Til angreb for ytringsfriheden! - En kritik af Nils Bredsdorffs artikel: Ytringsfrihed, demokrati og Islam
Af Kasper Vieland Nielsen

Offentliggjort: 01. juni 2009
Vil I det totale marked?
Vil I den totale ytringsfrihed?
Vil I den totale krig?
Ja nemlig ja

I sidste nummer af Kritisk Debat havde Nils Bredsdorff en artikel med overskriften "Ytringsfrihed, demokrati og Islam".

Efter at have læst artiklen kom jeg til at tænke på den svineinfluenza, som medierne har skrevet så meget om på seneste. Nu er den åbenbart også kommet til Danmark. En af følgerne af den er, så vidt jeg har forstået, at man totalt mister orienteringsevnen, at man får en slags drejesyge i centralnervesystemet, så den smittede sanseløst drejer rundt om sig selv i en uendelighed. For mig at se er Bredsdorffs artikel et klart symptom på, at denne sygdom nu er nået til Danmark.

Udgangspunktet er den gamle sag om Muhammed tegningerne i Jyllandsposten. I centrifugen med den. Herfra kobles der først til religion dernæst til ytringsfriheden. Ned i centrifugen med dem. Så er vi nået til demokratiet. I centrifugen med det. Og sluttelig Islam, den skal også i centrifugen. Hu, hej, hvor det går. Jeg skal da ellers lige love for, at der bliver slynget rundt og filtret ind, og det gør det jo lidt svært at analysere, hvad forfatteren mener. Men lad mig prøve alligevel. Så vidt jeg kan se, så har artiklen fire hovedsynspunkter:

  1. Ytringsfriheden er konstituerende for demokratiet. Ytringsfrihed er lig med demokrati. Uden ytringsfrihed, intet demokrati.
  2. Ytringsfrihed er kun ytringsfrihed, hvis den er total, altså uden grænser, uden reguleringer (det skal dog siges at forfatteren nævner, at der går en grænse ved "opfordringer til vold og forfølgelse").
  3. Religion er noget vås og står i modsætning til oplysningstænkningens (modernitetens) sunde fornuft.
  4. Islam er noget vrøvl og udemokratisk.

For mig at se er 1 og 2 de væsentligste udsagn, men inden jeg går i gang med den egentlige analyse, vil jeg lige kort kommentere punkt 3 og 4, fordi de i artiklen "skygger" for forståelsen af det centrale i debatten om ytringsfriheden.

Bredsdorff har ikke megen respekt for det religiøse. For ham er det kort sagt noget "guddommeligt vås". Intet moderne menneske med den sunde fornuft i behold kan tro på "Moses tørskoede vandretur over Nilen, eller Muhammeds ridetur til Jerusalem". Som Tårbæk præsten Grosbøl sagde, så er det kun Ane i Kæret som kan tro på, at Gud har skabt verden, og at der er et liv efter døden.

I modsætning til dette synspunkt står så folk som filosoffen Wittgenstein og teologen og idehistorikeren Johannes Sløk, hvis synspunkt er følgende: Om Gud har skabt verden, eller om der er et liv efter døden, kan ingen sige noget fornuftigt om. Her kan vi ikke tale om hypoteser, høj sandsynlighed eller viden, men kun om tro. Og troen er ikke spørgsmål om fornuft eller ufornuft. Tro er hinsides fornuften. Det er et andet spil med andre regler end i videnskaben. Nogen vælger at tro på Gud, andre vælger det modsatte og begge dele er OK. Hvad der ikke er OK, er at gøre sig klog på troen og betragte "de andre" som tåber.

"Hvorvidt noget er en bommert eller ej - det er en bommert inden for et særligt system. Ligesom noget er en bommert i et særligt spil og ikke i et andet" (Wittgenstein). Jeg er på Sløk og Wittgensteins parti. Religion er ikke noget vås og står ikke i modsætning til oplysningstænkningens (modernitetens) sunde fornuft (og det gør det selvfølgelig lidt lettere at respektere religiøse følelser).

