Halvfærdigt arbejde

Det tjener til Lars Løkke Rasmussens ros, at han ikke har kaldt regeringens nye arbejdsprogram for halvfærdigt arbejde. Det ville være pral. Regeringens nye arbejdsprogram er langtfra halvfærdigt.

Regeringen tør knap nok beskrive de vigtigste politiske udfordringer: Hvad vil den stille op med den økonomiske krise, økonomien og sikring af velfærden i de kommende år? Og Lars Løkke Rasmussen tør slet ikke svare på udfordringen. Han kan ganske enkelt ikke, hvis han skal holde sig i fodsporene på Anders Fogh Rasmussens stille og gradvise liberalisme. Skattestoppet udelukker nye indtægter, og. Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussens 'reformistiske liberalisme' udelukker Lene Espersens efterlønsindgreb. Tilbage er kun nedskæringerne i den offentlige sektor, og de skal have et omfang, der mere minder om Richard Nixons kampparole mod den offentlige sektor "Starve the beast" end Anders Fogh Rasmussens forsøg på at være 'bedst og billigst til bedre velfærd".

Derfor er det logisk, at kun godt en side ud af arbejdsprogrammets 40 sider handler om denne udfordring. Ligeså logisk er det, at denne side ikke engang indeholder politiske svar. I stedet er det en slags en ønskeseddel på, hvad regeringen gerne vil kunne gøre ved krise, økonomi og velfærd.

Det højeste ønske på den liberalt-konservative ønskeseddel er at "genskabe balancen i den offentlige økonomi uden at slå det spirende opsving i stykker". Det er et fromt ønske. Det kan man forvisse sig om andre steder i regeringsprogrammet og i Claus Hjorts konvergensprogram. Her skrives det, at opgaven er, at "holde det samlede offentlige forbrug i ro". Nulvæksten gælder endda kun den offentlige sektor som helhed. På en lang række områder vil regeringen direkte skære ned. Med den reformistiske liberalismes særlige sans for det lyriske kalder regeringen det "budgetforbedringer i staten, kommunerne og regionerne", der "ikke vil forringe velfærden". Disse direkte nedskæringer skal så skaffe lidt ekstra penge til sundhedsvæsenet. Samtidig skal enhver fremrykning af investeringer droppes fra 2011, og der lægges op til en markant finanspolitisk opstramning af økonomien allerede fra starten af 2011.

Det er dybt naivt og urealistisk, hvis regeringen tror, at den dermed genskaber balance i den offentlige økonomi uden "at slå det spirende opsving i stykker". Det realistiske er ekstra fyresedler til mindst 10.000 færre private job og ca. 20.000 færre offentlige ansatte i 2013 end ellers forudsat i en stram offentlig økonomi. Kun et hurtigt og markant opsving vil kunne forhindre, at en sådan politik direkte vil føre til øget arbejdsløshed og flere der forsvinder fra arbejdsmarkedet.

Dybest set er det da også regeringens naive håb om, at en ny galoperende vækst kommer hurtigere end foråret. Det fremgår direkte af programmet, at regeringen om ikke tror på ny vækst, så dog i det mindste håber indædt til det sidste. Regeringen har valgt strudsens eksempel: Hovedet i busken i håb om at krisen meget snart går over af sig selv, så det ikke gør så forbandet ondt at gennemtrumfe drastiske besparelser i den offentlige sektor. Bl.a. derfor holder regeringen kortene meget tæt til kroppen og siger intet om hvor og hvor meget, den vil spare hvor hurtigt. Beslutningen udsættes til sidste øjeblik, dvs. forhandlingerne om kommunernes økonomi til juni og finansloven til august.

En nøgtern vurdering af den europæiske økonomi vil sige, at regeringen med sit ønske om at spare sig til balance i den offentlige økonomi uden nye skatteindtægter nærmest uundgåeligt vil lukke i titusindvis af arbejdspladser, så længe de internationale konjunkturer ikke er i stand til at trække dansk økonomi væk fra krisen. Mede andre ord et regeringsprogram for velfærdsnedskæringer og flere arbejdsløse.

Så længe regeringen ikke tør slås med åben pande for flere arbejdsløse og konkrete, drastiske velfærdsnedskæringer, bliver det endog meget svært for den at skabe balance i den offentlige økonomi. Beskæftigelsen vil falde, og de drastiske nedskæringer lader sig ikke gennemføre fuldt ud, så længe regeringen ikke vil gå til åben kamp for erklærede nedskæringer sammen med Dansk Folkeparti.

Når programmet er så halvfærdigt og urealistisk, skyldes det grundlæggende, at den stille, reformistiske liberalisme er nået til en strategisk korsvej, hvor den økonomiske krise tvinger Lars Løkke Rasmussen til at kæmpe med draget sværd for en radikal indskrænkning og markedsgørelse af den offentlige sektor eller formulere en erhvervsøkonomisk strategi, der kan skabe en tilstrækkelig stor vækst til at skaffe flere offentlige indtægter uden skattestigninger. Det første er han (endnu) ikke parat til at konkretisere, og det sidste synes han ude af stand til.

Hvad gør man så, når man skal stille et nyt hold uden en ny politik? Man genbruger. I dette tilfælde fra Lars Løkke Rasmussens tale om de ti fremtidsvisioner til Venstres landsmøde. I en lettere omskrivning fylder de det meste af arbejdsprogrammet. De ti visioner kunne knap nok begejstre Venstres landsmødedeltagere. Deres evne til at vinde er formodentlig endnu mindre.

Udfordring for centrum-venstre

Når programmet er så halvfærdigt og fyldt med løs visionssnak, skulle man tro, at det var aldeles ufarligt for centrum-venstre-oppositionen. Men sådan er det ikke nødvendigvis.

