Velfærdssamfundet - borgerrettigheder og fælles ansvar
Af Bent Gravesen

Offentliggjort: 15. december 2005

Det var den engelske sociolog Thomas Humphrey Marshall (1893-1981), der i 1949 i en forelæsning ved universitet i Cambridge foreslog en tredeling af de rettigheder, som borgerne har i de demokratiske industrisamfund. Han hævde tilmed, at man kunne inddele de vestlige industrisamfund i historiske faser efter disse tre typer medborgerskabsrettigheder. Ifølge Marshall udgjorde udviklingen af rettigheder et centralt element i karakteristikken af udviklingen i det samlede økonomisk-politiske system.

Med udgangspunkt i engelske eksempler var det Marshalls tese, at borgerne først opnåede et civilt med­borgerskab. Det civile medborgerskab bestod af en række personlige fri­heder: tros­frihed, ytrings­frihed, lighed for loven og andre personlige rettigheder. Det civile med­borgerskab var individets frihed fra statslige ind­greb. Sigtelinjen i det civile medborgerskab er individets ret til frit at udfolde sig i det civile samfund.

Dernæst kom ifølge Marshall det politiske medborgerskab, hvor den almene og lige valgret udgjorde kernepunktet. I den radikale udformning indebærer det politiske medborgerskab borgernes lige og gensidigt accepterede adgang til at påvirke nationalstatens fælles politiske anliggender.

Til sidst kom det sociale medborgerskab. Det bestod i lige og almene sociale rettigheder, såsom ret til sundhedsydelser, uddannelse og sociale ydelser. De sociale rettigheder stiller mod at skabe lige vilkår for livsudfoldelse.

Marshalls ideer er senere kommet til at stå centralt i den internationale diskussion om samfundsudvikling og menneskerettigheder. Sammen med den liberale tyske samfundsanalytiker Rolf Dahrendorff har han givet startskuddet til en omfattende debat blandt samfundsforskere om sammenhængen mellem rettigheder og samfundssystem.

Rolf Dahrendorf har ligesom Marshall forsøgt at generalisere sammenhængen mellem samfundsudvikling og udvikling i borgerrettigheder. Mens Marshalls generalisering tydeligvis forsøger at gøre engelske erfaringer til en mere generel historisk udviklingslogik, skitserer Dahrendorf en udviklingslogik, der tydeligvis har rod i den særlige tyske udvikling.

Set ud fra bl.a. danske erfaringer er der formodentlig og grund til at tilslutte sig Marshalls og Dahrendorfs fælles betoning af sammenhængen mellem udviklingen af medborgerrettigheder og udviklingen af økonomisk-politiske samfundssystemer og dermed også at bruge denne sammenhæng til at karakterisere det danske velfærdssamfunds udvikling.

Til gengæld er det uholdbart at søge efter en generel historisk udviklingslogik, som både Marshall og Dahrendorf forsøger det. Man må snarere søge efter specifikke nationalstatslige sammenhænge mellem rettighedsudvikling og udviklingen af nationalstaternes økonomisk-politiske systemer. Gør man det, er der til gengæld mulighed for at skrive historien om det danske velfærdssamfunds udvikling ud fra sammenhængen mellem medborgerrettigheder og velfærdsstaten som samlet økonomisk-politisk system.

Stedet er ikke her til et egentligt forsøg på at skrive velfærdsstatens historie ud fra en sådan vinkel. I stedet skal jeg i det følgende forsøge at præsentere nogle skitseagtige teser om, hvorledes ændringerne i helheden af civile, politiske og sociale rettigheder har været afgørende for velfærdssamfundets udvikling. Sidst i artiklen vil jeg ud fra en rettighedsvinkel forsøge at indkredse nogle udfordringer for centrum-venstre-kræfterne, når det gælder velfærdssamfundets fremtid.

