Kampen om præmisserne – en replik i Muhammeddebatten
Af Christian Ydesen

Offentliggjort: 15. april 2006

Indledning
Dønningerne efter Jyllands-Postens offentliggørelse af muhammedtegningerne har været nærmest uoverskuelige og er for så vidt stadig ikke tilendebragt. Et centralt spørgsmål er imidlertid om hele muhammedkrisen vil få varige konsekvenser - har det danske samfund mistet sin uskyld? At dømme ud fra den offentlige debat i kølvandet på muhammedkrisen er der meget der tyder på et varigt fingeraftryk, idet intolerance, hadske udfald og betegnelser som "pladderhumanisme" er blevet dagligdag i de danske avisspalter. Religion har samtidig oplevet en renæssance i det ellers så sekulære Danmark og er blevet en meget betydende faktor for mange menneskers verdensanskuelse - enten som troende eller som den faktor efter hvilken andre mennesker dømmes og rubriceres. I forlængelse heraf har tanker om civilisationssammenstød fundet en umådeholden frugtbar grobund i den offentlige debat.

Denne udvikling peger utvetydigt i retning af øget polarisering og opdeling i det danske samfund og det er således rimeligt at sige, at betegnelserne "kristen" og "muslim" er uomgængelige i forståelsen af det danske samfund i dag - en udvikling som ikke mindst medierne bidrager til i overmål. Eksempelvis fremhæves det ofte i formiddagsbladene at en muslim har gjort dit eller dat. Det er dog samtidig bemærkelsesværdigt, at man aldrig hører om at eksempelvis en katolik har gjort et eller andet. At være katolik er åbenbart ikke en relevant faktor i forhold til sine handlinger, mens det forhold at et menneske er muslim angiveligt må være meget betydende. Alene dette simple eksempel berettiger til at sige, at der findes en skævhed i debatten, hvor der er en klar tendens til at muslimer ikke opfattes som selvstændigt handlende borgere, men derimod som repræsentanter for en hel trosretning, der angiveligt har et politisk program, der er uforeneligt med værdierne i det kristne Vesten.

Det er hensigten med denne artikel at dykke ned i denne skævhed i debatten ved at identificere gennemgående argumenter i et repræsentativt udpluk af læserbreve og underkaste argumenterne såvel en intern som en ekstern analyse. Et argument er i denne forstand et forsøg på at bevise eller retfærdiggøre en konklusion på baggrund af nogle præmisser og jeg vil derved søge dels at afdække argumenternes indre logik for derigennem at afprøve om de er konsistente (logisk tvingende) og dels foretage en diskussion af argumenternes præmisser i et videre perspektiv. Til sidst vil jeg fremkomme med nogle refleksioner i forhold til kampen om at fastsætte og legitimere præmisserne for argumenter i det offentlige rum.

Argumenterne i Muhammeddebatten

Såvel Nordjyske Stiftstidende som Jyllands-Posten har bragt utallige læserbreve, der eksponerer den ovenfor beskrevne udvikling og jeg vil derfor tage udgangspunkt i disse to medier.

Sammenfattet finder man fire hovedargumenter i læserbrevene, som klart retter sig mod muslimer:

1. Sammenligning mellem Islam og fascisme/nazisme [1]

Under denne overskrift har jeg identificeret to varianter af argumenter:

- Nazisterne ville bestemme over Danmark under besættelsen
- Muslimerne vil bestemme over Danmark i dag
- Ergo er Muslimerne nazister

Eller:

- Nazisterne kom til at bestemme over Danmark, fordi vi førte samarbejdspolitik
- Muslimerne vil bestemme over Danmark i dag
- Ergo skal vi ikke føre samarbejdspolitik overfor muslimerne

Med henblik på at afprøve det første arguments logiske konsistens kan man med fordel inddrage Aristoteles' syllogismelære [2], ifølge hvilken argumentet vil se ud som følger:

Alle nazister vil bestemme over Danmark: Alle P er M
Alle muslimer vil bestemme over Danmark: Alle S er M
Alle muslimer er nazister: Alle P er S

