Ytringsfrihed, demokrati og Islam
Af Nils Bredsdorff

Offentliggjort: 01. maj 2009
I midten af februar i år offentliggjorde den neoliberale tænketanken Cepos en undersøgelse, der angiveligt viste, at halvdelen af landets muslimer vil forbyde angreb på religion. Altså var de ikke demokrater og dermed til fare for demokratiet. Ugen efter kom en ny undersøgelse, denne gang fra Københavns universitet, som viste, at indvandrere støtter demokratiet ligeså meget som de indfødte, dvs. at flertallet af de adspurgte.i begge grupper foretrækker demokratiet. Det viste sig til overflod, at Cepos brugte gamle tal og manipulerende konklusioner, så problemet om ytringsfrihed og demokrati og Islam blev stuvet af vejen igen - det var bare de reaktionære halvhjerner fra Cepos, der ville lave rav i den. Men sagen er værd at dykke ned i, fordi den belyser ytringsfrihedspørgsmålet eksemplarisk.

En af de kommentatorer, der tog fat i Cepos, var formanden for Kritiske muslimer, Sherin Khankan. For at undgå falsk polemik citeres bredt: »Intet menneske med sund fornuft vil mene, at man skal angribe religion. Jeg mener, at undersøgelsen er manipulerende, fordi Cepos er med til at konstruere et modsætningsforhold mellem islam og demokrati og islam og ytringsfrihed. At angribe en religion har intet med saglig religionskritik at gøre,« siger hun. »Det er usagligt, fordi hvad skulle formålet med at angribe religion være? Ved at bruge ordet angribe får Cepos det til at se ud, som om halvdelen af indvandrere og efterkommere er imod religionskritik, men det tror jeg ikke, at de er,« siger hun.

Ifølge Sherin Khankan bør man skelne mellem angreb på religion og saglig religionskritik. »Religionskritik er en væsentlig del af demokratiet og noget, de fleste støtter. At angribe religion er efter min mening et værre udtryk end hån, spot og latterliggørelse af religion. Det rammer muslimerne hårdt, og derfor tror jeg, at de svarer, som de gør,« siger hun. Og Asmaa Abdol-Hamid fra Enhedslisten tilføjer: »Loven skal selvfølgelig ikke regulere, hvad forfattere eller medier skriver, eller hvilke emner de tager op. Vi har allerede en blasfemiparagraf, som siger, at man ikke må håne.« (Jyllandsposten 13.02.09)

Det er uvist hvor på skalaen mellem angreb og forhånelse det fra Durban II-konferencen meget omtalte ord BAGVASKELSE kommer ind og, om brug af bagvaskelse af religion også er ufornuftigt og bør forbydes, som de islamiske landes organisation mener.
.
Khankan brugte den anden undersøgelses resultat til at fastslå, at karikaturkrisen ofte blev fremstillet som et sammenstød mellem to forskellige værdisystemer: "Det blev gjort til et opgør mellem Koranens hellighed og den generelle ytringsfrihed. Men den her undersøgelse bekræfter, at muslimer godt kan være troende og tilhængere af en sekulær stat på samme tid. Majoriteten af aktive muslimer hylder både hellighed og ytringsfrihed, og det skal der også være plads til," siger hun (Information 21.02.09)

Begge de kendte talskvinder siger det samme, som Tøger Seidenfaden, Uffe Ellemann og mange kulturradikale og venstrefløjs-kendisser siger. Kritik er fint inden for anstændighedens rammer, sårende ytringer bør stoppes gennem socialt pres. hvor hånen ikke allerede er forbudt i blasfemiparagraffen. De oprettede en særlig organisation til at orkestrere det kulturelle pres, og Politiken kørte en massiv kampagne for en politisk og etnisk korrekt ytringsfrihed. Ellemann sammenfattede den bløde censur i de berømte ord: "Vi skal ikke lægge bånd på ytringsfriheden. Vi skal lægge bånd på os selv og på vores anvendelse af denne frihed." (Berl. Tid. 2. juli 2006 2. sektion s. 12)

