Ghettopolitik og valgkamp
Af Bent Gravesen
Offentliggjort: 28. maj 2018

Da jeg så statsministeren bruge en stor del af sin nytårstale til at tale om kamp mod ’ghettoer’, ’parallelsamfund’ og ’huller i Danmarkskortet’, fik jeg en lumsk mistanke. Dengang var mistanken endnu ubegrundet. Siden er mistanken vokset. Dengang mistænkte jeg statsministeren for at bruge en politisk mærkesag som indflyvning til en kommende valgkamp. I dag mistænker jeg ham for mere at indrette sin politik efter kampen om vælgerne end efter, hvad der egner sig til at løse problemer i en række indvandrertætte og socialt belastede boligområder.

Da jeg nytårsdag sad foran TV-skærmen, var det særlig én passage i statsministerens højstemte retorik, der vakte min mistanke. Den lød: ”Frihedsrettigheder bliver knægtet af social kontrol. Modtrækket fra os politikere har ofte været nye regler, som gælder for alle. Jeg er nået til den erkendelse, at der er brug for en langt mere præcis indsats. Hvor vi ikke generer samtlige danskere i hele Danmark. Men sætter ind de steder, hvor problemerne er størst. Og kun dér.”

Flere gange inden nytårstalen havde statsministeren kredset om præcis dette politiske dilemma. Hvordan kan man imødekomme mange danskeres ønske om en endnu strammere udlændinge- og integrationspolitikken, uden at det samtidig går ud over stadigt flere danskere? Flere gange havde statsministeren måtte fortælle danskerne, at det for ham og regeringen var lidt af et dilemma at stramme mere og mere uden også at ramme danskere, når Dansk Folkeparti gang på gang krævede det, og regeringen havde svært ved at levere. Statsministeren og store dele af Venstre var og er stadig ikke parat til at gå Dansk Folkepartis vej: Bryde med menneskerettigheder, internationale konventioner og lighed for loven.

Da statsministeren i sin nytårstale fortalte historien om ghettoer og parallelsamfund, havde han tydeligvis fundet og besluttet sig for et nyt middel til en sådan ’langt mere præcis indsats’. Uden nødvendigvis at bryde med menneskerettigheder og internationale konventioner kunne og ville man indføre en ny særlig lighed for loven, nemlig lige skrappe regler for bestemte grupper af mennesker, der bor i eller ønsker at flytte ind i de indvandrertætte og socialt belastede områder, som regeringen har givet et særligt ghettoprædikat. Forbud mod at flytte ind i de hårdest belastede ghetto-områder for personer på kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse, særlig dagtilbudstvang for børn, der bor i ghettoer og taler dårligt dansk, særlige sproglige stopprøver i 0 klasse på grundskoler med højt optag fra udsatte boligområder, osv.

De seneste måneders mange mere eller mindre uskønne bestræbelser på at sætte ’ghettoer’ og ’parallelsamfund’ allerøverst på den politiske dagsorden har overbevist mig om, at det er et selvstændigt mål med ghettopolitikken at vinde det kommende folketingsvalg. Det ville jeg ikke i sig selv klandre statsministeren og regeringen for, hvis den blot prøvede at få størst mulig vælgeropbakning til at gennemføre en velbegrundet og effektiv ghettopolitik. Men siden nytårstalen er jeg blevet alvorligt i tvivl om, hvorvidt det nu også er tilfældet. Er regeringens ghettopolitik virkelig udtænkt til at løse en række problemer i en række indvandrertætte boligområder, som man så håber at få størst mulig tak for det hos vælgerne? Eller er det omvendt sådan, at ghettopolitikken først og fremmest er udtænkt til at løse statsministeren vælgerproblem - det problem, som man så håber også vil løse ghettoproblemer?

Jeg hælder mere og mere til det sidste. Hvorfor? Fordi alt tyder på, at regeringen fører politik mod bedre vidende eller endnu værre handler ud fra tiltro til en virkelighedsbeskrivelse, der leder tankerne hen på fake news.

Regeringens ghettopolitik giver god mening som en vælgerfortælling. Det er en stort iscenesat fortælling om en regering, der går målrettet og hårdt til værks i forhold til nogle af de sociale problemer, kriminalitet, mv., der (også) findes i en række indvandrertætte boligområder. Hårdt mod hårdt over for et parallelsamfund, der koster unødigt mange skattekroner, begår kriminalitet og forhindrer politi og brandfolk i at arbejde.

Men denne fortælling og politik egner sig til gengæld dårligt til at løse problemer i disse områder. Det er en fortælling og politik, der helt tilsidesætter solid viden om problemernes årsager og effektive metoder til at løse dem. Netop derfor skærper det min mistanke om, at regeringens ghettopolitik er mere valgkamp i utide end så meget andet.

