Rider Thatcher igen?

De to meget kendte og anerkendte økonomer - Joseph Stiglitz og Poul Krugman - har for nylig leveret en markant kritik af de europæiske regeringers spareplaner. I den anledning har de kaldt det såkaldte konvergenskrav (budgetunderskud skal være under 3 procent) for tilfældigt og ikke begrundet i økonomisk teori og erfaringer. Ifølge de to økonomer vil budgetnedskæringerne bremse det begyndende opsving eller føre Europa ud i en ny recession.

I modsætning hertil anbefaler de i keynesiansk tradition en længere periode med en vækststimulerende finanspolitik og statslig intervention for at sætte skub i beskæftigelsen og nedbringe en alt for stor arbejdsløshed, der i deres optik kan sætte sig som strukturel arbejdsløshed. Men imens traditionalister og keynesianere strides om, hvilken af de kendte og brugte strategier, man skal følge, så åbnes der nu en tredje vej - en mere aggressiv vej - af den nye engelske regering.

En kommentar om ingenting …

Kritisk debats læsere er vant til, at kommentaren her er skarp, målrettet og de fleste gange også meget konkret. Det er den ikke denne gang. Vi skriver i stedet en del om ... ingenting. Men vi nøjes ikke med det. Vi går et par skridt videre og forsøger faktisk at hente os selv og jer op af hængedyndet.

Og der er jo god grund til begge dele. Både til at tale meget om den intethed, vi bliver pakket ind i - og om det, der måske kan hjælpe med at fjerne den.

Tilslørende afsløring

Ved indgangen til "agurketiden" - nærmere bestemt den 4. juli - kunne TV2 annoncere en række chokerende afsløringer af snyd i den københavnske hjemmepleje. Med skjult kamera havde man fulgt flere ansatte på et bestemt plejehjem, der udrettede private ærinder eller holdt pause i stedet for at lave deres arbejde.

Scenen var hermed sat for en regulær skandale. Konfronteret med TV2's optagelser kunne borgmesteren på området kun tage afstand fra medarbejdernes handlemåde. Formanden for den lokale FOA-afdeling tog selvfølgelig også afstand fra handlingerne.  Begge udtalte dog, at der måtte være tale om en "enlig svale", og sagde lige netop det, de ikke skulle have sagt. For dagen efter kunne TV2 fortsætte historien med en afsløring af, at der foregik systematisk snyd blandt flere medarbejdere.

Men var der nu kun tale om moralske svigt og dårlig ledelse? Var der tale om afvigelser fra det normale - brådne kar og individuelle handlinger? Eller stak der mere under?

Det er emnet for denne kommentar.

De gode græd, og de onde lo

De gode græd, og de onde lo, da Helle Thorning Schmidt på vej ud til fagbevægelsens demonstration på Christiansborg Slotsplads mod regeringens genopretningspakke de facto truede fagbevægelsen med at afskaffe efterlønnen, hvis ikke fagbevægelsen ville være med til at arbejde mere og skaffe ekstra 15 mia. kr. til de offentlige kasser.

De 'gode', der græd, var alle os, der stod på Christiansborg Slotsplads og håbede på Helle Thorning-Schmidt som statsminister i en ny centrum-venstre-regering. Vi græd, fordi vi havde håbet på en statsministerkandidat, der ville forsvare efterlønnen som et velfærdsgode. Vi ønskede os en statsminister, der vil sikre fabriksarbejderens, sosu-assistentens, pædagogens og murerens ret til en tredje alder efter arbejdslivet og før sygdom og nedsat funktionsevne for alvor sætter grænser for livsudfoldelsen. Den ret, som ingeniøren, magisteren og direktøren allerede har sparet op i form af godt helbred og stor pensionskonto.

Aftalt diktat

Et 'mafia-tilbud'. Det var, hvad VKO-flertallet gav centrum-venstre-flertallet i KL's bestyrelse forud for weekendens forhandlinger om næste års økonomi. For at understrege at der var tale om 'et tilbud, du ikke kan afslå' truede finansminister Claus Hjort Frederiksen på forhånd KL (og hele KL's embedsstand) direkte på brødet. Strategen i Venstre, 'det nære samfunds parti', Claus Hjort Frederiksen, gjorde det klart, at han ville gøre endeligt op med det kommunale selvstyre, hvis ikke KL både sagde ja til nulvækst og benhård statslige styring.

Fortryllelsen er hævet

Regeringens forlig med DF om "genopretningspakken" har som forventeligt udløst en konfrontation mellem VKO på den ene side og oppositionen og store dele af fagbevægelsen på den anden. Det opgør har været på vej længe. Og efter et langt tilløb er fagbevægelsens ledere ved at træde i karakter, selv om de nu er begyndt at skændes om, hvorvidt der skal samarbejdes tæt med S og SF eller ej. Som om der var et alternativ.

Også i brede dele af befolkningen har der bredt sig en opfattelse af, at vejen ud af krisen enten går via det endelige opgør med velfærdsstaten, sådan som VKO planen lægger op til eller gennem et opgør med den neoliberale strategi, der har skabt den krise, som samfundet endnu hænger fast i.

