Nye horisonter for det politiske panorama i Latinamerika
Af Lise Sloth Rolandsen

Offentliggjort: 15. december 2004

Latinamerika går ind i det 21. århundrede med den dobbelttydighed, der præger globaliseringen. Kontinentet befinder sig mellem de nyliberale politikkers pres og de nye sociale bevægelsers opståen, mellem ønsket om statslig suverænitet og markedets styrke, mellem en søgen efter egen identitet og vægten fra USA's udenrigspolitik. Denne række tvedelinger gør situationen interessant, idet Latinamerika befinder sig i en konjunktur, hvori der åbnes op for muligheder, mens der samtidig anes begrænsninger.

I 80'erne og 90'erne oplevede Latinamerika et skifte fra diktatoriske regimer til repræsentativt demokrati. På vejen blev frigørelsesprojekter afbrudt af amerikansk indgriben som for eksempel i Chile med Pinochets statskup mod Salvador Allende-regeringen eller med de kontrarevolutionæres rolle i de sejrende revolutioner i El Salvador eller Nicaragua. Eksperimenter, der forsøgte at åbne vej for socialismen, forsvandt ét efter ét, med undtagelse af Cuba, og den nyliberale dagsorden vandt indpas i lande som Mexico, Chile, Argentina og Brasilien, med overvågning fra IMF og Verdensbanken.

Status over de nyliberale politikker betones af de modsætninger, som de økonomiske og sociale omstruktureringer udløste, med en efterfølgende forværring grundet regulerings- og stabiliseringspolitikken. Fattigdommen og den sociale udelukkelse aftog ikke, men forstærkedes derimod, og politikerne, og hele demokratiet i bredere forstand, mistede legitimitet og skabte mistillid.

Den politiske krise og nyliberalismens dramatiske konsekvenser har til gengæld forårsaget de nye sociale bevægelsers opståen. Disse bevægelser opvejer de deltagelsesmæssige mangler i det repræsentative demokrati og øger, paradoksalt nok, deltagelsen med henblik på at få venstreorienterede regeringer til magten.

Således opstår der på den ene side centrumvenstre-regeringer, som i Brasilien, Argentina eller Uruguay, og andre mere afgjort venstreorienterede som i Venezuela. På den anden side dannes der adskillige sociale bevægelser, som zapatisterne i Mexico, piquetero-bevægelsen i Argentina eller Movimiento Sin Tierra (MST) i Brasilien, der vender sig mod den kapitalistiske model og udlever forsøg med nye former for social organisering. Til dette skal tilføjes indvirkningen af de folkelige opstande, der bremser synligt upopulære nyliberale projekter eller i nogle tilfælde endda forårsager den siddende regerings afgang. Den folkelige opstand i Argentina i 2001 fik for eksempel den daværende præsident, Fernando de la Rúa (og yderligere tre andre præsidenter på 15 dage) til at gå af. I juni 2002 stoppede en folkelig opstand i Arequioa (Peru) privatiseringen af elforsyningen, og i samme måned blev der sat en stopklods for privatiseringen af telefonselskabet, el- og vandforsyningen samt jernbanerne i Paraguay.

Overordnet set øges internationaliseringen af de sociale kampe i stadig højere grad med henblik på at vise modstanden mod Free Trade Area of the Americas (FTAA). Nye forslag udspringer fra de sociale bevægelser gennem det latinamerikanske sociale forum eller, i global sammenhæng, fra World Social Forum (der tre gange er blevet afholdt i Porto Alegre i Brasilien). Samtidig planlægger politikerne et økonomisk alternativ til FTAA gennem Mercosur, hvor Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay deltager.

Der ser ud til at tegne sig et nyt panorama i Latinamerika, og mulighederne for en ændring forekommer at være nært forestående. Ikke desto mindre er det vigtigt at bemærke, at en stor del af de centrumvenstre-regeringer, som kommer til magten, støttet af en stor del af et civilsamfund, som kræver politiske ændringer, ikke lever op til forventningerne og fortsætter med en politik, der forlænger den liberale dominans og er velset af USA. Det skete i Ecuador med Lucio Gutiérrez-regeringen, og det er, dog i mindre grad, ved at ske med Lula i Brasilien. Accepten af markedssystemet og det tætte forhold til USA besværliggør opnåelsen af vellykkede sociale politikker. Det giver ofte udslag i desillusion og skuffelse blandt folket og splittelse blandt de sociale bevægelser, som støttede de venstreorienterede politiske kræfter.

