Til forsvar for ytringsfriheden
Af Nils Bredsdorff

Offentliggjort: 01. september 2009

Naar al Haan og Spot fordrives af Sproget,
hvilket Middel bliver da tilbage mod Dumheden,
og naar man binder Munden paa Foragten,
hvormed tænker man da at ave Lumpenheden
og den tykpandede Ondskab?
Viggo Hørup citeret efter Vagn Greve, Bånd på hånd og mund, Kbh. 2008

Kasper Vieland Nielsen (KVN) har angrebet min artikel 'Ytringsfrihed, demokrati og Islam', som diskuterede et afgørende element i den politiske integration af indvandrere i det danske politiske system: Retten til at forfægte sine synspunkter uanset hvor ubekvemme de er. KVN er meget bekymret for tonen i sit svar. Jeg er meget mere bekymret for indholdet - tonen har jeg det fint med, også hvor det antydes, at jeg taler som Goebbels.

I manchetten til artiklen påstås det, at jeg skulle mene, at "Ytringsfriheden kun er ytringsfrihed når den er total. Altså uden grænser." KVN gentager det i sin parafrase over Goebbels retorik: "Vil I den totale ytringsfrihed?". Inde i artiklen er han nødt til at gøre opmærksom på, at han godt kan læse indenad: "det skal dog siges at forfatteren nævner, at der går en grænse ved opfordringer til vold og forfølgelse". Ikke blot nævner jeg det, men jeg argumenterer også med henvisning til dansk domspraksis, strafferetsprofessor Vagn Greves bog "Bånd på hånd og mund" og Den europæiske Menneskeretsdomstols praksis, at det er her grænsen går og bør gå - ikke ved ord, men ved handling der forhindrer ord. Jeg vil altså ikke den totale ytringsfrihed, lige så lidt som jeg mener det meste af det gudsforladte vås, KVN skyder mig i skoene, f.eks. at "Islam er noget vrøvl og udemokratisk".

KVN, som er medlem af KDs redaktion, glemmer at fortælle læseren, at jeg er blevet opfordret til at skrive om integrationen i Danmark med eksplicit henvisning til mine kronikker og kommentarer til ytringsfrihedsdebatten og her naturligvis også Muhammedkrisen. Han har da tydeligvis også fortrudt det, i og med at han eksplicit meddeler, at han finder det "forunderligt", at den slags neoliberalt vraggods overhovedet er blevet bragt. I samme åndedrag taler han for at "overveje hvilke indskrænkninger i ytringsfriheden, som er blevet nødvendige."
Sådan! Kritisk debat! Min flabede kommentar om, at dele af venstrefløjen intet har lært af "stalinismens forbrydelser på dette område" har vist sig berettiget.

Men læserens manglende viden om opfordringen til at behandle integrationen gør det muligt for KVN at bruge sin morsomme metafor med vaskemaskinen, hvor jeg tilsyneladende smider alle mine yndlingstemaer ind. "Udgangspunktet er den gamle sag om Muhammedtegningerne i Jyllandsposten. Ind i centrifugen med den. Herfra kobles først til religion dernæst til ytringsfriheden ..."