Islam er en religion og derfor som sagt ikke noget vrøvl. At være troende muslim er ikke ufornuftigt. Spørgsmålet er så, om Islam står i modsætning til demokratiet. Og det er der faktisk lavet rigtig mange undersøgelser om, og ingen af dem tyder på, at muslimske mindretal i vestlige demokratier er mindre demokratiske end resten af befolkningen (lige bortset fra en Cepos undersøgelse, herom senere). Der er intet i vejen for, at muslimer præcis lige som katolikker, protestanter, hinduer, sikher eller buddhister kan være for demokrati, eller at ikke religiøse (kinesere f.eks. og russere dengang Rusland hed Sovjetunionen) kan være imod (vestligt) demokrati.

Altså, lad os begrave religionsforskrækkelsen og komme i gang med det væsentlige - spørgsmålet om ytringsfriheden.

Nils Bredsdorff starter sin artikel med at referere en Cepos undersøgelse fra februar, der viste, at halvdelen af landets muslimer vil forbyde angreb på religion (medens tallet for den øvrige befolkning kun er 10 %). Altså er "de ikke (som danskerne) demokrater". Ugen efter kom der en ny undersøgelse, denne gang fra Københavns universitet, som viste "at indvandrere støtter demokratiet lige så meget som de indfødte".

Forskellen mellem resultaterne i de to undersøgelser forklarer Bredsdorf på følgende måde (eller også referer han til andres forklaringer, det fremgår ikke helt klart): "Det viste sig til overflod, at Cepos brugte gamle tal og manipulerende konklusioner". Under alle omstændigheder mener han, at den væsentlige debat, som Cepos lagde op til, blev slagtet. Havde Cepos alligevel fat i noget? Det er det spørgsmål, han stiller sig. Og derfor tager han så "ytringsfrihed, demokrati og Islam op på ny i sin artikel.

Lad mig starte med at rydde en misforståelse af vejen. Kære Bredsdorff, forskellen på de to undersøgelser var ikke, at det ene hold brugte gamle tal og manipulerede konklusionerne. Det afgørende var, at Cepos satte modstanden imod at kritisere religion, altså grænser for ytringsfriheden lig med en antidemokratisk holdning. Københavns Universitet brugte en anderledes og bredere definition på demokratiske holdninger. Derfor blev resultaterne forskellige.

Det centrale er altså, om ytringsfriheden er konstituerende for demokratiet, om ytringsfrihed er lig med demokrati. Og så skal det lige tilføjes, at ytringsfrihed kun er ytringsfrihed, hvis den er total, altså uden grænser, uden reguleringer. Dette er Bredsdorffs og mange andres synspunkt, og det er med den af ham så højt besungne sunde fornuft, selvfølgelig rent vrøvl. Det ville være ensbetydende med, at man ikke ville kunne udpege et eneste demokratisk samfund. Så vidt mig bekendt, findes der ikke noget demokratisk samfund, som ikke har forsøgt at regulere ytringsfriheden, altså har indført nogle begrænsninger af den.

Sagen om Muhammed tegningerne var i modsætning til, hvad der blev hævdet, ikke et forsvar til bevarelse af ytringsfriheden, men et angreb for at udvide den. Med tidsånden i ryggen (neoliberalismens lovprisning af den totale frihed, væk med alle reguleringer), næret af den almindelige utryghed ved det religiøse og godt fodret af angsten og vreden mod de fremmede lykkedes det i praksis at komme af med en af begrænsningerne i ytringsfriheden, nemlig blasfemi paragraffen.

