Er Italien på vej ud af euroen?
Af Niels Frølich

Offentliggjort: 15. juni 2018

Efter lang tids usikkerhed og forhandlinger lykkedes det så for anden gang koalitionen af Femstjerne-bevægelsen og Lega, at danne en italiensk regering under juraprofessoren Giuseppe Conte – denne gang uden præsident Sergio Mattarella nedlagde veto mod en eller flere på ministerlisten, som det skete under første forsøg, hvor præsidenten, som det er hans forfatningsmæssige ret, nedlagde veto mod den påtænkte finansminister, Paolo Savona. Begrundelsen var, at Italiens finansielle stabilitet med Savona på posten ville være i fare, fordi finansmarkederne og EU-partnerne ikke ville have tillid til ham, da Mattarella anså Savona for for euroskeptisk og anti-tysk. Mattarella fik derefter en økonom og tidligere embedsmand i Den internationale Valutafond (IMF), Carlo Cottarelli til at stille op som ministerpræsident for en teknokratregering, men han måtte give op, da han ikke kunne regne med godkendelse i parlamentet.

Koalitionspartierne og deres vælgere blev naturligvis rasende over det, der af partierne og deres vælgere nærmest opfattedes som præsidentens de facto statskup: For at imødekomme finansmarkederne tilsidesatte han det vælgerflertal, der havde stemt for en euroskeptisk politik med ca. 32% af stemmerne til Femstjerne-bevægelsen hovedsageligt syd for Rom og ca. 17% til Lega nord for Rom.

Men hvordan ligger det egentligt med påstandene om euroskepsis eller ligefrem anti-europæiske holdninger i koalitionens politik? Som Wolfgang Münchau, Financial Times kommentator på EU og europæisk økonomi, skriver[1], har Italiens nye lederes omhyggeligt studeret Grækenlands konfrontation med EU for tre år siden. Og de vil ikke starte med at bryde EUs finanspolitiske regler eller true med at forlade euroen, men det skal opfattes som et taktisk tilbagetog, fordi ingen af Italiens eurozone-problemer er blevet løst og der er heller ikke udsigt til større forandringer.

De to partier førte valgkamp med radikale programmer om en flad indkomstskat (Lega) og om borgerløn (Femstjernerne), der dog nærmere er en slags kontanthjælp med forpligtelser. Samtidig ønsker begge partier at rulle pensionsreformerne fra 2011 tilbage. Desuden sysler Lega med en plan om at indføre en slags kreditbeviser, der udstedes af staten til de leverandører og skatteydere, den skylder penge, og som disse derefter kan bruge til at betale skat, købe togbilletter på de italienske statsbaner eller benzin på det statsejede olieselskabs tankstationer. På den måde får man opbygget en parallel valuta til euroen uden at bryde bestemmelserne om, at Den europæiske Centralbank er den eneste, lovlige udsteder af penge. Ideen er, at mini-BOTen – opkaldt efter Buoni Ordinari del Tesoro, en slags kortfristede, italienske statsobligationer – skal få gang i økonomien; disse kreditbeviser vil ikke være rentebærende eller have en udløbsdato. Hvorledes denne parallelvaluta skulle forholde sig til euroen står ikke klart.

Koalitionens økonomiske program er naturligvis ikke i overensstemmelse med EUs regler og den nye regering vil være tvunget til at nedbringe underskuddet ligesom tidligere regeringer. Så enten må regeringen udvande sine valgløfter eller også søge at iværksætte dem senere. Gør man det første, knurrer vælgerne, gør man det andet bliver der ballade med EU. Det er derfor interessant, når den nye finansminister Tria i sit første interview efter sin udnævnelse i dagbladet ”Corriere della Sera[2], siger, at koalitionsregeringen ønsker at sætte gang i væksten gennem investeringer og strukturreformer, ikke gennem budgetunderskud og at regeringens mål er fortsat at mindske forholdet mellem offentlig gæld og BNP. Tria sagde også at regeringen var fast besluttet på at forblive i euroen, at reducere den offentlige gæld og distancerede sig fra Legas planer om at indføre en parallel valuta.

Borgerlønnen kan muligvis benyttes til at føre en aktiv arbejdsmarkedspolitik, som Italien i den grad mangler, men kan bringe vælgernes tillid i fare, hvis de har opfattet borgerlønnen som en check fra staten uden betingelser. Den flade skat kan muligvis omdannes til en skat med flere trin, men det vil kræve, at økonomien ekspanderer og ikke som nu, hvor væksten i eurozonen svækkes og finanspolitikken strammes.

