Når man trækker noget frem, lader man noget tilbage
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 08. januar 2018

Fordelen ved at skulle kommentere en uge gammel tale er, at man har fået mulighed for at se alle reaktionerne. Talen er selvfølgelig statsministerens og reaktionerne er selvfølgelig kommet fra det sædvanlige medieparnas, der altid sidder parat til at tolke fuglenes sprog.

Der var ikke de store udsving i fortolkningerne. De fleste var enige om, at talen først og fremmest var beregnet på at sikre den dysfunktionelle VLAK regering forlænget levetid ved at imødekomme DFs udlændingekrav og omveksle disse til en lille skattesænkning. Dog var talen ikke helt uden kant. Statsministeren skulle også imødekomme Karsten Dybvad fra DI, der i et større interview i Altinget gik meget langt for at betone dansk erhvervslivs behov for kvalificeret arbejdskraft ude fra den store verden.

Denne ”mindre problemstilling” bed sig dog ikke fast som tema. Samme skæbne overgik EU-temaet og regeringens vanskeligheder ved at udarbejde en sammenhængende linje, og desuden undlod statsministeren omhyggeligt at nævne en række af de store problemsager, der har arbejdet sig frem i lyset indenfor det sidste regeringsår. Ingen nævnt, ingen glemt.

Måske var det i virkeligheden talens vigtigste funktion. At skabe så meget ”jamming”, at ingen stillede spørgsmål ved alt det, som den ikke nævnte, og som meget vel kan være meget vigtigere end det nævnte.

Fremgangsmåden er en gammel traver. Det var talens hovedtema også – ghettoproblematikken. Opskriften er dog mange hundrede år ældre. Man tager et tema, der har den egenskab at være både meget konkret og uhyre abstrakt på én og samme tid. Konkret, fordi alle kan se problemstillingen og af samme grund have en mening om den - abstrakt, fordi løsningerne på problemstillingen er langt mere kompliceret, end de fremstilles og med en virkningshorisont, der langt overgår selve problemstillingens betydning.

Næste element i en sådan tale er, at den skal være formuleret, så der er frit slag for fortolkning. Fremgangsmåden er som følger: Man sørger for, at den ene påstand begrunder den næstfølgende og i videst mulige omfang undgår at anvende belæg endsige dokumentation. Lidt i stil med pyramidespil. Det holder alle i gang og lænker lytteren til selve temaet, der som sagt er dejligt konkret og abstrakt på en og samme tid. Alle kan læse lige præcis det ind i talen, som de har interesse i, og det sker, for man kan næsten ikke få sig selv til at sige åbent, at Danmarks statsministers nytårstale var aldeles indholdstom. I øvrigt efter samme skabelon som utallige af dronningens nytårstaler.

Umiddelbart virkede metoden også. Stort set alle kastede sig over temaet ghettoer og parallelsamfund, og alle havde en mening om det. Arkitekter, politikere, socialarbejdere, ”mønsterbrydere”, boligforeningsformænd, psykologer, boligsociologer, historikere og alle parlamentskommentatorerne fra dagbladene og TV blev hevet ind på scenen for at kommentere, diskutere, levere løsninger eller advare mod forsimplinger osv.

Russerne kunne været gå i land på Bornholm, uden at resten af Danmark havde observeret det, for nu havde landets statsminister heldigvis formået at skære gennem års politisk tåge og som kompetent billedhugger hugget det væsentlige tema i granit – ghettodannelsen og parallelsamfundene.

Problemet for statsministeren og hans dysfunktionelle regering, hvis vigtigste formål er at forblive regering og at forsøge at demontere velfærdsstaten, er imidlertid, at talens fortryllende virkning - det at få næsten alle til at diskutere et tema, der i det store og hele kun er vigtigt en gang om året - kun varede nogle dage og slet ikke virkede overfor DF – tværtimod.

DF har på ganske plastisk vis fået demonstreret, hvor langt Lars Løkke Rasmussen er villig til at gå for at holde sig selv ved magten. Så langt, at han er parat til at sælge ud af det liberale arvesølv og åbne for, at Thulesen Dahl på det Radikale Venstres nytårsmøde nu kan fremstille det nationalkonservative DF, V og S som midterpartier og det liberale parti LA som et yderparti. S har i øvrigt fulgt DF så langt mod højre, at det lige nu helst tier stille eller kvækker en smule.

Hvis Løkke Rasmussen drømte om at imødekomme DF og samtidig vise kant for også at tilfredsstille DI, så må han indtil videre konstatere, at øvelsen ikke lykkedes. Thulesen Dahl har strengt taget fået foræret et centralt valgtema på et sølvfad. Det, der skulle aflede og så glemmes, kan blive husket som bekvemt hovedtema. Måske ikke selve bulldozermetaforen, men alt det i talen, der blev ladt tilbage og ikke kommenteret nævneværdigt.

For hvad sagde statsministeren egentlig?

Som sædvanligt indledte han med en sentimental anekdote om mødet med ”to stærke, unge kvinder fra Bangladesh”. Det gode billede, som overgang til et idealbillede af vores samfund, hvor ”vi har stor frihed til at leve vores liv, som vi vil i respekt for fællesskabet”. Bemærk ingen belæg. Ingen uddybning. Kun udsagn.

”Vi kan forfølge vores drømme. Og samtidig tage ansvar for dem, der ikke får deres opfyldt”. Det er det gode, der sker i Danmark hver dag, hvorfor statsministeren blot beskriver det, som er, hvor arbejdet er i centrum, som alle har godt af at stå op til om morgenen og være en del af fællesskabet på arbejdspladsen. Blot en konstatering så indlysende, at den ikke kan væltes af de alarmerende tal for psykiske arbejdsskadebelastninger eller anden elendighed.