Enhver kan ved selvsyn se, at det er forkert. Mit udgangspunkt er, at Cepos, den neoliberale tænketank, i februar i år offentliggjorde nogle undersøgelser, der viste, at halvdelen af landets muslimer vil forbyde angreb på religion. Altså var de, ifølge Cepos, ikke demokrater og dermed til fare for demokratiet. Der var en del debat om holdbarheden i de data, så derfor lagde jeg ikke vægt på dem, men tog fat på en enkelt muslimsk talskvindes kommentarer til det problem, Cepos rejser. Når jeg valgte Sherin Khankan fra Kritiske Muslimer, var det for at få fat i den mest tænksomme repræsentant for kritikken af undersøgelserne og selve problemstillingen. Mærkeligt nok refererer KVN ikke et eneste sted, hvad Khankan siger. Der kommer nu kort tid efter en undersøgelse fra Københavns Universitet, som viser, at indfødte og indvandrere er lige demokratisk sindede. Den undersøgelse hænger Khankan og KVN deres hat på. Man kan godt være demokratisk sindet og samtidig, som undersøgelserne viser, gå ind for et forbud mod angreb på religioner. Sagen er, som jeg skrev, eksemplarisk for den politiske integration, så derfor træder jeg lidt rundt i detaljerne. Men først en kort bemærkning om det religiøse. Det er rigtigt, at jeg ikke har "megen respekt for det religiøse". Det KVN skriver om det, støtter denne opfattelse uanset Wittgensteins Bommert-citat. Ordet "guddommeligt vås" bruger jeg om pinsemissionen og andre missionerende religioner, herunder Islam. Men jeg har stor 'respekt' i rockernes betydning af dette ord: Angst for disse religioners ekspansion og det nye forhold mellem religion og politik. The Economist udpegede religion som en af de centrale konfliktlinjer i dette århundrede (In God's name 3.11.07) - det er jeg enig i og følgelig optaget af en i en europæisk sammenhæng betydningsfuld, religiøs borgergruppes særlige politiske sociologi.

KVN belærer mig: "Kære Bredsdorff, forskellen på de to undersøgelser var ikke, at det ene hold brugte gamle tal og manipulerede konklusionerne. Det afgørende var, at Cepos satte modstanden imod at kritisere religion, altså grænser for ytringsfriheden, lig med en antidemokratisk holdning. Københavns Universitet brugte en anderledes og bredere definition på demokratiske holdninger. Derfor blev resultaterne forskellige."
Men så enkelt er det ikke. For det første indledes min artikel med endnu en helt aktuel undersøgelse, som KVN slet ikke henviser til:
"Et klart flertal af muslimerne i Danmark bryder sig ikke om, at religion bliver kritiseret. Det viser en undersøgelse, Capacent har lavet for DR. I undersøgelsen, Din muslimske nabo, der er foretaget blandt muslimerne i Danmark, bliver der spurgt til, om det bør være forbudt at kritisere religion.

Det mener 55 procent, at det skal, mens 34 procent er uenige. Capacent har også spurgt resten af den danske befolkning om det samme, og her mener ti procent, at det skal være forbudt at kritisere religion. Direkte adspurgt om ytringsfriheden bør begrænses i visse tilfælde, svarer 66 procent af muslimerne i Danmark ja, mens kun 10 procent af resten af den danske befolkning svarer ja."

For det andet er det helt uafklaret, hvad en "bredere definition på demokratiske holdninger" er. Helt ligegyldigt, hvad indholdet er, kan det naturligvis ikke være. Kan man fx være demokrat og gå ind for fjernelse af den grundlovssikrede religionsfrihed? Et eksempel kan anskueliggøre rækkevidden af et forbud mod angreb, kritik og latterliggørelse af religiøse forestillinger. Sociologerne Ronald Ingleharts og Pippa Norris' undersøgelse af civilisationernes politiske kultur sammenfatter problemstillingerne i de danske undersøgelser. De viser, at den store forskel mellem civilisationerne - her kun de islam-dominerede lande og de kristendoms-dominerede lande - er holdningen til kønnene og forholdet imellem dem, og ikke, som Huntington og mange andre hævder, holdningen til forskellige demokratiske idealer.

Anerkendelse af politiske og sociale værdier i vestlige og muslimske samfund
 VestligeMuslimske
Demokratiets effektivitet68%68%
Demokratiske idealer86%87%
Stærkere ledere61%61%
Religiøse ledere62%39%
Lighed mellem kønnene82%55%
Skilsmisse60%35%
Abort48%25%
Homoseksualitet53%12%

World Values Survey, pooled sample 1995-2001", citeret fra Ronald Inglehart og Pippa Norris: "The True Clash of Civilizations", i: Foreign Policy, March/April, 2003, s. 64

