KRITISK DEBAT Maj 2006

 Printervenlig version

Oprejst eller på knæ – modoplysningens kritik af sekularisme

Hvad er det rette forhold mellem religion og politik? Søren Krarup og Erik Bjergager påstår, at det både er umuligt og farligt at prøve at bryde båndet imellem religion og politik. De taler om menneskets fordærvethed. Heroverfor står Oplysningens menneskesyn, der insisterer på menneskets mulighed for at arbejde sig fremad mod det stadigt lidt bedre.

Konflikten er denne: den religiøse side tror, at det kun er hvis mennesket falder ned på knæ, at det kan redde sig fra dets egen destruktivitet; en humanist derimod tror, at de kun vil redde sig, hvis de står på egne to ben.

- Michael Ignatieff, Human rights as politics and idolatry, 2003.

I et interview i forbindelse med udgivelsen af Jarlner & Jerichows bog Grænser for gud siger chefredaktøren for Kristeligt Dagblad, Erik Bjerager: "Hvis staten ikke er forankret i noget, der er større end den selv, så ender staten med at udvikle sig i totalitær retning" (Jyllands-Posten 23.10.2005). Og i et interview (17.03.2006) i hans egen avis i forbindelse med udgivelsen af sin bog Gud bevare Danmark siger han, at det at:

"... vi anerkender, at noget er større end os selv og forankrer det, er en tæmmende instans ... Når man vender ryggen til Gud, bliver noget andet Gud - den uhæmmede dyrkelse af individualisme og materialisme for eksempel ... Hvis man ikke har Gud som instans uden for sig selv og som dømmende instans, går mennesket amok, og det er holocaust eksempel på."

I en kommentar til folketingsvalget d. 20. november 2001 skriver præsten og nyvalgt folketingsmedlem Søren Krarup om det, han kalder 'det kulturradikale sammenbrud' og han bruger Jens Otto Krag som eksempel på kulturradikalismens eller humanismens væsen. Undergangen for Krag starter, da han melder sig ud af folkekirken:

"Det betegnede hans brud med barndomshjemmet og den sammenhæng, han kom fra, og samtidig hans omvendelse til kulturradikalismen. Stud.polit.en havde fundet andre guder i form af de emancipatoriske ideer, der trivedes i hans ny københavnske omgangskreds." (Politiken 16.03.2002)

Hvis vi ser bort fra Krarups land/by distinktion som forskellen mellem det ægte og det forfalskede og uden at foregive hverken en alliance eller forbrødring mellem Bjergager og Krarup så trækker deres forestillinger om relationen mellem religion og politik på nogle fælles grundidéer, der har et væsentligt udspring i en ofte overset strømning: modoplysningen, der opstår i reaktion på de religiøse, politiske, kulturelle og moralske implikationer af oplysningsprojektet. De deler opfattelsen af, at det ægte liv leves religiøst, og at afvisningen af det religiøse tvinger dets genkomst i form af totalitære og destruktive afguder.

Én af de væsentlige ideer i modoplysningen er, at religion er en uudryddelig del af menneskelivet. Vi har derfor valget mellem en 'ægte' religion, der sætter gud øverst som det uangribelige og evige eller en 'uægte' og 'perverteret' religion, der sætter mennesket øverst, hvad enten denne så har form af racen, klassen, det abstrakte menneske i menneskerettighederne eller noget andet. Religion vil der være. Kun formen er til debat. Det betyder, at hvis religionen i dens 'ægte' form benægtes, da indsætter mennesker en anden figur på guds plads: det selv.

Problemet med mennesket på guds plads er, at der da angiveligt ikke er noget til at bremse eller hindre menneskets destruktivitet, dets iboende ondskab, dynamik, ambition eller hvad end man vælger at kalde det. Mennesket skal altså holdes fast for ikke at udarte sig, ganske som politikken skal informeres af religionen for ikke at udarte sig til totalitarisme. Individet og kollektivet skal derfor bestemmes og begrænses af noget større end dem selv; noget der ikke står til forhandling eller diskussion; noget der er evigt og absolut; og noget der ikke lader sig ændre efter menneskeligt forgodtbefindende.