Men det går da godt for dansk økonomi, ikke?

Nej, det er ikke et øjebliksbillede som i 2007, før krisen slog igennem, som mange økonomer advarer om, og ”nu skal vi have alle med og sikre, at gode tider varer ved”. Hvordan gør vi det? Ved at invitere til forhandlinger om ”endnu en reform”. ”Om skat”. Meget mere siges der ikke om den varme kartoffel. Og så skal vi i øvrigt have flere til at udskyde pensionen og åbne for udlændinge, der vil og kan. For ellers kan vi slå opsvinget ihjel af mangel på arbejdskraft. Så fik DI den.

”Det går på mange måder godt i Danmark. Det går faktisk ret godt. Og det bør give os overskud. Så vi kan tage fat der, hvor det går skidt”. Det er vores ret. Det er vores pligt.

Hvad tænker statsministeren på? Han tænker på de børn, der vokser op i miljøer, hvor det ikke er normen at gå på arbejde. Hvor folk altså ikke gider at gå på arbejde. På dem der ”bor i boligområder, hvor unge tvinges til at gifte sig med en, de ikke elsker”. Problemet kan altså henføres til boligområdet (ingen tal, ingen proportioner). Og så hoppe vi videre til næste sektion: ”Rundt om i landet er der parallelsamfund. Mange mennesker med de samme problemer er klumpet sammen. Det skaber en negativ spiral. En modkultur”. Konklusion: Modkultur er en følge af, at mennesker med de samme problemer klumpes sammen. Det kan kaldes parallelsamfund. Modkulturen er ikke et mindretals forsvar. Den vokser ud af mindretallets måde at være mindretal på og er per definition toksisk. Ergo skal ghettoerne rives ned. Når sammenklumpningen forhindres, får vi has på modkulturen og kan fjerne ”hullerne i Danmarkskortet”.

Hvis vi ikke gør det, vil ghettoerne sende ”fangarme ud på gaderne, hvor kriminelle bander skaber utryghed”. ”Ind i skolerne”. ”Ned i kommunekassen”. ”Og ud i samfundet, hvor danske værdier som ligeværd, frisind og tolerance taber terræn”.

Kort og godt er det danske samfund truet af en destruktiv og splittende kraft, der udgår fra ghettoerne. Og i konsekvens heraf går statsministeren ind for ”en fast udlændingepolitik”, og som det forstås, er de to fænomener en naturgroet enhed.

Sådan er det! Uden en ”fast udlændingepolitik”, kan vi miste ”den brede folkelige opbakning til, at Danmark skal være et åbent land for dem, der kan og vil” – og forsyningslinjerne til nødvendig, udenlandsk arbejdskraft.

Enhver kan forstå, at i parallelsamfund, hvor danske regler og normer kommer til kort, hvor friskoleloven misbruges, hvor frihedsrettigheder knægtes af ”social kontrol” og hvor denne tendens breder sig, ser regeringen sig nødsaget til for at beskytte Danmark, at sætte frihedsrettighederne ud af kraft for at redde dem.

Regeringen vil ikke genere ”samtlige danske i hele Danmark. Men sætte ind de steder, hvor problemerne er størst. Og kun der”. Regeringen vil forhandle en række særlove, der gør det muligt at begrænse beboerdemokratiet. Man vil rive bygninger ned. Man vil sprede indbyggerne og genhuse dem i forskellige områder. ”Andre steder vil vi tage en klar styring af, hvem der flytter ind”.

Kort og godt er de, der ikke kan finde ud af, at ”det handler om at vælge Danmark til”, ikke myndige.

Så er grundlaget for særlovgivning, der kan indeholde en begrænset suspendering af de liberale frihedsrettigheder for en bestemt gruppe mennesker, etableret. Vel nok mest prægnant og smukt udtrykt af SFs politiske ordfører, Karsten Hønge: ”Det er så alvorlige ting, der står på spil, at vi simpelthen ikke kan overlade alle afgørelser til de mennesker, der bor der. Men det skal foregå på en respektfuld måde”.

Nu kan man vælge at konkludere, at det vil gå med denne tale som med alle de foregående, Lars Løkke Rasmussen har holdt om temaet, var det ikke lige var for dens eklatante brud med alle liberale grundværdier, og at bruddet tegner en tendens, der går gennem hele Europa, selv blandt de mest liberale partier. Her tænkes blandt på Angela Merkels og Emannuel Macrons helt vilkårlige indgreb overfor ytringsfriheden på ”nettet” for at slå med på ”hatesites” og ”fake news”.

Herhjemme skal DF nok vide at udnytte statsministerens illiberale tale til at kræve endnu flere stramninger for at garantere regeringens overlevelse. Thulesen Dahl har blot nærlæst statsministerens tale og scannet reaktionerne for at konkludere, at Lars Løkke Rasmussens suggestive billeder af problemernes arnested og omfang er så naturaliseret som elementær sandhed hos den talende øvrighed, at kun få reagerede på talens indre uhyrligheder og farlige perspektiv.

Prøv at skifte flygtninge/indvandrere ud med fattige eller borgere med sociale problemer i almindelighed, ”der klumper sig sammen”, så ligger recepten allerede klar. Anvend en eller anden form for særlovgivning i samfundets selvforsvar og med Karsten Hønges formidable klarhed, tag myndigheden fra dem, der ikke kan administrere den. Samfundstypen afgøres så af et matematisk forhold mellem, hvor mange eller hvor få, der ikke kan administrere myndigheden.

Når man trækker noget frem, lader man noget tilbage, og denne gang er det måske det, som debatten ikke satte fokus på, der er det vigtigste.

Offentliggjort: d. 08. januar 2018

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.