VLAK´s energiudspil: Sorte skattelettelser maskeret som grøn omstilling
Af Henrik Herløv Lund

Offentliggjort: 15. juni 2018

Regeringens energiudspil er fodslæbende og uambitiøst i forhold til den grønne omstilling. På centrale punkter springer det over, hvor gærdet er lavest, og der vælges discount løsninger. Energiministeren undser sig tilmed ikke for at snyde på vægten på nogle punkter.

26. april offentliggjorde VLAK-regeringen ved bl.a. energiminister Lars Chr. Lilleholt et udspil[2] til en energiaftale for årene 2020 til 2030: ”Energi til et grønt Danmark” (herefter benævnt ”regeringens energiudspil”).

Forud herfor havde VLAK-regeringen offentliggjort en status for den grønne omstilling med titlen ”Danmark som foregangsland”[3] – en melodi der også fortsættes i og omkring energiudspillet, der af regeringsrepræsentanter er blevet betegnet som ”det grønneste nogensinde”.[4]

Det er imidlertid alt overvejende spin – sandheden er tværtimod, at udspillet er fodslæbende og uambitiøst i forhold til den grønne omstilling; at det på centrale punkter springer over, hvor gærdet er lavest og af økonomiske grunde vælger discount løsninger, og at energiministeren tilmed ikke undser sig for at snyde på vægten på nogle punkter.

I det følgende introduceres i de tre første afsnit til udspillet. Først gennemgås i afsnit 1 indholdet af udspillet i hovedlinjer; dernæst redegøres i afsnit 2 for baggrunden for udspillet - nærmere bestemt energi og CO2-udviklingen hidtil og frem til 2030 (uden nye tiltag); og i afsnit 3 redegøres for udviklingen i energipolitikken under SRSF- respektive VLAK-regeringerne.

Dernæst diskuteres i de fire følgende afsnit centrale temaer i VLAK´s energiudspil. I afsnit 4 diskuteres regeringens satsning på EU’s kvotesystem til at levere den påkrævede energi og CO2-reduktion fra den såkaldte kvotesektor. Videre diskuteres i afsnit 5 regeringens ideologisk betingede forsøg på at dreje energi- og klimapolitikken i retning af markedsvilkår og markedsløsninger. I afsnit 6 diskuteres derefter regeringens ligeledes ideologisk bestemte forsøg på at bruge den grønne omstilling til at gennemsætte sin overordnede dagsorden om skattelettelser; og endelig analyseres i afsnit 7 hvorvidt der reelt er tale om at fremme vedvarende energi, når regeringen for en stor dels vedkommende vil basere sig på biomasse.

I de sidste to afsnit kritiseres regeringens energiudspil. I afsnit 8 påpeges, at udspillet på ingen måde er det grønneste nogensinde, tværtimod. Og i afsnit 9 diskuteres udsigterne til, at regeringen i sit kommende ”klimaudspil” for ikke-kvotesektoren vil forsøge med en ren skrivebordsøvelse at reducere CO2-udledningen fra landbrug og transport uden reelt at ændre noget.

1. Indholdet af ”Energi – til et grønt Danmark” - VLAK-regeringens energiudspil

VLAK-regeringens energiudspil har som erklæret hovedmål at øge andelen af vedvarende energi (VE) i energiforsyningen til 50 pct. i 2030 samt at udfase brugen af kul i el-produktionen senest samme år. Som sådan lægger udspillet sig i forlængelse af EU-målene om øget andel af VE og om reduktion af energiforbrug og udledning af drivhusgasser frem til 2030.

Tabel: Forpligtelse og målsætninger for EU og Danmark i 2030[5]


Men et andet for regeringen vigtigt og langt mere ideologisk præget mål med dette udspil er at gennemføre et grundlæggende kursskifte i energi- og klimapolitikken, der fremfor at bygge på offentlig politisk støtte til udvalgte VE-teknologier (fx vind) fremover skal foregå på markedsvilkår gennem ”teknologineutrale” udbud, mens offentlige tilskud gradvist skal udfases.

Man vil dog frem til 2030 fortsat give tilskud på - akkumuleret over hele perioden - i alt 15 mia. kr. (men herefter skal det være slut), som bl.a. skal gå til opførelse af en stor havvindmøllepark (3,7 mia.), afholdelse af teknologineutrale udbud på VE-produktion (4,2 mia.) samt udbud på bioenergi (2 mia.).

