På høje tid at få skovlen under højre

Af: Steen Gottlieb

Indledning

I forordet til antologien "Stuerent?"bebuder redaktøren, Anne Jessen at det drejer sig om at forstå: "Hvad er det, der drager danskerne til at stemme på et parti, der er kendetegnet ved fremmedhad og domme for racisme? Hvorfor har DF så godt et tag i den danske arbejderklasse og socialdemokraternes gamle vælgere? Hvorfor lykkes det partiet at fremstå som den lille mands talerør og de undertrykte kvinders forkæmper? Hvorfor har partiet formået at rykke solidaritet fra at være noget rummeligt og inkluderende til at handle om lovstramninger og at holde andre ude?" (Stuerent? s. 11)

Svaret på de spørgsmål er brændende påtrængende for den politiske venstrefløj - og har været det meget længe. Men desværre indfrier antologien ikke de forventninger, der lægges op til. Slet ikke.

Hvad får vi så? Først og fremmest meget udskæld og afstandtagen. Bevar os, der er helt uden tvivl meget at skælde ud over, og der er meget at tage afstand fra. Vi får at vide at DF er mere end tvivlsomt demokratisk, deres forhold til ytringsfriheden er med dobbelte standarder, de er xenofobiske, bagstræberiske, racistiske og mange af deres grundantagelser har lighedspunkter med nazismen.

Det er alt sammen rigtigt hvad "Stuerent?" kan fortælle om Dansk Folkeparti- og det meste er skrevet før. Men ved at læse antologien og især diskutere den, kan man få lejlighed til at efterlyse at den venstreorienterede opposition (fra Henrik Sass til Frank Aaen) på et på et materialistisk grundlag udvikler en kritisk forståelse af Dansk Folkeparti. Vi kommer aldrig af med Dansk Folkeparti blot ved at fortælle hinanden at DF er helt forkasteligt, reaktionært og både halv og hel fascistisk. Måske kan vi komme af med Dansk Folkeparti, hvis vi forstår hvorfor dette parti har medgang og vælgerappel.

Dansk folkeparti som danskhed

Henrik Jørker Bjerre forsøger i sit bidrag i antologien at indkredse hvordan det højrepopulistiske parti kan overvindes. Til det formål giver han sig til at redegøre for partiets ideologiske grundantagelser og ikke overraskende kommer han til at DF's grundlag er danskhed. Men ved danskhed forstår DF lige netop det, som partiet selv synes er positivt. DF foretager en cirkelslutning, fremanalyserer Jørker Bjerre (s. 17).

Jørker Bjerre mener at DF succes består i "at DF (vil) sørge for, at "den almindelige danskers" hverdag lov at forblive nogenlunde som den er. DF's magt er vanens magt; vi ønsker at bevare den relative stabilitet og de koder og betydninger vi har lært igennem livet - følelsen af at føle sig hjemme og vide hvad man skal stille op - og DF lover os at opfylde dette ønske" (s.26)

Fra disse betragtninger springer Jørker Bjerre videre til den konklusion at man kommer DF til livs ved at "man (skaber) en ny fælles identitet, der inkluderer landmanden, håndværkeren, ingeniøren, akademikeren og imamen" (s.32).

-        og så foreslår Jørker Bjerre at man vover "at tænke et nyt fælles projekt" (s.32)

Med disse forslag havner Jørker Bjerre i en spøjs konservativ og idealistisk position. Det konservative og idealistiske består i at han forstiller sig en folkelig fælles identitet - åbenbart på tværs af samfundets klasser og dertil hørende modsætninger. Vi er ikke alle sammen i samme båd.

Henrik Jørker Bjerre er utilfreds med DF's forestilling om et fællesskab af danskhed og så er hans medicin mod dette at "man" opfinder et nyt fællesskab - og bare man denne gang inkluderer imamen. Det ligner en ny cirkel.

