Ytringsfrihed er ytringsfrihed. Punktum!
Af Poul Petersen

Offentliggjort: 01. oktober 2009

Det bliver indledningsvis til, at "Bredsdorff har ikke megen respekt for det religiøse". Måske, måske ikke, men det fremgår ikke af indlægget i Kritisk Debat. Det guddommelige vås, som der harceleres over - og med god ret - er de magtbærende udenomsværker: Den katolske kirkes helgengørelser og politiseren af kvinders ret til egen krop f.eks. Og ja, jomfru Marias ubesmittede undfangelse, Jesus' gang på vandet. Det religiøse kan jeg ikke se, Nils Bredsdorff tager stilling til, hvis vi med det religiøse mener det, som KVN refererer Wittgenstein og Sløk for. Hvis det er religion, så er det selvfølgelig ikke noget vås, for vi kan i sagens natur ikke vide noget om det.

Men bemærk, at her er der sket et sprogligt skred fra det "religiøse" til, at "religion er ikke noget vås og ikke står i modsætning til oplysningstænkningens (modernitetens) sunde fornuft (og det gør det selvfølgelig lidt lettere at respektere religiøse følelser)". Den er gal med følgeslutningerne. Man kan godt være religiøs, uden at være tilsluttet en religion, og efter mine erfaringer med især kristne fundamentalister i min ungdom, kan man sagtens være tilsluttet en religion uden at være religiøs. Og for lige at få den sidste hale med, så er mange religiøse også tilsluttet en religion.

Disse bemærkninger for at tage fat i denne ytring: "Islam er en religion og derfor som sagt ikke noget vrøvl". Den gren af kristendommen, som sværger til kreationismen er en religion og derfor ikke noget vrøvl. Er det sådan, det skal forstås? Er det sådan, at fordi en sammenslutning, kirke, kloster måske refererer til en religion, så er de hævet over kritik? Det tror jeg ikke, der menes, for hvordan så forklare, at den i vesten så højt priste buddhisme for sin ikke-volds filosofi, netop ved fundamentalistiske og voldelige munke har været blandt fortropperne i diskriminering og undertrykkelse af tamilerne i Sri Lanka? Ikke kritisere her? Og hvordan med faderhuset? Heller ikke vås, fordi det er en religion. De kvinder, der på grund af tilslutning til en religion ikke vil give mænd hånden, må efter min opfattelse have et ikke religiøst forhold til sådan en religion, der drive Emma Gad virksomhed.

Når religion bliver en del af magtspillet, skal den udstilles som det og gerne, så tåbelighederne udstilles til almen spot. Det har ikke noget med muslimer, jøder, hinduer, sikher, buddhister og hvad der nu ellers kan opdrives at gøre. Det er fundamentalismen og ekstremismen, der er problemet.

I Weekendavisen nummer tyve i år har Frederik Stjernfeldt en glimrende anmeldelse af en bog af Kenan Malik om fremkomsten af en krænkelseskultur i en misforstået multikulturel sammenhæng. Der er kostelige - men forskrækkende eksempler - på, hvordan en i virkeligheden respektløs multikulturalisme mest har bidraget til splittelse og udvikling af flere og flere minoriteter, der føler sig krænkede. Respektløs, fordi man f.eks. uden at tænke sig om, automatisk udnævner religiøse ledere til at repræsentere kulturelle muslimer.

Lad os tænke os, at vi var et mindretal i et andet samfund - et muslimsk domineret måske - og skulle have en talsperson. Vi fik påduttet, at det skulle være en kristen religiøs præst og Søren Krarup meldte sig og blev anerkendt af de derværende magthavere.

Vi lever i et multikulturelt samfund, og det er ikke helt gennemskueligt, hvorledes KVN opfatter blasfemiparagraffen. Om det er vigtigt at have en sådan? Men uanset hvad, går KVN i hjertekvababbende selvsving over Bredsdorffs udsagn om, at "hensyn og tolerance er noget, der skal udevises af den lyttende". Han mener, "det er udtryk for, at frihedsbegrebet er gået grassat. Men i sin iver efter at dæmonisere Bredsdorff glemmer han, at der er en fortsættelse af citatet inden for den samme sætnings rammer. Nemlig "..., mens den talende skal sige sin ærlige mening - inden for lovens vide rammer. Og senere: "Der er en kamp om ordenes indhold, og skal den foregå demokratisk, kan der ikke forlods uddeles definitioner af, hvad der er fornuftigt, og hvad der er kritiserbart og hvordan."

Som lyttende - rettere læsende - har jeg virkelig udvist tolerance overfor noget, jeg opfatter som desperat ævl. Jeg vælger at opfatte følgende ironisk: Omkring invasionen i Irak, Fogh og hans løgne om masseødelæggelsesvåben slutter KVN "Her ville det have været rart med en indskrænkning i ytringsfriheden i retning af, at man ikke må lyve." Og videre: "For mig at se er det på tide, at vi begynder at overveje hvilke ændringer i ytringsfriheden, som er blevet nødvendige". Bredsdorffs holdning - og nu vel også min - udskældes for at være "et typisk eksempel på alt det vraggods, som fortsat flyder rundt efter neoliberalismens forlis." Det krænker godt nok min æresfølelse som selvopfattet socialist, men jeg lytter. Dog ikke andægtigt.

Sjovt nok er en af de indskrænkninger, KVN her og nu ønsker, at redaktionen af Kritisk Debat ikke skulle have bragt Bredsdorffs artikel. Det ville nok have været for liberalt.

Til almindelig forbrugeroplysning vil jeg slutteligt anføre, at jeg ikke er ateist. Uden at være kristen er jeg alligevel dybt religiøs.