Regeringen har f.eks. indgået en række såkaldte delaftaler om en særlig ghettopolitik som f.eks. aftalen om forbud mod at flytte ind i de hårdest belastede ghetto-områder for personer på kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse. Den klare underliggende tese i aftalerne er, at der er parallelsamfund, og at ledighed (eller ’passiv tilværelse’, som aftalen nedladende kalder det) lader lysten til parallelsamfund med helt egne uønskede værdier blomstre, mens arbejde derimod vaccinerer imod denne sygdom ved, at man “stifter bekendtskab med de grundlæggende værdier i det danske samfund” ved at arbejde. Den tidlige ensomme morgenrengøring på kontorerne, det monotone arbejde ved samlebåndet, osv. ses som effektiv medicin mod ’parallelsamfund’ og andre ghettoproblemer. Derfor er logikken, at man kan ’fortynde’, udsulte og på sigt opløse ghettoerne og parallelsamfundene ved bl.a. at kun at lade de ’arbejdsvaccinerede’ ind.

Regeringen har ingen dokumentation for denne fortælling. Først og fremmest er der ikke belæg for, at det er bestemte etniske grupper, der bosætter sig i de samme boligområder for at etablere parallelsamfund. De foreliggende danske undersøgelser giver et andet og mere sammensat billede. For en række nytilkomne trækker det at bosætte sig i nærheden af familie og sociale netværk, mens det at bo sammen med mennesker af samme etniske oprindelse ikke i sig selv er afgørende.

Men er det da ikke veldokumenteret, at etniske minoriteter af en række forskellige grunde er anderledes fordelt på boligformer end den indfødte befolkning? Jo. F.eks. har indvandrere ofte lave indkomster, og de kan derfor have svært ved at få adgang til dele af boligmarkedet, ikke mindst ejerboligmarkedet. På lejemarkedet vil kombinationen af lave indkomster og begrænsede sociale netværk, der kan give adgang til billig privat udlejning kunne medvirke til at forklare, at etniske minoriteter er kraftigt underrepræsenteret i privat udlejning set i forhold til deres indkomster. Hertil kommer, at indvandrere kan have problemer med diskrimination i specielt den private udlejningssektor, hvor den private udlejer ikke er pålagt faste regler om ventelister, mv.  Samlet set har et komparativt studie i fire nordiske hovedstæder estimeret, at mellem 45 og 75 pct. af den etniske segregation i byerne skyldes forhold på boligmarkedet. Så den måde, vi har indrettet boligmarkedet på fører til multietniske boligområder. Vil man for alvor modvirke den stadige udvikling af nye indvandrertætte boligområder, er det oplagt at ændre i forholdene på det samlede boligmarked.

Erfaringerne viser samtidig, at det kan nytte at gøre noget. Tallene viser, at kommuner med mange almene boliger fra 2005 og frem har undgået en vækst i de multietniske byområder bl.a. gennem områdeindsatser og regulering af udlejningen. Der er altså noget at gøre bl.a. ved at give de etniske minoriteter flere og bedre alternativer. Der vil sikkert også være noget at hente, hvis man ville gøre noget for at åbne flere reelle boligvalgmuligheder for etniske minoriteter med små indkomster i det private udlejningsbyggeri.

Men en sådan boligpolitisk tilgang er stort set fraværende i regeringens udspil. Hvorfor kan man spørge. Måske fordi den ikke lever op til Lars Løkke Rasmussens politiske vælgerformel om en valgkamp på en ghettopolitik, der ikke rammer danskerne. Måske er det derfor, at regeringen i stedet nøjes med at gribe ind over for tilflytningen til de indvandrertætte områder – uden at åbne én ny boligmulighed for dem, der på den måde bliver taget af ventelisten i et såkaldt ghettoområde. Ineffektiv politik mod bedre vidende?

Hvad så med fortællingen om de etniske minoriteter, der flytter sammen i egne parallelsamfund? Er der dokumentation for det? Der er dokumentation for, at de etniske minoriteter oftere flytter til multietniske byområder end til lignende byområder. Men til gengæld har forskning vist, at de etniske minoriteter ikke bliver der længere. De flytter ikke sjældnere væk fra multietniske områder end normalt. De gør det faktisk lidt oftere. Dette er svært at tolke som et tegn på regeringens ghettofortælling om de etniske minoriteter, der gennem tilflytning til multietniske områder danner såkaldte parallelsamfund med egne normer og værdier, som de kun meget nødigt forlader. Tilsvarende er det påvist, at det for ikke-vestlige indvandrere og flygtninge fra samme land kan øge valgdeltagelsen, hvis de bor tæt på hinanden og ikke spredt blandt andre med forskellig etnisk oprindelse.