Det ville derfor være på sin plads at insistere på, at der i den latinamerikanske modstand mod nyliberalismen opstår modtræk, der i mange tilfælde åbner op for mulige alternative, men som i andre tilfælde forårsager begrænsninger. Inden for rammerne af denne dikotomi præsenterer vi i denne artikel nogle konkrete eksempler på ændringer støttet af den politiske magt i det pågældende land, andre der har til formål at ændre magten, og endnu andre der direkte går imod magten, hvilket resulterer i en åben og kompleks dynamik.

Reformer og kontinuitet i Brasilien under Lula
Ud over at være et venstreorienteret arbejderparti med et tæt og godt forhold til de sociale bevægelser i Brasilien, er Partido de los Trabahadores (PT) også kendt som initiativtager til de deltagelsesdemokratiske styreformer, der er opblomstret over hele landet, med udgangspunkt i den sydlige havneby Porto Alegre. Her deltager byens borgere, gennem tema- og regionssamlinger, i diskussionen om prioriteringerne inden for de offentlige budgetter og har dermed indflydelse på beslutningstagningsprocessen. Deltagelsesdemokratiet løber parallelt med det repræsentative system for at sikre maksimal demokratisering, eftersom det procentmæssigt endnu er et fåtal, der møder op til forsamlingerne. Den deltagerdemokratiske model i Porto Alegre er et meget konkret eksempel på, hvordan modstanden mod nyliberalismen kan føres ud i praksis.

Efter mange års erfaringer med disse former for lokalt og regionalt styre vandt Lula Da Silva og PT den nationale regeringsmagt i Brasilien i oktober 2002. Valgsejren blev sikret på grundlag af alliancer, der repræsenterede en bred vifte af sociale og politiske kræfter i landet. Regeringen havde de sociale bevægelsers opbakning men indgik også aftaler med de borgerlige sektorer. Dermed blev Lula bundet på hænder og fødder og tvunget ud i en svær balancegang mellem mange modsatrettede interesser, allerede inden han reelt overtog magten. Det har været en af årsagerne til, at hans regering har skuffet mange af partiets traditionelle støtter i arbejderklassen og blandt samfundets svageste grupper.

Lulas valgløfter pegede groft sagt i to forskellige retninger. På den ene side gav han stabilitetsgarantier til markedssektoren, IMF og USA. På den anden side lovede han sociale og økonomiske reformer især inden for landbrugssektoren. På den måde underlagde Lula sig i praksis et dobbelt pres: Et eksternt pres i form af investorernes forventninger og et internt pres fra de sociale bevægelser, der ventede store nationale forandringer. Sidstnævnte ønsker omfattende strukturelle ændringer, hvilket præcis var, hvad erhvervssektoren og kapitalinteresserne ville forsøge at undgå.

Indtil videre er dette politiske tovtrækkeri faldet ud til investorernes fordel. Lulas politik ved magten har på det økonomiske område nemlig især drejet sig om at styrke eksporten og det internationale marked. Lula søger at fremme eksporten af råvarer, og fokus er lagt på landbrugssektoren og minedriften, hvor behovet for arbejdskraft er lavt. Eksporten inden for disse områder er steget, blandt andet takket være et tæt bilateralt samarbejde med Kina, men handelsoverskuddet kommer især landbrugets storproducenter og de multinationale virksomheder til gode, og de bliver således om end endnu mere magtfulde. Den strategiske satsning på eksport af råvarer sætter på ny Brasilien i en sårbar afhængighedssituation, hvor landet er nødsaget til at sætte sin lid til råvareprisernes stabilitet og blandt andet Kinas økonomiske situation og velvilje i samarbejdet. Samtidig øges afhængigheden af import af forbrugsvarer, og dermed stiger fødevarepriserne, forbruget falder, og forsyningssikkerheden går tabt.

Den økonomiske politik står således i skarp kontrast til småbøndernes og landarbejdernes ønsker. De forventede store landbrugsreformer indeholdende en plan for omfordelingen af jorden, men virkeligheden under Lula-regeringen minder forbløffende meget om tiden med den socialdemokratiske Cardoso. Det nationale marked bliver ikke tilgodeset, og der er ikke foretaget ændringer inden for jordfordelingsstrukturen. Det er storindustrien inden for landbruget, der satses på, for eksempel gennem offentlige investeringer, der tilfalder storproducenterne i form af kreditter og forbedring af infrastrukturen til eksport, frem for de mindre bønder og den lovede landbrugsreform. Samtidig er handlen med genmodificeret soja blevet liberaliseret til glæde for landbrugsindustrien og de multinationale selskaber, der sidder på patenterne.

IMF stilles tilfreds gennem en tilbageholdende økonomisk indenrigspolitik med et lavt offentligt investeringsniveau, høje renter, der tiltrækker udenlandsk kapital, og et marked, der åbner sig op over for udenlandske investorer.