Der er tale om et såkaldt type AAA-2 argument og i min evaluering af argumentets konsistens følger jeg den amerikanske lærebog "Thinking Clearly" af Jill LeBlanc. Her anføres tre regler til at afgøre om en syllogisme er valid [3]:

1. Mindst en præmis må gøre mellembegrebet (M) universelt
2. Såfremt en term er universel i konklusionen skal den også være universel i mindst en af præmisserne
3. Antallet af negative påstande skal være det samme i præmisserne som i konklusionen

I dette tilfælde brydes regel nummer 1, da mellembegrebet (bestemme over Danmark) ikke er gjort universelt, mens de øvrige regler er opfyldt. Derved er argumentet ikke logisk konsistent.

Det andet argument kan ikke umiddelbart sættes på syllogismeform, da det indeholder for mange faktorer. Desuden ligger der en skjult præmis i argumentet i form af en værdidom om at det er negativt, hvis andre end danskere bestemmer i Danmark. Argumentets konsistens kan imidlertid afgøres ved hjælp af domslogikken ifølge hvilken argumentet kan opsættes som følger:

P= Nazister
Q= Bestemmer over Danmark
R= Samarbejdspolitik
S= Muslimer
T= Dansker

R→(PΛQ), SΛQ, (TΛQ)V(PΛQ), (TΛQ)V(SΛQ) ╞ (┐RΛS) → (TΛQ)

Den domslogiske opstilling kan nu oversættes som følger:

Samarbejdspolitik er en tilstrækkelig betingelse for at nazister kom til at bestemme over Danmark. Muslimer vil bestemme over Danmark. Enten bestemmer danskere eller nazister i Danmark. Enten bestemmer danskere eller muslimer i Danmark. Ergo: Ingen samarbejdspolitik overfor muslimer er tilstrækkelig betingelse for at danskere bestemmer i Danmark.

Argumentet kan nu afgøres ved hjælp af en sandhedstabel, dvs. at man afprøver argumentet ved at indsætte værdierne "sandt" og "falsk". For at afgøre et domslogisk arguments indre konsistens lyder reglen, at argumentet ikke må kunne have en falsk konklusion på sande præmisser, hvis det skal være gyldigt. Derfor kan man ved hjælp af en direkte metode sætte konklusionen som falsk og derfra afgøre om det er muligt at have sande præmisser.

R(PΛQ),SΛQ,(TΛQ)V(PΛQ),(TΛQ)V(SΛQ)(┐RΛS)(TΛQ)
 S  S  S  S   F   
             FSSS  F 
S SSSS SFFS SSSFFS SSS      

På baggrund af ovenstående er det klart, at der ikke er noget til hinder for en forekomst, hvor præmisserne er sande, mens konklusionen er falsk. Argumentet er derfor ikke logisk tvingende [4].

Analysen af argumenternes indre konsistens viser altså at argumenterne er ugyldige, men det behøver ikke betyde, at de ikke giver mening. En meningstilskrivning af de to argumenter kræver dog nogle bestemte præmisser:

  • Nazister er en homogen gruppe
  • Muslimer er en homogen gruppe
  • Samarbejdspolitik er et entydigt begreb (der findes kun en form for samarbejdspolitik)
  • At ville bestemme i Danmark er et entydigt begreb
  • Det er negativt, hvis andre end danskere bestemmer i Danmark

En ekstern analyse af argumentet vil derfor centrere sig om at behandle de skitserede præmisser for at kunne tilskrive argumentet mening.

Er både Nazister og muslimer virkelig homogene grupper? De fleste vil nok svare nej, men som argumenterne er formuleret i læserbrevene tages der ikke højde for nævneværdige divergenser. Dermed er det klart, at de første to præmisser er ensbetydende med en underkendelse af den moderne vestlige forståelse af det menneskelige individ, hvor der lægges stor vægt på det unikke og særlige ved det enkelte menneske samt selvstændig og personlig udvikling.

