Religiøs identitet - et politisk redskab eller en privatsag?
Af Tinne Stubbe Østergaard

Offentliggjort: 01. november 2007

Politik eller religiøs ideologi
De skriver, at "Enhedslistens opstilling af Asmaa Abdol-Hamid (AAH) som folketingskandidat har skabt postyr på venstrefløjen", men det er store dele af befolkningen, der reagerer, ikke mindst fordi opstillingen som ventet har påkaldt sig en hel del medieomtale.

Det er derfor relevant at overveje dybere hvorfor en folketingskandidat med muslimsk tørklæde og offentligt erklæret trosforhold bliver opfattet som provokerende. Skyldes det, at befolkningen lider af generel islamofobi, eller er der reelle grunde til at være kritisk over for sammenblandingen af religiøs ideologi og politik? Er tørklædet en privatsag, eller er det et symbol, der kræver fortolkninger, og i så fald hvilke?

De emotionelle og overfladiske indslag i debatter om islam og tørklæder tyder på, at vi har glemt betydningen af religionskritik og derfor mangler analytiske redskaber og perspektiver, når vi vil forstå de religiøse ideologier, de religiøse bevægelser og deres politiske betydning.

Sproget i Brun og Herchs artikel er præget af udtryk, der kræver at læseren er indforstået - eller udenfor: 'pusten til ilden', 'hetzen', 'den generelle dæmonisering af muslimer', 'islamofobi' m.m. Det tyder på at skribenterne har skrevet på grundlag af irritation, men hvem 'puster til ilden' her? Bliver alle politikere i Danmark med muslimsk baggrund virkelig udsat for dæmonisering og islamofobisk hetz?

I Århus Byråd har 7 ud af 31 medlemmer såkaldt anden etnisk herkomst end dansk1, men hverken de selv, medierne, politiske modstandere eller partikolleger har blandet deres religiøse tilhørsforhold sammen med deres virke som politikere og offentlige personer. Det samme gælder folketingsmedlemmet Hüsein Arac. Naser Khader og Kamal Qureshi har ikke kunnet undgå at blive konfronteret med deres religiøse tilhørsforhold, men det skyldes mest Dansk Folkepartis retorik og anklager fra islamiske grupperinger. De har ikke selv ønsket at blive kendt i medierne for deres private fortolkning af muslimsk identitet.

Asmaa derimod har selv valgt at blive kendt i offentligheden i kraft af sin tolkning af islam. Hun har helt bevidst valgt at provokere med symbolske former for adfærd for at få opmærksomhed, ved at klæde sig i religiøs uniform, nægte at give hånd til mænd (og dermed signalere at hun går ind for kønsadskillelse) og erklære tilhørsforhold til en religiøs ideologi, hvis tilhængere både globalt, lokalt og historisk tolker den på mangfoldige måder, men desværre tolkes den også af grupper, der finder inspiration i de hellige skrifter til at fordømme og direkte forfølge vantro, frafaldne, urene, syndere, idoldyrkere og andre, der ikke anses for rettroende. Stridighederne blandt de forskellige fortolkningsfællesskaber foregår mest i lande med overvejende muslimsk befolkning, og de synlige tegn på kvinders lydighed indgår som vigtige symboler i den ideologiske kamp. Kristendommen har også en blodig forhistorie af kætterforfølgelser, korstoge, martyrer og religionskrige, men den ene blodige historie kan på ingen måde undskylde den anden, og det gælder misbrug af religiøse ideologier i det hele taget.

Det har været nemt at få det indtryk, at Asmaa er blevet opstillet som Folketingskandidat på en sikker plads, fordi hun er kendt og formår at få opmærksomhed i medierne. Sammenligner man med SFs folketingskandidat Özlem Sara Cekic2, eller Socialdemokraternes Yildiz Akdogan3 bliver det iøjnefaldende, at Asmaas og Enhedslistens strategi for udviklingen af en troværdig folketingskandidat ikke er godt politisk håndværk. Både Özlem og Yildiz påtager sig den udfordring det er at være kommet fra en anden kulturbaggrund til det danske samfund, men de lægger deres fulde engagement i politisk samarbejde om konkrete samfundsproblemer, de faktisk ved noget om og gør noget ved, og de kræver ikke at andre skal deltage i deres eventuelle religiøse identitetsproblemer.

Asmaa derimod er helt frivilligt blevet kendt for at provokere til debat om religiøse fordomme i samfundet, både andres fordomme om hende og de fordomme som hendes religiøse tolkninger bevirker, fx at hun ikke må give mænd hånden til hilsen.

Det er naivt af Enhedslisten at tro, at valget af Asmaa som højtplaceret folketingskandidat ikke vil blive brugt af medier og politiske modstandere til at afspore den politiske debat. Husk hvordan valget i 2005 kom til at handle om Lykketofts skæg og briller og ikke hasteindførelsen af Strukturreformen eller Danmarks deltagelse i Irakkrigen.....