Procenterne angiver den udstrækning, som respondenterne er enige/uenige med eller tilslutter sig eller afviser en række udsagn. Blandt de udsagn, der sammenvejes, er "Democratic performance: Democracies are indecisive and have too much quibbling (Strongly disagree), Democratic ideals: Approve of having a democratic political system (Strongly agree), Strong leaders: Approve of having a strong leader who does not have to bother with parliament and elections (Strongly disagree), Religious leaders: Politicians who do not believe in God are unfit for public office (Strongly disagree), Gender equality: When jobs are scarce, men should have more rights to a job than women (Strongly disagree) and a woman has to have children in order to be fulfilled (Strongly disagree), Divorce: Divorce can always be justified, never be justified or something in between (High level of tolerance for divorce), Abortion: Abortion can always be justified, never be justified, or something in between (High level of tolerance for abortion), Homosexuality: Homosexuality can always be justified, never be justified, or something in between (High level of tolerance for homosexuality)."

Problemet er, at disse emner alle sammen er centrale dele af den religiøse bestemmelse af køns- og familieforholdene, og alle har deres regulering i Shari'a og angiveligt i Koranen. Det er altså centrale dele af alle kulturer, men fritaget for kritik, satire, latterliggørelse og hån. Skal det måske være forbudt at latterliggøre homofobe, unge muslimer, der angriber gay-parades? Uanset om man tror på verdensomspændende polls, og selvom man tager hensyn til de nuancer, forfatterne fremhæver i undersøgelsen, så kan de påståede markante forskelle i holdninger til religiøst set følsomme emner danne grundlag for ganske konkrete overvejelser over, hvad det er, de dannede vil have båndlagt med henvisning til, at en ufølsom kritik kan vække stærke emotioner. Det drejer sig naturligvis om de fem sidste emner i tabellen, der alle er reguleret af shari'aen og derfor omfattet af det høflige tavshedsbånd: homoseksualitet, abort, skilsmisse, ligestilling mellem kønnene og religiøse lederes autoritet og politiske rolle.

Når KVN derfor sammenfatter sin kritik af min brug af undersøgelserne og hans egen og Khankans forsvar for, at begrænsninger i ytringsfriheden og demokrati kan gå hånd i hånd, så misser han helt pointen. Han siger: "Det centrale er altså, om ytringsfriheden er konstituerende for demokratiet, om ytringsfrihed er lig med demokrati". Den er demokratiteoretisk et af de centrale konstituerende elementer i demokratiet, og den er praktisk politisk også et afgørende element, uden hvilket demokratiet dør.

Et ønske om at begrænse ytringsfriheden på baggrund af tilsyneladende legitime krav fra en gruppe med henvisning til deres almene ret til religiøse aktivitet fører til krav fra andre grupper og på andre områder. Kønspolitik, abort, familiepolitik og homoseksualitet er brisante emner. Især homoseksualiteten har været oppe i engelske, muslimske kredse som forbudsområde. Det er ikke muligt at udpege grupper eller områder, der kræver særlig beskyttelse, uden at demokratiet presses. KVN leverer heller ikke nogen argumentation for, at det religiøse skulle være særligt privilegeret. Derimod kan der sættes almene grænser mod opfordringer til vold og forfølgelse, dels for at beskytte individer, og dels for at forhindre, at den demokratiske proces går i stå i borgerkrigslignende tilstande.

