Fortællingen om forsvaret af de danske værdier - Muhammed-tegningerne i retroperspektiv
Af Lars Torpe

Offentliggjort: 01. april 2008

Det var en urørlig Anders Fogh Rasmussen, der for nylig tog til Texas og hyldede George Bush for hans kamp for demokratiet over hele verden. Hvilke andre vestlige ledere kunne have gjort det samme uden at udløse et ramaskrig i den hjemlige opinion? At Anders Fogh Rasmussen både "ville" og "kunne" siger noget om, hvor stærkt han står i den værdikamp, der blev lanceret efter regeringens tiltræden i 2001. Den dagsorden, han har sat eller grebet omkring ytringsfrihed og danske værdier, har oppositionen haft svært ved at komme til fadet på.

I fortællingen om hvordan regeringen forsvarer de danske værdier, er den første Muhammed-krise gået hen og blevet en vigtig markering. Foghs afvisning af at mødes med ambassadørerne fra de arabiske lande, som formentlig var det, der udløste urolighederne, fremstår i dag ikke som en diplomatisk fadæse, men som udtryk for en statsminister, der står fast på demokratiets principper, som ikke bøjer af for pres, og som tilmed var modig nok til at gå til angreb mod erhvervsliv, medier og forfattere for ikke at stå tilstrækkelig vagt om ytringsfriheden. Her var "fårene" blevet skilt fra "bukkene", som han sagde.

Der ligger derfor en betydelig symbolsk betydning i Villy Søvndals nylige indrømmelse til Jyllands Posten og regeringen: I havde ret. Muhammed-tegningerne var nødvendige. Underforstået: Vi står over for en islamisk trussel mod ytringsfriheden. Med denne kovending afviser Søvndal samtidigt den alternative fortælling om Muhammed-tegningerne, som især Politiken og de Radikale har forsøgt at lancere, nemlig at tegningerne i den ramme, de blev sat ind i, bidrog til at konstruere en falsk modsætning mellem "dem" og "os": Mellem de indfødte danskere, som holder den demokratiske kulturarv i hævd, og de muslimske tilflyttere med deres "middelalderlige normer og udemokratiske tankegange", som det blev sagt af Brian Mikkelsen på det Konservative Landsråd i 2005.

Jeg skal i det følgende søge at gøre rede for, hvordan tegningerne er gået ind i regeringens fortælling om de danske værdier, dernæst diskutere, hvor reel den trussel er, som gav Muhammed-tegningerne og regeringens håndtering af konflikten legitimitet, og endelig uddybe hvorfor Søvndals skifte fra det ene hold til det andet er vigtigt.

Det er ingen tilfældighed, at Anders Fogh Rasmussen har været meget optaget af begrebet "sammenhængskraft", for kan man give det begreb et indhold, som på en gang rummer egne ideer og tillige er genkendelig for danskerne, har man nået et godt stykke vej i bestræbelsen på at erobre eller bevare den politiske magt. Hvad indgår i fortællingen om det danske samfunds sammenhængskraft?

Kort fortalt en forestilling om en nation og et folk med en lang fælles historie, der holdes sammen af nogle kerneværdier, vi ganske vist ikke selv har opfundet, men som det er lykkedes at give et særligt præg. På den ene side en fælles forståelse af at trække på samme hammel, som gør, at vi er meget villige til over skattebilletten at betale til dem, der uforskyldt trænger, samt til nogle fælles ordninger, vi i større eller mindre grad drager nytte af gennem livsforløbet. På den anden side en sund individualisme og skepsis over for autoriteter. Vi bryder os ikke om at blive kommanderet med. Vi vil bestemme selv, hvilket bør være en ret og en mulighed, alle har, uanset køn, seksuel observans etc. Sådanne værdier tager vi alvorligt, og dem vil vi kæmpe for, både ude og hjemme. For selv om nationen er lille, tror vi på, at vi kan gøre en forskel i den store verden.