Disse forestillinger har i forskellige versioner floreret i det meste af den europæiske idéhistorie, men de får en særlig udformning i det, jeg med et udtryk fra Isaiah Berlin kalder for modoplysningen, og som han i sin Against the Current (1979) definerer som "en modstand overfor forsøg på en rationel reorganisering af samfundet på vegne af universelle moralske og intellektuelle ideer", dvs. en modstand imod det, man kan kalde oplysningsprojektet, der søgte at rationalisere og videnskabeliggøre nogle af de menneskelige relationer for herved at gøre livet længere, sundere og mere produktivt samt at gøre politikken mere fornuftig, mere effektiv og ikke mindst at åbne den for diskussion og korrektion.

Oplysningsfilosofferne så sig i konflikt med bedraget selv; i krig med den systematiserede usandhed. Voltaire skrev til en ven, at det var nødvendigt, "at få folk til at se, hvordan vi er blevet narret i alle ting; at vise hvor meget af det, vi betragter som gammelt, der egentligt er nyt; hvor meget der er blevet benævnt respektabelt, der egentlig er latterligt." Brandes ramte det ganske præcist, da han om Voltaire skrev, at "den umådelige reform, Voltaire foretog med hensyn til historieskrivningen, som denne havde eksisteret i de sidste 1500 år, var den, at han i historiens store skuespil strøg forsynets rolle." (Begge citeret fra Peter Gay, The Enlightenment, 1967/1970.)

Det er vigtigt her at foretage en skelnen, der ofte sløres i kampens hede mellem religionen og kirken. Flere af oplysningsfilosofferne var ateister og materialister, men de fleste var troende i en eller anden udstrækning og anså religion som nødvendig for opretholdelse af samfundsordenen. Det er derfor forkert at sige, at der er et generelt og fanatisk religionshad i Oplysningen. Der er snarere tale om et kirkehad; et program for tilbagerulning af kirkens magt, hvilket 'liberalismens fader' John Lockes Brev om tolerance fra 1689 er et eksempel på. Her skal både den politiske og religiøse magt lære sine grænser at kende. Locke er religiøs, men han ønsker ikke religiøse dogmer forkyndt og anvendt i det offentlige. Religion er privat og må kun have private effekter.

Jeg vil i det følgende holde mig til at diskutere modoplysningen i forhold til den nutidige problemstilling omkring det rette forhold mellem religion og politik - og særligt påstanden vi så hos Bjerager og Krarup, at det ikke bare er umuligt men også farligt at bryde båndet mellem religion og politik. Første del koncentrerer sig om modoplysningen og anden del om dens nutidige formulering og det særligt hos Krarup, da han er den mest højlydte (men på ingen mest tænksomme) eksponent for modoplysningen i dagens Danmark.

I
"'Lighedsmændene' ændrer og fordrejer derfor kun tingenes naturlige orden, de giver samfundsbygningen overbalance, idet de bygger dét oppe i luften, som af hensyn til bygningens soliditet nødvendigvis må anbringes på jorden"
- Edmund Burke, Reflections on the Revolution in France, 1790.

