30 timers arbejdsuge – sund fornuft?
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 19. december 2016

Hvis vi kan producere mere, bedre og hurtigere, er det vel sund fornuft at arbejde mindre og få mere fri tid. Problemet er blot, at den kapitalistiske samfundsøkonomi ikke bygger på sund fornuft. Indenfor den samfundsorden har produktionen kun et formål: at tjene penge og helst mange penge på den investerede kapital.

Som sådan kan det ikke undre, at Enhedslistens dugfriske forslag om en 30 timers arbejdsuge i det store og hele fik en ublid medfart.

DI skød det ned med en simpel henvisning til, at forslaget ville gøre os alle fattigere. Mere behøvede de ikke at sige. Socialdemokratiets Bent Engelbrecht kulede forslaget ned med en bemærkning om, at det ”ikke har nogen gang på jorden”. Fagforeningsfolk med Bente Sorgenfrey fra FTF i spidsen tog pænt imod forslaget, men fandt det ikke realistisk. Kort sagt alle automatreaktionerne blev aktiveret over to til tre dage, og så var det slut. Siden har der været små debatindlæg rundt om. Men i det store dele skulle luften være taget ud af ballonen.

Det forløb gør i sig selv ikke EL’s oplæg mindre interessant, al den stund det argumenterer for, at en markant forkortelse af arbejdsugen kan bidrage til at minimere sygefraværet, nedslidningen, reducere sundhedsudgifterne og afkortere børnenes ophold i daginstitutioner mv. Altså generelt medvirke til at give folk mulighed for et bedre liv. En mere fornuftig argumentation for en kortere arbejdsuge kan man vil ikke finde.

Oplægget bliver straks mere problematisk, når det hævdes, at ”vi vil dele tiden – og dele arbejdet”. Eller som man skriver i indledningen, at en forkortelse af arbejdsugen vil ”give adgang til at mange flere får et arbejde”.

Påstanden stemmer ikke overens med flere af de begrundelser og præmisser, der er lagt ind i forslaget for at demonstrere, at det kan holdes indenfor en borgerlig, økonomisk, beregningsteknisk ramme. Altså at det er fuldt og helt finansieret.

Hovedbegrundelsen for, at det nu skulle være muligt at nedsætte arbejdstiden og skaffe flere ind på arbejdsmarkedet, er den øgede produktivitet, der bevirker, at man kan producere mere på den samme tid. Hvis det er tilfældet, betyder det jo alt andet lige, at der er brug for færre ansatte. Så en nedsættelse af arbejdstiden i den foreslåede størrelsesorden kan højst kompensere for tabet af fuldtids arbejdspladser, men ikke i sig selv skabe flere.

Et andet regneproblem er ”bagsiden” af forslagets afledte effekter. Hvis antallet sygefraværsdage og antallet på sygedagpenge reduceres betragteligt, vil det i sig selv øge den mængde af arbejdskraft, som er i aktiv tjeneste, uden at skabe en eneste ny arbejdsplads. Det samme gør sig gældende ved minimering af bureaukrati, reduktion i dagtilbuddenes åbningstid og hospitalernes opgavemængde. Kort sagt, jo bedre lønmodtagerne får det som konsekvens af den kortere arbejdstid, desto færre opgaver skal den offentlige sektor tage sig af. Sådan med lidt hovedregning angiver oplægget selv, at man alene ved en halvering af sygefraværsdage og færre folk på sygedagpenge ville kunne forøge den aktive arbejdskraftmængde med 40-50.000. Finansministeriet regner med, at EL’s forslag vil indebære en meransættelse af ca. 150.000 flere i den offentlige sektor, hvilket ville afføde en ekstraudgift på 11 mia. kr. En merudgift der skal betales af skatteyderne. Men alene de afledte effekter barberer ca. 50.000 – 70.000 af det beregnede arbejdskraftbehov, så 30 timers kravet er i den henseende ikke et columbusæg hvad angår merbeskæftigelse, med mindre det generelt kædes sammen med et begrundet krav om flere ansatte i den offentlige sektor. Og her er så det andet problem.

Et tredje regneproblem er, at det faktisk er lønmodtagerne selv, som ifølge forslaget skal betale for reduktion af arbejdsugen. Formelt set skal arbejdstidsforkortelsen kun i beskedent omfang påvirke arbejdsgivernes profit. Den gennemsnitlige reallønsstigning sættes til at være 1,1% om året og produktivitetsstigningen til 1,4%. Hvis arbejdstiden nedsættes med en time over en treårig overenskomstperiode, vil det koste arbejdsgiverne 2,7%. Tilbage vil være 0,6% i reallønsstigning. På den måde kan arbejdstiden over flere overenskomstperioder sænkes til 30 timer og en beskeden reallønsstigning alligevel fastholdes. Det må siges at være en selvbetaler, og det er langt fra sikkert, at reallønnen kan fastholdes, al den stund både skatter, afgifter og skjulte gebyrer kan (og sikkert vil) stige.

Disse regneproblemer vælter ikke i sig selv oplæggets værdi. De sætter blot spørgsmål ved de indlagte regnestykkers relevans og validitet og stiller spørgsmålet: Hvorfor hulen er alle imod forslaget, når det er lønmodtagerne selv, som betaler?

Svaret er: Det egentlige problem med EL’s oplæg ligger et helt andet sted, som det også blev antydet i indledningen. Det ligger i de opstillede præmisser, selv om de desværre ikke optræder klare og særskilt skarpt formuleret.

Første præmis er, at der er penge nok. Arbejdsgivernes profitter er enorme, og de går enten til opsparing eller udbetaling til aktionærerne, påstår oplægget. Men selv om profitterne er vokset, er det ikke ensbetydende med, at de er vokset tilstrækkeligt i forhold til hidtidige eller fremtidige investeringer – og det er kardinalpunktet. Det forhold berører oplægget ikke og går på den måde uden om det intrikate problem.

