Seriel lykke eller den abstrakte tids tyranni?

Af: Jan Mølgaard

Prøv engang at tage et kig på dine tv-programmer. Kig på tekst-tv (det tager sig tid, hvis man som jeg har omkring 45 kanaler) eller kig i avisen (hvor de ikke alle sammen er med). Og det tager endnu længere tid, hvis man skal se på samtlige programmer for en uge eller en måned.

Hvad ser du? Ja, det kan jo være lidt forskelligt, så her kommer en smule hjælp. Du ser serier. Masser af serier. Du ser også andet - tv-aviser, magasiner, film og sport - men først og fremmest ser du serier.

Jeg vil ikke engang forsøge at lave statistik over mine programmer. Men der er ikke en dag (bogstaveligt talt) uden at der bliver sendt mindst en - og for mange kanalers vedkommende flere - serieepisoder. Ganske ofte reklamerer kanalerne også med, at dagen i dag (eller i morgen eller i overmorgen) er XX-dag. Fordi der her kommer både en genudsendelse af en klassisk episode og en ny - eller indtil flere episoder af samme serie. Og ganske ofte oplever jeg, at jeg kan falde ind i eller droppe ud af indtil flere episoder af samme serie inden for en kort periode, hvis jeg griber den elektroniske padleåre (fjernbetjeningen) og tager en kanalrundfart.

Sådan er det.

Til det kan man naturligvis mene meget. Man kan mene, at det står sørgeligt til med befolkningens kulturelle habitus, når den tilsyneladende uden diskussion accepterer en sendeflade præget af fiktionsmæssig dåsemad. Man kan også mene, at det står skidt til med tv-selskabernes moral, når de på den måde tvangsfodrer seerne med noget, der er blottet for kulturel næringsværdi og holdning. Og man kunne ganske givet også mene noget i retning af, at det jo da ikke kan forundre nogen, når tv efterhånden er blevet en rendyrket kommerciel sag, hvor det blot handler om at producere så mange sendeminutter som muligt for så lave omkostninger som muligt.

Men man kunne også mene noget helt fjerde. Sådan som vi gør her.

Men inden vi kommer til det med holdninger og meninger, så lad os lige kaste et blik på disse serier. Vi starter med typerne.

Typologien er ikke fast. Den ændrer sig over tid. Og den ændrer sig gennem genrevariationer. Tager man et lille kig på de forskellige stationers programoversigt, så kunne det for eksempel se sådan her ud:

Hospitaler og læger

På et tidspunkt for nogle år siden, blev det pludselig igen populært at lave hospitalsserier. Ikke som i de gode gamle dage, hvor hospitalet som regel bare var rammen om romantiske eller andre forviklinger. Men inspireret af den succes, som forskellige kriminalserier og retssalsserier havde haft (New York Blues for eksempel). Hospitalet var stadigvæk rammen, Men det var kollektivet - gruppen af mennesker - som kom til at stå i centrum. Og det kom der en ny undergenre ud af - markeret med "Skadestuen" (eller "ER" som den hedder på engelsk). Denne serietype blev så stor en succes, at den meget hurtigt blev efterlignet.

Så nu har vi: House, Private Practice, Greys Hvide Verden, Scrubs, MASH (man kan diskutere om den hører til her, men den underholder i et hospitalsmiljø)

Dramadokumentariske serier

Reportager fra lufthavne, hospitaler, felthospitaler, singlelivets forskellige miljøer, de fedes liv, de unge mødres liv og så videre. Alle lader som om de viser virkeligheden. Ingen af dem ville komme på sendefladen, hvis de ikke også havde en elementær underholdningsværdi.

For eksempel: Singleliv, Den vrede Tømrer, De unge mødre, Luksusfælden, Supersize VS Superskinny, CPH - lufthavnen, Årgang 0,  

Serier med indbyggede konkurrencer

Det er sjovt at se folk dumme sig - tabe konkurrencen - eller sejre for den slags skyld. Og det er navnlig sjovt, hvis de miljøer, hvor konkurrencerne udspiller sig absolut intet har med seernes hverdagsliv og dets udfordringer at gøre.

For eksempel: Project Catwalk, Paradise Hotel, Project Runway, Fangerne på Fortet, Ramsay's Kitchen Nightmares (måske skulle man operere med en underkategori, der hedder køkkenserier), American Idol, Top Model, Modelakademiet, Vild med dans, X-faktor, Hvem vil være millionær

Ungdomskollektivet

Unge mennesker har altid været spændende. Navnlig for de ældre. Men også for de unge, usikre personer, der i serierne finder noget, som de enten kan spejle sig i eller distancere sig fra. Krydrer man det med lidt kærlighed og popmusik, så kører det.

For eksempel: Beverly Hills, 90210  (jo, den kører skam stadigvæk), Melrose Place (også en klassiker), Gossip Girl, Windfall

Familieserien

Dagligstuekomedier - eller komedier fra samtalekøkkenet. Sjældent vedkommende, men meget fornøjeligt og totalt afslappende. Også fordi det kun meget få gange er reelle problemer eller genkendelige problemer, man tager op.

Som oftest humoristisk. According to Jim, Two and a Half Men, Hænderne Fulde, One Tree Hill, Drew Carey, Aliens in America, Simpsons, Vores Værste År, Lov og Uorden, Gilmore Girls, Judge Grey

Ren underholdning

Familieserierne påstår dog i det mindste, at de beskæftiger sig med reelle og genkendelig konflikter. Her handler det bare om at skabe baggrunden for effektfulde one-liners og falde-på-halen-komik. Dåselatteren runger.

Selvom episoderne nogle gange lader, som om de også har holdninger: Sex & The City, Desperate Housewives, Lovespring International, Alle elsker Raymond, The Office,

Krimiserien

Som i alle andre kriminalhistorier handler dette her om forbrydelsen og dens opklaring. De skyldige skal findes (og formodentlig straffes). Men blot det, at de bliver navngivet rækker normalt i serieuniverset. Ganske ofte har serierne også et indslag af medicinsk og anden teknologi.

For eksempel: NCIS, The Mentalist, NCIS LA, Livvagterne, Dexter, Anna Pihl, The Good Wife, Night Rider, Bergerac, Små og store Synder, Special Victims Unit, Numbers, Cops, Sopranos