Musketereden holdt. Kvittering – et massivt ja
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. juni 2018

Kritisk Debat har i artikler, kommentarer og ledere fulgt OK18 hele vejen igennem forløbet fra de indledende forpostfægtninger i december 2017 til slutspillet i april/maj måned 2018. Vi vil med denne artikel sætte et foreløbigt punktum for vores behandling af OK18.

Man havde nok forventet et ja til overenskomstresultatet. Men en stemmedeltagelse på gennemsnitligt 60 procent og et ja i den høje ende af 80 procent overgik nok de flestes forventninger. Ikke alene blev selve konflikten fra start til slut historisk. Det blev afstemningsresultatet også.

Årsager til det massive ja
I og med at overenskomstens underliggende resultater på organisationsniveau først nu er ved at blive foldet ud og kun delvis er kendt af alle medlemmerne, kan man med en vis sandsynlighed sige, at det massive ja først og fremmest var et ja til hovedresultaterne og ikke mindst en anerkendelse af, at solidaritetspagten holdt hele vejen igennem, selv om den i den sidste fase var anfægtet. Og det lykkedes heller ikke helt at opfylde målsætningen om ”Én løsning for alle”. Lærerne kom ikke i mål med en arbejdstidsaftale. Det rakte solidaritetspagten ikke til. Det faktum kan ikke bortforklares med henvisning til, at de trods alt fik nedsat en arbejdstidskommission, der skal afdække betingelserne for en senere arbejdstidsaftale. Lov 409 gælder stadig.

Stemmedeltagelsens størrelse er nok det, der er mest interessant at hæfte sig ved, fordi den afspejler et engagement i medlemskredsen ude i de lokale fagforeninger, som der ikke er set mage til i mands minde. Selvfølgelig har den massive pressedækning også spillet en rolle. Men det var og blev optakten til forhandlingerne i december måned, der afstedkom det afgørende udslag. Med lanceringen af musketereden blev overenskomstforhandlingerne medlemmernes kamp, hvilket det ikke har været siden 2008, og i 2008 blev medlemmerne langt fra inddraget som her i 2018.

Når tilslutningen til forliget blev så stor, skal det også ses i lyset af, at ikke ret mange havde forventet et så godt resultat. Måske er det ved nærmere eftersyn ikke så prangende, men det er for så vidt underordnet, for det oversteg forventningerne. Og mest af alt opfattes det som resultat af det tætte sammenhold. Selvfølgelig har udsigten til en massiv konflikt efter næsten seks måneders intense forhandlinger også spillet ind. I slutspillet var der nok færre, end man gør det til, som reelt var indstillet på konflikt.

En tredje årsag til den store tilslutning, som nok er den, der er mindst fokus på, er den udbredte følelse af sammenhold ude lokalt, hvorfor et ja til resultatet også var en bekræftelse af sammenholdet og udtryk for en fælles anerkendelse af de forhandlingsledere, der repræsenterede sammenholdet. Ved at stemme ja i det omfang har det enkelte fagforeningsmedlem indskrevet sig i et fællesskab, der rækker ud over OK18 og som noget næsten paradigmatisk bryder med to årtiers skønmaleri af lyksalighederne ved decentrale forhandlinger.

Sidst men ikke mindst er det gået op for mange især unge medlemmer i fagforeningerne – og det er måske det allerstørste ryk – at styrken ligger i de centrale forhandlinger, hvor solidariteten rigtigt kan komme til udfoldelse. Altså det modsatte af det strategiske mål, KL og især Sophie Løhde har været styret af: at så stor en del af løndannelsen skulle ud til lokal eller endog individuel forhandling. Den strategi får de vanskeligere ved at forfølge til de næste overenskomstforhandlinger. Magten ligger i de centrale forhandlinger. Afmagten i de lokale. Det har mange erkendt.

