Libyen år 7
Af Niels Henrik Nielsen
Offentliggjort: 30. september 2018

Under de danske mediers radar har det norske Storting udarbejdet en rapport om landets deltagelse i krigen mod Moammar Gadaffis Libyen tilbage i 2011.

 

Rapporten slår indledningsvis fast, at der ikke er tale om en undersøgelseskommission, som skal placere et ansvar. Den skal evaluere beslutningsprocessen og den norske militære indsats og uddrage erfaringer, der kan bruges ved fremtidige militære indsatser. Med rapporten(1) følger det norske Storting i sporet på det engelske parlament, som tilbage i 2016 udgav en stærk kritisk rapport (2) om krigen. Denne skribent bekendt, har den danske regering ingen planer om at evaluere Danmarks militære indsatser, hverken i Libyen eller andre steder. Åbenhed om Danmarks deltagelse i krige er ikke det, som præger danske regeringer – uanset partifarve. Befolkningen holdes således hen i uvidenhed om grundlaget for den danske beslutning om deltagelse i krigen. 

Hvorfor er det værd at beskæftige sig med Libyen 7 år efter regimefaldet. Det er det, fordi næste led i kæden kan være Iran. Den norske rapport giver, trods sit begrænsede mandat, et indblik i, hvorledes mangel på indsigt, propaganda og underdanighed starter en krig. Taberne er som altid befolkningen.

En af hovedkonklusionerne i rapporten er, at den norske regering gik med i krigen uden at kende til situationen i landet. Den daværende socialdemokratiske statsminister - og nuværende NATO-generalsekretær - Jens Stoltenberg hastede til Frankrig d. 19. marts 2011. Allerede d. 24. marts stillede Norge seks F-16 kampfly til rådighed. 

Da det gik op for den norske regering, at krigen ikke kun drejede sig om at hindre Gadaffi i at begå overgreb på civilbefolkningen i det østlige Libyen, men at vælte ham, trak man sig fortsat ikke ud. Fra at være en kamp for at beskytte civile blev det til en indsats for at sikre NATOs evne til at få en indsats til at lykkes. Således står der i rapporten, ”at meget tyder på, at hensynet til at bevare den euroatlantiske sikkerhed og til at styrke NATOs evne til at gennemføre operationer, som talte for at videreføre bidraget”. Og videre ” behovet for at holde NATO samlet og vise, at alliancen var i stand til at gennemføre store operationer, var i sig selv en vigtig grund til at regeringen valgte at fortsætte bombningen i yderligere 5 uger”. Men regeringen fastholdt, at det fortsat alene handlede om at sikre civilbefolkningen. Således udtalte den daværende norske udenrigsminister Jonas Gahr Støhre i Stortinget d. 9. maj, ifølge rapporten, at FN’s mandat alene gik på beskyttelse af civile, ikke at bistå militære styrker med et regimeskifte. Rapporten konkluderer, at det måske ikke var klart fra begyndelsen af, at krigen gik ud på et regimeskifte, men det burde være blevet klart for regeringen, at hvis NATOs kampagne fortsatte, ville styret falde og derfor var udenrigsministerens svar måske ikke helt dækkende.

Det interessante er her, at det var Danmark, som i april 2011 havde fået den skandinaviske plads i Libyen- kontaktgruppen, der skulle koordinere indsatsen i Libyen. Man kan derfor med rette spørge, om den danske regering orienterede sin norske ditto om, hvad der foregik i kontaktgruppen. Norge havde ganske vist embedsmænd med i delegationen, men de deltog ikke i møderne. Allerede i et svar på et § 20-spørgsmål i maj havde den danske regering tilkendegivet, den gerne så et regimeskifte. Det blev fuldstændig klart kort efter. I et svar  (3) til daværende MF Frank Aaen, som kom 10.juni, skrev udenrigsministeren ”Såvel EU som Danmark støtter gennemførelsen af Sikkerhedsrådets målsætning om – bl.a. gennem dialog og politiske reformer – at understøtte grundlaget for en fredelig og bæredygtig løsning på krisen i Libyen.  Danmark har sammen med de øvrige EU-lande klart understreget, at vi ikke finder, at Gaddafi er en legitim leder af Libyen, og at han bør gå af. Jeg finder det indlysende, at der ikke kan findes en løsning på krisen, så længe Gaddafi er ved magten. Han er og vil være en hindring for en gennemførelse af oppositionens legitime krav om politiske reformer og efterlevelse af menneskerettighederne. 