Ytringsfriheden er altså ikke total, og derfor er det forkert, at der ikke findes demokratiske lande ifølge min definition på ytringsfrihed. KVN er blot uvidende om domspraksis og den herskende opfattelse af ytringsfrihedens forrang som fundamental i forhold til andre - eksempelvis religionsfriheden. Uvidenheden kommer tydeligt frem i afsnittet om Muhammedkrisen, der angiveligt "ikke (var) et forsvar til bevarelse af ytringsfriheden, men et angreb for at udvide den" og angiveligt førte til en de facto afskaffelse af begrænsningerne i blasfemiparagraffen. De fleste danske jurister var på forhånd af den opfattelse, at blasfemiparagraffen ikke var overtrådt. KVN skriver blot, at 11 muslimske organisationer fik afvist deres sag af statsadvokaten, men sagen er dog, at også Rigsadvokaten og byretten i Århus slog fast, at sagsøger ikke havde ret. Der er ikke tale om udvidelse af ytringsfriheden, men om stadfæstelse af retspraksis og den retspolitiske udvikling i Europa. Derfor var afgørelserne sammen med den franske afgørelse om Charlie Hebdo vigtige markeringer på linje med afvisningen af den britiske indskrænkning af ytringsfriheden og afvisningen af udtalelsen om forbud mod religionskritik på FNs Durban-II konference. I begge de to sidste forsøg på at begrænse retten til kritik, satire, hån og latterliggørelse af religioner var officielle og private muslimske og islamistiske organisationer initiativtagere. OIC, de muslimske landes organisation med Saudi Arabien i spidsen, som jeg nævner i min artikel, men som KVN undlader at nævne, er bannerfører i korstoget for censur mod religionskritik.

På dette tidspunkt tænkte jeg: Hvad fanden har KVN gang i? Han spørger først retorisk og højtideligt: "Har vort samfund brug for mere ytringsfrihed, eller har vi brug for mindre ytringsfrihed (reguleringer)." I to små afsnit, hvor man mærker vreden og forargelsen ulme, lægger han op til svaret. Først citeres fint mit standpunkt om, at ytringsfriheden ikke kan være høflig, fordi ingen kan besidde retten til at definere høflighed eller politisk korrekthed, og ingen har en ret til ikke at blive kritiseret eller forhånet. Desværre for læseren undlader KVN at fortælle lidt mere om problemstillingen, som udvikles - ikke af mig - men af den amerikanske retsteoretiker Ronald Dworkin, hvilket ville have hjulpet både ham selv og læseren, men herom senere. Citatet slutter med, at ytringsfrihedens "modstandere ... må angribes."

Måske er det ordet angreb, der gør det? KVN: "Nemlig! Og husk, at "hensyntagen og tolerance er noget, der skal udvises af den lyttende" (og ikke den talende). Det står der sgu i slutningen af artiklen. Og hvad er det udtryk for ud over drejesyge i centralnervesystemet? (Sådan kan begrebet hensyntagen da ikke bruges. Hensyn er noget, som den talende - afsenderen - kan tage. Det giver da ingen mening at koble hensyntagen til modtageren. Det er jo rent Orwelsk 1984 newspeak sprog)." Hvad der mangler af argumenter, findes som udråb sgu, da, jo og drejesyg newspeak.
Ikke engang den tanke, at den talendes hensyntagen er selvcensur, og at forsøg på fælles regler for selvcensur er et farligt skridt mod censur, har tilsyneladende slået KVN. Den talende skal sige, hvad hun mener, og den lyttende skal vise hensyn og tie stille, indtil taleren har sagt, hvad hun mener, ellers giver ytringsfrihed logisk set ingen mening, for vi vil aldrig få at vide, hvad nogen mener. Der er ikke, som KVN tror, neoliberalisme eller et frihedsbegreb, der er gået grassat, det er John Stuart Mill, som ikke bliver til Orwell, fordi KVN ikke forstår ham.

Da KVN nu har konstrueret en modstander, der går ind for total ytringsfrihed uden begrænsninger og fælles regler, så kan han slette ordet 'ytrings' og skrive en lille skitse af Hobbes Leviathan, der angiveligt "gjorde op med forestillingen om, at et samfund kan bygge på den totale frihed ...". KVN går videre og skriver: "I bogen introducerer han (Hobbes) begrebet naturtilstanden, hvor individet har total frihed. Alle har ret til at kæmpe for sin egen overlevelse med alle midler. Enhver har ret til alt, og derfor bliver resultatet alles krig mod alle (borgerkrigen). I denne tilstand bliver den enkeltes liv nok frit, men prisen herfor er, at det bliver "ensomt, beskidt, dyrisk og kort"." Det centrale i Hobbes fremstilling er ifølge KVN, "at man overgiver sine individuelle naturlige rettigheder til en ydre instans og dermed muliggør bevægelsen fra en tilstand af alles kamp mod alle til etablering af, hvad Hobbes kalder det samarbejdende samfundslegeme, "hvor man ikke skal gøre mod andre, hvad man ikke vil have de gør mod én"."

