Bristede illusioner
Af Jan Helbak
Offentliggjort: 02. juli 2012

En stormfyldt juni måned i dansk politik blev afsluttet med ”førtidspensions-og fleksjobforliget” mellem regeringen, VK og Liberal Alliance. På sidelinjen stod endnu engang regeringens parlamentariske støtteparti – Enhedslisten – og kritiserede regeringens kurs for at være højredrejet og usolidarisk. Og endnu engang var det grupperne på overførselsindkomster, der ifølge EL skulle betale for regeringens udbudspolitik og politisk-økonomiske omprioriteringer.

Blot en uge før havde regeringen indgået et skatteforlig med VK, hvor EL fra det ene øjeblik til det andet blev skiftet ud med Venstre og Konservative. EL var rasende og annoncerede, at partiet ikke længere var at betragte som parlamentarisk støtteparti for en regering, der – som de påstod – kun havde skinforhandlet med venstrefløjen for så i den afgørende stund at indgå et forlig med højfløjen, der begavede de velbjergede på bekostning af de store grupper på overførselsindkomster.

Forinden de to forlig var juni måned ellers begyndt opløftende for venstrefløjen og de mange i S-SF og fagbevægelsen, der havde mobiliseret mod Trepartsforhandlingernes dagsorden om udvidet arbejdstid. Finansministeren tog konsekvensen af mobiliseringen og fagtoppens manglende leveringsdygtighed ved at afblæse Trepartsforhandlingerne til stor frustration for fagtoppen og til stor glæde for oppositionen i fagbevægelsen. En sejr var hentet hjem, men ingen vidste rigtigt, hvad den skulle bruges til.

Få regnede dog med, at regeringen kun ganske få uger efter ville trodse modstanden mod den såkaldte højredrejning og dreje yderligere til højre. Og Venstre havde jo også sat sig definitivt udenfor skatteforhandlingerne med sine ultimative krav. Eneste alternativ for regeringen var et forlig med EL.

Det blev det ikke til, for dansk erhvervsliv med de store interesseorganisationer i spidsen og toppen i dansk fagbevægelse ville noget andet. Venstre blev tvunget til at imødekomme regeringen, så der kunne indgås et skatteforlig, der for det første sikrede regeringen æren, for det andet ikke lå for langt fra de forligsskitser, regeringen havde lavet med EL og for det tredje kørte EL ud på et sidespor. Operationen lykkedes, selv om de politiske omkostninger for S og SF for tiden er uoverskuelige. Men en udsigt til, at regeringen i endnu højere grad blev afhængig af EL var endnu mere uoverskuelig, og den rå kalkulation var og er, at EL trods voksende vælgerstøtte og stærkt forøget medlemstilgang ikke har styrken – og ej heller politikken – til at vælte regeringen ved de kommende finanslovsforhandlinger – uanset retorikken fra Johanne Schmidt Nielsen.

Siden skatteforliget for lidt over en uge siden er retorikken ikke blevet mindre skarp. Efter forliget om førtidspensionen og fleksjobordningen blev den skærpet, og EL meddelte, at man fandt det stadigt vanskeligere at se, hvorledes regeringen med finansloven kunne betale tilbage, hvad den i løbet af en måned havde forårsaget af sociale forringelser. Så spørgsmålet om regeringens mulighed for at overleve finansloven får lov til at stå og at dirre i luften sommeren over, mens EL appellerer til alle gode kræfter i fagbevægelsen, i S og SF, på venstrefløjen og i de mange andre bevægelser om at mobilisere for at bringe regeringen tilbage på rette spor.

Men skal regeringens politik kunne bringes tilbage på rette spor forudsætter det altså, at den aktuelt er på det forkerte spor – at den afviger fra sin egen politiske linje. Mere om det senere.

Først lige en kort bevægelsestegning i aktuel dansk politik. Regeringens forlig med højrefløjen har afstedkommet stor frustration i Socialdemokratiet og SF. Vælgerne flygter til henholdsvis EL og Venstre. Mange borgmestre, byrådsmedlemmer, fagforeningsformænd og kredsformænd i partierne har kritiseret regeringens dispositioner og krævet, at forligene blev indgået med EL. Medlemmerne siver ud af især SF over i EL, og det politiske opgør i SF udfolder sig for åbent tæppe. Sidst med partiledelsens suspension af Øslem Ceciks ordførerskaber, fordi hun trodser partidisciplinen og stemmer mod skatteforliget.

Al denne tumult i S og SF, uroen i fagbevægelsen og den skærpede retorik fra EL tegner et billede af en øget politisk polarisering i dansk politik, der er opstået  på blot en enkelt måned.