Nogle af de vigtigste figurer i modoplysningen var englænderen Edmund Burke (1729-1797), franskmanden Joseph de Maistre (1753-1821), tyskeren Justus Möser (1720-1794) samt spanioleren Juan Donoso Cortés (1809-1853). De så alle tre en uoverstigelig modsætning mellem kristendommen på den ene side og oplysningsfilosofien på den anden. Kristendommen hyldede religionen, autoriteten, hierarkiet, stabiliteten, den lange ubrudte historie, lokale skikke og vaner, fordommen, det givne og traditionen som de basale og nødvendige elementer i enhver socialitet. Oplysningsfilosofien var et oprør imod disse. Det var ikke (som de fleste oplysningsfilosoffer så det) et oprør imod specifikke autoriteter, fordomme eller traditioner men imod religion, autoritet og tradition som sådan. Det var et oprør mod gud, der ifølge modoplysningen er enhver ordens og autoritets ophav og garant. Verden er ikke længere skabt i guds billede men skal skabes i menneskets. Oplysningen var derfor med Maistres ord i hans Betragtninger over Frankrig fra 1797 en "essentielt set forstyrrende kraft". Oplysningen var kort sagt destruktiv.

Der blev med oprøret mod gud igangsat en proces, der væltede hele socialiseringens instrumentarium. Juan Donoso Cortés udtrykker konsekvensen af oplysningen, som modoplysningen ser den: "Menneskeheden vil være perfekt, når den afviser Gud, der er det religiøse bånd; når den afviser staten, der er det politiske bånd; når den afviser den private ejendomsret, der er det sociale bånd; og når den afviser familien, der er det hjemlige bånd." (Brev til greven af Montalembert d. 26. maj 1849).

Oplysningen sætter alt til diskussion. Principielt set er der intet helligt, uangribeligt eller evigt. Alt kan forandres - og alt vil over tid blive forandret eller omfortolket. Modoplysningen kan kun forstå dette krav om altings diskuterbarhed som en formel for kaos. Alle absolutter undergraves og alle autoriteter problematiseres. Den politiske og den moralske verden bliver ustabil og uregerlig. Mennesket - som individ og kollektiv - har nu kun sig selv som standard, hvilket for modoplysningen er det samme som en eklatant mangel på standard og begrænsning. Der er intet til at stoppe menneskets forandrings-ambition; alt ligger åbent for den totale transformation.

Modoplysningen så og ser menneskets ondskab i mennesket selv og påstår, at oplysningen ser ondskaben i de institutioner, der omgiver og former mennesket. Mennesket er grundlæggende godt men overalt forkrøblet af institutioner og fordomme. Nedbryd eller omdan dem, og du omdanner mennesket. Oplysningen erklærer derfor krig imod alle samfundets institutioner og forestillinger i et gigantisk frigørelsesprojekt, der viser sig at være et løsrivelsesprojekt, der river mennesket ud af dets dagligdag, dets sammenhæng og dets lokale virkelighed. Som Joseph de Maistre siger i en berømt sætning i Betragtninger over Frankrig, og hvis nutidige ekko man finder i stort set alt, Søren Krarup skriver:

"Forfatningen af 1795 var, som dens forgængere, lavet for mennesket. Men der findes ikke sådan en ting som mennesket i denne verden. I min livstid har jeg set franskmænd, italienere, russere osv. Takket være Montesquieu ved jeg, at man kan være perser. Men mennesket, erklærer, har jeg aldrig mødt i mit liv. Hvis han eksisterer, da er han ukendt for mig."

Den abstrakte størrelse menneske er en illusion, da der kun findes konkrete faktiske mennesker. Og det er et forræderi imod disse konkret eksisterende mennesker. Som Krarup ynder at sige, så ofres mennesket for menneskeheden. De konkret eksisterende og besværlige mennesker prisgives til fordel for en vag forestilling om fremkomsten af en god menneskehed. Oplysningsfilosofferne fratager mennesket den umiddelbare tilgang til livet, de bånd, de vaner og den historie, der gør det enkelte menneske både unikt og del af en kæde af mennesker i fortid, nutid og fremtid til fordel for det egennyttecentrerede, atomistiske og ensomme individ.

Mennesket er ikke simpelt hen et individ, der kan styre og lede sig selv ved hjælp af bare fornuften men snarere et medlem af et fællesskab, der har formet og tugtet ham til en form og et væsen, han ikke selv helt kan forstå eller overskue men som udgør den primære ramme for hans liv, forpligter ham på den konkrete eksistens og som i sidste ende er det, der gør ham til et menneske. Mennesket skal omgives af fordomme, autoritet, historie og tradition for at kunne leve i verden.