Det nye i Anders Foghs måde at italesætte samfundets sammenhængskraft på ligger i betoningen af såvel det individualistiske som det aktivistiske. Ikke kun i ord - også i gerning, hvad enten det drejer sig om at etablere flere individuelle valgmuligheder på sundhedsområdet eller at fjerne en grum diktator. Til det aktivistiske hører, at man i det mindste "gør noget" i modsætning til de politikere, der under besættelsen og den kolde krig bøjede nakken for det, de troede ville blive en bestandig verdensorden.

Passer fortællingen? Det findes der ikke noget autoritativt svar på. Og i politisk forstand er det også ligegyldigt. Fortællingen er en realitet, så længe vi vælger at tro på den. Og som andre fortællinger om "det gode", fænger den mere, når "det gode" trues af "det onde". I de senere år er der sat navn på en sådan trussel. Derfor kunne Muhammed-tegningerne uden videre indgå i fortællingen om, hvordan vi står vagt om de bærende værdier. Det skete, da Anders Fogh Rasmussen ved sin passivitet lod ane, at han delte Jyllands Postens synspunkt, og i forlængelse heraf ikke ønskede at møde ambassadørerne fra de arabiske lande. Det kunne nemlig være blevet udlagt som et værdimæssigt knæfald. I stedet tog han konflikten, skilte får fra bukke og vandt på det, hvad ingen den gang kunne have forudset.

Jyllands Postens Muhammed-tegninger tjente det formål at demonstrere, at man i et samfund som vores har ret til at gøre nar af Muhammed, på samme måde som Jens Jørgen Thorsen i sin tid havde ret til at tegne Jesus med et erigeret lem. Men påstår man, at sådanne provokationer er nødvendige kræver det en begrundelse. I tilfældet Muhammed-tegningerne, at de kan begrundes som et nødvendigt forsvar for ytringsfriheden. Men var denne truet?

I forordet til den nyligt udkomne demokratikanon skriver statsministeren, at der i disse år bliver sat spørgsmålstegn ved de demokratiske værdier i Danmark.1 Det er altså gået hen og blevet en almindelig opfattelse, at det danske demokrati er truet. Men hvad og hvem er det, statsministeren tænker på? Er det de konkrete forsøg på at true kritikere af Islam til tavshed, herunder de angivelige planer om at myrde tegneren Kurt Westergaard? Det kan det være, men er det næppe alene. Formentlig har Fogh en mere generel Islamisk trussel mod ytringsfrihed og ligestilling i tankerne. En trussel, der kommer fra islamisterne, men som også kan komme "fra os selv", hvis vi giver køb på demokratiske grundværdier for ikke at støde muslimer. Et sådant trusselsbillede er nok med størst gennemslagskraft blevet beskrevet i Karen Jespersens og Ralf Pittelkows bog om "Islamister og naivister"2, som i førsteudgaven udkom i ni oplag, og som i kraft heraf, men som også takket være forfatternes direkte adgang til medierne, må formodes at have haft en ikke ringe betydning for meningsdannelsen i Danmark.

Islamister kan defineres som muslimer, der står for en fundamentalistisk fortolkning af Islam, og som vil omsætte denne lære til en politisk ideologi for, hvordan samfundet skal indrettes. Jespersen og Pittelkow nævner fem kilder til øget islamisk indflydelse i Europa. Den første handler om islamisternes position i den muslimske verden, primært via de islamiske styrer, den anden om terrorismen, den tredje om den muslimske indvandring og muslimernes hastigt voksende andel af den europæiske befolkning. Endelig handler den fjerde og den femte om europæernes egen politiske korrekthed kombineret med frygten for, hvilke konsekvenser det har at stå op imod den islamistiske trussel.