Velfærdsstat og medborgerrettigheder
Langt de fleste den borgerlige epokes rettighedsdiskurser har været karakteriseret af to ting, der umiddelbart kan lyde indbyrdes selvmodsigende. På den ene side er rettigheder blevet tænkt, opfattet og erklæret som almengyldige, dvs. forstået som hævet over samtiden. Den franske revolutions Nationalforsamling havde f. eks. "besluttet i en højtidelig erklæring at fastslå menneskets naturlige, umistelige, uforanderlige og hellige rettigheder". Tilsvarende udtalte FN's generalforsamling den 10. december 1948: "Da anerkendelse af den mennesket iboende værdighed og af de lige og ufortabelige rettigheder for alle medlemmer af den menneskelige familie....Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder." Netop ligheden i værdighed og rettigheder var en del af den rettighedstænkning, der på tværs af grænser prægede udviklingen af efterkrigsepokens nationalstatslige velfærdsregimer i en lang række vesteuropæiske lande.

På den anden side har rettighederne aldrig reelt været almengyldige. I virkeligheden har rettighedstænkningen altid været historisk tidsbunden. Det franske borgerskabs kamp mod feudale og enevældens bånd blev f.eks. ført under en parole om ejendomsretten som "en ukrænkelig og hellig ret". FN's menneskerettighedserklæring fra 1948 blev skrevet som en præampel til anti-fascismens og anti-nazismens epoke, der vendte sig derfor direkte mod fascismens tilsidesættelse af menneskerettigheder, og samtidig var erklæringen dybt præget af omfattende sociale løfter til antifascismens befolkninger: "Enhver har ret til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår og til beskyttelse mod arbejdsløshed. Enhver har uden forskel ret til lige løn for lige arbejde. Enhver, der arbejder har ret til et retfærdigt og gunstigt vederlag.(..).Enhver har ret til at danne og indtræde i fagforeninger til beskyttelse af sine interesser."

Det var på én gang tidstypisk og sigende for starten på efterkrigsepokens velfærdsregimer i en række vesteuropæiske lande, at der skete en sådan sammenvævning af antifascistisk-demokratiske rettigheder med markante formuleringer af de sociale rettigheder, som både en række nationalstatslige borgerskaber og centrum-venstrekræfter anså for nødvendige/rigtige elementer i et strategisk forsøg på at afværge, at antifascisme og efterkrigskrise skulle resultere i nye sociale revolutioner.

Det reelle indhold i en rettighedstænkning, der erklærer sig som almengyldig, men som er dybt historisk konkret rodfæstet er, at rettigheder gennemføres som et udtryk for de sejrendes almengørelse af egne historisk specifikke bud på, hvad samfundet, fællesskabet bør tilbyde individet, samfunds- og statsborgeren som "almene" menneskerettigheder. Netop en sådan optik har da også i høj grad karakteriseret en lang række af de civile, politiske og sociale rettigheder, som ikke mindst arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig som en del af den såkaldt universalistiske danske velfærdsstat.

Men efterkrigstidens danske velfærdsstat lader sig ikke kun beskrive som én historisk specifik rettighedstænkning. Velfærdsstaten har tværtimod udviklet sig som en blanding af kamp og kompromis imellem forskellige socialt funderede rettighedsdiskurser - først og fremmest den liberale, den socialdemokratiske og den socialliberale.

Den liberale rettighedstænkning
Rettigheder formuleres altid ud fra en given social horisont og et givet socialt udsyn. Det gjaldt også den politiske liberalismes rettighedstænkning, der i det attende og nittende århundrede skabte grundlaget for den rettighedstænkning, der den dag i dag sætter sit afgørende præg på den danske velfærdsstats indretning.

Oprindeligt talte denne diskurs ikke om borgernes rettigheder, men om borgerskabets rettigheder. Det sociale grundlag for den politiske liberalismes betoning af rettigheder over for staten var de uafhængige, ejendomsbesiddende mænds ret til at leve og udfolde sig på grundlag en egne produktionsmidler. I Danmark var det ikke mindst gårdmandsklassens ønske om at kunne leve et frit liv på basis af gårdens produktion og afgrøder, der dannede det sociale grundlag for en politisk ideologi, der på den ene side rummede en frihed fra statslig indgriben og på den anden side særlige rettigheder til borgerne over for staten, ikke mindst retten til at vælge og blive valgt som politiske ledere i de nye nationalstater.

Dette er samtidig en af forklaringerne på, at den oprindelige rettighedstænkning ikke i samme grad som i vor tids forhandlings- og aftalesamfund tænkte i dualismen rettigheder og pligter, men derimod opfattede rettighederne som natur- ellers Gudgivne rettigheder. Rettighedstænkningen var båret af sociale klasser, der via ejendomsret, mv. havde både økonomisk og ideologisk grundlag for at hylde en selvberoende livsform, hvor der ikke var behov for eller lyst til at tale om pligtens afhængighed.