Til gengæld indikerer den viden, at der er et potentiale for at modvirke høje andele af etniske minoriteter i bestemte boligområder ved at give bl.a. de etniske minoriteter bedre muligheder for at fraflytte. Det kan f.eks. ske ved at give almene boligselskaber bedre muligheder for at åbne nye attraktive muligheder og ved at give kommunerne bedre økonomisk mulighed for at understøtte det. Det sker ikke med regeringens ghettoudspil. Tværtimod går regeringen i de igangværende økonomiforhandlinger med kommunerne imod at sikre kommunerne bedre muligheder i forhold til alment byggeri.

En boligpolitisk satsning på at give etniske minoriteter og andre med lave indkomster flere og bedre muligheder for at bosætte sig eller flytte til andre steder end de multietniske boligområder vil samtidig rumme mulighed for en endnu bredere effekt. Nemlig ved at påvirke den anden store afgørende faktor for dannelse af indvandrertætte og socialt belastede områder: danskernes boligadfærd.

Det er veldokumenteret, at dannelsen af multietniske boligområder langtfra alene skyldes de etniske minoriteters boligadfærd. Danskernes boligadfærd bidrager i høj grad også til dannelsen af multietniske boligområder. Danskere fraflytter oftere multietniske byområder end normalt for lignende byområder, og danskerne flytter sjældnere til de multietniske byområder end normalt. Det er yderligere dokumenteret, at specielt danskeres lavere tilflytning til multietniske og socialt belastede områder stiger stærkt, når andelen af etniske minoriteter i området stiger. Dermed opstår der en accelererende cirkelbevægelse, hvor stærkt faldende dansk til- og fraflytning som følge af en voksende andel af etniske minoriteter øger adgangsmuligheder for de indvandrere, der måske ikke har så gunstig og hurtig adgang til en bolig på andre dele af boligmarkedet. Andelen af etniske minoriteter øges dermed yderligere, hvilket igen accelerer dansk fraflytning.

Hvis man skaber et bredt udbud af økonomisk overkommelige boligmuligheder for både etniske minoriteter og danskere med begrænset indkomst, vil man kunne modvirke en sådan accelereret fraflytning af bl.a. danskere. Men heller ikke det perspektiv har fundet plads i regeringens ghettopolitik. Politik mod bedre vidende? Politik, der er uegnet til at markedsføre som stram kurs mod ghettoerne?

Hvad så med Regeringens begrundelse for sin ghettopolitik, at ghettoerne holder indvandrere og danskere på overførselsindkomst uden for arbejdsmarkedet og i stedet avler kriminalitet og parallelsamfund med egne værdier og normer? Heller ikke det er der forskningsmæssigt belæg for. Undersøgelser peger på, at det ikke gør nogen forskel for, hvor hurtigt man kommer i arbejde eller hvilket arbejde man får, om man bor i Mjølnerparken og Vollsmose eller på Østerbro eller i Skåde Bakker. Derfor er det også her politik mod bedre vidende, når regeringen skærer de såkaldte ghettoområder over én kam og udråber dem til arnesteder for dovenskab og udemokratiske parallelkulturer, som det er nødvendigt at lovgive særskilt imod.

Ved at bruge måneder på at fremmane et sådant billede af en række multietniske boligområder hærget af dovenskab, negativ social kontrol til kriminalitet, hærværk og bandevæsen, osv. har regeringen ikke blot ført politik mod bedre vidende. Regeringen har samtidig fjernet fokus fra de virkelige og påtrængende problemer med bl.a. utilpassede unge, ofte fra et begrænset antal familier, der begår kriminalitet og laver ballade. Sidst, men bestemt ikke mindst, har regeringen bidraget til en overdrevet stigmatisering af stadigt flere boligområder. Jeg tør ikke gætte på, hvor mange danskere det skræmmer fra at bo eller bosætte sig de pågældende steder. Men det er et godt gæt, at regeringens ghettobashing har bidraget til at forstærke dannelsen af indvandrertunge og socialt belastede boligområder. Regeringens erklærede løsningsforslag har derimod ikke udsigt til at bidrage til ret meget andet end Lars Løkke Rasmussens valgkamp.

Så nu er jeg begyndt at fundere over, om oppositionen også tænker mere på den kommende valgkamp end ghettoproblemer, når den så beredvilligt indgår den ene aftale efter den anden med regeringen. Bare vi dog havde haft en opposition, der ville angribe de reelle årsager til problemerne i nogle af vores indvandrertunge og socialt belastede boligområder. Og om nødvendigt føre valgkamp på det.

 

Offentliggjort: d. 28. maj 2018

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.