Lad mig endvidere fremhæve, at det forhold, at resolution 1973 alene bemyndiger anvendelse af magt til beskyttelse af civilbefolkningen samt håndhævelse af flyveforbud m.v., ikke forhindrer Danmark eller EU i at have en politisk holdning til, om Gadaffi og hans familie kan stå i spidsen for en fredelig og bæredygtig udvikling i Libyen.”

Kan man heraf konkludere, at ministeren førte den norske regering bag lyset? At regeringen ikke orienterede den norske regering fuldt ud, hvad der foregik i kontaktgruppen? Nej, men man kan konkludere, at den danske regering ønskede et regimeskifte og den ønskede det tidligt, hvis ikke fra begyndelsen af krigen, uanset dette ikke var en del af Sikkerhedsrådets resolution. Og man kan konkludere, at omkring midten af juni besluttede den norske regering at sætte en deadline for tilbagetrækningen af det norske bidrag til NATOs indsats i Libyen.  I hvilket omfang den danske regering med sit bidrag også ønskede at styrke NATOs evne til større krigsoperationer, får vi formentlig aldrig svar på. 

Det norske bidrag fortsatte frem til 1. august, hvor man endelig trak de sidste fire kampfly hjem. Tre uger senere var Gadaffi de facto væltet, da oprørerne indtog Tripoli. For daværende NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen var dette imidlertid ikke nok. Enhver støtte til Gadaffi skulle nedkæmpes. Bombninger og kampene fortsatte indtil NATO på et rådsmøde d. 21. oktober besluttede at stoppe indsatsen. NATO gik ind i Libyen med det for så vidt noble formål at hindre overgreb og drab på civilbefolkningen. Den trak sig ud, da regimet var faldet og de nye magthavere kunne indlede hævntogter. For herefter var det ikke længere Gadaffi, som begik overgreb mod civilbefolkningen, men de oprørsstyrker, som NATO støttede. Ifølge Human Rights Watch og gengivet i dagbladet Politiken(4) terroriserede de nye magthavere civile, som havde – eller formodedes at have - støttet Gadaffi. NATO greb ikke ind og den danske regering konstaterede, at den havde set Human Rights Watch indberetning, men foretog sig ikke yderligere.

Den norske rapport kaster en del nyt lys over Libyen-krigen – lige som den engelske parlamentsrapport gjorde. Men med rapportens begrænsede sigte står en række spørgsmål fortsat tilbage. Først og fremmest hvorfor indlede en krig mod et regime, som man otte år tidligere havde indgået en aftale med, der indebar stop af Libyens atomprogram – herunder med aftale om inspektion foretaget af Det internationale Atomagentur. Samtidig var en række sanktioner mod landet ophævet. Det var ”kommet ind i varmen igen”. 

Den fransk-algierske Libyen-forsker Jalel Harchaoui mener, der foregik en magtkamp blandt de muslimske lande. I et interview i det norske dagblad Klassekampen(5) siger han, at krigen ikke kan ikke forklares med indre forhold i Libyen, for efter 2003 var Libyen ikke strategisk vigtig – eller en trussel - for Vesten. Heller ikke når det gælder olien. Det såkaldt arabiske forår var på sit højeste og Ifølge Harchaoui ønskede lande som Qatar og Tyrkiet islamiske, populistiske regimer i stil med Tyrkiet, hvorimod lande som Saudi Arabien, Ægypten og emiraterne ønskede autoritære regimer for at hindre, at ”foråret” skulle sprede sig yderligere. USA havde øjnene rettet mod Syrien, men var også indstillet på at bidrage til Gadaffis fald. I den magtkamp brugte Qatar sin tv-station Al Jezeera som ren og skær propagandamaskine. Det var herfra historierne om et forestående folkemord i Libyen spredte sig til andre medier. 

Teorien kan i hvert fald underbygges så meget, at det står fast, at det var USA, som var koalitionens leder i de første uger af krigen, men derefter overlod scenen til NATO og de vestlige lande. Det er ligeledes en kendsgerning, at Qatar var den suverænt største økonomiske bidragyder til oprørsgrupperne med over 400 mio. $, mens der ingen støtte kom fra Saudi Arabien, lige som det kan konstateres, at Qatar og Saudi Arabien i dag er i konflikt med hinanden.