I § 140 i den danske straffelov står der: "Den der offentlig driver spot eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder". Og derfor lagde 11 muslimske organisationer sag an mod Jyllands Posten. Statsadvokaten i Viborg afviste sagen, så der faldt aldrig nogen dom, og dermed var blasfemiparagraffen lagt død og ytringsfriheden udvidet. Men det er vel ikke ensbetydende med, at Danmark ikke var et demokratisk samfund før Muhammed sagen, men først blev det efter?

Ytringsfriheden (i dens totale form) er ikke konstituerende for demokratiet, at sætte lighedstegn mellem ytringsfrihed og demokrati er vrøvl. Hvilket selvfølgelig ikke forhindrer, at man kan diskutere, om vi ønsker det eller ej. Har vort samfund brug for mere ytringsfrihed, eller har vi brug for mindre ytringsfrihed (reguleringer).

Ifølge Bredsdorff så har vi brug for mere ytringsfrihed: "ytringsfrihed er ikke et tag selv bord, hvor udannede, eller grove og uvaskede fordomme kan vælges fra ...derfor kan ingen person, uanset hvor magtfuld eller magtesløs, besidde en ret til ikke at blive forhånet eller krænket... Der findes ikke en høflig eller hensynsfuld ytringsfrihed. Der findes ytringsfrihed og dens åbne og skjulte, religiøse eller bare multikulturelle modstandere må angribes".

Nemlig! Og husk at "hensyntagen og tolerance er noget, der skal udvises af den lyttende" (og ikke den talende). Det står der sgu i slutningen af artiklen. Og hvad er det udtryk for udover drejesyge i centralnervesystemet (Sådan kan begrebet hensyntagen da ikke bruges. Hensyn er noget, som den talende - afsenderen - kan tage. Det giver da ingen mening at koble hensyntagen til modtageren. Det er jo rent Orwelsk 1984 newspeak sprog).

Jo, det er udtryk for at frihedsbegrebet er gået grassat, at vi har glemt, at der var en grund til at den engelske filosof Hobbes gjorde op med forestillingen om, at et samfund kan bygge på den totale frihed, at modsætningen imellem fællesskab og individuel frihed kræver reguleringer.

Lad os lige resumere hans tanker. Hobbes skrev sin bog Leviathan i 1651 på baggrund af den engelske borgerkrig. I bogen introducerer han begrebet naturtilstanden, hvor individet har total frihed. Alle har ret til at kæmpe for sin egen overlevelse med alle midler. Enhver har ret til alt, og derfor bliver resultatet alles krig mod alle (borgerkrigen). I denne tilstand bliver den enkeltes liv nok frit, men prisen herfor er, at det bliver "ensomt, beskidt, dyrisk og kort".

For at slippe fri fra denne tilstand indgår individerne en kontrakt, hvormed de opgiver deres totale frihed og overgiver deres naturlige rettigheder til én instans ("suverænen"), som kan være et aristokrati, en konge eller et demokratisk råd. Selv foretrak Hobbes en konge som "suveræn", men det er mindre væsentligt. Det centrale er, at man overgiver sine individuelle naturlige rettigheder til en ydre instans og dermed muliggør bevægelsen fra en tilstand af alles kamp mod alle til etablering af, hvad Hobbes kalder det samarbejdende samfundslegeme, "hvor man ikke skal gøre mod andre, hvad man ikke vil have de gør mod én".

Dengang Muhammed sagen kørte, var det svært at forholde sig til den, svært at få en analyse stillet på benene. Men nu har vi efterhånden fået sagen på en vis afstand. Og med afstand mener jeg, dels er der gået nogen tid siden, og desuden skaber det forhold, at neoliberalismen er kørt i grøften nogle nye muligheder. Nu er det igen (næsten) muligt overhovedet at stille spørgsmålet, om det vi har brug for, ikke er indskrænkninger i ytringsfriheden i stedet for udvidelser.