Anden præmis er, at den øgede produktivitet som følge af den teknologiske udvikling  fremover vil kaste endnu flere lønmodtagere ud i mørket. Det fremføres som et selvstændigt argument for en afkortning af arbejdstiden og for, at der også er råd til den. Nu forholder det sig imidlertid sådan, at arbejdsgiverne er fuldstændig ligeglade med, om de med ny teknologi kan producere flere varer – endsige hvilke varer de skal producere. For dem er spørgsmålet, om der kan produceres mere profit. Dvs. for dem er produktivitetsstigninger alene interessant, hvis de kan omsættes i mere profit, der som påvist først åbner for nye arbejdspladser, hvis produktivitetsstigningerne også medfører øgede investeringer og øget vækst – altså ekspansion. Hvis ikke, resulterer stigningerne i det modsatte. Færre arbejdspladser.

Tredje præmis i oplæggets bærende fundament er, at Danmark anskues som en autonom, national økonomi. Det er som bekendt ikke tilfældet. Selv med det samme produktionsapparat er tempoet blevet øget år efter år bl.a. som følge af pres fra udenlandsk arbejdskraft, nye brutale ansættelsesformer og outsourcing af en del rutinearbejde. Den faktor vil i sagens natur blive forstærket mange gange, hvis det skulle lykkes for fagbevægelsen at presse nedsat arbejdstid igennem. Af samme grund argumenterer den Europæiske Faglige Sammenslutning også for fælles aktioner for nedsat arbejdstid

Når disse tre grundpræmisser tages op her, hænger det selvfølgelig sammen med en undren over, at man i EL forestiller sig, at forslaget vil glide nemmere igennem, hvis blot man argumenterer inden for rammen af mainstreamøkonomiske beregningsteknik.

Det er jo sådan, at enhver arbejdstime arbejdsgiverne mister, er en time mistet til at presse mest mulig arbejde ud af arbejdskraften. Det kan ske gennem øgning af intensiteten/arbejdstakten eller øgning af produktiviteten gennem ny teknologi. Begge metoder anvendes. Derfor kan x antal kroner eller procent i lønstigning ikke omveksles til arbejdstimer i et 1:1 forhold. Det er jo ikke lønmodtagernes arbejde, der købes men deres arbejdskraft. Dvs. nedsat arbejdstid begrænser arbejdsgivernes mulighed for at øge profitten, og da det alene er den, som driver investeringerne og ekspansionen, giver det næsten sig selv, at kampen om arbejdstiden altid er et centralt tema i grundmodsætningerne mellem arbejdsgivere og lønmodtagere.

Den modsætning kan ikke ophæves hverken gennem simple regnestykker eller ved brug af mainstreamøkonomiens regnestokke, og vi får ikke 30 timers arbejdsuge, uden at der er nogen, der opdager det. Det kræver kamp og vel og mærke en kamp, som koordineres på det europæiske kontinent. Der er jo en grund til, at arbejdsugen ikke er blevet forkortet siden 1990, og at man tværtimod gentagne gange har talt om at forlænge den – i konkurrenceevnens navn.

Betyder det så, at den sunde fornuft skal sættes til side og kravet om kortere arbejdstid skrottes? På ingen måde. Lønmodtagerne har brug for en kortere arbejdsuge af de  grunde, som EL’s oplæg skitserer. Bortset herfra gælder det vel altid for lønmodtagerne om at sælge deres arbejdskraft i det kortest mulige tidsrum, for den højst mulige løn og under de bedst mulige arbejdsbetingelser – det er jo værnet om den fri tid, det gælder.

Men ét er arbejdstiden ud i fremtiden, noget andet er, at lønmodtagerne her og nu har brug for et mere humant arbejdstempo og arbejdsmiljø. Der er også brug for et samlet opgør med de mange nye ansættelsesformer, som udpiner arbejdskraften uden hensyn til lønmodtagernes livsbetingelser i øvrigt. Der er desuden brug for et opgør med tilvæksten i antallet af deltidsansættelser. Både private- og offentlige arbejdsgivere ansætter i stigende omfang folk i delte vagter eller på tidspunkter, hvor der er spidsbelastning. Arbejdstakten øges, og de deltidsansatte nedslides endnu hårdere end deres kolleger på fuld tid. Der er således langt fra et 1:1 forhold mellem nedsat arbejdstid og forbedrede livsbetingelser.

Det betyder desværre, at EL’s oplæg meget let kan blive et slag i luften, hvis ikke det integreres som et af flere punkter i en fælles, europæisk, faglig offensiv for en radikal forbedring af arbejdsmiljøet og afskaffelse af de ”moderne” prekære ansættelsesforhold. Det Europiske Faglige Fællesskab har gang på gang forsøgt at samle de nationale, faglige organisationer til lige netop den kamp. Men indtil nu har de været meget tilbageholdende af frygt for, at det ville gå ud over lige netop deres nationale erhvervslivs konkurrenceevne med tab af markedsandele og arbejdspladser til følge. Når selv sådan noget som 11 timers-reglen og andre arbejdstidsregler til beskyttelse af lønmodtagerne, er under angreb, er det vel strengt taget på de spørgsmål, der skal sættes ind. Nedsættelse af arbejdstiden kan indgå som en forlængelse og udvidelse af den kamp. Sat ind i den sammenhæng vil forslaget fra EL give mere mening og appellere mere direkte til lønmodtagerne her og nu.

At forslaget så kun i begrænset omfang påvirker den samlede beskæftigelse, diskvalificerer jo ikke kravet. De andre begrundelser er tilstrækkelige.

Offentliggjort: d. 19. december 2016

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.