Umiddelbart synes udfordringen til centrum-venstre-oppositionen altså stærkt begrænset. Men måske bliver det alligevel ikke så nemt. Helle Thorning og Villy Søvndal skal nemlig vælge, hvordan de vil svare igen. Vil de - med rette - anklage regeringen for at mangle svar på økonomi og holdbar velfærd? Eller vil de lade sig lokke af Lars Løkke Rasmussens 10 visioner og kritisere ham for ikke at kunne indfri visionerne? Eller vil de følge samme metodik, som da Anders Fogh Rasmussen op mod 2001-valget med stor effekt besvarede Poul Nyrup Rasmussens vidtløftige visioner om Danmark som foregangsland med nogle få udvalgte, men meget konkrete og nærværende valgløfter? Eller noget helt fjerde?

Angriber Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal regeringen for manglende svar, vil det være en boomerang: Hvad er jeres egne svar? Er S-SF bedre til at spare? Eller vil I blot bruge flere penge?

Det bliver ikke den nemmeste opgave for de to partier at svare på disse spørgsmål. Hverken S eller SF har et klart svar, og det er slet ikke blevet enige om et svar - hverken med hinanden eller Margrethe Vestager. Indtil videre har S og SF kun formuleret opgaven negativt: ingen efterlønsindgreb, dagpengeforringelser og velfærdsnedskæringer. Men det er ikke nok - hverken som troværdig samfundsøkonomi eller tilstrækkeligt til at begejstre vælgerne. Prøv bare at forestil dig det: En valgkamp på historien om, at med Helle og Villy bliver nedskæringerne ikke så slemme, som hvis det er VKO, der skal være bøddel. Den valgkamp vil være ulidelig.

Siger S og SF, at de ti visioner er gode nok og blot skal indfries, går de for alvor galt i byen. Lars Løkke Rasmussens 10 visioner er ikke og bør ikke være centrum-venstres samfundsvision, og heldigvis er det heller ikke visioner med nævneværdig folkelig appel. Derfor vil det være en rigtig dårlig idé for et centrum-venstre alternativ at indlede en konkurrence om at være bedst til Venstres visioner.

Hvis Villy Søvndal og Helle Thorning Schmidt lader både de økonomiske udfordringer og visionerne ligge for i stedet at give vælgerne konkrete velfærdsløftepolitik - Foghs metode til at slå Nyrup i 2001 - vil det også gå galt. Det er den sikre vej til at tabe kampen om en troværdig centrum-venstre krise- og velfærdspolitik, der ser ud til at blive afgørende for næste valg. Det vil være at smide håndklædet i ringen i kampen om at skabe økonomisk tryghed, jobs og holdbar velfærd. Chancerne for at kopiere Foghs effektive løftepolitik op til 2001 er elendige - nærmest fraværende.  Anders Fogh Rasmussen vandt 2001-valget på kontraktpolitik og konkrete valgløfter, fordi Poul Nyrup Rasmussen havde svigtet sit efterlønsløfte, og fordi de økonomiske og politiske konjunkturer gav ham muligheden for at give velfærdsløfter. Den historie lader sig ikke gentage.

Centrum-venstre har heldigvis endnu en mulighed, hvor Helle og Villy holder sig væk fra talkritik, konvergensmål og de ti Venstre-visioner. Regeringens handlingslammelse giver S og SF chancen for selv at formulere en helt anden vision end Lars Løkke Rasmussens. En vision om et bæredygtigt samfund, der bygger på frihed, lighed og solidaritet. Ikke bare et miljø- og klimabæredygtigt samfund. Men også bæredygtig økonomisk vækst, social bæredygtighed og holdbar offentlig velfærd. Ikke bare hyldest til frihed, lighed og solidaritet, men konkrete bud på, hvordan disse værdier kan skabe et bedre samfund. Hvordan friheden og tilliden i den offentlige sektor er bedre til at uddanne og udvikle vores børn, bedre til at prioritere behandlingen af de svageste og mest syge i vores sundhedsvæsen. Hvordan solidaritet og mere lige livsmuligheder kan gøre fremtidens velfærd både billigere og bedre ved at bringe flere og nye samfundsressourcer i spil, mindske sygdom og forebygge fattigdom.

Men visionerne gør det ikke alene. Dertil er den folkelige skepsis over for politikkernes evne og vilje til at forandre tingene for stor. Skal vælgerne kunne tro på, at S og SF kan sikre beskæftigelse, velfærd og bæredygtig vækst kræver det, at klart budskab om, at politik kan forandre tingene.

Budskab et om, at S og SF kan forandre samfundet, kræver et reformprogram, der både skaber økonomisk tryghed, jobs og holdbar velfærd og peger frem mod en ny samfundsvision. Det kræver en konkret, dagsaktuel og troværdig politik for vækst og ny holdbar velfærd, som samtidig har en samfundsvision, der både kan begejstre og give vælgerne konkrete svar på spørgsmålet: What's in it for me?

Centrum-venstre har brug for en vision og et reformprogram, når regeringen ikke har nogen af delene. Men det er bestemt ikke en helt let opgave at skabe et sådant alternativ til VK. Der findes ingen problemfri, smart teknokratvej ud af de nuværende krise. Men det er trods alt væsentlig nemmere for socialister at løse den opgave, end det har været for Lars Løkke Rasmussen at fortælle vælgerne åbent om sin liberale vej ud af krisen. Og så er det en opgave, der i den grad fortjener dagens lys og aktivt medspil fra vælgere, fagbevægelsen, sociale organisationer og bevægelser - helt modsat Lars Løkke Rasmussens luskeliberalisme.

Af Bent Gravesen, medlem af redaktionen for Kritisk Debat