På flere måder ligner disse punkter beskrivelsen af den trussel, man mente udgik fra Sovjetunionen under den kolde krig. Vi har en ydre trussel fra de islamiske styrer og den internationale terrorisme, en indre trussel fra herboende muslimer, dvs. en slags tredje kolonne, og en trussel fra "os selv", fordi en del af os er naivister og nyttige idioter. Skal man overhovedet tage udmalingen af dette trusselbillede alvorligt, er det den anden påstand, der bør afprøves. Kun hvis herboende muslimer politisk radikaliseres, giver det mening at tale om nogen trussel. I den forbindelse er det jo ikke spørgsmålet, om den muslimske befolkningsandel vokser, der skal besvares, men om europæiske muslimer i stigende grad slutter sig til en fundamentalistisk udgave af Islam samt gør alvor af dets politiske program. Tyder noget på det? Vi kunne sagtens bruge flere undersøgelser til at besvare det spørgsmål, men dem, vi har, bekræfter ikke Karen Jespersens og Ralf Pittelkows påstande.

På internationalt plan har to amerikanske forskere, Ronald Inglehart og Pippa Norris3, undersøgt påstanden om et uundgåeligt værdisammenstød mellem den vestlige og den muslimske verden. En påstand, som første gang blev formuleret af Samuel P. Huntington, og som vi også finder hos Jespersen og Pittelkow. Inglehart og Norris kan imidlertid ikke finde belæg for et skel mellem muslimer og ikke-muslimer på holdningen til demokrati. Derimod finder de andre kulturelt betingede holdningsforskelle på spørgsmål om kønslighed, skilsmisse, abort og homoseksualitet. For Danmarks vedkommende når en undersøgelse offentliggjort af Integrationsministeriet i 2007 stort set frem til det samme resultat.4 Etniske minoriteter slutter ikke mindre op bag demokratiske værdier og institutioner, end danskerne gør. Faktisk tværtimod. Derimod er minoriteterne klart mindre accepterende, når det drejer sig om ligestilling mellem køn og seksuelle minoriteter. Det gælder også den næste generation af indvandrere.

En europæisk undersøgelse, hvori indgår 26 lande, bekræfter eksistensen af holdningsforskelle på køn og seksualitet. Men den viser også, at det omgivende miljø spiller en betydelig rolle for holdningsdannelsen.5 Ganske vist scorer etniske minoriteter som ventet lavere på indikatorer for tolerance over for bøsser og lesbiske og ligestilling mellem køn end den etniske majoritetsbefolkning. Til gengæld følger de ret nøje de variationer, der er mellem landene på disse spørgsmål. Eksempelvist smitter det relativt positive syn på ligestilling og seksuelle mindretal i Skandinavien og Holland af på de etniske minoriteter i disse lande. Etniske minoriteter i Danmark har således en mere positiv holdning til ligestilling mellem køn og et mere positivt syn på seksuelle mindretal end etniske minoriteter i andre europæiske lande. På spørgsmålet om ligestilling ligger etniske minoriteter i Danmark endog på linje med den etniske majoritetsbefolkning i Tyskland og Storbritannien. Desuden viser denne undersøgelse, at den næste generation af indvandrere på spørgsmålet om ligestilling mellem køn for de europæiske lande under et mere ligner den etniske majoritet end deres forældre. Undersøgelsen tyder således på, at den socialisation, indvandrere udsættes for i tilflytterlandet, har en betydelig effekt, og at denne holdning, når det drejer sig om køn og seksualitet tilsyneladende har større betydning end den kultur, indvandrerne bringer med sig fra de lande, hvor de kommer fra.

Man skal naturligvis være opmærksom på, at der i de internationale holdningsundersøgelser, der ligger til grund for disse resultater, nemlig "International Value Survey" og "European Social Survey", kan være en skæv repræsentation af "muslimer" eller "indvandrere af anden etnisk oprindelse". Det er f.eks. sandsynligt, at velintegrerede muslimer er overrepræsenterede og radikale muslimer er underrepræsenterede i disse undersøgelsesmaterialer. Det samme kan være tilfældet i Integrationsministeriets undersøgelse. Her er risikoen dog mindre, fordi undersøgelsen har haft et mere direkte fokus på etniske minoriteter.