Nu kan man hævde, at det ikke vil være muligt at udtale noget generelt om noget som helst, hvis man til stadighed skal tage højde for individualitet. Det vil jeg ingenlunde bestride, men sondringen mellem det særegne og det generelle aftvinger imidlertid argumentationsteoretiske refleksioner omkring gyldigheden og rækkevidden af, hvad man udtaler sig om. Det kan således give god mening at sige, at nazisterne udryddede 6 millioner jøder under anden verdenskrig, men det er ikke det samme som at alle medlemmer af det tyske nazistparti rent faktisk var med til at begå disse uhyrligheder. På samme måde er det altså højst problematisk at argumentere ud fra en præmis om at alle muslimer tilhører en homogen gruppe, der bl.a. forenes af ønsket om at bestemme i Danmark.

For at sætte præmissen på spidsen vil dens rigtighed kræve, at alle muslimer enten er edsvorne i forhold til et fælles politisk projekt, hvad der naturligvis er en absurditet (se blot på de borgerkrigslignende tilstande blandt muslimer i Irak eller uenigheden mellem Nasser Kadar og visse imamer i det danske samfund). Eller muslimer skulle være viljeløse instrumenter, der ubevidst bringes til at handle som via en usynlig hånd qua deres religiøse tilhørsforhold. Islam skulle altså i denne optik være et strukturelt ensretningsprojekt af dimensioner. I forlængelse heraf må det være ensbetydende med at Islam skulle være at opfatte som en ondskabspol og tilslutning til Islam skulle derfor medføre en bevidst eller ubevidst stræben efter totalitarisme. Igen en absurd forestilling, der bedst kan karakteriseres som metafysisk tankespind: hvornår skulle en sådan konspiration lige være indgået rent tidsligt og rumligt? Er ren ondskab og mørke kræfter virkelig determinerende og ubevidste faktorer for menneskers handlinger og hvor skulle man i givet fald kunne finde dem? Og hvis disse kræfter findes, hvorfor er så kun nogle mennesker i stand til at gennemskue dem?

En væsentlig modifikation af argumentet kunne således opnås, hvis man i stedet for at udtale sig generelt, blot ville sige, at nogle nazister... og nogle muslimer... ønsker at gøre sådan og sådan. Alligevel vil heller ikke en sådan modifikation gøre noget for at afhjælpe problemet med at sammenligne og lave en valid slutning fra nazister til muslimer.

I forhold til samarbejdspolitik må man spørge sig selv om det vitterlig er et entydigt begreb - findes der ikke mange forskellige former for samarbejde og hvorledes kan der i givet fald foretages en gyldig slutning fra besættelsestidens samarbejdspolitik til en samarbejdspolitik i forhold til muslimer? Argumentet søger utvivlsomt at hente sin legitimitet i en sammenstilling af nazisters og muslimers angivelige fælles projekt, der går ud på at bestemme i Danmark, men det har jo netop vist sig at være en logisk ufarbar vej.

Jeg vil lade det være op til læseren at reflektere over, hvorvidt at bestemme i Danmark er en entydig størrelse. Man kunne jo eksempelvis stille spørgsmålene: bestemme over hvad - et begrænset område eller alt? Og hvorledes bestemme - demokratisk eller diktatorisk? I forlængelse heraf kan man jo så passende overveje argumentets sidste præmis, om det altid er negativt, hvis ikke danskere bestemmer i Danmark. Er et godt styre betinget af nationale tilhørsforhold eller handler demokrati netop ikke om at det bedste argument vinder? Dermed ikke sagt at rabiate imamer er gode demokrater, men blot for at vise det absurde i generaliserende præmisser.

Argumentet lider altså under et udpræget begrundelsesproblem, hvilket jeg tør konkludere udelukkende på baggrund af logikken og uden at forholde mig til empiri.

2. Boykot muslimerne! [5]
- Hvis muslimer i Mellemøsten boykotter danske varer, så bør herboende muslimers varer boykottes af danskerne.
- Muslimer i Mellemøsten boykotter danske varer
- Ergo bør herboende muslimers varer boykottes

Dette argument er et såkaldt betinget argument. Det gør klart, at muslimers boykot af danske varer i Mellemøsten er tilstrækkelig betingelse for at herboende muslimers varer bør boykottes.

