Trump og Globaliseringen
Af Peer Møller Christensen
Offentliggjort: 08. oktober 2018

 

Den amerikanske præsident, Donald Trump, er modstander af globaliseringen. Han mener, at den liberale verdensorden, som er bygget op omkring frihandel og frihandelsaftaler, er til ugunst for USA og  har ført til, at USA bliver snydt af alle de andre.

For at rette op på denne uretfærdighed har han som præsidentkandidat og senere som præsident  krævet ændringer af indgåede aftaler, etablering af nye aftaler som bedre modsvarer USA’s interesser, og desuden indført eller forhøjet toldsatser på importvarer for at beskytte produktionen i USA og trække de arbejdpladser, som er flyttet til andre lande, tilbage til USA.

Præsident Trump fører således en politik, der er direkte modsat den handels- og udenrigspolitik, som USA’s skiftende regeringer har ført siden  Anden Verdenskrig, og som netop af hensyn til de globalt orienterede dele af det amerikanske erhvervsliv etablerede  den liberale verdensorden, som Trump nu truer med at underminere under slogans som “America First” og “ Make America Great Again ”. Trump’s politik ligner et forsøg på at genoplive den protektionisme, som den liberale verdensorden blev sat i søen for at bekæmpe  med argumentet om,  at det var protektionisme, der førte direkte til den store depression i trediverne.

Det er imidlertid forkert at opfatte disse ændringer af den amerikanske politik som noget der udspringer af Trumps personlige fikse ideer. Politikken vil ikke nødvendigvis ændres, hvis han blev sat fra præsidentposten. Når det lykkes ham at få opbakning til en sådan tilsyneladende grundlæggende ændring af den amerikanske politik, må der være opbakning til den fra forskellige dele af det amerikanske samfund. Der findes ikke entydige “amerikanske interesser”, der findes forskellige og ofte modstridende interesser i det amerikanske samfund, og det er vigtigt at finde ud af, hvilke interesser Trump og hans regering repræsenterer, og hvorfor Trump-regeringens handels- og udenrigspolitik adskiller sig så grundlæggende fra den politik, som har været amerikanske regeringers overordnede politik, og som har defineret det internationale økonomiske system siden 1945, med USA som den entydige hegemon, under Den Kolde Krig udfordret af Sovjetunionen, men efter 1989 som den eneste globale supermagt.

To hollandske politologer, Bastian van Apeldoorn og Nana de Graaf, har udført en analyse(1) af hvordan den udenrigspolitik, som de tre præsidenter før Trump, Clinton, Bush og Obama, har ført, er blevet formet.

Deres udgangspunkt er historisk materialistisk, dvs. marxistisk. For det første mener de ikke at man kan operere med  nationer som aktører i international politik og heller ikke  begrebet nationale interesser. Der findes ingen interesser, der deles af hele befolkninger. Det man kan undersøge er  forbindelsen mellem stat og samfund, og hvordan denne forbindelse påvirker den førte udenrigspolitik. I et kapitalistisk samfund som det amerikanske, er de forbindelser som er interessante, forbindelserne mellem staten og den herskende klasse, kapitalistklassen.

Det er, efter de to politologer mening, heller ikke tilstrækkeligt abstrakt at erklære, at den førte amerikanske udenrigspolitik apriori må opfattes som udformet i overensstemmelse med  den amerikanske kapitals interesser, uden at gennemføre en detaljeret undersøgelse af  hvilke aktører fra den amerikanske kapitalistklasse, der deltager i formuleringen af den overordnede strategi i udenrigspolitikken, og hvilke interesser inden for den amerikanske kapitalistklasse de repræsenterer.

Det spørgsmål, som de har sat sig for at undersøge er,  hvilke interesser de personer repræsenterer, som har omgivet de tre præsidenter før Trump, Clinton, Bush og Obama, og hvordan disse interesser har påvirket den førte udenrigspolitik. 

I det amerikanske politiske system er der tradition for , at de centrale ministre og regeringsrådgivere  cirkulerer frem og tilbage  mellem administrative poster  og lederposter  i de største amerikanske virksomheder, den såkaldte “svingdørs-effekt”. 