Noget, der kun vanskeligt indfanges i disse generelle surveys, er strømninger i bestemte befolkningssegmenter. Således henviser Ralf Pittelkow i en kommentar i Jyllands Posten (14.3. 2007) til en britisk undersøgelse som viser, at stigende religiøsitet blandt unge muslimer går hånd i hånd med politisk radikalisering. Det forekommer troværdigt set i lyset af udviklingen i Storbritannien de senere år. Men vi ved ikke, hvor generelt et sådant fænomen er. Og selv om samme tendens vil kunne spores i andre europæiske lande, skal vi for at kunne vurdere truslens omfang vide, hvor stor en andel af de unge, det drejer sig om, og hvad der ligger bag en sådan radikalisering. Her kan man lære lidt af historien. Det er ikke så mange år siden, at der også var nogle unge mennesker - dengang fra pæne, danske hjem, som smed med sten og gjorde op med "det borgerlige demokrati". Blandt dem ovennævnte Jespersen og Pittelkow. Også dengang skrev "de ældre" bekymret om de unges forhold til demokrati og demokratiets fremtid, og flere undersøgelser af den nye aktivisme blev sat i gang, men "faren" nåede at drive over før blækket var blevet tørt. Bl.a., måske, fordi den politiske elite dengang ikke bare bad de unge om at "gå ad helvede til".

Til sammen sætter disse undersøgelsesresultater spørgsmålstegn ved den sammenhæng, som Jespersen og Pittelkow næsten synes at tage for givet, og den bekymring, som statsministeren og mange med ham, synes at have om en muslimsk trussel mod demokratiet. Selvfølgelig skal man være opmærksom på et fænomen som Hizb ut Tahir, men så længe de ikke udgør flere, synes det at være en overkommelig opgave for PET. Og når det drejer sig om det øvrige muslimske samfund, synes truslen at være ganske aldeles overproportioneret, for ikke at sige vildledende. Det er i den forbindelse påfaldende, at resultaterne fra den undersøgelse, som regeringen selv satte i gang om indvandrernes normer og værdier, og som kunne have tjent til at nedtone trusselsbilledet, har spillet en så beskeden rolle i debatten. Det er der imidlertid én oplagt forklaring på. Rapportens budskab kom nemlig aldrig frem.

Rapporten blev udarbejdet af Integrationsministeriets Tænketank for bedre integration og blev offentliggjort i begyndelsen af marts 2007. Første gang offentligheden stiftede bekendtskab med undersøgelsen var før offentliggørelsen gennem et telegram fra Ritzau med overskriften "Indvandrernes normer under lup"6. I dette udtaler formanden for Tænketanken, Erik Bonnerup, at manglende respekt for kønnenes ligestilling og forskellig seksualitet og religiøsitet fungerer som barrierer for integration. To dage efter udsender Ritzau et nyt telegram. Under overskriften "Hvilshøj: Kvindesyn bremser integration", hedder det: "Kvindelige indvandrere undertrykkes, viser rapport. Uacceptabelt, siger integrationsministeren, der opfordrer kvinderne til at gøre op med deres mænd og få et job"7. Først langt nede telegrammet berøres det kort, at der også er positive resultater i rapporten, "f.eks. at der er stor opbakning til demokrati og ytringsfrihed blandt indvandrere i Danmark". Telegrammet gengives de følgende dage i en række danske dagblade. I Jyllands Posten (13.3. 2007) slår en ledende artikel fast, at rapporten viser behovet for, at indvandrere får et indgående kendskab til danske værdier og normer, hvilket der fortsat forestår et vigtigt arbejde med, og med en slet skjult henvisning til Muhammed-krisen slås det fast, at det er vigtigt ikke at gå på kompromis med disse værdier.

