Arbejderklassen i Danmark - ansats til en klasseanalyse
Af Michael Voss & Anders Hadberg

Offentliggjort: 01. december 2008

Klasseanalyse - hvorfor og hvordan?

Hvorfor skal venstrefløjen overhovedet beskæftige sig med klasseanalyse? Besvarelsen af dette spørgsmål er forudsætningen for påbegyndelsen af en analyse af samfundsklasser overhovedet.

Efter vores mening er det første mål for en klasseanalyse at fastslå om der eksisterer en arbejderklasse med et objektivt modstandspotentiale overfor kapitalismen som system. Og dette igen er kun interessant, fordi det kan hjælpe os til at finde strategier og taktikker i kampen mod kapitalismen og for socialisme.
Vi mener, at den marxistiske teori om klasser har potentialet til at møde dette krav. Imidlertid er det vigtigt at pointere, at vi kun opfatter denne artikel som et bidrag til udviklingen af en klasseanalyse anno 2008. Der er både brug for yderligere faktuelt materiale og andre analytiske bidrag.
Det er en proces, som kræver, at projektet udbredes og kollektiviseres på venstrefløjen, så der kan inddrages forskellige analyseperspektiver og forskellige fokusområder.

I et videre arbejde med klasseanalyse vil det også være nødvendigt at se på elementer som:
- forskellige delelementer af arbejderklassen og de specifikke modstandsforhold de står i til kapitalen,
- forskellige samfundsgrupper, som ikke direkte er en del af en af de to hovedklasser, f.eks. uddannelsessøgende, pensionister, små selvstændige, bureaukratiet i fagbevægelsen,
- hvad er kapitalistklassen og ikke mindst, hvilke delelementer består den af - og hvilken betydning har det for vores strategi i klassekampen.

I denne artikel vil vi forsøge at komme nærmere en bestemmelse af arbejderklassen med afsæt i den marxistiske klasseopfattelse og med inddragelse af socio-økonomiske makrodata. Vores fokus er arbejderklassen, jf. ovenfor, og bestemmelsen af dennes position, vilkår, og potentialer for modstand. Det er imidlertid klart for enhver, at den nuværende krise gør enhver klasseanalyse foreløbig, eftersom krisen vil ændre på en række centrale forhold i klasserne.

Klasser og kapitalisme

Lad os i første omgang præcisere, hvordan vi forstår klasser. Vi tager udgangspunkt i den marxistiske teori om, hvordan klasser udvikles og konstitueres under kapitalismen som økonomisk system.

På det mest abstrakte niveau i sin analyse identificerer Marx to klasser: Kapitalen og arbejderklassen.
Kapitalen er den klasse, der ejer produktionsmidlerne, dvs. kapital, og som sætter kapitalen i bevægelse for at opnå profit. Profitmotivet er ledende motiv i kapitalismens politiske økonomi
Arbejderklassen er en klasse, der besidder arbejdskraft og må sælge denne for at tjene til livets underhold. Arbejdskraften er underlagt udbytning i den kapitalistiske produktionsproces, idet værdien af arbejdskraftens løn er mindre end værdien af produktet, som arbejdskraften producerer.

Arbejderklassen udgøres imidlertid af lønarbejdere i både produktions- og cirkulationssfæren.
Ganske vist foregår den egentlige merværdiudbytning udelukkende i den vareproducerende, dvs. industrielle sfære. Men der foregår også en udbytning i cirkulationssfæren. I cirkulationssfæren bevæger en allerede produceret mængde kapital sig rundt i form af varer.
Udbytningen af arbejdskraft foregår derfor ved, at kapitalen betaler arbejdskraften mindre end den tjener ved at videresælge en given varemængde. Der foregår altså en udbytning, der hviler på en økonomisering med indsatsen af arbejdskraft og kapital. Arbejderne i cirkulationssfæren tilfører ikke produktet værdi, men begrænser de omkostninge kapitalen har ved alle de handlinger, der er nødvendige for at realisere den merværdi, produktionsarbejderne har tilført produktet. Og de aflaster kapitalen for større omkostninger, end de bliver betalt i løn.
Det er forsøget på hele tiden at reducere omkostningerne ved kapitalcirkulation, der driver denne udbytningslogik.

Globaliseringen har ændret på beskæftigelsesstrukturen gennem en omstrukturering af produktion og industri. I de kapitalistiske centre har det bl.a. betydet, at industrier er blevet out-sourcet til udviklingslande, ligesom beskæftigelse i cirkulationssfæren er vokset markant.

Cirkulationssfæren genfindes i nationaløkonomiske termer nogenlunde under kategorien tjenester og service, som dog også omfatter en masse andre opgaver. Det er imidlertid vigtigt at pointere, at den overvejende del af beskæftigelsen i den tjenesteydende sektor relaterer sig til industriel produktion, dvs. i en eller anden form formidler produkter fra industriel produktion. Denne beskæftigelse bidrager altså ikke selv til værdiskabelsen, men virker 'profitratemaksimerende' (Duménil & Lévy 2006)1.

Umiddelbart indbefatter arbejdere i produktions- og cirkulationssfæren kun de, der er ansat i den private sektor. Og sådan opfattede Marx det også. Men det må vi ikke lade os fange og begrænse af. Vi må forholde os til de ændringer, der er sket i kapitalismen, og en af dem er opkomsten - især i de højtudviklede kapitalistiske lande - af en enorm offentlig sektor.