Så her er mine holdninger. Lad os få vakt blasfemi paragraffen til live igen. Hvilket formål skulle det have at håne og krænke muslimer? (Hvis du synes mit synspunkt er uhørt tåbeligt, så gå ind på Wikipendia og se hvilke lande, der har love imod "hate speeches". Listen starter med Australien og slutter med USA. Og imellem de to lande vil du finde navne som Tyskland, England, Sverige, Norge, Finland osv. osv.)

Og så synes jeg faktisk også, der er behov for en sikring af privatlivets fred. Det er ikke OK, når Ekstrabladet den ene dag ynker og trøster forsangeren fra musikgruppen Kandis og hans børn, fordi hans kone og deres mor er død, for næste dag at udbasunere, at han har kneppet udenom, og at moren hængte sig.

Ja, Nils ytringsfriheden er præcis, som du skriver. Det er afgjort "ikke et tag selv bord, hvor udannede, eller grove og uvaskede fordomme (kan) vælges fra". Men jeg er ikke enig med dig i, at "ingen person, uanset hvor magtfuld eller magtesløs, (kan) besidde en ret til ikke at blive forhånet eller krænket". Jeg synes heller ikke, at børnene må udvise "hensyntagen og tolerance". Og skulle de engang i fremtiden, når de er blevet voksne, kritisere Ekstrabladets oplysninger om deres mor og far, så mener jeg ikke, som du, at så må de "angribes".

Jeg har svært ved at se på hvilken måde, ytringsfriheden i denne sag tjener demokratiet. For mig at se er dens funktion her alene at øge løssalget. Desværre er det ikke sådan, at ytringsfriheden altid bruges i demokratiets tjeneste.

Bredsdorff skriver i artiklen at "Ytringsfrihed er en betingelse for legitime styreformer. Love og beslutninger om deres gennemførelse er ikke legitime, med mindre de er blevet til gennem en demokratisk proces, og en proces er ikke demokratisk, hvis regeringen har forhindret nogen i at udtrykke sin overbevisning om, hvordan disse love og beslutninger bør være".

Det lyder da rigtig godt. Men hvad nu hvis nogle forsøger at vinde andre for en sag ved at vildlede dem. For eksempel da Fogh med udtalelsen, om at Irak havde masseødelæggelsesvåben ("det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved"), førte os ind i Irak krigen. Her ville det da have været rart med en indskrænkning i ytringsfriheden i retning af, at man ikke må lyve.

Det er nok tvivlsomt, om man så ville have kunnet knaldet Fogh (han kunne jo have udtalt sig i god tro). Men senere da han søgte posten som generalsekretær i Nato, sagde han på et pressemøde den 17. februar: "Jeg er ikke kandidat til nogen international post, og det er min hensigt at forblive som statsminister, så længe vælgerne ønsker det". Her kan der da ikke herske tvivl om, at manden bevidst løj. Og derfor burde han have haft et bødeforlæg med i kufferten, da han dampede af fra Danmark.

For mig at se er det på tide, at vi begynder at overveje hvilke indskrænkninger i ytringsfriheden, som er blevet nødvendige. Bredsdorffs artikel er et typisk eksempel på alt det vraggods, som fortsat flyder rundt efter neoliberalismens forlis. Derfor er det også umiddelbart forunderligt, at den er blevet bragt i KD hvis fremmeste formål er, "at række ud over den nyliberalistiske mainstream debat og at forholde sig kritisk til denne".

Men én god funktion har artiklen trods alt haft, nemlig at vise hvor stor og hvor vanskelig en opgave, det bliver at få muget ud i neoliberalismens efterladenskaber.

PS: Kære Nils Bredsdorff, jeg er godt klar over at tonen i artiklen er grov og beskidt, men som du selv siger om ytringsfrihed og demokrati: "Sidstnævnte er ikke et sted hvor man udveksler behageligheder eller acceptable uenigheder, og det første er for tiden ifølge domspraksis kun begrænset af åbne opfordringer til vold og forfølgelse."
Derfor.
Men.
Er det måden at gøre det på, er det befordrende for den demokratiske debat?