Spørgsmålet er, om det overhovedet gavner samfundsdebatten og det politiske arbejde at blande private fortolkninger af religiøse ideologier ind i debatterne, eller om det ikke snarere tager fokus væk fra langt mere væsentlige problemer.

Religiøs ideology og højrefløjens dominans
Ubehaget bliver ikke mindre af at sammenblandingen af politik og religiøs ideologi hurtigt kan blive misbrugt af både magthavere og ekstremister. Det kan godt være at den enkelte har sin egen fortolkning af troen, men den er ofte meget emotionelt baseret, og lykkes det andre at provokere de religiøse følelser, kan det fylde den troendes opmærksomhed så meget, at andre væsentlige realiteter træder helt i baggrunden. En saglig debat tager meget længere tid. Lad os se på et par velkendte eksempler:

I USA er det ved de to sidste præsidentvalg lykkedes Bush-administrationen at vinde ved at mobilisere religiøse vælgere på modstanden mod abort, og få dem til valgurnerne for at stemme mod 'homoseksuelle ægteskaber' samtidig med præsidentvalget4. Kampagnestrategen Karl Rove har ikke lagt skjul på at strategien var at fokusere direkte på de emner, der betyder noget for kernevælgerne emotionelt. Det betyder intet at muligheden for registreret partnerskab for homoseksuelle overhovedet ikke er en trussel mod ægteskabet. For det første drejer det sig om en meget lille befolkningsgruppe, for det andet udgør de en gruppe, der netop går ind for ægteskabet og det grundlag for en almindelig tilværelse i samfundet det kan give. Den stærke emotionelle modstand mod homoseksuelle er ideologisk og skyldes brug af passager i biblen, fx. "De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø; alligevel lever de ikke bare selv sådan, men bifalder også, at andre gør det."5, - en passage, som de fleste kristne danskere sandsynligvis springer over eller fortolker som nogle historiske konflikter vi ikke er forpligtede på i dag.

I USA er store vælgergrupper optaget af abortmodstand, forbud mod registreret partnerskab, intelligent design vs. evolutionsteorien, lystlæsning af grusomme dommedagsprofetier og mediebragte indslag om kampen mod terror, mens den økonomiske politik, sundhed, uddannelse, sociale vilkår for den almindelige befolkning, miljø og udenrigspolitik - hmm døm selv.. Resultatet er at Bush blev både valgt og genvalgt.

Men det kan være svært at gennemskue den historie, man selv er midt i. Det hjælper på perspektiverne at få den på afstand, men så kan man til gengæld nemt overse eller glemme de mange forskellige faktorer, der også spillede med og med tiden voksede sig til et grundlag for betydning.

Sekulariseringskampen i Danmark
Det har taget det danske samfund flere hundrede år at få religionen diskuteret derhen, hvor den er en privatsag og ikke et politisk redskab, som den var under den katolske kirke og især efter reformationen, hvor statskirken var et et meget vigtigt redskab under enevælden. Alle skulle døbes og skrives i kirkebogen, man kunne kun få voksent arbejde, hvis man var komfirmeret, ægteskabet skulle registreres og ens død. Love og forordninger blev læst op fra prædikestolen eller slået op ved kirken. I lange perioder var der kirketugt, hvor det blev påtalt, hvis man ikke mødte til gudstjeneste eller det rygtedes at man var fritænker.

Danskerne fik først trosfrihed med Grundloven i 1849 og brugte de næste 100 år til at gøre op med 1000 års indoktrinering og trusler om synd, skyld og skam, om evig fortabelse, djævelens gerninger og faren for ikke at kunne genopstå på Dommens Dag. De troende forsvarede deres positive fortolkninger af kristendommen som værdien af en personlig samvitighed, tvivlen som drivkraft for besindelse og eftertanke, forestillinger om den kærlige og fornuftige formynder der inkluderer alle, barnetroen, omsorg for de syge og fattige, og tilgivelse af syndere.

Det er en gammel debat som de færreste gider genoptage i dag, så derfor finder vi os i en Grundlov med et uafklaret forhold mellem stat og kirke, og oplever at kristne af og til i ramme alvor påstår at kristendommen af sig selv fører til demokrati og oplysning. Nej, tværtimod, det var demokratiet, der gav mulighed for befolkningens aktive modspil mod religiøs indoktrinering om nåde, frelse eller evig fortabelse.