Men faktum er, at der reelt ikke foregået nogen polarisering. Regeringen og EL står i dag ikke længere fra hinanden end for en måned siden, og regeringen har i det store og hele ikke afveget fra den politiske linje, som S og SF allerede udstak med Fair Løsning og valgprogrammet sidste år. Og selv om vælgerne strømmer til EL, følger partiet samtidig hele det politiske spektrums drejning mod højre – hvilket vel nok er det mest interessante. EL står i dag dér, hvor S og SF retorisk stod for et år siden. Det hører samtidig med til historien, at det skatteforlig, regeringen indgik med V og K, ikke i substansen adskiller sig væsentligt fra det aftaleudkast, der lå mellem regeringen og EL.

Når der i den offentlige debat tales meget og længe om blå og røde reformer, så lyder det, som om der er store forskelle, men i realiteten dækker de retoriske figurer over relativt små forskelle i den konkrete politik – og diskussionen føres stadig på liberale økonomiske præmisser. Eksempelvis indeholder regeringens aftaleudkast med EL også hele den liberale tænkning om ”øget arbejdsudbud”, ”økonomisk råderum” og har 2020 planen som bagved liggende udgangspunkt.

Og netop 2020 planen er både i præmisser og mål i fuld overensstemmelse med Finanspagten og Euro-plus pagten fra marts 2011, som både S og SF stemte for. Ud over stram budgetdisciplin fokuserer især Euro-plus pagten på øget arbejdsudbud, mere ”fleksible arbejdsmarkeder”, færre lønmodtagerrettigheder, øget lønkonkurrence som vejen til større konkurrencedygtighed og en omfattende sanering af hele overførselsindkomstområdet for at bringe flere fra passiv forsørgelse tilbage på det arbejdsmarked, hvor de er udstødt fra. Og det er vel akkurat den politik, som regeringen har forfulgt med indgåelse af skatteforlig og førtidspensionsforlig med højrefløjen i Folketinget, ikke?

Hertil kommer, at S og SF siden Fair Løsning fra 2010 ikke på nogen måde har lagt skjul på deres politiske mål. Gennemgående i planerne har været en kick start af økonomien, øget arbejdsudbud – ”alle skal yde lidt mere” – ”reformer” på overførselsområdet og lavere skat på arbejde – så det kan betale sig at tage et job – også et lavtlønsjob.

Og både statsministeren i sin åbningstale i Folketinget og senere finansministeren har igen og igen gjort det klart, at skattenedsættelser for den arbejdende del af befolkningen skulle gennemføres som kompensation for lavere lønudvikling ”de næste mange år”. SF har i den retning ikke stået tilbage for Socialdemokratiet. Samtidig med de to partiers tilslutning til Euro-plus pagten udkom SF med et oplæg – ”Ny vækst-nye job”. Her gjorde man det meget klart, at fremtidens vækst i Danmark går over øget offentligt-privat-partnerskab, hvor en større del af den offentlig opgaveløsning skal på private hænder, så udviklingsresultaterne kan kommercialiseres og det private erhvervsliv score genvinsten gennem øget eksport bl.a. inden for den nye ”velfærdsteknologi”.

Ingen kan således med rette beskylde regeringen for at have begået alvorlige løftebrud eller for at have taget yderligere et sving til højre siden valget. Den førte politik har ligget i kortene hele tiden, og fagbevægelsens ledelse har i det store og hele accepteret linjen og målene hele vejen igennem. Skulle man være i tvivl, kan man blot læse LO’s og fagforbundenes kommentarer til Fair Løsning, til regeringsgrundlaget og ikke mindst reaktionerne på Helle Thorning Schmidts åbningstale.

Regeringens politiske programmer og faktisk førte politik har i det store og hele flugtet med den europæiske højrefløjs politik, selv om den ikke – i hvert fald ikke åbent – vil  anerkende dens nødvendige og uundgåelige konsekvenser.

Pointen er selvfølgelig, at man (mange gode socialdemokrater, SF’ere og EL) alene med udsigten til et regeringsskifte i 2011 læste noget ind i S-SF’s politik, der enten kun stod i overskrifter eller alene havde symbolsk betydning.

Af samme grund og tilspidset med det politiske teater her i juni måned bør det stå stjerneklart for både EL og de mange skuffede socialdemokratiske og SF vælgere, at vejen frem ikke længere går over små venstrekorrektioner til regeringens forskellige udspil.

Modstanden, skuffelsen og vreden er ganske forståelig, men alene at bygge videre på den i efterårets kampe om den kommende finanslov er en blindgyde. Faktisk burde man have vidst, hvad man støttede, da man støttede den nye regering. Og faktisk vil det være politisk uansvarligt at vælte regeringen på finansloven, med mindre EL, dele af fagbevægelsen og de mange utilfredse socialdemokrater og SF’ere på forhånd får formuleret en alternativ solidarisk politik, der kan løse de problemer, som den førte politik herhjemme og i Europa ganske tydeligt ikke er i stand til.

