OK-18 – en generel styrkeprøve
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 22. januar 2018

Når Dansk Arbejdsgiverforening mod sædvane blander sig i overenskomstforhandlingerne på det offentlige område, beror det selvfølgelig på deres ønske om at støtte de offentlige arbejdsgivere og signalere til alle lønmodtagerne i Danmark, hvordan de mener, at den beskedne højkonjunktur skal forvaltes. Lønpres og pres for forbedrede arbejdsforhold skal holdes i skak, og lønmodtagerne på det private arbejdsmarked skal ikke forkøle sig frem til 2019. Loven om udbud og efterspørgsel skal kun gælde i krisetider med høj arbejdsløshed.

De private arbejdsgivere er ivrige efter at holde lønudviklingen nede på det relativt beskedne niveau. De offentlige arbejdsgivere skal ikke have bremset deres effektiviseringspolitik og har sammen med de private arbejdsgivere en interesse i, at lønudviklingen ikke smitter mellem sektorerne. Derfor skal det såkaldte privatlønsværn opretholdes. De offentligt ansatte må ikke blive lønførende og sætte griller i hovedet på de privatansatte (eller omvendt for den sags skyld).

Derfor har offentlige og private arbejdsgiverorganisationer i samdrægtighed indledt en  uigennemskuelig talkrig, hvor man blandt andet gør sig i sammenligninger mellem betalte pauser på det offentlige og det private område. Befolkningen skal præpareres frem til en mulig konflikt. Det værste, der kan ske, er, at de private lønmodtagere ser en interesse i at støtte deres kolleger indenfor det offentlige, fordi en pæn lønudvikling her vil virke stimulerende på kravene til overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked i 2019.

Bortset fra dette overordnede konflikttema, er de faktiske forhold som følger: Dansk økonomi oplever en relativt god vækst. Den officielle arbejdsløshed er faldende. Der er flere jobåbninger i den private sektor. Indenfor den offentlige sektor vokser efterspørgslen efter sygeplejersker, social- og sundhedshjælpere/assistenter og lærere. Det snævrer også til i andre sektorer.  Men det helt afgørende er, at især de kortuddannede har fået alternative jobmuligheder i den private sektor, som de ikke havde i 2015.

Dertil kommer ulighedsdebatten, som ikke vil gå væk og ikke længere kan sublimeres til uigennemsigtige matematiske udredninger. Der verserer tiltagende harme over, at nogle relativt få kan skovle indtægter til sig, investere i dyre boliger og udnytte et elastisk kapitalmarked, mens det store flertal har måtte nøjes med en beskeden indtægtsudvikling i de sidste 10 år. Uligheden begynder på stadigt flere områder at opleves som utålelig. Så OK-18 har potentialet til at udvikle sig fra en ordinær overenskomstforhandling til at blive en fælles mærkesag, skulle forhandlingerne ende i konflikt.

De faglige ledere kan således have en vindersag, hvis de ellers forstår at forvalte deres nye styrke. Hidtil har det knebet. Det skyldes nok, at de er tynget af fortidens skygger og defensive tænkning. Eksempelvis når Dennis Kristensen fra FOA og Flemming Winther fra OAU/CPU jamrer over, at DA blander sig i forhandlingerne, i stedet for at gribe megafonen og fortælle alle lønmodtagerne på det private arbejdsmarked, hvad det her handler om. Omvendt er det nok ikke helt nemt at aflægge sig offerrollen og føre sig frem som fortrop.
Nu er det ganske almindeligt, at vi drøfter danske overenskomstforhandlinger begrænset til en national kontekst. Men kaster man et øje på det europæiske faglige fællesskabs (ETUC) seneste analyser, vidner de om, at der er ved at komme liv rundt om i de nationale fagbevægelser. Lige syd for grænsen presser de tyske fagforbund på for at få gennemført ret pæne lønstigninger, for at få forbedret arbejdstidsbestemmelserne og for en begrænsning af de uregulerede ansættelsesformer. Samme bevægelse kan spores i Spanien, Portugal og så småt i England.