Det særlige danske er måske, at hele den danske befolkning dengang kendte de samme tekster, salmer, katekismer og troslære, fordi vi havde haft en fælles statskirke i flere århundrede under enevælden. Under enevælden blev fornuften anset for et højeste gode, og derfor også tillagt hierarkiet af øvrighed, konge og gud, med en tilsvarende mistro mod det irrationelle, overtro og emotionelt baserede argumenter. Selvom mange befolkningsgrupper brugte de demokratiske muligheder til at danne deres egne fortolkningsfællesskaber, såsom frikirker, Indre Mission, grundtvigianske menigheder, Frelsens Hær, missionsselskaber - eller til at vælge religionen fra, som mange kulturradikale og socialister gjorde - så forblev de fleste medlemmer af Folkekirken og kunne følge nogenlunde med i hinandens debatter, fordi de kendte de samme tekster og var vænnede til at høre til et samlet fællesskab.

Religionsideologien og kvindeundertrykkelse
Et af de vigtigste opgør med den religiøse tænknings dominans i samfundslivet er forestillingen om at en gud skulle have bestemt at det ene køn skal herske over det andet. Det er ikke et opgør, der er færdigt endnu. Vi har ikke ligeløn, de såkaldte kvindefag - dem med de varme hænder, der er udsat for kontrol dagen lang og har ringe indflydelse på deres eget arbejde - har et gevaldigt lønefterslæb. Der er også den indgroede mistro mod kvinder, der selvstændigt søger viden og vil dele den med andre, som om dogmet om at kvinder til evig tid skal sone Evas synd findes endnu. Netop som omkring halvdelen af de studerende ved de højere læreanstalter er kvinder, fjerner man det demokratiske selvstyre på universiteterne og erstatter det med bestyrelsesmedlemmer fra erhvervslivet (der stadig er domineret at mænd) og politisk topstyring6. Det er en symbolpolitik, der udtrykker det gamle dogme om at 'manden er kvindens hovede', men det ligger så dybt og ubevidst, at de færreste kan se sammenhængen. Religiøse myter og symboler kan være sejlivede, når der er brugt 1000 års indoktrinering, trusler og udnyttelse af emotionel utryghed på at banke dem ind i befolkningen. "Thi det er den naturlige orden hos mennesker, at kvinderne skal tjene mændene. For naturen kræver, at den mindre tjener den større."7

Denne sammenblanding af religiøs doktrin og henvisning til 'naturens orden' er ikke et accepteret argument i dagens Danmark, for det er ikke rationelt og konsekvenserne er urimelige. Hvem skal have ret til at fortolke den religiøse doktrin eller hvad der er 'naturens orden'? Nogen må jo tage ansvar for fortolkningen og for hvilken fortolkning, de følger, og så er det mest rimeligt og demokratisk at hele befolkningen opdrages til at kunne tage ansvar for deres tænkning, holdninger og valg, for når det gælder køn, skal den enkelte leve med konsekvenserne. Hvorfor skal kønnet så på forhånd være en begrænsning fremfor en del af det fulde menneskelige potentiale? Trods de biologiske forskelle mellem kønnene er der bred enighed i moderne samfund om at der er individuelle kønsvariationer, og at kønsrollerne først og fremmest er sociale konstruktioner, som vi selv har ansvar for, både individuelt, socialt og globalt. Den naturvidenskabelige forskning bakker op om denne indsigt.

Diskussionen om gudgivne kønsroller og magtforhold mellem kønnene er ikke en diskussion ret mange danskere gider tage igen. Konsekvenserne af at det ene køn skal være formynder over det andet binder mennesker i sociale konstruktioner af usund indbyrdes afhængighed, uanset hvor rar formynderen er. Fordelene ved at frie mennesker tager ansvar for sig selv og helt frit vælger at være sammen og tage sig godt af hinanden har skabt enorme fremskridt for den enkeltes personlige muligheder og for udviklingen i samfundet som helhed. Ligestillingen er ikke en realitet endnu, men der er ikke nogen grund til at gå tilbage til gamle opgør og diskussioner, som vi grundliggende har taget forlængst. Heller ikke selvom den katolske kirke8, visse andre kristne trosretninger og størstedelen af de islamiske samfund igen og igen prøver at at genindføre forestillingen om at gud har bestemt hvilke konsekvenser det skal have at være født med xx eller xy-kromosomer.

Identitetsvalg og identitetstvang
Asmaa har valgt at gå med en særlig udgave af det muslimske tørklæde, og siger hun helt frit har valgt det. Men hvorfor skal vi tage stilling til muslimsk symbolpolitik, når vi skal diskutere dansk folketingspolitik? Eller skal vi være ligeglade?

Tørklædet handler først og fremmest om konkurrerende forsøg på at udvikle en særlig islamisk identitet. Den skarpsindige iagttager kan hurtigt se at der er mange slags tørklæder, mange måder at sætte dem på og mange klædedragter de sættes sammen med. Det er ikke tilfældigt. Identitetsdannelsen foregår både individuelt og blandt meget forskellige fortolkninger af islam. I det identitetsprojekt er vestlige ikke-muslimske debattører og mediereaktioner blot et bevis for de involverede på, at sagen er af overordentlig stor betydning, men de interne afgrænsninger mellem grupperne har endnu større betydning og kan udvikle sig til konkurrencer i rettroenhed. Fælles for islamiske feminister er behovet for at adskille sig fra 'vestlig tænkning' og for at signalere til de andre grupper hvor man står. Denne iagttagelse uddybes bl.a. professor Ziba Mir-Hosseini9, der forsker i islamisk feminisme og laver film om kvinders vilkår i Iran.