En af konsekvenserne af den brede alliance, som Lula-regeringen bygger på, er, at ministerposterne er blevet fordelt mellem repræsentanter for forskellige sektorer. Således har landbrugsministeren, Roberto Rodríguez, tætte forbindelser til den landbrugsindustri, som regeringen støtter og prioriterer i den økonomiske politik. Også Økonomiministeriet ledes af en mere nyliberalt orienteret politiker, nemlig Paolucci, der blandt andet har givet investorerne løfte om et budgetoverskud på 4,25 % af BNP gennem hele regeringsperioden.

Selvom kritikken mod Lula-regeringen vokser, er det især andre personer og den konkrete politik, der slås ned på. Lula selv har til en vis grad formået at bevare sit image som et venstreorienteret alternativ til nyliberalismen, der taler de svages sag. Lula-regeringen har opfanget de marginale sektorers ønsker, men ved magten har den endnu ikke formået at ændre den overordnede økonomiske retning, og dermed er det nuværende styre på mange måder et udtryk for en fortsættelse af den nyliberale dagsorden. Fokus retter sig mod markedet og mod behovet for at opfylde de internationale investorers ønsker. Intentionen om at gennemføre sociale ændringer er til stede, men det er ikke muligt at realisere dybdegående, strukturelle reformer, fordi afhængigheden af markedsaktørerne er dominerende.

Den vigtigste sociale aktør i Brasilien er Movimiento Sin Tierra (MST), der i løbet af 90'erne har opnået stor opbakning og styrke. MST er en landbrugsbevægelse, der er opstået ud af den brasilianske fagforeningssektor. Bevægelsen kæmper for småbøndernes og landarbejdernes ret til jord og for realiseringen af en landbrugsreform, der skal omfordele jorden og omstrukturere produktionsforholdene. Jordbesiddelsen er i øjeblikket koncentreret hos en mindre elite, og MST ønsker en demokratisering af ejendomsretten til landbrugsjorden. De organiserer sig i komitéer og opretter kooperativer, samtidig med at de fører deres kamp for rettigheder både gennem massemobilisering i form af jordbelejringer og demonstrationer og gennem forhandling med og pres på det politiske system.

MST er splittet i holdningen til Lula-regeringen og dens politikker på landbrugsområdet. Bevægelsen er kritisk over for regeringen, fordi deres interesser ikke er overensstemmende særligt på dette området. MST ønsker en omfordeling af jorderne og en prioritering af det nationale marked, mens Lula-regeringen som sagt satser på en eksport af landbrugsvarer, der kommer en lille elite inden for den stadigt større landbrugsindustri til gode. Men bevægelsen går ikke ind i en direkte konfrontation med regeringen. Strategien går ud på, at massemobiliseringen, i dette tilfælde besættelse af jorden, skal lægge pres på regeringen for at gennemføre den lovede landbrugsreform. Men presset trænger ikke igennem, måske fordi det syntes mindre presserende i sammenligning med presset fra de internationale investorer. Lula befinder sig altså i et dilemma mellem løftet om at betale gælden tilbage til de udenlandske investorer og dermed se sig nødsaget til at gennemføre nedskæringer på det sociale område eller opfylde de behov, som arbejderne og bønderne udtrykker.

MST står for en form for protest, der indtil nu har belavet sig på politiske repræsentanter fra venstrefløjen og ikke selv er gået ind som politisk aktør inden for det parlamentariske system. Ved at bevare sin status som social bevægelse og mindske afhængigheden af regeringen, bevarer den en vis tillid og oprigtighed over for medlemmerne. Ifølge den øverste ledelse er problemet ikke Lula, som de stadig stoler på som en person, der repræsenterer arbejderklassen og småbønderne, men derimod visse nyliberale aktører inden for hans regering. Faktum er, at det politiske panorama i Brasilien har ændret sig meget med Lulas magtovertagelse: De progressive kræfter har fået mere magt, og det har både givet venstrefløjen mere indflydelse, samtidig med at de sociale bevægelser befinder sig i et vadested, med nye muligheder men også nye forhindringer, de ikke synes at kunne overvinde. Dette gælder i særdeleshed forholdet til den regerende magt. De har ikke opnået den indflydelse, de havde håbet på, men samtidig er de ude af stand til at konstituere sig som et radikalt alternativ til den eksisterende magt, der, i hvert fald på papiret, deler deres værdier og visioner.

Argentina: Gid de alle måtte forsvinde - og Kirchner blive
Den 19. og 20. december 2001 fandt der en folkelig opstand sted i Argentina, der formåede at sætte præsidenten, Fernando de la Rúa, på porten. Opstanden bestod af konfrontationer i gaderne, udplyndringer af supermarkeder og massedemonstrationer. Desuden opstod el cacerolazo, dvs. spontane demonstrationer, der består i at slå på kasseroller for at lave larm som tegn på generel utilfredshed, og det berømte motto "Qué se vayan todos" ("Gid de alle måtte forsvinde"), rettet mod politikerne, som afvisning af et korrupt system.