Münchau skriver[3], at det mest sandsynlige resultat vil blive en periode med en tøvende opfyldelse af EUs regler efterfulgt af tre konflikter:

- Finanspolitikken. Hvis Italien beder om ændringer i de europæiske traktater, der går ud på en slækkelse af de finanspolitiske regler, vil de blive afslået.

- mini-BOTen. Femstjerne-bevægelsen synes det er en fed ide, men Lega ser det som en måde at omgå de finanspolitiske regler på. Det slog fejl i Grækenland på grund af dårlig forberedelse, men så længe Italien undgår at kalde det en parallel valuta, er det svært at se hvorledes EU skulle kunne blokere for den.

- Immigrationen. Lega ønsker at udvise en stor mængde illegale immigranter med det samme og lukke sigøjnerlejre.

Vender vi tilbage til den vragede finansminister, Savona, så er han også med i den nye regering, denne gang som Europa-minister og den nye finansminister, økonomen Giovanni Tria, har sagt, at han er enig med Savonas holdninger. I den italienske avis Sole 24 Ore skrev Tria sidste år i marts:

”De, der kræver ubetinget udtræden af euroen som en kur for alle dårligdomme har ikke ret, men det har ECBs præsident Mario Draghi heller ikke, når han siger, at ’euroen er irreversibel’, hvis han ikke klargør betingelserne og timingen for de reformer, der er nødvendige for dens overlevelse.”[4]

I en kommentar til præsidentens veto mod ham skriver Savona[5], at han aldrig har været imod euroen, men at han har bedt om svar på de krav om forandringer, som medlemslandene har stillet. I sit svar skriver Savona at han føler sig tæt på Münchau[6], når denne skriver, hvorledes euroen bør indrettes for ikke at være underkastet dollarens verdensherredømme og USA's geopolitiske interesser. Han bekræfter, at euroens konstruktion er dårlig på grund af tysk snævertsynethed, fordi den tyske forbundsbank i sin tid forkastede ideen om euroens stærke, internationale rolle af frygt for den prisstabilitet, der var et hovedmål for euroen.

I dagens verden kan euroen slet ikke måle sig med dollaren: Euroens andel af de samlede valutareserver er ca. 20%, mens dollaren udgør ca. 64%. Det samme forhold gælder for international gæld og lån. Der hvor euroen er stærk er som international betalingsvaluta, hvor den før finanskrisen havde nået næsten samme styrke som dollaren, men hvor den nu igen sakker agterud.

Men kan eurozonen i det hele taget omformes i progressiv retning? Tyskland og andre centrale lande indgik i eurosamarbejdet på den betingelse, at der ikke ville være nogen risikodeling, der ville tvinge dem til at hjælpe partnerne. Derfor er ECB heller ikke indrettes som den sidste låneinstans, hvilket jo ellers er en national centralbank srolle. For de herskende klasser i Europa blev euroen dels en måde at afpolitisere den økonomiske politik og fjerne den fra demokratisk og parlamentarisk kontrol ved en selvpåført svækkelse af den nationale suverænitet og dels en måde at reducere de politiske omkostninger ved den neoliberale politik på, fordi man kunne skyde skylden på eksterne institutioner og faktorer. Guido Carli, Italiens finansminister 1989-1992, citeres for at have sagt: ”EU repræsenterede en alternativ vej for løsningen af de problemer, som vi ikke var i stand til håndtere ad regeringernes og parlamenternes normale kanaler.”[7]

Det skortede heller på advarsler om at de store forskelle mellem de nordeuropæiske landes økonomi og de sydeuropæiskes kunne skabe store omkostninger for de sidste, der historisk set havde højere inflation og svagere valutaer. Paul Krugman forudså i 1993, at Europa, når den euroen var indført, ville opleve en dramatisk koncentration af produktion og beskæftigelse i lande som Tyskland, der var mere konkurrencedygtige og havde bedre udviklede økonomier og at det var disse lande, der ville drage fordel af toldsænkninger og fjernelse af handelsbarrierer. Hele områder af kontinentet ville blive til produktionsmæssige ørkner med arbejdskrafteksport.