Dansk Folkeparti som politisk krisefænomen

Curt Sørensen har sat sig for at beskrive forudsætningerne for Dansk Folkepartis succes i antologiens længste afsnit. Han mener at partiets succes skyldes "en generel krise i hele vores samfund og vores politik" (s. 36). - Og hvis nogen bliver overraskede over at en revolutionær som Curt Sørensen er begyndt at tale om "vores samfund og vores politik", så kan jeg kun sige at det er jeg også!

Curt Sørensen fortæller krisen er " en dyb solidaritets - og identitetskrise." (s. 46). Han siger at "der sker en sønderbrydning af selve samfundets sammenbindende sociale bånd og fælles værdier" (s. 47), menneskene i dette moderne samfund mangler identitet og det bliver dem tilbudt - i en perverteret udgave - af højrepopulismen. Ifølge Sørensen er demokratiet i krise og politikerne er forvandlede til "magtens professionelle teknokrater og kræmmere" (s. 48) og oven i det kan Sørensen tre gange fortælle at "civilisationens fernis er tynd". (s. 44, 45, 59) - Hvilket, vi må forstå, er meget dårligt, fordi der kan opstå "farer" der stammer fra "os selv, fra elementer i den moderne civilisation og fra mørke sider af vores egen natur." (s.45) - Og her er det overraskende at se den engang materialistisk tænkende Curt Sørensen bruge disse metaforer, der ellers mest findes i et naturalistisk historie- og menneskesyn. Det vil sige en tankegang, der hviler på præmisser om en uforanderlig menneskelig biologisk natur, der virker determinerede for den politiske og historiske udvikling Dvs. at man fra opfattelser af en eller anden essens i artsindividet kan drage slutninger om hvordan individerne opfører sig som historie- og samfundsskabende subjekter.

Andet sted kan Curt Sørensen fortælle at folkelige bevægelser med et program, der er aggressivt vendt mod mindretal, er kendt i Europas historie som "jævnligt tilbagevendende" (s.43). Og igen overrasker Sørensen. Denne gang med en sådan et ordvalg, man ellers finder hos personer med en historieopfattelse, der fortæller at historien gentager sig og verden egentlig er et pendul.

Men pendultanken er tilstede de pudsigste steder, f.eks. hos den ellers venstreradikale Natascha, der synger "Gi' mig Danmark tilbage" og får netop denne strofe kopieret af - Dansk Folkeparti! Men også et parti "til venstre for midten" har ønsket at bruge netop disse ord i agitatorisk øjemed (Dagbladet Politiken 8.5.2008).

Det er Sørensens grundlæggende påstand at samfundets sammenhængskraft er i krise og deraf kommer så muligheden for "en mulig proto-fascisme" (s.60) hvor Dansk Folkepartis succes kan ses som et første, dansk tegn. Måske er der også dér inkluderet pendultænkning, når Sørensen taler om at vi har en generel krise i samfundet. - For en krise er vel noget der hører op, og muligheden for at pendulet svinger tilbage til normal er tilstede.

Det er ganske givet relevant at advare om at Dansk Folkeparti kan være et første skridt i retning af en langt videre højreorienteret - fascistisk - udvikling. Men Sørensen ikke så meget som antyder hvorfra en modudvikling kunne starte. Hans analyser er på et helt overordnet plan. Hvordan viser det sig helt konkret f.eks. at politikere er blevet til "magtens teknokrater og kræmmere"? Har de egentlig ikke altid været det i et kapitalistisk samfund? Er det så dårligt at sammenhængskraften i et borgerligt samfund kommer i krise? Åbner det ikke for nye muligheder? Marx var helt overbevist om at det var et positivt fremskridt at modsætningerne i det borgerlige samfund blev åbenbare (men - indrømmet - Marx pegede også på én bestemt, tilsyneladende velafgrænset, klasse i samfundet, der kunne bære positive forandringer igennem. Den er sværere at identificere nu).

Curt Sørensens tekst bliver sært tilbageskuende, når han ser og beklager de demokratiske institutioners forvitring. Hvor man kan påpege at Dansk Folkeparti ønsker sig tilbage til 1950'erne, så er det som om Curt Sørensen også ønsker sig tilbage til svundne tider.