Den traditionelle talkrig og musketereden
Men lad os vende tilbage til begyndelsen – december måned. For det var her, sammenholdet og den store medlemsopbakning blev skabt. Optakten til forhandlingerne indvarslede en af de traditionelle OK forhandlinger. Der udspandt sig en talkrig mellem arbejdsgiverfronten (Staten, KL og Danske Regioner ikke at forglemme DA) og lønmodtagernes Forhandlingsfællesskab, CFU og AC. Den ene regnemetode blev sat overfor den anden, og der var lagt op til, at medlemmerne og befolkningen i almindelig skulle kobles af og forvandles til passive tilskuere til et kompliceret spil. Sådan kom det ikke til at gå. Forhandlingsfællesskabet, CFU og AC meddelte henholdsvis KL, staten og Danske Regioner, at man ikke mødte op til forhandlinger, før KL indledte realitetsforhandlinger med lærerne. Tillige blev det meddelt, at musketereden også gjaldt lønkravet og et krav om overenskomstmæssig garanti for den betalte frokostpause for de statsansatte.

Om arbejdsgiverne havde forventet det udspil, vides ikke. Men det tog dem på sengen. Dels fordi det punkterede deres fællesstrategi, der i de sidste tre overenskomster har handlet om at splitte forbundene op og motivere nogen af dem til at gå solo. Dels fordi solidaritetspagten blev grebet af medlemmerne lige med det samme. Her var noget de kunne bruge for at overvinde de mange modsætninger, de slås med i hverdagen. I parolen ”én løsning for alle” fik de en fællesnævner, der kunne samle deres fælles frustrationer, hvad der hidtil ikke var lykkedes lokalt.

Hen over julen og i begyndelsen af januar blev det klart for alle, at de faglige ledere mente, hvad de sagde. Forhandlingerne blev suspenderet. Det blev den første og afgørende styrkeprøve mellem arbejdsgiversiden og lønmodtagerne. På den moralske konto hjemtog lønmodtagerne en sejr. KL blev tvunget til at indlede reelle og ”substantielle” forhandlinger med lærerne. Først nu meget langt fremme i forhold til forhandlingsprotokollen, kom der gang i forhandlingerne på alle niveauer. At KL så kun førte de substantielle forhandlingerne videre på skrømt, er en anden sag. Musketereden havde stoppet processen og kunne gøre det igen. Hermed var initiativet og magten til at sætte dagsordenen flyttet over på lønmodtagersiden. Skiftet blev forstået af medlemmerne og bidrog i sig selv til at sætte gang i mobiliseringen. Pludselig var det blevet interessant og af betydning at følge begivenhederne.

Fra lærernes arbejdstidsaftale til løn
Efter forhandlingsmaskineriet kom i gang, flyttede fokus sig fra forsvaret af lærernes ret til en forhandlet aftale over til lønspørgsmålet, hvor parterne formelt set lå et stykke fra hinanden. Som det lød ude lokalt – ”nu har vi holdt igen i ti år, nu er det vores tur”. Det relativt høje lønkrav på ca. 8,3 procent blev ganske enkelt opfattet som ret og rimeligt og ikke som et af de obligatoriske overbudskrav, der kunne forhandles ned til et acceptabelt kompromis. Det var under forhandlingerne i februar, at rimelighedsdimensionen for alvor satte sig som det bærende fundament for solidaritetspagten. De sædvanlige fortællinger om manglende tid til at udføre arbejdet fagligt forsvarligt, hensynet til borgerne osv. blev trængt i baggrunden. Det var og blev: ”nu er det vores tur. Dem i toppen har fået deres del”. På den led tegnede der sig et tydeligt og enkelt modsætningsbillede.

Det var også i februar under de åbne forhandlinger mellem parterne, at mobiliseringen tog fart. Man varmede op til åben konflikt. Der blev udtrykt vilje til at slås, og bredt set herskede der en vis utilfredshed med, at forbundenes strategi gik på kun at erklære begrænset konflikt. Ca. 100.000 skulle udtages til strejke. Det gav en vis skuffelse og tog også noget af energien ud af mobiliseringen, hvilket blev understreget af, at forhandlingerne rykkede ind i Forligsinstitutionen, som pr. definition gør alle andre end forhandlerne til tilskuere.

Fra trussel til modstand
Men at forløbet ikke tog den traditionelle bane, skyldes også arbejdsgiversidens taktiske bommert. Man troede at ved at svare massivt igen på lønmodtagernes strejkevarsel med en lockout af ca. 450.000 ansatte kunne man skræmme de offentligt ansatte og deres forhandlere. Det fik den stik modsatte virkning. Nu var de indstillet på kamp. Offentligheden reagerede også negativt på arbejdergivernes massive lockoutvarsel. Sympatien flyttede afgørende over på lønmodtagersiden og holdt sig her gennem resten af forløbet.