Oplysningen og Den Franske Revolution er derfor et gigantisk eksperiment i menneskelig ingeniørkunst. Men et eksperiment, der ifølge modoplysningen er dømt til at fejle. Oplysningen stod nemlig ifølge modoplysningen basalt set i et modsætningsforhold til virkeligheden. Deres abstrakte og rationalistiske ræsonneren fjerner dem fra tingenes sande tilstand. Deres universalistiske begreber står overfor virkelighedens partikularitet og konkrethed. Deres reformiver konfronteres med befolkningens træghed og dagligdagsopfattelse af livet og meningen. Deres opfattelse af menneskenaturen er i modstrid med menneskets syndighed. Oplysningen er derfor i en uerklæret krig med både historien, naturen og befolkningen, hvilket får Burke til at kalde det en "barbarisk filosofi, som er udklækket af kolde hjerter og forvirrede hjerner" (Reflections on the Revolution in France, 1790).

Den vigtigste påstand er, at frigørelse ikke kan føre til frihed. Det antiautoritære oprør bærer med nødvendighed undertrykkelsen i sig. Det vigtigste billede på og argument for det er Den Franske Revolutions udarten sig til et terrorregime. Argumentet kan generaliseres til, at det antiautoritære oprør slår over i en særlig fanatisk form for formynderisme, der ikke anerkender nogen grænser for sin destruktions- og skabertrang. Oplysningens antiautoritet er med et moderne udtryk totalitær, og de nutidige formuleringer af påstanden trækker en lige linje fra oplysningsfilosofien til Auschwitz og Gulag. Hovedelementet i denne påstand er, at den ubundne fornuft er ekspansiv og magtbegærlig, hvorfor den vil stræbe mod at bemægtige sig alt og alle, forme dem i sit billede og knuse alle, der ikke vil underlægge sig.

II
"... demokratismens dyrkelse af harmoni og tolerance er ikke væsensforskellig fra nazismens dyrkelse af autoritet og disciplin. Det er to forskellige former for idealisme. Men enhver idealisme er udtryk for foragt for mennesket. Idealismen kender nemlig ikke mennesket som den enkelte, men kender alene sin idé om mennesket"

- Søren Krarup, Demokratisme. En kritik, 1968.

Søren Krarup er interessant som repræsentant for en nutidig modoplysning, idet han trækker sin modstand imod sekulær humanisme tilbage til oplysningstiden:

"Den ideologiske udvikling, Orla Lehmanns linie, Lenins linie, 68-oprørets linie - den er udsprunget af 1700-tallets oplysningsfilosofi og humanisme, der gjorde mennesket til tilværelsens mål og mening, fordi det gjorde mennesket til sin egen skaber og gud. Heraf er alle totalitære, ideologiske bevægelser vokset, hvad enten de kalder sig socialistiske, nazistiske, kommunistiske eller fascistiske. I den franske revolution af 1789 fik denne totale humanisme sit første politiske udtryk" (Det tavse flertal. Konservative essays, 1987)

Disse er alle del af samme humanistiske ideologi, der ifølge Krarup " i virkeligheden [er] en legalisering af menneskelig ondskab og selvretfærdighed derved, at den afviser skaberen og således retfærdiggør skabningen og al dens udfoldelse. I det rousseauske begreb om 'lykke', i læren om miljøet og arten, i dyrkelsen af naturen og naturvidenskaben - i alt dette bestialiseredes og brutaliseredes mennesket og dets tilværelse." (Det moderne sammenbrud, 2001). De er alle frigørelses-ideologier, men som vi så ved modoplysningen, så er det bærende argument, at frigørelse ikke fører til frihed: "Frigjorthed blev til ensomhed. Frihed blev til ligegyldighed." (Det moderne sammenbrud, 2001). Ensomhed og ligegyldighed er vilkåret for det frigjorte menneske, idet det intet har til at holde det fast ved livets og tilværelsens konkrete sandhed og sammenhæng.

