I nærmest ritualiseret form har regeringens tre ledende politikere, Margrethe Vestager, Bjarne Corydon og Helle Thornings Schmidt siden de kom ned fra ”tårnet” (beton eller elfenben vides ikke med bestemthed) utrætteligt gentaget mantraet om, at de ”førte den nødvendige politik”. Med andre ord: politikken stod ikke til diskussion. Den var nødvendig og derfor almen. Og sådan har hvert eneste betydende udspil fra SRSF regeringen været fremstillet.

Konsekvensen må jo så være, at al anden politik er unødvendig. Derved er den heller ikke interessant, og det er således spild af alles tid at friholde sig til – eller at formulere alternativer. Hvis du gør det nødvendige, så gør du også det rigtige, og så er alt andet ligegyldigt.

Et besynderligt fænomen, som har domineret den europæiske kultursfære i mere end 60 år, er den goodwill Zionismens statsprojekt har opnået. Som den palæstinensisk-amerikanske intellektuelle Edward Said skrev: ”Israel er unik i verden med hensyn til de undskyldninger der gøres for landets opførsel.” Et paradoks, når man husker, at jødehad har været en historisk bestanddel af den europæiske kultursfæres ideologiske overbygning.

Ud over det kollektive skyld-kompleks i forbindelse med Holocaust under Anden Verdenskrig har Vestens holdning til den jødiske statsdannelse stiltiende været tilknyttet ”orientalismen,” dvs. den koloniale mentalitet der betragtede Arabien med skepsis og fjendskab. Til gengæld blev dannelsen af en zionistisk stat i Vestasien, på et tidspunkt hvor politisk afkolonisering var godt i gang, af den arabiske politiske kultur opfattet som endnu et eksempel på europæisk kolonialisme. Sidst nævnte udlægning var mindre fantasifuld, end man skulle tro!