeringer i daginstitutionerne. Ret hurtigt opdagede man imidlertid, at kommunerne brugte pengene til alt muligt andet. Næste velfærdsforslag fra Enhedslisten var ”To bade om ugen” til modtagere af hjemmehjælp i kommunalvalgkampen 2013. Klog af skade havde folketingsgruppen udarbejdet et bureaukratisk system, hvorefter pengene var øremærket til badene og en kommune kunne kun få del i pengene, hvis den kunne bevise at der var tale om nye stillinger; altså en kommune kunne ikke først fyre social- og sundhedsassistenter og derefter ansætte nogle andre eller de samme social- og sundhedsassistenter til at hjælpe med badet og få statstilskud. Et sådant kontrol-og bevillingssystem vil naturligvis indebære flere sagsbehandlere i både Indenrigsministeriet og kommunerne.

Forslaget blev kritiseret i kommunevalgkampen i 2013. Dels udtalte mange ældre at de gerne selv ville bestemme hvor mange bade, de skulle have; de afviste formynderiet. Og dels reagerede mange på indskrænkningen i kommunalbestyrelsernes lokale prioritering – det kommunale selvstyre.
Alligevel bliver forslaget nu genoplivet og styrket som et af de 100 forslag med ændring af ”serviceloven, så den ældre kan klage, når kommunen svigter”. Der argumenteres med, at der er sket store nedskæringer på ydelserne til ældre borgere de senere år. Og det er jo rigtigt – også for andre velfærdsydelser. Problemet er bare, at Enhedslistens folketingsgruppe åbenbart anser kommunalbestyrelsesmedlemmer for at være årsagen til nedskæringerne, altså at lokale politikere er onde mennesker, som ikke ønsker at give ordentlige ydelser borgerne. Virkeligheden er snarere at kommunalbestyrelsesmedlemmer har måttet indordne sig under folketingets stramme økonomiske rammer, bl.a. fordi Enhedslisten ikke har formået at rejse et oprør mod Folketinget og kræve flere penge til kommunerne. Derfor har kommunerne måttet sprede velfærdsydelserne tyndere ud år for år.

Hvis kommunerne tvinges til at øge serviceniveauet til den enkelte plejekrævende ældre borger, kan vi risikere at færre ældre visiteres til hjælp overhovedet. Hvis det skal undgås, må Enhedslistens folketingsgruppe ansætte nogle statsvisitatorer, der kan kontrollere om kommunens visitation er rimelig. Det betyder flere Djøf’ere eller at ældre borgeres velfærd kommer ind under staten fuldstændig, altså etablering af en parallel statslig forvaltning i den enkelte kommune.

Enten erkender Enhedslistens folketingsgruppe ikke kommunernes aktuelle økonomiske trængsler eller den ønsker ikke at give kommunerne selvstyre, fordi de prioriterer anderledes end Enhedslistens folketingsgruppe synes, de skal. I alle fald er resultatet flere ”kolde hænder”, mere bureaukrati og mere topstyring.

Der er flere af disse minimumsrettigheder i udspillet om de 100 dage indenfor andre velfærdsydelser, normeringer i daginstitutioner, osv. Desuden er der et krav om etablering af lokalråd i kommunerne, som bl.a. skal have ret til at forhindre skolelukninger. Der hersker en mistillid til kommunerne, som ikke harmonerer med partiets principprogram, hvori det kommunale selvstyre lovprises.

Basisforbrug – grøn OG rød politik
I det nye miljøprogram, som blev diskuteret samtidigt med de 100 dage på årsmødet ult. april, opererer man med høje miljøafgifter, som redskab til at begrænse forbruget af ressourcer og forurening. Når afgifter opkræves hos forbrugerne, vender de oftest den tunge ende nedad, dvs. de udgør en større andel af den disponible indkomst hos folk med små indkomster end hos folk med store indkomster. Derfor har miljøprogrammet indført et såkaldt basisforbrug. Hvad dette basisforbrug indeholder defineres ikke, det er blot en grænse, som angiver at forbrug herover pålægges høje afgifter. Man må gisne om en eller to (benzindrevne) biler hører med til basisforbrug, hvis man bor i et område, hvor det ikke er muligt at tage kollektiv transport til arbejde. Meningen er selvfølgelig at den familie, som har svømmebassin i baghaven og dermed har et stort forbrug af vand og evt. opvarmning, bør betale høje miljøafgifter, mens familien med flere børn, der skal vaskes og have rent tøj på, skal have ret til et højere basisforbrug før den skal betale høj afgift på vand og el.