Vi har retten til at ytre os, men er forpligtet til saglighed og til at undlade at håne folk - især religiøse minoriteter. Angreb på religion hører ikke hjemme i demokratiet: "Intet menneske med sund fornuft vil mene, at man skal angribe religion, "så derfor er der ikke nogen modsætning mellem en begrænset ytringsfrihed - forbud mod u-fornuftige angreb - og sund fornuft og demokrati.

Men hele argumentationen viser en komplet mangel på forståelse for ytringsfrihed og demokrati. Sidstnævnte er ikke et sted hvor man udveksler behageligheder eller acceptable uenigheder, og det første er for tiden ifølge domspraksis kun begrænset af åbne opfordringer til vold og forfølgelse, jf. de forskellige frifindelser af og tiltalefrafald mod Jyllandsposten (se i øvrigt Vagn Greves nye bog om Strafferet, Bånd på hånd og mund, Djøf forlag 2008).

Problemstillingen kan grundlæggende illustreres ved det berømte Voltaire-citat om, at jeg er uenig med Dem, men vil kæmpe for Deres ret til at have Deres mening. Der er tale om en fejloversættelse, ligesom det i øvrigt er tvivlsomt, om Voltaire har sagt det. Citatet lyder: Jeg foragter Deres standpunkt ... Og det man foragter, her Den franske katolske Kirke, det angriber man. Voltaire gjorde i al fald, 'Ecrasez l'Infâme', knus den skændige, gemene (kirke). Sam Harris (Troens fallit, Akademisk forlag 2007) og en lang række agnostikere, ateister og forskellige ikke-troende angriber for tiden religion og religioner med megen sund fornuft. Angreb, hån og spot og latterliggørelse, Life of Brian, De sataniske vers og Sinés, Roald Als' og Kurt Westergaards tegninger er uadskillelige elementer i den kulturelle politiske kamp i demokratiet. Det er forsøg på at skelne mellem acceptabel kritik og uacceptabel ditto også - der er plads til udemokratiske kæfter i et levedygtigt demokrati.

Spørgsmålet, der springer i øjnene ved Khankans skelnen er: Hvem skal afgøre, hvad der er angreb, og hvad der er saglighed. Hvis emnet er tabubelagt, som f.eks borgerkrigene mellem de fire retledte kaliffer og tidspunktet for den endelige Koranudgave eller Profeters historiske gerninger og tolkningen af dem, så er risikoen nærliggende for, at grænsen mellem passende saglig eller videnskabelig kritik og angreb og blasfemi er hårfin. Khankan kan formodentlig lige så mange eksempler på dette, som jeg kan. Men desuden er også veritable, uartikulerede angreb på treenighedsmetafysikken eller hagiografier over Muhammed (Ramadans In the footsteps of the Prophet) eller saligkåringen/helgenretssagen af den forrige pave beskyttet af ytringsfriheden og kan ikke være andet. Og det er her den centrale og formørkede misforståelse ligger gemt - formørket fordi den baserer sig på en bevidst antirationel/u-.fornuftig tildeling af forrang til det religiøse, som afviser den (bløde) oplysningstænknings sidestilling mellem religiøse og verdslige standpunkter, som begge skal beskyttes.

