Nicolás Maduras våde drøm og venstrefløjens mareridt
Af Poul Petersen

Offentliggjort: 15. juni 2018

Den 1. maj i år gav det spanske dagblad El País spalteplads til Venezuelas præsident, hvor han beskriver den ideale fordring til landets demokrati. Det er smukt, men hans beskrivelser lider af en afgørende skavank. Drømmen om det ideale demokrati i Venezuela er som alle drømme ikke virkelighed, men Maduro hævder i sin beskrivelse, at det netop er sådan, den venezuelanske virkelighed ser ud. Op mod dette fatamorgana bragte El País den 5. maj en korrigerende kommentar af Moisés Naím. Og i Open Democracy’s Latinamerikasektion går Chris Carlson den 25. april konkret i flæsket på den venstrefløj, der ikke kan slippe drømmen om ”Det 21. århundredes socialisme”.

Maduro lægger hårdt ud med at konstatere, at ”vores demokrati er anderledes end alle andre”. Den konstatering kan han få selv sine argeste modstandere til at skrive under på. Og videre: ”I Venezuela er demokratiet for de mange, og det retfærdige er, hvad der er godt for hele folket. Og fordi folks behov hele tiden skifter er vores demokrati et revolutionært projekt, der hele tiden ændrer sig.”

Så vidt så godt, men det skal jo underbygges med eksempler, og det bliver det også. Der sammenlignes på flere områder med situationen 20 år tidligere.

”For 20 år siden var det helt normalt i Venezuela at blive født under næsten voldelige omstændigheder. Ingen skænkede det overhovedet en tanke, at det ikke bare er den nyfødtes helbred, der er på spil, men også moderens og familiens helbred og rettigheder. Men revolutionen ændrede det og blev feministisk”. Til det noterer Naím: ”ifølge The Lancet, et medicinsk tidsskrift, er dødeligheden blandt mødre i Venezuela steget med 65% i de seneste år og børnedødeligheden med 30%.”

Så meget for mor og barn. Også ungdommens situation ligger ham voldsomt på sinde: ”For 20 år siden, før vores bolivariske revolution, var det almindeligt at bebrejde unge mennesker deres selvforskyldte arbejdsløshed og derfor selv havde fortjent at have et dårligt helbred, miserable lønninger og manglende tag over hovedet. Men det ændrede sig, da vi overtog magten. Vi sagde ligeud, at det ikke er i orden, at folk kan være fattige, selvom de arbejder hele dagen.”

Det har ganske rigtigt ændret sig betoner Naím: ”Minimumslønnens købekraft ligger 94,4% under 1998-niveauet. Det betyder i praksis, at minimumslønnen ”på gaden” er lidt mere end 3 dollars om måneden (2,50 euro). Værdien af den ”officielle” månedsløn rækker højest til fire pund kylling. Og ikke alle arbejdende er så heldige med indtjeningen. En selvstændig sygeplejerske for eksempel tjener, hvad der svarer til 0,06 dollars om dagen. Dertil kommer, at de unge mennesker, præsidenten er så bekymret for, er de mest almindelige ofre for den løsslupne kriminalitet, der helt har paralyseret landet. I dag lider Venezuela under en af de højeste mordrater i verden.”

Og således videre med alle fortræffelighederne om, hvordan den bolivariske revolution blev en succes against all odds på alle økonomiske og sociale områder: ”I mit hjerte går folket frem for alt andet. Enten er økonomien til gavn for folket, eller også er den udbytning. For os bolivarer betyder økonomien retfærdighed, og demokrati betyder beskyttelse”.

Netop omkring demokrati går de næsten poetiske bølger højt: ”I Venezuela har vi et smukt udtryk til at beskrive vores venner med: Mi pana (kammerat). Der er masser af forklaringer på dette udtryk, men for mig udtrykker det, at i dette land er en ven som en del af dig selv. Og det er netop det, demokratisk sameksistens handler om for os bolivarer. Vi har et demokrati, der består af panas. Vores fædreland er vores pana. For os kan der kun være frihed og demokrati, når der er andre, der tænker anderledes og har plads til agt udtrykke deres identitet og forskelligheder.”