Middelklassen lagde sig med dramatik og senere vrede ud med el corralito, et regeringsinitiativ, der gjorde, at ingen kunne hæve deres opsparinger i banken. De arbejdsløse organiserede sig i protestaktioner, som for eksempel blokeringer af veje, besættelse af forladte fabrikker og deltagelse i bydelsforsamlinger. På dette tidspunkt så det ud som om, der var sket et brud mellem politikerne og civilsamfundet, eftersom sidstnævnte overtog magten og nægtede fortsat at vise tillid til det repræsentative demokrati.

Til trods for dette stillede den tidligere peronistiske præsident Carlos Menem, der var ansvarlig for privatiseringen af størstedelen af de offentlige virksomheder og anklaget for medvirken i korruptionssager, op til valget i maj 2003. Opstillingen vakte opsigt, og Menem opnåede flertal i første valgrunde men trak sig i anden, da det stod klart at den nuværende præsident, Néstor Kirchner, der også har en peronistisk baggrund, ville vinde. Valgdeltagelsen delte venstrefløjen mellem de, der ønskede at deltage i systemet og de, der fortsat ønskede at holde sig uden for systemet.

De politikker, som Kirchner igangsatte, afspejler både den sociale gæld til de, der stemte på ham og frygtede at vende tilbage til krisen i 2001, og den økonomiske gæld til de internationale institutioner, med IMF i spidsen. Det har givet sig udslag i et politisk projekt, der drejer mod centrumvenstre, og bevæger sig på en svær balancegang, der både forsøger at stille de sociale og de økonomiske kræfter tilfreds.

Status er positiv, hvad angår forbedringen af politikker vedrørende social velfærd og forsvar for menneskerettighederne. Dette betyder et brud med fortiden og støtte fra grupper som mødrene fra 1. maj, der kæmper for at holde mindet om ofrene for det brutale diktatur i Argentina i live og få hele sandheden frem. Derimod er den økonomiske politik i højere grad en fortsættelse af nyliberalismen gennem en videreførelse af privatiseringspolitikken, anvendelse af billig arbejdskraft, der skal øge produktiviteten, og en stigning i taksterne for energiforbrug. Dette forhindrer ikke Kirchner i at nyde en vis sympati på venstrefløjen, eftersom han har modsat sig landbrugsreformen i forhandlingerne om FTAA og har bevaret sin faste holdning over for IMF i forbindelse med spørgsmålet om tilbagebetalingen af udlandsgælden. I sammenligning med andre lande, hvis økonomi er blevet lige så påvirket, men som har fulgt forskrifterne fra IMF nøje, som for eksempel Mexico under den konservative præsident Vicente Fox, foreslog Kirchner anerkendelsen af 25 centaver for hver dollar af udlandsgælden for at kunne have en reel mulighed for at afvikle gælden og forbedre den nationale økonomi.

Den utilpashed, der kom ud af begivenhederne i december 2001, og de utallige erfaringer med protest og social kamp danner baggrunden for valget af Kirchner som præsident, selvom man også i denne tilbagevenden til det traditionelle politiker-vælger-system kan se en vis svækkelse af de deltagelsesorienterede demokratiformer, som bydelsforsamlingerne udgjorde.

Piqueteros-bevægelsen medfører, i første omgang, anerkendelsen af et nyt socialt subjekt, nemlig de arbejdsløse, der er blevet udelukket fra det nyliberale system. Bevægelsen har, sammen med konkrete aktioner, som besættelse og kollektiv ledelse af forladte fabrikker, et bredere mål, der påvirker selve den kapitalistiske logik. Det handler nemlig om at redefinere produktionsforholdene og de arbejdsløses rolle som ikke-arbejdere. Piquetero-strategien for en ny måde at føre politik på uden for den institutionelle politiske sfære mødte forhindringer med Kirchners magtovertagelse.

Kirchner er blevet anerkendt som en gyldig forhandlingspartner af mange sociale bevægelser på grund af hans forsvar for menneskerettighederne og hans beslutsomhed over for nogle af IMFs beslutninger. Piquetero-bevægelserne er derfor splittede i spørgsmålet om forholdet til regeringen. En sektor støtter Kirchner, og de har desuden nydt godt af forvaltningen af "arbejdsplanerne" (økonomisk støtte til ledige arbejdere), mens en anden sektor udviser en mere kritisk støtte. De sektorer, der sætter sig op mod regeringen, er delt mellem de, der forsvarer en fortsat konfrontation, gennem vejblokeringer, og de, der foretrækker at koncentrere sig om den kollektive ledelse og uddybelsen af autonomien.