I dette tilfælde bekræfter argumentet den tilstrækkelige betingelse, hvilket er ensbetydende med at argumentet er gyldigt på sine egne præmisser [6]. Der er således tale om en såkaldt modus ponens, der er en betegnelse for et gyldigt argument, der bekræfter den tilstrækkelige betingelse.

Argumentet er altså gyldigt på sine egne præmisser, men hvorledes ser det så ud med disse præmisser fra et eksternt standpunkt?

- Muslimer i Mellemøsten og muslimer i Danmark tilhører en og samme gruppe og udgør én handlende aktør.

- Danskerne er en homogen gruppe, der både identificerer sig med og inkluderer de produkter/varer, som danskerne producerer

Jeg har ovenfor problematiseret præmisser der tager udgangspunkt i homogenitet mellem befolkningsgrupper. Det er således klart, at sammenstillingen af muslimer som én handlende aktør logisk set er overordentlig problematisk. Man kan eksempelvis stille sig spørgsmålet om det virkelig kan være rigtigt at drage muslimer i Danmark til ansvar for, hvad andre muslimer i Mellemøsten foretager sig - hvor er det individuelle ansvar, som al dansk retspraksis bygger på, blevet af?

I forhold til danskerne som gruppe, inkluderende varer produceret af danskere, kan man med rimelighed spørge sig selv om man eksempelvis identificerer sig med Arlas produkter? Er det fremdeles adækvat at fremstille danske varer som direkte udløbere og produkter af den danske folkesjæl i en globaliseret verden, hvor ejerforhold i erhvervslivet qua aktie- og bestyrelsesposter i bedste fald er uigennemskueligt og hvor til profitmaksimering er den drivende kraft? Profit er jo netop kendetegnet ved at være stats og kulturløs.

Selvom argumentets indre logik er konsistent, så er det min vurdering at argumentets præmisser lader meget tilbage at ønske.

3. Den, der betaler, bestemmer også, hvad musikken spiller [7]
- Danmark giver økonomisk bistand til muslimer
- Muslimer kritiserer Danmark
- Ergo bør Danmark ikke give økonomisk bistand til muslimer

Dette argument er logisk set aldeles uholdbart, idet præmisserne ikke afspejles i konklusionen. Der er med andre ord tale om en sammenblanding af æbler og pærer, hvorfor argumentet er åbenlyst ugyldigt. Igen må man dog sige, at argumentet meget vel kan tilskrives mening.

Argumentet forudsætter, som også de andre argumenter en opdeling i danskere og muslimer, men det italesætter desuden en sammenhæng mellem økonomisk bistand og kritik af det danske samfund. Det vil måske forekomme som en rimelig sammenhæng for mange, for hvorfor skulle man dog støtte ens kritikere økonomisk?

Hvis man nu prøver at føre denne logik et skridt videre, så vil det altså sige, at mennesker der er uenige med systemet ikke skal have ret til økonomisk bistand ud fra en holdning om at man ikke skal bide den hånd, der fodrer en. Sat på spidsen er den bagvedliggende logik altså, at mennesker der har modtaget bistand har ikke ret til en selvstændig mening (kun hvis den harmonerer med flertallets). Det er den samme logik der lå i den danske grundlov fra 1849 til 1953, hvor de sidste reminiscenser af dette forsvandt, idet man nu ikke længere kunne miste sin ret til demokratisk indflydelse grundet offentlig forsørgelse. Der er vel i denne grundlovshistorie tale om en udvikling som vi i dag er stolte af. Demokrati handler netop om et hoved, en stemme uafhængig af økonomiske forhold. Økonomi og statsstyring udgør derimod en meget betænkelig legering, idet plutokratiet lurer lige om hjørnet med undertrykkelse og bestikkelse til følge.