De to politologer har ved hjælp af  såkaldt social netværksanalyse undersøgt hvilken baggrund i det amerikanske erhvervsliv, ledende aktører i den udenrigspolitiske beslutningsproces under hver af de tre præsidenter har haft, hvilke tænketanke præsidenterne har haft forbindelse til og hvilke forbindelser disse tænketanke har til amerikanske virksomheder i form af økononomisk støtte eller personsammenfald.

Konklusionen er, at en stor andel af alle tre præsidenters nærmeste medarbejdere har haft tæt tilknytning til transnationale amerikanske virksomheder . De kommer eksempelvis fra lederposter i disse virksomheder, vender ofte tilbage til de samme virksomheder eller andre lignende virksomheder. Mange har arbejdet i advokatfirmaer, som har haft denne type virksomheder som deres vigtigste kunder.

Clinton, Bush og Obama tilsluttede sig alle den overordnede strategi, der har bestemt amerikansk handels- og udenrigspolitik siden Anden Verdenskrig, en åben-dør politik baseret på frihandel og udvidelse af rammerne for amerikansk varehandel og investeringer. Alle tre har været fortalere for den neoliberale globalisering, understøttet af militær tilstedeværelse  globalt. En strategi, som i høj grad har været formet, så den tjente transnationale amerikanske virksomheders interesser, og som de alle beskrev som en irreversibel proces, som alle økonomier var nødt til at underordne sig.

Der har været forskelle i den ideologi, som inden for denne overordnede strategi har været styrende i handels- og udenrigspolitikken, mest markant under Bush med den neokonservative ideologis bestemmende indflydelse på udenrigspolitikken, men også Bush’s nærmeste medarbejdere kom fra lederposter i store transnationale selskaber.

Alle tre præsidenter har udført militære interventioner som støtte for denne strategi, Clinton bombede i Serbien, Bush bombede i Afghanistan og Irak og Obama bombede i Libyen og sendte droneangreb ind over Pakistan.

Der var imidlertid hos de tre præsidenter enighed om den overordnede strategi, den åbne dørs imperialisme, baseret ikke på territorial kontrol men på økonomisk dominans.

Denne  strategi blev udformet af repræsentanter for amerikanske transnationale virksomheder, som var interesserede i at ingen døre skulle være lukkede for amerikansk handel og investeringer. 

Den åbne dørs imperialisme fødtes i slutningen af det nittende århundrede i forbindelse med den voldelige tvangsåbning af det kinesiske marked efter Opiumskrigene. Den amerikanske regering var ikke interesseret i, at Kina blev koloniseret af en eller flere europæiske kolonimagter, fordi det ville lukke amerikanske økonomiske interesser ude, og den amerikanske regering fik derfor  gennemtrumfet, at det kinesiske marked skulle være åbent for  alle. Man kan kalde det en “antikolonialistisk imperialisme” .

Da USA efter anden Verdenskrig  fremstod som den økonomisk stærkeste nation, blev denne politik endnu mere udtalt. Man støttede afkolonialisering og etablerede en overordnet økonomisk orden, den liberale verdensorden, baseret på internationale økonomiske organisationer, som domineredes af USA og som havde som mål at gennemføre et totalt frihandelssystem reguleret på en måde som især tilgodeså interesser hos toppen af det  amerikanske erhvervsliv.

Desværre har de to hollandske politiloger ikke lavet en analyse af hvordan ministre og rådgivere omkring Trump er tilknyttet det amerikanske erhvervsliv, så det er ikke muligt ud fra deres forskning at sige noget om hvorvidt disse tilknytninger kan forklare Trumps afvisning af den liberale verdensorden.

Der er imidlertid ikke nogen tvivl om, at den politik, hans regering fører, har resonans hos store dele af den amerikanske arbejderklasse, som har tvetydige erfaringer med globaliseringsprocessen.

Den neoliberale globalisering havde som en af sine vigtigste forudsætninger, at Kina åbnede for direkte udenlandske investeringer i landet. Udenlandske virksomheder kunne herefter ansætte kinesisk arbejdskraft til at udføre produktion, som tidligere havde fundet sted i hjemlandet, herunder USA.

Det globale arbejdsmarked blev på denne måde udvidet med millioner af kinesere, som tilmed var en dygtig og billig arbejdskraft.

Samtidig etableredes nye værdi- og forsyningskæder, hvor enkeltdele af produkter blev fremstillet i forskellige lande, hvor arbejdskraften havde de fornødne kvalifikationer og var tilstrækkeligt billig,  for tilsidst at blive samlet, eksempelvis i Kina, som fik rollen som det globale værksted. 