At de herskende klasser har brugt ECB til at gennemtvinge nedskæringspolitikken (austerity) efter finanskrisen, må efterhånden stå klart. I perioden 2009-2012 nægtede ECB at opkøbe eurozonens statsobligationer, hvilket tvang en række lande til at gå med hatten i hånden til den berygtede troika bestående af EU, ECB og IMF og bede om hjælp, en hjælp, der kun blev ydet mod løfter om yderligere nedskæringer i de offentlige budgetter. Først i 2012 begyndte ECB at opkøbe obligationer. Eurozone-medlemmernes evne til at afdrage deres gæld er derfor helt og holdent afhængig af nåden hos en centralbank, der ikke er underkastet nogen for form for demokratisk kontrol eller ansvar.

Resultatet har ikke ladet vente på sig: EUs nuværende struktur medfører en massiv overførsel af rigdomme fra under- og middelklassen til overklassen, en svækkelse af arbejderbevægelsen og en generel tilbagerulning af de demokratiske og socioøkonomiske landvindinger, underklassen havde opnået.

Socialdemokratierne har længe set det som deres mission at frelse Europa fra sig selv ved at forsvare integrationsprocessen imod den nye nationalistiske bølge. Man har troet på, at EUs og eurozonen kan danne ramme om en tilbagevenden til en socialdemokratisk politik bestående af en keynesiansk genstart af økonomi og skabelsen af et fuldt udfoldet overnationalt demokrati. Men den opfattelse bunder i en misforståelse af EUs og møntunionens natur. For det første reduceres socialdemokratiernes rolle til at være forsvarere af status quo og dermed kan højrefløjen så få lov til at være talerør for borgernes anti-EU-klager. Men det, der er værre, er, at man ignorer den kendsgerning, at EUs nuværende struktur fremkalder lige præcis det, man vil bekæmpe. Men måske er der en ny socialdemokratisk tilgang til EU på vej, hvis man skal dømme efter udviklingen i det danske socialdemokrati, der peger mod et ’nationernes Europa’ (se lederen i denne udgave af KritiskDebat).

Der kunne uden tvivl på europæisk niveau foretages mange tekniske justeringer for at stimulere økonomien og gøre gælden permanent bæredygtig, også indenfor de eksisterende traktater, men den eksisterende magtbalance mellem staterne og den neoliberale vej, der følges, gør noget sådant politisk umuligt.

En radikal revision af traktaterne i mere solidarisk eller keynesiansk retning ser det endnu mere sort ud for. Det ville nemlig kræve en regering for eurozonen, der kunne håndtere budgetunderskud med støtte fra et reformeret ECB, fuld og gensidig gældsforpligtelse, permanente overførsler mellem landene osv.

Hvordan skulle dette kunne lade sig gøre? Først og fremmest skulle der på stort set samme tid være venstreorienterede regeringer i hvert eneste land i en sådan union (Grækenland har vist, hvad der sker, når et land prøver alene) for traktaterne skal ændres ved enstemmighed i det europæiske råd. Og hvad er chancerne for at dette vil ske?

Skulle det mod forventning ske, er det højest usandsynligt at lande som Tyskland vil være med. Tysklands nye socialdemokratiske finansminister, Olaf Scholz, har gjort det klart, at han viderefører den tidligere finansminister Schäubeles benhårde linje: Balancerede budgetter, ingen overførselsunion. Og han har yderligere gentaget, at Tyskalnd støtter det forslag, Schäubele fremsatte kort før sin afgang, nemlig at omdanne den europæiske stabilitetsmekanisme til en europæisk valutafond, der skal hjælpe lande i nød på betingelse af at disse lande indfører neoliberale reformer og er i overensstemmelse med finanspagten.

Til det formål ser det ud til at Tyskland ønsker at gøre modtagelse af midler fra EUs sammenhængsfond[8] afhængig af indførelsen af disse reformer. Det ville for lande med så høj gæld, som Italien har, betyde endnu strammere deflatorisk spændetrøje. Og det er i lyset af udsigterne til, at det forekommer umuligt at udbygge valutaunionen på en måde, der er i overensstemmelse med muligheden for i alle medlemslande at opretholde et højt beskæftigelsesniveau, en stærk velfærdsstat, vækstfremmende politik og strategiske offentlige investeringer, man skal forstå den italienske desperation og at nogen, der leger med tanken om at træde ud af euroen.