Efter vores mening skal den offentlige sektor forstås under samme logik som den cirkulerende kapital. Den offentlige sektor løser en række opgaver, som faciliterer den kapitalistiske produktionsproces. Den udfører en række opgaver, som dårligt kan gøres til genstand for profitjagt, men som endnu dårligere kan undværes af kapitalen.
Fx sikrer staten en kvalificeret og fleksibel arbejdsstyrke gennem omfattende uddannelse, gode vilkår for arbejdsstyrkens reproduktion, en passende infrastruktur som muliggør kapitalakkumulation gennem tid og rum.

Konsekvensen af ovenstående standpunkt er, at vi betragter de offentligt ansatte på lige fod med ansatte i cirkulationssfæren.

På det konkrete plan er ligheden f.eks. overvældende mellem en privatansat buschauffør og en offentligt ansat eller mellem en privat ansat rengøringsassistent og en offentligt ansat. Det er nøjagtig samme rolle, de spiller i forhold til kapitalakkumulationen, og en analyse, som placerede dem i hver sin samfundsklasse, ville være meningsløs. Noget andet er, at det både er formålstjenligt og nødvendigt at analysere forskellene mellem forskellige dele af arbejderklassen i deres konkrete modsætningsforhold til kapitalen og deres modstands- og radikaliseringspotentiale.

Privat ansatte i cirkulationssfæren og offentligt ansatte er underlagt samme udbytningsmekanisme, der konstant søger at presse lønnen ned og tempoet op, altså at reducere omkostninger. Nedskæringerne i den offentlige sektor, der har til formål at få tempoet op og reducere omkostningerne for samme ydelse, modsvarer altså den logik, som gælder for den cirkulerende kapital.

Harvey (2005)2 gør opmærksom på, at markedsgørelsen af den offentlige sektor - dvs. påførelsen af den cirkulerende kapitals logik på offentlig serviceproduktion i vores begrebsterminologi - har spillet en afgørende rolle i den akkumulationsstrategi, 'accumulation by dispossession', som forbindes med nyliberalismen. Denne akkumulationsstrategi har i Danmark affødt dybe modsætninger og modstand fra arbejderklassen i den offentlige sektor vendt mod den nyliberale vej. Overenskomststrejkerne i 2008 var kulminationen på den voksende modsætning og understreger netop:
- at arbejderklassens objektive modstands-potentiale også er til stede i den offentlige sektor,
- at de samme logikker gælder for lønarbejderne i det offentlige,
- men at modstanden i perioder manifesterer sig tidsmæssigt adskilt fra og på andre temaer end modstanden blandt arbejdere i produktionsprocessen og i cirkulationssfæren.

Der er yderligere et element i afgrænsningen af arbejderklassen, som er væsentligt for en korrekt analyse: spørgsmålet om kontrol med arbejdet.
Det drejer sig om den gruppe, som har sin hovedindkomst i form af løn, og som ikke direkte profiterer af andres arbejde, men som alligevel står i et grundlæggende andet forhold til de to hovedklasser, fordi de har kontrol over dette arbejde derved at de indtager en ledelsesfunktion. Disse lønmodtagende arbejdsledere vil have konfliktfyldte interesser, dvs. de kan falde ud til begge sider i klassekampen - afhængigt af deres placering i styringshierarkiet.
Denne gruppe, der tidligere kaldtes middelklasse eller mellemlag, er efter vores mening en relativt lille gruppe, som bliver stadig mindre, da der de seneste 20 år er sket en generel proletarisering af lønmodtagere i lavere ledende funktioner, så mange af dem i dag står i samme forhold til produktionen og til kapitalen som resten af arbejderklassen. Denne "afmontering" af mellemlags- og middelklassebegrebet får især betydning, når man som vi inddrager offentligt ansatte i arbejderklassen.
Det er imidlertid en påstand vi ikke kan be- eller afkræfte i artiklen her. Vi henviser til sociologisk forskning, som har beskæftiget sig med udviklingen i virksomhedshierarkier de seneste 30 år.

Endelig er der den herskende klasse, kapitalen. Denne består i dag af kapitalejere, som har deres hovedindkomst fra forrentning af kapital, samt af de øverste ledelseslag i de store selskaber (Duménil & Lévy 2007)3. Tilsvarende har de øverste ledelseslag i den offentlige sektor sammenfaldende objektive interesser, fordi deres indkomst og magt udspringer af deres evne til at sikre kapitalismens bedst mulige funktion og højst mulige profitabilitet. I tidligere danske klasseanalyser har man estimeret denne gruppe til ca. 1 % af befolkningen (Hoff & Andersen 19894; Hansen 1990)5, et estimat som med stor sandsynlighed også er gyldig i dag (jf. Indkomstanalyser i Finansministeriet 2004; AE-rådet 2007). Det vender vi tilbage til senere.

Opsamlende står vi nu med et begreb om arbejderklassen. Arbejderklassen konstitueres af de lønarbejdere, der er tvunget til at sælge deres arbejdskraft for at opretholde livet på det til enhver tid gældende samfundsmæssige og kulturelle niveau - dvs. underlagt merværdi- og udbytning, samt underlagt ledelseskontrol og dermed frataget kontrollen med eget arbejde.
Denne klasse står i et objektivt modsætningsforhold til kapitalen, fordi kapitalen konstant må søge at sænke udgifterne til løn og reproduktion af arbejderklassen. Af dette objektive modsætningsforhold udspringer arbejderklassens objektive potentiale for at gøre modstand mod kapitalen og en objektive interesse i at afskaffe et samfundssystem, kapitalismen, hvor en herskende klasse pr. definition må angribe arbejderklassens leveforhold og livssituation. (For en socialistisk strategi er det afgørende at fastholde, at dette modsætningsforhold ikke kun gælder løn og umiddelbare arbejdsforhold, men også forholdene i reproduktionen, og i de samlede livsbetingelser, f.eks. spørgsmålet om klodens destruktion pga. klimaforhold, men dette falder langt uden for rammerne af denne artikel).