Ytringsfriheden giver kun mening hvis den beskytter de meninger, jeg ikke kan lide. Kun hvis Søren Krarups ramme kritik af 'menneskerettighedsreligionen' og hans selvretfærdige lutheranske kristendom beskyttes, eller DFs mere indvandrefjendske opfattelser kan komme til orde, kan Abu Labans udsagn om, at "Islam har svaret på alle spørgsmål om, hvordan samfundet skal indrettes, også politisk." også være der (Information 07.01.06). Både kristne og muslimer er missionerende og tilhører begge verdensreligioner med stigende betydning, den kristne Pinsemission er angiveligt den kraftigst ekspanderende religion overhovedet (Christianity reborn, The Economist 23.12.06).Som flere præster har sagt, kan man ikke missionere og forkynde uden fornærmende eller blasfemiske angreb på andre religioner. Hvis det centrale budskab er, at Jesus er Guds søn, så er det, som Winkel-Holm (Information 11.02.06) siger det, en løgn, at Muhammed er hans profet - og omvendt. Bare at forestille sig et angrebs- eller latterliggørelsesforbud mod denne ekspansion af guddommeligt vås er rystende.

I al tumulten skal man huske på, at de muslimske landes organisation OIC for tiden kører et veritabelt diplomatisk felttog for at få FN-organer af forskellig art til at erklære ikke godkendt religionskritik eller angreb på religioner for stridende imod menneskerettighederne. I forhold til diskussionen om islam og ytringsfrihed er det vigtigt, at OIC er organisationen for de lande, hvor Islam er statsreligion, og hvor de centrale muslimske (fortolkende, retsskabende og åndelige) RELIGIØSE autoritative instanser er delvis statsintegrerede institutioner. På denne baggrund bliver forestillinger om, at man kan skelne mellem angreb og saglig kritik til et dække over, at der er nogen former for kritikere, dem vi foragter, som skal forbydes. Seidenfadens, Ellemanns og det pæne middelborgerskabs opfattelse af, at man jo ikke behøver at bruge sin ret til at ytre sig - hvis man ved, at nogen føler sig forhånet af udsagnet - er på overfladen stuerene forsøg på at mane det utilpassede, de uvane og de foragtelige standpunkter i jorden uden at bruge forbud men ved at appellere til pli og dannelse. I de bedre kredse angriber man ikke religion endsige forhåner forestillingen om Marias ubesmittede undfangelse, Moses tørskoede vandretur over Nilen eller Muhammeds ridetur til Jerusalem. Sund fornuft er som altid sund for nogen.

Den amerikanske retsteoretiker Ronald Dworkin har sagt, at vi ikke kan acceptere en rettighed til ikke at blive såret eller få angrebet sin selvrespekt og blive forhånet uden at undergrave hele grundlaget for rettighedstænkningen. "De dominerende opfattelser og fordomme i ethvert samfund vil altid såre nogle af dets medlemmer. Forfærdelige fornærmelser (insults) udsendes hver dag i nogle amerikanske samfund mod kreationister og religiøse fundamentalister, mod folk, der mener at homoseksualitet er dybt syndigt, og at sex kun er passende inden for ægteskabet, mod de, som mener, at Gud forbyder kirurgi eller penicilin eller forlanger hellige krige, ... Mennesker med tusinde forskellige overbevisninger ... og smag forulempes hver dag af al slags tale og skrift på alle niveauer i ethvert anstændigt demokrati verden over. ... Latterliggørelse er bestemt ofte uretfærdig. Folk burde latterliggøres og foragtes for nogle ting men ikke for andre. Men vi kan ikke acceptere en rettighed, der giver nogle folk en ret til at kræve af andre at de skal tøjle deres standpunkter om hvad som helst." (A new interpretation of academic freedom i: Louis Menand (red.) The future of academic freedom, Chicago University Press 1996)

Men Dworkin har ikke blot argumenteret for det absurde i at specielle magtfulde religiøse minoriteter skulle beskyttes særligt mod standpunkter de ikke kan udholde at høre. Han har også vist, at sammenhængen mellem demokrati og ytringsfrihed gør forestillingen om hensyntagen til religiøs overfølsomhed helt meningsløs i en demokratiteoretisk ramme. Ytringsfrihed er ikke et tage-selv-bord, hvor udannede eller grove og uvaskede fordomme kan vælges fra og enten ved det pæne selskabs, præsters, redaktørers, forfatteres, juristers, universitetseksperters og kunstneres sociale pres, eller ved regulær formel censur.