Netop den mulighed for at føre en selvstændig finanspolitik, som man mener en udtræden af euroen ville give, virker fristende for Italiens nye regering. Man forestiller sig, at det ville gøre det muligt at tage sig af både den kapitalistiske økonomis tilbagevænnende nedgangsperioder og at iværksætte strategiske investeringer, for at ophjælpe beskæftigelse og produktivitet. Siden krisens begyndelse har Italien mistet 20% af sin industriproduktion og her i 2018 er den officielle arbejdsløshed på 11,4%. Lægger man til dette tal de underbeskæftigede og folk, der helt har givet op at skaffe sig et job og som derfor ikke indgår i statistikkerne, når man op i nærheden af en arbejdsløshed på 30%, der formentlig er en af de højeste i Europa, hvis ikke den højeste. Men hvorledes fører man national finanspolitik, når man stadigvæk er afhængig af verdensmarkedet og ikke mindst finansmarkederne?

Under alle omstændigheder er der i Italien den samme folkelige utilfredshed med den forvandling af nationalstatens funktion, der er sket som følge af globaliseringen, nemlig udnyttelsen af en nationalstats vigtigste ressource, dens suverænitet til at åbne de nationale økonomier og integrere dem i verdensmarkedet. Denne åbning går hånd i hånd med nedbrydningen af nationalstaten som beskytter mod udefrakommende tvang til tilpasning. Det er denne udvikling, der danner baggrund for både ønskerne om en tilbagevenden til mindre politiske enheder, der bedre kan kontrolleres fra neden og sikre identiteten og for nationalistiske krav om, at staten skal forsvare lokale territoriale interesser og kultur.

Den neoliberale globalisering betyder, at nationalstaten trækker sig tilbage fra sin rolle som protektionistisk velfærdsstat og garant for kulturel identitet. Men at gennemføre en sådan politik i efterkrigstidens massedemokratier i Europa er vanskelig. Derfor tømmer man de nationale demokratier ved at henlægge politikudviklingen til internationale fora som topmøder og EUs institutioner, som f.eks. kommissionen og Den europæiske Centralbank. Nationalstatens herskende klasser har imidlertid ikke tænkt sig at afskaffe staten som sådan, men at omdanne til en stat, der skal forøge disse klassers national konkurrenceevne, mens man samtidig berøver borgerne deres politisk magt. Populistisk nationalisme, nationalismens genkomst som f.eks. i form af Brexit og regional separatisme er alle reaktioner på om- og af funktionaliseringen af nationalstaten som finder sted i globaliseringens tidsalder[9].

I endnu en blogpost på Financial Times skriver Wolfgang Münchau, at der ingen garanti er for det liberale demokratis opretholdelse og at Italien måske viser vejen til en sådan udvikling. Mange har lullet sig ind i at Italien ikke kan forlade euroen, fordi Italiens forfatning forbyder opsigelsen af internationale traktater ved folkeafstemning. Men hvad hvis nu den italienske regering sætter en finanskrise i gang, erklærer økonomisk force majeure og indfører en de facto parallel valuta? Der står ikke noget i den italienske forfatning, der kan forhindre en finanskrise eller afholde en regering fra at give sin befolkning midlerne til at købe mad. Det er derfor det er ligegyldigt, om regeringsgrundlaget for den nye, italienske regering indeholder en eksplicit bestemmelse om udtræden af euroen. Lykkes det den nye regering at få sat gang i økonomien, er det dens partier og ikke midterpartierne, der vil høste den politiske gevinst, lige præcis fordi midterpartier i lange perioder ikke har været i stand til at få gang økonomien for en tilstrækkelig stor del af befolkningen. Det er det, der er læren af Weimar-republikken: Hvis det liberale demokrati i længere perioder ikke kan levere varen til en tilstrækkelig stor del af befolkningen, ophører det sammen med de finansielle og økonomiske institutioner, det har skabt. [10]

Om Münchaus dystopiske analyse holder vand i Italiens tilfælde ved vi endnu ikke, men betingelserne for, at den gør, er i høj grad til stede.


[3] Samme som ovenfor.

[6] Wolfgang Münchau: ”The euro must be made more robust to rival the dollar”, Financial Times, 27. Maj 2018

[8] Sammenhængsfonden er rettet mod medlemslande, hvis bruttonationalindkomst er mindre end 90% af EUs gennemsnit. Dens mål er at reducere økonomiske og sociale uligheder og fremme bæredygtig udvikling. (http://ec.europa.eu/regional_policy/en/funding/cohesion-fund/)

[9] Wolfgang Streeck: ”Nicht ohne meine Identität? Die Zukunft der Nationalstaaten”, sendt på Südwestdeutscher Rundfunk, 29. oktober 2017

[10] Wolfgang Münchau: ”Italy illustrates the way to liberal democracy’s demise”, Financial Times, 20.maj 2018.