Der bliver utallige situationer, hvor et basisforbrug skal defineres af politikere/embedsmænd og hvor husstanden og myndigheder (f.eks. folkeregisteret) skal indberette til myndigheden, der udskriver afgifterne. Der skal indberettes hvor mange personer, der er i husstanden, om de bor sammen hele året eller om børnene måske skiftevis bor hos mor og far eller om junior er taget på efterskole. Det kan let blive opfattet som overvågning og give anledning til konflikter mellem myndigheder og husstandene om behov og indberetninger. Desuden vil husstanden få svært ved at budgettere sine udgifter med så mange variable i afgiftsligningen.

I sin iver for at tænke rødt og grønt samtidigt, har Enhedslisten desværre besluttet sig for et meget bureaukratisk system. Tilmed har de husstande, der bruger mindre end basisforbruget, ikke noget incitament til at spare på ressourcerne, så de høje miljøafgifter bliver ikke så effektive, som hvis alle skulle betale afgifter.

Når man vil opnå både besparelser på ressourcerne og social retfærdighed, kan man stille borgerne mere lige i forbrugsmulighed ved at kompensere folk med små indkomster via højere personfradrag, lavere bundskat, og højere overførselsindkomster eller ”grøn check” og finansiere dette med hele eller noget af provenuet fra afgifterne. På denne måde har alle incitament til at spare på ressourcerne og der spares en hel del bureaukrat-jobs og konflikter mellem borgere og myndigheder, når afgifterne skal beregnes og betales.

Detailregulering - udskudt skat
Det er den samme type detaljerede beregning og konfliktrisici Enhedslisten har indføjet i sin boligskattemodel. Her er Enhedslistens forslag, at man ikke skal betale skat af at bo i eget hus/lejlighed, men først betale en exit-skat, når/hvis man sælger ejendommen med gevinst og ikke køber en ny ejendom for pengene. En sådan model kræver, at hver ejer skal have en konto med skyldig skat i Skattevæsenet, hvor købsprisen hvert år tillægges udgifter til forbedringer og fratrækkes udgifter til vedligeholdelse, samt justeres med årets inflationen. Det vil give incitament til at bestikke håndværkere til at kalde alt arbejde for forbedringer, for at minimere afstanden mellem den kalkulerede værdi og markedsprisen og det vil give skattevæsenet masser af konflikter med boligejere om forbedringer kontra vedligehold. Det vil også give meget indviklede regnestykker for ejere, der skilles, og danner nye ejerfællesskaber eller overgår til lejemål.
I forvejen skal der ansættes flere folk i Skat til at rette op på fejl i ejendomsvurderingerne, opkrævning af moms, skyldig skat, forhindre skattely, m.m.m., og dertil kommer Enhedslistens forslag om nye opgaver i ved omlægning af boligskatter. Desuden vil en udskudt skat begrænse de løbende skatteindtægter og give et meget stort konjunkturafhængigt tilgodehavende for staten. Endeligt vil boligejere øge forbruget, når de slipper for den løbende skat (den nuværende ejendomsværdiskat), fordi en aktuel større forbrugsmulighed har større værdi end en mindre forbrugsmulighed engang i fremtiden og boligejere vil blive mere gældsplagede end de er i forvejen.

Det var en god ting, da kildeskatten med samtidigheden blev indført for ca. 50 år siden. Den blev brudt med fradrag for pensionsindbetalinger, for at fremme pensionsopsparingen. Nu står der over 1000 mia. kr. i udskudt skat på pensionsejernes private konto. Et indviklet system, som langsomt erstatter den faldende værdi af folkepension. Denne model vil Enhedslisten gentage med opsparing i bolig. Hvad fremmer det, andet end privat ejendomsret og en masse indviklede regler og flere ansatte bureaukrater?!

Kontrol med private erhvervsdrivende
Et andet af de grønne omstillingsredskaber er at fritage økologiske varer for moms. Meningen er selvfølgelig at fremme forbruget af økologiske varer, men da man åbenbart ikke har tillid til producenterne eller til konkurrencen på markedet, tilføjes det i miljøprogrammet at priser og avancer skal kontrolleres. Det bliver et kæmpe arbejde både i staten og hos detailhandleren, som vel sagtens skal indberette hver gang økologiske varer prissættes og evt. sættes på udsalg når hylderne skal ryddes for fordærvelige/umoderne varer. Det fremgår dog ikke hvad der sker, hvis en virksomhed efter Enhedslistens mening har for høje priser og for høj avance.

Det er karakteristisk at Enhedslisten vil gøre op med tvang, sanktioner og kontrol i forhold til kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse, fordi ”vi skal ikke mødes med mistillid, kontrol og ydmygelser”, som det beskrives i de 100 dage. Men til gengæld ønsker Enhedslisten at sætte mistillid og kontrol i system overfor erhvervsdrivende og kommunerne.