Der er altså også i argumentets præmisser tale om en sammenblanding af æbler og pærer og argumentet er udtryk for en udemokratisk logik og en fascistisk/elitær tankegang ud fra devisen om at nogen er mere lige and andre, mens andre er diskvalificeret på forhånd - både i kraft af økonomi og etnisk eller religiøs tilhørsforhold. Argumentet levner således ikke plads til demokratiets grundpræmis: Mangfoldighed af meninger.

4. Muslimerne overtager Danmark [8]
- Det danske samfund og dets værdier - herunder dets homogenitet og kristne tro - bliver undergravet og modarbejdet af muslimer
- Muslimerne har indflydelse i Danmark
- Ergo er muslimer i Danmark ensbetydende med en ændring af det danske samfund

I forhold til dette argument er det væsentligt at være opmærksom på en skjult præmis om at indflydelse er en tilstrækkelig betingelse for at kunne undergrave det danske samfund. Endvidere ligger der i argumentet en sidestilling af termerne "ændre det danske samfund" og "undergrave det danske samfund". Denne sidestilling er klar, idet det netop er det, der menes med argumentet. Det er således utænkeligt at "ændre det danske samfund" skulle være ensbetydende med "til det bedre".

Således er argumentet altså udtryk for en cirkelslutning, idet man i præmisserne antager det, man netop gerne vil bevise. Der er således i argumentationsteoretisk forstand ikke tale om et argument, men blot om en fejlslutning.

Argumentet kan måske lyde overbevisende ved første øjekast, men kort tids refleksion vil altså afsløre at der egentlig slet ikke er tale om et argument.

Præmisserne for udsagnet er imidlertid meget klare:

  • Det danske samfund har nogle faste kerneværdier
  • Muslimer er en homogen gruppe og en kollektiv aktør
  • Indflydelse er det samme som magt til at ændre noget
  • Muslimer deler et fælles politisk projekt

Man kan nu spørge om det danske samfund virkelig har nogle kerneværdier og hvem er det i forlængelse heraf der definerer disse? Hvis der er tale om kerneværdier ligger det vel i begrebet, at definitionsmagten er ligegyldig, idet der er tale om allestedsnærværende værdier. Men er det virkelig underordnet om man beder A.P. Møller eller christianitten om at definere de danske kerneværdier? Det er det næppe og det er derfor klart, at det danske samfunds værdier ikke er universelle i Danmark. En eventuel ændring af værdierne i det danske samfund vil altså falde nogen mere for brystet end andre. Det er i øvrigt en indsigt som den danske regering er meget opmærksom på, hvilket i særdeleshed kommer til udtryk i kulturkampen, der samtidig er blevet modtaget meget forskelligt af forskellige mennesker i samfundet, hvad der atter minder om værdimæssig divergens.

Værdier er uvægerligt sammenkædet med politik og det er derfor at stikke folk blår i øjnene, hvis man mener, at det danske samfund har nogle almengyldige kerneværdier. Er læserne af Kritisk Debat overordnet mest enige med Anders Foghs eller med oppositionens værdier? Værdier handler altså om, hvem man er enig med og hvem man kan identificere sig med.

Angående muslimers påståede homogenitet og deres fælles politiske projekt henviser jeg til min behandling af det første argument.

I forhold til indflydelse er udsagnet forankret i en opfattelse af at indflydelse er lig med magten til samfundsmæssig omkalfatring. Men er det virkelig holdbart? Fordi nogen i samfundet bliver hørt eller der bliver taget hensyn til nogen i samfundet er det så ensbetydende med at samfundet bliver et helt andet? Er det rimeligt at slutte fra eksempelvis opførelsen af en moské til indførelse af sharialov? Det skulle man tro, når man læser visse læserbreve. Er kirkerne i Jerusalem måske ensbetydende med at Israel er et kristent land? Selvfølgelig ikke og der er altså helt klart tale om en alt for vidtrækkende og unuanceret kausalrelation.