”I realiteten er det, der sker, at vi er trætte af at leve på denne polariserede måde og har besluttet at dreje den politiske vold, som guarimbas udøver (antiregerings barrikademagere) ind i den konstitutionelle magt og her finde hinanden i en konstitution opbygget af folket og for folket. Derfor kan jeg godt forstå elitens desperation. De har brugt årtier på at dreje folk ind på en populistisk bane med overgreb, had og barbari til følge. Vores demokrati på den anden side er et demokrati, der er stolt af at være folkeligt. Det er folkets demokrati.”

Jeg kan forestille mig, at det er med himmelvendte øjne, Naím formulerer sig i forhold til denne udlægning af det venezuelanske demokrati: ”En lille detalje præsidenten udelod var, at 15 regeringer i Latinamerika, plus EU, USA og Canada har fordømt det kommende valg som svindel, og at de ikke vil anerkende dets resultat. Maduro – den selvudnævnte demokrat – har diskvalificeret det største oppositionsparti. De mest populære kandidater er i fængsel, eksil eller forhindret i at stille op, og regeringen tillader ikke uafhængige internationale observatører at overvære valgprocessen. Men præsidenten er ikke alene. Det store russiske demokrati vil sende et hold observatører for at garantere valgets retfærdighed. Cuba og Nicaragua sender ligeledes observatører.”

En ikke overraskende afslutningssalut: ”Den dorskhed, ligegladhed og passivitet med hvilken Maduro reagerer over for den tragiske krise, der stadig vokser og ekspanderer og dræber flere og flere venezuelanere hver dag, synes ikke at røre det mindste. Det hverken bevæger ham eller motiverer ham til at handle eller søge hjælp. Tvært imod. Maduro har stædigt benægtet, at Venezuela står over for en humanitær krise overhovedet og har frasagt sig international hjælp, der allerede kunne have reddet tusinder af liv.”

Siden har valget været afholdt og Maduros præsidentperiode forlænget med 6 år på baggrund af en valgdeltagelse på 46,1% sat i forhold til 80% ved forrige valg. Det har naturligt nok ikke skortet på fordømmelser fra det meste af verden. Der er dog undtagelser. Information kan den 22. maj således referere Evo Morales fra Bolivia – som en af dem venstrefløjen traditionelt ser på med positive øje – for en noget højstemt hyldest:

»Det suveræne venezuelanske folk har igen sejret over militærkuppene og det nordamerikanske imperiums interventionisme. Frie folk underkaster sig aldrig,« skrev den bolivianske præsident Evo Morales på Twitter i en hyldest til sin »broder« Maduro. Lignende lykønskninger faldt fra præsidenterne for El Salvador, Salvador Sánchez, og Cuba, Miguel Díaz-Canel.”

Et venstrefløjsmareridt

Webmagasinet Open Democracy’s Latinamerikasektion Democracia Abierta har gennem årene forholdt sig mere og mere kritisk til udviklingen i Venezuela og lancerede den 25. april i år, hvad man kunne kalde det endelige opgør. Ikke blot med den førte krisepolitik i Maduros valgperiode med de grundlæggende politiske reformer helt tilbage til Chávez’ socialismeinitiativer. Indledningsvis får regimets hel- og halvhjertede støttet med krabasken.

” Den seneste tids billedreportager fra Venezuela viser en mere og mere desperat situation. I videoer på onlinemedier kan man se folk, der jagter kvæg på markerne for at slagte dem, mens andre griber til at spise hunde og katte fra Caracas’ gader. Det er blevet mere og mere almindeligt med protester over fødevaresituationen og plyndring af butikker, samtidig med at folk i tusindvis krydser grænsen til nabolandene.

På trods af alt det har Maduro og de, der forsvarer ham, vendt det blinde øje til denne udvikling. De hævder, at reportagerne i almindelighed er overdrevne, og at situationen er en konsekvens af den USA-styrede ”økonomiske krig”, hvis formål er at sabotere Maduros regering. Andre medgiver, at noget af kritikken mod Maduro er fortjent, men fremhæver samtidig, at han har været begrænset af de lave oliepriser og sabotage fra den højreorienterede opposition. De forsikrer, at det bedste bolværk mod imperialismen er at støtte Maduroregeringen.

