Nekrolog
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 23. september 2018

 

Af Redaktør Jan Helbak på vegne af Kritisk Debats redaktion

 

Medredaktør af Kritisk Debat og webmaster Jan Mølgaard er død, 72 år gammel. Den 21. september blev Jan ramt af hjertestop.

Jan havde for nylig fået konstateret kræft, som han var i behandling for. Hertil føjede sig nedsat  hjertefunktion. På trods af det virkede Jan til det allersidste for Kritisk Debat.

Jan kom ind i Kritisk Debats redaktion for 10 år siden og overtog med det samme funktionen som webmaster med ansvar for hjemmesidens drift og vedligeholdelse. Dette var kun naturligt, eftersom han på daværende tidspunkt arbejdede som IT-seniorkonsulent i Aarhus Kommune og viede en del af sin fritid til opbygning og vedligeholdelse af hjemmesidesystemer. Efter sin pensionering oprettede Jan da også det lille firma ’Word-IT’ med tilbud om konsulentydelser, projektledelse og oversættelse.

Som webmaster og litterær korrekturlæser har Jan ydet en stor indsats ved hvert eneste nummer de seneste 10 år og ved hver eneste mandagskommentar.

Jan var uddannet mag. art. i Nordisk Sprog og Litteratur fra Aarhus Universitet. Dette gav ham en god ballast som en levende og værdsat oversætter af skønlitteratur for forlaget Modtryk. Han har bl.a. oversat adskillige bøger fra norsk, svensk og engelsk – heraf mange af succesforfatterne Jan Guillou og Håkan Nesser.

Politisk var Jan det, han selv kaldte for en agnostisk socialist, hvilket for ham betød, at alt altid stod til kritisk debat, og at de endelige svar i tilværelsen ikke lod sig finde heller ikke hos de socialistiske koryfæer. Denne hans grundlæggende åbne indstilling til tilværelsen, hans lette og flydende pen og naturlige følsomhed overfor dagliglivets tildragelser på alle niveauer og i alle hjørner af samfundslivet gjorde ham selvskrevet til kritisk at skrive om hverdagslivet.

Det gjorde Jan løbende og kastede lys på en række fænomener og politiske banaliteter, som han satte ind i en forståelig men ofte også uventet sammenhæng, der ind imellem tog resten af redaktionen på sengen. Godt nok var de fleste af fænomenerne og de politiske banaliteter kendte men ofte ikke i den sammenhæng, som Jan formåede at demonstrere med til tider stor ironi og til andre med insisterende indigneret bid.

Nedenstående udsnit af artiklen ”Ritualisering af volden” (15/2 2016) er et godt eksempel på Jans litterære stil, ironi og hudløse kritik af hverdagslivets forråelse, der prægede hovedparten af hans bidrag: 

”Således bidrager ultravolden og voldens æstetisering til en demontering af den indirekte kritik, der formuleres i den angstfyldte reaktion på virkelighedens trusler. Således kan oplevelsen bidrage til overlevelsen. Og bagefter er det til at leve med, at krigene raser i Ukraine, i Afrika og andre steder – til at leve med at sygdomme og sult hærger. Fordi virkelighedsskildringen låner fra fiktionen og fra ritualiseringen. Således bidrager denne pseudoreligiøse oplevelse, ritualet til en accept af det, som alligevel ikke – hvis man skal tro den nye tids ypperstepræster økonomer og andre eksperter – kan laves om. Og således er underholdningen med til at sikre, at frustrationen og angsten ikke behøver at blive italesat (som man siger) som et reelt socialt og politisk problem.

Skulle man for alvor vælge at kritisere voldeliggørelsen og voldens eskalation, så burde det måske være denne logik, man greb fat i, i stedet for de tvivlsomme overvejelser overfor, om vold på filmlærredet og vold i nyhedsreportagerne inspirerer til mere vold.

Voldsomheden udspringer ikke (kun) af enkeltindividers voldelige impulser – den vokser ud af og stimuleres af et samfund, som producerer trusler lige så vel som varer”.

Vi på Kritisk Debats redaktion har mistet en god ven og en solid støtte i tidsskriftets op og ned ture, og ikke mindst har vi mistet en kollega, der stod som garant for, at også det kritiske lys på hverdagslivets tildragelser og hudfletningen af de politiske platheder trængte ind som fast stof i Kritisk Debats spalter. Den pen, der om nogen stod for levendegørelsen af politik, politisk økonomi og som kæmpede for at indføje kulturdimension på rette plads i Kritisk Debat, skriver ikke længere.

Det er et tab for os på redaktionen og også for mange læsere. Fra os kolleger på redaktionen skal der lyde et: Æret være Jan Mølgaards minde.

I den ånd skal vi her på redaktionen henvise til de kommentarer og artikler, som Jan skrev for Kritisk Debat, og som man kan finde her - http://kritiskdebat.dk/show_writer.php?id=14

Jan Helbak.

Offentliggjort: d. 23. september 2018

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.