Det danske sundhedsvæsen - hvilke problemer og hvilke løsninger?

Af: Sophie Hæstorp Andersen

Det danske sundhedsvæsen bygger i dag på et sæt gode grundlæggende værdier: Fri og lige adgang til behandling for alle borgere i Danmark samt lægers og sygeplejerskers faglige suverænitet, som er underlagt et regionalt nærdemokrati i regionerne. Lighed i sundhed er helt centralt for vores danske velfærdsmodel. Derfor har det første prioritet for Socialdemokraterne, at vi fastholder værdierne i en tid, hvor det offentlige sundhedsvæsen er under stadigt større pres for at finde nye måder at løse opgaverne på. Samtidig har vi fem mål for, hvordan det danske sundhedsvæsen skal fungere.

For det første skal færre danskere blive syge og få behov for behandling. Sundhedsvæsenet - og vi selv - skal være bedre til at forebygge sygdomme. Vi vil uligheden i sundhed til livs. Rammer for det sunde liv er et fælles ansvar.  Holdningen om, at det alene er den enkelte danskers ansvar at leve sundt, er uholdbar. Alt for mange sundhedsproblemer er samfundsskabte: Forurening, dårligt arbejdsmiljø, nedslidning, fattigdom og usunde boliger påvirker vores sundhed. Det er ydre rammer for sundhed og trivsel, som borgerne hver især har ingen eller begrænset indflydelse på.

For det andet vil socialdemokraterne vil give danskerne ret til et 1. klasses behandlingsforløb, helt fra de går til den praktiserende læge, og til de måske skal genoptrænes. Danskerne skal føle sig trygge ved det offentlige sundhedsvæsen, og måden det fungerer på. Vores sundhedsvæsen skal være et godt sted at arbejde, da tilfredse medarbejdere giver bedre behandling og har overskud til at se mennesket i patienten.

Det offentlige sundhedsvæsen skal forsat være borgernes primære behandlingssted.  Udbygningen af samarbejdet mellem det private og offentlige må ikke ske på bekostning af det offentlige sundhedsvæsen og den fri og lige adgang.

Samtidig mener vi, at det er vigtigt, at politikere erkender behovet for at investere flere penge i sundheden - for at få en bedre forebyggelse, flere behandlinger og udbygge kvaliteten. Det er baggrunden for, at Socialdemokratiet og SF i "Fair Forandring" beder danskerne om at bidrage mere gennem øgede afgifter på sukker, mættet fedt og tobak - varer, der gør danskerne usunde. Indtægterne herfra, sammen med midlerne fra en afskaffelse af de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer investerer vi igen i vores sundhedsvæsen. Dels til bedre behandlinger for livstruende syge og akutte medicinske patienter, dels i en bedre forebyggelsesindsats i kommunerne overfor børn og unge.

Den borgerlige regering er "vendt på en tallerken" efter i starten af sin regeringsperiode at have prioriteret flere penge til sundhedsvæsenet. I dag gør strukturen bag regionerne og aflønningen per diagnose, at hospitaler, der lever op til kravene i form af akut kræftbehandling og 1 måneds behandlingsgaranti, risikerer at lave så mange behandlinger, at de året efter må fyre personale, fordi kassen er tom. Sygehuse, der gør hvad politikerne kræver straffes, men de afdelinger der ikke leverer nok behandlinger straffes også, når patienterne bruger deres frie valg til at blive behandlet på et privat hospital eller klinik til overpris. Den mållinie, der findes for at ramme lige netop plet er så lille, at det praktisk talt er blevet umuligt for hospitalerne at styre økonomien. Et udsagn der bakkes op af regeringens mest brugte ekspert sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen.

Det borgerlige svar på sundhedsopgaven ligner mere og mere en amerikansk model, hvor privathospitaler og private forsikringer tager over - de, der har råd, kommer først til behandling. Socialdemokraterne ønsker i stedet at forstærke den solidariske finansiering af vores sundhedsvæsen og bevare den fri og lige adgang for alle til 1. klasses behandling og sundhedsfremme.

Fri og lige adgang til 1. klasses behandling og forebyggelse

Siden 2001 er antallet af sundhedsforsikringer steget fra næsten ingen til at knap en million danskere nu har en sundhedsforsikring. Det betyder, at der er opstået et A-hold med de 1 mio. danskere, der er sikret hurtigere behandling hos speciallægen og på sygehuset. De resterende 4,5 mio. danskere er ikke alene på B-holdet, så de må vente længere på behandling, de er også med til at finansiere den hurtigere behandling af A-holdet. Staten taber årligt 700 mio. kr. på at sundhedsforsikringer betalt af arbejdsgiveren er skattefrie, 700 mio. kr. som kunne være brugt på det fælles sundhedsvæsen.