Selvom det er korrekt, at Washington og deres lokale allierede i lang tid er gået efter at styrte den venezuelanske regering, viser et nærmere blik på den nuværende krise, at en såkaldt ”økonomisk krig” har meget lidt at gøre med krisen. Lige så lidt som de lave oliepriser har. I virkeligheden er den vigtigste årsag til den voksende hungersituation og desperation i Venezuela i dag i stedet den nuværende regerings egen politik, der kontrolleres af præsident Maduro selv, og let kunne ændres, hvis det var det, han ville.

Men den førte politik fastholdes, og grunden til det er, at regeringens inderkreds profiterer voldsomt af den. Den almindelige venezuelaner har svært ved at overleve. Maduro og venner fylder i mellemtiden deres lommer med oliedollars. I stedet for at ile dem til undsætning og nedtone katastrofens omfang, burde venstrefløjen prøve at sætte sig ind i, hvordan det har udviklet sig så langt og hvordan det kunne være undgået.”

Det helt store problem og en kriseudløsende og -bevarende faktor er kontrollen med valutasystemet. Systemet blev sat i værk i Chávez’ tid. Man ønskede at kunne begrænse adgangen til udenlandsk valuta og sikre tilstrækkelige dollarreserver til import af vigtige varer. Hele vejen igennem har der været en vis korruption og misbrug af systemet, men efter Maduros’ magtovertagelse i 2013 tog udviklingen fart.

Hector Navarro – tidligere minister og leder af det socialistiske parti – citeres for følgende: ”Der opstod en bande, der kun var interesseret i at lægge deres klamme hånd på olieindtægterne”. ”De er tyveknægte uden nogen form for ideologi”. Nogenlunde det samme refereres Chávez’ tidligere finansminister Jorge Giordani for, og han vurderer, at der er begået underslæb for noget i retning af 300 milliarder dollars. Og i 2013 advarede Mario Silvare – i en periode en del af den chavistiske inderkreds - om det samme, hvor han hævdede, at ”en gruppe embedsmænd anført af vicepræsident Diosdado Cabello var ved at opnå herredømmet internt i regeringen, og fik landets dollarreserver til at ”forbløde”.” Jorge Giordani blev afskediget i 2014. Dobbelt interessant, eftersom han var den øverste ansvarlige for at holde valutaordningen under kontrol ved at foretage periodiske tjek.

Det er ikke noget indviklet system, skriver Carlson: ” De, der har adgang til udenlandsk valuta efter den officielle kurs, regeringen har fastlagt, gør simpelthen det, at de vender sig om og sælger deres dollars på det sorte marked eller deponerer dem på bankkonti i udlandet. Jo større differencen er mellem kursen på det sorte marked og den officielle kurs, jo mere profitabel er systemet.”

Umiddelbart har det været vanskeligt at forstå, at den dalende pris på olie og korruption og svindel i den grad har været årsag til en nød og elendighed af det omfang, der har kunnet iagttages. Vanskeligt, indtil det virkelige omfang kommer for en dag. Chris Carlson er selv forbløffet:

” Maduro har siden 2013 nægtet at foretage nogen væsentlig justering af vekselkursen, hvad der har tilladt den galopperende inflation fortsat at udhule valutaens realværdi. Dollarkursen på gadeplan er nu tusind gange højere end den officielle kures, hvad der er et stort incitament til illegale aktiviteter. Resultatet er, at mange millioner dollars er forsvundet med varer, der aldrig er blevet importeret, infrastruktur, der aldrig er blevet gjort færdig, og skuffeselskaber, der ikke eksisterer. I stedet for at bruge oliedollars til at betale for basale fornødenheder, har regeringsembedsmænd og deres partnere simpelthen ladet dem forsvinde og dermed efterladt almindelige venezuelanere til at bære konsekvenserne.