Glemt er det, at Hobbes analyse viser, hvordan frygt og ærefrygt for suverænen sammen med religionen skaber legitimiteten. Glemt er oplysningens kamp mod religionens legitimerende funktion i forhold til magten. Glemt er, at de politiske menneskerettigheder er blevet til i kamp mod en snæver tolkning af Hobbes argumentation for restriktionernes nødvendighed. Suverænernes tolkning var anderledes end Tom Paines og Voltaires, og anderledes end den katolske kirkes. Men med Hobbes i hånden og udstyret med den ret firkantede forestilling om naturtilstanden, der som sagt kan bruges til at argumentere for allehånde indskrænkninger i de "naturlige rettigheder" af hensyn til samfundsfreden, springer vi så tilbage til virkeligheden og svaret på, om "Vort samfund" har behov for indskrænkninger i retten til at håne og kritisere autoriteter. Det er et skoleeksempel på venstrefløjens vankelmodighed og et diplomatisk kunststykke og skal derfor citeres udførligt:

"Dengang Muhammedsagen kørte, var det svært at forholde sig til den, svært at få en analyse stillet på benene. Men nu har vi efterhånden fået sagen på en vis afstand. Og med afstand mener jeg, dels er der gået nogen tid siden, og desuden skaber det forhold, at neoliberalismen er kørt i grøften nogle nye muligheder. Nu er det igen (næsten) muligt overhovedet at stille spørgsmålet, om det vi har brug for, ikke er indskrænkninger i ytringsfriheden i stedet for udvidelser".

Uden hoved og hale fremdrager KVN nu en række eksempler, stort og småt, som han mener, har brug for mere beskyttelse mod (pressens) indtrængen og usaglig kritik. Og listen kunne, som Dworkin gør rede for, fortsættes med alle de grupper, der hver dag føler sig krænket og forhånet, ilde behandlet osv. Problemet er, at KVN ikke kan se, at listen over legitime beskyttelsesobjekter er uendelig, og dermed bliver censuren total. Beklagende skriver KVN: "Desværre er det ikke sådan, at ytringsfriheden altid bruges i demokratiets tjeneste." Men det er en komplet misforståelse af sagen, der er Uffe Ellemann værdig. Demokratiets modstandere er en del af demokratiet, og det faktum, at de har ret til at være der og ytre sig, tjener og legitimerer demokratiet. Og her kommer vi tilbage til den fortrængte Ronald Dworkin om ikke for andet, så fordi KVN citerer mig for følgende, der faktisk er et Dworkin citat, eller rettere halvdelen af citatet. Her kommer det hele - det ikke citerede i kursiv: "Ytringsfrihed er ikke blot et særligt og karakteristisk symbol for vestlig kultur, som med rund hånd kan forkortes og begrænses som en måde at vise respekt for andre kulturer, der forkaster den, på samme måde som en halvmåne eller en syvarmet lysestage kan sættes op ved siden af et religiøst kristent symbol. Ytringsfrihed er en betingelse for legitime styreformer. Love og beslutninger om deres gennemførelse er ikke legitime, medmindre de er blevet til gennem en demokratisk proces, og en proces er ikke demokratisk, hvis regeringen har forhindret nogen i at udtrykke sin overbevisning om, hvordan disse love og beslutninger bør være."