Asymmetrisk magtforhold?
Den vending indebar også, at den megen snak om det asymmetriske magtforhold og Moderniseringsstyrelsens sammenblanding af ministerielle/politiske dagsordner og arbejdsgiverforpligtelsen trådte i baggrunden. I april måned kunne enhver se, at hvis det kom til en konflikt, ville de store partier i Folketinget stå i en forbandet vanskelig situation. Dels fordi der måske ikke kunne skaffes en mæglingsskitse at modellere et lovindgreb efter, og dels fordi partierne var under pres ikke bare fra de ansatte i den offentlige sektor, men fra større dele af befolkningen. Denne forskydning i styrkeforholdet gjorde det mindre interessant at fortsætte med at tale om det asymmetriske magtforhold og presset på ”den danske model”. Ligevægten var jo genoprettet i og med befolkningens udbredte sympati og den fortsatte opbakning til musketereden.

Faktisk var der ikke mange, der lånte ører til arbejdsgivernes (også de private arbejdsgivere DA/DI’s) forventelige snak om rimelighed og samfundsansvar. Det store spørgsmål i hele april måned, som løftede spændingsmomentet både i forbundene og ude i befolkningen, gik på, om musketereden kunne holde, og hvad der politisk ville ske, hvis konflikten blev en realitet. Derfor voksede presset på forhandlerne i Forligsinstitutionen. De fik ganske enkelt ikke lov til ikke at sige noget. Dramaet skulle have sin daglige næring, og der var en følelse blandt medlemmerne af, at fagbevægelsen havde fat i den lange ende. Så blæse være med det fagretlige systems formalia. Konflikten havde nået et punkt, hvor dramaet havde taget over og skubbet de reelle konfliktspørgsmål i baggrunden.

Klar parole, men forvirring om indholdet
I slutfasen skulle de relativt mange forskellige fortolkninger af musketereden vise sig at udgøre et større problem, end man havde forestillet sig. De faglige ledere havde ikke gjort meget ud af forklare medlemmerne, hvad arbejdstidskravet hos lærerne egentlig handlede om. Det samme gjaldt kravet om betalt spisepause. Få havde endvidere beskæftiget sig med, hvordan solidaritetspagten og parolen ”én løsning for alle” egentlig skulle håndteres konkret, når slutfasen i forhandlingerne indfandt sig. Den mest udbredte fortolkning var den forholdsvis simple, ”at alle gik ind sammen og ud sammen, når alle havde fået deres respektive krav imødekommet”. Sådan gik det som bekendt ikke, og det havde heller ikke på noget tidspunkt været realistisk set ud fra en forhandlingsteknisk virkelighed.

Mistede muligheder
Men forinden havde de faglige ledere selv ladet sig fange af den store tilslutning til den meget lidt konkrete parole. Begejstringen var til at tage og føle på, så der skulle ikke gås i detaljer, hvilket måske kan forklare to indlysende fejldispositioner fra de faglige lederes side.

For det første valgte man i Forhandlingsfællesskabets ledelse at negligere det forhold, at Danske Regioner lige før forhandlingerne overgik til Forligsinstitutionen, mundtligt havde uddybet sine krav om ændrede arbejdstidsbetingelser over for Sundhedskartellet. Det interessante i Danske Regioners udspil var, at kravene langt hen ad vejen stemte overens med de arbejdstidsbestemmelser, der er indeholdt i lov 409. Altså at arbejdsgiverne, som allerede varslet i efteråret 2017, gik efter at forringe medarbejdernes værnsbestemmelser og styrkelse af ledelsesretten ved de lokale lederes ret til at bestemme arbejdsbetingelserne. Med det udspil blev det mere tydeligt, at opgøret med lærernes arbejdstidsaftale, som det have ligget i kortene siden 2013, skulle betragtes som første skridt i gennemførelsen af arbejdsgivernes samlede strategi. Musketereden skulle med andre ord ikke bare hjælpe lærerne til at få en arbejdstidsaftale. I virkeligheden handlede den ligeså meget om at forhindre, at alle andre blev tvunget ind under de samme betingelser. Altså et ægte fælles fundament under musketereden.