Arbejderklassen i Danmark

I første omgang er det relevant at nærme sig vores indledende ambition for klasseanalysen (at identificere en arbejderklasse, der har et objektivt modstandspotentiale overfor kapitalismen som system) ved at se på den danske befolkning i relation til arbejdsmarkedet.

Det er imidlertid ikke uden store metodologiske problemer at begive sig ud i en sådan bestemmelse. Vi identificerer mindst 3 forhold, som gør, at vores analyse i det følgende skal tages med forbehold:
Marxisters største problem ifm. en klasseanalyse er at de kategorier, der anvendes i statistikken, ikke er umiddelbart sammenlignelige med begreberne fra den marxistiske teori om klasser. Den oversættelse, som derfor er nødvendig, kan ikke med sikkerhed siges at tage højde for de mange faldgruber i statistikken.
Et andet problem i den forbindelse er databrud. Danmarks Statistik har data for befolkningens relation til arbejdsmarkedet for perioden 1981-2007. Imidlertid sker der et databrud i 1997, som gør at data for perioden 1981-2007 er baseret på to ikke sammenlignelige dataopgørelser. Hvor opgørelsen mellem 1981-1996 var baseret på arbejdsstilling, så er den efter 1997 opdelt efter socioøkonomisk status, dvs. indkomst baseret på krav til uddannelse. Endvidere sker der et brud i 2003, som ændrer marginalt på antallet af beskæftigede personer.
Vi kan ud fra den tilgængelige statistik kun sige noget om tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det betyder, at pensionister og uddannelsessøgende må udelades fra undersøgelsen. Her kunne man evt. gå ind i en undersøgelse af indkomst og formue hos forskellige segmenter af den uddannelsessøgende og pensionerede del af befolkningen. Det ligger uden for vores artikel. Disse forbehold til trods giver vi os alligevel i kast med klasseanalysen, da vi er af den holdning, at en sådan analyse gør os klogere end hvis vi ikke lavede den.

Er arbejderklassen den dominerende klasse i dansk kapitalisme?
Erik Jørgen Hansen begik i starten af 1990erne en analyse af klassesamfundet Danmark. Han gjorde det i stærk opposition til venstrefløjens paroler om socialisme gennem en politisk styrkelse og organisering af arbejderklassen. Imidlertid var der ingen tvivl i hans konklusion på analysen af de objektive vilkår for arbejderklassen:

"Tager vi imidlertid fortsat udgangspunkt i, at arbejderklassen må omfatte dem, der på samme tid er domineret eller udbyttet af såvel kapitalmagten og kundskabsmagten som af ledelsesmagten -og det hvad enten de er arbejdere i traditionel forstand eller underordnede funktionærer - er der (som vi netop har set) intet der tyder på, at arbejderklassen er en vigende klasse. ... og intet i arbejdspladsernes organisering, ej heller den meget omtalte nye teknologi, peger på at dette vil ændre sig så langt vi kan skue frem." (Hansen 1990: 56).

Hansens analyse var særdeles interessant, da den midt i 1990ernes mismod ovenpå Murens fald og den nyliberale bølges ideologiske hegemoni, præsenterede os for et vigtigt socialt faktum: Arbejderklassen findes som den objektivt set største klasse i det danske kapitalistiske samfund - og den ser ud til at forblive dette, så langt vi kan se ind i kapitalismens fremtid. Hoff & Andersen (1989) var tidligere nået til en nogenlunde samme konklusion som Hansen.

Yderligere interessant bliver Hansens betragtninger, når man analyserer på klasseforholdene i Danmark fra 1980erne til 2000erne. Vi har i Figur 1 analyseret hvor stor en andel arbejderklassen udgør af de beskæftigede og arbejdsløse (1986-1993), samt de beskæftigede (1997-2007). Analysen er foretaget på baggrund af en minimal bestemmelse af arbejderklassen udfra socio-økonomiske kategorier fra Danmarks Statistik. Når vi skriver 'minimal', mener vi, at vi har medregnet de grupper, der pr. definition udgør kernen i arbejderklassen, dvs. ufaglærte og faglærte arbejdere samt arbejdsløse og de allerlavest placerede funktionærer. Imidlertid vil flere udeladte kategorier i første analyserede periode efter vores mening falde ind under vores definition af arbejderklassen ovenfor, og ligeledes i anden periode. Vi har imidlertid valgt en minimal definition for at imødegå de forbehold for analysens gyldighed man kunne have - jf. ovenfor.

Figur 1. Arbejderklassens andel af beskæftigede og arbejdsløse

image

Kilde: Danmarks Statistik. Tabel: RAS7, RAS3.
Anm.: Der eksisterer ikke sammenhængende statistik for perioden, og derfor er to usammenlignelige tabeller benyttet med hver deres kategorisering. Vi har forsøgt i videst mulige omfang at lade samme principper gælde i bestemmelsen af arbejderklassen for hver kategori.
6

Som Figur 1 viser, så udgør arbejderklassen en overvældende andel af beskæftigede og arbejdsløse i Danmark. Samtidig har dette ikke ændret sig specielt siden midten af 1980erne. Fra 1986 til 1993 faldt andelen fra 68 pct. til 66 pct. - et fald som kan isoleres til et to procentpoints fald i 1992. I perioden 1997-2007 faldt andelen samlet fra 66 pct. til 64 pct. - et fald som blot har fundet sted siden 2005.