Men en anden grund til at insistere på ophavsretten til mine standpunkter her er, at Dworkins argument om ytringsfrihedens væsen hænger sammen med hans bestemmelse af det afgørende spørgsmål: Hvad er demokratisk legitimitet? Og havde KVN citeret hele Dworkins opfattelse, havde vi måske kunnet undgå hans afsluttende pinagtigheder. Dworkin begrunder, hvorfor forbud mod forhånelser og religionslatterliggørelse ikke kan forenes med demokrati:

"Latterliggørelse er en særlig form for ytring; dens substans kan ikke pakkes om i en mindre stødende retorisk form uden at udtrykke noget meget forskelligt fra det, der var intentionen. Det er grunden til, at vittighedstegninger og andre former for latterliggørelse i århundreder, også når de var illegale, har været blandt de vigtigste våben for både hæderlige og ondsindede politiske bevægelser.

Derfor kan ingen person, uanset hvor magtfuld eller magtesløs, besidde en ret til ikke at blive forhånet (insulting: fornærmelse, krænkelse, forhånelse) eller krænket (offended: stødt, fornærmet, krænket). Dette princip er særlig vigtigt i et samfund, der stræber efter racemæssig og etnisk retfærdighed. Hvis svage eller upopulære minoriteter ønsker at blive beskyttet mod økonomisk og retlig diskrimination af loven - hvis de ønsker love vedtaget, som forhindrer diskrimination mod dem på arbejdsmarkedet, for eksempel - så må de være villige til at tolerere en hvilken som helst fornærmelse eller latterliggørelse som folk, der er imod en sådan lovgivning, ønsker at sende ud til deres med-vælgere, fordi kun et samfund, som tillader sådanne fornærmelser som del af den offentlige debat, legitimt kan vedtage sådanne love. Hvis vi forventer, at snæversynede, bigotte personer skal acceptere flertallets afgørelse, når flertallet har talt, så må vi tillade dem at udtrykke deres snæversynede fordomsfuldhed i den proces, hvis endelige afgørelse, vi beder dem acceptere."

Da KVN ikke citerer eller refererer Dworkin, kan han undgå at forholde sig til det afgørende demokratiteoretiske spørgsmål om legitimitet og nøjes med at hævde det meningsløse standpunkt, at løgn og vildledning - med Fogh Rasmussen som eksempel - skulle retfærdiggøre indgreb i ytringsfriheden. KVN demonstrerer hermed, at han enten som Khankan ikke har fattet, hvad et demokrati er - at du åbent kan konfrontere, latterliggøre og kritisere de standpunkter, du ikke kan udstå, og må tåle det samme fra dine utålelige modstandere - eller han afslører gammelkommunistiske, autokratiske ideer om, at partiet sidder inde med viden om, hvad der er løgn og vildledning, saglig kritik eller undergravende virksomhed. Og han slutter da også sit svar med følgende svada, som får mig til for første gang at blive glad for at blive kaldt neoliberal og samtidig håbe, at Kritisk debat ikke bliver ramt af KVNs og Sherin Khankans - eller OICs eller Pavestatens - indskrænkninger af ytringsfriheden:

"For mig at se er det på tide, at vi begynder at overveje hvilke indskrænkninger i ytringsfriheden, som er blevet nødvendige. Bredsdorffs artikel er et typisk eksempel på alt det vraggods, som fortsat flyder rundt efter neoliberalismens forlis."

Den demokratiske frie debat går jo netop ud på at give de suveræne borgere mulighed for at bedømme, om udsagnene fra andre borgere er løgn, udtryk for bestemte interesser, sympatiske eller kritisable, bringer nyt frem eller klynger sig til det gamle. Især i forhold til så komplicerede og væsentlige områder for den samfundsmæssige og politiske kultur som det religiøse liv og åndslivet og forholdet mellem religion og politik er det vigtigt, at debatten er helt åben og ikke har nogen privilegerede eller særligt beskyttede deltagere (den gamle majestætsfornærmelse skal ikke erstattes af den nye religionsfornærmelse). Alle deltagere må som Rushdie siger, tilpasse sig moderniteten og blive lidt mere tykhudede. KVNs og mere generelt de multikulturelle mellemlags støtte til den udbredte muslimske krænkelseskultur fører direkte til en svækkelse af demokratiet.