I et interview på www.ræson.dk d. 20. oktober 2003 siger Krarup, at "Indvandring og EU er to sider af samme sag. Fordi det er i begge tilfælde foragten for det historisk-givne, det konkrete." Det konkrete anslag kan måske variere, "Men ét var gennemgående ... Det var foragten for den menige mand, det konkrete menneske. Danskeren var altid genstand for 68'erens had." (Kristendom og danskhed, 2001). Den konkrete, faktiske, historisk-givne dansker står overfor humanismens ønske om det nye menneske, det oplyste menneske. For at nå dertil må konkrete mennesker ofres for idealet om menneskeheden.

Murens fald bragte ikke frihed med sig men rykkede totalitarismen over i Vesteuropa: "En ny totalitarisme har taget over. En total ideologi, der kun i formuleringerne er forskellig fra den nazistiske eller kommunistiske" Og: "totalitarismen lever i det Vesten, der hævdede, at være i modsætning til kommunismen. Vi lever uforandret, undertrykte og censurerede, i den linie, som udgår fra Oplysningstid og 1789" (Det moderne sammenbrud, 2001).

I Dansen om menneskerettighederne fra 2000 kaldes nazismen for "endnu en frugt fra Oplysningstiden" og Krarup siger:

"Det er blevet almindeligt at betragte nazismen som den store undtagelse og det store brud i europæisk historie, men det er en mærkelig misforståelse. Bruddet kom med Oplysningstiden, der brød med kristendommens adskillelse af Gud og menneske, himmel og jord. Forskellen imellem dem, der er børn af dette brud, er mindre væsentlig. Om de kalder sig for højre- eller venstreorienterede, rationalister eller romantikere, kommunister eller nazister, er underordnet i forhold til deres grundlæggende enighed om, at menneskeheden sidder inde med retfærdighedens mulighed og kan og skal virkeliggøre den." (mine fremhævninger).

Endnu en Tidehvervs-præst og folketingsmedlem for DF, Jesper Langballe, trækker også linjen fra Oplysningstiden til udlændingepolitik og EU på den ene side samt modoplysningens insisteren på det konkrete og nære på den anden side, når han skriver om den afgørende modsætning, der:

"... for mig at se [er] mellem en kulturradikal emancipatorisk grundholdning, der går ud på at hylde det frigjorte og ubundne menneske, og min egen holdning, der siger, at mennesket er en historisk eksistens, der er bundet kulturelt, nationalt, familiemæssigt ... Det opgør er afgørende i kulturkampen, og det vigtigste af kampens enkeltemner er udlændingepolitikken. Det spørgsmål er ikke afgjort med valget. Derefter følger spørgsmålet om EU-forfatningen." (Politiken 02.02.2004)

Det er humanismens forsøg på at afskaffe religion for derved at skabe rum og plads for mennesket, der forener alt fra oplysningsprojektet, nazismen, indvandringspolitik og EU-forfatning. Krarups position er derimod den at fremhæve begrænsningen. Mennesket er kun i det lokale udgave:

"Og med dette udgangspunkt i kristendommens tale om, hvad det er at være menneske, det vil i Danmark sige at være dansker, er det, at jeg stempler hele nutidens politiske korrekthed som én eneste forfalskning af tilværelsen og menneskelivet - eller kristeligt udtrykt: som én eneste afgudsdyrkelse eller falsk religion." (Kristendom og danskhed, 2001)

Krarup kan kun forstå humanismen som afgudsdyrkelse. Menneskerettigheder 'dyrkes'; de lover 'frelse'; man 'profeterer' det politiske 'paradis'. Disse er alle eksempler på, at modoplysningen og Krarup i en vis forstand ikke ser noget udenfor religionen. Det areligiøse gives ikke. Religionen er enten ægte som det konkrete levede liv eller det vender tilbage som moralisme og sekulære korstog.