Kampen om de symbolske tegn på rettroenhed, som tørklædet er en del af, kan få fatale følger. Zilla Huma Usman, socialminister og forkæmper for kvinderettigheder i Pakistan, blev dræbt d. 20.02.07 af en islamisk ekstremist, da hun var på vej til et offentligt møde. Ifølge Times Online mente drabsmanden, at hun var uanstændigt klædt, fordi hendes tørklæde ikke dækkede nok, og at kvinder ikke skal være involveret i politik. Til en tv-kanal sagde drabsmanden, at han havde udført Guds ordre til dræbe kvinder som synder:

"Jeg fortryder intet. Jeg udførte blot Allahs befalinger, og jeg vil dræbe alle de kvinder, der ikke følger den rette sti, hvis jeg bliver løsladt."10Drabsmanden blev pågrebet og dødsdømt, men han er langt fra den eneste, der griber til religiøs motiveret selvjustits. Der er udlovet "ubegrænsede belønninger" for at dræbe den feministiske forfatter Taslima Nasrin fra Bangladesh, og hun er blevet angrebet flere gange11. Hirsi Alis kritik af islam har også ført til drab og trusler.12

Lovreligionernes historiske rolle
En andet træk i Bruns og Herchs artikel er, at den bærer stærkt præg af manglende historisk viden. Et eksempel:

"Det ligger i sagens natur at de gamle koloni-magter har fået en mere broget befolknings-sammensætning. I kølvandet på denne udvikling, kombineret med den usikkerhed globaliseringen indebærer, har latente reaktionære og racistiske kræfter påvirket den politiske dagsorden i de fleste vestlige samfund."

Men det er netop kendetegnende for islam at den historisk har været en meget aktiv erobringskultur med kolonialisme og problematisk multikulturalisme til følge. Det meste af Koranen handler om krig, erobring, hvordan man deler krigsbytte, tager slaver, behandler de erobrede o.s.v. Hvorfor forsvandt buddhismen fra Indien? Hvorfor tales der tyrkisk i det nuværende Tyrkiet (de islamiske erobrere kom fra Turkmenistan og omegn)? Hvorfor blev kurderne muslimer - var det frivilligt? Hvorfor flygtede armenierne eller døde i så store mængder? Hvorfor er der (stadig) kampe mellem muslimer og hinduer i Indien? Hvorfor blev befolkningen muslimer i det nuværende Pakistan? Er alle stammer i Afghanistan muslimske - og hvor stor er tolerancen overfor de ikke-muslimske befolkningsgrupper? Hvorfor er der så store spændinger og jævnlige væbnede opgør mellem de forskellige muslimske trossamfund? Hvorfor drømmer mange islamister om at genindføre kalifatet eller andre udgaver af en global umma - drømmen om at hele verden bliver fredelig og retfærdig, når alle er blevet rettroende.

Det er et alvorligt problem, at nogle vil hæve religioner over retten til at kritisere ideologier og filosofier, og ikke viger tilbage fra at true, straffe eller bagtale den enkelte, der overhovedet går igang med at analysere kilderne med videnskabelige og velkendte, anerkendte filologiske, retoriske, litterære og kognitivt baserede metoder. Og direkte forfølger dem, der kritiserer konsekvenserne af sådanne ideologier, eller forsøger at undskylde at det sker.

De to skribenter beskylder andre for 'islamofobi' og henviser til 'den generelle dæmonisering af Muslimer' men tager ikke stilling til at anvendelsen af islam som politisk ideologi i allerhøjeste grad er et alvorligt problem for befolkningerne i lande med overvejende muslimsk flertal, og at det også er problematisk for mange muslimer i lande, hvor muslimer udgør mange forskellige små og større grupper. Islam anvendes i stigende grad som identitetsskabende rettesnor, fordi det kan være svært at udvikle sin egen identitet, når man på en gang har valgt en 'moderne' tilværelse i et vestligt land (eller rettere: ens forældre valgte at flytte uden at være særligt klare over konsekvenserne af at emigrere) og også gerne vil bevare gode kontakter med sine 'rødder' - valget og balancen bliver særlig svær når en tradition for kollektiv sammenhængskraft i familien/slægten/stammen bliver udfordret af de muligheder - og farer - en samfundsform baseret på individuelle rettigheder og personligt ansvar giver.
Men hvorfor hører vi aldrig om tibetanske terrorister? Eller vietnamesere, der har had til USA som vigtigste livsindhold? Kan det have ideologiske, mentale eller kulturelle årsager?