Kampen om præmisserne
På baggrund af ovenstående analyse er det evident, at præmisserne for de her behandlede argumenter logisk set er overordentlig problematiske. Et interessant og vedkommende spørgsmål er derfor, hvorledes en bredere accept af argumenters præmisser etableres? Med andre ord: hvorledes foregår kampen om præmisserne? Der er tydeligvis ikke tale om logisk tvingende argumenter eller videnskabeligt forankret udbredelse af præmisser, men alligevel vinder synspunkterne bred tilslutning (hvad der kan konstateres på antallet af læserbreve). Det er derfor mere nærliggende at rette opmærksomheden mod den politiske kamp samt ikke mindst menneskers livsbetingelser og verdensopfattelse. Domæner, hvor videnskab og formel logik ofte ikke spiller en fremtrædende rolle.

Hvis man tager de kritiske briller på, kan de her behandlede argumenters præmisser således karakteriseres som metafysiske konstruktioner begået fra et eksternt standpunkt med henblik på at kategorisere og rubricere sig frem til en forsimplet verden, der eksempelvis ikke rummer plads til den singulære unikhed.

Utryghed, usikkerhed og elendighed har historisk set været racismens fremmeste brændstof, idet det altid er let at skyde skylden på andre eller fremmedartede mennesker. Globaliseringens mangeartede omkalfatring af verden og Danmark skaber uden tvivl grundlag for en modreaktion - en modreaktion der fungerer ved hjælp af modstillinger i form af opdelinger i dem og os.

Letkøbte forklaringer i harmoni med menneskers hverdagsbevidsthed er et mægtigt våben i kampen om præmisserne. Her er det bemærkelsesværdigt at indfødte danskere, der opnår et personligt kendskab til et menneske fra et andet land, ofte vil gøre meget for at dette menneske ikke skal opleve udvisning fra Danmark i tilfælde af et afslag om opholdstilladelse fra integrationsmyndighederne. Menneskelige relationer rummer vanskelige kår for forsimplede og unuancerede forklaringer, mens indvandrere eller fremmede som abstrakt begreb ikke kræver nogen involvering eller forsøg på forståelse.

I kampen om præmisserne er abstraktionen således endnu et mægtigt våben. Se blot på begrebet om terrorister. Så længe bin Laden sidder i en hule i Afghanistan uden for rækkevidde er han på en måde en abstraktion der personificerer terroren i verden. I en bibelsk sammenhæng kunne man måske ligefrem tale om at djævelen og al hans ondskab bor i en hule i Tora Bora bjergene i Afghanistan.

Disse forklaringsmodeller er imidlertid uholdbare samtidig med at had og ufred følger i deres kølvand. Jeg var tidligere inde på det problematiske i essenstænkningen: dem/os, civilisationernes sammenstød eller kulturkamp (hver civilisation har sine egne særegne karakteristika i form af kerneværdier). Denne tænkning er forankret i en opfattelse af at der findes en essens (deraf navnet) som er uomgængelig, uforgængelig og uomtvistelig. Et klart eksempel finder vi hos Søren Krarup, der skriver: "Vi er i en religionskrig eller i et kultursammenstød. Det er evigt og uundgåeligt. Og alle forestillinger om, at en dialog kan afværge sammenstødet og skabe fred og fordragelighed, er kun et andet ord for blindhed eller overgivelse." [9].

Er det virkelig sådan vi opfatter os selv - som repræsentanter for en eller anden kulturessens? Hvor er mulighederne for nyskabelse, nytænkning, forandring og politisk kamp i dette deterministiske univers? Samtidig hører man argumenter fra essenstænkende DF'ere om at Danmark skal støtte de frihedselskende, progressive og demokratiske mennesker og grupper i Mellemøsten. Hvordan kan der i det hele taget findes sådanne mennesker i Mellemøsten ud fra et essentialistisk udgangspunkt? Hvordan er det lykkedes disse mennesker og grupper at undvige deres indlejrethed i den muslimske civilisation? Det hænger ganske enkelt ikke sammen med forestillingen om muslimer som en stor truende kollektiv aktør, hvor den enkelte muslim blot er repræsentant for en amorf masses politiske projekt.