Som det fremgår, har spørgsmålet om magten spillet en central rolle i den argentinske debat. Splittelsen mellem den sociale og den politiske klasse fik nogle bevægelser til at søge alternativer uden for den politiske magt. Imidlertid har den seneste tilbagevenden til urnerne og den fornyede tillid til politikken medført, at den politiske magt, frem for den sociale, stadig er centrum for forandringen. På den anden side set må man fremhæve, at den stærke sociale opbakning til den nuværende politiske magt giver sig udslag i konkrete politikker, der på sin vis svarer til bekymringerne og forsøger at løse befolkningens problemer.

Den bolivarianske revolution i Venezuela
Hugo Chávez overtog magten i Venezuela ved valget i 1998 og igangsatte efterfølgende det, der er blevet kendt som den bolivarianske revolution. Regeringen har iværksat adskillige økonomiske og sociale reformer blandt andet på landbrugsområdet med en omfordeling af jorden. Den har ligeledes nationaliseret nogle nøglevirksomheder inden for olie- og elektricitetssektoren, hvorfra en del af midlerne nu går til uddannelsesprogrammer. Der er desuden blevet udarbejdet systemer til uddeling af mikrokreditter og støtte til kooperativer og småproducenter, sundhedssystemet, der er gratis og offentligt, er blevet udviklet, og infrastrukturer på uddannelses- og boligområdet er blevet styrket. Inden for de seneste år er den folkelige deltagelse i processen desuden blevet uddybet. Og frem for alt har fem millioner venezuelanere, der ikke før havde officiel identitet og basale rettigheder, fået en ny forfatning, der omfatter dokumentation og medborgerskab.

Efterhånden som reformerne er blevet udvidet til at omfatte stadig flere sektorer, og dermed er blevet økonomisk mere krævende, er den politiske oppositions, den økonomiske magts og mediernes modstand mod politikken steget. Arbejdsgiverne har blandt andet iværksat generalstrejker og lammelser af olieindustrien. Medierne har både nationalt og internationalt medvirket til at skabe et billede af det polariserede Venezuela, hvor Chávez og hans støtter fremstilles som autoritære over for den demokratiske opposition. Denne mediestrategi var med til at lede op til det statskup, der blev forsøgt gennemført i april 2002. Kuppet mislykkedes dog, og Chávez vendte hurtigt tilbage til magten.

Det venezuelanske samfund er stadig præget af en øget polarisering, en polarisering der også eksisterede inden Chávez' magtovertagelse, men som hans regering har gjort mere synlig på det politiske plan ved at fokusere på de marginaliserede grupper. Oppositionen næres dog også af denne polarisering og de har forsøgt at markere den endnu tydeligere ved at kræve en folkeafstemning om Chávez' fortsatte virke som præsident. Denne mulighed blev indført i Venezuela med den forfatningsreform, som Chávez gennemførte, efter han kom til magten. Oppositionen lykkedes heller ikke i dette foretagende, eftersom Chávez vandt afstemningen, dog med en meget lille margen, der endnu engang gjorde det klart, at befolkningen er meget delt i holdningen til Chávez-regeringen. Resultatet har under alle omstændigheder bevirket, at Chávez nu fremstår stærkere og med en ny social og demokratisk legitimitet, understreget af den internationale anerkendelse af afstemningens gyldighed og gennemsigtighed.

Chávez-regeringen er ikke velset af USA, der er bekymret over styret af flere grunde. Venezuela er først og fremmest interessant økonomisk set på grund af deres olieressourcer. Landet er den tredjestørste eksportør af olie til USA, men det falder ikke i god jord hos den nordamerikanske administration, at Chávez har valgt at nationalisere den største olievirksomhed PVDSA.

Desuden er den bolivarianske revolution vigtig på hele det latinamerikanske kontinent på grund af den symbolværdi, der hos befolkningerne i de øvrige lande ligger i ideerne om de sociale reformer for fattige, arbejdsløse og landarbejdere uden jord. Såfremt Chávez-regeringen også på længere sigt får succes med dens politik, vil billedet af Venezuela som et håb for andre marginaliserede grupper i Latinamerika styrkes.