Man skal være bevidst uvidende for ikke at se at fundamentalister tilbyder 'ren tro' til individer, der har svært ved at overskue mange valg og samtidig gerne vil have at deres liv - og ultimativt 'hele verden' - er sammenhængende og meningsfuld, ren og ordentlig, sand og evig. Men den virkelige verden er fuld af kompromisser og problemer, der må løses i fællesskab. Derfor er demokratiet den hidtil bedste styreform, når det kombineres med uafhængige domstole, et ukorrupt statsapparat og borgerrettigheder, der inkluderer reelle muligheder for at skabe sig en leveværdig tilværelse.

De tre store lovreligioner fra Mellemøsten - jødedom, kristendom og islam - opstod som følge af krigeriske stammeopgør om værdierne i nogle frugtbare lande, der i perioder var plaget af misvækst, befolkningsgrupper på vandring o.s.v. - der var menneskeskabte økologiske katastrofer allerede i forhistorisk tid, og nogle af de ældste kendte skrifter er jammerskrifter om ægypternes hårde tvangsudskrivning af træ fra det nuværende Libanon 'vi tvinges til at fælde de hellige cypresser'. Men for det meste var det slet kampe om magt og rigdom.

Stammekrigene og de mange perioder hvor en despot eller et dynasti konsoliderede deres magt, er sandsynligsvis årsagen til at frugtbarhedsgudinder og -guder blev afløst af en autoritær fadergud. De tre 'lovreligioner' fulde af retfærdiggørelse af gud som ultimativ faderlig autoritet giver 'ret' til jord og værdier, til evindelige udredninger af hvem der er rettroende og hvilken straf der skal ramme de andre, de vantro/frafaldne/svage i troen/ulydige - og kvinder indgår som krigsbytte/ejendom på niveau med slaver, kvæg13.

Debatter om at islam er 'mere retfærdig' end dens to forløbere (med samme gud og samme profeter) rokker ikke ved det patriarkalske udgangspunkt, eller ved, at hvis man gør gamle stammeopgør i Mellemøsten til sin højeste ideologi, tro og spirituelle stræben - ja, så får man flere ideologiske stammeopgør om den rette tro og de privilegier den giver de 'rettroende' i forhold til 'de andre'. Retorikken i de hellige skrifter tilbyder masser af passager, der kan bruges til at retfærdiggøre hvem 'fjenden' er og ligefrem opildne til væbnede opgør. Koranen kan uden videre læses som en totalitær ideologi, og kun samvittighedsfuld kritisk tolkning kan sikre, at den ikke bliver brugt som en totalitær ideologi, der tillader at fordømme andre. Man kan argumentere for, at de islamiske feminister er bannerførere for denne ret til kritisk og samvittighedsfuld fortolkning, men for befolkninger, der har været igennem et historisk opgør mod at basere sin tænkning og livsopfattelse på religion virker det som en omvej, der kan have alvorlige konsekvenser. På den anden side er kampen for tanke- og trosfrihed indenfor islam en vigtig og nødvendig kamp. Spørgsmålet er om vi gør nogen en tjeneste ved at frafalde den tankefrihed, vi har opnået og indgå på kompromisser med virkelighedsfortolkninger og politiske beslutninger på grundlag af religiøse ideologier.

De faktiske problemer
Beskyldninger om 'islamofobi' bringer hverken nyttig viden eller nuancer ind i debatten. Tværtimod er det et alvorligt problem at personer, der kritiserer islam eller kritiserer muslimer, der missionerer for fundamentalistiske fortolkninger af islam, bliver udsat for personlige trusler og forfølgelse.

Et flertal af muslimske lande i UN Commission on Human Rights har vedtaget resolutionen "Combating Defamation of Religions", men den drejer sig kun om at islam ikke må kritiseres, ikke om sikring af religionsfrihed, eller retten til ikke at være troende14. Resolutionen anvendes til at forfølge muslimske intellektuelle med nuancerede og kritiske holdninger til islam15, selvom begrebet 'defamation' ikke er defineret klart og dermed ikke bør ligge til grund for juridiske afgørelser. I Pakistan trækkes retssager om blasfemi ofte i langdrag, i Iran arresteres og straffes studenter, journalister og menneskerettighedsforkæmpere jævnligt for anklager om blasfemi, og i Egypten blev en litteraturprofessor dømt til at lade sig skille fra sin kone, fordi han havde lært sine studerende at nogle passager af koranen skal læses metaforisk, ikke bogstaveligt.