Tabel: Regeringens foreslåede tilskud til nye investeringer/nye indsatser i perioden 2020 til 2030

 

MEN: Ellers er det store slagnummer i VLAK-regeringens energiudspil, at der skal lettes skatter inden for energisektoren med det erklærede mål ”at fremme brugen af grøn el”: Elvarmeafgiften, navnlig elafgiften, skal nedsættes gradvist frem mod 2025.

Samlet skal elafgifterne reduceres for - akkumuleret over hele perioden – med i alt omkring 14½ mia. eller stort set lige så meget, som der investeres i udvikling af VE.

Tabel: Fordeling på år af umiddelbart provenutab fra foreslåede lempelser af energiafgifter.[i]

VLAK-regeringen har været særdeles karrig med at belyse såvel klimaeffekten som økonomien i udspillet – øjensynlig for at undgå offentlig debat om og kritik heraf. Det har selvsagt vanskeliggjort analyse heraf, og det følgende må derfor tages med et vist forbehold. Men sammenlagt vurderes udspillet akkumuleret over hele perioden at ville koste op mod 30 mia. kr. i umiddelbar virkning. Indregnes regeringens dynamiske effekter reduceres udgiften til omkring 26 mia. kr. i afledt virkning.

Hvad angår finansieringen har regeringen holdt kortene endnu tættere til kroppen, idet der kun anføres, at udspillet ”bl.a. skal finansieres af det økonomiske råderum”.

2. Udviklingen i energiforbrug og udledning i drivhusgasser fra 2012 til 2030 (uden nye tiltag efter 2020)

Der er godt brug for nye indsatser i energi- og klimapolitikken efter 2020. For godt nok har brutto-energiforbruget – takket være energiaftalen af 2012 - siden 2007 været faldende og forventes at nå et foreløbigt minimum i 2020, især betinget af fortsat effektivisering af energiforbruget og fortsat vindkraftudbygning. Men herefter forventes bruttoenergiforbruget igen at stige frem til 2030 med en årlig stigningstakt på 0,9 pct., navnlig på grund af stigende elforbrug til datacentre.

Hvad angår vedvarende energi (VE) stiger andelen heraf frem mod 2021, hvor den rammer 43,6 pct. af energiforbruget. Danmarks mål for 2020 for en VE-andel på 30 pct. (jf. foran) nås således til overmål. Men herefter vil VE-andelen af det samlede energiforbrug uden nye tiltag falde til 39,8 pct. i 2030, hvilket især skyldes stigende elforbrug til datacentre, vigende indenlandsk VE-udbygning samt vigende energieffektviseringsindsats. Energiforbruget bliver således mere fossilt baseret fra 2021 til 2030.

Figur: Bruttoenergiforbrugets størrelse og sammensætning 2017 til 2030[7]

Det skal i den forbindelse bemærkes, at forbruget af VE i 2030 tilmed primært vil være baseret på biomasse, hvilket også er problematisk, jf. længere fremme.

Som følge heraf vokser udledningen af drivhusgasser uden nye tiltag fra 2021 og frem til 2030, hvilket efterlader Danmark med en voksende manko i forhold til EU’s reduktionsmål i 2030.

3. Udviklingen i energipolitikken fra og med 2012

Det ville imidlertid være synd at sige, at udviklingen i energipolitikken siden energiaftalen i 2012 har afspejlet behovet for en offensiv tilgang i den fortsatte energipolitik. Efter regeringsskiftet i 2015 har energipolitikken - først under Venstreregeringen - tværtimod været præget af såkaldt ”grøn realisme”, hvor hensynet til at nedbringe omkostningerne ved energipolitikken blev sat over klimahensynene.

Som et højdepunkt heri lykkedes det i 2016 Venstreregeringen at afskaffe den selvstændige finansiering af energi- og klimapolitikken i ”PSO-ordningen”, uanset herved stigende energiforbrug og CO2-udledning.

Med VLAK-regeringen lykkedes det godt nok De Konservative at få lidt større klimaambitioner bygget ind i regeringsgrundlaget, men der ændredes ikke hverken ved den ideologisk bestemte markedsorientering eller ved planere om skattelettelser. Ikke overraskende barslede den af regeringen nedsatte ”Energikommission” da også med anbefalinger af, at energipolitikken fremover skulle føres netop på markedsvilkår gennem udbud, og at støtte og afgifter skulle harmoniseres og være ”teknologineutrale” og frem for alt udfases.