Endelig er den amerikanske regering yderst skeptisk over for de udenrigspolitisk forhold som Venezuela har etableret dels til Castros Cuba, dels til Argentina og Brasilien med mulighed for at opbygge en regional styrke i Latinamerika, der ikke omfatter USA's tilstedeværelse. Politisk set er det væsentligt for Chávez at få støtte fra de to store kræfter i Sydamerika, Brasilien og Argentina. Forholdet til Cuba er blevet centralt på grund af den store politiske og symbolske betydning, der ligger i at gå imod strømmen på dette punkt, men også på grund af forholdets alternative form for internationalt samarbejde. Venezuela har indgået samarbejdsaftaler med Cuba, der blandt andet betyder, at cubanske lærer deltager i alfabetiseringsprogrammer, og cubanske læger indgår i sociale projekter inden for sundhedsområdet, med ambulatorisk behandling til de fattigste områder i landet. Samtidig rejser venezuelanere til Cuba for at blive uddannet som læger, og Cuba modtager til gengæld olie fra Venezuela.

Den kritik, der også fra den internationale venstrefløj har rettet sig mod regeringen, går især på militærets deltagelse i reformprocessen og Chávez' egen militære baggrund samt det element af populisme, der kendetegner hans personlige politiske stil. Der ses ligeledes med skepsis på, at reformprocessen på mange måder er en ovenfra styret forandring af samfundet. I og med at staten tildeles en central rolle, udvikles der en væsentlig kontrol fra oven på trods af intentionerne om at fremme det deltagelsesorienterede aspekt og inddrage befolkningen mest muligt i processen.

Ikke desto mindre har Chávez-regeringen formået at foretage konkrete forbedringer gennem de økonomiske og sociale reformer, som hovedsageligt kommer de fattigste til gode. Disse ændringer bryder med de på kontinentalt plan dominerende nyliberale politikker på en måde, som ingen af de øvrige latinamerikanske lande har været i stand til, bortset fra Cuba. Hvor andre venstreorienterede ledere har en tendens til ikke at sætte spørgsmålstegn ved markedskræfternes dominans og den nationale og internationale økonomiske magt, når de kommer til magten, ser Chávez som den eneste ud til at holde linien, og dermed lever han op til de forventninger, hans støtter i befolkningen har sat til ham. Det nuværende styre er en kombination af indførelse af nye rettigheder, støtte til de sociale bevægelser og inddragelse af dem i reformprocessen samt en central placering til staten internt, blandt andet gennem nationaliseringspolitikken, og eksternt gennem et forsøg på at styrke den politiske suverænitet delvist i kraft af regionalt samarbejde.

Zapatisme og lokalt demokrati i Mexico
Zapatist-bevægelsen invaderer den nationale politik i Mexico i 1994 gennem et væbnet oprør, som modsætter sig regeringens landbrugsreform og udtrykker sin afvisning af NAFTA, underskrevet af Mexico, Canada og USA. Den zapatistiske hær for national befrielse (EZLN) har, sammen med MST i Brasilien, haft en stor indvirkning på bevægelserne for en anden globalisering og har været en kilde til inspiration for mange af dem.

EZLN bryder med den traditionelle guerilla-model, der var dominerende i Latinamerika i 80'erne og stadig er vedholdende i Colombia. Efter de første konfrontationer med den mexicanske regering har zapatisterne forsvaret en dialog med civilsamfundet med henblik på at opbygge et alternativ til magten indefra samt ved at fremme diskursive og kommunikative former især via internettet i stedet for den væbnede kamp.

EZLN's forsøg på at opbygge et socialt alternativ af national karakter blevet konkretiseret i samlingen af forskellige sociale kræfter med henblik på at gennemføre en statsreform. I perioden fra 1994 til 2000 stod EZLN over for PRI-regeringen, der, som parti, sad ved magten i 75 år og som opbyggede et etpartisystem, der, til trods for at de respekterede det formelle demokrati, i realiteten forhindrede enhver form for alternativ. Opbygningen af en bredere social bevægelse ud over Chiapas' grænser blomstrede ikke ligesom den zapatistiske front for national befrielse (FZLN), en politisk og national version af zapatist-bevægelsen, kun opnåede en begrænset succes.

Dialogen og forhandlingerne med regeringen kulminerede i de såkaldte San Andrés-aftaler (1996), som udgør et afgørende fremskridt, hvad angår anerkendelse af de oprindelige folks rettigheder i Mexico. Regeringen levede imidlertid ikke op til de løfter, som de havde givet, og fortsatte med den paramilitære forfølgelse i zapatist-områderne. Målet om opfyldelsen af regeringsaftalerne udgjorde en væsentlig del af den zapatistiske kamp, indtil zapatisterne i 2001 foretog "marchen for værdighed", som førte medlemmer af EZLN til at tale i den mexicanske kongres. De opnåede ikke deres mål med turen fra Chiapas til Mexico D.F., eftersom præsident Fox' nye konservative PAN-regering overhørte zapatisternes krav, og det venstreorienterede parti, PRD, som havde sympatiseret med den zapatistiske sag, støttede regeringens resolution i stedet for reformforslagene.

