SF – mellem resultatorientering og politisk alternativ

Af: Henrik Herløv Lund

INDLEDNING

SF er i politisk udvikling - ingen tvivl om det. Vælgerfremgang, organisatorisk modernisering, nyt "reform" program og tæt samarbejde med Socialdemokratiet om et regeringsalternativ er alle aspekter heraf. Det har rejst en debat om, hvor SF befinder sig i det politiske spektrum.

Det tætte samarbejde med S om et regeringsalternativ har fra den tidligere socialdemokratiske partileder Mogens Lykketoft fået en syrlig kommentar med på vejen: "Det paradoksale er, at SF indtil nu har scoret mest på et tættere samarbejde - selv om det er dem, der på alle væsentlige politikpunkter har bevæget sig over på vores platform. Gåden om, hvorfor det hænger sådan sammen, har jeg ikke løst endnu. Men jeg tror, at i vælgernes oplevelse eksisterer der i Danmark nu to socialdemokratier." [1]

Modsat kan man af SF's politiske modstandere fra VKO-blokken se SF mistænkeliggjort som ulve i fåreklæder - som "rabiate", der blot stiller sig "ansvarligt an"? [1A]

Hvor er med andre ord SF på vej hen? Er SF på vej til at blive socialdemokratiseret eller stadig et socialistisk parti? Det spørgsmål vil i det følgende blive søgt besvaret og stillet fra forskellige tilgangsvinkler: i del I programmatisk, i del II med blik på den konkrete politik og i del III endelig ud fra en "taktisk"/"metodisk" synsvinkel. Endelig vil vi i del IV sammenfatte og overveje videre perspektiver heraf.

DEL I. SF's REFORMPROGRAM

Spørgsmålet om en socialdemokratisering af SF kræver en overvejelse over, hvad Socialdemokraterne nu selv står for i dag? Spørgsmålet er imidlertid ikke helt enkelt at besvare, fordi socialdemokratierne i dag selv står ved en skillevej.

Fra sidst i 90'erne har socialdemokratierne i Europa navnlig inspireret af New Labour i høj grad fulgt den såkaldte "Tredje vej", som ikke mindst handlede om at tilbageerobre og/eller fastholde regeringsmagten fra højrefløjen ved til gengæld at omfavne markedsliberalismen og dermed i betydelig udstrækning også højrefløjens politik. [2]

Også i det tyske socialdemokrati vandt strategien indpas under Gerhard Schröder, ligesom den fik en aflægger hos de danske socialdemokrater under Nyrup og er blevet fortsat under Thorning Schmidt.

Men strategien blev en blindgyde. Socialdemokratierne har haft svært ved at fastholde regeringsmagten og røg fx i Tyskland helt ud af regeringskontorerne, mens New Labour i England kæmper en desperat kamp for ikke at tabe næste valg. Problemet har navnlig været, at socialdemokratierne med denne højrepolitik stødte væsentlige dele af deres egen basis fra sig, der enten blev hjemme på sofaerne ved de seneste valg eller gik over til mere venstredrejede partier. I Tyskland har således "Die Linke" profiteret af SPD's tilbagegang.[3]

"Det gode samfund"

I decembernummeret af KRITISK DEBAT bragtes oplægget "Det gode samfund" af partisekretæren for det tyske SPD, Andreas Nahles, og Jon Cruddas, MP for Labour i England. [3A].

Oplægget er en refleksion over krisen for "Den tredje vejs" strategi og en søgen efter en nyorientering. Det erkendes, at socialdemokratismen må finde nye veje og en ny strategi, "Det gode Samfund", skitseres. I betydelig udstrækning kan strategien nok ses som en tilbagevenden til mere klassisk socialdemokratisme med vægt på lighed, solidaritet og velfærd, tilsat miljø, klima og bæredygtighed.

Men det afgørende er også, at oplægget varsler et opgør med nyliberalismens indflydelse i socialdemokratierne og den højredrejning, som denne repræsenterede. Socialdemokraterne vil igen til at se til venstre, således som allerede siden 2005 tilfældet har været i Norge. [4]

Selv om de danske socialdemokrater for et par år siden i forbindelse med programpapiret "Trivselssamfundet" lagde an til en diskussion af sit forhold til "Den tredje vej", har dette opgør i S i Danmark dog kun været halvhjertet og tøvende, hvilket givet hænger sammen med, at den nuværende partiledelse udgøres af Nyrups højrefløj, der indførte strategien. [5]

Forbundet med dette utilstrækkelige opgør med den tredje vej, New Labour-inspirationen og markedsliberalismen har de danske socialdemokrater på væsentlige punkter fortsat med at lægge en politisk kurs, der ligger op af den nyliberale VK-regerings politik (skattestop, udlændingepolitik fx). Opgøret med "Den tredje vej", "New Labour", nyliberalismen og højrekursen er således mangelfuldt hos de danske socialdemokrater.

SF - det danske modsvar på "det gode samfund"?

SF har på sin side i 2009 i en slags "opgør" med sit gamle "socialistiske principprogram" vedtaget et "reformprogram".

SF har stadig det mere "socialistiske" principprogram, men i partiledelsens forståelse har "reformprogrammet" erstattet dette som ledetråd for partiets konkrete politik. I og med denne slåen ind på en reformstrategi kan SF's udvikling på dette punkt godt karakteriseres som en "socialdemokratisering".

At SF hermed melder ud som et reformorienteret parti, er der vel næppe noget særligt nyt i og vel næppe heller i sig selv kritisabelt - velfærdsstaten er opbygget gennem reformer. 

Denne reformstrategi er imidlertid nok beslægtet med socialdemokratiets "reformisme" men af indhold forskellig fra det danske Socialdemokratis. Hvor indholdet for det danske socialdemokratis vedkommende stadig i betydeligt omfang er præget af "Den tredje vej", bærer SF's strategi på en række punkter snarere mindelser om "Det gode samfund", indeholdende bl.a.

• fornyelse og styrkelse af velfærdssamfundet
• styrkelse af det danske demokrati til også at omfatte samfundets økonomiske aktiviteter og arbejdslivet
• grøn omstilling til bæredygtig udvikling.

Programmatisk og politisk findes det danske svar på den socialdemokratiske venstredrejning og søgen efter nyorientering, udtrykt i "Det gode samfund", i dag derfor nok i højere grad hos SF end hos S.

SF er således under det danske socialdemokratis fortsatte "højrekurs" rykket ind på nogle af socialdemokraternes tidligere pladser og har udfyldt tomrummet med en mere "progressiv" reformpolitik.

Venstre- og højresocialdemokrati?

Lykketoft hævder som anført, at samarbejdet mellem S og SF i højere grad har indebåret SF's tilpasning til Socialdemokratiet end det modsatte [6].  At SF er blevet et socialdemokrati.

Set ud de politiske programmer er det imidlertid ikke rigtigt. Der er nok sket en med socialdemokratiet beslægtet øget reformorientering af SF, men SF repræsenterer, jf. "reformprogrammet", en mere venstredrejet eller progressiv reformpolitik.

Det kan således godt være, at der med Lykketofts ord eksisterer to socialdemokratier i Danmark, men det ene - S - er et højresocialdemokrati og det andet - SF - er et venstresocialdemokrati.