I stedet for denne enten/eller, dem/os essenstænkning vil jeg slå til lyd for en både/og tænkning i kampen om præmisserne. Nøgleordet her er hybrider: vi er alle unikke hybrider mellem forskellige elementer. Det kan måske virke kontroversielt at sige sådan i disse enten/eller tider, hvor forskellighed mellem grupper til stadighed står i centrum.

Jeg vil dog her henlede opmærksomheden på et fænomen i 1980'ernes Danmark, nemlig punkerkulturen. Her vil man umiddelbart sige, at disse mennesker ikke havde noget til fælles med det etablerede samfund, ja, faktisk gjorde de alt, hvad de kunne for at tage afstand fra det etablerede samfund med deres hanekamme og kegleformede hårpragt. Nu kan man så spørge sig selv om det ville være muligt at der skulle findes punkere uden det etablerede samfund? Nej, punkeren eksisterer netop ikke i et vakuum eller et lufttomt rum. Punkeren er udtryk for en modreaktion og er således et produkt af det etablerede samfund.

Der er med andre ord en sammenhæng mellem mennesker, som på overfladen synes vidt forskellige. Mennesker agerer fremdeles i forhold til hinanden og ikke i et lufttomt rum. Derfor er tankerne om en unik essens også helt uantagelig. Skel og sondringer mellem mennesker eksisterer kun fordi de reproduceres af mennesker og i forlængelse heraf fordi nogen har en interesse i at disse skel skal etableres. Tænk blot på mandlige overhoveder i visse muslimske familier, der har en interesse i et bevare deres magtpositioner, ved at dominere og bestemme over andre familiemedlemmers liv. Eller tænk på Søren Krarup, der har en interesse i at øge sin indflydelse i det politiske liv. Man kunne i lyset af ovenstående argumenter fra læserbrevene spørge om ikke også øget indflydelse til Søren Krarup er ensbetydende med en omkalfatring af det danske samfund? Men den er måske legal, fordi han tilfældigvis er født i Danmark?

NOTER

1. Se bl.a. Jyllands-Posten den 4. og 7. februar 2006 samt Nordjyske Stiftstidende den 29. marts 2006

2. En syllogisme er en bestemt måde at opstille et argument på, hvorefter påstande kan udledes logisk korrekt af andre påstande, således at de sidste følger af de første med samme nødvendighed som facit følger af regneoperationerne i et regnestykke. Den kategoriske syllogisme består af to præmisser og en konklusion, som alle er kategoriske udsagn. Konklusionens prædikatbegreb (P) kaldes overbegrebet, og konklusionens subjektbegreb (S) kaldes underbegrebet. Det fælles begreb i præmisserne kaldes mellembegrebet (M). Se i øvrigt internetadresserne:

3. LeBlanc, Jill "Thinking Clearly" New York og London 1998, side 79. Afgørelse af syllogismers gyldighed kan i øvrigt også afgøres ved hjælp af et såkaldt venn-diagram. Følg nedenstående link, for en nærmere indføring i venn-diagrammer: http://ronblatt.tripod.com/venndiagram.html

4. For en nærmere udredelse af den direkte metode og domslogik, se Smith, Peter "An introduction to Formal Logic" Cambridge 2003

5. Se bl.a. Jyllands-Posten den 1. februar 2006

6. LeBlanc, Jill "Thinking Clearly" New York og London 1998, side 102 ff.

7. Se bl.a. Jyllands-Posten den 31. januar, 1. februar og 12. februar 2006 samt Nordjyske Stiftstidende den 28. marts 2006

8. Se bl.a. Jyllands-Posten den 31. januar, 1. februar og 4. februar 2006 samt Nordjyske Stiftstidende den 29. marts 2006

9. Krarup, Søren (MF for DF) "Kultursammenstødet" I: Jyllands-Posten den 13. februar 2006

LITTERATUR

LeBlanc, Jill "Thinking Clearly" New York og London 1998

Smith, Peter "An introduction to Formal Logic" Cambridge 2003