Figur: Energikommissionens anbefalede kursskifte [8]

VLAK-regeringen og energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt har således været mere end fodslæbende – ja, nærmest forsøgt at dreje energi- og klimapolitikken tilbage, selvom den i sin ”Status for den grønne omstilling” fra 2016 frejdigt forsøger at tage æren for de resultater, som SRSF-regeringens energi- og klimaudspil fra 2011 og den herpå baserede ”Klimaaftale” fra 2012 har leveret.

Og regeringens udspil til aftale for de næste 10 år: ”Energi – til et grønt Danmark” forsætter da også den fodslæbende, pletvist kontraproduktive politik for den grønne omstilling, som reelt har præget energi- og klimapolitikken siden regeringsskiftet i 2015.

4. Regeringen satser hårdt på EU’s kvotesystem, som imidlertid er ineffektivt

Et centralt virkemiddel i VLAK-regeringens energiudspil er EU’s kvotehandelssystem (ETS). Det er entydigt det, som regeringen satser på, når det for Danmarks vedkommende drejer sig om at opfylde målene om reduktion af udledningen af drivhusgasser for energiselskaber, varmeforsyning og den energiintensive industri – dvs. den såkaldte ”kvotesektor”.

Problemet er, at denne centrale del af regeringens energi- og klimapolitik hviler på sand, idet kvotesystemet i stort set hele dets levetid har været i stigende grad ineffektivt. Det skyldes, at der på grund af mange års økonomiske krise i EU - samt en fejlagtig politik for kvotesystemet - har ophobet sig et meget stort overskud af uudnyttede CO2-kvoter. Dette har igen reduceret prisen på CO2-kvoter til et lavpunkt, således at det er langt billigere for virksomhederne at forurene gennem køb af ekstra kvoter til spotpris, end det er at reducere CO2-udledningen gennem ekstra investeringer heri. Og på trods af reformforsøg af kvotesystemet - gennem at trække nogle af disse overskydende kvoter ud af systemet - er der ikke i en overskuelig fremtid udsigt til, at dette vil ændre sig.

Figur: Udviklingen i kvoteprisen fra 2005 til og med 2016[9]

Det er derfor et åbenlyst spørgsmål – ja, tvivlsomt – hvorvidt målene om reduceret energiforbrug og udledning af drivhusgasser fra kvotesektoren vil blive opfyldt.

5. VLAK-regeringen vil af ideologiske grunde gennemsætte markedsstyring i energi- og klimapolitikken, hvilket imidlertid risikerer at blive på bekostning af udviklingen af VE

Som nævnt vil VLAK-regeringen med energiudspillet og med udgangspunkt i sin neoliberalistiske ideologi og økonomiske politik gennemsætte et markedsparadigme i energi- og klimapolitikken. Politisk styring og offentlige tilskud til VE skal rulles tilbage, og i stedet skal VE udvikles på markedsvilkår. Den støtte, som i en overgangsfase stadig skal ydes skal ske gennem udbud, der er ”teknologineutrale” over for de forskellige VE-teknologier.

Problemet er imidlertid, at markedsstyring er OK til markedsgoder, men energisektoren er et kollektivt gode, hvortil det ikke egner sig. Hertil kommer, at det er en anakronisme at tale om markedsvilkår for VE, sålænge der indirekte ydes massiv støtte til fossile brændsler ved, at de samfundsmæssige omkostninger ved forureningen herfra ikke indregnes. Og hvis tilskud til udvikling af VE alligevel udfases, vil resultatet på sigt derfor blive, at udviklingen af VE bremses, INDEN den bliver konkurrencedygtig.

6. Lettelse af energiafgifter: Snarere sort end grøn energi – og klimapolitik

Helt sort bliver regeringens energiudspil imidlertid, når man ønsker at lempe elafgiften i massivt omfang, hvilket vil øge efterspørgslen efter og forbruget af el.

Figur: Regeringens forslag til afgiftslettelser.


Den erklærede målsætning er at fremme anvendelsen af ”grøn strøm”. Problemet er imidlertid, at frem til 2030 vil hovedparten af elproduktionen stadig være baseret på fossile brændsler. Så når elforbruget vokser på grund af afgiftslettelserne, så vokser CO2-udledningen også.

Uden at ville indrømme det offentligt har VLAK-regeringen også været klar over det. Derfor har man over for EU forsøgt med ”kreativ bogføring” i CO2-regnskabet, idet man har argumenteret for, at Danmark skulle godskrives CO2-reduktion nu, fordi det hidtil høje afgiftsniveau på energiområdet i Danmark tidligere har reduceret CO2-udledning. En skrivebordsøvelse, som imidlertid her og nu IKKE vil reducere CO2-udledningen yderligere. Tilmed nærmer det sig det hykleriske, når regeringen påberåber sig afgifter, som man nu selv vil skære ned og væk.

