Den administrerende skatteminister
I en kronik i Berlingske Tidende den 17/1-12 har skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) på vegne af regeringen trukket linjerne op for en skattereform. Kronikken har vakt voldsom debat ikke mindst i fagbevægelsen, hvor Metal og LO er ude med støtte, mens FOA og HK lægger afstand til udspillet. Hvordan skal fagbevægelsen (og befolkningen) forholde sig til principperne i regeringens nye udspil? For endnu foreligger der ikke andet end principper. For at besvare det spørgsmål kan det være formålstjenligt først at gennemgå de vigtigste hovedprincipper i udspillet, herunder hvad der er gået forud, og hvad der er præmisserne. Og det gør vi så i denne kommentar.  Læs mere...
Den administrerende statsminister
"Statsminister Helle Thorning-Schmidt har frigjort sig fra politik for i stedet at blive administrator. Måske det er klogt." Sådan skrev Troels Mylenberg, der er ansvarshavende chefredaktør på Fyns Amts Avis på sin blog efter statsministerens nytårstale. Det første er rigtigt. At Helle Thorning Schmidt med sin nytårstale gjorde, hvad hun kunne for at blive administrator. Men det var alt andet end klogt. I hvert fald, hvis Helle Thorning Schmidt ønsker at føre en ny krisepolitik, og ikke mindst hvis hun ønsker at få vælgeropbakning til det.
Godt nytår!
I de første måneder af 2011 så det ud, som om der var grundlag for fornyet optimisme. Tilsyneladende var der sikre tegn på, at de vestlige økonomier var på vej ud af krisen. Væksten i USA lovede godt, og BRIK landene med Kina i spidsen var på vej tilbage til 2008 niveauet. Kun Europa haltede bagefter, men der var dog tegn på, at det værste fra den store recession i 2008-09 var overstået. Kun den græske, irske og portugisiske økonomi hang stadigvæk fast i gældspiralen. Konsensus var dog, at de problemer nok ikke var større, end at de trods alt var til at overkomme. Og i Mellemøsten begyndte demokratiet tilsyneladende at spire. Revolterne rullede frem, folk gik på gaderne, og tilsyneladende vandt de slagene. Men hvordan gik det så siden? Og hvad kan vi forvente af 2012?
Jeg sover ikke godt om natten for tiden
Det gør jeg ikke, fordi jeg har begået en forbrydelse og ligger og kaster mig rundt hele natten plaget af dårlig samvittighed eller af angst for at blive afsløret. Jeg gør det heller ikke, fordi min spindoktor lige i øjeblikket holder min politiske skæbne i sine hænder og måske føler sig fristet til at lade den blive smadret mod jorden for at redde sig selv. Jeg har ingen spindoktor - og har heller aldrig haft en. Og jeg gør det slet ikke fordi jeg er ved at miste mit job - selvom det faktisk er tilfældet. Jeg står som offer for en såkaldt besparelse - der jo i virkeligheden er en nedskæring - der i virkeligheden er et udtryk for, hvordan man vælger at prioritere i den kommune, hvor jeg hidtil har været ansat i mere end 26 år. Men heller ikke det forstyrrer min nattesøvn. Nej, jeg sover dårligt om natten, fordi jeg er bange - fordi jeg bekymrer mig - fordi jeg frygter den fremtid, som jeg kan se tegne sig mere og mere klart i verden omkring mig.
Den første, sidste og eneste finanslov til venstre?
Måske var den finanslov, der cementerede den toårige dagpengeperiode og ødelæggelsen af efterlønnen, den mest venstreorienterede finanslov, som Bjarne Corydon og Johanne Schmidt-Nielsen nogensinde får lov at stå i spidsen for. Ikke fordi et flertal i Enhedslistens hovedbestyrelse vil sige nej til en gentagelse. Ikke fordi Socialdemokraterne og SF'erne ikke hellere end gerne så både en og to gentagelser. Men af helt andre grunde. Temmelig mange endda.
Gældskrisen og de politiske kup
Hidtil har lederne i Eurozonen skelnet mellem Grækenland og de andre såkaldte periferilande ("small enough to fail") og Italien som "too big to fail" på samme måde, som regeringen i Washington har talt om de fleste banker på den ene side og de syv største banker og investeringsbanker på den anden. Denne kommentar hævder, at situationen på finansmarkederne og problemerne i selve systemets indre transaktionskæde sætter en mere overgribende dagsorden - "too interconnected to fail- at all" - og at det er det forhold, der dikterer det politiske systems desperate kamp for at inddæmme gældskrisen i Eurozonen - især fordi ingen i dag for alvor ved, hvilke banker eller for den sags skylde lande, der er for store til at fejle.
They will meet again
Politik er en svær disciplin. Nogle kalder den for det muliges kunst. I så fald må udfaldet af den forgangne uges topmøde kaldes politisk vellykket. Der blev indgået en aftale; men set i lyset af de underliggende ubalancer, så var resultatet pauvert. Men det ville naturligvis være alt for ambitiøst at forvente, at de europæiske ledere skulle have kunnet enes om, at ØMUen grundlæggende er en fejlkonstruktion.