Disse begivenheder har forårsaget, at EZLN nu koncentrerer sig om udviklingen af de oprindelige folks autonomi i Chiapas med iværksættelsen af fællesskabsdemokratiet gennem debat i forsamlinger og en høj grad af ansvar hos og hyppig udskiftning af de lokale ledere. På fællesskabsniveau, i de enkelte lokalsamfund, centrerer strukturen sig omkring de autonome kommuner, og disse opretholder en indbyrdes forbindelse gennem "Forsamlingerne for god regeringsførelse", som anvender de oprindelige love, som den mexicanske regering nægtede at respektere, i praksis. Desuden skal man også tage i betragtning, at EZLN støttes af en stor del af den indianske befolkning. Sammen med forskellige sociale bevægelser har de iværksat aktioner til fordel for respekten for biosfæren og mod indførelsen af FTAA.

De zapatistiske erfaringer illustrerer mulighederne og begrænsningerne for en social konstruktion uden for den politiske magt, delvist som konsekvens af den manglende mulighed for at opnå en aftale med politikerne. Den nationale og internationale modtagelse af zapatismen har ikke givet udslag i konkrete og vedvarende forslag, der kunne give form til alternativer, men zapatismen udgør alligevel en vigtig ændring af den politisk kultur. På det lokale niveau må man derimod anerkende de vigtige fremskridt, der er foretaget i forbindelse med påbegyndelsen af en modifikation af den repræsentative demokratimodel. Zapatismen foreslår en model baseret på det, de kalder "at styre adlydende", hvor forholdet mellem regerende og regerede bør være det tættest mulige. Den effektivitet, som dette lokale styresystem har opnået, har medvirket til, at personer, der ikke sympatiserer med zapatismen, henvender sig til "Forsamlingerne for god regeringsførelse" for at få løst daglige problemer og konflikter.

Det skal dog nævnes, at zapatisterne til dels har opnået at gennemføre deres politikker takket være støtten fra internationale solidaritetsnetværker, og at drejningen mod lokal aktion og den dalende symbolske intensitet i deres handlinger har medført, at zapatismen har mistet vitalitet på det nationale og det internationale område.

Under alle omstændigheder udgør kampen for de oprindelige folks rettigheder og deres anerkendelse inden for rammerne af nationalstaten siden 1994 i sig selv en fundamental sejr, som er blevet udvidet med krav om oprindelige folks rettigheder i andre lande som Ecuador og Bolivia.

Den sociale kamp for vandet i Uruguay
Den 31. oktober 2004 vandt et venstreorienteret parti, nemlig Frente Amplio ("Den brede front") med Tabaré Vázquez i spidsen, for første gang valget i Uruguay. Navnet Frente Amplio afspejler koalitionens karakter, eftersom den er sammensat af kommunister, kristendemokrater, militærpersoner samt eks-guerilleros, ateister og kristne. Efter at have opnået gode valgresultater i 1994 og 1999, vandt Frente Amplio en ventet sejr, og partiet befinder sig nu i en situation, som vi tidligere har refereret til: Tilfredsstillelse af den brede folkelige bevægelse, som støtter regeringen, og opretholdelse af et ordentligt forhold til USA via markedslogikken.

Regeringens videre udvikling kan vi ikke forudse på nuværende tidspunkt, men indtil videre ville det være interessant at fremhæve en konkret erfaring med folkelig kamp, som har givet gode resultater og udgør et eksempel til efterfølgelse af højeste interesse: Den sociale kamp for vandet.

I 2002 oprettedes den nationale kommission til forsvar for vandet og for livet (CNDAV) som modsvar på den uruguayanske regerings aftale med IMF om privatisering af drikkevandsforsyningen.

Privatiseringens konsekvenser afspejlede sig i store sociale sektorers udelukkelse fra adgangen til drikkevand og i forværringen af forsyningens kvalitet. På det økonomiske plan måtte staten påtage sig omkostningerne for virksomhedernes manglende opfyldelse af aftalerne.

Den folkelige reaktion mod privatiseringerne var bred og mangeartet. CNDAV foreslog en folkeafstemning med henblik på at opnå en reform af forfatningen, der skulle anerkende vand som et fælles gode og forsvare adgangen til vandet som en menneskerettighed.

Folkeafstemningen blev afholdt samme dag som det valg, der gav Frente Amplio sejren. Til trods for den brede mediekampagne mod reformen, stemte 64,6 % for. Således blev grunden lagt for en vandpolitik, der betragter vandressourcer som et fælles gode, og for en offentlig forvaltning af vandet på grundlag af kriterier for social deltagelse og bæredygtighed. Desuden indeholder reformen en klausul, der skal beskytte mod de multinationale virksomheders handlinger. Ifølge klausulen er der kun dækning for de ikke afskrevne investeringer, og der vil ikke blive udbetalt nogen form for erstatning for tabt fortjeneste ved reformens ikrafttrædelse. Virksomhederne forhindres ligeledes i at appellere til de internationale voldgiftsdomstole for at kræve den pågældende tabte fortjeneste.