Lige så sikkert det er, at vand følger den mindste modstands bane, lige så sikkert er det, at lønmodtagerne begynder at røre på sig, når arbejdsgiverne og de siddende regeringer bringer den ene beretning frem efter den anden om tiltagende vækst i EU økonomierne og faldende arbejdsløshed. Der er et efterslæb, der skal indhentes, og det drejer sig langt fra kun om løn. I de sidste 10 år er det lykkedes arbejdsgiverne uden nævneværdig modstand at udhule de indgåede overenskomster. Overenskomsterne er godt nok ikke ændret meget formelt, men til gengæld har det generelle billede været, at overenskomster og arbejdstidsregler er blevet omgået hver eneste dag ude på virksomhederne og institutionerne, hvor de ansatte har været tvunget til at se stort på bl.a. arbejdstidsregler, værnsregler, overenskomstmæssige rettigheder og retten til fuld tid for at bevare deres job. Og i mange tilfælde har tillidsrepræsentanter og lokale fagforeninger måtte tåle disse brud, fordi også de er blevet suget ind i den besnærende sirenesang om den postmoderne individualitet og ”den enkelte som mester i eget liv” eller lignende fluorescerende eufemismer for arbejdsgivernes del og hersk politik.

Dette ret vitale problem er på dagsordenen alle steder. Det diskuteres bl.a. højlydt i Tyskland, hvor fagbevægelsen forbereder sig på en modoffensiv for at øge den generelle overenskomstdækning og komme ”virksomhedsoverenskomsterne” til livs. Både de faglige ledere og medlemmerne er her blevet kloge af skade. Den postmoderne individualitet er endt som et overlevelsesræs på arbejdsmarkedet.

Ikke desto mindre indgår splittelsesstrategien som anden dimension i de offentlige arbejdsgiveres udspil. Kan de ikke komme igennem med deres krav centralt, kan de altid gøre det ude på de enkelte arbejdspladser, når støvet har lagt sig. Om den strategi så får nogen gang på jorden, afhænger alene af, om de faglige ledere overvinder deres konsensustrang og tager et åbent livtag med individualiseringssirenerne. Dvs. meget klart får fortalt medlemmerne og de brede lønmodtagerkredse, hvad Moderniseringsstyrelsen har til hensigt, når den advokerer for, at 25% af løndannelsen skal forhandles lokalt, og at over 50% af alle de ansatte i staten skal forhandle deres egen løn i 2025. Nu fremviser styrelsen og dens minister Sophie Løhde en selvpålagt beskedenhed ved kun at tale om de statsansatte. Virkeligheden er dog - som alle andre ved - at den strategi også repræsenterer store dele af KL’s og Danske Regioners bestyrelser.

For det første ved man godt, at individualiseringstaktikken altid kan bruges senere til at udhule de generelle overenskomster. For det andet drejer det sig også om længst muligt at holde gang i sirenerne, så det ikke bliver almen indsigt blandt fagbevægelsens medlemmer, at kollektive overenskomster og kollektive lønforhandlinger gavner dem bedst. Gymnasielærerforeningen har f.eks. forstået det. Her har medlemmerne i en rundspørge med en majoritet på over 90% afvist lokale/individuelle lønforhandlinger. Og for det tredje er det magtpåliggende for de offentlige arbejdsgivere at udvide ledelsesretten helt ud til det yderste, hvis de skal fastholde det politisk bestemte effektiviseringstempo og aflegitimere de ansattes ønske om, at man også tager hensyn til deres arbejdsliv og livskvalitet i bred almindelighed.

Indtil videre er det kun Moderniseringsstyrelsen og styrelsens minister Sophie Løhde, der har været i front med skriftet: ”Et tidssvarende lønsystem til fremtidens arbejdspladser” og tilhørende faktaark om fremtidens tillidsrepræsentant som ”strategisk sparringspartner” og ”rådgiver i lønforhandlinger”. Ved overenskomstforhandlingerne i 2011, 2013 og 2015 var det KL’s rolle at spille ud med hårdtslående strategisk bud i form af store og flotte oplæg. Denne gang er det så regeringens tur. Vel sagtens, fordi der er så meget på spil, og fordi styrkeforholdet i KL har ændret sig. Danske Regioner er altid kun med på slæbetov.

Der er også et andet væsentligt forhold i spil denne gang. Det handler om de offentligt ansattes fagforbunds evne til at sikre sammenholdet. Siden overenskomstforhandlingerne i 2008 er det ellers bare gået den modsatte vej. Nu har man endeligt vedtaget en musketer-ed, der skal stå sin prøve. Kan man holde så meget sammen, at der ikke kommer forhandlinger i gang på hele overenskomstområdet, hvis ikke lærerne kommer af med lov 409 og får en regulær arbejdstidsaftale? Hvis ikke der kommer en aftale om betalt spisepause og en pulje til de lavestlønnede og en ligelønspulje?