Der kan skabes nok så mange mobiliseringer og endog venstrefronter, men de fører ingen vegne, hvis ikke de bygger på bare konturerne af en alternativ politik, der kan forfølges, selv om højrefløjen igen skulle komme til magten. Og som det har vist sig både i Tyskland og Sverige, kan venstrefløjens parlamentariske fremgang blive en kort fornøjelse – som politisk tilflugtssted – hvis ikke den kan omsætte fremgangen til et politisk lederskab udenfor parlamenterne.

Men i samme øjeblik venstrefløjen træder ud af korrektionsrollen, melder problemerne sig med fuld styrke.

Der kan ikke føres en alternativ politik, en solidarisk politik i Danmark, hvis ikke der i hele EU gennemføres et opgør med Euro-plus pagten og Finanspagten. Der kan ikke skabes de nødvendige arbejdspladser og den nødvendige vækst i Danmark, hvis ikke det sker som led i en storstilet vækstplan for hele EU, og her batter de 130 mia. Euro, som statscheferne lige er blevet enige om på topmødet den 28. og 29. juni, ikke meget. Der kan ikke bringes orden i hele den finansielle sektor, hvis saneringen ikke gennemføres på EU niveau. Der kan ikke opbygges statskontrollerede investeringsbanker og gennemføres den nødvendige skat på finansielle transaktioner, hvis det ikke sker på EU niveau, og der kan ikke gennemføres en solidarisk reform af social- og arbejdsmarkedspolitikken, hvis ikke det bliver på EU niveau.

Eller sagt på en anden måde: Venstrefløjen i Danmark kan formulere et meget sympatisk og på mange måde ganske fornuftigt politisk (korrigerende) alternativ til regeringens linje, men de vil forblive sympatiske og ikke meget andet, med mindre den samme venstrefløj integrerer den europæiske politiske strategi i den nationale politiske kamp. Hvis vælgerne for alvor skal tro på, og hvis fagbevægelsens venstrefløj for alvor skal have succes med en mobilisering for en anden og mere solidarisk politik, skal den have et perspektiv, der går til roden af problemerne. Og det kræver et EU-perspektiv.

For mens man skændes om farven på skattereform, fleksjobreform og førtidspensionsreform, foregår slaget om EU’s fremtid med øget styrke. Presset fra det europæiske erhvervslivs herskende fraktioner og deres politiske talerør vokser. Man ønsker en markant udbygget politik-økonomisk-finansiel Union på erhvervslivets præmisser – EU er deres hjemmemarked og ikke de nationale markeder. Og uanset EU kommissionen ikke kom igennem med sine forslag om bankunion, et Euro- finansministerium og så videre, udvikles og konkretiseres linjen fra krisetopmøde til krisetopmøde. De store erhvervsfraktioner udnytter helt kynisk den økonomiske krise i Europa til at presse på for at få gennemført en egentlig centraliseret europæisk magt, der kan diktere medlemslandenes økonomi- finanspolitik – og arbejdsmarkedspolitik – vel og mærke i takt med, at EU afdemokratiseres yderligere.

Man kan blot læse præsidenten for ministerrådet Herman Van Rompuys udspil lige op til topmødet for at få et klart billede af, hvor de mest drivende fraktioner i Europa ønsker EU hen. De ønsker et føderalt EU uden for mange demokratiske bindinger.

For hver eneste gang topmøderne vedtager en ny krisepakke eller en ny pagt centraliseres magten tillige enten i Euro-klubben eller i Kommissionen. Det behøver der i sig selv ikke at være noget problem i, hvis ikke det var, fordi det er højrefløjens politik, som stadfæstes, og fordi det politiske demokrati samtidig undergraves.

Kort sagt må det få som konsekvens, at kampen mod den politik, som den danske regering fører, må indlæses i et europæisk perspektiv med ophav i vedtagelserne dels på topmøderne og dels i magtens korridorer. Derfor kommer venstrefløjen selvfølgelig ikke uden om at forbinde et politisk alternativ til regeringens politisk grundlag med det  europæiske centrum-venstres kamp for en demokratisk og solidarisk politisk-økonomisk Union – der kun bliver til virkelighed i et fælles opgør med de store erhvervsfraktioners og den politiske højrefløjs mangfoldige bestræbelser på at bruge krisen som afsæt for det, den belgiske fagforeningsleder Georges Debunne så præcist har kaldt, ”overgangen til arbejdsgivernes Europa”.

Det er det politiske grundlag og tænkningen bag skattereformen og førtidspensionsreformen, kampen skal føres imod. Det er her alternativet skal udvikles og ikke i mere eller mindre sympatiske og socialt mere afstemte korrektioner til en i al væsentligt social liberal politik. Man kan nu engang ikke fylde en helliter på en halvliter.

Af Jan Helbak, medlem af Kritisk Debats redaktion.

Offentliggjort: d. 02. juli 2012