Figur 1 viser altså - med alle de forbehold, vi har taget ovenfor - at der eksisterer en arbejderklasse med et objektivt modstandspotentiale overfor kapitalismen.

Imidlertid er de objektive betingelser, som er til stede for modstand mod kapitalismen, ikke i samme grad udtrykt i den subjektive eller realiserede modstand. I det følgende afsnit ser vi nærmere på nogle aspekter ved den historiske udvikling af klassekampen i Danmark. Vi ser altså på, hvordan arbejderklassen som en politisk kraft har ageret i kampen for magten om de samfundsmæssige fordelingsrelationer.

Er arbejderklassen imploderet, eller har den sejret sig ihjel?
Lad os se på udviklingen i styrkeforholdet mellem de to hovedklasser, arbejde og kapital. I denne del af analysen må vi basere analysen på en firkantet kategorisering i de to dominerende klasser, da statistikken på makroniveau er delt op efter løn og kapitalindkomst. Dette er udtrykt i lønkvoten. Endvidere fokuserer vi på en del af arbejderklassen - nemlig den, der er ansat i den private sektor (ekskl. husholdninger).

Som Figur 2 nedenfor viser, gik udviklingen i de første årtier efter 2. verdenskrig frem til 1981 kun én vej: omfordeling fra profit til løn. Med andre ord tilegnede arbejderklassen sig en stigende andel af samfundets rigdom. Denne fordeling var blandt andet baseret på en grundlæggende styrke i den højtorganiserede arbejderklasse og et klassekompromis mellem arbejderklassen og kapitalen forenet om opbygningen af det, vi i dag kender som den keynesianske velfærdsstat. En stigende militans i arbejderklassen udtrykt især gennem opbygningen af en strejkebevægelse fra slutningen af 1960erne og frem til påskestrejkerne i 1985 betød, at klassens organisationer og partier måtte føre en relativt progressiv og offensiv økonomisk fordelingspolitik.

Imidlertid ses en skarp omvending i forholdet mellem arbejde og kapital fra 1981 frem til år 2000. Efter år 2000 ses atter en vending i forholdet, og lønkvoten er steget mere end 5 procentpoint. Stigning skal ses i sammenhæng med faldet i profitraten.

Figur 2. Lønkvoten i den produktive selskabssektor 1966-2007 (i procent)

image

Kilde: Hadberg (2008)7

Hvis man ser på de faktorer, der har bidraget til udviklingen i lønkvoten i den produktive sektor, finder man, at det især er en streng kontrol med reallønnen mellem 1981-2000, der har bidraget til den faldende tendens i lønkvoten. Den strenge kontrol skal forstås på baggrund af to vigtige momenter i klassekampen, som fandt sted i perioden 1985-87: Påskestrejkerne 1985 og Fælleserklæringen 1987.

Schlüter-regeringen trådte til i 1982 og varslede fra starten et opgør med arbejderbevægelsen, bl.a. gennem en planlagt omfattende deregulering på arbejdsmarkedet, som dog mislykkedes (Christensen 1991)8. Ved sammenbruddet af OK-forhandlingerne i 1985 og de efterfølgende strejker fremturede Schlüter-regeringen med et indgreb, som ville stille arbejderne dårligere end den foreliggende mæglingsskitse. Det udløste en omfattende overenskomststridig strejkebølge i påsken '85 omfattende mellem 7-900.000 lønarbejdere på det private arbejdsmarked. Denne strejke er kendt som 'Påskestrejkerne 1985'.

Selvom strejkebølgen til sidst endte i et nederlag, medførte strejken to ting, som er af yderste vigtighed for at forstå det efterfølgende forhold i klassekampen. For det første betød Påskestrejkerne, at den konservative regering måtte tage de mest radikale forslag på arbejdsmarkedet af bordet. Regeringen havde formentlig indset, at der i strejkebevægelsen lå et modstandspotentiale, der truede regeringen. Ved den efterfølgende OK-forhandling i 1987 lavede LO således et kompromis med DA, som betød massive lønstigningstakster - takster, som først er blevet overgået i OK-forhandlingerne 2008! Til gengæld for de høje lønstigninger måtte arbejderbevægelsen indgå et klassekompromis, der fik sit udtryk i Fælleserklæringen 1987, hvori arbejderbevægelsen måtte love løntilbageholdenhed. Som 'belønning' fik man oprettelsen af det tre-strengede pensionssystem, som vi kender i dag og en række overførselsindkomster blev opreguleret (som Schlüter-regeringen havde forringet).

Fælleserklæringen 1987, hvor arbejderbevægelsen lovede løntilbageholdenhed til gengæld for oprettelsen af arbejdsmarkedspensionerne, kan, som vi anfører ovenfor, betragtes som et fornyet klassekompromis mellem arbejde og kapital. Schlüter-regeringen, der - efter forbillede fra de nyliberalt inspirerede konservative i USA og UK - fra starten søgte at bryde med arbejderbevægelsens indflydelse (Christensen 1991), måtte opgive den radikale version af projektet og indgå et kompromis. Til gengæld vandt de nyliberale og kapitalen en langsigtet sejr, idet arbejderbevægelsen forpligtede sig på et kompromis, der hæmmede enhver form for offensiv overfor kapitalen, den hindrede klassekamp.

Når vi her taler om et "klassekompromis" vil vi understrege, at vi ikke opfatter det således at arbejderklassen bevidst indgik et sådan kompromis, men at den socialdemokratisk dominerede ledelse i fagbevægelsen, støttet af Socialdemokratiet i Folketinget, indgik et kompromis, som arbejderklassen i praksis ikke satte sig op imod.