Allerede nu er konfrontationen ved at tage form. LO og FTF indkalder til demonstrationer mod VKO planen. Det samme billede ses lokalt flere steder i landet. Af den grund har redaktionen valgt at bringe en "gæstekommentar" fra formanden for LO Århus, Anders Munk, der begrunder, hvorfor fagbevægelsen er i gang med at mobilisere.

Der er ingen fairness i finanskrisen

"Fair forandring" og "En fair løsning". To bud fra S og SF på løsningen af Danmarks økonomiske, beskæftigelsesmæssige og skattemæssige udfordringer.

At Lars Løkke Rasmussen ikke bryder som om S-SF-forslaget "En Fair Løsning" kan umuligt komme som en overraskelse. At Venstres ideologer omgående bider sig fast i invitationen til at diskutere ansvarlighed er heller ikke sært. Og at alle de sædvanlige sludrehoveder omgående kaster sig ud at diskutere, om et bestemt forslag nu giver 0,25 mia. eller 0,35 mia. i plus eller minus er som forventeligt.

Der er heller intet mærkværdigt i, at dagblade og professionelle meningsmagere kun forholder sig til nogle få overskrifter og konsekvent ignorerer, at forslaget faktisk rummer mere end 70 forslag til indsatser.

Men det er ikke vores vinkel på sagen. Hvad der interesserer os i denne sammenhæng er nemlig primært, om der nu begynder at tegne sig et billede af det anderledes, mere retfærdige, mere menneskevenlige samfund, som centrum-venstre både skal vinde valget på og realisere efter det.

Vi er ikke overbevist.

Græsk tragedie og Europæisk drama

Grækenland i krise. Euroen i krise. Hele EU's grundlag er anfægtet. De europæiske regeringer holder krisemøder, den Europæiske Centralbank ligeså. Og langt om længe får Euro-zonens regeringsledere sig taget sammen til at strikke historiens største låne- og hjælpepakke sammen.

Men er problemerne nu også løst med det. I hvert fald kan man konstatere, at grækerne er blevet overladt til sig selv. Faktisk virker det, som om alle har glemt Grækenland og den græske tragedie. Det befolkningen der nu kan se frem til er massive nedskæringer af den almindelige velfærdsservice, forringede pensioner og øget beskatning af de almindelige lønmodtagere. Der er ikke foretaget et eneste betydende indgreb over for overklassens, erhvervslivets og de græske bankers uhæmmede skatteunddragelse, kapitaleksport og kortsigtede luksusinvesteringer. Der er heller ikke tegnet blot et omrids af en økonomisk strategi til at bringe Grækenland ud af den håbløse gæld på 300 mia. Euro endsige skitseret en plan for reel økonomisk vækst og reduktion af arbejdsløsheden. Tværtimod er det sandsynligt, at Grækenland vil øge sit underskud på statsfinanserne yderligere og øge gælden på grund af udsigterne til fortsat recession i hvert fald frem til 2015. Og står det ret meget bedre til for resten af Europa?

Det nye samfund - tanker i anledning af 1. maj

Aldrig i de seneste 10 år har Danmark været så tæt på et kursskifte - et skift i princippet fra en borgerlig, mere eller mindre utilsløret neoliberalistisk politik til en anden form for politik - aldrig har mulighederne været større for at realisere en anden slags samfund. Og aldrig har vi tilsyneladende været længere væk fra at kunne beskrive denne alternative samfundsmodel.

Kampen om den kommunale velfærd - har vi fået et kommunalt centrum-venstre?

Hvordan er holdopstillingen til de kommende to måneders forhandlinger mellem regeringen og KL om den kommunale økonomi i 2011? Er det en VK-regering, der vil gennemtrumfe minusvækst i kommunerne, der forhandler med et centrum-venstre flertal i KL's bestyrelse, som vil satse massivt på nye kommunale investeringer og velfærdsforbedringer i milliardklassen?

Er vi med andre ord på vej til at få en rigtig forsmag på forskellen mellem VKO og centrum-venstre i den valgkamp, der så småt er ved at gå i gang?

Formelt set er det sådan. Men reelt er det måske alligevel ikke sådan. Forklaringen herpå kan findes på begge sider af bordet, men måske overraskende nok mest hos centrum-venstre-flertallet i KL's bestyrelse. Mere om det senere.

Spillet om statsfinanserne

Nulløsning - opgør med skattestoppet - nedskæringer. Hvad er fremtiden og hvad er løsningen på krisens udfordringer? Den økonomiske elite kræver "reformer" - regeringen putter med deres løsninger, mens oppositionen vil have mere af det samme og en tilbagerulning. Det er scenen for det næste halve år. Regeringen kan forsøge sig med en nul-løsning, og når den viser sig urealistisk henvise til de mange gode råd, der er kommet i en lind strøm fra den økonomiske elite i f.eks. både OECD og EU-kommissionen. Den har så et alibi for at gribe til de mere drastiske "reformer" og vil i mellemtiden have fået hjælp fra formændene fra KL og Danske regioner til at uddybe krisebevidstheden og vænne befolkningen til en ny fase i opgøret med velfærdsstaten. Men hvad er oppositionens opgave?