Dworkin skrev en kommentar til den danske sag om Muhammed-tegningerne i New York Review of Books under titlen Retten til at latterliggøre. Indledningsvist argumenterer Dworkin for, at det nok var en politisk klog beslutning, de amerikanske og britiske aviser traf, om ikke at offentliggøre de danske tegninger. "Der er imidlertid en reel fare for, at den britiske og amerikanske presses beslutning om ikke at offentliggøre tegningerne, selvom den er klog, fejlagtigt vil blive opfattet som en tilslutning til det udbredte standpunkt om, at ytringsfriheden har grænser, at den må afbalanceres mod "multikulturalismens" fortrin ..." Artiklen blev oversat og bragt i tidsskriftet Kritik (nr.180), men kontrære teoretikere, som mener det modsatte af næsten alle landet kronjurister, har ikke megen autoritet i Danmark. I Norge tildelte man ham sidste år den berømte Holberg-pris. Dworkins argumenter for den uløselige sammenhæng mellem ytringsfrihed og demokrati vandt heller ikke tilslutning på den multikulturelle venstrefløj og er derfor værd at slå et slag for igen: Her er den originale version:

"Ytringsfrihed er ikke blot et særligt og karakteristisk symbol for vestlig kultur, som med rund hånd kan forkortes og begrænses som en måde at vise respekt for andre kulturer, der forkaster den, på samme måde som en halvmåne eller en syvarmet lysestage kan sættes op ved siden af et religiøst kristent symbol. Ytringsfrihed er en betingelse for legitime styreformer. Love og beslutninger om deres gennemførelse er ikke legitime, med mindre de er blevet til gennem en demokratisk proces, og en proces er ikke demokratisk, hvis regeringen har forhindret nogen i at udtrykke sin overbevisning om, hvordan disse love og beslutninger bør være".

Dworkin lader ingen tvivl tilbage om holdningen til latterliggørelse og hån, og selvom han ikke bruger ordet angreb på religion er der ingen rimelig tvivl om at angrebet - uden opfordring til voldelig handling og forfølgelse, er omfattet af beskyttelse af ytringsfriheden. Og argumenterne som på grund af det kulturelle bedste-borgerskabs trommeild - og venstrefløjens manglende politiske mod til selvransagelse - ikke er blevet hørt, lyder sådan:

"Latterliggørelse er en særlig form for ytring; dens substans kan ikke pakkes om i en mindre stødende retorisk form uden at udtrykke noget meget forskelligt fra det, der var intentionen. Det er grunden til, at vittighedstegninger og andre former for latterliggørelse i århundreder, også når de var illegale, har været blandt de vigtigste våben for både hæderlige og ondsindede politiske bevægelser.

Derfor kan ingen person, uanset hvor magtfuld eller magtesløs, besidde en ret til ikke at blive forhånet (insulting: fornærmelse, krænkelse, forhånelse) eller krænket (offended: stødt, fornærmet, krænket). Dette princip er særlig vigtigt i et samfund, der stræber efter racemæssig og etnisk retfærdighed. Hvis svage eller upopulære minoriteter ønsker at blive beskyttet mod økonomisk og retlig diskrimination af loven - hvis de ønsker love vedtaget, som forhindrer diskrimination mod dem på arbejdsmarkedet, for eksempel - så må de være villige til at tolerere en hvilken som helst fornærmelse eller latterliggørelse som folk, der er imod en sådan lovgivning, ønsker at sende ud til deres med-vælgere, fordi kun et samfund, som tillader sådanne fornærmelser som del af den offentlige debat, legitimt kan vedtage sådanne love. Hvis vi forventer, at snævertsynede, bigotte personer skal acceptere flertallets afgørelse, når flertallet har talt, så må vi tillade dem at udtrykke deres snævertsynede fordomsfuldhed i den proces, hvis endelige afgørelse, vi beder dem acceptere. Uanset hvad multikulturalisme betyder - uanset hvad det betyder at kræve øget "respekt" for alle borgere og grupper - ville alle dens fortrin blive gjort til skamme, hvis de blev opfattet som en retfærdiggørelse af officiel censur.