I de seneste par måneder er der fremkommet talrige eksempler på, at det gennemgående mønster er, at de involverede er tæt knyttet til Maduroregeringen – en nødvendig forudsætning for at erhverve dollars til den officielle kurs. Præsident Maduro og hans vicepræsident El Aissami har også deltaget i løjerne. Ifølge den tidligere justitsminister, fik et firma ejer af El Aissami tilladelse til importere fødevarer fra Mexico for 120 millioner dollars, mens andre 340 millioner dollars gik til et firma med bånd til Maduro. Alt i alt modtog de to firmaer en halv milliard dollars til en vekselkurs, der på det tidspunkt kun var en enkelt procent af dollarens realværdi. Det er baggrunden for at Maduro og kumpaner ikke er interesserede i at rette op på den fortegnede valuta – det giver dem mulighed for at tragte enorme mængder af oliedollars ned i deres egne lommer.”

Hvad er det så, venstrefløjen kan lære af det her beskrevne? Vel ikke andet, end at korruption og svindel løber løbsk, hvis mulighederne er der, og den nødvendige kontrol mangler. Så kan de oprindelige motiver og visioner være nok så ædle. Carlson vil dybere ned. Der, hvor det socialistiske skulle bestå sin prøve. Her er det så, han insisterer på, at man på venstrefløjen må indse, at også Chávez’ politik alvorligt har bidraget til uføret. Hans udgangspunkt var i almindelighed, at på områder i den private sektor, hvor der ikke blev investeret tilstrækkeligt, kunne det afhjælpes med statskontrol. Der blev eksproprieret, og der blev sat statsejede initiativer i værk, hvad der i sig selv kunne være udmærket, hvis det ikke lige var fordi, det sjældent var særlig gennemtænkt på forhånd og uden megen planlægning.

 
Et nøgleeksempel er fra 2010, hvor Chávez lancerede en landbrugsoffensiv ved at ekspropriere hundredvis af landbrug og fødevareindustrier. Ud fra, at disse virksomheder ofte var underkapitaliserede og uproduktive, var statsintervention nødvendig. Men disse virksomheder blev overdraget til bureaukrater, der havde få forudsætninger og overblik. Resultatet var helt inkompetent ledelse og en drastisk nedgang i fødevareproduktionen.

Fødevareproduktionen faldt drastisk efter regeringsovertagelse i 2010, Data fra Fedeagro.org.

Den lære, der kan drages her, er, at statsovertagelse af store sektorer af økonomien ikke nødvendigvis er en særlig god idé i fattige lande med svage institutioner. Den slags interventioner må tage højde for, om staten har kapacitet til at administrere sådanne foretagender uden at køre dem i sænk, især inden for områder der er afgørende for den nationale økonomi. Et alternativ havde været at overgive kontrollen til arbejderne, og faktisk var der grøde i arbejdergrupper og organisationer under Chávez. Men regeringen benyttede sig ikke af det, og her er der endnu en vigtig lære for venstrefløjen.”

Chris Carlson fremhæver, at under Chávez blev der indført et mere deltagende demokrati og et transparent valgsystem. Men samtidig blev stort set alle statsorganer besat med partitro folk og jasigere, der mere var værdsat for deres lydighed frem for deres kompetencer. Og med den forståelse in mente er det svært for Carlson at forstå, hvordan dele af venstrefløjen ikke blot så igennem fingre med disse veldokumenterede forhold under Chávez, men nu under Madure stadig ikke siger klart fra.

” I stedet for at gøre det liberale demokrati mere demokratisk er Maduros regime kendt for at deportere journalister, fængsle faglige ledere, tilbageholde aktivister, myrde whistleblowere og tåregasse de fattige og sultne, når de protesterer. Hvad der en gang var et ufejlbarligt valgsystem er nu ribbet for alle de garantier, der sikrede fair valg, og tillader Maduro og hans bande at bøje alting til deres fordel. Alt dette bør være en vigtig lære for venstrefløjen, at på trods af det liberale demokratis store begrænsninger, så er nogen modvægt bedre end ingen overhovedet. Havde Chávez givet plads for uafhængige institutioner og tilladt kontrol med den præsidentielle magt, havde Venezuela måske ikke været i den situation, der i dag råder.”