Intimideringen kan gennem tolkninger af de religiøse skrifter ramme de mest intime og personlige detaljer i den enkeltes liv - og disse detaljer kan bedømmes og korrigeres af de beskikkede formyndere, af domstole, religiøst politi og eller af selvbestaltede overvågere af 'rettroenhed'. Så bliver valget af klædedragt, plukning af øjenbryn, brug af parfume, valg af mad, musik, film, kunst, hvor man man kan færdes og med hvem o.s.v. pludselig ikke et personligt valg - kvinder i mange muslimske lande intimideres nu i det offentlige rum på grund af 'uislamisk' klædedragt og adfærd uanset om deres egen familie og slægt, som er deres tildelte formyndere ifølge både sharia og lovgivning, faktisk tillader dem at gå utildækket eller færdes frit med mandlige venner.

De tre lovreligioner foreskriver de rettroende en masse leveregler, der skal tolkes ind i dagligdagen. Det præger især ortodox jødedom og fundamentalistisk islam. Det kan udarte sig til en stærkt optagethed af selvkontrol, der involverer omgivelserne ufrivilligt for at gennemføre det hellige projekt. Må en muslimsk sosu-assistent vise sine håndled, eller skal arbejdspladsen sikre hende en hygiejnisk klædedragt, der dækker håndleddene, selvom hospitalets hygiejneprocedure foreskriver at alle medarbejdere også skal vaske håndleddene og ikke må dække dem, fordi de fx får hænderne under folks dyners eller håndleddene også kan røre kroppen, når man hjælper med patienternes hygiejne? Kan man undre sig over at mange bliver trætte af den slags diskussioner, især når den muslimske sosu-assistent med rædsel i øjnene argumenterer for at hun gerne vil i paradis, og det mindste hun kan gøre er at adlyde gud. Det er også meget ubehageligt for andre medarbejdere med muslimsk baggrund, der betror en, at det selvfølgelig er vigtigere at hjælpe mennesker, der er syge eller gamle, end at holde sine håndled dækket eller gå i upraktisk tøj - de kan bare ikke lige henvise til de rette vers i Koranen og undlader at blande sig direkte i diskussionen.

Den målrettede intimidering af den enkelte person, hele overvågningssystemet omkring det enkelte individ og placeringen af den enkelte i et magthierarki, der ultimativt legitimerer at den enkelte kan fordømmes, udstødes og ligefrem udryddes er typisk for en totalitær ideologi.

De totalitære tendenser
Jeg genlæste "Fascismens massepsykologi" af Wilhelm Reich, da Khomeiny var kommet til magten i Iran og havde befalet en fatwa over Salman Rushdie. Det var den mest dagsaktuelle analyse og kommentar til begivenhederne, selvom bogen handler om de fascistiske ideologier i 1930'erne. Reich er inspireret af Freuds og Marxs16 religionskritik17 og analyserer årsagerne til folkets dyrkelse af førerskikkelser som Hitler, Stalin, Franco, Mussolini, 'Solens Søn' (Japans kejser) - der var mange flere førerskikkelser i perioden. Han peger på den patriarkelske familiestruktur som grundlag for de strukturer af magt/afmagt der gør den enkelte afhængig af ydre autoriteter i stedet for at gøre den enkelte i stand til at forvalte sit eget liv ansvarligt og fornuftigt. Reich ser det frie partnervalg som en befriende faktor, og kærligheden og arbejdet som de områder i livet hvor den enkelte kan leve sine potentialer ud til fulde.

Et andet værk - skrevet på baggrund af de fatale konsekvenser af tilslutningen - eller afmagten overfor - de totalitære ideologier i 1930'erne er Poppers "The Open Society and Its Enemies" (skulle findes i en udmærket nyere dansk udgave). Poppers kritik af Platons antidemokratiske og totalitære tankegang - med masser af noter - går til også til ondets rødder, nemlig den antidemokratiske retorik der anvendes, når 'man' ønsker ideel renhed og mistror muligheden af et åbent og demokratisk samfund. Platon vil fx forbyde at befolkningen selv spiller musik - det kan føre til løssluppenhed. Ganske som 'de sande filosoffer' i praksis forbød rockmusik i Sovjetunionen - og som forskellige 'rettroende' og 'Ældste' nu håndhæver med hård hånd i visse dele af Pakistan, Afghanistan, Malaysia, Indonesien... hvor også biografer brændes af. Det går især ud over en del gamle sufislægter i Pakistan, der traditionelt også har tilladt farverig klædedragt, selskabelighed mellem mænd og kvinder og stor livsglæde. Der har været flere eksempler på voldelige overfald fra 'rettroende', fordi mænd og kvinder stod i samme kø til nogle religiøse ceremonier. Men sufimusikerne synger videre i stedet for selv at gribe til vold18.