Tabel 1. Ændring i lønkvoten i den produktive sektor dekomponeret i ændring i realtimeløn og i real arbejdstimeproduktivitet i perioden 1982-2007. 1981-priser.


image

Kilde: Hadberg (2008)

Tabel 1 viser at den samlede tilbagegang for arbejderklassen siden 1982 har været markant. Ved at frede kapitalens ledelsesret undermineredes de privilegier, som klassen havde tilkæmpet sig i de foregående årtier. Den kompromis-linie, som siden 1987 er blevet holdt i hævd, har altså skadet arbejderklassens interesser snarere end fremmet dem.

Arbejderklassen er altså ikke imploderet, ej heller har den sejret sig ihjel. Den har været bremset i sin politiske udvikling, fordi de offensive politiske kampe er blevet forhindret af det klassekompromis mellem arbejderbevægelsen og kapital, som institutionaliseredes i 1987. Dette kompromis er selve grundlaget for den danske model, som mange politiske økonomer taler om. Den danske model er grundlagt på det fornyede klassekompromis fra '87. Imidlertid er kompromisset begrænsende og repressivt ift. udviklingen af en politisk arbejderklasse, der kan udfordre kapitalen på økonomisk fordeling.

Men de offentligt ansatte har til gengæld mærket deres indkomst falde drastisk i denne periode. Kompromisets begrænsninger viser sig derfor også som en undergravning af den offentlige sektor og de offentlige lønarbejderes lønvilkår. OK-strejkerne 2008 var et første forsøg på at bryde det kompromis, som har eksisteret i 20 år mellem arbejderbevægelsen og kapitalens organisationer.

Er arbejderklassen blevet til middelklasse eller småkapitalister?
Lad os se på en anden ofte hørt myte omkring klassesamfundet i Danmark: "Arbejderklassen er blevet en stor middelklasse, fordi fordelingen af indkomst aldrig har været mere lige". Denne indvending mod det marxistiske klasseperspektiv er relevant at undersøge, men den er også forkert. Indvendingen fører til to varianter af 'middelklasseteori', der begge forsøger at kompensere for det faktum, at fordelingen mellem arbejde og kapital er blevet mere skæv til fordel for kapitalen (jf. ovenfor).

Den ene variant er 4/5-teorier, der hævder at det afgørende skel i vores samfund ikke længere går mellem de mange udbyttede overfor de få rige; men i stedet mellem de mange velstillede (den store middelklasse) overfor et marginaliseret mindretal. Denne type teori findes meget aktuelt hos Olsen (2006), der har inspireret fx Socialdemokratiets politiske strategi og flere fagforbunds. Tesen er her, at der er sket en omfordeling inden for arbejderklassen, hvor de laveste indkomster er blevet overset i mange år.

Den anden variant er 'småspekulant' teorier, der tilsiger, at arbejderklassen er blevet aktionærer og husejere og dermed har ophævet sig selv til middelklasse. Denne teori hævder med andre ord, at den strukturelle fordeling mellem løn og kapital ikke har nogen udsagnskraft om klasseindkomst, idet arbejderklassen blot modtager kapitalindkomst og dermed alligevel tilegner sig den producerede rigdom.

I det følgende ser vi på begge teorier. Først 4/5-teorien.

Hvis man ser på danskernes fordeling af indkomster som i Tabel 2, så har den nedadgående tendens i lønkvoten - og tilsvarende opadgående tendens i profitkvoten - været sammenfaldende med en markant stigning i indkomsten hos højeste indkomstgruppe. Den 10. tiendedels andel af den samlede indkomst før skat var i 2004 højere end niveauet i 1965. Det skyldes især stigningen fra midten af 1990erne og frem. Det falder sammen med aktiekursernes stigning - jf. nedenfor.

Tabel 2. Skatteydernes procentvise andel af den samlede skattepligtige indkomst fordelt på tiendedele


image

Kilde: Tetzschner (1979).
* tal fra CASA (2004: 55)
** Er beregnet fra Folketingets Skatteudvalg (2007: 4)9
NB: Jo længere ned i tabellen, man bevæger sig, desto højere indkomstgruppe.

Det interessante er imidlertid, at den store midtergruppe rent indkomstmæssigt har tabt terræn siden 1990. 2.-9. tiendedel har oplevet et fald i andelen af den samlede indkomst siden 1990. Imidlertid har 7.-9. tiendedel oplevet en marginal stigning i indkomster mellem 1994-2004.

Årsagen til denne mindre stigning skal givetvis findes i det forhold, at de øverste lønmodtagergrupper samtidig har den største udgift til rentebetalinger, dvs. de låner mest. Disse rentebetalinger er givetvis faldet i takt med det lange (real)rentefald fra 1995 og frem til omkring årtusindskiftet og igen fra 2003. Realrenten forblev nemlig høj indtil 1995, hvor den lå på 7 %, men faldt derfra indtil omkring årtusindskiftet. Denne effekt vil kunne forklare den marginale stigning i de 7.-9. tiendedeles indkomster mellem 1994-2004. Hvis vi fx ser på den 10. tiendedels udvikling i nettorentebetalinger i Tabel 4 nedenfor, kan vi se, at der er en klar negativ vækst i perioden 1994-2006. Samme tendens gælder sandsynligvis for 7.-9. tiendedel af indkomstgrupperne.
Som et andet interessant udviklingstræk kan det ses, at den 1. tiendedel faktisk har øget sin andel af samlet indkomst betragteligt - især mellem 1994-2004.

