Kampen om den politiske kultur

Af: Ellen Brun & Jaques Hersh

Angreb som højres bedste forsvar

Tiden står ikke stille og sandsynligheden for at størstedelen af menneskeheden står overfor en krise af uanede dimensioner synes endnu ikke at være dukket op på den politiske radarskærm hverken hos højre- eller venstre-kræfterne. Til trods for at verden præges af  store og usædvanlige natur-katastrofer, finansielle sammenbrud, stigende arbejdsløshed og årelange altødelæggende krige med dertil hørende miljø-ravager, kort sagt  udfordringer og usikkerhed på alle hylder, forsætter her i landet en stereotyp diskussion om politiske og ideologiske holdninger som i sin konsekvens bevidst eller ubevidst  bidrager til at styrke den herskende politiske kultur.

Centrum-højre sidder trygt  på både regeringsmagten og medierne, alligevel føler politikere fra den kant behov for at "profilere" sig  på bekostning af "venstrefløjens venstrefløj". Nu hvor SF, gennem sin tilpasning til centrum-højres politik, betragtes som stueren, er Enhedslisten blevet skydeskive for antisocialistiske angreb. Paradokset består i at udover at overvurdere Els betydning i det parlamentariske spil fremstår beskyldningerne fra højrefløjen, især hvad angår udenrigspolitiske emner, som stikpiller uden sammenhæng med den eksisterende virkelighed. Beklagelig vis får det tilsvarende et ufortjent patetisk skær når Enhedslisten seriøst forsøger at debattere på anklagernes tvivlsomme præmisser. Derigennem glemmes alt for tit forbindelsen til den politiske kultur og tradition venstrekræfter har eller burde have.

Begrebsforvirring!

Et godt eksempel herpå var at finde i Politiken (10.1.10) da Line Barfod i et læserbrev med begrænset spalteplads sobert tilbageviste Simon Emil Ammitzbølls anklager mod Enhedslisten for at have svært ved at distancere sig fra "voldsromantik" og for at sympatisere med udemokratiske regimer som det cubanske.  Diskussionens grundlag byggede på den herskende politiske og ideologiske diskurs som en stor del af centrum-venstre oppositionen (Socialdemokrati og SF) har accepteret. Grundantagelsen bag denne holdning er opfattelsen af de vestlige kapitalistiske demokratier som den bedste af alle verdener.

Men socialister har som bekendt en anden forståelsesramme og vision. De tilhører en anden politisk kultur hvis udgangspunkt er en kritisk analyse af kapitalismens måde at fungere på. Inddragelsen af denne forskel er nødvendig hvis debatten skal have relevans i den virkelighed vi konfronteres med. På et tidspunkt i landets historie, hvor det borgerlige flertal bl.a. har involveret Danmark i folkeretsstridige krige i fjerne lande, antager anklagerne imod venstrefløjen for "voldsromantik"  karakter af dobbeltmoral i næsten komisk grad. Der skal megen fantasi til at tro på at Saddam Hussein i Irak eller Taliban i Afghanistan truede Danmarks sikkerhed.

Den herskende politiske kultur opererer med et hukommelsestab, der i sidste instans søger at legitimere en institutionaliseret form for vold! I "behørigt" knæfald for beskyldningerne præciserer Line Barfod at EL faktisk tager "skarp" afstand fra alle former for vold.

Nu er "vold" som bekendt et tvetydigt begreb. Med selv det ringeste kendskab til historien (inklusive nutiden) vil man vide, at vold har været benyttet både som undertrykkelsesmiddel og som forsvar. (Selv Danmark producerede efter få års besættelse et vist antal frihedskæmpere!) Eksempler findes fra alle dele af verden og historiske perioder. De voldelige revolutioner i Europa imod absolutistiske regeringsformer, indianernes kamp for overlevelse mod amerikanske kolonisatorer, modstandskampen imod den tyske nazismes besættelse af Europa, den cubanske revolution mod Batista-regimet, befrielseskampene i Afrika og Asien mod kolonialismen og imperialismen. Listen kan med lethed gøres længere! Den inkluderer sågar Talibans krig mod NATOs besættelsesmagt i Afghanistan og Hamas' kamp mod den israelske okkupation af Palæstina.