De borgerlige frihedsrettigheder blev skabt ud fra en social horisont, hvor det var vigtigt at skabe et bolværk mod tilbagevenden til feudale autoriteters magtbrynde. Det progressive mål var at udelukke natur- og ejendomsbestemte kilder til magt. Folkets åbent erklærede tillid skulle gøres til magtens suveræne kilde. Rettighedstænkningen blev født som en frigørelse fra feudal statsafhængighed, og dette bidrag yderligere til en tænkning i naturgivne rettigheder uden pligter. I kampen mod feudalt og absolutistisk despoti var det nærmest kættersk at tale om borgernes pligter over for magtens centrum.

Menneskerettighederne tolkes i dag ofte som beskyttelsen af individet mod statsuhyret, mod statens omsiggribende indgreb, tvang og underkastelse. En sådan tolkningen ligger da også i smuk forlængelse af de politiske og økonomiske liberalisme-traditioner. Det gælder ikke mindst den såkaldt deontologiske liberalisme, der principielt udelukker forestillinger om og politisk stræben mod det gode liv. Her har den negative frihed fra politik og stat, autonomien og den individuelle nytte været det helt centrale.

Den politiske liberalisme har siden hen tolket rettighederne udelukkende som "negativ frihed", dvs. som retten til frihed fra staten. Men selv denne garanteres jo kun via statslegitimiteten!

Liberalismen bryder ikke grundlæggende ved selve det forhold, at rettigheder er noget der sikres via en bevidst samfundsmæssig vilje, om nødvendigt garderet med den legitimitet og det magtmonopol, der i vor verdensdel og epoke typisk har været knyttet til nationalstaten.

Arbejderbevægelsens og velfærdsstatens rettighedstænkning
Oprindeligt var det, der gradvist blev til velfærdsstaten båret af datidens arbejdervisioner. Dengang var krav om fuld beskæftigelse, arbejdsløshedsunderstøttelse, gratis uddannelse, fri adgang til sygdomsbehandling, folkepension, fællesejendomsret til produktionsmidlerne, indkomstudjævning afskaffelse af arvelige privilegier nogle af de centrale frihedskrav for nogle af kernegrupperne i datidens arbejderklasse. Kravene afspejlede dengang den mandlige familieforsørgende industriarbejder eller faglærte arbejder åbnede drømmen om disse reformer på én gang frihedens, mulighedernes og tryghedens døre.

Men det vil være ganske forfejlet at se velfærdsstatens udvikling som en gradvis realisering af en sådan masterplan for civile, politiske og sociale rettigheder. Den danske velfærdsstats udvikling har aldrig haft nogen masterplan. Velfærdsstatens udvikling er for det første skabt ud fra historisk skiftende samfundsvisioner og krav i bl.a. arbejderbevægelsen. Bevægelsens værdier og visioner har løbende ændret sig i takt med nye sociale horisonter og erfaringer. For det andet er den danske velfærdsstats rettigheder et resultat af en lang række af konkrete kampe for sociale reformer.

I den forstand er rettighederne et eksempel på, at den danske velfærdsstat har udviklet sig gennem et stadigt skiftende politiske sammenvævninger og kompromisser mellem både forskellige rettighedsdiskurser og mellem forskellige sociale klasser, organisationer og partier. Den danske velfærdsstat er skabt af velorganiserede klassebevægelser og partier med rod i disse bevægelser. Velfærdsstaten udgør som økonomisk-politisk system grundlæggende et klassekompromis mellem arbejderbevægelsen og borgerskabet.

Den danske velfærdsstats gradvise, reformbårne udvikling materialiserer på én gang et grundlæggende kompromis mellem rettighedsdiskurser - en særlige regimeform - og et stadigt skiftende udfald af den fortsatte kamp mellem de sociale og politiske kræfter, der løbende udspiller sig inden for dette kompromis. Velfærdsstatens udvikling kan ses som en særligt, historisk foranderlighed i mixet af civile, politiske og sociale medborgerrettigheder.