7. Vedvarende energi er ikke vind og sol, men et meget mere tvivlsomt brændsel: Biomasse

Ovennævnte er ikke det eneste område, hvor energiministeren forsøger at hoppe over, hvor gærdet er lavest og hellere vil anvende billige ”discount”- løsninger fremfor at investere i reelle tiltag til reduktion af drivhusgasser.

Når regeringen fx vil øge andelen af vedvarende energi til 50 pct. i 2030, tænker man ved vedvarende energi umiddelbart på vind og sol. MEN: I regeringens energiudspil er hovedvirkemidlerne IKKE vind og sol, men derimod biomasse, nærmere bestemt gennem at brugen af kul i elværkerne erstattes med træ fra træfældning.

Figur: Forskellige former for VE s andel af energiforbruget 2020 respektive 2030. [i]

 

Tilmed af træ, som i stor udstrækning skal importeres. Problemet er, at træ – nøjagtig som kul – udleder CO2, når det brændes.

 

På den ene side må det her erkendes, at i modsætning til de ”endelige” fossile energikilder, så kan biomasse fornyes ved, at der plantes nye træer. Men på den anden side tager det mange år, inden de er på niveau med de fældede træer, og derfor kræver det en nøje styring af træfældningen, som man risikerer, at de lande ikke har, som Danmark i dag importerer ca. halvdelen af sin biomasse fra. Risikoen er også, at de træeksporterende lande har slappe klimamål, og at der dermed slet ikke sker genplantning i det fornødne omfang.

Tilmed er træ en knap ressource, og der er grænser for, hvor meget der kan afbrændes til energiproduktion. Men Danmark bruger allerede i dag langt mere træ pr. indbygger til energiproduktion end det, som på globalt plan er bæredygtigt. Erstatning af kul med træ i energiproduktionen er altså ikke ægte bæredygtigt og ikke en holdbar vej frem.

8. VLAK’s energiudspil: Ikke det grønneste nogensinde, TVÆRTIMOD

Regeringen har – jf. indledningen - selv betegnet sit energiudspil som ”det grønneste nogensinde”, selvom udspillet notorisk har et langt lavere ambitionsniveau end SRSF-regeringens fra 2011. Hvor VLAK-regeringens vil øge andelen af VE til 50 pct. af det samlede energiforbrug i 2030, svarende til en årlig stigning i andelen af vedvarende energi med 0,8 pct., så øgede SRSF-regeringens udspil ”Vores energi” fra 2011 årligt andelen af vedvarende energi med 1,8 pct.

Figur: Årlig stigning i andel af VE-SRSF – regeringens respektive VLAK-regeringens energiudspil[12]

Frem for at være ”det grønneste” er VLAK’s energiudspil fodslæbende og uambitiøst, når man kun vil øge andelen af VE til 50 pct. i 2030, idet målet om 100 pct. VE i 2050 kræver en årlig gennemsnitlig stigning på 2 pct. Andelen af VE skulle således i forhold hertil øges til 55-60 pct. i 2030.

Hertil kommer at sikring af 50 pct. reel VE i 2030 (læs: ikke biomasse) navnlig vil kræve massiv udbygning med havvindkraft (på grund af de problemer, som landvind oplever). Energiminister Lars Chr. Lilleholt har selv medgivet, at målet om 50 pct. VE i 2030 ville kræve op til 8 store vindmølleparker. Alligevel vil regeringen kun foreløbig beslutte opførelse af én stor havvindmøllepark fra 2024 til 2027, hvilket er helt utilstrækkeligt, selvom der antydes, at mere kan besluttes senere.

Også når det gælder energibesparelser og energiforskning, forsøger VLAK-regeringen med sin hang til discountløsninger at slippe så billigt afsted som muligt, hvorfor det prioriteres helt utilstrækkeligt, og der afsættes alt for få midler.

Hertil kan så lægges, at udspillet bygger på et ineffektivt kvotesystem, der IKKE sikrer målene om reduktion af energiforbrug og CO2-udledning fra kvotesektoren; at udfasning af tilskud i realiteten vil betyde et tilbageslag for videre udvikling af VE-teknologier, og at endelig regeringens skattelettelser ikke fremmer grøn omstilling, men derimod øget sort CO2-udledning.