Lad os afslutningsvis vende tilbage til det indlæg af Krarup, som vi startede med at referere. I "Det kulturradikale sammenbrud" (Politiken 16/3/2002) skriver Krarup ganske perfidt og personligt om Jens Otto Krags skæbne, der gøres til sindbillede på humanismens misere:

"Velfærdssamfundets arkitekt, der går fuldstændigt i hundene. Emancipationens talsmand, der emanciperer sig fra enhver forpligtelse og ethvert personligt ansvar og ender i personlighedens opløsning ... [Han havde ikke] andet end frigjortheden at leve på. Som var ganske ubundet, fordi han dyrkede fraserne om fremskridt og udvikling og selvrealisering. Som var ideologiens barn - den kulturradikale ideologi, socialdemokratismens ideologi - og som derfor endte i den tomhed og selvdestruktion, der kommer af at gøre tilværelsen til et eksperiment. Hvor den omvendt er opgave og ansvar."

Krags deroute bliver for Krarup beviset på humanismens fallit, da dens program for frigørelse fører til personlig undergang og samfundsmæssig undergravning: " For i den åndløse, rodløse, ahistoriske tilværelse, som kulturradikalismen vil hensætte danskerne i via slagordene om det multietniske og multikulturelle paradis, hersker kun tomheden".

Modoplysningens svar til sekularismen er at insistere på menneskets fordærvethed; dets manglende evne til at stå alene; mistroen til menneskets fornuft og handlekraft. Den vigtige modstilling at få fat på - og som det indledende citat af Michael Ignatieff antyder, er forskelligheden i synet på menneskets adgang til, ret til og mulighed for at kontrollere og skabe sit eget liv. Oplysningstiden er kulminationen på troen på, at vi skaber vores egne liv som enkeltindivider og som samfund. Kristendommen, eller i hvert fald den konservative udgave af kristendommen, er den gentagne insisteren på, at mennesket er svagt, imperfekt og uhjælpeligt fejlbarligt. Det behøver traditioner, fordomme, institutioner og autoriteter for ikke at skade sig selv og andre, for at kunne leve og orientere sig i verden. Det er en helt fundamental forskel.

Hvad Oplysningsfilosofferne end mente om menneskets natur, medfødt godt eller medfødt ondt, let eller svært at opdrage - så er udgangspunktet for Oplysningens antropologi, at mennesket har muligheden for at blive voksent. I stand til at stå på egne ben; eller med tyske oplysningsfilosof Immanuel Kants ord: at blive myndigt. Han skrev i Hvad er oplysning? fra 1783:

"Når der nu bliver spurgt: lever vi i dag i en oplyst tidsalder? er svaret: nej men nok i en oplysningens tidsalder. ... Vi ser dog tydelige tegn på, at det i det mindste bliver muligt, at man frit kan arbejde sig hen imod dette, og at hindringerne for den almene oplysning eller for udgangen af den selvforskyldte umyndighed efterhånden bliver mindre."

Det er denne mulighed for at mennesket arbejder sig fremad - ikke mod det perfekte men mod det stadigt lidt bedre - som modoplysningen afviser.

Argumenterne i denne artikel er videre udfoldet i:

"Den politiske højrefløj og 68" i Morten Bendix & Niklas Olsen (red.), 1968 - dengang og nu, Kbh: Museum Tusculanum, 2004.

"Oplysningstidens historiefilosofiske opgør med det kirkelige historiesyn", pp. 32-36 i Stine Grumsen & Gry Vissing Jensen (red.), Perspektiver på de jødisk-kristne ideers historie, Århus: Afdeling for Idéhistorie, 2005.

"A world without substance - Carl Schmitt and the Counter-Enlightenment", Distinktion, nr. 10, 2005, s. 19-39.