Indholdsmæssigt er det karakteristisk, at den danske velfærdsstat som økonomisk-politisk system er karakteriseret ved en udstrakt og intensiv vægt på både friheds- og lighedsrettigheder og -værdier. Den liberale rettighedstænkning stærke betoning af civile frihedsrettigheder og frihed fra statslig indblanding er blevet afgørende farvet og ændret af arbejderbevægelsens tilsvarende stærke betoning af ligheden og de sociale rettigheder, der giver reelt indhold i friheden til at vælge sin egen livsform.

Manglen på velfærdsstatens masterplan har således langtfra betydet, at velfærdsstatens udvikling ikke har været båret af visioner og værdier. Tværtimod. Ikke mindst arbejderbevægelsens vision og værdier har på afgørende vis præget velfærdsstatens udvikling.

Den eksisterende velfærdsstat har til fulde dokumenteret behovet for, nødvendigheden af og muligheden for samfundets organiserede politiske selvforsvar mod den rå kapitalisme og markedets hærgen. Historisk har denne erkendelse været mest intens hos de sociale klasser og lag, hvis hverdag og udfoldelsesmuligheder har været direkte og dybt afhængig af velfærdsstatens sociale sikkerhedsnet og sociale omfordeling. Men erkendelsen omfatter også de sociale klasser og lag, for hvem velfærdsstaten har været garanten for relativt velfungerende løsninger på en lang række samfundsmæssige opgaver, som en slet ikke ville være blevet løst eller løst utilstrækkeligt, ineffektivt, socialt skævt og/eller udemokratisk uden statslige velfærdsreformer. Alt i alt har dette skabt en dybt rodfæstet folkelig tro på det rigtige i at satse på velfærdsstatslige reformer.

Velfærdsstatens succes - en forandret dagsorden
Det socialdemokratiske velfærdsprojekt må langt hen ad vejen beskrives som en succes som et frigørelses- og myndiggørelsesprojekt. Gennem kamp og kollektiv indsats er folk blevet befriet fra den fornedrelse og tvang, der historisk har været forbundet med sult, sygdom, uvidenhed, arbejdsløshed og alderdom. Det politiske demokrati og en lang række demokratiske rettigheder gælder for alle. Der er blevet skabt adgang en alsidig udvikling via uddannelse, oplysning og kulturtilbud, som en uindskrænket kapitalisme aldrig havde ladet se dagens lys. Den sociale arv hviler endnu tungt. Men uligheden i livschancer tynger trods alt vores børn mindre, end dengang vores bedsteforældre voksede op.

Men netop fordi velfærdsstaten har været en succes som fri- og myndiggørelsesprojekt, har den også skabt nye sociale horisonter og erfaringer. Dermed har velfærdsprojektets succes forandret og fornyet rammerne for en moderne rettighedstænkning i bl.a. arbejderbevægelsen.

Umiddelbart efter Murens fald (New Left Review juli-august 2001) gjorde den svenske samfundsforsker Göran Therborn opmærksom på, at DDR minus Berlin muren, Stasi og de andre dele af diktaturapparatet måske ganske godt svarede til det, den klassebevidste tyske arbejder drømte om omkring 1900. Göran Therborn pointe med dette var ikke at ære det hedengangne DDR, men derimod at indskærpe, at vor tid lønarbejdere har formuleret andre og nye visioner og krav, som den moderne arbejderbevægelse nødvendigvis må sammenfatte politisk, hvis den i dag skal gøre sig håb om at blive drivende i et moderne socialistisk samfundsprojekt.

Therborns pointe har også aktualitet, når det gælder den danske velfærdsstats succes som frigørelses- og myndiggørelsesprojekt. Også her er det nødvendigt for centrum-venstre at formulere en samfundsvision, der tager udgangspunkt i de nye, ændrede livserfaringer, som præger de arbejdere og mellemlag, der er vokset op med velfærdsstaten.

Centrum-venstre kan ganske vist med rette pege på, at den 'gamle' rettighedsdagsorden endnu langtfra er indfriet, og vi kan tilmed pege på en politisk kamp, hvor en række af disse rettigheder sættes under angreb af den politiske højrefløj. Men alligevel vil det være forældet og farligt at nøjes med dette, fordi den sociale dagsorden og de visioner og reformkrav, der udspringer heraf har ændret sig og fået næring fra bl.a. de nye livsvilkår, som velfærdsstaten selv har skabt.