Denne udvikling indikerer for os at se, at der ikke er sket en homogenisering af den såkaldte 4/5 af samfundet. I stedet er der faktisk sket det at den store gruppe af lønmodtagere er blevet relativt set fattigere de sidste 20 år på bekostning den øverste elite, samt i nogen grad den fattigste tiendedel.

Når vi ser på fordelingen af formuer bliver det også klart, at der ikke er sket en udvanding af skellet mellem arbejderklasen og overklassen. Tværtimod! Ser vi på Tabel 3 kan vi se, at der siden 1980 er sket et kraftigt fald i formuen hos den fattigste 50 % af befolkningen. Ligeledes er der sker et fald i formuerne hos den 6.-8. rigeste tiendedel af befolkningen, men knapt så drastisk. Derimod er der sket en dramatisk stigning i fordelingen af formuer til fordel for den rigeste tiendedel. Denne stigning har nået et niveau, der svarer til et niveau, som ikke er set siden 1930'erne! Den 9. tiendedel har fastholdt sit formueniveau fra 1980'erne.

Hvad der med andre er sket, er altså langt fra en opstigning af arbejderklassens kernetropper til middelklasse og ej heller arbejderklassens tilegnelse af ejendom. Tværtimod er der siden 1980 sket en udvidelse af skellet mellem ejere af formuer og ejerne af arbejdskraft. Arbejderklassen er faktisk blevet mere forgældet. Dette fænomen er også kendt fra USA (Foster 2006).

Det væsentligste skel går med andre ord ikke mellem 'de fattige' (20 pct.) og 'de rige' (80 pct.). Det går i stedet mellem de 80 pct. fattige og de 20 pct. rige. Men selv denne 20 procents grænse må, som vi skal se nedenfor, imidlertid opblødes.

Tabel 3. Husstandenes skattepligtige formue i forhold til tiendedele af befolkningen


image

Kilde: Bentsen (2007)10, *AErådet (2005: 32)11
NB: Jo længere ned i tabellen man bevæger sig desto rigere bliver folk. Negativ formue svarer til gæld.

I 1997 afskaffes formueskatten, og det er ikke længere muligt at få direkte adgang til formuen gennem skatteopgørelser. Den må i stedet estimeres. Derfor er der en afvigelse mellem perioderne 1939-1993 og 1996-2002. Fra 1997 og frem underestimeres formuen imidlertid fordi vigtige komponenter udgår fra opgørelsen.

Lad os vende tilbage til teorien om, at arbejderklassen er blevet til småkapitalister, fordi de har fået aktier eller en boligformue. Det tætteste, vi kan komme på et studie af denne påstand, er ved at se på indkomstsammensætningen hos forskellige indkomstgrupper.

I det ovenstående har vi antaget, at arbejderklassen udgjordes af de dårligst stillede indkomstgrupper - dvs. vi har forudsat, at der er en sammenhæng mellem om man tjener sine penge på kapital eller på arbejde. Imidlertid skal vi se lidt nærmere på denne antagelse. I Tabel 4 nedenfor er oplistet en opgørelse over indkomstens sammensætning hos forskellige indkomstgrupper.

Tabel 4 og 5 viser, at der er en intim sammenhæng mellem indkomstkilder og størrelsen af indkomsten. De, der tjener penge på kapital, tjener klart flest penge. Dvs. de rigeste er dem, der ejer kapital. Der er derfor god grund til at antage, som vi gjorde ovenfor, at de øverste indkomstgrupper udgøres af kapitalisterne.

Tabel 4. Realstigning i indkomst 1994-2006, i 1000 kr.

image

Kilde: AE-rådet (2007: 5)12.
Anm.: "Den gyldne procent" er den rigeste procent af den danske befolkning, dvs. 100. percentil. "De næstrigeste" er 90.-99. percentil. "Andre" er 1.-89.percentil.

Tabel 5. Realstigning i kapitalindkomst 1994-2006, i 1000 kr.


image

Kilde: AE-rådet (2007: 6).
Anm.: "Den gyldne procent" er den rigeste procent af den danske befolkning, dvs. 100. percentil. "De næstrigeste" er 90.-99. percentil. "Andre" er 1.-89.percentil.

Lad os vende tilbage til hvad tabellerne siger om de sidste 15 års udvikling. Vi starter med den rigeste procent og arbejder os nedefter.

Tabel 4 viser, at fra 1994 til 2006 steg den gyldne procents disponible indkomst med 229.600 kr., de næstrigestes med 73.000 og andres med 28.600 kr. Omregnet til procent svarer det til en realstigning på henholdsvis 44 pct., 30 pct. og 20 pct. (på baggrund af tal fra AE-rådet 2007). I 2006 havde den gyldne procent således en markedsindkomst (løn og selvstændiges virksomhedsoverskud) på 1,16 mio. kr. og en kapitalindkomst (se Tabel 5) på 320.000 kr. Kapitalindkomsten var mere end 15 gange så stor for den gyldne procent som for de næstrigeste. Resten havde en gennemsnitlig negativ kapitalindkomst (AE-rådet 2007:3-5). Kapitalindkomsten udgjorde omkring 28 pct. af den gyldne procents samlede indkomst. Det er langt højere end nogen af de andre gruppers niveau.

Selvom den gyldne procent havde en markant højere markedsindkomst (primært løn- og virksomhedsindkomst) end resten af befolkningen, var det ikke udviklingen heri, der trak væksten i den disponible indkomst op. Som tabel 4 viser var det kapitalindkomsten, som bidrog til stigningen: før skat var det for den gyldne procent 50 pct., mens det kun var 31 pct. for de næstrigeste og 28 pct. for Andre.