Asmaas valg i historisk ramme
Problemet med Asmaa er at hun profilerer sig ved at vedkende sig som rettroende muslim, selvom netop diskussionerne og endda væbnede opgør om islamisk rettroenhed er en konflikt, der har hærget islam lige fra dens baggrundshistorie og grundlæggelse som religion. Hvorfor strides sunnier og shiitter? På grund af et mord, der bragte uklarhed om den direkte arvefølge efter Muhammed - en strid, der aldrig er bilagt - selvom mange ordentlige mennesker, der tilfældigt er fødte ind i samfund, der befinder sig i regioner som muslimer har underlagt sig engang, selvfølgelig gør hvad de kan for at leve ordentlig som mennesker og finde legitimering for det hvor de kan. For det store flertal af moderate er magtkampe baseret på ideologiske stridigheder aldrig godt nyt. At fravælge stærke herskeres fortolkning af loyalitet overfor systemet og hvordan man viser sin 'rettroenhed' kan være et valg uden reelle muligheder eller med store omkostninger, der IKKE kun rammer den enkelte, men også de nærmestes livsbetingelser. Et simpelt opslag på www.YouTube.com på Iran + veil eller Iran + hejab giver et godt indtryk af den daglige fare på de iranske gader for piger og kvinder, der ikke er tildækkede efter det religiøse regimes foreskrifter. Der er lavet flere glimrende iranske19 og Afghanske dokumentar- og fiktionsfilm, der med stor medmenneskelighed viser hvor hårde vilkår især kvinderne har, fx The Circle af Jafar Panahi.

Asmaa påråber sig det befriende i SELV at have valgt tørklæde og heldækkende klædedragt, og påstår det giver kvinden en særlig frihed at være underlagt mænds beskyttelse. Men formynderi er formynderi uanset om det foregår i et guldbur eller ret til at flyve uden under kontrollerede forhold. Beslutter hendes formynder sig for at hun skal blive hjemme og ikke må gå ud, må hun tage et opgør med sin og andres rettroenhed.

Og det er præcist disse ideologiske opgør om rettroenhed, religion som personligt valg, manglende substantiel analyse af religion som politisk ideologi, som mange er grundigt trætte af. Vi tvinges til igen og igen til at tage stilling til enkeltsager og problemer, som vi samtidig får at vide at vi overhovedet ikke kan eller må mene noget kritisk om uden at blive udråbt som islamofober, racister o.s.v. (og hvad mon de rettroende kalder os? - prøv at diskutere med nogle fundamentalister fra USA - de er ikke bange for at sige deres mening om de 'ugudelige' ligeud - med bibelcitater og det hele.)

Der er mildest talt mere væsentlige og vigtige sociale og politiske problemer i Danmark og resten af verden end unge muslimers selvvalgte identitetsproblemer. Asmaa har IKKE klart fremført at hun går ind for en sekulær stat og at religion udelukkende er en privat sag. Religion er for hende også et sæt leveregler, der adskiller kønnene og befolkningsgrupper, og det er uklart hvor langt hendes holdning og tilslutning til fortolkningsfriheden rækker. Denne usikkerhed dækker sandsynligvis over at hun ikke selv er klar over de fulde konsekvenser af det identitetsprojekt hun er i gang med. Troen er et tilvalg med mange fravalg - i hendes valg af tro har hun fx. på forhånd fravalgt muligheden for at konvertere til en anden tro eller til at gifte sig med en mand, der ikke er rettroende muslim. Flytter hun fra Danmark til et muslimsk land, kan hun også risikere at få sit evt. ægteskab opløst, hvis en religiøs domstol dømmer at hun, eller hendes mand, ikke er rettroende.

Koranen handler på næsten hver eneste side om hvordan man skelner mellem rettroende, vantro (jøder og kristne for så vidt at de læser, tror og følger deres religiøse skrifter, selvom disse skrifter ifølge islam er forvanskede), de frafaldne (som der ikke levnes megen nåde!) og 'idoldyrkerne', der sammen med dem, der slet ikke tror på gud er en slags undermennesker. Man skal kort sagt være en muslim med hjertet på rette sted for at bevare sin tolerance, for følger man koranens tankegang uden at perspektivere den med andre samfundsperspektiver er der kun den smalle vej som rettroende, der behager gud - og dobbelt straf over de frafaldne!

Hvordan sikrer man at unge muslimer med usikker identitet ikke 'misforstår' en sådan retorik eller ligefrem identificerer sig med den i stedet for at fortolke den subtilt som metafor for en indre kamp o.s.v. - en tolkning som mange godhjertede muslimer ganske sikkert forsøger sig med - men hvordan går det 'moderate' muslimer i Pakistan og andre muslimske lande?

Står Sharia over landets lovgivning? Skal man kun respektere lovgivningen indtil det er muligt at indføre sharia? Hvilken lovskole indenfor sharia er Asmaa egentlig inspireret af - følger hun dens afgørelser, eller følger hun sine egne tolkninger o.s.v. Hvorfor skal vi igen og igen tvinges til at tage stilling til den slags selvvalgte ideologiske problemstillinger, der kun er relevant for ganske få i det danske samfund?