Arbejderbevægelsen har forandret verden og sig selv
Det kan også udtrykkes lidt mere patetisk: Arbejderbevægelsen har ikke bare forandret verden og den danske nationalstat. Arbejderbevægelsen har med faglige kamp og velfærdsstat samtidig forandret sig selv som klasse af lønarbejdere.

Prototype på en dansk arbejder for 100 år siden var en mandlig håndværker eller ufaglært, der var bundet til en traditionsbestemt forståelse af sig selv og arbejdernes placering i samfundet. Arbejds- og familielivet udfoldede sig i omgivelser sammen med andre ligestillede. Institutionaliseret solidaritet og bestemte klasseværdier var en given fælles kulturel ramme. Samtidig var det en arbejder, der opfattede sig selv som en del af en klasse, som medlem af en bevægelse med en bestemt vision for fremtiden og samfundet.

Denne prototype er blevet grundlæggende forandret, ikke mindst takket være arbejderbevægelsens eget historiske frihedsprojekt. Den traditionsbestemte klasseidentitet er stort set forsvundet. Arbejderne ser ikke længere sig selv som en særlig klasse, men som en del af en nationalstatslig politisk kultur. Arbejderne har fået et øget uddannelsesniveau og en boligmæssig spredning, så de fleste bor helt andre steder end deres arbejdskammerater og side om side med andre sociale lag. Arbejderne har ranket ryggen og blevet accepterede samfundsborgere, der stiller andre og nye krav.

Fortidens stolte arbejderklassebevidsthed som en klasse med et projekt, en fremtid og en verden at erobre er gradvist eroderet væk. Først og fremmest fordi arbejderbevægelsen ikke har formået at udvikle nye definitioner og forståelser af, hvad der er det nye friheds- og fremtidsprojekt. Når mange lønarbejdere i dag afsværger sig et klassetilhørsforhold, og når så mange indtager en rationel, instrument og pragmatisk holdning til arbejderbevægelsens politik og organisationer, skyldes det i høj grad denne mangel på identifikation med et nyt friheds- og fremtidsprojekt.

Der eksisterer fortsat en arbejderklasse, forstået som en social klasse med en bestemte objektiv placering som lønarbejdere, der må sælge deres arbejdskraft og arbejde for mål fastlagt inden for rammerne af kapitalens jagt på umiddelbar profit og udformet af andre. Arbejdernes selvforståelse har rod i disse objektive klassepositioner. Men selvforståelsen er langtfra noget simpelt spejlbillede af denne placering i samfundsøkonomien. Klasseidentitet er som alle andre identiteter "forestillede fællesskaber". Det vil sige fællesskaber, som skabes gennem en proces, hvor folk definerer, hvad de opfatter som de (prioriterede) fælles "interesser" og de fælles fremtidsvisioner.

Netop derfor får det så stor betydning, at det traditionsbestemte klassefællesskab er forsvundet samtidig med, at arbejdernes gamle frihedsprojekt er blevet udtømt i betydelig grad, uden at det er lykkedes nogen strømninger i den danske arbejderbevægelse for alvor at formulere en ny socialt rodfæstet fælles vision som identitetsgrundlag.

Dette sammenfald har betydet, at nutidens lønarbejdere har ranket ryggen som individer og taget det nyvundne samfundsmedborgerskab i brug, men gjort det på mange forskellige måder - uden særlig stor grad af fælles identitet og fælles mål. Arbejderklassen oplever ikke sig selv som en klasse med et samfundsprojekt for fremtiden, men derimod som mere frigjorte og myndige individer og medborgere i samfunds- og arbejdsliv.

Velfærdsformynderi
Når arbejderbevægelsens frihedsprojekt er ved en historisk korsvej, skyldes det også det stadigt mere nærværende problem med det, der er blevet kaldt velfærdsregimernes formynderi.