Uafhængigt af de politikker som Tabaré Vázquez' regering måtte gennemføre og dens forhold til den folkelige base, der støtter regeringen, må man anerkende effektiviteten i den sociale kamp for rettighederne til vandet. Anvendelsen af folkeafstemninger, som er bindende for regeringen eller forfatningen, har vist sig at være et effektivt instrument til at opfylde de sociale krav.

På den anden side af den nyliberale dagsorden
Den nyliberale politik, der blev fastsat i Washington-konsensusen med forslag om økonomisk regulering og strukturelle reformer, invaderede Latinamerika i 90'erne. Det uruguayanske Frente Amplios sejr bidrager til at sætte en stopper for den brug, der er blevet gjort af Mercosur siden oprettelsen i 1991, som en del af den nyliberale strategi, og den tilslutter sig de aftaler, der blev indgået mellem Lula og Kirchner i Buenos Aires-konsensusen i 2003. Det forekommer at være afgørende for opnåelsen af en mærkbar forbedring af den latinamerikanske situation, at der søges alternativer til FTAA og til IMFs og Verdensbankens indgriben. Men man må ikke glemme, at åbningen over for andre markeder, som det kinesiske, det koreanske eller det russiske, ikke i sig selv indebærer en udvej væk fra nyliberalismen. Desuden lider Mercosur stadig af et væsentligt demokratisk underskud og en ikke-eksisterende inddragelse af civilsamfundet. Det handler under alle omstændigheder om en union, der udelukkende er kommerciel, og i hvilken man endnu ikke har gjort fremskridt, hvad angår en form for politisk aftale.

Med forskellige centrumvenstreorienterede partiers magtovertagelse danner der sig et nyt politisk panorama, der vækker håb. Konsekvenserne af de nyliberale politikker forsøges bekæmpet gennem en hæmning af privatiseringerne, nationalisering af virksomheder, der allerede er blevet privatiserede, eller styrkelsen af den nationale suverænitet. Disse foranstaltninger indføres med mere eller mindre ængstelse afhængig af graden af markedsaccept. Chávez' tilfælde er et udtryk for en anden position, der bryder den relative isolering af Cuba, samtidig med at den giver nyt liv til ånden bag den cubanske revolution og modstanden mod USA, og som satser på mere omfordelingsorienterede økonomiske politikker. Lula har, til trods for hans satsning på Mercosur og hans betydelige prestige inden for den latinamerikanske venstrefløj, gennemført nogle økonomiske politikker, der har respekteret og tilfredsstillet IMF-kriterierne, mens hans sociale politikker er røget i baggrunden.

De folkelige opstande virker som en hindring for iværksættelsen af mange nyliberale forslag, og, i tilfælde som det uruguayanske, konkretiseres de i afstemninger, hvor den folkelige vilje indvirker direkte på de nationale politikker. Det er imidlertid ofte tilfældet, at de sociale opstande ender med et regeringsskifte, der ikke lever op til civilsamfundets forventninger, som det skete i Ecuador eller som det kunne ske i Bolivia.

De sociale bevægelser spiller i sidste ende en væsentlig rolle, når det kommer til at fremme en social forandring, der på overfladen tager form af et regeringsskifte. De sociale bevægelsers krav afleder en større anerkendelse af behovet for at styrke deltagelsen med yderst positive resultater som de deltagelsesorienterede budgetter i Porto Alegre. I andre tilfælde ser de sociale bevægelser sig tvunget til at etablere komplicerede forhold til partiet ved magten, hvilket giver sig udslag i en intern splittelse i bevægelsen og en svækkelse af de oprindelige krav, som det ses i piqueteros-bevægelserne i Argentina og MST i Brasilien. Der findes desuden bevægelser, der har valgt at udvikle deres sociale politikker uden for det politiske system. Zapatisterne er det bedste eksempel på en større lokalisering af politisk aktion, i modsætning til det nationale niveau, og på forslag om mere demokratiske styreformer.

Det nye latinamerikanske venstre er imidlertid nødt til at brede sig ud over hele det politiske spektrum på alle niveauer: På internationalt niveau for at øge samarbejdet, på nationalt niveau for at opnå tilstrækkelig suverænitet og på lokalt niveau for at gå i dybden med nye demokratiformer. I mellemtiden har deres politikker, ligesom Janus, fået to hoveder: Med det ene ser de på de sociale krav, der har ført dem til magten, og med det andet ser de stadig på de diktater, som markedet udsteder.