Sagaen om Asmaa
Af Ellen Brun

Offentliggjort: 01. oktober 2007

Debatten om Enhedslistens opstilling af Asmaa Abdol-Hamid (AAH) som folketingskandidat har skabt postyr på venstrefløjen. De for hvem parlamentarismen udgør politikkens "højeste stadie" ser dette kandidatur som en trussel mod EL's plads i Folketinget. Samtidig opfatter "politisk korrekte" socialister opstillingen af en troende muslimsk kvinde som uforeneligt med et hypotetisk socialistisk projekt.

Findes der i virkelighedens verden en prototype på "reelt-eksisterende socialister" eller en model for hvad vi forstår ved socialisme? I denne forbindelse er det ikke uinteressant at erindre at en hel del af de såkaldte Nykonservative, som var med til at planlægge USA's krig i Irak (og nu er i gang med at hetze for et militært angreb på Iran), i deres ungdom og tidlige karriere var overbeviste trotskister! Også her i landet har vi oplevet at flere fremtrædende personer fra ungdomsoprøret og Vietnam-bevægelsen nu står i frontlinien for udbredelsen af islamofobi! Naivister er de ikke, spørg Karen Jespersen!

Kinas kommunistiske parti har forladt Maoismen og er blevet en af USA's største kreditorer! Skulle amerikanske socialister have undladt at støtte Malcolm X på grund af hans troskab mod Islam? I Latinamerika var det katolske præster der udviklede "befrielses teologien" og deltog i kampen imod imperialisme og for sociale forbedringer. Skal vi afskrive Fidels Cuba fordi cubanske bøsser diskrimineres? Kan vi være sikre på at Hugo Chavez's populisme vil føre til det 21. århundredes socialisme?

Oprigtigt talt er kampen for socialisme en blandet affære! Truer AAHs religiøsitet med at forvandle EL til et parti der går ind for sharia-loven eller underminere det socialistiske projekt i andedammen? Fundamentalistiske islamister kunne omvendt se AAH som forræder nu hvor hun er medlem af et socialistisk parti og potentielt kan introducere progressive ideer i det danske muslimske samfund.

I denne sammenhæng forekommer Informations forside (1-2. sept. 07) under den dramatiske overskrift "Enhedslistens endeligt?" at balancere mellem advarsler og pusten til ilden. Tonen i lederen "Kære Asmaa" er paternalistisk og taktisk. At skænke en person så megen opmærksomhed er ude af proportioner. Men sagen om Asmaa og EL er en indlysende mediemæssig lækkerbid. Selv partier der indbyrdes konkurrere om venstrefløjens gunst er ikke fri for at deltage i hetzen.

Ikke en gang EL kan siges at have fuldstændig rene hænder. For udenforstående sympatisører er det uklart i hvor høj grad partiet spekulerede i at denne opstilling ville vinde stemmer blandt "nye danskere" ift. den parlamentariske kamp. Spørgsmålet er hvor teoretisk skolet man skal være for at være medlem af partiet og især blive udvalgt som folketings-kandidat? På den anden side, kunne Asmaas opstilling fortolkes som en modvægt til den generelle dæmonisering af Muslimer og som protest mod Danmarks krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan. Set i dette perspektiv kunne man argumentere at EL ønskede at tilføre progressiv politik en internationalistisk dimension: En opgave som historisk set har været yderst vanskelig for europæiske socialistiske/kommunistiske partier. Den oprindelige Vietnam bevægelse måtte i starten også her i landet udvikles udenom disse organisationer.

Denne strategi antaster unægtelig de proto-socialistiske kræfters traditionelle fokus på "her og nu" politik og parlamentarisme. Men kan problemerne i Danmark reduceres til et spørgsmål om at erstatte den nuværende regerende koalition, uanset hvor ønskværdigt dette måtte være? At hovedparten af den reformistiske venstrefløj lider af en sådan politisk reduktionisme og har glemt tiden under den første Rasmussen er ikke opmuntrende! Men fra en socialistisk synsvinkel legitimerer valget mellem en center-højre socialdemokratisk regering og en center-venstre liberal regering hovedsagelig det kapitalistiske system og dets herskende ideologiske hegemoni.

I disse år foregår der store forandringer i verden som påvirker de enkelte staters civile samfund og politiske kultur. Socialismen og miljøbevægelsen er på defensiven mens kapitalismen i sin nyliberalistiske form er på fremmarch. Globalisering siges at bringe de nationale økonomier tættere til hinanden og åbne for frie kapital- og vare bevægelser. Immigration fra den tredje verden er imidlertid udsat for stærk kontrol og holdes ude af den vestlige fæstning.