Imidlertid trak Danske Regioner deres krav tilbage. Det er dog stadigt ubegribeligt, at de faglige ledere ikke greb chancen til at fortælle deres medlemmer, at Forhandlingsfællesskabet, CFU og AC ikke kun kæmpede for at ”hjælpe” lærerne, men for at stoppe enhver tanke om at udbrede indholdet i lov 409 til resten af den offentlige sektor. For reelt var det perspektivet i alle tre arbejdsgiverorganisationers efterårsudspil. Det er korrekt vurderet, at en bred oplysning om, at det var det forhold, som var i spil, ville have skærpet konflikten og modsætningerne yderligere og måske udelukket et forlig. Ingen kan vide, om det var det perspektiv, der holdt de faglige tilbage. Men i hvert fald fik tavsheden som konsekvens, at solidaritetspagten ikke praktisk blev understreget yderligere.

Samme forhold gør sig gældende i spørgsmålet om frokostpausen. Det var og forblev den udbredte opfattelse, at det kun drejede sig om akademikernes betalte frokostpause, som man ville have løftet fra en kutymeaftale til en overenskomstaftale, fordi Moderniseringsstyrelsen efter eget program var på jagt efter alle kutymeaftaler. KL og Danske Regioner meldte hus forbi. Det samme gjorde de fagligere ledere. Både i regionen og i kommunerne havde man betalt spisepause. Lederne glemte bare at oplyse om, at der ikke var tale om en ret, men om en mulighed, og at det drejede sig om ”forstyrret pause”. Altså en mulighed medarbejderne kun kunne gøre brug af, hvis arbejdet ellers tillod det. Havde man løftet det tema op, ville det være kommet frem, at flere og flere medarbejdere i kommunerne og på hospitalerne hverken halvt eller helt har tid til at udnytte muligheden for at få de 29 minutters forstyrret spisepause. Der er så travlt i dag, at eksempelvis mange sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter ikke når meget andet end lige at skovle frokosten i sig – hvis de endda når det. Var det forhold blevet trukket frem, kunne det have forrykket billedet, så man ikke bare så akademikernes krav som lettere luksuriøst eller i hvert fald uvedkommende for de fleste.

Alle havde gavn af musketereden
Summet op kan man sige, at de virkelige forhold ude på arbejdspladserne understøttede det meningsfulde i parolen om ”en løsning for alle”, for reelt havde de fleste offentligt ansatte aktier i alle tre hovedpunkter i konflikten. Det drejede sig ikke om at ”hjælpe” lærerne. Det drejede sig heller ikke om, ”at den lavt betalte social- og sundhedshjælper skulle være solidarisk med de privilegerede akademikere”. Det drejede sig om et sammenhold om tre forhold, som var eller ville blive ens for alle. Det var og er materielle grunde til sammenholdet og opslutningen, men de blev desværre ikke udfoldet og præciseret af de faglige ledere.

Det svækkede musketereden i slutfasen og slørede medlemmernes selvforståelse og bevidsthed om, hvor meget andet der reelt er i spil i stillingskrigen mellem de tre arbejdsgivergrupper og de offentligt ansatte. Arbejdsgiverne ønsker stadigt et større ”ledelsesrum” og forringelse af medarbejdernes værnsbestemmelser. Hensynet til borgerne skal stadig overtrumfe hensynet til medarbejdernes arbejds- og livsbetingelser.

Slutspillet og musketereden
Slutspillet og indgåelsen af forlig forløb, som man kunne forvente. Udgangen var allerede blevet tegnet med løse streger op til påskeferien. Der var grænser for, hvor længe man i LO-forbundene ville vente på en aftale for lærerne og for de statsansatte. Grænsen blev successivt trukket skarpere op af bl.a. Dennis Kristensen fra FOA, Benny Andersen fra Socialpædagogerne Landsforbund og Bodil Otto fra HK. Noget ufint benyttede man sig af den udbredte mangel på indsigt i, at de forhold, der gjaldt for lærerne og for akademikerne, ville blive forsøgt generaliseret op til næste overenskomst. Der var ikke, som det efterhånden blev italesat, tale om, at de lavtlønnede skulle hjælpe de højtlønnede.