Det er fagbevægelsens lakmusprøve, og situationen spidser til, nu hvor forhandlingsstilstanden nærmer sig køreplanens deadline den 14. februar uden udsigt til reelle forhandlinger.

Men musketer-eden skal med de andre forhold in mente også kunne holde efter overenskomstforhandlingerne, uanset om der kommer en regulær konflikt eller ej. For selv om det er en offentlig sandhed, at fagbevægelsens største problem i de sidste 10 år har været medlemssivningen, så er der et endnu større problem på spil. Det drejer sig om den omfattende individualisering, som de faglige ledere aldrig har formået at afmontere. De har accepteret den liberale dagsorden, der har sat ”individet i centrum”, ”borgerne i centrum”, ”patienten i centrum” og skubbet de ansattes arbejdsliv i baggrunden på trods af, at virkeligheden hver dag taler sit  tydelige sprog og viser, at der ikke er mange lønmodtagere eller borgere, der kan hævde deres rettigheder overfor de forenede arbejdsgivere eller hele statssystemet uden stærke kollektive regler og kollektiv styrke.

Det bliver således musketer-eden som praktisk fagforeningspolitik i dagligdagen, der skal overbevise medlemmerne om, at resultaterne ligger i sammenholdet. Det ved arbejdsgiverne selvfølgelig udmærket. De ved, at hvis de taber de deres dagsorden, og det igen bliver moderne at slå til lyd for generelle aftaler og fælles vilkår for alle faggrupperne ude på arbejdspladserne, så bliver det op ad bakke at presse endnu flere effektiviseringer og opsplitning af arbejdstiden igennem bl.a. under feltråbet: ”det moderne menneske er til fleksibel arbejdstid”. Dvs. arbejdsgiverne kan imødese svære tider, hvis det denne gang lykkes fagbevægelsen, at fjerne fokus fra de ansattes forpligtelser overfor ”det abstrakt alment gode” over til beskyttelse af arbejdskraften helt frem til pensionen. Det er det resultat, der tæller, når medlemmerne overvejer, om de vil stå i en fagforening.

Set udefra taler de ændrede styrkeforhold for, at de faglige ledere har chancen for at drive overenskomstforhandlingerne så vidt. De står overfor en svag regering, som kun ganske få har tillid til. De handler i en tid, hvor de fleste lønmodtagere er uendeligt trætte af at høre, at de skal være tilbageholdende samtidig med, at arbejdsgiverne og regeringen udbasunerer prognoserne om fortsat økonomisk vækst. Og som sagt er uligheden blevet utålelig. Her ligger også grundlaget for solidaritet mellem de offentlige og private lønmodtagere. Nu drejer det sig ikke kun om, at de private skal udvise solidaritet. Det handler om at udnytte muligheden for at vinde noget af det tabte tilbage indenfor begge sektorer.

Hidtil har de faglige ledere besværet sig over, at de stod i et ulige styrkeforhold til den samlede arbejdsgiverfront, fordi regeringen altid kan gribe ind til fordel for de offentlige arbejdsgivere. Men der er ikke en samlet front lige nu, og der vil ikke være den store lyst til at støtte et sådant indgreb for bagefter at skulle bruge mange kræfter i valgkampen på at genoprette den politiske kapital. Der kan være et vist ønske om at lade regeringen stege og de borgerlige repræsentanter i KL løbe linen ud. Vel nok derfor, at selv Michael Ziegler, KL’s chefforhandler, optræder ganske forsigtigt. Ingen kan nemlig forudsige konsekvenserne af åben konflikt. I øvrigt heller de faglige ledere.

Om de faglige ledere så forstår at kapitalisere de forbedrede styrkeforhold gennem forhandlinger eller konflikt er en ganske anden sag. Om de forstår at inddrage deres medlemmer og lukke forhandlingsdørene op, så alle kan følge med – en forudsætning for mobilisering – er heller ikke til at sige.

Hvad man imidlertid kan sige er, at handler de faglige ledere, som de har gjort gennem et helt årti, forspilder de en enestående mulighed for at genrejse fagbevægelsens styrke og overbevise medlemmerne om, at fællesskab og kollektive forhandlinger er det, der batter både, når det gælder lønudvikling og elementære arbejdsforhold. Hermed manes der ikke til heroisk kamp til sidste patron men til en offensiv, hvor selv det nødvendige kompromis kan takseres som en sejr for den kollektive styrke overfor arbejdsgivernes ønske om fagbevægelsens atomisering og indre rivalisering, som de har været vant til siden 2008.

Offentliggjort: d. 22. januar 2018

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.