Velfærdsformynderi kan defineres som en politisk praksis, der
a) på samfundets vegne demokratisk fastlægger, hvad der er godt for borgerne
b) som giver borgerne det, som samfundet mener de har brug for
c) men som gør det ved hjælp af generelt formulerede rettigheder, som så føres ud i livet gennem regler og professionel og bureaukratisk administration uden at inddrage og høre på eller tage hensyn til den enkelte eller de enkelte grupper, man vil hjælpe
d) og som derfor ikke formår at skabe den fornødne forståelse, troværdighed og opbakning hos de berørte grupper og enkeltpersoner.

Velfærdspolitikkens formynderiproblem er ikke selve det, at samfundet forholder sig til, hvordan og hvor meget fællesskabet ønsker at hjælpe borgeren. Ingen ønsker jo hjemmehjælp som Tag-selv-bord, og kun de færreste vil afvise, at samfundet kan have et legitimt ønske om at bringe arbejdsløse tilbage i job. Problemet opstår der, hvor samfundet/fællesskabet definerer generelle rettigheder, der ikke passer til den enkelte og/eller gennemfører politikken på en måde, så der ikke undervejs skabes en bredere folkelig forståelse for politikken. Det er ikke mindst et problem der, hvor den enkelte oplever, at samfundet pådutter den enkelte interesser og behov, som den enkelte ikke selv vedstår sig. Problemet er der, hvor alle skæres så meget over én kam, at den enkelte ikke kan genkende sig selv og sine egne krav. Det er der, hvor der gennemføres en generel politik efter administrative og teknokratiske kriterier uden at høre på eller tage hensyn til den enkelte. Det er der, hvor den svage ældre får tildelt hjemmehjælp som minutafmålte besøg der pinedød skal gå til bestemte gøremål. Det er, når arbejdsformidlingen pålægger den arbejdsløse at deltage i bestemte kurser eller lign., som den arbejdsløse selv ikke kan se nytten af.

Dette betyder ikke, at visitation af hjemmehjælp eller aktivering af arbejdsløse automatisk kan stemples som formynderi. Tværtimod. Dengang arbejderpartierne var "de svages værn" og kæmpede for en velfærdsstat, der bestod af sygedagpenge, arbejdsløshedsunderstøttelse, folkepension og lige adgang til de sundhedsydelser, som alle regnede med af lægen havde patent på, var det relativt nemt at skaffe opbakning og forståelse. Dengang talte ingen om formynderi. Tværtimod var det et uhyre demokratisk fremskridt i forhold til de liberalister og konservative, som mente, at det offentlige skulle afstå fra generel og lige adgang til disse ydelser, men nøjes med moralsk afmålt hjælp til de "værdigt trængende".

Når der i dag kan tales om et formynderiproblem, skyldes det to ting. For det første oplever borgerne i dag tingene anderledes. Vi er blevet mere myndige og selvbevidste som samfundsborgere, og derfor formulerer vi et øget krav om individuelt tilpasset og langt bredere velfærd. Der er gået skår i gamle forestilling om, at velfærden automatisk var i gode hænder, når vi valgte de rette politikere til at lave love og generelle velfærdsrettigheder og til at ansætte de rette eksperter til at fortolke og føre rettighederne ud i livet. Hvem tror f.eks. mere automatisk på, at årtiers arbejdsdeling mellem politikere og læger om, at politikerne skaffer pengene og ansætter lægerne, mens lægerne prioriterer, hvem der skal behandles hvordan, hvornår og med hvilken kvalitet (inden for visse generelle retningslinjer)? De færreste. Lægens bud på behandling accepteres f.eks. ikke længere automatisk uden dialog og spørgsmål.

For det andet er velfærdspolitikken blevet langt bredere, og samtidig går den stadig tættere på menneskers hverdag: fra barselsadfærd, hjemmesygeplejerske, institutionsopdragelse og tvangsfjernede børn over skærpet styring af uddannelsesvalg og -tempo til visitation af nøje afmålte hjemmehjælpsydelser for ældre.

En ny rettighedsdagsorden for centrum-venstre
Dette kridter en ny rettighedsdagsorden op for centrum-venstre. Vi kan ikke længere nøjes med en forestilling om et fremtidens samfund, der bygger på den fulde realisering af kravene om bedre og mere lige adgang til den nuværende type velfærd. Herudover er det blevet et fundamentalt krav til et nyt friheds- og fremtidsprojekt for centrum-venstre, at det bygger på de moderne lønarbejderes krav om lige muligheder for forskelligartede livsprojekter og livsformer.