Den neoliberale globalisering var i USA baseret på et klassekompromis. Udvidelsen af det globale arbejdsmarked betød, at amerikanske arbejderes lønninger kunne holdes nede. Samtidig betød de nye produktionsformer, at priserne på mange af de varer, som almindelige amerikanere brugte i dagligdagen blev billigere. Amerikanske arbejdere kunne derfor bevare deres levestandard selv om deres lønninger stagnerede. Dertil kom at de på grund af stigende huspriser kunne finansiere en del af forbruget med banklån taget med sikkerhed i deres boliger.

Dette klassekompromis brød sammen da finanskrisen i 2008 ramte den amerikanske økonomi. Mange arbejdere mistede deres arbejde, priserne på fast ejendom styrtdykkede og tæppet blev på denne måde trukket væk under almindelige lønarbejderes mulighed for at klare dagen og vejen. 

Jospeh E. Stiglitz’s reviderede udgave af  bogen, Globalization and its discontents (2) , har fået tilføjet en omfattende indledning, hvor han beskæftiger sig med tiden efter Trump’s indsættelse som præsident. Han skriver her, at globaliseringen som sådan var en positiv udvikling, men dens form og de institutioner, der blev bygget op omkring den, betød, at kun de store multinationale virksomheder havde gavn af den, og den medførte desuden en voldsom udvikling i uligheden i de fleste samfund.. Selv efter 2008-krisen voksede indkomsterne  hos de rigeste 1% , mens resten af befolkningen måtte se sine indkomster stagnere eller direkte falde.

Der har derfor i den amerikanske arbejderklasse været en begrundet vrede vendt mod globaliseringen og eliten, en vrede som Trump i høj grad har kunnet udnytte.

 

Men vi mangler en analyse af  relationerne mellem staten og de forskellige dele af den amerikanske kapitalistklasse, som kan forklare hvis interesser, Trumps importtold og handelskrige tjener.

Det er klart at forbindelsen til olieindustrien gennem den nu tidligere udenrigsminister Tillerson, den tidligere CEO for olieproducenten ExxonMobil, kan have haft indflydelse på Trump-regeringens udtræden af Paris- aftalen, og at stål-, kul-og aluminiumproducenterne i USA har haft fordel af  importtolden på stål, kul og aluminium.

For store dele af det amerikanske erhvervsliv vil forhøjelserne af importtolden imidlertid betyde øgede omkostninger, som vil medføre enten prisforhøjelser eller lavere profitter. Den aggressive toldpolitik over for Kina vil betyde øgede leveomkostninger for mange almindelige amerikanere.

 

Måske skal den amerikanske regerings kovending  fra den liberale verdensorden til protektionisme opfattes som udtryk for, at de amerikanske producenter ikke længere kan dominere verdensmarkedet, at den amerikanske økonomiske hegemoni med andre ord er tvunget til at beskytte sig mod truslen fra mere effektive og dynamiske økonomier, som eksempelvis den kinesiske.

 

Det er set tidligere i historien, f.eks da den britiske regering, som siden midten af det nittende århundrede havde været varm tilhænger af en frihandel, der i høj grad favoriserede britiske virksomheder, under krisen i 1920rne følte sin hegemoni-status truet i en sådan grad, at man i 1932 indførte en 10 % importtold på varer fra alle lande undtagen lande inden for det britiske imperium og Commonwealth.

 

Selv om man savner en grundig analyse af mekanismerne bag det tilsyneladende totale skift i den overordnede strategi for den amerikanske udenrigspolitik,(en analyse som formentlig allerede er godt igang hos de hollandske politologer) kan man sikkert godt konkludere, at den nye politik ikke kun skyldes fikse ideer hos Præsident Trump, men har grobund i dele af den amerikanske kapitalistklasse, og ikke kan forventes at visne bort, blot fordi Trump bliver fjernet fra præsidentposten.

 

Noter:

1. Bastian van Apeldoorn og Nana de Graaf, American Grand Strategy and Corporate Elite Networks, Routledge 2016.

 

2.  Joseph E. Stiglitz, Globalization and its Discontents Revisited, Anti- Globalization in the Era of Trump, W.W Norton&Company, 2018.

Offentliggjort: d. 08. oktober 2018

              
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.