Kapitalindkomsten består af dividender, gevinster på aktiesalg, renter og værdistigninger i boligen. Den altafgørende faktor i væksten i kapitalindkomsten har imidlertid været aktieindkomsten. Aktieindkomsten udgjorde 85 pct. af væksten i kapitalindkomsten for den gyldne procent mellem 1994 og 2006. Tabel 5 viser, at i absolutte tal var stigningen i aktieindkomsten hos den gyldne procent 24 gange større end hos de næstrigeste, hvor stigningen kun var på 7.300 kr. Aktieindkomsten var for alle andre steget med 300 kr. i gennemsnit.

Denne udvikling viser altså to forhold af betydning for vores projekt her:
- at den gennemsnitlige kapitalindkomst for 90 pct. af befolkning er ubetydelig lav, og
- at udviklingen i kapitalindkomsten ikke har betydet en stigning i indtægt fra kapitalindkomst hos arbejderklassen, dvs. de grupper hvis indkomst tjenes gennem arbejde.

Denne udvikling modsiger tesen om, at arbejderklassen skulle være blevet småspekulanter. Arbejderklassen har ikke fået større relativ indkomst gennem kapitalindkomsten. Klassen henter stadig hele den betydelige del af sin indkomst fra at sælge sin arbejdskraft.

Der er imidlertid særligt ét område, der har givet selv progressive kræfter anledning til at tale om arbejderklassens opløsning i (små)spekulation: boblen på boligmarkedet. Nogle har argumenteret for, at ejerskab over egen bolig sætter dele af arbejderklassen i stand til at tjene væsentlige penge på ejendom, at dele af arbejderklassen er blevet en del af enten middelklassen eller kapitalen. Vi mener, at denne opfattelse hviler på en misforståelse.

Boligboblen har i virkeligheden ført til en omfordeling inden for arbejderklassen. Det vil sige, at betragtet som klasse har arbejderne faktisk tabt mere på boligboblen end den har vundet. Som Tabel 5 viser er den gennemsnitlige realvækst i indkomsten på boligen i perioden 1994-2006 begrænset til 5.500 kr. for alle andre end den øverste tiendedel af indkomstpyramiden. Ikke just noget, der gør arbejderen til kapitalist!

Stigningen i priserne på boligmarkedet har, ganske som flere af AE-rådets analyser viser, betydet at værdien af mange arbejderes ejerboliger er steget. Stigningerne har været koncentreret omkring Københavns-området, Nordsjælland og Århus-området (AE-rådet 2008b). Der har således været en skæv regional fordeling af stigningen. Samtidig har den gavnet de boligejere, der skulle på pension, og ramt førstegangskøbere. Imidlertid er det tydeligt fra tabel 5, at de rigeste har tjent langt flest penge på boligstigningen. Stigningen er altså ikke tilfaldet arbejderklassen.

For at stigning i værdien af boligen skal give noget udbytte kræver det, at boligen kan sælges uden at en ny af tilsvarende værdi må købes. Ellers vil stigningen i værdien være uden effekt. En sådan realisering vil kun kunne ske, hvis man flytter fra områder med høj stigning til områder med mindre stigning (geografisk). Eller også skal man flytte fra en stor bolig til en mindre bolig (aldersbetinget). Argumentet om at friværdien ændrer forbrugsmuligheder er misvisende. Denne forbrugsmulighed forudsætter at stigningen fortsætter, eller at boligen kan sælges mod køb af en bolig til lavere værdi. Ellers vil det ekstra forbrug være for lånte penge.

Under alle de forudsætninger, som en realisering af boligformuen fordrer, sker der en omfordeling inden for arbejderklassen: mellem arbejdere i provinsen, mellem unge og ældre arbejdere osv. Klassen, som sådan, får med andre ord ikke andel i en større del af samfundsproduktet, tværtimod. Og som den nuværende krise viser, er boligbobler midlertidige - det samme er den gennemsnitlige arbejders boligformue.

Sammenfattende på afsnittet står det klart, at arbejderklassen ikke har været begunstiget af de sidste 15-20 års udvikling i indkomster og formuer. Det grundlæggende skifte i den strukturelle fordeling har ført til en stadigt mindre del af kagen til arbejderklassen. Arbejderklassen er altså hverken blevet til middelklasse eller småspekulanter, lige så lidt som boligen har bidraget til en omfordeling mellem eller væsentlig transformation af klasserne.

Konklusion

Med denne artikel har vi forsøgt at definere en arbejderklasse, som står i et objektivt modsætningsforhold til kapitalen som klasse og til kapitalismen som samfundssystem. Vores udgangspunkt har været et klassisk marxistisk, men vi har forsøgt at inddrage nye udviklinger som opkomsten af en stor offentlig sektor med en lønarbejdergruppe, der ikke producerer merværdi, men som i lige så høj grad er tvunget til at sælge sin arbejdskraft, og som sænker kapitalens profitrate jo større aflønning for sit arbejde, den opnår.

Den marxistiske klasseforståelse har været under hårdt angreb i mange år - sådan som enhver samfundsteori må og skal udfordres for at udvikle sig. Men efter vores opfattelse baserer en stor del af disse forsøg på at afmontere marxismens klassebegreb på betragtninger af samfundsmæssige overfladefænomener a la "arbejderne har en høj indtægt, bor i dyre parcelhuse og kan belåne deres friværdi" - i stedet for at lære af en af marxismens væsentligste bidrag til samfundsteorien, nemlig nødvendigheden af at trænge gennem disse overfladefænomener og udlede og analysere de grundlæggende samfundsmekanismer.