Demokrati-fundamentalisme og "doublethink"

Diskussionen om demokrati og kritikken af Cubas et-parti-system lider af samme mangel på sammenhæng. Grundantagelsen i den herskende ideologi er, at vores samfundsorden og politiske system bør overtages af resten af verden som en "one-size-fits-all" model - selv med magtanvendelse! Mange på venstrefløjen betragter denne opfattelse som eurocentrisk, ahistorisk og udemokratisk! Historisk set er de "vestlige demokratier" jo identiske med de selvsamme imperialistiske lande, der koloniserede store dele af verden og lukrerede på slavehandlen! Den gang prækede man den ideologiske diskurs om "den hvide mands byrde" der påstod at ville "civilisere" de ikke-hvide!

I mere moderne tid har adskillige befolkninger i Den tredje Verden oplevet hvordan demokratisk valgte regeringer blev væltet af CIA-støttede kup.  Arbenz i Guatemala, Mossadegh i Iran, Lumumba i Congo, Allende i Chile og senest Zelaya i Honduras. I 2004 fjernede USA Haitis demokratisk valgte Jean-Pierre Aristide og sendte ham til eksil i Afrika. Listen kan uden anstrengelse gøres længere!

Hvis man ønsker at diskutere Cubas manglende demokrati må det vel være politisk korrekt at inddrage landets egne historiske erfaringer. I moderne tid har Cuba under sin  nuværende ledelse oplevet en amerikansk-støttet militær invasion  (Svinebugten). USA's økonomiske blokade og forsøget på diplomatisk isolation har varet i ca. 50 år. Fidel Castro har personlig oplevet adskillige CIA-støttede mord-forsøg. Til trods for de dertil hørende problemer har det "udemokratiske" Cuba opnået beundringsværdige resultater hvad angår uddannelse, sundhed, kultur m.m. Under den nuværende naturkatastrofe i Haiti er den cubanske indsats for at redde menneskeliv blevet rost på CNN.

Man kan naturligvis beklage at Cuba styres af et-parti system. Men skal venstrefløjen nødvendigvis overtage Vestens diskurs om indførelse af demokrati i andre lande?  Hvilken slags demokrati snakker vi om?  Et to-parti-system som i USA hvor penge-magt afgør valgets resultater og det militær-industrielle kompleks er instrumentet for landets udenrigspolitik. Kan man overhovedet forestille sig en fredelig demokratisk verden, hvor alle sikres et forbrug af verdens ressourcer svarende til det amerikanske? Skulle et demokratisk Cuba få lov til at etablere et tortur-fængsel i Florida? 

Måske mener demokrati-fundamentalister at inspirationen hellere bør være det indiske demokrati med sit kastesystem og atom-bomber? Eller den mellemøstlige model, dvs. Israel med sit etnokrati, atom-bomber og koloniale erobringer? 

En ny dagsorden efterlyses

Alvorlig ment: Historien er ikke slut! Den ideologiske og politiske kamp forsætter! Den herskende diskurs er et uanvendeligt grundlag for en diskussion af verdens mest presserende problemer. Som Marx i sin tid skrev i "Den tyske Ideologi" er den herskende klasses ideer til enhver tid de herskende ideer!

I dag befinder vi os i en situation, hvor selv de demokratiske rettigheder, som i Europa blev opnået ved oprør imod undertrykkende politiske regimer, nu trues af udemokratiske tiltag. Under disse omstændigheder er udviklingen af en politisk mod-kultur et presserende punkt på venstrefløjens dagsorden. Uden at kunne præcisere alle aspekter af en sådan  bevægelse burde en forudsætning være en ideologisk og politisk afmystificering af den reelt eksisterende kapitalisme, samt en prioritering af  solidaritet med alle dens ofre - nationalt såvel som  internationalt.  M.a.o. i første omgang, kalde en spade for en spade!