Ikke desto mindre er de vestlige demokratier siden Anden Verdenskrig blevet multikulturelle bl.a. på grund af det påståede behov for fremmed arbejdskraft samt den tids mere liberale flygtningepolitik. Det ligger i sagens natur at de gamle koloni-magter har fået en mere broget befolknings-sammensætning. I kølvandet på denne udvikling, kombineret med den usikkerhed globaliseringen indebærer, har latente reaktionære og racistiske kræfter påvirket den politiske dagsorden i de fleste vestlige samfund.

Angsten for de fremmede og især islamofobi er blevet opdyrket hos danskerne og efterlader sine spor i det politiske landskab. Heller ikke arbejderbevægelsen eller venstrefløjen er immun. Denne desorientering blev forstærket af de socialistiske landes sammenbrud. Problemet med at forstå de globale tendenser er blevet vanskeligere bl.a. på grund af nyliberalismen og mediernes voksende magt-monopol. Selvom de færreste accepterede den primitive tese om "historiens afslutning", som beskrivelse af liberal-kapitalismens sejr over kommunismen, blev der lukket op for teorier der, med fokus på kultur, foregav at forklare verdens nye tilstand. Ifølge denne tankegang havde international politisk økonomi som analytisk værktøj mistet sin værdig: den strukturelle forståelse af kapitalisme og imperialisme blev implicit og eksplicit forkastet.

I denne sammenhæng var det mere end paradoksalt at Samuel Huntingtons bog "Civilisationernes sammenstød" over ti år efter dens oprindelige offentliggørelse nu blev betragtet som aktuel og egnet til 2 dansk udgivelser (Informations forlag og People's Press)! Tidspunktet var interessant: samtidig med Danmarks deltagelse i to krige i den muslimske verden, samt Mohammed-krisens efterdønninger.

Tesen misbruges af Dansk Folkepartis chef-ideolog som teoretisk dækning for partiets støtte til Danmarks deltagelse i Irak-krigen uanset at Huntington har været modstander af den amerikanske invasion fra første færd! Debatten om presse-frihed som blev fremført efter Jyllands-Postens provokation anvendtes til at udbygge kløften mellem såkaldt demokratiske danskere og religiøse muslimer der ikke forstår dansk humor!

Det er i denne kontekst den danske venstrefløj skal fungere politisk. På den ene side identificere sig med de socialt udstødte og kæmpe sammen med arbejderbevægelsen imod nedskæringer og forringelse af livsbetingelserne. På den anden side opprioritere indsatsen imod de kræfter der er ude på at skærpe modsigelserne i vores multikulturelle samfund. Lige så vigtigt er det imidlertid at fokusere på internationale forhold og opbygge en modstand imod krig og aggressioner der foregår især i den 3. verden. Solidaritet med ofrene kan ikke diskuteres selvom vi kunne ønske at denne anti-imperialistiske kamp var ledet af socialistiske kræfter. Det er det rene sofisteri når SFs formand i sin kritik af EL's principielle støtte til krigen mod besættelsesmagterne udtaler at der ingen legitim modstandskamp findes i Irak! Ad bag døren legitimeres således "koalitionen af villige". Villy Søvndal glemmer, at den ikke DKP-dominerede venstrefløj i sin tid støttede den afghanske modstandskamp imod den sovjetiske invasion, selvom man også den gang kunne have sat spørgsmålstegn ved frihedskæmpernes politik og ideologi. Hvordan kommer vi, såkaldte socialister, til at reagere overfor det forestående amerikanske militærangreb på Iran, hvis regime består af et demokratisk-valgt reaktionært teokrati?

Det er muligt at en del "purister" ikke vil stemme på Enhedslisten ved næste valg på grund af Asmaa-sagen og at partiet ikke kommer ind i Folketinget. Men partiet fortjener ros for at have vist mod til at gå mod strømmen og udfordre gængse venstreorienterede ideologiske og politiske antagelser.

* Ellen Brun, dr.scient.soc., skribent og samfundsforsker. Har været medredaktør af "politisk revy" og medstifter af "Tidskriftet Salt".
Jacques Hersh, dr.scient.soc., professor emeritus i udviklingsstudier og internationale forhold.