I de aviser, der omtaler rapporten, har kun Information og Weekend-avisen en anderledes vinkling af historien. Information afslutter en ledende artikel af med, at "skræmmebilleder savner grundlag i undersøgelsens tørre tal, der i alt væsentligt viser, at det går fremad med integrationen i Danmark" (Information 14.3. 2007). Og Weekend-avisen indleder en generel oversigtsartikel med at slå fast, at "skulle der være danskere, som mistænker den voksende population af muslimer med fremmede efternavne for at nære hede drømme om at indføre kalifatet, blev de bragt ud af forestillingen, da en tænketank i begyndelsen af ugen fremlagde en omfattende undersøgelse om indvandrernes værdier" (Weekend-avisen 16.3. 2007).

Denne mini-gennemgang af mediernes omtale af rapporten fra Integrationsministeriets Tænketank giver sig selvfølgelig ikke ud for at være en egentlig analyse af mediernes behandling af integrationsspørgsmålet, men det er tankevækkende hvor forskellige historier, der blev bragt videre af de medier, der omtalte rapporten. Det vil måske ikke være helt irrelevant at se på mediernes rolle, hvis man vil lede efter årsager til den generelt Islam-skeptiske holdning i Danmark.

Det er nemlig ikke kun i skattetryk, at Danmark er "verdensmester", sådan som det vidt og bredt blev annonceret for nyligt i danske medier. Vi har også fået en anden førsteplads, som ikke har fået den samme omtale. En undersøgelse fra World Economic Forum8 viser nemlig, at ud af 20 udvalgte lande over hele verden er Danmark det land, hvor de fleste ser Islam som en trussel. På et spørgsmål om man ser et større samspil mellem Vesten og Islam som noget gavnligt eller som en trussel, siger 79 procent af danskerne, at de ser et større samspil som en trussel. Sammenlignet hermed er det samme kun tilfældet for 30 og 28 procent af befolkningen i typiske indvandrerlande som USA og Canada. Ifølge undersøgelsen har Danmark også en anden førsteplads. Danmark er nemlig det land, hvor der er mest negativ omtale af Islam i medierne. Det kan muligvis hænge sammen med, at der i Danmark i modsætning til vore naboer mod syd og nord er en udbredt accept af en rå tone i indvandrerdebatten. I vor egen selvforståelse hedder det at kalde en spade for en spade. Derfor var mange også ganske fornøjede med, at Villy Søvndal bad Hizb-ut-Tahir om at "gå ad helvede til".

Resultaterne fra World Economic Forum er ikke overraskende. Fra andre undersøgelser ved vi, at mange danskere opfatter fremmede kulturer som en belastning for det danske samfund. Så længe det drejer sig om indvandring af personer, der ligner os selv, har vi ikke noget imod indvandring. Anderledes forholder det sig med indvandring af personer med en anden etnisk baggrund. På et spørgsmål om hvem vi vil lade komme ind i landet, er danskerne faktisk det folkefærd i Europa, der diskriminerer mest mellem personer af forskellig etnisk oprindelse.9 Meget tyder på, som det blev påpeget i en undersøgelse allerede i 2002, at denne skepsis overfor mennesker af anden etnisk oprindelse i særlig grad næres af en modvilje mod Islam.10

Er det ligefrem sådan, at regeringen og dets støtteparti vil kunne siges have en interesse i at fastholde billedet af en islamisk trussel mod demokratiet og mere generelt mod de danske værdier? Det er oplagt, at Dansk Folkeparti har en vælgermæssig interesse heri. Men gælder det også regeringen? En sådan interesse er nok lidt mere tvetydig. På den ene side gør det fortællingen om en regering, der står fast på forsvaret for de danske værdier, bedre, ligesom en islamisk trussel kan være med til at legitimere en fortsat stram indvandrerpolitik og en integrationspolitik, der har hældning mod assimilation. På den anden side har V og K det problem, at så længe den konkrete trussel kun udgøres af et par hundrede medlemmer af Hizb-ut-Tahir, er det vanskeligt at fremmane et troværdigt billede af en islamisk trussel mod demokratiet uden samtidigt at se en potentiel islamist i enhver muslim. En sådan mistænkeliggørelse, hvor selve den muslimske indvandring gøres til problemet, kan for V og K være problematisk både indadtil og udadtil. Derfor bad regeringen, til Dansk Folkeparti's fortrydelse, sig også fritaget for Geert Wilders omklamring, selv om Geert Wilders kunne være i god tro, da han anbragte sig på samme hold som den danske regering i værdikampen.