Ydermere vil regeringen delvist finansiere sine skattelettelser gennem at tage midler i det økonomiske råderum, der er nødvendige for velfærden, hvilket så igen vil nødvendiggøre, at realvæksten i det offentlige forbrug holdes på et langt lavere niveau de nærmeste år (+ 0,3 pct. årligt) end nødvendigt for at opdatere velfærden til stigende befolkningstal og give rum til nye løsninger fx ny medicin (+1,1 pct. årligt). Mere sort kan det næsten ikke blive.

Figur: Årlig realvækst i det offentlige forbrug[13]

9. VLAK’s forventede klimaplan for ikke-kvotesektoren: Vil VLAK fjerne CO2-udledning gennem skrivebordsøvelse?

Den såkaldte ikke-kvotesektor – dvs. landbrug, transport og boligopvarmning – er ikke omfattet af VLAK’s energiudspil. I stedet vil VLAK fremlægge en såkaldt klimaplan herfor til efteråret. Men meget tyder på, at tendenserne fra energiudspillet til at hoppe over, hvor gærdet er lavest endnu mere kan forventes at komme til udfoldelse her og ligefrem vil nærme sig at snyde på vægten.

Udfordringerne mht. reduktion af drivhusgasser er ellers store her. Landbrugets CO2-udledning er stort set ikke faldet, og udledningen fra transportsektoren er ligefrem stigende. I 2030 vil der være en stor manko i forhold til Danmarks forpligtelse om at reducere CO2-udledningen fra ikke-kvotesektoren med 39 pct. Dette burde i sig selv kalde på alvorlig indsats.

MEN: Der er ikke desto mindre lagt op til, at VLAK-regeringen vil fjerne op til to tredjedele af mankoen gennem en skrivebordsøvelse, hvor man ved såkaldte ”fleksibilitetsmekanismer” på papiret reducerer CO2-udledningen uden reelt at ændre en tøddel.

NOTER

[1]) Dette notat er en sammenfatning af den kritiske rapport: VLAK-regeringens energiudspil: ”Sorte skattelettelser maskeret som grøn omstilling”, 120 s. inkl. illustrationer, noter og dokumentation. www.henrikherloevlund.dk/Artikler/VLAKsenergiudspil.pdf

[2]) Jf. VLAK-regeringen: ”Energi – til et grønt Danmark”. April 2018.
http://efkm.dk/temaer/energiudspil/

[3]) Regeringen: ”Danmark som foregangsland – status for den grønne omstilling”. Marts 2016.
http://efkm.dk/temaer/status-paa-den-groenne-omstilling/

[4] ) Jf. Erhvervsminister Brian Mikkelsen.
https://www.dr.dk/nyheder/indland/faktatjek-er-regeringens-energiudspil-det-groenneste-nogensinde

[5]) Kilde: Jf. Det Miljø - økonomiske Råd: ”Miljø og Økonomi 2018”, kap. 3: ”Klimapolitik frem mod 2030”, s. 136.
https://www.dors.dk/files/media/rapporter/2018/M18/kap_3/m18_kap_iii_klimapolitik_frem_mod_2030.pdf

[6]) Egen beregning.

[7]) Kilde: Energistyrelsen: Basisfremskrivning 2018 – energi og klimafremskrivning til 2030 under fravær af nye tiltag, s. 25. https://ens.dk/sites/ens.dk/files/Analyser/basisfremskrivning_2018.pdf.

[8]) Kilde: Energikommissionen: ”Anbefalinger til fremtidens energipolitik”, s 6. April 2017.

http://efkm.dk/media/8276/energikommissionens-anbefalinger_enkeltside.pdf.

[9]) Kilde: Klimarådet: Det oppustede CO2 - kvotesystem, s 8, marts 2017.

www.klimarådet.dk/da/analyser/det-oppustede-co2-kvotesystem.

[10]) Kilde: Regeringens energiudspil, s. 23.

[11]) Egen tilvirkning baseret på Klimarådets figurpakke vedr. biomasse, figur 5.1 og 5.7. Maj 2018

http://www.klimarådet.dk/da/rapporter/biomassens-betydning-groen-omstilling.

[12]) Kilde: Interview med professor Brian Vad Mathiesen på Dektektor. Dr.dk, 17.05.18.
https://www.dr.dk/nyheder/indland/faktatjek-er-regeringens-energiudspil-det-groenneste-nogensinde

[13]) Kilde: Konvergensprogram 2018, s 38. https://www.fm.dk/publikationer/2018/danmarks-konvergensprogram.