De sidste dage før forligene var solidaritetspagten trængt, og det trak op til åbenlyse konfrontationer mellem især FTF- og LO fagforeningerne. Det kom ikke så vidt. Lønkravet blev stort set imødekommet. De ansatte i regioner og kommuner fik en pseudogaranti for spisepausen, som er aldeles ligegyldig, da de i forvejen knap kan bruge den og måske ville have været bedre tjent med den aftale, som akademikerne indgik, hvor en del af lønstigningen blev konverteret til en ret til betalt spisepause. Ikke en mulighed, men en ret og til og med til en uforstyrret pause.

Lærerne kom som bekendt ikke i mål, men indvilgede i et kompromis om en arbejdstidskommission for at redde musketereden og få afsluttet OK18. Der var vist nok en udbredt opfattelse af, at sammenholdet måske ikke ville have holdt til en større konflikt. Det er kun en antagelse. Men nok meget realistisk.

Hvorfor blev resultatet en sejr?
Uanset den lidt forkølede afslutning på OK18 og sprækkerne i musketereden endte hele forløbet med en sejr til hele fagbevægelsen i Danmark. Indlysende er det, at modellen med en musketered er kommet for at blive, og lokalt vil den blive taget frem og brugt igen og igen. Forløbet har også vist:

  • at arbejdergiverfronten er mindre skræmmende, end den har været ved de sidste tre overenskomster.
  • at de faglige organisationer godt kan sætte dagsordenen uden at ty til hændervridende appeller,
  • og at man kan opnå høj medlemsaktivitet, hvis der formuleres krav, alle kan samles om både i forhandlingslokalerne og ude på arbejdspladserne.

Men musketereden og hele forløbet har også afsløret, at overenskomstsystemet ikke er gearet til, at fagbevægelsen samler sig om nogle få krav og indgår en solidaritetspagt. Tværtimod er hele konstruktionen indrettet på opsplitning og helt isolerede forhandlinger i Forligsinstitutionen udenfor medlemmernes og offentlighedens opmærksomhed. Det modsatte skete, og af den grund var forligsmandens handlemuligheder begrænsede. I modsætning til tidligere blev kampen reelt ført udenfor de institutioner, der skal håndtere overenskomstforhandlingerne. Det forhold har fået flere politikere og arbejdsmarkedsforskere til foreslå justeringer af Den danske model, underforstået et ønske om på en eller anden måde at få konfliktretten begrænset. Ingen har tidligere beskæftiget sig med modellens indretning i de perioder, hvor arbejdsgiverne dannede fælles front. Ganske tankevækkende, hvis man finder, at overenskomstsystemet ikke kan holde til, at lønmodtagersiden står sammen.

En sidste bemærkning skal med. Fagbevægelsens sejr består ikke alene i evnen til at fastholde solidaritetspagten og på den konto opnå relativt gode resultater. Sejren handler nok så meget om afvisningen af arbejdsgivernes krav vedr. arbejdstidsaftalerne og punkteringen af deres strategi for at udvide ledelsesretten og indskrænke medarbejdernes værnsbestemmelser, som de har forfulgt siden 2011. Det åbne spørgsmål er så, om de offentligt ansattes fagforeninger også drager den konsekvens og afviser de mange nye forslag om individuel arbejdstidsplanlægning, som er på vej efter de første forsøg i Københavns kommune. Dvs. om man gør det klart for medlemmerne, at det alene er de kollektive rettigheder og betingelser, der reelt begrænser arbejdsgivernes ledelsesret.

Og skulle nogen nære illusioner om, at Danske Regioner, KL og Moderniseringsstyrelsen nu går i hvilemode og opgaver deres strategiske mål om at udvide ledelsesretten ved at begrænse de ansattes rettigheder udformet i de generelle arbejdstidsaftaler, behøver man blot at læse Ledelseskommissionens anbefalinger for at indse, at sådan forholder det sig ikke.

I kommissionens anbefalinger står der direkte, at det eksisterende samarbejdssystem, overenskomster og arbejdstidsaftaler, samt de lokale fagforeningers indflydelse udgør en begrænsning af det ønskede ledelsesrum. Hverken KL eller Sophie Løhde lod muligheden gå fra sig til hurtigt at rose Ledelseskommissionens arbejde og anbefalinger, hvor omvendt Forhandlingsfællesskabets svar ikke rummer den lodrette afvisning, man kunne have forventet. Så stillingskrigen frem til OK21 er skudt i gang.