I Jyllands Postens optik skal indvandrerne vænne sig til, at der ikke er noget, der er helligt for "os danskere", og at de derfor ikke kan kræve af "os", at vi skal tage hensyn til deres religiøse følelser. En sådan indfaldsvinkel, som efterhånden synes at være udbredt blandt danskerne, er dog næppe forenelig med et princip om liberal tolerance, dvs. med en åben og tolerant holdning til mennesker fra en anden kultur. Nu er det ikke alle, der bekender sig til et sådant princip, f.eks. ikke tilhængere af Dansk Folkeparti. Men de øvrige partier gør. Ikke mindst et parti som SF, der indtil nu ikke blot har tilsluttet sig princippet om liberal tolerance, men også har ønsket at staten aktivt skal komme minoritetskulturerne i møde. Testen på villigheden til at praktisere liberal tolerance og imødekommenhed er, at man også er i stand til at praktisere den over for kulturer og religioner, man ikke bryder sig om. Spørgsmålet er, om der ikke er blevet færre, både blandt folket og hos de politikere, der spejler sig heri, som vil kunne passere en sådan test. Om SF kan, vil tiden vise.

Det er nemlig endnu uvist, om Søvndals markeringer bliver fulgt op af ændringer i SF's politik på flygtninge-indvandrerområdet, men under alle omstændigheder har disse markeringer haft den betydning, at de ud over i meningsmålingerne at flytte nogle stemmer fra Socialdemokratiet til SF, bidrager til at styrke en almindelig opfattelse af, at det er regeringen og Dansk Folkeparti, som forfølger en konsekvent og konsistent linje i forsvaret for ytringsfriheden og de danske værdier, hvorimod oppositionen står splittet og tilmed konstant er på slingrekurs. Se nu bare Villy Søvndal, der hele tre gange har nået at skifte standpunkt til Muhammed-tegningerne. Med sit sidste skifte og det samtidige opråb til Hizb ut Tarir har han meldt sig i koret af dem, der ser en islamisk trussel. Hermed undgår Søvndal ikke at styrke den fortælling, som regeringen gerne ser fremmet om sit forsvar for de danske værdier. Det var næppe tilsigtet. For mon ikke det vil vise sig, at de, der har skrevet fortællingen, i sidste ende også vil høste applausen.

NOTER

1Demokratikanon. Udvalget til udarbejdelse af en demokratikanon og Undervisningsministeriet, 2008
2Karen Jespersen & Ralf Pittelkow. Islamister og naivister - et anklageskrift. København 2006.
3Ronald Inglehart & Pippa Norris. The true clash of civilizations. Foreign Policy. Mar/Apr 2003.
4Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Etniske gruppers værdier, marts 2007
5Henrik Lolle & Lars Torpe: "Social kapital, social sammenhængskraft og multikulturalisme. Fører et mere multietnisk samfund til mindre social kapital". Arbejdspapir fra Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet. 2007:2
6Ritzau 10.3. 2007. www.infomedia.dk
7Ritzau 12.3. 2007. www.infomedia.dk
8World Economic Forum. Islam and the West. Annual report of the state of dialogue. Januar 2008. http://www.weforum.org/en/index.htm
9Lars Torpe. Selektivt. Frisind? Kun blandt ligesindede. Politiken 18.8. 2006
10Jørgen Goul Andersen. Danskernes holdninger til indvandrere. En oversigt. AMID Working Paper Series 17/2002