I øvrigt betyder en generel momsfritagelse for økologiske varer, at også importerede økologiske varer (fødevarer, blomster, bomuld, etc.), kan blive billigere og dermed øge salget. Det er imidlertid ikke så godt, eftersom varerne ofte flyves ind med brug af fossile brændstoffer.

Puljer og fonde
Regeringer laver ofte puljer, der kan fremme en bestemt udvikling, for at takke andre partier for at stemme for finansloven. Puljer er en uskik, fordi de muliggør lobbyisme, korruption og konkurrenceforvridning – og giver nye bureaukrat-jobs og magtcentre. Fonde er også uigennemskuelige. Enhedslisten har gennem årene fået ”ildsjæle-puljer”, grøn investeringsfond, m.m., som tak for at lægge stemmer til forlig om finanslov.
I den tænkte situation med over 90 mandater burde der ikke være behov for sådanne puljer og fonde, men dem er der mindst seks af alene i forhold til virksomheder blandt de 100 forslag fra folketingsgruppen.
Ansøgerne til puljer og fonde skal typisk opfylde nogle kriterier (bæredygtighed, socialt ansvar, forretningsmæssig succes de sidste par år, osv.) og naturligvis kunne skrive en ansøgning. Dernæst skal embedsmænd og politikere igennem en individuel behandling for at fordele puljerne/fonde. Det er her vilkårlighed, bestikkelse og vennetjenester kan florere.

I mange år har venstrefløjen talt om at afskaffe erhvervsstøtte, men nu foreslår folketingsgruppen blot at støtten målrettes andre virksomheder – grønne iværksættere og socialøkonomiske virksomheder. Desuden skal Vækstfonden og andre erhvervskreditordninger støtte virksomheder, som udviser bæredygtig adfærd og socialt ansvar samt betaler skat, og den Grønne Investeringsfond skal udvides. På denne måde kommer en masse penge til at flyde rundt i et uigennemsigtigt system, hvor nye magthavere kan dele gaver ud til virksomheder med hatten i hånden. Folketingsgruppen kommer ikke dette bureaukrat-lag af magthavere til livs. Tværtimod vil stadig flere virksomheder skulle indsmigre sig med velskrevne ansøgninger og evt. gode middage.

Enhedslistens folketingsgruppe udgør flertallet, har den også magt til at indrette lovgivningen permanent til fremme af de gode formål og lade virksomheder og organisationer koncentrere sig om deres kernekompetence, hvilket vil spare bureaukrat-jobs på begge sider af skrivebordet. Man kan etablere mærkningsordninger, ligesom Ø-mærket, som er gratis at bruge og på denne måde give oplysninger til forbrugere og mellemhandlere. Et mærke kan f.eks. beskrive graden af demokrati i produktionen, et andet løn- og arbejdsforhold i virksomheder, som Danmark importerer fra. Derved flytter man magten fra lukkede forsamlinger af embedsmænd, politikere og erhvervsbosser til markedets agenter (producenter og forbrugere). Det er en objektiv og uvildig måde at styre markedet på. Det vil give større armslængde mellem staten og konkrete private erhvervsvirksomheder, øget lighed for loven og større magt til forbrugere og deres organisationer samt markedsmekanismen.

Drivkraft

På 100 dage gør man ikke op med profitmotivet i produktionen eller privat ejerskab til produktionsmidlerne. Det tager længere tid. Med 100 dages begrænsningen undgik Enhedslisten behændigt at udtænke hvilken drivkraft, der skal gælde i en socialistisk fremtid. Det er ærgerligt.

De 100 overvejende sympatiske forslag kan give en mere social retfærdig og grøn fremtid og der er også enkelte tiltag, som kan demokratisere produktionen, og mægtiggøre socialt udsatte borgere.
Nogle af os har savnet de årlige publikationer fra folketingsgruppen med ændringsforslag til finansloven og gruppens lovkatalog. Men de 100 forslag skitseres en bredere vision og så er det kommet længere ud i offentligheden end tidligere set. Det skal roses.

”Hvad ville vi gøre, hvis vi havde magt, som vi har agt” er et godt koncept, men en ny udgave bør udformes af flere og reducere magtkoncentration. De 100 dage er formuleret af ”folketingspartiet”, dér hvor der er flest ressourcer og hvor man er vant til at have magt. En bevægelse forudsætter derimod et fælles udspil, hvor alle dele af partiet supplerer og beriger hinanden. Magten skal spredes, hvis befolkningen skal tage aktiv del i fremtiden – den aktivistiske socialisme.

Kilder:

https://modkraft.dk/blog/margit-kjeldgaard/milj-redskaber

https://modkraft.dk/blog/margit-kjeldgaard/pulje-konomi

https://modkraft.dk/blog/margit-kjeldgaard/kommunalt-selvstyre