I denne artikel har vi taget fat på tre af disse kritiske angreb og forsøgt at påvise, at de ikke alene strider mod en grundlæggende analyse af kapitalismen, men at de også demonteres af konkrete analyser af den faktiske indkomst- og formueudvikling. Dermed ikke være sagt, at vi kan overføre alle dele af Marx' klassebegreb og klasseanalyse på dagens udgave af kapitalismen. F.eks. var Marx overbevist om, at kapitalismen ville homogenisere arbejderklassen. Vi ser i dag tendenser i den retning, f.eks. når arbejdsforholdene for store dele af de offentligt ansatte industrialiseres med tidsstudier o.l. Men samlet set har udviklingen været mere kompliceret, og arbejderklassen er på mange måder opsplittet i undergrupper med delvist forskellige objektive forhold, f.eks. omkring disse parametre:
privat/offentligt ansatte
kvinder/mænd
ufaglært/faglært/mellemuddannet/højtuddannet
etnisk tilhørsforhold
land/by
indtægtsforskelle
ejer/lejerbolig
små/store arbejdspladser

Disse modsætninger får konsekvenser for, hvordan modsætningen til kapitalens behov fremtræder i forskellige tidsfaser. Og det får ikke mindst konsekvenser for udviklingen af klassens bevidsthed om sig selv som klasse og som modpol til kapitalen. Den vil udvikle sig forskelligt i de forskellige delelementer af klassen.

I denne artikel har vi stort set begrænset os til en objektiv klassedefinition. Men her kan man naturligvis ikke standse. Eksistensen af en arbejderklasse betyder eksistensen af en potentiel modstand mod kapitalen, men forudsætningen for at virkeliggøre denne modstand er en gradvis erkendelse i klassen af dens situation som klasse.

For os er klasseanalysen væsentlig, hvis den kan bidrage til at udvikle klassens kamp for egne interesser og klassens bevidsthed om sig selv som klasse, dvs. hvis analysen kan bidrage til en revolutionær strategi, der kan skabe bro mellem arbejderklassens nuværende bevidsthed og en bevidsthed om nødvendigheden af et opgør med den kapitalistiske udbytning.

Dermed har vi også antydet, at der er lang vej endnu:
- Der er behov for at udvikle den grunddefinition af klassen, vi har præsenteret her - ikke mindst en præcisering af, hvordan lønarbejdere i den private servicesektor og den offentlige sektor står i forhold til kapitalen.
- Der er behov for at arbejde videre med det statistiske materiale - så vi i højere grad kan anvende det på de analytiske, marxistiske begreber.
- Der er behov for at udvikle en analyse af, hvordan de forskellige fraktioner af arbejderklassen står i forhold til kapitalen og til hinanden.
- Der er behov for at analysere, hvad klassens modsætning til kapitalen og indbyrdes modsætninger betyder for, hvilke temaer den gør modstand omkring og radikaliseres af.
- Og meget andet.

Dette arbejde ser vi frem til at fortsætte - i samarbejde, dialog og konfrontation med andre tilgange og andre synspunkter.

Michael Voss har været aktiv i SAP (og forgængere) siden begyndelsen af 70'erne. Han var med til at stifte Enhedslisten og var ansat som pressemedarbejder i Enhedslistens folketingsgruppe fra 1994 til 2004.
Anders Hadberg er politisk aktiv i Socialistisk Ungdomsfront, Enhedslisten og SAP. Han er desuden kandidatstuderende ved Statskundskab i København. Har bidraget til antologien Dansk Nyliberalisme, der snart udkommer på forlaget Frydenlund.

Noter og litteratur

1Duménil & Lévy: "Unproductive labor as profit rate maximizing labor", i Rethinking Marxism, [Forthcoming]. Tilgængelig på: http://www.jourdan.ens.fr/~levy/dle2006b.pdf.

2Harvey, D. (2005): A Brief History of Neoliberalism, Oxford University Press.

3Duménil & Lévy (2007): "Finance and Management in the Dynamics of Social Change: Contrasting two Trajectories - United States and France", i Assassi, Nesvetailova & Wigan (2007), Global Finance in the New Century. Beyond Deregulation, Palgrave Macmillan : New York.

4Hoff & Andersen (1989): "The Danish Class Structure", i Acta Sociologica, vol. 32, nr. 1, s. 23-52.

5Hansen, Erik Jørgen (1990): Den maskerede klassekamp, Hans Reitzels Forlag, København.

6Teknisk bilag med oversættelse af klassedefinitionen til socio-økonomiske kategorier kan opnås ved henvendelse til Anders Hadberg: lot51@hotmail.com.

7Hadberg, A.: "Klasser, fordeling og magt i nyliberalismens Danmark", i A. Lundkvist (red. 2008): Dansk nyliberalisme, Frydenlund, København. [FORTHCOMING].

8Christensen (1991): Den usynlige stat, Gyldendal, København.

9Svar fra Skatteministeriet til Folketingets Skatteudvalg, d. 5. oktober 2007, J-nr.2007418-0019. Observeret d. 12.11.2008 på: http://www.folketinget.dk/samling/20061/almdel/SAU/spm/360/svar/endeligt/20071005/401399.PDF.

10Bentsen, N. (2007): "Hvem ejer Danmark", Upubliceret notat. Se også: Danmarks Statistisk (1997): "Levevilkår I Danmark 1997", p. 247.

11AE-rådet (2005): Fordeling og levevilkår 2005.

12AE-rådet (2007): Den gyldne procent fremskrevet til 2006, på http://lo.dk/TEMA/kongres07/Kongresnyheder/~/media/LO/Fokus/kongres08/hvidbogomulighed/Dengyldneprocent.ashx