Men A-holdet er kun for de raske. Den dag, de ansatte pensioneres og får større risiko for sygdom, eller har været syge så længe, at de bliver fyret, mister de også deres sundhedsforsikring. Hvis man bliver alvorlig syg, mens man har forsikringen, og forsikringsselskabet opsiger forsikringsaftalen, så dækker forsikringen som oftest kun en begrænset periode efterfølgende, også for sygdomme, der er opstået, mens man var forsikret.

Fortsætter væksten i udbredelsen af sundhedsforsikringer og overbetalingen af de private sygehuse en valgperiode endnu, er det for sent. Danskerne vil definitivt være delt op i A- og B-hold efter, om de har en sundhedsforsikring, med pensionisterne og de arbejdsløse som de store tabere. Og de private sygehuse vil pga. overbetalingen have mulighed for at trække alle de bedste læger væk fra de offentlige sygehuse og kunne tilbyde langt bedre fysiske rammer. Det kommende valg er sidste chance for at standse den udvikling.

Det er velkendt, at en række eksperter har anbefalet, at man afskaffer fradragsretten for sundhedsforsikringer. Eksempelvis anbefalede Skattekommissionen i sit oplæg til en ny skattereform, at man fjernede skattefradraget for sundhedsforsikringer. Derfor kræver Socialdemokratiet, at fradragsretten for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer afskaffes. Speciallæger, der har overenskomst med Sygesikringen, skal ikke have lov til at have to ventelister - en til patienter med forsikring og en til patienter uden forsikring. Ventetiden må kun afhænge af, hvor alvorlig sygdommen er.

1. klasses sundhed

Danskere lever kortere end alle andre vesteuropæere. Regeringens målsætning er at øge middellevetiden med 3 år over de næste ti år. Det svarer alene til, at danskerne kommer op på svenskernes nuværende niveau. Det kan ikke siges at være et ambitiøst mål. Socialdemokraternes målsætning er i stedet at middellevetiden øges, så vi om ti år er helt på niveau med udviklingen i Sverige.

En anden stor udfordring er ulighed i sundhed. En 30-årig mand uden uddannelse kan forvente at leve mere end 5 år kortere end en 30-årig mand med høj uddannelse. Mens danskernes middellevetid samlet set er steget de seneste årtier, er den steget mindst hos de lavt uddannede. Socialdemokraterne vil gennem en bred og ambitiøs sundhedsfremme- og forebyggelsesindsats sikre, at alle danskeres levetid øges. Forebyggelse og sundhedsfremme skal tænkes ind i alle faser af livet - fra barndom til alderdom.

Det er igennem de senere år blevet klart, at viden om sundhed ikke altid fører til ændret adfærd. Oplysningskampagner skaber ikke i sig selv sundere rammer. En bredere vifte af forebyggende tiltag er nødvendig. Det handler om, at det skal gøres nemmere og billigere at dyrke motion og spise sundt og mere besværligt at leve usundt. De sunde valg skal være de nemme valg, og hverdagens fællesskaber skal fremme trivsel og sundere børn, unge og voksne. Holdningen om, at den enkelte alene har ansvaret for sin egen sundhed, er uholdbar, da det er samfundets ansvar at skabe rammer, der gør det reelt muligt og nemt at leve sundt. Et eksempel er, at den enkelte borger ikke kan bygge cykelstien - det er det offentliges ansvar. Til gengæld kan man ikke tvinge borgerne til at cykle til arbejde - det er borgerens eget ansvar.

Derfor er der brug for nytænkning. Der er brug for højere afgifter på de produkter, der ødelægger danskernes helbred. Tobak, mættet fedt, slik, sodavand, chokolade. Der skal indføres en arbejdsskadeafgift, som betales af virksomheder med særlig mange arbejdsskader. Og fradragsretten for sundhedsforsikringer skal afskaffes. Så kan vi prioritere verdens bedste sygehuse og forebyggelse for alle. Det er fair forandring, som vi har kaldt vores fælles skatteudspil med SF, der også sikrer, at pengene geninvesteres i det offentlige sundhedsvæsen.

Et nyt politisk flertal vil således tilføre 2 mia. ekstra til forebyggelse og sundhedsfremme. Konkret i form af forebyggende sundhedstjek og en storstilet forebyggelsesstrategi for børn og unge.