Der er brug for en moderne religionskritik
Både de jødiske og kristne skrifter har i over 100 år været udsat for grundige analyser og kritik - også kildekritik, historisk-kritiske metoder, kirkehistoriske metoder o.s.v., men de metoder har overhovedet ikke fundet respekteret fodfæste indenfor islam. Lokalt har mange sikkert valgt en afslappet og ret sekulariseret 'kulturislamisk' variant, men de grundliggende kritiske analyser af kilderne - fundamentet - har IKKE fundet sted. Der var en marokkansk phd-studerende i Danmark, overordentlig lærd, der var i gang med et sådant arbejde, men han blev groft overfaldet - angiveligt for at have læst højt af Koranen for vantro - og har ikke fuldført sin phd. Rygterne siger også at overfaldet skyldtes at han er halvt jøde...

Som jeg skrev indledningsvis er det alvorligt problem at nogle vil hæve religioner over retten til at kritisere ideologier og filosofier, og ikke viger tilbage fra at true og straffe den enkelte, der overhovedet går i gang med at analysere kilderne med videnskabelige og velkendte og anerkendte filologiske, retoriske, litterære og kognitivt baserede metoder. Og direkte forfølger dem, der kritiserer konsekvenserne af sådanne ideologier.

Derfor er løsningen ikke flere tørklædedebatter eller mere medieeksponering af Asmaa, men at fundamentet for en seriøs religionskritik opdateres og gøres tilgængelig, så den enkeltes religionsfrihed og ytringsfrihed også indebærer retten til at være fri for at tage stilling til religiøse budskaber, og så religiøse ideologier og den politiske styring af samfundet adskilles klart.

Noter

1De 7 medlemmer er valgt for A, B, F og V. Deres nøjagtige religiøse tilhørsforhold er ikke offentlig kendt, men er formodentligt muslimsk - pointen er, at det er deres privatsag. http://www.aarhuskommune.dk/portal/politik/byraad/byraadets_medlemmer

2http://www.ozlem.dk/om-ozlem.sf

3http://www.yildizakdogan.dk/index.htm

4US Elections: What Happened? by Huck Gutman, 11. nov, 2004 i The Statesman http://www.commondreams.org/views04/1111-21.htm

5Fra Paulus' Romerbrev 1 "Guds vrede over menneskers uretfærdighed" vers 18-32 http://www.bibelselskabet.dk/danbib/web/bibelen.htm

6Jette Hansen: Den subtile frasortering af kvinder http://www.kvinfo.dk/side/559/article/173/ og Kvinder i Akademia http://information.dk/89443. Boganmeldlse fra aug. 2003

7Om brugen af tørklæde som tegn på den gifte kones underdanighed i Kronik: Af tørklædets historie i Danmark, af Alex Wittendorff, dr. phil., fhv. lektor ved Institut for Historie, Københavns Universitet. JP 02.07.07 http://jp.dk/arkiv/?id=990777

8Vatikanet er meget aktivt i alle verdensdele og på Fnniveau, hvor den katolsk kirke som det eneste trossamfund har en permanent obeservatørpost i Generalforsamlingen som Holy See. Om Mænd og kvinder: http://www.vatican.va/roman_curia/congregations/cfaith/documents/rc_con_cfaith_doc_20040731_collaboration_en.html se også http://www.catholicsforchoice.org

9Nå er tiden inne for en muslimsk feminisme. Det mener professor ZibaMir-Hosseini. Feminister som henter sin legitimitet i Koranen, slipper anklagen om at de løper Vestens ærend, forteller hun. http://kilden.forskningsradet.no/c16880/artikkel/vis.html?tid=48187

10www.timesonline.co.uk/tol/news/world/asia/article1414137.ece

11http://en.wikipedia.org/wiki/Taslima_Nasrin, Ny dødsfatwa mod Taslima Nasrin, Information d. 22.08.07 http://information.dk/144862 og http://taslimanasrin.com

12http://da.wikipedia.org/wiki/Ayaan_Hirsi_Ali

13Se Cosmos, Chaos and the World to Come. The Ancient Roots of Apocalyptic Faith af Norman Coohn, Yale University Press 1993.

14http://www.iheu.org/node/2546

15Grinbergrapporten 2006 http://www.iheu.org/system/files/Grinberg+report+2006.pdf

16Teser om Feuerbach http://www.marxists.org/dansk/marx/45-feuer.htm

17Links til religionskritik http://www.emu.dk/sem/fag/kre/linksamling/religionskritik1.html, http://da.wikipedia.org/wiki/Religionskritik, http://en.wikipedia.org/wiki/Criticism_of_religion

18Sufi's choice. In Pakistan, one festival is defying Islamic hardliners - but delighting the president. By Robin Denselow Friday December 2, 2005 .The Guardian http://arts.guardian.co.uk/filmandmusic/story/0,16373,1654986,00.html

19http://www.skidmore.edu/academics/arthistory/ah369/iranianfilm.htm