Trygheden over for forskellige livsskæbner (arbejdsløshed, alderdom, handicap, osv.) er ikke længere nok. I dag må de socialistiske visioner nødvendigvis samtidig formuleres som krav om ny - og forskelligartede - muligheder for livsudfoldelse. Plads til, muligheder for og lige adgang til forskellige livsprojekter og livsformer.

Det vil betyde en langt stærkere betoning af lige ret til individuelt tilpasset velfærd. Ikke bare daginstitutioner og skoler til alle, men samtidig reel lighed i børnenes muligheder for udfoldelse, udvikling og læring til. Ikke bare et sundt og sikkert arbejde til en rimelig løn, men samtidig ret til et godt arbejde, hvor det er den enkelte, der vælger hvad der er et godt arbejde for netop ham eller hende. Ikke bare muligheder for løbende efteruddannelse til alle, men samtidig ret til selv at vælge, hvilke typer uddannelse hun eller han ønsker sig. Ikke bare ordentlig hjemmehjælp til alle med behov for det, men også frihed til at den ældre selv sammen med social- og sundhedsassistenten kan aftale, hvori den konkrete hjælp skal bestå.

Centrum-venstre kan her bygge på en lang tradition for at definere frihedsrettighederne positivt - som en frihed til, modsat den liberale frihed fra. I forlængelse heraf er det muligt at tegne konturerne af nye sociale medborgerrettigheder, der sigter på at give alle medborgere en reel og lige adgang til livsudfoldelse uanset alder, sundhed, arbejde, familie, etc. Dette vil rumme en rettighedstænkning, hvor nye medborgerrettigheder forbinder lige udfoldelsesmuligheder livet igennem med autonomi og selvbestemmelse i de individuelle og kollektive valg af livsformer.

En sådan rettighedstænkning vil også nødvendige et skift, hvad angår pligter. Kravet om civile, politiske og sociale menneskerettigheder har altid - praktisk som filosofisk - været knyttet til staten. Rettigheder er krav, som samfundsborgerne kan gøre krav på over for staten, og som staten derfor forpligtes til at garantere og levere. Rettighederne har været tænkt som vertikale rettigheder, vi har som statsborgere, og staten derfor har pligt til at sikre. Denne tilgang er imidlertid utilstrækkelig, når det gælder friheden til og muligheden for selv at vælge livsudfoldelse. Her er det nødvendigt at supplere med horisontale rettigheder, som vi som samfundsborgere (om nødvendigt med statslig legitimering) kan gøres gældende horisontalt i samfundet, over for vores chef eller lignende. [1]

Man kan beskrive en sådan ny rettighedstænkning som retten til individuelt medborgerskab, ret til individualitet og selvbestemmelse via fællesskabet og et medborgerskab, der samtidig rummer pligten til at indgå i fællesskaber, der skaber mulighederne for andre individualitet og selvbestemmelse.

Nye politiske redskaber
Et sådan individuelt medborgerskab kræver politiske reformkrav, der giver samfundets borgere økonomiske, sociale og uddannelsesmæssige forudsætninger for en alsidig livsudfoldelse. Samtidig må der skabes fælles rammer og muligheder for menneskers kollektive og individuelle valg af forskellige former for livsudfoldelse. Sidst men ikke mindst må der åbnes en nye politisk dagsorden, der gør livsudfoldelse i og uden for arbejdet til en integreret del af den samfundsmæssige produktions mål.

En sådan dagsorden for fremtidens velfærd kræver nye politiske redskaber. I dag baseres velfærden primært på en række mere eller mindre klare lovfastsatte individuelle rettigheder til alt fra barselsorlov, sundhedsplejerske og daginstitution til hjemmehjælp, sygebehandling og plejehjemsomsorg. Men når sådanne sociale rettigheder skal udbygges med lige muligheder for forskellige livsprojekter, kan det ikke bare omsættes i "Lov om individuel ret til forskellige livsformer". Et stykke af vejen kan det offentlige skabe lige ret til forskellighed gennem overførselsindkomster og offentlige servicetilbud. Men også kun et stykke ad vejen og her kun ved at tænke i individuel tilpasning af servicetilbuddene.