Hvis halvdelen af de adspurgte muslimer i Cepos undersøgelse faktisk mener, at angreb på religion skal forbydes, ja så har de ikke forstået sammenhængen mellem demokrati og ytringsfrihed. Men skidt, det har flertallet af de toneangivende indfødte fra det kulturelle mellemlag og venstrefløjen heller ikke. Den anden undersøgelse, som viser, at "der ingen forskel er" mellem indvandrere og indfødte mht. støtte til demokrati, siger jo ikke meget om, hvad de to grupper mener om evt. censur, blot at de er enige - om hvad? Om muhammed-tegningerne?

Demokrati handler om en måde, hvorpå vi kan behandle kradse modsætninger og gensidigt foragtende standpunkter - stillingtagen til krigserklæringen, privatisering, integrationen - i en acceptabel social, modsætningsfyldt men ikke-blodig, ramme. Demokrati er evnen til at forholde sig rationelt, fornuftigt, til det foragtelige standpunkt og selv have rollen som den foragtede. Hvad vi ikke-troende og ateister ikke må lægge ører til af gudeligt præk og skinhellige angreb for, at vi i modsætning til de frelste er uden åndelighed. Forudsætningen for at det fungerer og endda udvikler sig som i Vesteuropa i dag (ihukommende Menneskeretsdomstolens praksis) er, at domstolene og politikerne fortsat afviser angrebet på ytringsfriheden og den herskende forvrøvlede hensyntagen, der jo i grunden tilsidesætter andre gruppers meninger.

Hensyntagen og tolerance er noget der skal udvises af den lyttende, mens den talende skal sige sin ærlige mening - inden for lovens vide rammer. Så længe officielle, semiofficielle og halvprivate muslimer kæmper for at begrænse ytringsfriheden angiveligt til den saglige, håndterbare kritik og ikke vil være tolerante lyttere, så markerer de, at der faktisk er en modsætning mellem islam og demokrati. Det behøver man ikke lave spørgeskemaundersøgelser over. Og
ja, hvis nogen skulle spørge, så er der også en modsætning mellem venstrefløjen, som intet har lært af stalinismens forbrydelser på dette område, og demokratiet. Der mangler således helt et opgør med de kræfter der vil forhindrer DF og nazister i at ytre sig.

Sagt på en anden måde: der er ingen fælles opfattelse af, hvad høflighed og pli er, hvad saglighed og angreb er, hvad der er helligt og hedensk, hvad anstændig politisk kultur og debatform er. Der er en kamp om ordenes indhold, og skal den foregå demokratisk, kan der ikke forlods uddeles definitioner af, hvad der er fornuftigt, og hvad der er kritiserbart og hvordan. Der findes ikke en høflig eller hensynsfuld ytringsfrihed. Der findes ytringsfrihed, og dens åbne og skjulte, religiøse eller bare multikulturelle, modstandere må angribes..

Baggrunden og dokumentationen for denne kritik er dels en lang række artikler og dagbladskronikker i kølvandet på karikaturkrisen, f.eks 'Shari'a og satire', Social Kritik 104 maj 2006, 'Pli, demokrati og den nødvendige blasfemi', Kritik 181, december 2006, og især læsninger om emnet ytringsfrihed og rets- og demokratitænkning i politisk islam i 'Islamisme, Shari'a og ret', Skriftserie fra Roskilde Universitetsbibliotek nr.48 juni 2007 også online: http://www.rub.ruc.dk/rub/omrub/publikationer/shtml