En anden teori er, at der var tale om et hævntogt fra den franske præsident Nicolas Sarkozys side. Gadaffi-familien hævdede, at den havde finansieret Sarkozys valgkamp, da han vandt præsidentvalget. Også her er der indicier, der kunne pege på dette. 

I marts 2011, kort før krigen startede, påstod en af Gadaffis sønner, at Libyen havde finansieret Sarkozys valgkamp i 2007 og nu måtte han levere pengene tilbage. Den franske presse var begyndt at interessere sig for påstanden, fordi Sarkozys senere indenrigsminister Claude Guéant kort forinden havde været i Libyen. Det var Frankrig som var drivende i udformningen og vedtagelsen af FNs sikkerhedsråds resolution 1973 og insisterede på, at Vesten måtte gribe ind. Det er blevet bekræftet af den daværende engelske udenrigsminister William Hague. Formålet med Frankrigs optræden var at ødelægge ethvert bevis for påstanden om libysk finansiering af valgkampen. I dag er såvel Guéant som Sarkozy sigtet for korruption og ulovlig valgkampfinansiering. Nemlig for i perioden 2005 til 2007 at have modtaget flere millioner € fra Gadaffi og brugt dem i forbindelse med valgkampen i 2007.

Om det var Sarkozys ønske om destruktion af beviser vedrørende ulovlig valgkampfinansiering eller en magtkamp mellem forskellige muslimske lande, der var drivende for angrebet på Libyen eller det skete for at dokumentere NATOs evne til større krigsindsatser – eller måske en kombination - kan ikke siges med sikkerhed. Indicier kan pege mod alle disse forklaringer. Men den helt store taber er i hvert fald den libyske befolkning. Det, der tilbage i 2011 fremstod som et ædelt formål: At hindre overgreb eller folkemord på den libyske befolkning, er endt i en tragedie. En tragedie som vesten fortsat bidrager til. Landet blev kastet ud i en borgerkrig, Vesten mistede interessen. Den genopstod først, da flygtningestrømmen over Middelhavet via Libyen tog til i 2015. Så vidt det har været muligt at få oplyst, så støtter EU-lande begge parter i konflikten. Italien støtter den såkaldt nationale samlingsregering i hovedstaden Tripoli, mens Frankrig støtter regeringen i Tobruk og general Khalifa Haftar, som har kontrollen over de store oliefelter i den østlige del af Libyen. Den libyske befolkning lider fortsat, men i dag interesserer Vesten sig kun for at hindre flygtninge i at forlade landet. Ingen af de daværende krigsførende lande vil tage ansvar for situationen og smadringen af millioner af menneskers liv. Det måske mest triste var, at samtlige partier – også venstrefløjen i Norge og Danmark – oprindeligt stemte for at starte krigen i Libyen. Norge – og måske også Danmark gik med i en krig, fordi andre ønskede eller krævede det. Der er brug for kritisk debat inden næste krig indledes.

Niels Henrik Nielsen 29/9 2018

Efterskrift: Norge stillede indledningsvis med seks F-16 fly, der kastede 588 bomber herunder bomber i tæt bebyggede områder. Det anslås, at NATO i alt kastede 7.642 bomber, som kostede mindst 30.000 civile livet.

 Noter:

1 Den norske rapport kan læses her: https://www.regjeringen.no/globalassets/departementene/fd/dokumenter/rapporter-og-regelverk/libya-rapporten.pdf 

 

2 Den engelske rapport kan læses på: https://publications.parliament.uk/pa/cm201617/cmselect/cmfaff/119/119.pdf?utm_source=119&utm_medium=module&utm_campaign=modulereports 

 

 

3 https://www.ft.dk/samling/20101/almdel/fou/spm/200/svar/813335/1009349.pdf

 

4 https://politiken.dk/udland/art5031302/Libyske-grupper-beskyldes-for-at-terrorisere-Gaddafi-byer 

 

5 http://www.klassekampen.no/article/20180917/ARTICLE/180919970 

Offentliggjort: d. 30. september 2018

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.