Men selv det er langtfra nok. Vi kan få lidt bedre muligheder for livsudfoldelse og udvikling i arbejdslivet gennem love om bedre arbejdsmiljø, ret til livslang læring, osv. Men i sidste instans leveres mulighederne ikke primært af det offentlige, men gennem ændringer i selve arbejdslivet. Vores ret til individuel udvikling og udfoldelse i arbejdslivet modsvares kun halvt af det offentliges pligt til at forbedre arbejdsmiljølove, osv. Den anden og altafgørende pligt til at give os ret til et godt arbejde ligger i virksomheder, hos vores arbejdsgivere og ledere. En væsentlig del af de udfoldelsesmuligheder, som bør indgå i et nyt velfærdsprojekt for centrum-venstre, skal således sikres gennem en samfundsmæssig politik, der på én gang udfolder sig på en række forskellige niveauer. Ja dybest set rækker de fra WTO over EU og Folketinget til kommunalbestyrelse, fagbevægelse, personaleledelse og sociale relationer i familien og det civile samfund.


Den spartanske velfærdsstat og velfærdsreformer
Men et sådant udviklingsperspektiv er truet af et indre udgiftspres vej i de enkelte landes velfærdssystemet, hvor for længst vedtagne velfærdsreformer nærmer sig forfaldsdagen. Stadigt flere ældre skulle have sygebehandling, omsorg og pension som vedtaget. Stadigt flere arbejdsløse skal have den aftalte understøttelse og hjælp. Mængden af nedslidte og udstødte fra arbejdsmarkedet vokser og gør revalidering, førtidspensioner, osv. stadigt dyrere. Familiemønstre med 2 udearbejdende øger behovet for børnepasning og gjorde en definitiv ende på familiernes omsorg for den ældste generation.

Hertil kommer, at den offentlige sektors undervisning, omsorg, mv. ofte har haft svært ved at opnå den samme vækst i effektivitet som andre sektorer. Ikke nødvendigvis fordi der er tale om offentlig service. Men fordi f.eks. personrettet service kan være vanskeligere at effektivisere end produktion af biler, farve-TV eller færdigretter.

Prisen for befolkningens moralske kontrakt med politikere og mellem generationerne om velfærdsstaten er ganske enkelt stigende. Befolkningen - og ikke mindst de mellemlag, der via betydelige skattebidrag skulle finansiere velfærdsstaten - har en forventning om, at den offentlige sektor kan levere højkvalitetsservice for skattekronerne. Det gælder især de brede og dyre områder som uddannelse, børnepasning, sundhed og omsorg.

Samlet set er velfærdsstaterne i forskellig grad fanget i en knibetang mellem på den ene side en stagnerende vækst i skattegrundlaget og på den anden side en fortsat voksende pris på vedtagen velfærd og befolkningens forventninger. Dette har sat den spartanske og trimmede velfærdsstat på den politiske dagsorden, hvor der skæres ned på velfærdsydelserne og ydelserne forbeholdes stadig mere afmålte grupper. Det begrænser mulighederne for individuel tilpasning af velfærden og øger en stadig snævrere formynderisk udmåling af afmålte standardydelser. Derfor hører det uundgåeligt med til en nyt velfærdsprojekt for centrum-venstre at sikre et bæredygtigt økonomisk råderum for den fælles velfærd. Det kan ikke kun ske gennem politisk vilje til at prioritere den fælles velfærd og de skatteindtægter, der skal til for at sikre den. Det kan og bør også ske ved forebygge selve behovet for velfærdydelser i fremtiden, så færre rammes af arbejdsløshed, tvinges ud af arbejdsmarkedet, osv. Det vil både øge friheden af livsmulighederne for mennesker og gøre det lettere at få råd til en mere individuelt tilpasset velfærd for bl.a. alle os, der i de kommende årtier vil gå på pension som frigjorte og myndige borgere, der ikke uden kamp vil finde os i formynderisk tildeling af nøje afmålt ældreomsorg. Dét burde debatten om velfærdsreformer handle om.

NOTE

1) Lars D. Eriksson: Ansvarsetik eller rättighetsmoral? Et diskussionsinlägg om välfärdsstatens kris, Retfærd, nr. 69, 18. årg. 1995, ss. 3-13 gør nærmere rede herfor.