Forebyggende sundhedstjek

Hundredetusinder af danskere har en kronisk tilstand uden at vide det. Mange sygdomme bliver mindre alvorlige, hvis de opdages og behandles tidligt. Derfor vil Socialdemokraterne og SF indføre et forebyggende sundhedstjek, som alle danskere tilbydes i 45 års-alderen og løbende herefter. Sundhedstjekket er en grundig undersøgelse, der følges op af vejledning og konkret opfølgning på eventuelle faretegn.

Det vil være af stor betydning for den enkelte, fordi smertefulde sygdomsforløb let kan forhindres, hvis de konstateres i tide. Samtidig vil tiltaget på lang sigt frigøre midler i sundhedsvæsenet, fordi de tunge behandlingsforløb mindskes.  Der skal være særligt fokus på at sikre, at tilbuddet når ud til de mest udsatte borgere og til dem, der i dag står udenfor arbejdsmarkedet.

Forebyggelsesstrategi for børn og unge

Socialdemokraterne og SF vil lancere en omfattende forebyggelsesstrategi for børn og unge. Det er særligt her, vi som samfund kan påvirke adfærd og forebygge alvorlige sygdomme. 

Særligt de mange børn, der tilbringer størstedelen af deres dagligdag i offentlige skoler, børnehaver og vuggestuer, skal sikres sundere betingelser. Det kan f.eks. være i form af sunde madordninger, mere motion i dagtimerne og gratis tandkontrol for unge og ældre. Målet for forebyggelsesstrategien skal være at give vores børn gode vaner resten og livet, sikre flest mulig sund kost og bryde den stigende kurve i livsstilssygdomme.

En samlet forebyggelsesplan vil blive fremlagt af Socialdemokraterne og SF inden næste valg.


-> Offentliggjort d. 13. februar 2010 534 Fremvisninger · Udskriv

Din mening ...

Hvad savner du mest på KD?

Flere begrebsforklaringer

Debatmuligheder

Flere politiske analyser

Mere udlandsstof

Mere aktuelt indhold

Flere links

Andet

Skriv selv

Sidder du og brænder efter at tage til genmæle? Vil du deltage i debatten?

Kritisk Debat modtager altid gerne artikelforslag, som ligger inden for rammerne af vores grundlag.

Send artiklen til vores kontaktmail - og download vejledningen ved at klikke på linket herunder.

-> Vejledning til nye skribenter
-> Kritisk Debats grundlag

Seneste links

Socialistisk Standpunkt
Marxistiske analyser af situationen i Danmak og internationalt, samt mere teoretiske artikler. ...
Ikke så ringe BLOG
Kristian Madsen beskriver sig selv med følgende: "Helt grundlæggende abonnerer jeg på alle de gamle ...
Folkets Ting
God side at besøge, hvis man vil følge med i, hvad der foregår i Folketinget. ...
WikiLeaks
Hvor man kan læse fortrolige og hemmeligholdte papirer fra regeringer og statsorganer. ...
Washington Post
Washington Post's specialside om de hemmelige tjenester i USA ...
Kommunistisk Parti
Kommunistisk Partis hjemmeside med analyser m.m. ...
Dagbladet Arbejderen
Danmarks eneste røde dagblad ...
Modkraft
Oplagt link at videregive hertil. Blog-sektionen er virkelig blevet forbedret efter deres relaunch. ...
Fagligt Ansvar - netværk fo...
Et netværk for fagligt aktive med en klar rød dagsorden. Der er gode nyheder og ind i mellem også go ...
For velferdsstaten
Mye materiale om velferd - sett fra venstre. ...

Foreslå et link

Vi samler på gode links. Hvis du skulle være faldet over et af den slags, så brug muligheden for at dele det med andre. Brug funktionen foreslå link - der kan vælges fra menuen til højre. Vi forbeholder os retten til at kassere de links, som vi ikke mener er seriøse.

-> Du kan også klikke her for at foreslå et link

Redaktionelt

15. August 2010
57. udgave 7. årgang

Næste udgave udkommer
15. Oktober 2010

ISSN: 1604-4312
Nøgletitel: Kritisk Debat

-> Kontakt Kritisk Debat

Ønsker du besked om opdatering af siden, så tilmeld dig vores nyhedsbrev herunder.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Navn:
E-mail:

Kritisk Debat på Facebook


Følg os på Facebook ved at blive medlem af gruppen Venner af Kritisk Debat.

Skift skriftstørrelse

Skift til:

Sider vi godt kan lide ...















Copyright KRITISK DEBAT © 2010
Powered by PHP-Fusion copyright © 2002 - 2010 by Nick Jones.
Released as free software without warranties under GNU Affero GPL v3.
Siden dannet på: 0,01 sekunder | 283.195 Unikke besøg | jQ Blog
Tilpasning og kodning Fusion-Consultants