Løftebrud
Man kan næsten ikke åbne en hjemmeside, lukke op for sit fjernsyn eller blade i en avis uden at støde på begrebet "løftebrud" for tiden. Den nyslåede borgerlige opposition har blæst an til kamp mod den lige så nyslåede regering, og nøglebegrebet i angrebet er akkurat løftebruddet. Ifølge den taktik skal regeringen nagles fast på, at der blev lovet mange ting under valgkampen - og før den - men kun leveret på løfterne i meget få sammenhænge. På den måde håber VKO formodentlig at kunne undergrave regeringen både på den økonomiske troværdighed og på alle andre former for troværdighed. Man tror på, at man kan svinge opinionsmålingerne (der efterhånden er lige så vigtige som valgresultater) i borgerlig retning, sætte dagsordenen og dermed slå revner i regeringssamarbejdet. Men inden vi kaster os over den tvivlsomme substans i offensiven, så lad os lige se lidt på, hvorfor et såkaldt løftebrud i det hele taget kan udgøre et problem og lidt på, hvad præmisserne egentlig har været.
Politisk scenografi og økonomisk krise
Sandsynligvis begrundet i en på forhånd udarbejdet stram scenografi og en forbilledlig disciplin lykkedes det flertallet af de politiske partier at holde de store og afgørende politiske spørgsmål ude af valgkampen. Scenen blev i alt væsentligt begrænset til den nationale fordelingspolitik, statens husholdningsregnskab (genopretningsdogmet) og det stadigt mere påtrængende spørgsmål om vækst i den nationale økonomi. De politiske debatter og mediernes drejebøger holdt sig i det store hele indenfor en begrebsramme sat af moderne merkantilisme, pengepolitisk gældsteori og et miskmask af udbuds- og efterspørgselspolitiske tiltag. Men samtidig med at censur og selvcensur effektivt lukkede af for udsigterne i den globale økonomi og de betingelser, som de sætter, så eskalerede krisen og viste mere og mere tydeligt, hvorfor enhver tanke om at finde på løsninger i Dannevirkes bagland er håbløse og dømt til fiasko på forhånd. Alt dette handler vores kommentar om her den 1. oktober - en af de sidste dage før det nye regeringsgrundlag bliver offentliggjort.
En overgangsregering i en overgangssituation?
Under valgkampen - og forud for den - lykkedes det utroligt nok for Helle Thorning og Villy Søvndal at sætte S og SF's højprofilerede politiske projekt over styr og tabe sig til regeringsmagten. Selv om SF mistede flest mandater, var valgnederlaget størst for Socialdemokratiet, fordi partiet parlamentarisk står svagere nu, end da Poul Nyrup Rasmussen tabte i 2001, og fordi valgresultatet demonstrerede, at partiet ikke længere opfattes som det store parti, der vil eller kan sikre de brede lønmodtagergruppers økonomiske og sociale interesser. Venstre gik lidt frem bl.a. på bekostning af de Konservative, som nu parlamentarisk fremstår som den historiske anakronisme, som partiet i forvejen er i samfundslivet. Men Venstres fremgang kan formentligt også anskues som et udtryk for en stor vælgergruppes ønske om en vis form for stabilitet i en samfundspolitisk situation, hvor de kendte fronter er i opløsning, og hvor mange trods valgkampens realpolitiske tomhed fornemmer, at de nuværende krisetendenser ikke bare er et kort forbigående fænomen. I den borgerlige lejr, som allerede har taget hul på en tiltrængt ommøblering, og hvor DF's centrale politiske position er udspillet, kan det forekomme ganske logisk, at Venstre er blevet styrket - og oven i købet kommer ud af valget som landets største parti. Det skal nok lykkes at formulere et regeringsgrundlag. Men hvor meget kan der regeres på en partikonstallation, der fremstår så afgørende uenig om det helt principielle - og hvor meget perspektiv for lighed og retfærdighed vil der være i det grundlag? Det handler vores valgkommentar om.
Historisk valg?
Måske skyldes det, at vores historiske horisont i længde og bredde efterhånden har antaget dimensioner som et sugerør fra et Colabæger og kan bukkes på midten lige så let, at vi kalder snart sagt alle begivenheder, der ikke kan forudsiges af en GPS eller en økonomisk regnemodel for - historiske. Det gælder regnvejrsdage i august og nu også folketingsvalget den 15. september. Eller måske er der andre årsager. Statsministeren nøjes med at kalde valget historisk. S og SF derimod finder valget af stor historisk betydning. Som udgangspunkt kan man sige, at statsministeren i hvert fald har ret. Om S og SF også har det, må nok undersøges nærmere. Det får til følge, at denne kommentar afstår fra at beskæftige sig med valgshowet som sådan. Det overlader vi i al respekt til "At tænke sig" på Politikens bagside. Vi fortaber os heller ikke i analyser af substansen i mediernes dåseargumenter. De fremføres langt bedre i de græske tragediers forbavsende tidløse beskrivelser af bystaternes politiske armod. Vi vælger i stedet at efterprøve påstanden om, at valget er historisk eller historisk betydningsfuldt.
|
KD Nyeste Artikler
Den europæiske skandale
